Min Vej Til Bryggen, Del I.

Der er flere af jer, som her og på instagram har spurgt ind til det der løb jeg gør mig i – måske lidt manglen på samme, grundet min skade.

Jeg startede dette år ud med tre store løbemæssige mål:

» North Coast Ultra, marts.
» Copenhagen Marathon 2016, maj.
» Copenhagen Half Marathon, septemeber

På mange måder var tanken, at disse tre løb skulle komplimentere hinanden, bygge mig og øge min indre og ydre styrke. Tanken var, at jeg via disse løb skulle understøtte den røde tråd jeg har lagt for mit løb dette år. Tanken var at jeg udover disse løb, skulle få en masse gode ture, nogle i regn, andre i høj sol og igen måske snestorm, alene såvel som med løbeklubben. Indtil nu har jeg sikret mig alle vejrtyper og endda også prøvet løbebåndet af. Jeg synes ture over 10 kilometer, på et løbebånd, er for kedeligt og alligevel går jeg og tænker, at jeg da skal prøve at løbe et halv marathon på sådan et bånd en dag. Heldigvis kan ipaden stå så fint på maskinen og 1-2-3 Netflix. Men lige nu er det ikke løbebåndet det fylder, i stedet er det mit første løbemæssige mål, nemlig North Coast Ultra.

CollageBillederne er venligst lånt fra North Coast Ultras Facebook side 

Nu tænker én sikker, hvad er det for en sag? Jeg ved det ærligt talt ikke selv og alligevel ved jeg efterhånden, at det er noget med yderst varieret terræn, noget med viljestyrke også at et ultraløb først er et ultraløb når det passeré de 50 kilometer. Så helt ultra er mit ”lille” løb på 25 kilometer måske ikke helt. Dog tvivler jeg ikke et sekund på at jeg nok skal blive udfordret på et niveau, jeg nok ikke helt havde forestillet mig. For hvad sker der, når man tager pigen som har sin gang på brostenene og det eneste off roade der nogensinde er prøvet, er når jeg er løbet ind i en busk, i søndermarken, for at lade vandet?!
Hvad sker der, når jeg sættes ud i Tisvilde Hegn og pludselig står midt i Danmarks smukkeste natur og ikke har andet formål end at skulle løbe, bare løbe….

For små 3 måneder siden var jeg som sådan ikke nervøs for de 25 kilometer. Jeg var i mit livs bedste form, kunne snildt løbe 21 kilometer en søndag aften og have lyst til mere. Når jeg var til fællestræning var det med højt humør og stort overskud. Så skete der det som ikke skulle ske, trætte ben, ujævne fortovsfliser og bum, så lå jeg der med blødende knæ. Jeg fik da hurtigt rejst mig op igen, men helt godt blev det aldrig og som den upædagogiske pædagog sagde på fritteren: ”Det skal løbes væk”. Så fortsatte jeg og skubbede smerterne fra mig. Men når man pludselig finder sig selv lave planke og andre udstrækningsøvelser, under de lange træningsture, så ved man måske godt den er gal.

Løb

Heldigvis kom jeg hurtigt i stand hos en super dygtig sports fysioterapeut med speciale i knæ og hertil behandling af løber. Og inden du nu tænker, ah det lugter lidt af spons det her, så nej. Alt behandling er selvbetalt eller belånt via SU-lån og lidt sygesikring. Men det har til hver en tid, været pengene værd. Det var rigtig vigtigt for mig, at fysioterapeuten forstod mig og alle mine indre processer i forhold til løbet og der var Rasmus den helt rigtige.  Han havde recepten på en god og hurtigt helingsproces. At jeg så ved første konsultation blev børnefornærmet og tænke ”Du kan tro det er løgn”, da han forbød alt træning i en uge, det er vist hvad det er. Inden behandlingsforløbet havde jeg lovet mig selv at hengive mig til processen, for det var enten dette her eller konstante smerter frem til efter marathon. Det lyder måske ikke just gennemtænkt det med smerterne, men det påstår jeg heller ikke helt det er, det hedder i stedet løbeafhængighed.

Igennem den sidste måneds tid, har jeg skulle genopfinde mig selv som løber, holde en helvedes masse igen, følge diverse krav fra Rasmus og ellers tro på, at jeg kan hvad jeg vil. Jeg har skulle tro på at alt mit løb ikke sådan lige forsvinder fra den ene dag til den anden. Behandlingsforløbet har hovedsageligt været bygget op omkring øvelser også laser behandling af mit knæs væv og lårmuskler, for at fremskynde helingsprocessen. Lidt underlidt at ligge der med solbriller mens ens knæ gennemvarmes af en maskine og bagefter hoppe rundt med et gnidningsfrit knæ. Det er helt klart en behandlingsform jeg til hver en tid vil anbefale alle, helt specifikt løber. Kig evt Rasmus kliniks hjemmeside Fyszonen.dk. Det er sjældent jeg direkte anbefaler noget, men denne behandling hos Rasmus, har sikret at jeg fortsat kan arbejde hen imod mine helt store mål for dette år.

mig

For jeg vælger nu at tro på dét her. Jeg vælger at tro på det hele nok skal gå og ja særligt i morgen, hvor jeg klokken 11:30 løber afsted på et 25 kilometer langt trail løb. Jeg vælger at tro på, at jeg er stærk nok, at jeg ikke fare vild og at jeg kan tage kampen op med de indre dæmoner der vil indfinde sig på ruten. Jeg tror på det nu, at sommerfulgene i maven så har udviklet metalvinger, det er vist hvad det er.

Tænker du, ej det der North Coast Ultra må prøves, så tjek evt. deres  hjemmeside,  hvor jeg ved man fortsat kan eftertilmeldes til de 25 kilometer og ellers besøg deres  Facebook side , hvor der der med sikkerhed er en eller anden  der sælger sit løbenummer.

Tak Fordi I Læste Med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

She has left the building

image

Det er efterår, tempoet er højt, forelæsningerne kedelige, timerne i døgnet for få og sorgen i hjertet for stor. Som en mus i et trædehjul piler jeg afsted, hurtigere og hurtigere, mens blodet pumper i tindingerne og luften aldrig finder vejen helt til bund. Det kom snigende, tikkende, lige der over højre øje og trak sig så hen over panden, over hovedet og ned i nakken. Alverdens vand, luft og panodil afhjælp ikke og en aften hvor tonerne gik højt, begynder det at dunke, sådan helt inderligt dunken. Inden jeg ved af det, ligger jeg på badeværeslet og tømmer maven for al dens indhold mens det sortner for mine øjne. Da jeg delvist har genvundet kontrollen kommer jeg med lidt hjælp ind i seng. Selvom det nu er meget normalt det lige løber lidt fra mundvigen, inden jeg falder hen, så starter løberiet allerede mens jeg er lysvågen. Kinden er tungere end normalt og hovedet brager stadig løs, som blev det hold technofest på først sal. 1,5 time senere sidder jeg på Frederiksberg hospital. Lægen har givet mig noget kraftig smertestillende og lidt beroligende samt en anbefaling om ro og slukket lys. Jeg har haft mit livs første migræne anfald.

Siden dengang for lidt over 6 år siden, har jeg jævnt set haft et om året, nogle større end andre. Jeg har lært dem at kende og måske er de ikke helt så klassiske migræne agtige men de er mere en rigelige for mig. De komme ofte når det hele går lidt stærkt, til trods for jeg elsker fart og er god til at navigere i denne her fart, så er der en bestemt type fart jeg fortsat ikke mestre, den inderste emotionelle. Når noget i mit inderste pludselig springer frem eller ligefrem står af.

Nogle vil måske beskrive dem selv og deres inderste forhold, som et kinesisk æske system, men jeg, jeg er en “jeg gør, tænker og føler type”. Bær hjertet udenpå og forsøger at tænke i postive baner og snakke om det der rør sig. Det har sine udfordringer, eftersom et manglende skjold tit giver lidt flere knubs og knubsene så efterlader en mangel på positivisme.

Jeg kunne godt mærke mine handlinger var blevet lidt mekaniske og blikket i spejlet manglet det der spil jeg ellers altid ved jeg kan finde. Spillet, lysten og drivet til mer’, flere udfordringer, mere kærlighed og latter. Det var bare som om alt var slukket og jeg ikke helt viste om jeg gad finde kontakten. En ting er at forsøge at genfinde, en anden sag er det sørme hvis energien, lysten og troen er væk. Så hvad gør man så, når hovedet det begynder at dunke, lysten ude af syne og livet i overhalingsbanen ikke bare lige kan stoppes. Jeg ved det fortsat ikke helt og den dag jeg finder opskriften bliver jeg nok mange millionær. For en lille orientering, hos venner, i samfundsdebatten og hos generationen før mig, så er det formentligt et lod her i livet. Jeg kunne selvfølgelig godt vælge fra, sortere i alt det jeg har hænderne i. Det er bare så pokkers svært. Istedet har jeg små lister. Lister hvorpå mit livs indhold figurer og dertil en prioritering. Denne prioritering minder mig om den der lyst og minder mig om mindre vigtige ting også hjælper det mig til at melde fra. Fra så hovedepinen kun forbliver lettere forstyrrerende og ikke alt overtagende. Så kan jeg få roen og derved skabes plads til den inderlige lyst.

Tak fordi du vil læse med.
Kærlig Hilsen Christina

Pænt Nej Tak.

IMG_1671

Dengang for knap 6 år siden, da Hr. Mand og Jeg blev enige om at det der med børn skulle være. Der foregik det med en masse jonglering med tal og udregning af cyklus mm. På daværende tidspunkt var jeg kun 21 år gammel og godt i gang med min læreruddannelse. Dengang driblede jeg ned forbi studievejlederen, snakkede lidt om barselsoverlov, SU-regler osv. Det hele lå lidt i at jeg havde en tanke om at gennemføre mit studie på numerisk tid også samtidigt forelske mig hovedløs i vores kommende barn. Lidt flittig hovedregning, en god opbakning fra moder natur og 1-2-3, Aksel var en realitet og præcis 9 måneder efter undfangelsen, kom han på terminen og støttede allerede der godt op om sine forældres tanker omkring numerisk tid mm.

Jeg tænker man kan have nok så mange tanker om hvilken slags mor eller far man ønsker at være når den tid kommer. Selv har det udgangspunkt jeg havde tilbage fra da jeg ventede Aksel til i dag ændret sig gevaldigt. Praktiseringen af sukkerpolitik er blevet revideret efter jeg blev mor til to, det gælder også mit overskud, min mængde af bekymringer også alligevel kredser jeg fortsat om de samme kerneværdier. Kerneværdier som jeg og ikke mindst Hr. Mand finder vigtige i vores familie. Så dengang i foråret, da det endelige valg om studie vs. job skulle stå, det var det ikke kun mine egne lyster og ambitioner der vejede på vægtskålen men også den kendsgerning, at jeg altså var mor til to skønne drenge under 5 år.

Jeg mener vi alle bør og skal have lov til at vælge den måde vi ønsker at være forældre på. Jeg tror at vi grundlæggende kan regulere på rigtig mange forskellige ting, for i sidste ende at få de ting vi drømmer om til at ske. Det betyder blandt andet også at vi herhjemme har foretaget en række prioriteringer. Prioriteringer vi tit og ofte må stå på mål for. Prioriteringer som gør at vi ikke afholder sydlandskferier men i stedet bytter bolig indlands, at reklamerne for Netto og Rema1000 ofte diktere den kommende uges madplan og vi i ny og næh oplever at må melde pas på sociale sammenkomster i vennekredsen, simpelthen fordi økonomien ikke kan bære det. I stedet bærer vores økonomi noget helt andet, nemlig at jeg kan læse min drømmeuddannelse og vigtigst af alt, tilbyde vores børn en kæmpe mængde fleksibilitet i forhold til sygdom og fridage. Så kan det godt være ferierne på studiet ikke følger de klassiske skoleferie for slet ikke at sige ikke eksister, men der er så meget andet som man får forærende, blandt andet en gratis uddannelse og ydermere uddannelsesstøtte undervejs.

Alligevel oplevede vi hen over juleferien et lille strejf af ben hård realitet. Pludselig kunne jeg se hvordan mine dage på studiet havde ændret sig fra at være lettere børnefamilievenlige til nu at lægge i timerne 12-16. Og i al frygt for et kommentarspor der nu vil blive fyldt op med ”sådan er virkeligheden for mange”, ”velkommen til min verden” osv. Så ramte det mig virkelig. Særligt fordi, ud af de to dage jeg har på studiet, så gik det ind og ramte Hr. Mands studiejob om tirsdagen. Et studiejob der kræver at jeg henter og hygger om ungerne mens min kære mand tjener til familien. Det krævede store overvejelser for det kommende semester, for i realiteten kunne hans faste arbejdsdag bare rykkers. Men i frygt for ”At når mor kommer hjem er far lige gået” visen skulle være en fast vending for vores drengene valgte vi anderledes. Vi valgte i stedet at sige ”Okay en gang om ugen har vores drenge lang dag” eller mængden af timer ville der blive kompenseret for i den anden ende også igen ved de fleste forældre formentlig godt, at legene venter jo ikke. Så selvom vores drenge først kommer klokken 10, så har deres venner jo været godt i gang længe og det kan også skabe vanskeligheder. Men vi ville forsøge at kompensere andre dage, så som afhentning efter frokost om mandagen og fridage hist og her samt mængden af institutionstimer pr. dag på max 6. timer. Nogen vil nok tænker: ”slap da lige af og det dør de ikke af” og nej, det gør de forhåbentlig ikke, for vi har som så mange andre familier også dage hvor dagen lige bliver lidt længere end forventet eller et møde trækker ud, men helt grundlæggende så passer den tommelfingerregel os ganske udemækret.

Det var ikke en tommelfingerregel jeg havde i baghovedet dengang jeg blev mor også alligevel lidt derhenad. Det var i hvert falde en af hovedårsagerne til at vi hoppede ud i den der ”Mor og Far på SU situation”. Og særligt i dag oplevede jeg for alvor hvor elementær en del af mig selv de der timer i institutionen påvirker mig. I dag var det nemlig tirsdag og til trods for semesteret har været i gang i små 4 uger, så var dagen i dag første gang hvor den lange dag blev praktiseret. Udover at jeg allerede da klokken viste 15 begyndte at sidde uroligt på min stol, så begyndte min mave lige så stille at gøre vrøvl og det hjalp bestemt ikke dets nærmere viseren kom til 15:30 og dernæst 16. Og da underviseren erkendte at det nok ville trække lidt ud, måtte jeg pænt sammen med en del andre tilkendegive at jeg desværre var nød til at gå.

Der er 6 kilometer fra mit studie til ungernes institution. 6 kilometer med fin cykelsti, relativ mange lysreguleringer og sindssyg mange trafikanter som alle skal et eller andet sted hen på dette tidspunkt af døgnet. Selv kom jeg frem i susende fart, mens jeg igen og igen tænker at jeg bare skal frem inden klokken 16:30 for det er der den sidste tilknyttet pædagog til drenges stue havde fri og selvom drengene kender nabostuens pædagoger utrolig godt og også er trygge og tillidsfulde overfor dem, så har det bare en betydning. Inden jeg får set mig om står jeg der på stuen, 27 minutter senere og med svedige armhuler og stakåndet pusten. Pædagogens øjne fanger mine og siger så ”Bare rolig, de har haft en god dag og hygger sig, men man kan godt mærke at de ikke er helt vant til de her lange dage” og i bedste ”det er fandeme heller ikke meningen stil” får jeg pænt sagt, ”Det var godt at høre og det er også kun 8 tirsdage endnu… det er dejligt at vide du er her med dem”.. for pænt nej tak. Nej tak til lange dage og få timer med mine drenge, pænt nej tak i hvert fald et par år endnu. Vi har haft en dejlig eftermiddag, i lidt roligere tempo end normal og i langt færre timer end ellers. Da vi endelig var hjemme var klokken 17:10 også var der under 2 timer til sengetid. Heldigvis afhjalp de nu obligatoriske tirsdagsrester tiden i køkkenet men jeg kan desværre ikke forberede mig ud af, at mine drenge er også blive trætte allerede omkring klokken 18:30 og har til vane at sove omkring klokken 19. Så nu sidder man her, lettere rundtosset og tænker godt der er en ny dag i morgen.. Jeg glæder mig nu til i morgen tidlig, til endnu en morgen med leg, kys og knus og til en eftermiddag hvor jeg kan hente som det passer mig aller bedst… og så skidt pyt med jeg også gerne ville til Thailand..

Tak fordi du læste med
Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

 

Er vi gode nok?

MigOgMorskabet
Som I tidligere har kunne læse om her på bloggen, har jeg gennemgået et stort vægttab. Et vægttab fra 100 kilo klubben til de 65. Hvordan jeg lige kom så langt op på vægtskalaen, er anden historie.. Det er som sådan ikke vægttabet i praktisk forstand dette indlæg handler om, men mere det der er bagved. Forleden skrev, hvad der for mig, er en fyrtårnsmor her på de sociale medier, et fint og utroligt vigtigt indlæg. Hun er som sådan også denne fyrtårnsmor i virkeligheden og giver på mange måder et stort indspark til min egen rolle som mor, kvinden jeg taler om er Iværksættermor eller bare Jelana og indlægget jeg hentyder til kan læses HER. Det fik mig til at tænke, igen at tænke over egen figur i alt dette her og selvfølgelig hvilken vigtig rolle jeg spiller for mine to drenge, som Mor og dertil også rollemodel.

Jeg ønsker ikke at anskue selvbilleder betinget af køn, men blot pege i retningerne af undersøgelser der viser, at det oftest er piger der rammes af en spiseforstyrrelse. Det betyder bestemt ikke vi kun skal slå ring om dem, nej vi bør slå ring om vores børn generelt set og sikre os, at vores børn vokser op med sunde og almindelige kropsidealer. Hvordan man gør det? Første forslag er måske lige at kigge på mediebilledet, pille pigen fra Nygart klinikken ned fra Nørreport metrostadion. Prøv lige at forklare en knap 5 årig, hvorfor det hænger en nøgen dame ud over det hele? Igen sidespor, anden debat. Men samtidigt med vi kigger mediebilledet efter i kanten, bør vi også kigge ind ad. Det er før blevet påpeget vigtigheden i at tale pænt, men jeg tror vi skal dybere end det, jeg tror vi skal være langt bedre til at kigge på og i særdeleshed lytte til, hvad det lige er vi taler op og hvordan vi gør det.

Jeg har to skønne drenge rendende rundt omkring mig. Drenge der leger med skønne piger, både i institutionen og hjemme. Drenge som formentlig en dag vil begynde at gøre noget mere seriøst ud af betegnelsen kærester og de der lidt skarpt klippede røde hjerter. Drenge som med tiden vil forelske sig og her er spørgsmålet i hvilken type pige de vil falde for. Vi husker det nok selv fra dengang man lå hjemme på teenageværelset, med venner og veninder, udfyldte de der klassiske vennebøger fra ”Vi Unge”. Personligt kan jeg da hilse og sige, at min drømmeprins dengang gerne måtte være højere end mig, have blå øjne også måtte han gerne være charmerende. Senere med tiden kom der langsomt flere tillægsord til og det gjorde der også hos drengene: ”Sød, Sjov, Store Bryster, Tynd, Høj” Jaja, jeg husker sgu godt følelsen fra dengang jeg så min skolekæreste beskrivelse af hans drømmepige. Det var en lidt blandet fornemmelse og med tiden oplevede jeg da på egen krop, hvad udefrakommende kommetarer og sikkert en god bunke andre signaler gjorder ved min kropsforståelse og dertil forstyrret min egen spisning. Jeg husker hvordan jeg sorteret folk fra på Dating.dk, ”han er for pæn til mig”, ”For høj”, ”Ryger” mm. Selvfølgelig kiggede jeg også på udseendet men vigtigst af alt, oplevede jeg hvordan mit eget selvbillede skabte min tilgang til andre.

Så nogle gange tænker jeg, gade vide hvad for nogle piger de vil forelske sig i. Gad vide om de vil være gode til at svare på sms’erne, huske månedsdagene og de der små ting som ynglingsisen. Jeg tænker om de vælger hende den naturlige smukke, naboens datter, hende som måske lige bruger lidt for meget foundation eller hende der er helt naturligt bygget, med runde lår og fine hofter? Om de forelsker sig i hende den politisk aktive, læsehesten, rollespilsfanen eller fodboldpigen? På mange måder er alle de interesseområder lige meget, udseendet også, så længe at pigen de falder får, formår at bringe det bedste frem i dem. Men det kræver vel på så mange måder, at de lære at acceptere og elske dem selv for den de er, af både indre og ydre. At de ser dem selv som værende mere end gode nok og ikke finder det nødvendigt at anvende ekstreme midler for at ligne og være noget andet end dem selv. For nok reagere pigerne i statistikkerne over forstyrret spisning men samtidigt hiver ”drengene” nogle helt andre tal hjem. Tal som sættes i forbindelse med anabolske steroider og hvad der i dagligt tale kaldes for den 4. spiseforstyrrelse ortoreksi. Så jeg tror desværre vi mere end nogensinde før, står overfor en generation, dels af børn, men helt særligt forældre og bedsteforældre som må gå forreste og fremvise det gode eksempel.

Hvordan vi så konstruerer det gode eksempel, det afhænger jo igen af personlige holdninger. Selv tror jeg på alt med måde og nu tænker nogen måske ”Undskyld men er det ikke dig der vil løbe endnu et marathon” og finder min forståelse af ”alt med måde” lidt hul. Forståligt nok, men jeg ønsker ikke at løb og styrketræning sættes i forbindelse med et direkte vægttab. I stedet ønsker jeg, at mine børn får oplevelse af vigtigheden i at bruge sin krop, at holde den aktiv, stærk og i bevægelse, på godt dansk sund. Hvad vi så vælger at lægge i kassen ’sund’ det er så igen forskelligt. Jeg tror det er sundt at mine børn oplever en natulig tilgang til egen og andres krop, lidt alla ”Totte og Malene” forståelsen og hovedsagligt i selskabet af primære omsorgspersoner og at de første mange år frem til teenageårene primært består af ”funktions forståelse”.  At mine børn ikke automatisk tænker Fredag = Fredagsslik, eller direkte ’sundt’ vs. ’ikke sundt’. I stedet ønsker jeg de tænker balance. Ligesom dengang vi lærte vores børn at ligge på maven, til trods for hvor meget de end måtte hade det, så var det vi gjorde dengang, at ligge hele grundstenen for deres motoriske udvikling. En udvikling der med tiden også krævede at vi støttede op, gik med dem hen over gulvet, mens vi holdte dem i hænderne og tiljublede dem også oplevede hvordan vægten af deres hænder i vores forsvandt og gjorde at de slap og pludselig selv kunne…

Min drøm som mor er, at mine drenge forstår at de er gode nok, at de er mere end gode nok. At de måske lidt markante træk de har er deres, en del af dem og i en helhed skaber en sund, smuk og naturlig dreng. At selv når huden er uren, stemmen underlig og kroppen høj og ranglet, så er de smukke, unikke og helt perfekte som de er.

Tak fordi du læste med
Kærlig Hilsen Christina

 

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Da kræften tog min mormor…

IMG_1518

Mine bevægelser er mekaniske, tankerne flyder hele tiden hen og mens det ene slide efter det andet gennemgås, så vandre mine tanker. Alligevel bliver jeg siddende, som er jeg frosset fast til stolen, ikke af lyst men af pligt, pligten til at holde mit løfte..

“Hvad nu hvis det er kræft?” Jeg sætter vinglasset på sofabordet og tvinger så mig selv til at møde min mors blik. Hun ligger hovedet på skrå og lader en hånd kører igennem hendes skinnende hår. “Ej det er det altså ikke…” Hun bider sig så i læben og rykker sig længere tilbage i sofaen. Så siger hun det, ja nærmest hviskende “det må det ikke være.”

Mens jeg forsøger at følge trit og nedfælde den hurtigtalende herres ord, kaster jeg i ny og næh et blik på mit venstre håndled, vane tro lader jeg pegefingeren glide hen over, hvad der må være min hovedvene, lige der hvor M’et er. Erindringen om smerten, den summende lyd og hendes halvforargede men stadige stolte smil finder vejen frem mellem OECD kritikken og økonomiske analyser.

”Ej hvad er nu det for noget?” Hun griber fat om min hånd og lader hendes tommelfinger glide hen over filmen. Den røde hævet hud bliver bleg under hendes blide berøring og tager så farve igen.  ”Med blod og blæk står dit navn, din underskift” siger jeg stille mens jeg studere hendes reaktion og den falder prompte, helt som forventet ”Ej for fanden Christina, din mor – hun bliver tosset” og lige der kommer det, hendes smil, glimtet i øjnene og stoltheden. Mere behøvede vi ikke at sige, vi forstod det begge to. Tatoveringen var på så mange måder en nødvendighed for mig.

FullSizeRender (1)

Da jeg endelig rejser mig, er det med en lettelse. Tanken om drengene der venter derhjemme, den kolde luft og smukke vintersol gør det let som en leg at cykle afsted. Mit gear er stadig fastlåst og mens Sia synger om overlevelse, en krop bygget af titanium og kinder i ulveskikkelser triller jeg afsted hjemad.

Vi sidder i bilen. Min Svigerinde og Morten sidder på bagsæderne og jeg ved siden af min bror. Det er under en halv time siden at min mor ringede. Den er helt galt. Det var dengang jeg fandt et program som Paradis Hotel som værende god aftenunderholdning. Hvor min obligatoriske sengetid ikke eksisteret, mine fingre var uden ringe og maven uden hvide striber. Min bror er bleg, min Svigerinde rødøjet og helt stille og med et forstår jeg pludseligt, hvad det er der er sket. Min bror fortæller langsomt og kontrolleret om min mormor. Et hjertestop og at hun var død… Genoplivningsforsøg, som grundet dets omstændigheder, ’heldigvis’ ikke havde haft sit virke. Jeg græder, græder stille og ulykkeligt. Græder i vrede, afmagt og sorg og et spinkelt sted i lettelse…. Lægerne havde givet os en besked, men min mormor gav os mere end vi havde ture drømme om. 

Mine søskende er alene hjemme. Min mor er kørt derud og nu sidder de der, velvidende om at noget er sket men lige hvad, det ved de ikke. Aldrig har jeg følt sådan en hjertesorg ved en samtale. Husker jeg sidder mellem mine søskende og holder min lillebror i hånden. Husker min bror og jeg skiftevis fortæller dem det. Husker deres gråd, min lillebrors indesluttethed og hvordan jeg bad ham give slip og få det ud. Husker hans hårdetryk i min hånd, mens gråden blev sluppet ud og husker hvordan vi bare var der, sammen, sammen i sorgen, os fire søskende, sammen. Min mor og morfar kommer noget nær midnat. De græder, fortæller og vi omfavner hinanden .. Det er slut og vi tænder et lys .. 

Mine ånde er synlig i den kolde luft og lyset viser først rødt, så gult og til sidst grønt. Jeg må knibe øjnene sammen for at sikre mig jeg ser rigtigt og kaster så et blik til højre og dernæst venstre og træder så på pedalen. Så svinger jeg ind på hospitalets område, og kører først forbi karpellet, dernæst akutmodtagelsen og videre ned igennem alléen.

Jeg står i døråbning, min familie er allerede gået ind, selv er jeg frosset fast, mine ben lyster ikke længere og hele mit sønderknuste indre bløder. Snotten, tårerne og den ukontrolleret vejrtrækning… Det er køligt, fredfyldt og sarte toner spiller i baggrunden. Flammerne fra stearinlysene flakker ganske lidt og hvis ikke det var fordi hun lå der, så havde rummet været indbydende. Jeg har aldrig set et dødt menneske før og nu står jeg her, i kapellet, hvor min mormor hviler. Min familie trækker ud af rummet. At se deres sorg, min morfar, mor, hendes søster, mine små søskende, det får kæben til at spænde sig op, mens jeg bore neglene ind i håndfladen. Det gør så inderligt ondt og scenerne fra igår spilles igen og igen for mit indre, opkaldet, køreturen, minderne og hadet, hadet til den altødelæggende sygdom. Hvem fanden havde inviteret den indenfor? Som en tyv om natten kom den, åbnet alle skabe, skuffer og kiggede i alle sprækker, mens den langsomt stjal fra os, ødelage alt og forlod os forandret, svækket og i sorg.  Min mor hviske stille, “Christina du skal gå ind nu” Jeg tager langsomt de sårbare skidt og står så ved hendes side. Hun er kold, fin og rynkerne er udglattet. Hun er så lille, så skrøbelig hun er lige der og alligevel er hun væk. Min hulken får frit løb, mens jeg langsomt stryger hendes hår, kind og hånd. Så fisker jeg den frem fra lommen. Det lille fine diplom “Verdens Bedste Mormor”. Gaven hun fik til hendes sidste fødselsdag, sammen med beviset af, hvad jeg havde brugt gårsdagens underskrift til.  Jeg løfter let på dynen og putter det forsigtigt ned til hendes bryst.

FullSizeRender (3)

”MOR” Aksel kommer løbende imod mig og et lille bump afslører at Carl formentlig er hoppet ned fra sofaen og de små hurtige skridt fortæller mig han er påvej og ganske rigtigt. ”Mutti udbryder han mens hans klapper i hænderne. Jeg smider hurtigt sko og jakke, hænge hjelmen på plads og lader resten rode.

Jeg sidder der i græsset, med vinden trækkende mod ryggen, håret piskende i siderne og saltet fra mine tåre bider i mundvigen. Jeg kigger alle og ingen steder hen, mod den lille dam med piletræerne vuggende omkring sig, på ænderne der vrælter afsted og den næsten usynlige gartner, der bevæger sig lydløst og ubemærket rundt. Jeg lader mine fingre køre langs de indgraveret bogstaver, A N N E  M A R I E , fejer så de ikke eksisterende sandkorn væk fra stenes ru overflade og samler så igen mine hænder i skødet.

Da der endelig bliver ro falder jeg udmattet ned i sofaen, hviler nogle minutter inden jeg fixe mobilen og computeren frem, svare på ubesvarede mails og færdiggøre dagens arbejde. Da det er gjort sidder jeg lidt, tjekker hurtigt op på de kendte og kongelige og fjerner så computeren fra skødet og går ind i spisestuen. Den hjemmelavet tændstikæske fra Aksel ligger på montanaen og lyset jeg tændte imorges står der, jeg lader svovlet køre mod æskens side, ser dets gnist og tænder så lyset.

Der er mørkt, ikke mørkt fordi det er vinter, men mørkt fordi jeg ikke kan finde lyset. Jeg synker, falder dybere og dybere ned og som et udspring fra timetervippen kan jeg ikke orientere mig under vandet, jeg kan ikke finde vejen op. Dagene tager hinanden, en efter en. Min appetit er svingende imellem sorgfyldt sult og trøstende æde flip.  Jeg er til, jeg er der bare, trækkere vejeret men får alligevel ikke ilten ned. De små vintergækker titter frem og forsvinder så igen, blomsterne springer ud, opgaverne bliver afleveret og en dag rammer jeg bunden. Bunden i alt min sorg og mørke. Til trods for jeg har ”malet” ansigtet på, smiler til kameraet og small talket så er jeg der ikke. Det ene shot tager det andet og pludselig føles det som jernfast knytnæven rammer mig i mellemgulvet og alting kører rundt. Jeg takker pænt for i aften, finder mig pludselig stående foran døren til opgangen med en nøgle der driller og ynglings støvler der gennemvædes af urin. Jeg rammer bunden og giver slip. Jeg skriftevis skriger, hulker og lader min maves indhold forlade min krop. Altring snører sig sammen og tvinger mig i knæ.

Det er 6 år siden, 6 år og 1 dag siden i dag. 6 år siden hun tabte til kræften og min familie og jeg mistede hende. Det er 6 år siden jeg pludselig oplevede at skulle eksistere i en verden hvor hun ikke var til. Sorg er lykkens og glædens modstykke, sorgen er på mange måder fascinerende og så indgribende. Dengang foran hoveddøren hvor jeg i min fuldheld ja – pissede i mine bukser forstod jeg for alvor budskabet ”Det giver en kort varme at tisse i bukserne.” alkoholen, trøstespisningen, de mange lure gav kun et kort afbræk i sorgen. I stedet måtte jeg fremad, møde hver dag med en styrke og langsomt lærer at leve med sorgen og ikke i den.

Jeg måtte lærer at leve med den kroniske angst, lærer at holde den i skak med løbeturne, den grønne kost, de gode grin og alle de følelser som giver sorgen dets modstykke. Jeg lærte igen at være til, med sorgfyldt hjerte, tanker til min skytsengel og med masser af liv omkring mig..

Ære være dit minde, i hjerte gemt og aldrig glemt.
Anne Marie, 07.07.1938 – 16.02.2010

Tak fordi du læste med..

Kærlig Hilsen Christina

Og du må være lige hvad du vil..

FullSizeRender
I dag sagde vores præst det så fnt ”Jeg vil klæde mig ud og Jeg må være lige hvad jeg vil!”. Det var så fint sagt, men fik mig alligevel til at tænke, må vi så også det – være lige hvad vi vil eller hvordan?

Diverse smart i en fart ’børneeksperter’ har i de sidste uger så fint skrevet om, hvorledes vores børns udklædning siger en helt masse om vores små poders person. Jojo – Jeg synes faktisk tit ungernes udklædning siger mere om barnets forældre? Er din mor hende der stod i BR ti minutter i lukketide eller hende der rippede hele stof2000 for fleece og syet det vildeste unikum eller bare slæbte lidt papkasser med hjem fra Føtex? Det er jo som sådan lige meget hvordan det der kostume er opstøvet, det er jo gjort med tanken om at glæde ens barn. Carls er for eksempel fundet i Mødrehjælpen til sølle 35 kr. og passede perfekt til drengens ’Katte Fetich’ og forældrenes su-basseret økonomi.

Jeg tænker,, at de fleste forældre i dagens Danmark anno curling barn eller noget lader deres eget yngel vælge udklædning og måske vil en mene, at lige dette valg er en ALT for stor beslutning for børn at tage. Jeg tror dog at feriemål, hverdagspåklædning, deleordning og ja den der ”skal du i seng nu?” bydeform er vildsporet og måske ikke helt så meget udklædningen. Alligevel har jeg da haft søde børn på rådgivningen som spurgte ind til råd om udklædning, for hvad nu hvis de andre i klassen grinte og det er jo forståligt nok en stor problematik for mange. Her ville jeg personligt nok være ret så ligeglad, men jeg er også 27 og når man først en gang har set sig selv med voksenble og nettrusser, så kan det sgu ikke gå helt galt fremover.

Da jeg første gang, i starten af januar spurgte vores ældste, Aksel, om hvad han nu kunne have lyst til at være faldt svaret prompte på Anna, hende fra Frost. Jah okay, den skulle jeg lige sådan arbejde lidt med. Drengen er knap 5 år gammel, han oplevede ligesom sit Frost trip forrige år og regner lidt med det rammer igen, når nu Disney får lavet den der 2’er færdig. Og nu vil en nok lige gå 2 sætninger tilbage eller bare allerede ved baggrundsviden om at Aksel jo er et drengenavn tænke : ”Jamen det er jo en prinsesse”..

2802045240060M

Jeg synes nu Anna er en rigtig gæv og fin prinsesse, selv var jeg altid mere til Disneys Mulan, Esmaralda eller Pocahontas men okay godt så. Jeg måtte sådan gå lidt rundt i ring for sandheden er, at Aksel er og bliver opdraget som jeg mener alle børn skal have lov til, nemlig med muligheden for at trille en tur med barnevognen, lege med sværd, synkron støvsuge med Mor eller Far (herhjemme deles det huslige lige over) og ja have en udklædningskasse som rummer alt fra Politimand til den famøse Elsa Kjole, det er igen en fra Frost. At deres legetøj ikke bør bærer præg af samfundsmæssige konstruktioner om hvad køn er og bør være men udelukke afspejle barnets præferencer, at nogen så får et Traktor Trip eller udelukkende vil lege med Bamser og barnevogne, det er hvad det er, så længe legene er gode og er med til at udvikle barnet.

Der er da ingen tvivl om, at vi som forældre har skulle svare på et spørgsmål eller to om den kjole i udklædningskassen, men det har Aksel sjovt nok ikke skulle – for han og alle de andre børn ved jo godt at han jo bare klæder sig ud. Voksne derimod tror jo så at den der glimrende blå kjole er ens betydning med at han udvikler sig eller er homoseksuel. Der tænker jeg folk ærlig talt lige må have ro i trussen, det er sgu ikke en glimmer kjole der skaber seksuelle præferencer men noget helt andet og så længe det ikke handler om syglige dyrkelse af mindreårige, mødre komplekser eller noget med dyr, så drejer jorden altså stadig rundt for mig. Jeg tror dog det er vigtigt ikke at spænde ben for ens eget barn og ligesom jeg aldrig ville sende Aksel afsted i institution på almen hverdag i politi-udklædning, så ville han heller ikke komme det i Elsa eller Anna kjole, medmindre det var fastelavn. En gang spurgte en med studerende mig : hvad så med en almindelige kjoler og lige så køns neutral jeg måske kan lyde til at være, lige så lukket er jeg også, nej, mine drenge ville ikke komme afsted i en almen pastelfarvet kjole MEDMINDRE vi er ude i noget direkte transseksuelt ala ”Mor jeg føler mig ikke som en dreng”, hvilket nok lige ville kræve en god bunke terapi med råd og vejledning men ellers nej. For nej, jeg synes da også der er grænser et sted, men det betyder ikke at der kun må være guldneglelak på tommelfingeren og at håret absolut skal været taget med en trimmer. I stedet mener jeg at helt basalt hverdagstøj er noget helt andet og for igen at vende tilbage til det med valg af påklædningen. Så mener jeg ikke børn selv skal stå med den, de skal møde som børn, uden små forhindringer og hvis Aksel stod der i en fin hverdagskjole fra H&M, ja så tror jeg nu nok at børnene den første dag ville tænke ’okay så’ men om de også ville det den anden dag eller den tredje det ved jeg ærlig talt ikke? For så ville det hele jo ikke længere bare være en gang udklædning.

IMG_1398
Men okay, Anna, Prinsesse Anna af Arendal, og da vi så stod der i Legekæden og skulle købe kostumet, så var der bare denne her tryllestav og 1-2-3 ”Ej Mor, jeg kunne jo også være troldmand !” Godt så, barnet fik kappe og hat i pakkekaldendergave af ’Julemanden’ og inden vi fik set os om var beslutningen taget og Aksel skulle nu være Troldmand, at brillerne så lugter lidt af Harry P, jaja, arret har Aksel jo også i panden men der er vi skønlitterært endnu ikke nået til. (Ja jeg er også en af de mødre der overholder aldersgrænsen på diverse film) Så ”Bare Troldmand” og ikke nogen Anna i år, at han så stadig snakker om Frost fødselsdag og muligheden for at klæde sig om som Elsa der, det vil tiden vise, ligemeget hvad, så er vi / jeg klar.

IMG_1388
For ja, for første gang i mit 27 lange år prøvede jeg nemlig noget helt nyt, efter at have været krokodille sidste år og året før det Tiger, så prøvede jeg lige det der prinsesse halløj af og må da indrømme den blå farve måske står meget godt til mine øjne ..

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

HUSK jeg også kan følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Den der karakter

image

 

Min tid med karakter tæller efterhånden en del år. Husker stadig hvordan de der karakterblade i folkeskolen blev sammenlignet og ja måtte hjem og vende til underskrivning.

Det var ikke just det jeg så som et direkte højdepunkt på sådan et skoleår. Sandheden var, at jeg ofte havde det svært, særligt i de sproglige og matematiske fag. På mange måder orkede jeg ikke at gøre den insats det krævede og igen så var hjælpen desværre ikke den store at hente derhjemme. Sådan er der så ufattelig mange elever i det danske skolesystem der har det, at de oplever deres mor, far eller søskende kryber til korset og det kan og er bare ikke altid lige nemt.
Særligt ikke, hvis man har lærer der mener 12 tallet; dengang 13 tallet er vejen frem her i livet.
På mange måder havde jeg nogle rigtige dygtige lærer, lærer som formåede at se det større perspektiv og se eleven frem for karakteren.

Mit livs hårdeste eksamen, var ved afgangseksamen i tysk, som var i niende klasse. Dengang var det besluttet, at jeg var tjent bedre med en tur på HF frem for det normale STX. Grundet min alder og optagelseskravene på HF, så skulle jeg først et år i tiende klasse. Tysk var bestem ikke et ynglings fag og min force lå helt klart et andet sted. Problemet ved tysk var blot, at det var et optagelseskrav, at jeg havde bestået bestået. Så aften før min tysk eksamen, fandt jeg mig sammenrullet i fosterstilling, liggende der under Enrique Iglesias plakaten med tårerne løbende ned af kinderne. Jeg viste jo godt jeg ikke kunne og for alt i verden, så ville jeg ikke fortsætte kampen. Tysk og jeg var bare ikke gode venner, slet ikke .

Dagen kom og pludseligt fandt jeg mig selv stående der, ude foran lokalet. Rystende, påvirket af analysen, og min læreres og censors ord. Karakteren var langt fra de 03 den var 8 og lykken var gjort.

Siden dengang, har jeg haft mange forskellige typer eksamener. Jeg har haft den hvor jeg kastede op under forberedelstiden, den hvor jeg dumpede, sygeeksamen også den faktisk dem hvor jeg lavede hattrick i 12. Med tiden lærte jeg at bryde koden, at stå i Superman posé, afledninger når nervøsiteten indtraf og den berømte bemærkning “det vender jeg tilbage til senere”.

Igennem den sidste halvanden måned har studiebøgerne fyldt en del. Jeg ville nemlig gerne gøre en indsats, men samtidigt ved jeg at en eksamenssituration på mange måder er utaknemmelig og igen et øjebliksbillede af en enkel præstation. En karakter har ikke noget at gøre med det enkelte menneskes værdi, der må det aldrig have. Som min kære mor sagde, så handler det om at forstå sin nervøsitet og på mange måder mestre det der er på spil. Vurdere om nervøsiteten kun er bundet op på selve eksamen eller om den har rødder i personen, i ens egen personlige vurdering, det må og skal den nemlig ikke.

Idag kulminerede den store mængde læsning efter 48 timers intensiv forberedelse at Luhmanns komplekse systemteori og må indrømme jeg ikke lige helt havde set karakteren komme, hvilket mit pludselige ukontrolleret følelsesudbrud vist også illustreret. Afsluttedes 1 semester på kandidaten Pædagogisk Sociologi med et stort og fin 12 tal, et tal jeg lige skal se lidt an og vurdere, for lige pt. Forstår jeg det stadig ikke helt, jeg ville nemlig bare gerne bestå .

Ovenpå denne intense periode, vender jeg lige så stille tilbage til bloggen igen .

Rigtig god weekend til jer derude .
Tak fordi I læste med .
Kærlig hilsen Christina

At kaste et blik tilbage over skulderen …

2a0hoxu7cz2nq7mb

Der findes efterhånden alle mulige smarte apps og påmindingstjenester, som kan vise hvad vi foretog os dagen i går, x antal uger siden og ja selvfølgelig sidste, forrige og året før det. Det lægger til menneskets natur at gøre status, da vi derigennem skaber muligheden for at videreudvikle os eller sågar lægge hele kursen om. Det er da noget at vide, at der i ur tidernes morgen har siddet en eller anden kvinde, iført datidens højeste mode og så tænkt : Jeg er for mager. Okay, dengang åd vor forfædre sig ikke halvt ihjel pga. af fejringen af guds søn og de spenderet heller ikke al deres kobber, velvidende om at lige om lidt eller efter de der ædegilder, så ville geden eller i hvertfalde dens skind være sat ned med minimum 50%. Den slags problemer havde man bare ikke : I stedet reageret de helt basale problematikker, hulekonstruktioner, hvorledes fedtdepoterne kunne bibeholdes eller genopfyldes osv.
Hvor vil jeg så hen med alt dette huleborer snak?

Hvis vi som mennesker instinktivt er designet til at gøre status, foretage en evaluering af egen praksis, hvilket grundlag gøres det så på? På hvilket grundlag var det jeg lavede et nytårsforsæt om at kunne stå på hænder eller læse Tolkens ”Ringenes Herre” i 2015. Jeg ved det simpelthen ikke. Nok blev året 2015 ikke året hvor jeg fik læst en af vor tids mest populære triologier, til gengæld opdagede jeg ham der MacDreamy i Grey’s Hvide Verden og det har på mange måder beriget mit sofaliv og skabt utallige overspringshandlinger. Måske var påbegyndelsen af en serie på hele 11 sæsoner midt i eksamenstiden ikke det klogeste træk, men okay, så evaluere vi da bare lidt på det og måske gør det, at året 2016 må indeholde en lidt mere skematis planlægning af de der overspringshandlinger.

Særligt den skematiske planlægning har fyldt en del i det forgangene år. Og specielt efter jeg påbegyndte kandidatstudiet Pædagogisk Sociologi. Jeg troede bestemt ikke på den mulighed og tænkte at jeg med lidt snilde måske kunne tilluske mig en plads på ”Et-Eller-Andet-Med-Mennesker-Studie”. I stedet blev året 2015 mit år. Året hvor jeg ved højlys dag fik deldelt en plads på drømmestudiet og samtidigt i fremtiden eller ihvertfalde de næste to år, skal stå på mål for spørgsmålet ”Hvad kan du så blive?”. Lige nu ved jeg det ikke eller jeg ved ikke hvad jeg vil være, men mon ikke det kan kaste et lille forsæt af sig ved udgangen af 2016? Hver ting til sin tid, skemalagte tid..

Som en del af en moderne børnefamilie, med to kandidat studier, en ciderproduktion, et barn i helholdsvis vuggestue og børnehave også ja krydret med miniput fodbold, rytmik-Grete, løbe og fitnesstræning, familiemiddage, dansesko, én – tó – tré nogle gange firé flakser vin og meget mere, så kan de 24 timer døgnet har at byde på gode gå lidt for stærkt. Jeg har igennem året 2015 fundet en helt speciel form for ro, nemlig roen i egen krop og sind. Nuvel vil jeg nok altid være en lille smugle ADHD / Autistisk præget men det er nu engang et karaktertræk ligesom behovet for sikring af mine medmenneskers ve og vel er ´okay?´.

Året 2015 var året hvor jeg igen nåede i mål og endnu længere vægtmæssigt, året hvor jeg satte personlig rekorder med løbeskoene på fødderne. 2015 var året hvor jeg desværre måtte se min store dreng indrulles i gips ikke bare én men tó gange og året hvor jeg holdte ham i hånden mens en læge vævende førte en tråd op og ned 12 gange i hans smukke pande. 2015 var året hvor min mand og jeg for alvor lærte at stå ryg mod ryg, i medgang og modgang, året hvor Carl sagde ”Jeg elsker dig hele vejen til måden og tilbage igen” og et år hvor jeg igen befandt mig i situationer som gør mig i stand til at kende forskel på godt og ondt, lykke, sorg, vrede og frygt. På mange måder var året 2015 et helt unikt år, mere unikt end de andre 26 jeg nu har levet, det ved jeg som sådan ikke, men det var og er et år jeg er stolt af. Et år hvor jeg har og kan mærke jeg levede i og det er med sikkerhed et af ønskerne for året 2016, at jeg vil og kan fortsætte med dette.

Men en tradition tro, så er der da også nogle helt specifikke mål for året 2016.
Jeg ønsker at blive fysisk stærkere i 2016 og fortsat holde mig på mit vægtmæssige spor, derfor vil året byde på flere større og mindre præstationer, blandt andet:

Mit første trail løb : North Coast Ultra, 19 marts 2016.
Mit andet maraton : Copenhagen Marathon, 22 maj 2016.
Endnu et halvmarathon til samlingen : Copenhagen Half Marathon, 18 september 2016.

Samtidigt ønsker jeg at viderebygge min faglige viden på studiet og hos mit job som frivillig hos Børns Vilkår men året 2016 skal også være året hvor jeg finder tiden til et rigtig (betalt) studiejob.

Som sådan er det ikke de helt store nytårsforsæt men det betyder jo ikke at tankerne omkring det nye år ikke er det. Har bare generelt den indstilling, at hvis man ikke tror på målet så spiller man sin tid. Så selvom jeg eksempelvis gerne ville tage det forbandet kørerkort (som jeg fik i gavekort som 18-årig) så tvivler jeg altså lidt på at 2016 bliver året, men min mand har vel lov at håbe… OG når nu vi er ved min kære Hr. Mand, så er vor fælles nytårsforsæt at vi skal på en lille weekend tur, det er lige hvad Lolareglen og økonomien tillader. Ellers håber og tror jeg på at året 2016 bliver et år med masser af kys, kram, latter, løbeture, tomme vinflasker, hårde eksamensperioder, temapræget børnefødselsdage og en masse masse andet, nemlig alt det der tilsammen udgør et helt vidunderligt liv.

Jeg vil sige jer tak for jeres følgeskab, tak fordi I vil læse med og tak for jeres søde kommentarer. Flere af jer har spurgt om jeg er okay, når nu der er lidt stilstand her på bloggen og ja, det er jeg skam, jeg er blot underlagt af en af de hårde eksamensperiode.

Til slut vil jeg ønske jer en rigtig god og tryg nytårsaften : Må I komme godt ind i 2016.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

1,2,3 – dyk


image

Jeg kan høre vandet, høre den der konstante brusen fra dets møde med klipperne. Det er alt omgivende, køligt og alligevel så varm, når blot jeg holder mig igang. Jeg kan smage salten, men om det er for de få forpustede mundfulde jeg tager ind eller om det skyldes tårerne på min kind, det ved jeg ikke.

Jeg føler mig som en hval, dog ikke ad bygning. Jeg føler mig klar og alligevel lidt forskrækket og rundforvirret. Kender I det ?

Lige om lidt tager jeg et dyk, det bliver på mange måder et kort og intens og alligevel føles det som en evighed. Endnu en opgave venter og lige nu, så suger jeg alt til mig.

Deres latter, kys, kram, duften, særligt duften – dog ikke den lort.

Kærlig Hilsen, Mor til to.

Generation Nissedøre?

De er nu egentlig ret så fine og popper op hist og her. Særligt på Instagram, kan jeg for alvor se hvor populær den lille dør er blevet. Juletraditioner er lige så forskellige som dets familier de er i. Men tænker nogle gange, i al ræset med det fine gavepapir og flettet julestjerner at noget af den der respekt for det at tro mangler? Nogle tror og andre not so much, men er noget rigtigt eller forkert? Også når “Min mor siger Julemanden ikke findes?” .. Troen findes i hjertet også selvom den måske kan bringes i tvivl, når varerne på hylderne i netto, minder lidt om dem fra Nissen.

Som tidligere skrevet, er vi gået over til gavesokken, efter flere år med et filigran pakketræ fra julemanden. Det værste ved denne overgang, var såmænd at finde den helt rigtige sok. Den skulle helst ikke lugte langt væk af “Kære Julemand, Giv Mig Hele BR!” eller være for stilren. Istedet måtte den godt have været hjemmestrikket eller bare lidt derhenad. Hjemmestikket blev den ikke men hjembragt fra Notre Dame og fin det er den, og den blev så sandelig også velmodtaget hertil morgen. Sokkerne ankom sammen med julemanden, som i sin travlhed smed et lille julebrev, hvori han fortalte om mødet med vores søde kat, årsagen til sokkerne og de helt praktiske rammer, alt sammen formidlet i bedste Ho Ho stil krydret med fine tegninger. Nogle ting ændre sig bare ikke, ihvertfalde ikke endnu eller så længe ungerne vil tro.

Men det store spørgsmål og for mange en stressfaktorer er, hvad pokker putter man så i de der strømper? Selv startede jeg tidligt i år, faktisk allerede i januar måned. Oppe på vores loft har der så stået en lille kasse, hvori de 48 gaver kunne ligge. Kriterierne til pakkekaldenderne var:
1. Det skal ikke var plastisk fantastisk / jeg ender i skraldespanden efter en uges leg.
2. Det samlet budget pr kaldender var max 500 kr.
Nu ved jeg godt 500 kr er mange penge, men delt ud som køb på 365 dage, med hjælp fra Kinaland, genbrugen og diverse dagligvarebutikkers legetøjsrabat, så formåede jeg at lave to kaldender med en pris på henholdsvis 370 og 450 kr. og undgik direkte lommesmerter.
Aksel på 4,5 år får lidt godt blandet, og gaver som enten alene eller sammen med andet kan skabe mange timers god leg. Jeg gælder mig særligt til at se hans reaktion når han en af dagene får politiudklædningstøjet, de små soldater og guld neglelakken. Særligt denne neglelak har længe været er stort ønske : OG ja det er en dreng, måske det kræver et helt indlæg for sig selv?
Carl på knap 2 har været lidt sværere at finde gaver til, særligt fordi han har en storebror og dertil også låner hans legetøj. Jeg synes dog alligevel, jeg har formået at finde lidt forskelligt, som kan inkorporeres med meget af det han ellers leger med. I forhold til hans gaver, glæder jeg mig selvfølgelig til at se hans reaktion over vennerne fra Frost, Panda Barbuska dukken og LEGO dinosaurerne, lige for tiden hitter Landet For Længe Siden big time herhjemme, så dinosaurer er altid godt.
En helt anden ting jeg glæder mig til, er at vi på søndag skal ud og finde et juletræ. Vi har førhen bare været gået ned på hjørnet, men i år vil vi gerne ud og hente selv. Så hvis I kan anbefale er godt sted i nærheden af Storkøbenhavn, med en bondegård, lidt klappedyr og julestue, så sig endelig frem.
Til slut, vil jeg blot ønske dig en glædelig første december og takke dig for at læse med.
Kærlig hilsen, Christina
Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet