Mit Barn, Født Med En Misdannelse Del. II. -Velkommen til verden, lille frø.

IMG_0399

Dette er II. Del af fortællingen om at være mor til et barn med en misdannelse. I. Del kan læse lige HER
Tusind tak fordi du vil læse med.

Vi ligger i sofaen mens et eller andet ligegyldigt kører i tv’et og dets lys kaster sig ud i rummet. Vi er begge stille og trætheden står malet i vores ansigter. Vores fingre ligger fletter sammen på min mave og i ny og næh mærkes de små livsbekræftende puf. Vores lydløse telefoner blinker med alt fra beskeder om notifikationer og sms’er.

Efter vores samtale med overlægen, var vi gået en tur rundt om søerne. Vi havde snakket om løst og fast men mest af alt om valget om den ubetinget kærlighed. Jeg tror alle forældre kender til denne og måske mener de fleste også at den indfinder sig i timerne, dagene, månederne efter barnet er kommet til verden. Jeg tror på mange måder man kan vælge at give denne ubetinget kærlighed, biologien og genetikken vil nok kunne modargumentere dette, men jeg tror vi som forældre kan vælge at elske, hvis vi vil det. Mens vi gik der, snakkede vi om vigtigheden af denne kærlighed men også om vores behov for accept af denne “streg i regningen”. At vi som forældre nu havde fået en lille bi opgave til hovedeopgaven som forældre og det ønskede vi begge at løse og håndtere bedst muligt.

Vores netværk viste jo godt vi ventede os, og de helt nære kendte også til vores venteposition i forhold til fostervandsprøverne, men nu var svaret der jo, det var KUN klumpfødder. Alligevel havde vi, særligt jeg, et behov for at slå noget helt essentielt fast, at sikre vi ikke skulle hører spørgsmålet fra nærtstående “hvad er der dog med hans fødder” så sammen fandt vi ordene og skrev en besked til vores nære og bekendte, om at vores kommende barn ville være medfødt med en misdannelse.

Tiden frem mod terminen var lang. Jeg tænker det er den formentlig for de fleste gravide og par som ellers venter sig. Som så mange andre vornede forældre byggede vi rede, men samtidigt gjorder jeg alt hvad for at læse mig ind på hvad et liv med et klumpfodsbarn kunne byde på. Jeg husker tit hvordan diverse forums skræmte mig, med fortællinger fra udkørte og frustreret forældre der pendlede tværs igennem landet ugentligt, hvis altså ikke oftere, for at gå til behandling med deres barn. Aksel skulle komme til verden i 2011 og på daværende tidspunkt var det kun Hvidovre, Københaven og Århus hospital der behandlede klumpfodsbørn og så vidt jeg ved, er udbudet af behandlingssteder i dag fortsat ikke de store, dog ved jeg, at man i Danmark har rigtige gode resultater med behandlingen.

1''

Jeg læste om alt fra strømper, støttende fodtøj, til underudvikling af taktile sanser. Jeg læste de der forfærdelige beretninger om kaotiske behandlingsforløb, operation på operation og hvordan denne misdannelse kunne æde et ægteskab op. Jeg læste fordi jeg mente at jeg igennem viden kunne genvinde bare en lille smule kontrol. Da vi nærmede os terminen, blev vi indkaldt til et møde på Hvidovre Hospital, som var det hospital Aksels skulle behandles på. Overlægen i børnekirurgi og speciale i klumpfødder ville gerne give kommende klumpfodsforældre en lille lektion omkring behandlingsmetoden. Ret hurtigt, støttede os par op om statistikken i forhold til børn der fødes med klumpfod på en eller begge fødder. Vi ventede alle drenge og flere af os havde familiemedlemmer med skæve fødder. Jeg kan huske at et af de andre par allerede havde et barn med klumpfødder og dem stillede jeg selvfølgelig også til krydsforhør.

Hvis der er noget jeg for alvor har lært i forhold til Aksels fødselsmisdannelse, så er det at vi er rigtig mange forældre i samme båd. Forældre med smukke og fantastiske børn, som har “en streg i regningen”. At stort ser alle disse forældre hellere end gerne vil støtte og dele. Ofte har jeg tænkt om det måske skyldes behovet for at hjælpe andre lidt påvej og måske udenom de kriser man selv oplevede eller om det i princippet skyldes, at os med “denne slags børn” er en minoritet. På mange måder oplevede jeg hurtigt at jeg var forkert på den i terminsgruppen, at jeg var den ”de andre ikke ville lege med”. Jeg kom nemlig med realiteten, realiteten om at de der scanninger jo ikke er for sjov, men de jo er udviklet i forhold til kontrol og medicinsk sikring af barnet. Sgu ikke for at sikre om det er “lyseblå eller lysserød” der skal dominere på børneværelset. På mange måder var jeg og mit kommende barn en del af den sandfærdige historie om det uperfekte barn, og det ramte mig igen og igen. Jeg har tit takket for, at det lige præcis var Aksel der kom til os, præcis som han var og som vores første barn. Vi viste nemlig ikke bedre. Det var først ved fødslen af Carl, jeg forstod hvor stor en indvirkning det at Aksel var født med klumpfødder havde haft på vores liv. Det kommer dog senere i denne fortælling.

stages_ofcasting

Overlægen fortalte om en ny metode, til behandling af klumpfodsbørn, ponseti metoden. En metode som gik ud på at manipulere med den sene der var for stram i foden og er årsagten til den forkerte fodstilling. Via gipsning tvinges det i foden der er indad drejet ud og ved en lille operation laves der så en achillessene forlængelse. Hvor man skærer achillessenen over og lader den vokse sig længere og sammen. Når dette er gjort, viderebehandles fødderne med en specialskinne, som holder fødderne i den korrekte position. Skinnen skal bruges 23 timer i døgnet i 3 måneder, for derefter kun at bruges om natten, hvor barnet sover og frem til det er omkring 4 år. Når barnet er 4 år er behandlingen normalvis færdig – men omkring 15% oplever at få et tilbagefald i mindre grad af medfødt misdannelsesfodstilling. Jeg husker alt informationen som værende kvalmefremkaldende. Husker jeg følte mig vred, fortvivlet og nervøs. Behandlingen afhang nemlig af hvor slemt det stod til med fødderne og hvor hurtigt fødderne responderet på behandling. Et gipsning forløb kunne vare alt imellem 3 uger til 3 måneder. Derudover husker jeg særligt tankerne om denne operation i lokalbedøvelse skræmte mig. De fleste forældre finder nok det at deres børn skal opereres ubehagelig. Men måske særligt nybagte forældre, som ved hvor utilfredse de små skabninger kan blive når de ligger på maven, kan relatere til den frygt der indfandt sig. Operationen som normalvis vareret 20-40 minutter skulle nemlig udføres, dels med lokalbedøvelse og med et barn der skal ligge på maven under hele operationen. Da Aksel kom til verden var det et stort mål at sikre han var tilvendt til at ligge på maven, så operationen måske ville være mindre overgrebsagtig. Jeg husker stadig den dag hvordan overlægen så ud, hvordan hans stemme lød og mange af vores hårde samtaler. Måske er det en naturlig del af det og være menneske, at vi huske særligt de mennesker som bringer “sorger” ind i vores liv. Til trods for det aldrig havde været lægens skyld at Aksel blev født med klumpfødder, så var det igennem ham det hele manifesteret sig.
ORTEZA-DE-Abductie-PonsetiNogle uger senere, efter mødet med overlægen, sidder vi til et af de sidste besøg hos jordmoderen, der siger hun det, sådan flettet pænt ind imellem ammekonsulationen og vejrtræningsøvelser. “Når nu han kommer til verden, så har I jo automatisk ret til to dage barselsgangen, eftersom han fødes med klumpfødder” På ingen tid havde vi lært at kæmpe vores kommende barns sag og ordet klumpfødder frembragte ikke længere den der koldsved, istedet fungeret ordet som en saftig bøf foran den vågende løvemor. Jeg var klar til at kæmpe for min søn og sikre ham det bedste af det bedste. Vi snakkede roligt behandlingsplanen igennem.  Hvidovre hospital havde skitseret det hele så fint for os og klædt os på til de tjek børnelægen skulle lave på ham. Da jeg samme aften tjekker tasken til hospitalet stopper jeg op ved strømprene. De små ekstra tykke strømper, med skriften “I Love Mom” og “I Love Dad”. Strømprene var en “tillykke med graviditeten”- gaven og modtaget før vi havde kendt til Aksels fødder. Det eneste jeg ikke havde købt af udstyr, det var strømper og de natdragter der havde fødder i da han alligevel skulle have gips på fødderne de første mange uger af hans liv. I stedet havde jeg købt den fineste lille pude, som skulle støtte under hans baglår når han skulle sove, så den tunge gips ikke belastede ham. Puden skulle også med i tasken, for hvis vi var på hospitalet en mandag, så kunne han komme med på den ugentlige gipsningsdag og påbegynde sin behandling.

9.4.11

Aksel kommer til verden på en måde som er sit egent indlæg værdigt. Da han ligger der på mit bryst, med hans små dybe øje, der har samme farve som havet, hvor bunden ikke kan ses, der mærker jeg kærlighed. Den rullede ind over mig og mens jeg lige så stille sang “Baby You Are A Firework” slap jeg al min angst fri. Endelig var han hos mig, så fin og smuk, så ny og så fuldstændig uvidende om hvilken verden der ventede ham.

9 April,2
Da vi har ligget sammen i nogle timer løfter vi lige så forsigtigt på dynen og ser dem så, de sødeste små ben trukket godt op som var han en lille frø der gjorder klar til spring. For enden af benene sidder de så, små fine bløde rynket fødder. Neglene er bløde, tåen ved siden af storetåen er længst og huden næsten gennemsigtig. Selve foden er krummet sammen, så der på undersiden af foden, ved forfoden, dannes et lille dybt V’lignende tegn. Ved den tynde ankel drejer foden indad så han mildt sagt kan klappe med hans fødder. Men han er der, han er min og helt perfekt, til trods for sin lille streg i regningen.

Inden 1 gibs, 2

Endnu engang tak fordi du læste med.

Fortællingen om mor til et barn født med en misdannelse fortsætter i et snart kommende indlæg, nemlig tredje og sidste indlæg om det at være mor til et klumpfodsbarn.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Big Girls Don’t Cry

Mor på SU 1,
I folkeskolen var jeg af flere gange kærester med en ret så sød dreng. På mange måder løb han virkelig med mit hjerte og står i dag tydeligt for mig, som en af mine første store forelskelser. Jeg husker tydligt hvordan vi lå der på hans sovesofa, med kinesiske tegn og en lava lampen som lyste et ellers mørklagt rum op. Hvor bløde popballader fra blandt andet Savage Garden og Blue spillede i baggrunden og hvordan vi imens bare lå der og kunne snakke om alt og intet, kigge på og studere hinanden. Dengang kunne jeg sikkert have kortlagt alle hans fine sommerfregner og han mine. Jeg husker hvordan jeg om aftnerne lå i min egen seng og lod fingrespidserne køre hen over min hævet læber og hvordan jeg kunne savne ham, til trods for jeg jo lige havde sagt farvel og vores gensyn allerede ville være igen næste morgen.

I dag husker jeg fortsat nogle af vores aftner sammen, hans stemme, mod også evne til at kunne udtrykke sig. Særligt den måde han udtrykte sig på, har efterfølgende været et ret klart karaktertræk ved de fyre jeg igennem tiden har været tiltrukket af og ikke mindst følelsesmæssigt involveret i. Han var nemlig ikke bange for at græde. Nogle vil måske mene at ”rigtige drenge græder ikke”, der er flere dele af det udsagn som giver mig myrekryb over hele kroppen og samtidigt skaber en inderlig lyst til at bryde ud i den vilde kønsdebat – det lader jeg dog lige ligge for en stund. Alt det der køns teori fylder pt. rigeligt på mit studie og lige i skrivende stund er det studiets skyld jeg sidder med halv puffi øjne og tænker rend mig i nougat land!

I dag har jeg nemlig grædt, faktisk flere gange – ved ikke helt om sluserne har fået et lille problem med at lukke ned eller om det bare er ”nu er der alligevel åbnet op” fænomenet jeg dealer lidt med. Men jeg har grædt og det synes jeg på mange måder er ret så befriende og et andet sted også utrolig opslidende, særligt fordi jeg pt. græder som et udtryk for at det hele lige er lidt hårdt. Det er ret normalt jeg godt kan hulke lidt når jeg krydser målstregen efter et større løb og forventer bestemt at jeg vil stortude flere gange undervejs til Copenhagen Marathon. Jeg forventer også at jeg vil tude lidt når jeg engang bliver færdig med dette semester, for det er hårdt på så mange måder og tør faktisk ikke helt at sige det højt, i frygt for nogen siger ”Hvad havde du regnet med – det er en kandidat du læser”.

Men jeg synes faktisk det er rokker hårdt. Det er også hårdt at putte sin 2 årige dreng uden hans puttekanin, at det overhovedet er muligt, eftersom vi har investeret i hele 3 stk’s for ligesom at undgå den slags scenarier, det er en helt anden side af sagen. Jeg synes det er hårdt – måske mest af alt fordi jeg ofte oplever, særligt på sociale medier, at livet ligesom er en glansbillede samling, nogle endda med ekstra glitter. Jeg samlede som barn ikke rigtig på glansbilleder. I stedet havde jeg travlt med at falde ned fra træer, hoppe på brædder med gamle søm i og vælte på cyklen, altså lave ting som på mange måder til dels udløste en del tåre og ikke mindst blå mærker og klassiske ”av-det-gør-nas-når-det-skal-af-plastre”. Jeg synes det er hårdt, særligt fordi jeg på mange måder underminere mig selv og de kompetencer jeg besidder og det er lidt en hæmsko, særligt når man gerne skal have lidt af den der ”her kommer jeg” attitude og jeg i stedet har tendens til at kaste mig ud i en omgang metaforisk ordbræk, så folk til tider tænker – ah er hendes far i virkeligheden ikke bare ham den skaldet fra X-factor. Men nej, sidst jeg tjekkede lå min far stadig på Måløv kirkegård og måske har særligt det vilkår gjort at jeg aldrig er for stolt af mig, til at lade tårerne trille. For nogle gange, så er det hele bare pisse hammerende hårdt og jeg tror vigtigt at ture sige højt. Det er måske ikke altid at resten af ens omverden orker at høre på det eller lige regner det man står i. som værende ”så hårdt igen” og jojo – der er altid en som har kræft, gennemlever en skilsmisse eller har mistet sit job og verden kan altid lave 1., 2., 3- plads placering af hvem har det hårdest. Jeg tror bare ikke helt på, at det er der vi skal hen. I stedet tror jeg nogle gange bare det handler om at være sammen i det og ikke mindst sige til sig selv : ”Det bliver okay igen… jeg skal bare lige være i denne periode også videre igennem” for ofte tror jeg vi tænker ”jeg skal bare lige igennem” – men det kreditere jo så ikke rigtig at man jo lige er nød til at gå igennem det hårde for at komme ud på den anden side og få prinsen og det halve kongerige : I mit tilfælde hedder det sommerferie, med indlagt sommerkursus.

Tusind tak fordi du læste med.
Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Hun sagde ikke stop!

sand skov

Solen skinner, rundt omkring i træerne kvidre fuglene og sandet er endelig blevet tørt nok til at sandkagerne kan glasere med sisand. Bænkene rundt om sandkassen, er indtaget af solhungrende kaffedrikkende forældre, hvis øjne er skjult bag tonet glas. Nogle af dem snakker, med hvad der må være deres partner, som enten sidder ved deres side, eller hænger i røret. Andre igen med deres veninder, som sikkert har jævnaldrende børn og nu nyder lidt “mor tid” mens deres yngel leger sammen. Selv sidder jeg i sandkassen, i ny og næh lader jeg mine fingre kører igennem sandet, som var det en rive, til trods for jeg godt ved at det her sikkert er nabolagets største kattebakke, så skænker jeg det ikke en tanke, i hvert falde ikke lige nu.

Carl, min yngste, forsøger af sætte lyd til den bil der kører rundt i sandet. Lyderne lyder mest som små host, men igen – nogle biler hakker altid mere end andre.
Min ældste, Aksel, løber rundt ved legetårnet sammen med et andet barn. Til trods for hans til tider generte sind, så finder han altid nogle at lege med, når vi er ude blandt andre børn. I dag er det en yndig rødhåret pige. Taget i betrækning af hendes højde, hurtige bevægelser og sprog, må hun ligesom Aksel være omkring de 5, måske 6 år og skoleklar. De leger at de er ridder og sandet er lava, dødsens farligt. Solens stråler reflekteres i Aksels skinnende hår og hans øjne tindre af glæde og opstemmelse over den leg han er en del af. Jeg smiler ved mig selv og retter igen blikket imod Carls og min bilbane i sandet. Hans lyde tager for alvor form og nu lyder de efterhånden som en brummen.

Jeg kan fortsat høre Aksel og pigens leg bag mig, men den har ændret tone, den er blevet mere irritabel og de begynder at hakke og tale højt til hinanden. Jeg retter igen blikket mod dem og iagttager deres leg. Ganske rigtigt, legen er ved at køre af sporet og hvor der før var et smil på pigens læber, er der nu en sammentrækning ved hendes øjenbryn. Hun siger ikke noget, men hun har kastet hvad der før var sværd og skjold, skovlen og sien ned fra legetårnet og kigger mut ned i jorden mens armene og hovedet virker tungt. Maven er skubbet lidt frem og det samme gælder kæben, i er kort sekund ligner hun den yndige betuttet pige fra de klassiske Skagensmalerier. Fra før at være fuld af ord, er hun nu stille og betuttet. Aksel er stadig fuld af iver og har tydeligvis ikke opfanget pigens signaler. Jeg rejser mig hurtigt fra sandet og begiver mig hen mod legetårnet, men inden jeg når frem har han taget fat i pigens arm, i håb om at genoptage legen, uvidende omkring, at pigen er “tjekket ud” og ikke længere vil lege riddere. Hun begynder at klynke, da Aksel holder fast. “Aksel du skal være sød at slippe hende, hun kan ikke lide det” Pigen ser forskrækket op og forsøger at hive sin arm til sig. “Jamen mor, vi leger bare?!” Aksel er tydeligvis forvirret og også lidt vred, i hans verden leger de jo bare. “Jeg ved godt i leger” siger jeg, mens jeg kravler op i tårnet til dem, så lægger jeg min hånd på Aksels og han slipper sit tag i pigen, hun sætter sig ned på jorden og trækker benene op under sig. “Men jeg tror ikke pigen vil lege mere?” Jeg smiler sødt til pigen og dernæst Aksel, mine ord får ham til at lægge hovedet på skrå og pigen tilkendegiver et lille nik. “Men hun sagde ikke legen var slut, hun sagde ikke stop Mor?” Aksel er tydeligvis ubehagelig tilpas og såret, en god leg er slut og det er da også rigtig trist. “Nej skat, men jeg tror hun prøvede alligevel, hun stoppede i hvert falde med at lege men uden at sige det.” Aksel kigger på pigen, så ned på skovlen og sien, som for kort tid siden var sværd og skjold, så kigger han igen på mig, han tænker så det knager, det er helt tydligt. “Hun smed sit sværd” siger han, jeg nikker og smiler mens jeg stryger en tot hår væk fra hans øjne. “Tror du hun vil lege mere nu Aksel?” Spørger jeg så, mens jeg først kigger på ham og dernæst pigen. Pigen rykker lidt på sig og vrider nervøst på sine hænder. I baggrunden kan jeg se hendes kaffedrikkende mor har rejst sig og nu også er på vej mod tårnet, jeg smiler beroligende til hende. “Det ved jeg ikke?” siger Aksel så, jeg gnider ham på ryggen og kigger så undersøgende på ham “Hvordan vil du finde ud af om hun vil lege mere Aksel?” Han klør sig let i nakken og smiler så genert inden han begynder at pille ved sin jakkes lynlås.. “Øhmm jeg kunne...” Så kigger han på mig og ned på pigen. “vil du lege mere?” Pigen kigger ned og hvisker så, helt stille “nej” Aksel kigger lidt fortvivlet rundt og jeg giver ham et støttende klem, det var virkelig også en god leg. Så visker pigen “men jeg vil gerne lege købmand nede i legehuset” så kravler pigen ned og går hen mod et af de farverige legehuse. Aksel sidder lidt afventende tilbage, men trækker så på skulderne og hopper så ned i sandet for at løbe hen til pigen og sammen starter de en helt ny leg.

I sidste uge blev flere unge mænd frikendt i af have forgrebet sig på en ung kvinde. Kvinden var stærkt påvirket af alkohol og syg af insulinmangel, begrundelsen til frikendelsen lyder at “hun brude kunne sige nej.”

Vi har alle en stemme!
klPå torsdag, d. 28 april, vil der landet over afholdes demonstrationer med fokus på at det ALDRIG er din skyld og et ønske om større retfærdighed for voldtægtsofre.

For mere information gå til Facebooksiden  #AldrigDinSkyld

Tak fordi du læste med.
Kærlig Hilsen Christina
Kvinde, kone, mor, medsøster .

IMG_3131
Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

At holde børnefødselsdag

Dino 1 og to
Som nogen måske har bemærket, måske særlig jer som følger med på instagram, så har de seneste dage stået fødselsdagprep og ikke mindst fødselsdagsfejring. Vores ældste søn Aksel, fyldte nemlig 5 igår, d. 9 april.

Jeg tænker vi alle har minder om børnefødselsdage. Mine egne minder består af en blanding mellem sygdom, varm kakao, bøf med brun sovs og McDonalds. Jeg husker det store træflag i stuen og sommerfuglene i maven. Jeg husker og har også minder om andres fødselsdage, ham drengen fra klassen, hvis far altid lavede over 50 hvis ikke 100 pandekager, når han holde fødselsdag, eller pigen som altid havde sjove skattejagter med æggestafet og stop-dans. Jeg husker farverige balloner, én kroner som var klistret til et kort, som tilsammen udgjorde de aftale klasseregels 20 kr. Jeg husker invitationerne, videonætter, udklædnings fester og meget meget mere. Selv kommer jeg ikke fra er hjem med den store børnefødselsdags tradition, nok fejret vi fødselsdag men det der med at have hele klassen hjemme, det gjorde vi os ikke så meget i. Til gengæld bagte min mor de flotteste kagekoner, med snørebåndshår og røde glasurkjoler. Sukker-politikken var nok en anden og tiden generelt anderledes.

Efter jeg selv er blevet mor, så betyder børnefødselsdag en blanding mellem masser af nostalgi, følsomhed, slik af kageskål også et drys af barnets ynglings et eller andet ofte understøttet af kreaskabets muligheder og alt godt fra Kinaland via EBay.  Det skal nemlig ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker temafester. Jeg ser det selv lidt hen ad trangen til at håndklæder, bademåtte og forhæng passer farvemæssigt sammen på badeværelset? Selvfølgelig må ballonerne gerne være rød, gul, grøn, så længe de ikke sprænges. Men hvorfor dette behov til tema og er det at have fødselsdag i sig selv ikke nok? Mit umiddelbare svar er jo – selvfølgelig er det nok, det er altid og mere end nok og lykken er bestemt ikke den vilde omgang temagøgl.

Den første fødselsdag Aksel havde, blev fejrer i vuggestuen med regnbue og vafler. Det var lige hvad barnet på 1 syntes var et hit dengang. Den anden var en kagemad fra Sweet Deal og fødselsdagssangen var “Jeg er en lille blå ballon.” Da Aksel fyldte 3, var glæden for Bamse og Kylling det der fyldte i barnets verden og jeg havde stiftet bekendtskab med fondant så det var et fint match. Året efter skete det så, hele stuen, fra børnehaven, skulle på besøg til Aksels 4 års fødselsdag og hvilken slags så, jo det var jo bare børnefødselsdag. Børnefødselsdag i pirat klæder, for lige der var sørøver nemlig toppen og poppen og hvorfor ikke gå all In? Jeg ser som sådan ikke noget problem i temafester ? Så længe det ikke bliver “min hoppeborg er større end din”-stilen. Vi er alle forskellige og lige såvel som Hr. Mands og Mit bryllup “kun” kostede 18.000 kr og andres over de 100.000, så prioritere og ønsker vi jo alle noget forskelligt. Det eneste jeg sådan for alvor tænker, når det kommer til børnefødselsdage, så gælder der jo først og fremmest om at holde en fest for barnet og tilpasse festen barnets behov : ikke helt i bogstavelig forstand, som en “Tøm BR” tur – men jeg tror i er med på hvad jeg tænker her.

I december måned var både Aksel og Carl syge og efter at have set hvert et afsnit af Alfons Åberg, Peter Pedal og Dora, fandt jeg støtte i Fonas supertilbud til sølle 20 kr. nemlig i filmen “Landet for længe siden“. Så snart filmen var slut, blev den beordret forfra, ungerne var vilde. Siden da er interessen og kendskabet til dinosaurer vokset. Og en dag på vej en hjem fra børnehave, gik Aksel og jeg og snakkede om at nu skulle han stoppe med at vokse, en intern joke imellem ham og jeg. At jeg så fuldt ud mener det, det er hvad det er. Pludselig udbryder han, “Mor, måske vi kunne lave en langhalskage til fødselsdagen”.. Nogle dage senere sad jeg, en skabshobbyist, på ‘Pinterest’ og søgte lidt frem og tilbage i temaet Dino Fødselsdag og inden længe have jeg håndplukket lidt af det, som var passede til Aksels aldergruppe, vores økonomi og ikke mindst kreative overskud. Tre vigtige delelementer i forhold til planlægningen, som alle skal indgå i en harmoni og nok kunne jeg have fine ideer men om vores su-økonomi lige kunne bæger dem, det var en anden sag. Jeg synes særligt Pinterest er et godt redskab til at få input og udtænke nye ideer og ret hurtigt lå skitsen for Aksels børnefødselsdag klar. Derefter måtte jeg et smut forbi EBAy, som ofte springer mellemledet ‘butikken’ over. Da meget af det fest tilbehør, som eksempelvis ‘Fest og Farver’ sælger, kan opspores direkte på EBay også sendes direkte fra Kina land. Da bestillingen var gjort, hovedideen lå fast, så var der ikke andet for end at få inviteret og ellers lade tiden gå, så vi kom nærmere d 9 April.

IMG_2692
Aksel og Carl går i en fuld aldersintegreret institution, hvor der både går vuggestue og børnehavebørn på samme stue. Da Aksel fyldte fire, syntes vi han var klar til at have børnehaven hjemme til fødselsdag, så allerede sidste år fik vi prøvet det koncept af. Aksel elsker skattejagt, hvilket jeg tror de fleste børn gør. Men i princippet så elsker alle børn jo bare fødselsdag, ‘nyt’ legetøj også en oplevelse der deles med gode venner. Så det med at have ens barns børnehave hjemme, det vender lidt tilbage til det første jeg skrev i indlægget, nemlig at vi alle har forskellige tilgange til et ‘koncept’. Vi aftale derfor at fredagen skulle bruges med formiddags fødselsdag med børnehaven, at drengene blev hjemme når børnehaven gik igen og at vi den ægte dag skulle droppe fodbold, til fordel for god ro og opladning til familiefødseldagen. Vi bor som sådan ikke småt, men vores spisestue kan max rumme 15 til bords og da begge vores familier tæller næsten det dobbelte, så var det allerede til Carls et års fødselsdag at vi hoppede på ‘Åben Hus’ metoden. Altså en fødselsdag med indbydelse til en ‘tidsramme’ og en buffet stillet op ude i køkkenet. En fest der kører på høflig selvbetjening, det at mingle, kærlighed og tanken om Aksel og Carl jo aller helst vil løbe og lege og vi gerne vil undgå at holde flere fester i streg. Vi har før haft hele weekender fyldt op med fødselsdagsfest og ligeså hyggeligt det er, lige så trætte bliver vi alle, det tænker jeg andre måske også kender lidt til? Så åben hus, det var og er lige os.

Inden vi fik set os om kom fødselsdagen frem i ugeplanen og de sidste kreative træk skulle gøres. Til børnefødselsdagen blev en lille skattejagt planlagt. Skattejagten skulle foregår i vores gård med 3 små poster også gerne i Dino’ens tegn.

SKattejagt

Den forløb således:
Da børnene ankom, blev de mødt af Dino(Hr. Mand) og Jeg. I vores udklædningskasse havde vi et krokodille kostume, men når musikken spiller og med god fantasi, så kunne det sagtens gå som Dinosaurer. Dino overrakte børnene et skattekort over gården også var det ellers om at gå på jagt.

Sæt hale på

Første post var ‘Grav efter skilletter ‘ i sandkassen. Børnene skulle graver 12 små dino skilletter frem, som alle er købt på eBay til 34 kr. Derfra skulle de følge kortet og over til post to.  Ved post nr. to, skulle børnene begive sig i kast med klassikeren ‘Sæt halen på Dino’. Som skrevet, skulle børnene sætte en paphale på den haleløse langhals. Langhalsen var tegnet med kridt på en væg og paphalerne var lavet af en ikke udnyttet skrapbog. De fik en ad gangen et lille bind for øjnene og skulle så sætte halerne på. Alle børnene storgrinende undervejs og syntes det var sjovt at se hvem der kom tættest og længest frem målet. Da alle halerne var kommet på plads, skulle de finde den sidste post. Posten var skattekisten, men den var låst. På kisten stod der så, at det var Dino der havde nøglen. De måtte altså besejre Dino, den eneste rigtige måde at gøre dette på var med vandballoner. Alle blev stillet op side om side med hver deres vandballon og 1-2-3 fyr. Dino overgav sig, gav ungerne nøglen også kunne de dele skatten imellem sig.

Vanbakllon

I kisten lå der en chokoladeguldmønt til dem hver, samt et lille Dino æg. Ægget skulle lægges i vand når de kom hjem og næste dag ville en lille Dino være udklækket. Selve jagten tog omkring 20-30 minutter. De var 11 børn i aldersgruppen 2 til 6 år og alle deltog i jagten. Efter skattejagten stod den på fri leg i hjemmet og her blev alt legetøjet fundet frem.

Skatten

Da vi skulle spise, satte vi os ved det op tapet bord på gulvet, hvor menuen stod på mini pizzaer, Aksels livret, også saftevand og grønsagsstave. Til dessert var der chokoladekage med sødet indfarvet mascarpone. Lige den kage er bestemt ikke en af de pæneste udfoldelser jeg har lavet, men den smagte heldigvis godt og det er jo det vigtigste. Da børnene havde været her i 2,5 time, var det tid til at sige ”tak for i dag” også vinkede Aksel og Carl farvel.

Kage 1

IMG_4253

Resten af dagen blev brugt på gode lege, kagebagning inkl slik af skål og opladning til næste dags fejring. At Mor så samtidigt gik og talte, nu kun 16 timer tilbage som 4-årig. Det er vist bare en ‘mig’ ting. Jeg har virkelig kæmpet med denne her fødselsdag emotionelt, jeg synes de 5 år er en stor milepæl og det ramte hårdt. Det næste år skal der ske så mange store ting og jeg synes konstant at blive mindet om, at Aksel nu er ved at blive en mellemstor dreng. Jeg føler mig 99% af tiden rigtig godt tilfreds, for jeg synes han hele tiden udvikler sig og hvis man skal snakke om input og output. Så er han oprigtig talt en super sød og kærlig dreng. Til tider lidt for eftertænksom, præget af regelrytteri men heldigvis også spædet op med masser af fjolleri og viljestyrke. På mange måder beundre jeg ham og hele hans væsen og føler tit at vi lære meget af hinanden.

Næste dag, den første dag som 5 årig, startet med morgenmad på stuegulvet. Da spisestuen allerede var dækket op. Heldigvis syntes ungerne det var en fest og både Hr. Mand og Jeg elsker at det meste forud for gæsternes ankomst er gjort. Så kan tiden bruges de rigtige steder. Nemlig på ungerne og at fejre Aksels fødselsdag.

gav

Vi havde i februar været ude og købe en kæmpe kasse Playmobil via Reshopper, til små 300 kr. I kassen er der alverdens fede sager og nok til vi har en masse kalendergaver til december. Vi havde valgt 3 forskellige ting ud, heraf var en af dem denne fine retro fiskekutter. Legetøjet fik delvist en tur i opvaskemaskinen også kørt over med lidt sprit. Aksel blev selvfølgelig ellevild og det meste af formiddagen blev brugt med leg på stuegulvet.
aksel
Gæsterne kom løbende fra klokken 13 og kunne så dykke i Dino buffeten. Der var alt fra Dino boller, dip, frugtsalat, mini cupcakes, til Dino klør. Selvfølgelig var der også en lagkage, gulerodskage, som udtog sig lidt pænere end den fra dagen før.

IMG_4346
Vi havde en god dag, med fest og farve. Mennesker der stod os nær og mest af alt med en dreng der efter genertheden lige havde lagt sig, stornød dagen i fulde drag.

Tusind tak for alle jeres lykønsninger og søde kommentarer.
Tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Mor På Pause

image

Jeg husker tydligt hvordan jeg som højgravid, med Aksel, plaprede løs om, hvordan jeg ønskede at bibeholde en masse af den ting, jeg havde fyldt mit liv med fra tiden før-barn. Noget jeg, siden 15 års alderen, havde gjort mig i, var den årlige veninde tur. Turen som gjorder jeg lige kom væk fra det til tider trivielle, praktiske og ikke mindst HAM som mit hjerte havde kær. Turene gjorder at jeg udelukkende skulle forholde mig, til egne lyster og behov. For mange lyder det måske som det rene vand, men for en medløber, som jeg til tider kunne være i et forhold, så var det på mange måder hård kost at mærke efter hvad jeg i princippet selv havde lyst til. Selvfølgelig teamet jeg altid op med en elsket veninde, der forstod vigtigheden i kulturelle oplevelser, gode nætter på et dansegulv, hyggelige samtaler i strandstolen og som var klar på marathon shopping. Men så skete det, idet den lille gut forlod fødselskanalen og fik klippet navlestrengen, så opstod symbiosen. Hvilket fantastisk neurologisk værk og hvilket heleved.

Symbiosen som 5 uger post fødsel gjorder at man fandt sig storsvede i Vera Modas omklædningsrum og tænke “Giv mig min baby”. Eller som gjorder at man konstant tjekkede mobilen, første aften man endelig er ude uden baby og mos. Det hele ændret sig for mig. Der blev sortererer godt ud i venindegruppen, nye herlige bekendskaber blev gjort også lukkede jeg ned for de der dansfester i indre by klokken 5 om morgen. Ironisk nok løber jeg nu forbi selv samme fester under broerne og de festende er nu mit heppekor, men det er en anden historie.

Jeg forstod langsomt mit moderskab og indrettet mig i det efter bedste lyst, evne og behov. Jeg lærte langsomt men sikkert at navigere i al den overskyggende og ubetinget kærlighed. Lærte at forstå mig selv, post barn. Forstå hvilket stort familiemenneske jeg er, men også betydningen for de asociale perioder med små syslerier og fantasiskabende litterære værker og svedfremkalde løbeture. Jeg tvang mig selv til ikke at være den eneste der kunne putte, trøste og kende forskel på pyller og trætheden inden overtrætheden. Jeg gav plads og i takt med denne plads, stod jeg igen der, lidt tilbagetrukket og nu med muligheden for fokus på egne behov og lyster.

Hvad gør man så af sig selv, sådan en søndag morgen, uden Carls salv i ens glas eller booking på den lokale legeplads. Min søster vil nok mene at jeg stadig ikke selv ved det og at jeg derfor står tilbage med en massiv bunke overskud og energi, som ellers normalt bliver brugt på Aksel og Carl. Energi og overskud som nu sendes afsted som morgenvækning med massive klap og højt skrål af “Hip Hurra Det Er Din Fødselsdag”, eller typen der forslår aftenløbetur, lige cykler efter morgenlatte, toiletpapir osv.

Jeg ved ærlig talt ikke helt hvad og hvem jeg er, uden mine børn i området. Når jeg befinder mig i den ene del af landet og de i den anden, så føler jeg en vigtig del af mig er amputeret. Det betyder selvfølgelig ikke, st jeg ikke nyder afsted, men blot at rigtig meget af min person, simpelthen bygger på moderskabet. At mine handlinger ofte er spindet op omkring nogen små menneskers ve og vel og når de ikke er der, så bliver jeg løberen der står og laver englehop ved rødt lys, for hvad pokker skal jeg ellers lave ?

Nogen vil måske mene det lyder rigtig trist og sige : Jamen du er jo mere end Mor og ja, det er jeg, jeg er så meget mere end Mor. Men det er i relationen til mine børn og mand, jeg simpelthen trives aller bedst. For jojo, jeg nyder da at drikke 1,2,3 – 4 flakser hvidvin en fredag aften, at ose rundt i byen, læse dameblad uforstyrret på sofaen, lave mad uden at skulle korrigerer nogen fra at udvikle 3. Verdenskrig, eller bare se ligegyldigt tv klokken 16 om eftermiddagen eller ligefrem nyhederne, ude at skulle tage hensyn. Det nyder jeg da også. Jeg nyder det hele, nok aller mest fordi jeg ved det er en pause og kun en pause for noget som jeg elsker og skatter mere end mine fattige ord kan beskrive.

Tak fordi du læste med.
Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Mit barn, født med en misdannelse del I. – En streg i regningen

Jeg har længe, sådan rigtig længe, gerne ville fortælle en historie. Ikke en med prinser og prinsesser, onde hekse og talende hunde. Nej – jeg har ville fortælle min historie, om at være mor til et barn født med en misdannelse. Det er på mange måder fortsat et rigtig ømt og tabubelagt område for mig. ”hvorfor så skrive om det” vil nogen måske tænke. Dengang jeg endelig besluttet mig for at nu skulle bloggen være, der lovede jeg mig selv at gå all in, med det jeg havde. Det inkludere stavefejl, at der til tider er længere tid imellem indlæggene også en kæmpe selektivitet i hvad jeg vil skrive om. Vigtigst af alt, så lovede jeg mig selv at være ærlig, med det i mente at de der ikke kender mig ”In Reel Life” måske kan sidde tilbage og tænke at jeg måske er helt ude i skoven. Det tvivler jeg nu ikke på, at dem der kender mig, også kan komme til at tænke til tider.

Inden jeg begynder, har jeg har brug for at lave et sikkerhedsnet. Simpelthen fordi jeg ved jeg går på en tyndt is, som så let kan briste og gøre jeg falder igennem og rammer eller ja direkte støder nogen, hvilket jeg bestemt ikke ønsker. Jeg ønsker ikke at andre skal føler jeg spår tvivl om deres valg og prioriteringer – vi er alle forskellige og vi skal alle have lov til at være her….

Dengang for knap 5½ år siden, da jeg lå der på briksen og mærkede den kolde gél blive trykke ud på min mave, var det med bankende hjerte. Det bankende, som om skulle til at springe ud af mit bryst. Vi var begge spændte og hele morgen havde jeg været irritabel over alt og intet, udelukkende fordi vi nu skulle til den scanning. Og nu lå jeg der, knap 20 uger henne, nygift også for lige at gøre det helt opkast romantisk, så havde vi 3 års dag. Hvilken bedre måde at fejre vores kærlighed på, end ved at få kendskab til vores kommende barns køn….

Hun er egentlig sød nok, hende scanningsdamen. Barnet i maven ligger lige så fint og gør det nemt at tjekke alt igennem. Da hun er ved at være færdig og skal til at kigge efter kønnet en sidste gang, spørger jeg, som var den en 6 sans ”Hvordan ser fødderne ud?” Hun kigger skiftevis på skærmen og hendes papirer og til sidst møder hendes blik mit. ”Jeg synes..” også rømmer hun sig, som var hun ved at tage tilløb til noget. ”Jeg synes faktisk det ligner der er varus fod, øhmmm klumpfødder” inden vi når at sige noget, hænger hun i røret og får fat i en læge mens hun forsigtigt rækker mig et stykke papir til maven, som signal om at scanningen er færdig. Hun ligger på og skriver så på en lap, som hun rækker til Morten. ”I har fået en akut scanningstid hos overlægen om 40 minutter.” Jeg husker ikke vores afsked og det var som sådan ikke fordi hun ikke var sød – jeg husker kun jeg mere eller mindre stormer ud fra hospitalet, ud i luften.

FullSizeRender (1)

I ly for kulden og undersøgende blikke, sætter vi os i bilen. Vi holder lidt i hånd også siger jeg stille men bestemt ”Det er da altid noget at barnet ikke skal hede Rasmus… Rasmus Klump, kan du lige se det?” også bryder jeg sammen. Jeg græder, græder i sorg, uvidenhed og i vrede. Jeg husker tiden i bilen som værende et af de vigtigste øjeblikke  for os som kommende forældre. Nok havde vi endnu ikke mødt vores kommende barn, men vi var begge fast besluttet på, at et par klumpfødder det skulle og ville ikke ændre på vores kærlighed til barnet.

Lidt senere ligger jeg igen på briksen, denne gang med en lidt mindre kontakt ivrig læge også den samme sygeplejerske fra før. Han tjekker hurtigt op på at alt andet er som det skal være og siger så at begge fødder syner at have varus fod. Med blottet maveskind snakker vi lidt frem og tilbage også spørger jeg om han kan fortælle mig, hvorvidt det er stiletter eller converse sko vores barn skal iføre sig. Inden jeg får set mig om får overlægen belært mig om converse skos manglende ergonomiske støtte samt fast hælekap og måske var det set i back spejlet, den første virkelige introduktion til ”fodtøj til klumpfodsbørn”. Mit blik får måske afsløret min skuffelse, i hvertfalde siger han så ”det bliver en dreng” og inde i mig selv tænker jeg ”Det bliver en Aksel”…

Sacnning

Da vi er færdige og jeg får lidt flere scanningsbilleder til barnet bog overrakt, beder han os komme med ind i et tilstødende lokale, et lille kontor. Vi når knapt at sætte os før han langsomt men sikkert får forklaret os om misdannelsen varus fod. Informationerne var som sådan ikke ukendte for mig, da min egen fætter også var født med klumpfødder. Men for de af jer der tænker hvad pokker er varus for noget, så lyder en definition således :

Varus fod eller Klumpfod er en medfødt fejlstilling af foden, hvor foden er roteret indad ved anklen, så fodsålen peger skråt indad/bagud, og fodryggen fremad. Alle knogler, muskler, sener, kar, nerver er i foden, men muskler og sener er stramme på indersiden og det gør, at foden sidder skævt.

 Jeg huskerat, jeg egentlig tager det sådan rimelig cool og mit behov for struktur og kontrol indfinder sig. Nok kunne jeg ikke ændre ved mit kommende barn ville fødes med en misdannelse, men jeg kunne forberede mig, så godt det var mig muligt. Men lægen smider en bombe, en bombe som gør jeg parkerer hovedet i rummets papirkurv og tømmer maven fra dets indhold. Han snakker om årsagssammenhænge og ligger særligt vægt på kromosomfejl. Derfra tager det hele endnu en uventet drejning, fra at have lyn forberedt sig på at skulle have et klumpfodsbarn til nu muligvis at skulle deale med noget andet oven i hatten, det kunne jeg slet ikke håndtere. Vi havde forinden graviditeten snakkede om hvilket værdier, normer og grænser vi havde, i forhold til at skulle være forældre. Hvad vi som par ønskede at være ”herre” over, hvis muligt.

Gravid

Ret hurtigt står det klart, at vi skal have lavet en fostervandsprøve for at sikre os, klumpfødderne udelukkende er en misdannelse og at der ikke er nogen årsagssammenhæng. Lægen ringer hurtigt rundt og inden jeg ved at det ligger jeg igen på briksen, denne gang med en lang tynd nål ned i maven. Det gjorder ikke direkte ondt, men husker jeg forsøgte at trække vejret så overfladisk som muligt, for hver gang min mave steg, trak den sig længere op omkring nålen. Mens der blev suget væske op, sikrede lægen sig hele tiden at Aksel blev hvor han skulle i maven uden at blive ramt. Da de har trukket nålen ud, overrækkers jeg igen det knastørrer papir og får endnu en papirlap i hånden. På lappen står en ny dato, en dato med et møde 3 uger senere, hvor det fulde svar på fostervandsprøven vil blive givet…

Aldrig i mit liv har 3 uger været så forfærdelige. Efter turen på hospitalet er vi begge trætte og selv er jeg helt ødelagt. Maven spænder konstant op og alle mine tanker kører rundt, som sad de i en karrusel i turbo mode. Dagene efter snegler sig afsted. Humøret pendulerer mellem at være glad til dernæst grædefærdig. Det ene øjeblik kigger jeg på barnevogne det næste på regler for abort efter uge 12. Mit liv var i de 3 uger det rene helvede og igen og igen fandt jeg mig selv sidde med foldet hænder og bede til at scanningerne ikke viste nogen årsagssammenhæng.

Scanningsbilleder

De 3 uger går og så sidder vi der igen, denne gang med back up i ekstra ører, i tilfælde af korthuset nu væltes. I stedet kigger den lidt halv distræte læge på os og siger ”I venter jer en sund og rask lille dreng, med en streg i regningen, nemlig to klumpfødder.”

Tusind tak, fordi du ville læse med, i første del af min beretning om at blive og være mor,
til et barn født med en misdannelse.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Min Vej Til Bryggen, Del I.

Der er flere af jer, som her og på instagram har spurgt ind til det der løb jeg gør mig i – måske lidt manglen på samme, grundet min skade.

Jeg startede dette år ud med tre store løbemæssige mål:

» North Coast Ultra, marts.
» Copenhagen Marathon 2016, maj.
» Copenhagen Half Marathon, septemeber

På mange måder var tanken, at disse tre løb skulle komplimentere hinanden, bygge mig og øge min indre og ydre styrke. Tanken var, at jeg via disse løb skulle understøtte den røde tråd jeg har lagt for mit løb dette år. Tanken var at jeg udover disse løb, skulle få en masse gode ture, nogle i regn, andre i høj sol og igen måske snestorm, alene såvel som med løbeklubben. Indtil nu har jeg sikret mig alle vejrtyper og endda også prøvet løbebåndet af. Jeg synes ture over 10 kilometer, på et løbebånd, er for kedeligt og alligevel går jeg og tænker, at jeg da skal prøve at løbe et halv marathon på sådan et bånd en dag. Heldigvis kan ipaden stå så fint på maskinen og 1-2-3 Netflix. Men lige nu er det ikke løbebåndet det fylder, i stedet er det mit første løbemæssige mål, nemlig North Coast Ultra.

CollageBillederne er venligst lånt fra North Coast Ultras Facebook side 

Nu tænker én sikker, hvad er det for en sag? Jeg ved det ærligt talt ikke selv og alligevel ved jeg efterhånden, at det er noget med yderst varieret terræn, noget med viljestyrke også at et ultraløb først er et ultraløb når det passeré de 50 kilometer. Så helt ultra er mit ”lille” løb på 25 kilometer måske ikke helt. Dog tvivler jeg ikke et sekund på at jeg nok skal blive udfordret på et niveau, jeg nok ikke helt havde forestillet mig. For hvad sker der, når man tager pigen som har sin gang på brostenene og det eneste off roade der nogensinde er prøvet, er når jeg er løbet ind i en busk, i søndermarken, for at lade vandet?!
Hvad sker der, når jeg sættes ud i Tisvilde Hegn og pludselig står midt i Danmarks smukkeste natur og ikke har andet formål end at skulle løbe, bare løbe….

For små 3 måneder siden var jeg som sådan ikke nervøs for de 25 kilometer. Jeg var i mit livs bedste form, kunne snildt løbe 21 kilometer en søndag aften og have lyst til mere. Når jeg var til fællestræning var det med højt humør og stort overskud. Så skete der det som ikke skulle ske, trætte ben, ujævne fortovsfliser og bum, så lå jeg der med blødende knæ. Jeg fik da hurtigt rejst mig op igen, men helt godt blev det aldrig og som den upædagogiske pædagog sagde på fritteren: ”Det skal løbes væk”. Så fortsatte jeg og skubbede smerterne fra mig. Men når man pludselig finder sig selv lave planke og andre udstrækningsøvelser, under de lange træningsture, så ved man måske godt den er gal.

Løb

Heldigvis kom jeg hurtigt i stand hos en super dygtig sports fysioterapeut med speciale i knæ og hertil behandling af løber. Og inden du nu tænker, ah det lugter lidt af spons det her, så nej. Alt behandling er selvbetalt eller belånt via SU-lån og lidt sygesikring. Men det har til hver en tid, været pengene værd. Det var rigtig vigtigt for mig, at fysioterapeuten forstod mig og alle mine indre processer i forhold til løbet og der var Rasmus den helt rigtige.  Han havde recepten på en god og hurtigt helingsproces. At jeg så ved første konsultation blev børnefornærmet og tænke ”Du kan tro det er løgn”, da han forbød alt træning i en uge, det er vist hvad det er. Inden behandlingsforløbet havde jeg lovet mig selv at hengive mig til processen, for det var enten dette her eller konstante smerter frem til efter marathon. Det lyder måske ikke just gennemtænkt det med smerterne, men det påstår jeg heller ikke helt det er, det hedder i stedet løbeafhængighed.

Igennem den sidste måneds tid, har jeg skulle genopfinde mig selv som løber, holde en helvedes masse igen, følge diverse krav fra Rasmus og ellers tro på, at jeg kan hvad jeg vil. Jeg har skulle tro på at alt mit løb ikke sådan lige forsvinder fra den ene dag til den anden. Behandlingsforløbet har hovedsageligt været bygget op omkring øvelser også laser behandling af mit knæs væv og lårmuskler, for at fremskynde helingsprocessen. Lidt underlidt at ligge der med solbriller mens ens knæ gennemvarmes af en maskine og bagefter hoppe rundt med et gnidningsfrit knæ. Det er helt klart en behandlingsform jeg til hver en tid vil anbefale alle, helt specifikt løber. Kig evt Rasmus kliniks hjemmeside Fyszonen.dk. Det er sjældent jeg direkte anbefaler noget, men denne behandling hos Rasmus, har sikret at jeg fortsat kan arbejde hen imod mine helt store mål for dette år.

mig

For jeg vælger nu at tro på dét her. Jeg vælger at tro på det hele nok skal gå og ja særligt i morgen, hvor jeg klokken 11:30 løber afsted på et 25 kilometer langt trail løb. Jeg vælger at tro på, at jeg er stærk nok, at jeg ikke fare vild og at jeg kan tage kampen op med de indre dæmoner der vil indfinde sig på ruten. Jeg tror på det nu, at sommerfulgene i maven så har udviklet metalvinger, det er vist hvad det er.

Tænker du, ej det der North Coast Ultra må prøves, så tjek evt. deres  hjemmeside,  hvor jeg ved man fortsat kan eftertilmeldes til de 25 kilometer og ellers besøg deres  Facebook side , hvor der der med sikkerhed er en eller anden  der sælger sit løbenummer.

Tak Fordi I Læste Med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

She has left the building

image

Det er efterår, tempoet er højt, forelæsningerne kedelige, timerne i døgnet for få og sorgen i hjertet for stor. Som en mus i et trædehjul piler jeg afsted, hurtigere og hurtigere, mens blodet pumper i tindingerne og luften aldrig finder vejen helt til bund. Det kom snigende, tikkende, lige der over højre øje og trak sig så hen over panden, over hovedet og ned i nakken. Alverdens vand, luft og panodil afhjælp ikke og en aften hvor tonerne gik højt, begynder det at dunke, sådan helt inderligt dunken. Inden jeg ved af det, ligger jeg på badeværeslet og tømmer maven for al dens indhold mens det sortner for mine øjne. Da jeg delvist har genvundet kontrollen kommer jeg med lidt hjælp ind i seng. Selvom det nu er meget normalt det lige løber lidt fra mundvigen, inden jeg falder hen, så starter løberiet allerede mens jeg er lysvågen. Kinden er tungere end normalt og hovedet brager stadig løs, som blev det hold technofest på først sal. 1,5 time senere sidder jeg på Frederiksberg hospital. Lægen har givet mig noget kraftig smertestillende og lidt beroligende samt en anbefaling om ro og slukket lys. Jeg har haft mit livs første migræne anfald.

Siden dengang for lidt over 6 år siden, har jeg jævnt set haft et om året, nogle større end andre. Jeg har lært dem at kende og måske er de ikke helt så klassiske migræne agtige men de er mere en rigelige for mig. De komme ofte når det hele går lidt stærkt, til trods for jeg elsker fart og er god til at navigere i denne her fart, så er der en bestemt type fart jeg fortsat ikke mestre, den inderste emotionelle. Når noget i mit inderste pludselig springer frem eller ligefrem står af.

Nogle vil måske beskrive dem selv og deres inderste forhold, som et kinesisk æske system, men jeg, jeg er en “jeg gør, tænker og føler type”. Bær hjertet udenpå og forsøger at tænke i postive baner og snakke om det der rør sig. Det har sine udfordringer, eftersom et manglende skjold tit giver lidt flere knubs og knubsene så efterlader en mangel på positivisme.

Jeg kunne godt mærke mine handlinger var blevet lidt mekaniske og blikket i spejlet manglet det der spil jeg ellers altid ved jeg kan finde. Spillet, lysten og drivet til mer’, flere udfordringer, mere kærlighed og latter. Det var bare som om alt var slukket og jeg ikke helt viste om jeg gad finde kontakten. En ting er at forsøge at genfinde, en anden sag er det sørme hvis energien, lysten og troen er væk. Så hvad gør man så, når hovedet det begynder at dunke, lysten ude af syne og livet i overhalingsbanen ikke bare lige kan stoppes. Jeg ved det fortsat ikke helt og den dag jeg finder opskriften bliver jeg nok mange millionær. For en lille orientering, hos venner, i samfundsdebatten og hos generationen før mig, så er det formentligt et lod her i livet. Jeg kunne selvfølgelig godt vælge fra, sortere i alt det jeg har hænderne i. Det er bare så pokkers svært. Istedet har jeg små lister. Lister hvorpå mit livs indhold figurer og dertil en prioritering. Denne prioritering minder mig om den der lyst og minder mig om mindre vigtige ting også hjælper det mig til at melde fra. Fra så hovedepinen kun forbliver lettere forstyrrerende og ikke alt overtagende. Så kan jeg få roen og derved skabes plads til den inderlige lyst.

Tak fordi du vil læse med.
Kærlig Hilsen Christina

Pænt Nej Tak.

IMG_1671

Dengang for knap 6 år siden, da Hr. Mand og Jeg blev enige om at det der med børn skulle være. Der foregik det med en masse jonglering med tal og udregning af cyklus mm. På daværende tidspunkt var jeg kun 21 år gammel og godt i gang med min læreruddannelse. Dengang driblede jeg ned forbi studievejlederen, snakkede lidt om barselsoverlov, SU-regler osv. Det hele lå lidt i at jeg havde en tanke om at gennemføre mit studie på numerisk tid også samtidigt forelske mig hovedløs i vores kommende barn. Lidt flittig hovedregning, en god opbakning fra moder natur og 1-2-3, Aksel var en realitet og præcis 9 måneder efter undfangelsen, kom han på terminen og støttede allerede der godt op om sine forældres tanker omkring numerisk tid mm.

Jeg tænker man kan have nok så mange tanker om hvilken slags mor eller far man ønsker at være når den tid kommer. Selv har det udgangspunkt jeg havde tilbage fra da jeg ventede Aksel til i dag ændret sig gevaldigt. Praktiseringen af sukkerpolitik er blevet revideret efter jeg blev mor til to, det gælder også mit overskud, min mængde af bekymringer også alligevel kredser jeg fortsat om de samme kerneværdier. Kerneværdier som jeg og ikke mindst Hr. Mand finder vigtige i vores familie. Så dengang i foråret, da det endelige valg om studie vs. job skulle stå, det var det ikke kun mine egne lyster og ambitioner der vejede på vægtskålen men også den kendsgerning, at jeg altså var mor til to skønne drenge under 5 år.

Jeg mener vi alle bør og skal have lov til at vælge den måde vi ønsker at være forældre på. Jeg tror at vi grundlæggende kan regulere på rigtig mange forskellige ting, for i sidste ende at få de ting vi drømmer om til at ske. Det betyder blandt andet også at vi herhjemme har foretaget en række prioriteringer. Prioriteringer vi tit og ofte må stå på mål for. Prioriteringer som gør at vi ikke afholder sydlandskferier men i stedet bytter bolig indlands, at reklamerne for Netto og Rema1000 ofte diktere den kommende uges madplan og vi i ny og næh oplever at må melde pas på sociale sammenkomster i vennekredsen, simpelthen fordi økonomien ikke kan bære det. I stedet bærer vores økonomi noget helt andet, nemlig at jeg kan læse min drømmeuddannelse og vigtigst af alt, tilbyde vores børn en kæmpe mængde fleksibilitet i forhold til sygdom og fridage. Så kan det godt være ferierne på studiet ikke følger de klassiske skoleferie for slet ikke at sige ikke eksister, men der er så meget andet som man får forærende, blandt andet en gratis uddannelse og ydermere uddannelsesstøtte undervejs.

Alligevel oplevede vi hen over juleferien et lille strejf af ben hård realitet. Pludselig kunne jeg se hvordan mine dage på studiet havde ændret sig fra at være lettere børnefamilievenlige til nu at lægge i timerne 12-16. Og i al frygt for et kommentarspor der nu vil blive fyldt op med ”sådan er virkeligheden for mange”, ”velkommen til min verden” osv. Så ramte det mig virkelig. Særligt fordi, ud af de to dage jeg har på studiet, så gik det ind og ramte Hr. Mands studiejob om tirsdagen. Et studiejob der kræver at jeg henter og hygger om ungerne mens min kære mand tjener til familien. Det krævede store overvejelser for det kommende semester, for i realiteten kunne hans faste arbejdsdag bare rykkers. Men i frygt for ”At når mor kommer hjem er far lige gået” visen skulle være en fast vending for vores drengene valgte vi anderledes. Vi valgte i stedet at sige ”Okay en gang om ugen har vores drenge lang dag” eller mængden af timer ville der blive kompenseret for i den anden ende også igen ved de fleste forældre formentlig godt, at legene venter jo ikke. Så selvom vores drenge først kommer klokken 10, så har deres venner jo været godt i gang længe og det kan også skabe vanskeligheder. Men vi ville forsøge at kompensere andre dage, så som afhentning efter frokost om mandagen og fridage hist og her samt mængden af institutionstimer pr. dag på max 6. timer. Nogen vil nok tænker: ”slap da lige af og det dør de ikke af” og nej, det gør de forhåbentlig ikke, for vi har som så mange andre familier også dage hvor dagen lige bliver lidt længere end forventet eller et møde trækker ud, men helt grundlæggende så passer den tommelfingerregel os ganske udemækret.

Det var ikke en tommelfingerregel jeg havde i baghovedet dengang jeg blev mor også alligevel lidt derhenad. Det var i hvert falde en af hovedårsagerne til at vi hoppede ud i den der ”Mor og Far på SU situation”. Og særligt i dag oplevede jeg for alvor hvor elementær en del af mig selv de der timer i institutionen påvirker mig. I dag var det nemlig tirsdag og til trods for semesteret har været i gang i små 4 uger, så var dagen i dag første gang hvor den lange dag blev praktiseret. Udover at jeg allerede da klokken viste 15 begyndte at sidde uroligt på min stol, så begyndte min mave lige så stille at gøre vrøvl og det hjalp bestemt ikke dets nærmere viseren kom til 15:30 og dernæst 16. Og da underviseren erkendte at det nok ville trække lidt ud, måtte jeg pænt sammen med en del andre tilkendegive at jeg desværre var nød til at gå.

Der er 6 kilometer fra mit studie til ungernes institution. 6 kilometer med fin cykelsti, relativ mange lysreguleringer og sindssyg mange trafikanter som alle skal et eller andet sted hen på dette tidspunkt af døgnet. Selv kom jeg frem i susende fart, mens jeg igen og igen tænker at jeg bare skal frem inden klokken 16:30 for det er der den sidste tilknyttet pædagog til drenges stue havde fri og selvom drengene kender nabostuens pædagoger utrolig godt og også er trygge og tillidsfulde overfor dem, så har det bare en betydning. Inden jeg får set mig om står jeg der på stuen, 27 minutter senere og med svedige armhuler og stakåndet pusten. Pædagogens øjne fanger mine og siger så ”Bare rolig, de har haft en god dag og hygger sig, men man kan godt mærke at de ikke er helt vant til de her lange dage” og i bedste ”det er fandeme heller ikke meningen stil” får jeg pænt sagt, ”Det var godt at høre og det er også kun 8 tirsdage endnu… det er dejligt at vide du er her med dem”.. for pænt nej tak. Nej tak til lange dage og få timer med mine drenge, pænt nej tak i hvert fald et par år endnu. Vi har haft en dejlig eftermiddag, i lidt roligere tempo end normal og i langt færre timer end ellers. Da vi endelig var hjemme var klokken 17:10 også var der under 2 timer til sengetid. Heldigvis afhjalp de nu obligatoriske tirsdagsrester tiden i køkkenet men jeg kan desværre ikke forberede mig ud af, at mine drenge er også blive trætte allerede omkring klokken 18:30 og har til vane at sove omkring klokken 19. Så nu sidder man her, lettere rundtosset og tænker godt der er en ny dag i morgen.. Jeg glæder mig nu til i morgen tidlig, til endnu en morgen med leg, kys og knus og til en eftermiddag hvor jeg kan hente som det passer mig aller bedst… og så skidt pyt med jeg også gerne ville til Thailand..

Tak fordi du læste med
Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

 

Er vi gode nok?

MigOgMorskabet
Som I tidligere har kunne læse om her på bloggen, har jeg gennemgået et stort vægttab. Et vægttab fra 100 kilo klubben til de 65. Hvordan jeg lige kom så langt op på vægtskalaen, er anden historie.. Det er som sådan ikke vægttabet i praktisk forstand dette indlæg handler om, men mere det der er bagved. Forleden skrev, hvad der for mig, er en fyrtårnsmor her på de sociale medier, et fint og utroligt vigtigt indlæg. Hun er som sådan også denne fyrtårnsmor i virkeligheden og giver på mange måder et stort indspark til min egen rolle som mor, kvinden jeg taler om er Iværksættermor eller bare Jelana og indlægget jeg hentyder til kan læses HER. Det fik mig til at tænke, igen at tænke over egen figur i alt dette her og selvfølgelig hvilken vigtig rolle jeg spiller for mine to drenge, som Mor og dertil også rollemodel.

Jeg ønsker ikke at anskue selvbilleder betinget af køn, men blot pege i retningerne af undersøgelser der viser, at det oftest er piger der rammes af en spiseforstyrrelse. Det betyder bestemt ikke vi kun skal slå ring om dem, nej vi bør slå ring om vores børn generelt set og sikre os, at vores børn vokser op med sunde og almindelige kropsidealer. Hvordan man gør det? Første forslag er måske lige at kigge på mediebilledet, pille pigen fra Nygart klinikken ned fra Nørreport metrostadion. Prøv lige at forklare en knap 5 årig, hvorfor det hænger en nøgen dame ud over det hele? Igen sidespor, anden debat. Men samtidigt med vi kigger mediebilledet efter i kanten, bør vi også kigge ind ad. Det er før blevet påpeget vigtigheden i at tale pænt, men jeg tror vi skal dybere end det, jeg tror vi skal være langt bedre til at kigge på og i særdeleshed lytte til, hvad det lige er vi taler op og hvordan vi gør det.

Jeg har to skønne drenge rendende rundt omkring mig. Drenge der leger med skønne piger, både i institutionen og hjemme. Drenge som formentlig en dag vil begynde at gøre noget mere seriøst ud af betegnelsen kærester og de der lidt skarpt klippede røde hjerter. Drenge som med tiden vil forelske sig og her er spørgsmålet i hvilken type pige de vil falde for. Vi husker det nok selv fra dengang man lå hjemme på teenageværelset, med venner og veninder, udfyldte de der klassiske vennebøger fra ”Vi Unge”. Personligt kan jeg da hilse og sige, at min drømmeprins dengang gerne måtte være højere end mig, have blå øjne også måtte han gerne være charmerende. Senere med tiden kom der langsomt flere tillægsord til og det gjorde der også hos drengene: ”Sød, Sjov, Store Bryster, Tynd, Høj” Jaja, jeg husker sgu godt følelsen fra dengang jeg så min skolekæreste beskrivelse af hans drømmepige. Det var en lidt blandet fornemmelse og med tiden oplevede jeg da på egen krop, hvad udefrakommende kommetarer og sikkert en god bunke andre signaler gjorder ved min kropsforståelse og dertil forstyrret min egen spisning. Jeg husker hvordan jeg sorteret folk fra på Dating.dk, ”han er for pæn til mig”, ”For høj”, ”Ryger” mm. Selvfølgelig kiggede jeg også på udseendet men vigtigst af alt, oplevede jeg hvordan mit eget selvbillede skabte min tilgang til andre.

Så nogle gange tænker jeg, gade vide hvad for nogle piger de vil forelske sig i. Gad vide om de vil være gode til at svare på sms’erne, huske månedsdagene og de der små ting som ynglingsisen. Jeg tænker om de vælger hende den naturlige smukke, naboens datter, hende som måske lige bruger lidt for meget foundation eller hende der er helt naturligt bygget, med runde lår og fine hofter? Om de forelsker sig i hende den politisk aktive, læsehesten, rollespilsfanen eller fodboldpigen? På mange måder er alle de interesseområder lige meget, udseendet også, så længe at pigen de falder får, formår at bringe det bedste frem i dem. Men det kræver vel på så mange måder, at de lære at acceptere og elske dem selv for den de er, af både indre og ydre. At de ser dem selv som værende mere end gode nok og ikke finder det nødvendigt at anvende ekstreme midler for at ligne og være noget andet end dem selv. For nok reagere pigerne i statistikkerne over forstyrret spisning men samtidigt hiver ”drengene” nogle helt andre tal hjem. Tal som sættes i forbindelse med anabolske steroider og hvad der i dagligt tale kaldes for den 4. spiseforstyrrelse ortoreksi. Så jeg tror desværre vi mere end nogensinde før, står overfor en generation, dels af børn, men helt særligt forældre og bedsteforældre som må gå forreste og fremvise det gode eksempel.

Hvordan vi så konstruerer det gode eksempel, det afhænger jo igen af personlige holdninger. Selv tror jeg på alt med måde og nu tænker nogen måske ”Undskyld men er det ikke dig der vil løbe endnu et marathon” og finder min forståelse af ”alt med måde” lidt hul. Forståligt nok, men jeg ønsker ikke at løb og styrketræning sættes i forbindelse med et direkte vægttab. I stedet ønsker jeg, at mine børn får oplevelse af vigtigheden i at bruge sin krop, at holde den aktiv, stærk og i bevægelse, på godt dansk sund. Hvad vi så vælger at lægge i kassen ’sund’ det er så igen forskelligt. Jeg tror det er sundt at mine børn oplever en natulig tilgang til egen og andres krop, lidt alla ”Totte og Malene” forståelsen og hovedsagligt i selskabet af primære omsorgspersoner og at de første mange år frem til teenageårene primært består af ”funktions forståelse”.  At mine børn ikke automatisk tænker Fredag = Fredagsslik, eller direkte ’sundt’ vs. ’ikke sundt’. I stedet ønsker jeg de tænker balance. Ligesom dengang vi lærte vores børn at ligge på maven, til trods for hvor meget de end måtte hade det, så var det vi gjorde dengang, at ligge hele grundstenen for deres motoriske udvikling. En udvikling der med tiden også krævede at vi støttede op, gik med dem hen over gulvet, mens vi holdte dem i hænderne og tiljublede dem også oplevede hvordan vægten af deres hænder i vores forsvandt og gjorde at de slap og pludselig selv kunne…

Min drøm som mor er, at mine drenge forstår at de er gode nok, at de er mere end gode nok. At de måske lidt markante træk de har er deres, en del af dem og i en helhed skaber en sund, smuk og naturlig dreng. At selv når huden er uren, stemmen underlig og kroppen høj og ranglet, så er de smukke, unikke og helt perfekte som de er.

Tak fordi du læste med
Kærlig Hilsen Christina

 

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet