Celleforandringer I Livmoderen

Celle

Jeg vil gerne tage jer med på en tur, en tur helt tilbage til 2,5 år siden. Måske skal vi faktisk lige lidt længere tilbage, bare for lige at forstå ‘The Bigger Picture’.

Vi skal tilbage til mine teenageår, hvor jeg er en tur til lægen. Her sker konstatering, af de yderst usexet kondylomer, og nej det er ikke en scene fra “kærlighed ved første HIK”. I stedet er det fantomsmerter, syre, knive og ja AV’s i understellet. Sammen med konstateringen, kom formaningen om denne virus og dets udviklingsmuligheder og derefter en aftale om ‘hyppige’ screeninger. Derfor var jeg også, en yderst egnet kandidat til vaccinationsprogrammet imod HPV-virus nogle år senere.

Lad os gå længere frem helt præcist frem til dagen, hvor jeg besøger min læge, for at gå derfra “uden prævention”. I samme omgang fortages en af disse screeninger, en såkaldt smear-prøve. For dem som endnu ikke har været der eller af kønslige årsager ikke kommer, så er det et lille ‘næb’ der åbner op i livmoderen, en vatpind (ikke vatpik) der køres rundt i halsens kant og derved laver en celleprøve. Prøven sendes ind på lab, med henblik på at screene for ondartet celleforandringer. 10 dage senere kom svaret retur, alt var i skønneste orden og yderligere 20 dage senere, en positiv graviditetsprøve.

Nu skal vi lidt længere hen, faktisk hen i start april, hvad der i princippet er er år efter. Er til et lidt forsinket 8-ugers tjek, som grundet præventionsvalg og mindre lyst til at sætte fødderne i bøjlerne alt for mange gange, blev det til et 12 ugers tjek. Igen for dem som heller ikke ved dette, så er det et tjek af understeller, hvor man sikre det hele er ‘oppe’ og kører ovenpå sådan en fødsel. I samme forbindelse får jeg, fortaget denne screening endnu engang, rutine.. rutine…

Opkaldet
…Jeg havde været i IKEA. Solen skinnende, fuglene sang og min hud duftede af en blanding mellem solcreme og sved. Solens stråler og det lys de gav, havde givet mig en nyfunden energi. En energi, som nu engang kun skabes, efter en lang og mørk vinter. Jeg gik der, på stisystemet mellem motorvejen og mosen. Jeg hadet det stisystem som pesten, dengang under maratontræningen. Men på denne dag, gav jeg mig tid til at nyde farverne og alle de vilde blomster der stod langs den lille å. Jeg nød selvfølgelig også min venindes gode selvskab. Idyllen blev kun afbrudt af de få cykelister, der i ny og næh kørte forbi.

Vi havde knap nået vejen, da telefonen ringede. Det var min læge. Havde dagen forinden kontakter ham vdr. en fysioterapeut til min store dreng – så det var helt naturligt han ringede. “Øhm det er ikke derfor jeg ringer” havde han sagt. Og det var fra den sætning af det skete .. Jeg mærkede hvordan jeg psykisk faldt fra 15’ende etage og kun havde retning mod den kolde jord . “Det der celleskrab vi tog – den har altså et udslag”.. Det hele vivlede rundt for mig og fik stille fremstemmet “ej jeg synes ikke skide godt om det her” så gik klappen ned. Fangede noget med gynækolog, mikroskopi, akut og det var så det . 1-2-3 samtalen var slut og der stod jeg. I det skønneste forårsvejr, bagende sol og med verdens dejligste baby sovende i barnevognen .. Og jeg .. Jeg kunne ikke få luft ..

Én dag efter
Det er dagen derpå.. Mine ben er ømme efter IKEA gåturen og min mave gør ondt.. Jeg har været søvnløs det meste af natten. Gået mellem vores soveværelse og børnenes. Jeg græd ved min mands skulder i de sene nattetimer. Synes ellers jeg havde placeret det hele og besluttet mig for, ikke at “tænke det værste” som henholdsvis min mor og sviger havde sagt det så fint. Alligevel lød det så hult. De ved jo godt, at jeg er verdensmester i at begrave mig selv i sorte tanker og nogen vil nok mene det er en svaghed. Synes faktisk det er min styrke. Tør godt kigge på det grimme, onde og forfærdelige. Det gør nemlig at jeg kan blive helt høj af alt det fantastiske her i livet. Så som min lille familie. Glædeståre kan trille når min store dreng kan blive fascineret over hvorledes en tampax udfoldes i vand – han troede det var ørepropper .. (Lod ham blive i troen)..
Men hvorfor ?!
Lorte celleforandring mig i nougatland

Tre dage senere.
Jeg er blevet utrolig klog, klog på forskellen mellem celleforandringer og livmoderhalskræft. Takket værd vores gode sundhedssystem, så kom jeg akut til undersøgelse hos en virkelig dygtig og sød gynækolog. Hun lavede en mikroskopi, ‘nuppede’ prøver, der i livmoderen hvor forandringerne sad og kunne sidde. Nu handler der om at vente..
Bare vente..

9 dage senere.
Den er god nok…
Der er noget galt og det skal fjernes, her og nu..

10 dage senere.
Det føles som et overgreb. Som om nogen har forvoldt sig imod min krop.
Mit indre græder, smerterne kommer i bølger og jeg kan stadig lugte blod.
Sygeplejersken var sød, hun havde fødselsdag idag, hun prøvede virkelig at få mine tanker væk, men jeg kunne ikke. Hun tørrerede mine tåre bort og smilte opmuntrende til mig, hver gang ‘de’ gik højere op. De stak mig et par gange og bedøvelsen hjalp. Nu er min ‘hals’ forkortet og understellet stoppet til med en meter gazebind. Måske der var datidens tampax?

Jeg hader det her.
Jeg er vred, ked, frustreret og sindssygt bange. Lad det bare nøjes med at være det, hvisker jeg igen og igen.
Jeg tør ikke tænke andre tanker og alligevel tænker jeg ikke på andet…

Ukrudt24 dage senere.
Idag kom det endelige svar.
Min livmoder er nu 2 centimeter kortere end for 2 uger siden. Men hvad der i fagsprog kaldes for svær dysplasi er nu væk og jeg har fået konstateret normale celler i det tilbageværende stykke.  Jeg er ovenud lykkelig for denne besked og vælger at tænke, at denne omgang har gjort mig og min lille familie stærkere.

Vi deler mange ting, ubevidst og bevidst via. de sociale medier.
Men den dag i maj, for snart halvandet år siden, valgte jeg helt bevidst at dele mine tanker og følelser om konkluderingen af celleforandringer i livmoderhalsen.
Hvert år, får ca. 15000 kvinder konstateret celleforandringer i livmoderhalsen. 6000 af disse har såkaldt svært dysplasi og får dertil fortaget et keglesnit i livmoderen.
Samtidigt indkalder vor sundhedsvæsen, i forbindelse med kræftpakkerne og forebyggelse, til screeninger for alle kvinder i alderen 23-49 år. Disse screeninger fortages normalt hvert 3 år men får man konstateret celleforandring i graden svær dysplasi og dertil et keglesnit, følges man efterfølgende hver. 6 måned

I december var jeg der igen, lige inden jul. Besøget hos gynækologen gjorder, at jeg for fremtiden vil fortrække konsultationer, som kan føre til henvisninger eller prøvetagninger, fortages udenfor heldags perioder. For i december sidste år, troede de den var gal igen og jeg blev sendt hjem med et bind i trussen sammen med informationsfolderne om forholdsregler efter biopsier i livmoderen, celleforandringer i livmoderhalsen og et særtillæg om 2. keglesnit. Det var en god jul, men også en der gjorder mig ekstra eftertænksom.  3 uger senere blev jeg dog sat fri og i lettelse booke jeg en ny kontroltid om 6 måneder.

Det er slut nu.
Jeg høre ikke længere til hos gynækologen og skattevæsenet kroner skal ikke længere betale for ekstra screeninger til mig, som sådan også alligevel. Med beskeden om at jeg ikke længere ”hørte” til i kategorien kom en ny, beskeden om at huske disse screeninger og ved den mindste fysiske uregelmæssighed i understellet, udover manglende seksuel aktivitet, så skulle en ny smear-prøves laves.
Men det er godt nok til mig.
Hvad der ikke er godt nok og rigtig trist, er at rigtig, rigtig mange kvinder glemmer denne typer screeninger. Andre afslår og det er selvfølgelig en helt personlig sag, ligesom valg af HPV vaccinationen. Men for alle dem, som jo faktisk bare glemmer det, der tænker og håber jeg, søster til søster, veninde til veninde, mor til datter, datter til mor, kollega til kollega, mand til kone, far til datter, at vi måske kunne huske hinanden på det?

Skal vi ikke prøve i det mindste?

Kærlig Hilsen Christina.

viunderFor mere information, tjek Vidunderlivet.dk

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

Den Der Far, Eller Manglen På Samme?

MigSorg
Jeg er 2,5 år, da min far vælger at gøre en ende på sig selv. En beslutning, som jeg til den dag jeg selv skal herfra, vil mene er den mest kujonagtgie beslutning nogensinde. Det er en beslutning som blev en af de grundlæggende byggesten, i hele min personligheddannelse på godt men især også ondt. I min bog, giver man ikke bare op og til trods for jeg i princippet kunne figurere på størstedelens af sociologernes grafer, over risikogrupper for selv samme beslutning, så er det bare ikke en mulighed.

Istedet har jeg lært noget helt elementært af en anden. At kæmpe alt hvad jeg overhovedet kan for det jeg gerne vil her i livet. Jeg er min mors datter og blev aldrig rigtig min fars, desværre.

Det har og er en hård nød at knække. De store psykologer vil pege på diverse mindreværdskomplekser og den evige stræben på mandlig bekræftelse og jojo, helt skadesløs er jeg ikke. Men hvad alle de der teorier og grafer ikke kan sige er, at jeg på så mange måder mangler noget. Værst af alt, så mangler jeg forståelsen af begrebet ‘Far’, hvortil det er mig som hensynsledet og ja, min far det manglende grundled. Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg ved inderst ikke, hvad det vil sige at have en far og det kan om noget sende røven på komedie. Når man foreksempel står der i hvid kjole, som 15-årig og senere 22-årig. Eller den dag jeg fik huen med det blå bånd, skulle finde koppen “verdens bedste mormor” uden at skulle forhold mig til “morfar-koppen”. Men også når jeg står der, mandagstræt og tænker “Er jeg god nok?” Så mangler der noget. Lige præcist hvad kan jeg ikke helt beskrive også alligevel så er der en som gør det for mig, hver evig eneste dag. Nemlig min mand, faren til mine børn.

Under en af de der gange, hvor vi lige fik fyret en tand for meget op under hinanden, råbte han “det værste ved dig, det er sgu at du er datter af en alenemor”. Der er selvfølgelig både pros and cons ved det udsagn, men tager det gerne på mig. For helt tilbage i mine lege, med playmobilen på børneværelset, så var der altså oftest kun en forældre. Det var sådan mit univers fungeret.

Så når man pludselig står der i en alder af 26 år og betragter ham der fyren, som man en dag besluttede at kysse lidt med og derefter tage på den store ikea-tur, sige ja for livet og senere danne op i makkerparret mor og far, så forstår jeg det endelig. Hvad en far vil sige at være og ikke bare en far men en virkelig god og hengivende en af slagsen. Ham, som oprigtig gerne vil lege, kysse og nusse, tumle, grine, læse og fjolle.
… Også ham, som glemmer at få regntøjet med hjem på weekend og laver ukoordineret påklædningssammensætninger så selv Jim Lyngvild får lyst til at sige “så stopper det”.

Kontakt

Det er ligemeget for han er der og han elsker dem, som stor Harre helt op til måneden og tilbage igen. Og det under jeg dem virkelig, mere end noget andet her i livet.

Og nogle gange, må jeg tage den lille indre pige i hånden og sige, det er okay..
Du fik noget helt andet og det var mere end godt nok.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @MigOgMorskabet

 

Det der dans?!

image
Jeg vil våge at påstå, at jeg faktisk kan lidt af hvert. At jeg ikke er übber feminin også alligevel, at jeg til tider snakker og bander som en havnearbejder og andre gange yderst dannet og konservativt korrekt.

Men er der noget jeg ikke kan, så er det altså det der med dansen.
Det dur simpelthen ikke.
Altså det der med at vrikke med bagdelen og følge rytmen, nej.
Forstil jer istedet : blussende kinder, et nedslået genert blik, stille og stive kantet bevægelser og hofter som selv min søn på halvandet kunne svinge bedre. Fandeme ja, altså da han stod og hoppede i benene i alderen af 7 måneder til Teletubbis var der mere rytme at observere end hans mor nogensinde kommer til at indeholde.
Det er helt galt …

Så når nu man bliver hevet med til zumba, af to super søde tøsser, så tænkte jeg ‘What The F***’, jeg gør det sgu. Og allerede da vi står ude foran, er det vist tydeligt for en hver der bare har det mindste flair indenfor kropssprogstolkning at jeg ikke er positivt stemt. Ben og arm krydset og hårtotten ved venstre øre bliver konstant skubbet på plads.

Pludselig råber Jimmy(oh yes) “Så er det NU !!” Og flår døren op til hvad der den næste times skal huse en masse spændstige qvinder i fuld flor. Jaja – også MIG.
Jeg tøffer fint ned på bagerste række og trækker helt op i hjørnet, tænker jeg i værste tilfælde kan twiste ud i redskabsrummet og ligge mig i den berømte fosterstilling. Men okay, han har mig faktisk alligevel lidt, med en coverversion af glor på vinduer, men det er vist også det. For 1-2-3 så slår musikken over i noget der vist kunne være soundtracket til en Bollywood film også ser jeg ellers hvordan samtlige kvinder i rummet okay, på nær den ene af mine makkere (sorry Iben) begynder at svinge deres kvindelige former rundt.

Og selv står jeg der, stiv som et bræt og tænker, at hvis der skal være nogen rytmisk bevægelse i min krop, så er det kun hvis jeg klasker lidt til mormorarmen. Igennem de 50 minutters intensiv Zumba træning kunne man se mig udføre små kejtet trin, med nedslået blik (ah okay – hende foran mig var for sindsyg skrap til det dans, så overgloet lidt der) men ellers blev den ene øvelse efter den anden til en kombination af alt fra Jim Carry dans i Ace Vantura, til små serier af Anne Gadgaards Arabiens drøm korigrafi også lige med fuldstændige offentlige udmeldelser i mikroen fra Instruktør Jimmy om at jeg lige skulle lave en form for ok tegn når mine hænder skulle hilse mod solen. Solen ? Ja altså den der spot lampe i loftet forvandler sig åbenbart under sådan en Zumba time til Saharas ørken, hvor alle timens deltager er smukke mavedanserinder – selv tog jeg nok rollen som Kamal eller Tossen der var faret vild i ørknen og oplevede det ene fatamorgana efter det andet.

… Men okay, respekt til de af jer der kan det der Zumba. Fik mere end bare lidt sved i nakken under den time og tænker at her har man virkelig en form for fitness som ikke blot træner de almene muskelgrupper. Nej også koordinations og balancesansen får en tur og det er sgu et kæmpe plus !
God træning derude , holder mig dog fortsat til løbet.

Den Nye Pige I Klassen

unnamed (1)

Mine håndflader er klistrende, hjertet hårdt bankende i brystet og kinderne er som altid, når utilpasheden rammer mig røde, mens resten af ansigtet blegt. Jeg står der, ved siden af de 3 andre piger. Vi er de nye piger i klassen. Vores to klasselærer præsentere os og selvom mine nye klassekammerater egentligt ser meget søde ude, så græder jeg indvendigt.

Jeg er 11 år og for knap 1 måned siden flyttet fra den lille by ved Roskilde fjord Jyllinge, til forstadsbyen 2750 Ballerup. Det hele er nyt også alligevel ikke, kender nemlig byen mere eller mindre ud og ind, eftersom min mormor og morfar har boet der hele mit liv og byen huser en stor stak ferieminder. Alligevel er jeg rundtosset og utilpas.
Jeg er korthåret, sådan rigtig korthåret og da lærerne fortæller de andre elever mit navn, griner nogle af drengene. Sidenhen får de fortalt mig, at de altså var overbevist om at jeg hed Christian i stedet for Christina.
I grunden bebrejdede jeg dem ikke. Jeg var indbegrebet af en drengepige og særligt under kanoturen til Sverige, tidligere på sommeren, med hvad man i dag vel bedst betegner som en bygger, fik jeg da også vist de andre drenge, at jeg sagtens kunne tisse stående. Jeg forstod mig egentlig ikke på piger, ikke på mig selv og det gjorder ikke noget, for jeg var nu engang bare et barn og kønnet mere eller mindre irrelevant.

Da det ringer ud til frikvarter ser jeg mit snit til at finde mit rette element, en af de andre drenge har en fodboldt under armen og løber ud til de nærtliggende baner ved skolen. Jeg kigger mig rundt og ser til min lettelse, at det trods alt var en aktivitet alle fra klassen mere eller mindre tog del i. Jeg blev dog hurtigt klogere. Da vi stiller op, så de klassiske første og anden vælgere kan se, hvilket spiller de kan udtage til deres hold, sætter de andre piger sig i græsset. Jeg kigger nervøst rundt og spørger så den mørkhåret populære pige, iført Disel trøjen med lysserød neonskrift, om de ikke skal være med? Hvortil hun svare, at hun lige har fået nye bukser og de ikke skal have græspletter på sig. Tonen var ligesom sat og jeg træder på banen som den eneste pige. Heldigvis blev en af de andre piger ligeglade med græspletter og efter at have smidt den næstmest populære plateausko efter Buffalos, var hun også klar.
Da vi går ind til den efterfølgende time, går jeg sjokkende og forpustet bagefter, to af de nye piger har hver en veletableret pige fra klassens arm og deres skulder og langsomt drømmer jeg mig tilbage til min gamle klasse i fjordbyen.

Tiden går og en dag efter skole finder tårne sig vej til mine kinder, idet nøglen sættes i døren. Jeg har konstant mavepine og tanker der flyver rundt i tide og utide. Min mor havde sagt det nok skulle gå, jeg havde altid haft nemt ved at få venner og pludselig kunne jeg ikke engang vise hvor mange jeg havde på bare en hånd. Det gjorder ondt, så inderligt ondt.
De andre var jo søde nok, men vi var ligesom bare kommet i gang med skoleåret og det hele gik pludseligt så stærkt og med 4 nye piger, så blev det hele bare for meget, formentlig for os alle sammen.
Den aften snakker min mor længe med den ene af mine klasselærer, ude fra gangen af, kan jeg høre hvordan min mor fortæller om min ensomhed og salte tåre. Næste dag trækker min lærer mig til side og siger at der i matematiktimen vil blive afholdt et pigemøde. Dem havde jeg godt hørt om fra min gamle skole, jeg havde bare sådan aldrig deltaget i dem?

Men da jeg sidder der i rundkredsen, på min vippende stol og stille iagttager de andre piger, mens min klasselærer snakker om venskaber, der hadet jeg dem for en kort stund. Da jeg går derfra elskede jeg dem. For jeg havde nemlig fået 3 nye aftaler med nogle af de andre piger og en ny sidemakker og en af de andre pigers arm om mine skuldre.

På mange måder, havde jeg fået en ny start og var igen blevet den nye pige i klassen.

– Christina…

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @MigOgMorskabet

Den der ledighed

Ledig

Jeg indrømmer gerne, at jeg har haft en del holdninger til folk der er ledige. Det har jeg i princippet stadigvæk, men efter selv at have været en tur igennem maskineriet, så er de dog blevet godt finjusteret og igen, hver sag har sin historie.
Da jeg afsluttede min barsel og fik kørt Carl ind som vuggestuebarn i børnehuset, begynde virkeligheden for alvor at banke på. Den der ledighed var ikke bare sådan lige at komme udenom og med tiden, igennem.

Til trods for, at den søde jobkonsulent hos A-kassen skamroste mig for min ¨dygtighed¨ som ledig, så væltede jeg inderst inde bare rundt. Fra at sende ansøgningen, blive kaldt til samtale, møde op og være skarp, til at modtage opkaldet om at jeg desværre var blevet slået af en tysklærer – dem er der åbenbart virkelig stor mangel på! Så begyndte facaden langsomt at krakelere og forståelsen af, hvorfor nogle mente at ledighed var frustrerende og ligefrem stress fremkaldende.

Jeg er uddannet folkeskolelærer og er derfor uddannet til en profession, som en af de eneste, ansættes i klynger op mod diverse skoleferie, her særligt sommerferien. Tiden gik og erantis, krokus viol og vintergæk begyndte at bryde frem og der stod jeg, som fortsat værende ledig.

Det var da ingen hemmelighed, at jeg personligt stod ved et t-kryds, skulle jeg gå ud og prøve min profession af som nyuddannet lærer eller svinge forbi universitet og læse videre. Drømmen var halvandet år forinden blevet knust, da jeg havde modtaget mit første officielle afslag på optag. Det havde i princippet også været noget være rod med det optag, eftersom Carl på daværende tidspunkt, voksende under mit hjerte. Men nu stod jeg der og velvidende om at lockouten og ikke mindst den nye skolereform gjorder at flere og flere læste videre, i stedet for at træde ud i folkeskolerne, så tvivlede jeg noget så inderligt.

Havde jeg valgt forkert – skulle jeg i virkeligheden slet ikke være lærer?

Heldigvis forsvandt den tvivl relativt hurtigt, selvfølgelig, én gang lærer altid lærer. Jeg følte bare, at jeg lige skulle noget andet først og med logikken der sad på første sal og sagde ¨Går du ud på arbejdsmarked, kommer du aldrig tilbage til skolebænken¨ og selvom lærerlønnen immervæk ikke er særlig høj, så er der alligevel et stykke fra fuldtidsløn til statens uddannelsesstøtte, hvilket jeg by the way, selvfølgelig er yderst taknemmelig over at kunne få, mens jeg læser en gratis uddannelse.  Og da den søde studevejleder så fortalte at hele uddannelsessystemet var under en reformering og min professionsbachelor år for år, gav adgang til færre og færre uddannelser, så gav svaret lidt sig selv. Så en forårsdag i marts fandt jeg computeren frem og begyndte så at udforme min første kompetancevurdering, til drømmeuddannelsen Pædagogisk Sociologi, på Aarhus Universitet. Med mindreværdskomplekser, våde armhuler og fedet t-zone sendte jeg ansøgningen om optag afsted og lukkede så øjnene og tænkte : Det sker aldrig.

Foråret kom og gik, jobsamtalerne blev en lille vanesag og jeg var efterhånden ret rutineret i de der tvetydige spørgsmål, som alligevel altid havde en hemmelig agenda om at finde ind til kernen af mine professionelle standpunkter. Endnu mere rutineret blev jeg også i de der opkald: ¨Vi synes du var utrolig interessant, men følte i denne omgang at klassen havde mere brug for en lærer med….¨ Men min egen retfærdige sans sagde ofte til mig selv : Hey – det vigtigste er sgu at klassen har fået den helt rigtige lærer.
Men indrømmer da gerne, at jeg en sjældent gang imellem fandt Aksels playmobilmænd frem og udøvede voodoo på dem, mens jeg lå tudbrølende sammenkrøllet i fosterstilling og bare tænkte ¨Fuuuck nu den skide tysklærer¨ men kom da ud på den anden side.

Og den 1. september er jeg officielt ude af dagpenge systemet, sådan på den frivillige måde. Jeg er nemlig tilbage på skolebænken, på Aarhus Universitet – som også har et stort fakultet i Emdrup. Her skal jeg de næste 2 år læse en kandidat i Pædagogisk Sociologi og nøj hvor jeg glæder mig.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at kigger mig over skulderen og tænke lidt over de sidste otte måneders ledighed. De var nemlig ingen leg, ingen tangokat på roser, de var i bund og grund super frustrerende og slet ikke noget jeg på nogen måde lærte at trives sådan helt rigtig i. Alt fra den manglende sociale kontakt og stimuli der nu engang mangler, når man ikke går på arbejde og laver noget man gerne skulle brænde for. Til den der store og alt overskyggende uforudsigelighed, de manglende pejlemærker for, hvad der helt præcist skulle ske de næste to måneder tid, eller hvornår man kunne sige ens aftaler ikke sådan kunne smides i skraldespanden medmindre der kom et sygt barn på tværs.

Ledigheden var på så mange måder, som en gåtur i den mørke skov, med lysende øjnene i krattet og blinkende stjerner på himmelen. For selvom man følte at man i løbet af gåturen var blevet en del af noget, så viste det sig altid ved solopgang, at det var man i princippet ikke – man havde blot jokket i en uopsamlet hundelort. Ledigheden har bragt en masse selvforståelse med sig, men også en brancheforståelse og sidst men ikke mindst, en masse ekstra tid til mine søde drenge. Og vil da håbe, at jeg har oplevet ledigheden for sidste gang eller ikke møder den, før om mange mange år.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Af hjertet tak.

unnamed

Selvom der fortsat er længe til, at vores allesammens himmel, skal dækkes af raketternes glimrende regnbuefarver, så føler jeg virkelig, at jeg igår aftes kunne stå i vejkanten mens røgsløret dansede omkring mig, mens himlen var smuk og oplyst.
Tusind tak for jeres helt fantastiske modtagelse af MigOgMorskabet .
Jeg forstår det ikke helt også tænker jeg, om I har forstået, at jeg ikke er nogen Pippi Langstrømpe med tilhørende kommode, hvor alverdens giveaways, rabbatter og andet gøjl springende frem fra skufferne?
Jeg er jo bare mig?
En meget taknemmelig og letter nervøs kvinde, som endelig har kastet sig ud i noget med de der ord.

Tak for jeres støtte!
Tak fordi I vil læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Velkommen til Mig Og Morskabet

MigOgMorskabet

Illustation af  Selina Mandal

På øverste hylde ligger klogskaben, det logiske. Mine systemer og til tider min mand, er koordineret efter denne kommandocentral. Det er nu ikke fordi hylden er sirligt dekoreret med hyldepapir og andet klister, men alligevel kan et pift hist og her gøre meget eller en æske med mønster, så længe det ikke er lodrette sort hvid striber …

På midterste hylde ses slitagen dog tydeligt.
De sortdækket blondekasser har måske set bedre tider, men hvad kan man sige til det?
De er nu engang blevet trukket ud og ind af skabet, nogle gange været proppet til bristepunktet og nu er de lettere tomme for indhold. Kasselåget som ellers før har været rundt og buet, er nu efterladt tilbage, udvidet og med enkelte slidtagestriber i blondestoffet.

I den ene af de to blondekasser, er en fin lille rød velouræske. Til trods for at velour for længst har sin storhedstid, så forbliver denne æske stadig epokegørende, for resten af skabet velstand. Æsken er fortsat stram at få op, til forskel for et helt andet skrin i skabet. Dets indehold fortæller historier, historier om kærlighed, den hengivende af slagsen, historier om svigt, kampe, nederlag og igen endnu mere kærlighed, mest af alt til livet.

Skabet har været igennem en del flytninger og for hver flytning har ønsket om den ydre istandsættelse været på tegnebrættet. I ny og næh er en skure hist og her blevet skiftet, en lås og hængslerne er blevet set efter og antallet af lakeringer kan ikke længere tælles. Skabet har en vis affektionsværdi. Det rummer trods alt fra barndomsminder, hverdags spekulationer, ugeskemaer, ikke farvekoordineret perleplader, voksenlegetøj, kreasysler, løbesko, fotoalbums, puttekaniner, slikpapirsrester og en masse andet henlagt rod, i forsøget på at skjule det samme.

Til skabet følger en nøgle og jeg håber I er klar, for nøglen er sat i
og skabet står nu på vidt gab.

Velkommen til min blog: MigOgMorskabet

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet