Pænt Nej Tak.

IMG_1671

Dengang for knap 6 år siden, da Hr. Mand og Jeg blev enige om at det der med børn skulle være. Der foregik det med en masse jonglering med tal og udregning af cyklus mm. På daværende tidspunkt var jeg kun 21 år gammel og godt i gang med min læreruddannelse. Dengang driblede jeg ned forbi studievejlederen, snakkede lidt om barselsoverlov, SU-regler osv. Det hele lå lidt i at jeg havde en tanke om at gennemføre mit studie på numerisk tid også samtidigt forelske mig hovedløs i vores kommende barn. Lidt flittig hovedregning, en god opbakning fra moder natur og 1-2-3, Aksel var en realitet og præcis 9 måneder efter undfangelsen, kom han på terminen og støttede allerede der godt op om sine forældres tanker omkring numerisk tid mm.

Jeg tænker man kan have nok så mange tanker om hvilken slags mor eller far man ønsker at være når den tid kommer. Selv har det udgangspunkt jeg havde tilbage fra da jeg ventede Aksel til i dag ændret sig gevaldigt. Praktiseringen af sukkerpolitik er blevet revideret efter jeg blev mor til to, det gælder også mit overskud, min mængde af bekymringer også alligevel kredser jeg fortsat om de samme kerneværdier. Kerneværdier som jeg og ikke mindst Hr. Mand finder vigtige i vores familie. Så dengang i foråret, da det endelige valg om studie vs. job skulle stå, det var det ikke kun mine egne lyster og ambitioner der vejede på vægtskålen men også den kendsgerning, at jeg altså var mor til to skønne drenge under 5 år.

Jeg mener vi alle bør og skal have lov til at vælge den måde vi ønsker at være forældre på. Jeg tror at vi grundlæggende kan regulere på rigtig mange forskellige ting, for i sidste ende at få de ting vi drømmer om til at ske. Det betyder blandt andet også at vi herhjemme har foretaget en række prioriteringer. Prioriteringer vi tit og ofte må stå på mål for. Prioriteringer som gør at vi ikke afholder sydlandskferier men i stedet bytter bolig indlands, at reklamerne for Netto og Rema1000 ofte diktere den kommende uges madplan og vi i ny og næh oplever at må melde pas på sociale sammenkomster i vennekredsen, simpelthen fordi økonomien ikke kan bære det. I stedet bærer vores økonomi noget helt andet, nemlig at jeg kan læse min drømmeuddannelse og vigtigst af alt, tilbyde vores børn en kæmpe mængde fleksibilitet i forhold til sygdom og fridage. Så kan det godt være ferierne på studiet ikke følger de klassiske skoleferie for slet ikke at sige ikke eksister, men der er så meget andet som man får forærende, blandt andet en gratis uddannelse og ydermere uddannelsesstøtte undervejs.

Alligevel oplevede vi hen over juleferien et lille strejf af ben hård realitet. Pludselig kunne jeg se hvordan mine dage på studiet havde ændret sig fra at være lettere børnefamilievenlige til nu at lægge i timerne 12-16. Og i al frygt for et kommentarspor der nu vil blive fyldt op med ”sådan er virkeligheden for mange”, ”velkommen til min verden” osv. Så ramte det mig virkelig. Særligt fordi, ud af de to dage jeg har på studiet, så gik det ind og ramte Hr. Mands studiejob om tirsdagen. Et studiejob der kræver at jeg henter og hygger om ungerne mens min kære mand tjener til familien. Det krævede store overvejelser for det kommende semester, for i realiteten kunne hans faste arbejdsdag bare rykkers. Men i frygt for ”At når mor kommer hjem er far lige gået” visen skulle være en fast vending for vores drengene valgte vi anderledes. Vi valgte i stedet at sige ”Okay en gang om ugen har vores drenge lang dag” eller mængden af timer ville der blive kompenseret for i den anden ende også igen ved de fleste forældre formentlig godt, at legene venter jo ikke. Så selvom vores drenge først kommer klokken 10, så har deres venner jo været godt i gang længe og det kan også skabe vanskeligheder. Men vi ville forsøge at kompensere andre dage, så som afhentning efter frokost om mandagen og fridage hist og her samt mængden af institutionstimer pr. dag på max 6. timer. Nogen vil nok tænker: ”slap da lige af og det dør de ikke af” og nej, det gør de forhåbentlig ikke, for vi har som så mange andre familier også dage hvor dagen lige bliver lidt længere end forventet eller et møde trækker ud, men helt grundlæggende så passer den tommelfingerregel os ganske udemækret.

Det var ikke en tommelfingerregel jeg havde i baghovedet dengang jeg blev mor også alligevel lidt derhenad. Det var i hvert falde en af hovedårsagerne til at vi hoppede ud i den der ”Mor og Far på SU situation”. Og særligt i dag oplevede jeg for alvor hvor elementær en del af mig selv de der timer i institutionen påvirker mig. I dag var det nemlig tirsdag og til trods for semesteret har været i gang i små 4 uger, så var dagen i dag første gang hvor den lange dag blev praktiseret. Udover at jeg allerede da klokken viste 15 begyndte at sidde uroligt på min stol, så begyndte min mave lige så stille at gøre vrøvl og det hjalp bestemt ikke dets nærmere viseren kom til 15:30 og dernæst 16. Og da underviseren erkendte at det nok ville trække lidt ud, måtte jeg pænt sammen med en del andre tilkendegive at jeg desværre var nød til at gå.

Der er 6 kilometer fra mit studie til ungernes institution. 6 kilometer med fin cykelsti, relativ mange lysreguleringer og sindssyg mange trafikanter som alle skal et eller andet sted hen på dette tidspunkt af døgnet. Selv kom jeg frem i susende fart, mens jeg igen og igen tænker at jeg bare skal frem inden klokken 16:30 for det er der den sidste tilknyttet pædagog til drenges stue havde fri og selvom drengene kender nabostuens pædagoger utrolig godt og også er trygge og tillidsfulde overfor dem, så har det bare en betydning. Inden jeg får set mig om står jeg der på stuen, 27 minutter senere og med svedige armhuler og stakåndet pusten. Pædagogens øjne fanger mine og siger så ”Bare rolig, de har haft en god dag og hygger sig, men man kan godt mærke at de ikke er helt vant til de her lange dage” og i bedste ”det er fandeme heller ikke meningen stil” får jeg pænt sagt, ”Det var godt at høre og det er også kun 8 tirsdage endnu… det er dejligt at vide du er her med dem”.. for pænt nej tak. Nej tak til lange dage og få timer med mine drenge, pænt nej tak i hvert fald et par år endnu. Vi har haft en dejlig eftermiddag, i lidt roligere tempo end normal og i langt færre timer end ellers. Da vi endelig var hjemme var klokken 17:10 også var der under 2 timer til sengetid. Heldigvis afhjalp de nu obligatoriske tirsdagsrester tiden i køkkenet men jeg kan desværre ikke forberede mig ud af, at mine drenge er også blive trætte allerede omkring klokken 18:30 og har til vane at sove omkring klokken 19. Så nu sidder man her, lettere rundtosset og tænker godt der er en ny dag i morgen.. Jeg glæder mig nu til i morgen tidlig, til endnu en morgen med leg, kys og knus og til en eftermiddag hvor jeg kan hente som det passer mig aller bedst… og så skidt pyt med jeg også gerne ville til Thailand..

Tak fordi du læste med
Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

 

Er vi gode nok?

MigOgMorskabet
Som I tidligere har kunne læse om her på bloggen, har jeg gennemgået et stort vægttab. Et vægttab fra 100 kilo klubben til de 65. Hvordan jeg lige kom så langt op på vægtskalaen, er anden historie.. Det er som sådan ikke vægttabet i praktisk forstand dette indlæg handler om, men mere det der er bagved. Forleden skrev, hvad der for mig, er en fyrtårnsmor her på de sociale medier, et fint og utroligt vigtigt indlæg. Hun er som sådan også denne fyrtårnsmor i virkeligheden og giver på mange måder et stort indspark til min egen rolle som mor, kvinden jeg taler om er Iværksættermor eller bare Jelana og indlægget jeg hentyder til kan læses HER. Det fik mig til at tænke, igen at tænke over egen figur i alt dette her og selvfølgelig hvilken vigtig rolle jeg spiller for mine to drenge, som Mor og dertil også rollemodel.

Jeg ønsker ikke at anskue selvbilleder betinget af køn, men blot pege i retningerne af undersøgelser der viser, at det oftest er piger der rammes af en spiseforstyrrelse. Det betyder bestemt ikke vi kun skal slå ring om dem, nej vi bør slå ring om vores børn generelt set og sikre os, at vores børn vokser op med sunde og almindelige kropsidealer. Hvordan man gør det? Første forslag er måske lige at kigge på mediebilledet, pille pigen fra Nygart klinikken ned fra Nørreport metrostadion. Prøv lige at forklare en knap 5 årig, hvorfor det hænger en nøgen dame ud over det hele? Igen sidespor, anden debat. Men samtidigt med vi kigger mediebilledet efter i kanten, bør vi også kigge ind ad. Det er før blevet påpeget vigtigheden i at tale pænt, men jeg tror vi skal dybere end det, jeg tror vi skal være langt bedre til at kigge på og i særdeleshed lytte til, hvad det lige er vi taler op og hvordan vi gør det.

Jeg har to skønne drenge rendende rundt omkring mig. Drenge der leger med skønne piger, både i institutionen og hjemme. Drenge som formentlig en dag vil begynde at gøre noget mere seriøst ud af betegnelsen kærester og de der lidt skarpt klippede røde hjerter. Drenge som med tiden vil forelske sig og her er spørgsmålet i hvilken type pige de vil falde for. Vi husker det nok selv fra dengang man lå hjemme på teenageværelset, med venner og veninder, udfyldte de der klassiske vennebøger fra ”Vi Unge”. Personligt kan jeg da hilse og sige, at min drømmeprins dengang gerne måtte være højere end mig, have blå øjne også måtte han gerne være charmerende. Senere med tiden kom der langsomt flere tillægsord til og det gjorde der også hos drengene: ”Sød, Sjov, Store Bryster, Tynd, Høj” Jaja, jeg husker sgu godt følelsen fra dengang jeg så min skolekæreste beskrivelse af hans drømmepige. Det var en lidt blandet fornemmelse og med tiden oplevede jeg da på egen krop, hvad udefrakommende kommetarer og sikkert en god bunke andre signaler gjorder ved min kropsforståelse og dertil forstyrret min egen spisning. Jeg husker hvordan jeg sorteret folk fra på Dating.dk, ”han er for pæn til mig”, ”For høj”, ”Ryger” mm. Selvfølgelig kiggede jeg også på udseendet men vigtigst af alt, oplevede jeg hvordan mit eget selvbillede skabte min tilgang til andre.

Så nogle gange tænker jeg, gade vide hvad for nogle piger de vil forelske sig i. Gad vide om de vil være gode til at svare på sms’erne, huske månedsdagene og de der små ting som ynglingsisen. Jeg tænker om de vælger hende den naturlige smukke, naboens datter, hende som måske lige bruger lidt for meget foundation eller hende der er helt naturligt bygget, med runde lår og fine hofter? Om de forelsker sig i hende den politisk aktive, læsehesten, rollespilsfanen eller fodboldpigen? På mange måder er alle de interesseområder lige meget, udseendet også, så længe at pigen de falder får, formår at bringe det bedste frem i dem. Men det kræver vel på så mange måder, at de lære at acceptere og elske dem selv for den de er, af både indre og ydre. At de ser dem selv som værende mere end gode nok og ikke finder det nødvendigt at anvende ekstreme midler for at ligne og være noget andet end dem selv. For nok reagere pigerne i statistikkerne over forstyrret spisning men samtidigt hiver ”drengene” nogle helt andre tal hjem. Tal som sættes i forbindelse med anabolske steroider og hvad der i dagligt tale kaldes for den 4. spiseforstyrrelse ortoreksi. Så jeg tror desværre vi mere end nogensinde før, står overfor en generation, dels af børn, men helt særligt forældre og bedsteforældre som må gå forreste og fremvise det gode eksempel.

Hvordan vi så konstruerer det gode eksempel, det afhænger jo igen af personlige holdninger. Selv tror jeg på alt med måde og nu tænker nogen måske ”Undskyld men er det ikke dig der vil løbe endnu et marathon” og finder min forståelse af ”alt med måde” lidt hul. Forståligt nok, men jeg ønsker ikke at løb og styrketræning sættes i forbindelse med et direkte vægttab. I stedet ønsker jeg, at mine børn får oplevelse af vigtigheden i at bruge sin krop, at holde den aktiv, stærk og i bevægelse, på godt dansk sund. Hvad vi så vælger at lægge i kassen ’sund’ det er så igen forskelligt. Jeg tror det er sundt at mine børn oplever en natulig tilgang til egen og andres krop, lidt alla ”Totte og Malene” forståelsen og hovedsagligt i selskabet af primære omsorgspersoner og at de første mange år frem til teenageårene primært består af ”funktions forståelse”.  At mine børn ikke automatisk tænker Fredag = Fredagsslik, eller direkte ’sundt’ vs. ’ikke sundt’. I stedet ønsker jeg de tænker balance. Ligesom dengang vi lærte vores børn at ligge på maven, til trods for hvor meget de end måtte hade det, så var det vi gjorde dengang, at ligge hele grundstenen for deres motoriske udvikling. En udvikling der med tiden også krævede at vi støttede op, gik med dem hen over gulvet, mens vi holdte dem i hænderne og tiljublede dem også oplevede hvordan vægten af deres hænder i vores forsvandt og gjorde at de slap og pludselig selv kunne…

Min drøm som mor er, at mine drenge forstår at de er gode nok, at de er mere end gode nok. At de måske lidt markante træk de har er deres, en del af dem og i en helhed skaber en sund, smuk og naturlig dreng. At selv når huden er uren, stemmen underlig og kroppen høj og ranglet, så er de smukke, unikke og helt perfekte som de er.

Tak fordi du læste med
Kærlig Hilsen Christina

 

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Da kræften tog min mormor…

IMG_1518

Mine bevægelser er mekaniske, tankerne flyder hele tiden hen og mens det ene slide efter det andet gennemgås, så vandre mine tanker. Alligevel bliver jeg siddende, som er jeg frosset fast til stolen, ikke af lyst men af pligt, pligten til at holde mit løfte..

“Hvad nu hvis det er kræft?” Jeg sætter vinglasset på sofabordet og tvinger så mig selv til at møde min mors blik. Hun ligger hovedet på skrå og lader en hånd kører igennem hendes skinnende hår. “Ej det er det altså ikke…” Hun bider sig så i læben og rykker sig længere tilbage i sofaen. Så siger hun det, ja nærmest hviskende “det må det ikke være.”

Mens jeg forsøger at følge trit og nedfælde den hurtigtalende herres ord, kaster jeg i ny og næh et blik på mit venstre håndled, vane tro lader jeg pegefingeren glide hen over, hvad der må være min hovedvene, lige der hvor M’et er. Erindringen om smerten, den summende lyd og hendes halvforargede men stadige stolte smil finder vejen frem mellem OECD kritikken og økonomiske analyser.

”Ej hvad er nu det for noget?” Hun griber fat om min hånd og lader hendes tommelfinger glide hen over filmen. Den røde hævet hud bliver bleg under hendes blide berøring og tager så farve igen.  ”Med blod og blæk står dit navn, din underskift” siger jeg stille mens jeg studere hendes reaktion og den falder prompte, helt som forventet ”Ej for fanden Christina, din mor – hun bliver tosset” og lige der kommer det, hendes smil, glimtet i øjnene og stoltheden. Mere behøvede vi ikke at sige, vi forstod det begge to. Tatoveringen var på så mange måder en nødvendighed for mig.

FullSizeRender (1)

Da jeg endelig rejser mig, er det med en lettelse. Tanken om drengene der venter derhjemme, den kolde luft og smukke vintersol gør det let som en leg at cykle afsted. Mit gear er stadig fastlåst og mens Sia synger om overlevelse, en krop bygget af titanium og kinder i ulveskikkelser triller jeg afsted hjemad.

Vi sidder i bilen. Min Svigerinde og Morten sidder på bagsæderne og jeg ved siden af min bror. Det er under en halv time siden at min mor ringede. Den er helt galt. Det var dengang jeg fandt et program som Paradis Hotel som værende god aftenunderholdning. Hvor min obligatoriske sengetid ikke eksisteret, mine fingre var uden ringe og maven uden hvide striber. Min bror er bleg, min Svigerinde rødøjet og helt stille og med et forstår jeg pludseligt, hvad det er der er sket. Min bror fortæller langsomt og kontrolleret om min mormor. Et hjertestop og at hun var død… Genoplivningsforsøg, som grundet dets omstændigheder, ’heldigvis’ ikke havde haft sit virke. Jeg græder, græder stille og ulykkeligt. Græder i vrede, afmagt og sorg og et spinkelt sted i lettelse…. Lægerne havde givet os en besked, men min mormor gav os mere end vi havde ture drømme om. 

Mine søskende er alene hjemme. Min mor er kørt derud og nu sidder de der, velvidende om at noget er sket men lige hvad, det ved de ikke. Aldrig har jeg følt sådan en hjertesorg ved en samtale. Husker jeg sidder mellem mine søskende og holder min lillebror i hånden. Husker min bror og jeg skiftevis fortæller dem det. Husker deres gråd, min lillebrors indesluttethed og hvordan jeg bad ham give slip og få det ud. Husker hans hårdetryk i min hånd, mens gråden blev sluppet ud og husker hvordan vi bare var der, sammen, sammen i sorgen, os fire søskende, sammen. Min mor og morfar kommer noget nær midnat. De græder, fortæller og vi omfavner hinanden .. Det er slut og vi tænder et lys .. 

Mine ånde er synlig i den kolde luft og lyset viser først rødt, så gult og til sidst grønt. Jeg må knibe øjnene sammen for at sikre mig jeg ser rigtigt og kaster så et blik til højre og dernæst venstre og træder så på pedalen. Så svinger jeg ind på hospitalets område, og kører først forbi karpellet, dernæst akutmodtagelsen og videre ned igennem alléen.

Jeg står i døråbning, min familie er allerede gået ind, selv er jeg frosset fast, mine ben lyster ikke længere og hele mit sønderknuste indre bløder. Snotten, tårerne og den ukontrolleret vejrtrækning… Det er køligt, fredfyldt og sarte toner spiller i baggrunden. Flammerne fra stearinlysene flakker ganske lidt og hvis ikke det var fordi hun lå der, så havde rummet været indbydende. Jeg har aldrig set et dødt menneske før og nu står jeg her, i kapellet, hvor min mormor hviler. Min familie trækker ud af rummet. At se deres sorg, min morfar, mor, hendes søster, mine små søskende, det får kæben til at spænde sig op, mens jeg bore neglene ind i håndfladen. Det gør så inderligt ondt og scenerne fra igår spilles igen og igen for mit indre, opkaldet, køreturen, minderne og hadet, hadet til den altødelæggende sygdom. Hvem fanden havde inviteret den indenfor? Som en tyv om natten kom den, åbnet alle skabe, skuffer og kiggede i alle sprækker, mens den langsomt stjal fra os, ødelage alt og forlod os forandret, svækket og i sorg.  Min mor hviske stille, “Christina du skal gå ind nu” Jeg tager langsomt de sårbare skidt og står så ved hendes side. Hun er kold, fin og rynkerne er udglattet. Hun er så lille, så skrøbelig hun er lige der og alligevel er hun væk. Min hulken får frit løb, mens jeg langsomt stryger hendes hår, kind og hånd. Så fisker jeg den frem fra lommen. Det lille fine diplom “Verdens Bedste Mormor”. Gaven hun fik til hendes sidste fødselsdag, sammen med beviset af, hvad jeg havde brugt gårsdagens underskrift til.  Jeg løfter let på dynen og putter det forsigtigt ned til hendes bryst.

FullSizeRender (3)

”MOR” Aksel kommer løbende imod mig og et lille bump afslører at Carl formentlig er hoppet ned fra sofaen og de små hurtige skridt fortæller mig han er påvej og ganske rigtigt. ”Mutti udbryder han mens hans klapper i hænderne. Jeg smider hurtigt sko og jakke, hænge hjelmen på plads og lader resten rode.

Jeg sidder der i græsset, med vinden trækkende mod ryggen, håret piskende i siderne og saltet fra mine tåre bider i mundvigen. Jeg kigger alle og ingen steder hen, mod den lille dam med piletræerne vuggende omkring sig, på ænderne der vrælter afsted og den næsten usynlige gartner, der bevæger sig lydløst og ubemærket rundt. Jeg lader mine fingre køre langs de indgraveret bogstaver, A N N E  M A R I E , fejer så de ikke eksisterende sandkorn væk fra stenes ru overflade og samler så igen mine hænder i skødet.

Da der endelig bliver ro falder jeg udmattet ned i sofaen, hviler nogle minutter inden jeg fixe mobilen og computeren frem, svare på ubesvarede mails og færdiggøre dagens arbejde. Da det er gjort sidder jeg lidt, tjekker hurtigt op på de kendte og kongelige og fjerner så computeren fra skødet og går ind i spisestuen. Den hjemmelavet tændstikæske fra Aksel ligger på montanaen og lyset jeg tændte imorges står der, jeg lader svovlet køre mod æskens side, ser dets gnist og tænder så lyset.

Der er mørkt, ikke mørkt fordi det er vinter, men mørkt fordi jeg ikke kan finde lyset. Jeg synker, falder dybere og dybere ned og som et udspring fra timetervippen kan jeg ikke orientere mig under vandet, jeg kan ikke finde vejen op. Dagene tager hinanden, en efter en. Min appetit er svingende imellem sorgfyldt sult og trøstende æde flip.  Jeg er til, jeg er der bare, trækkere vejeret men får alligevel ikke ilten ned. De små vintergækker titter frem og forsvinder så igen, blomsterne springer ud, opgaverne bliver afleveret og en dag rammer jeg bunden. Bunden i alt min sorg og mørke. Til trods for jeg har ”malet” ansigtet på, smiler til kameraet og small talket så er jeg der ikke. Det ene shot tager det andet og pludselig føles det som jernfast knytnæven rammer mig i mellemgulvet og alting kører rundt. Jeg takker pænt for i aften, finder mig pludselig stående foran døren til opgangen med en nøgle der driller og ynglings støvler der gennemvædes af urin. Jeg rammer bunden og giver slip. Jeg skriftevis skriger, hulker og lader min maves indhold forlade min krop. Altring snører sig sammen og tvinger mig i knæ.

Det er 6 år siden, 6 år og 1 dag siden i dag. 6 år siden hun tabte til kræften og min familie og jeg mistede hende. Det er 6 år siden jeg pludselig oplevede at skulle eksistere i en verden hvor hun ikke var til. Sorg er lykkens og glædens modstykke, sorgen er på mange måder fascinerende og så indgribende. Dengang foran hoveddøren hvor jeg i min fuldheld ja – pissede i mine bukser forstod jeg for alvor budskabet ”Det giver en kort varme at tisse i bukserne.” alkoholen, trøstespisningen, de mange lure gav kun et kort afbræk i sorgen. I stedet måtte jeg fremad, møde hver dag med en styrke og langsomt lærer at leve med sorgen og ikke i den.

Jeg måtte lærer at leve med den kroniske angst, lærer at holde den i skak med løbeturne, den grønne kost, de gode grin og alle de følelser som giver sorgen dets modstykke. Jeg lærte igen at være til, med sorgfyldt hjerte, tanker til min skytsengel og med masser af liv omkring mig..

Ære være dit minde, i hjerte gemt og aldrig glemt.
Anne Marie, 07.07.1938 – 16.02.2010

Tak fordi du læste med..

Kærlig Hilsen Christina

Og du må være lige hvad du vil..

FullSizeRender
I dag sagde vores præst det så fnt ”Jeg vil klæde mig ud og Jeg må være lige hvad jeg vil!”. Det var så fint sagt, men fik mig alligevel til at tænke, må vi så også det – være lige hvad vi vil eller hvordan?

Diverse smart i en fart ’børneeksperter’ har i de sidste uger så fint skrevet om, hvorledes vores børns udklædning siger en helt masse om vores små poders person. Jojo – Jeg synes faktisk tit ungernes udklædning siger mere om barnets forældre? Er din mor hende der stod i BR ti minutter i lukketide eller hende der rippede hele stof2000 for fleece og syet det vildeste unikum eller bare slæbte lidt papkasser med hjem fra Føtex? Det er jo som sådan lige meget hvordan det der kostume er opstøvet, det er jo gjort med tanken om at glæde ens barn. Carls er for eksempel fundet i Mødrehjælpen til sølle 35 kr. og passede perfekt til drengens ’Katte Fetich’ og forældrenes su-basseret økonomi.

Jeg tænker,, at de fleste forældre i dagens Danmark anno curling barn eller noget lader deres eget yngel vælge udklædning og måske vil en mene, at lige dette valg er en ALT for stor beslutning for børn at tage. Jeg tror dog at feriemål, hverdagspåklædning, deleordning og ja den der ”skal du i seng nu?” bydeform er vildsporet og måske ikke helt så meget udklædningen. Alligevel har jeg da haft søde børn på rådgivningen som spurgte ind til råd om udklædning, for hvad nu hvis de andre i klassen grinte og det er jo forståligt nok en stor problematik for mange. Her ville jeg personligt nok være ret så ligeglad, men jeg er også 27 og når man først en gang har set sig selv med voksenble og nettrusser, så kan det sgu ikke gå helt galt fremover.

Da jeg første gang, i starten af januar spurgte vores ældste, Aksel, om hvad han nu kunne have lyst til at være faldt svaret prompte på Anna, hende fra Frost. Jah okay, den skulle jeg lige sådan arbejde lidt med. Drengen er knap 5 år gammel, han oplevede ligesom sit Frost trip forrige år og regner lidt med det rammer igen, når nu Disney får lavet den der 2’er færdig. Og nu vil en nok lige gå 2 sætninger tilbage eller bare allerede ved baggrundsviden om at Aksel jo er et drengenavn tænke : ”Jamen det er jo en prinsesse”..

2802045240060M

Jeg synes nu Anna er en rigtig gæv og fin prinsesse, selv var jeg altid mere til Disneys Mulan, Esmaralda eller Pocahontas men okay godt så. Jeg måtte sådan gå lidt rundt i ring for sandheden er, at Aksel er og bliver opdraget som jeg mener alle børn skal have lov til, nemlig med muligheden for at trille en tur med barnevognen, lege med sværd, synkron støvsuge med Mor eller Far (herhjemme deles det huslige lige over) og ja have en udklædningskasse som rummer alt fra Politimand til den famøse Elsa Kjole, det er igen en fra Frost. At deres legetøj ikke bør bærer præg af samfundsmæssige konstruktioner om hvad køn er og bør være men udelukke afspejle barnets præferencer, at nogen så får et Traktor Trip eller udelukkende vil lege med Bamser og barnevogne, det er hvad det er, så længe legene er gode og er med til at udvikle barnet.

Der er da ingen tvivl om, at vi som forældre har skulle svare på et spørgsmål eller to om den kjole i udklædningskassen, men det har Aksel sjovt nok ikke skulle – for han og alle de andre børn ved jo godt at han jo bare klæder sig ud. Voksne derimod tror jo så at den der glimrende blå kjole er ens betydning med at han udvikler sig eller er homoseksuel. Der tænker jeg folk ærlig talt lige må have ro i trussen, det er sgu ikke en glimmer kjole der skaber seksuelle præferencer men noget helt andet og så længe det ikke handler om syglige dyrkelse af mindreårige, mødre komplekser eller noget med dyr, så drejer jorden altså stadig rundt for mig. Jeg tror dog det er vigtigt ikke at spænde ben for ens eget barn og ligesom jeg aldrig ville sende Aksel afsted i institution på almen hverdag i politi-udklædning, så ville han heller ikke komme det i Elsa eller Anna kjole, medmindre det var fastelavn. En gang spurgte en med studerende mig : hvad så med en almindelige kjoler og lige så køns neutral jeg måske kan lyde til at være, lige så lukket er jeg også, nej, mine drenge ville ikke komme afsted i en almen pastelfarvet kjole MEDMINDRE vi er ude i noget direkte transseksuelt ala ”Mor jeg føler mig ikke som en dreng”, hvilket nok lige ville kræve en god bunke terapi med råd og vejledning men ellers nej. For nej, jeg synes da også der er grænser et sted, men det betyder ikke at der kun må være guldneglelak på tommelfingeren og at håret absolut skal været taget med en trimmer. I stedet mener jeg at helt basalt hverdagstøj er noget helt andet og for igen at vende tilbage til det med valg af påklædningen. Så mener jeg ikke børn selv skal stå med den, de skal møde som børn, uden små forhindringer og hvis Aksel stod der i en fin hverdagskjole fra H&M, ja så tror jeg nu nok at børnene den første dag ville tænke ’okay så’ men om de også ville det den anden dag eller den tredje det ved jeg ærlig talt ikke? For så ville det hele jo ikke længere bare være en gang udklædning.

IMG_1398
Men okay, Anna, Prinsesse Anna af Arendal, og da vi så stod der i Legekæden og skulle købe kostumet, så var der bare denne her tryllestav og 1-2-3 ”Ej Mor, jeg kunne jo også være troldmand !” Godt så, barnet fik kappe og hat i pakkekaldendergave af ’Julemanden’ og inden vi fik set os om var beslutningen taget og Aksel skulle nu være Troldmand, at brillerne så lugter lidt af Harry P, jaja, arret har Aksel jo også i panden men der er vi skønlitterært endnu ikke nået til. (Ja jeg er også en af de mødre der overholder aldersgrænsen på diverse film) Så ”Bare Troldmand” og ikke nogen Anna i år, at han så stadig snakker om Frost fødselsdag og muligheden for at klæde sig om som Elsa der, det vil tiden vise, ligemeget hvad, så er vi / jeg klar.

IMG_1388
For ja, for første gang i mit 27 lange år prøvede jeg nemlig noget helt nyt, efter at have været krokodille sidste år og året før det Tiger, så prøvede jeg lige det der prinsesse halløj af og må da indrømme den blå farve måske står meget godt til mine øjne ..

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

HUSK jeg også kan følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Den der karakter

image

 

Min tid med karakter tæller efterhånden en del år. Husker stadig hvordan de der karakterblade i folkeskolen blev sammenlignet og ja måtte hjem og vende til underskrivning.

Det var ikke just det jeg så som et direkte højdepunkt på sådan et skoleår. Sandheden var, at jeg ofte havde det svært, særligt i de sproglige og matematiske fag. På mange måder orkede jeg ikke at gøre den insats det krævede og igen så var hjælpen desværre ikke den store at hente derhjemme. Sådan er der så ufattelig mange elever i det danske skolesystem der har det, at de oplever deres mor, far eller søskende kryber til korset og det kan og er bare ikke altid lige nemt.
Særligt ikke, hvis man har lærer der mener 12 tallet; dengang 13 tallet er vejen frem her i livet.
På mange måder havde jeg nogle rigtige dygtige lærer, lærer som formåede at se det større perspektiv og se eleven frem for karakteren.

Mit livs hårdeste eksamen, var ved afgangseksamen i tysk, som var i niende klasse. Dengang var det besluttet, at jeg var tjent bedre med en tur på HF frem for det normale STX. Grundet min alder og optagelseskravene på HF, så skulle jeg først et år i tiende klasse. Tysk var bestem ikke et ynglings fag og min force lå helt klart et andet sted. Problemet ved tysk var blot, at det var et optagelseskrav, at jeg havde bestået bestået. Så aften før min tysk eksamen, fandt jeg mig sammenrullet i fosterstilling, liggende der under Enrique Iglesias plakaten med tårerne løbende ned af kinderne. Jeg viste jo godt jeg ikke kunne og for alt i verden, så ville jeg ikke fortsætte kampen. Tysk og jeg var bare ikke gode venner, slet ikke .

Dagen kom og pludseligt fandt jeg mig selv stående der, ude foran lokalet. Rystende, påvirket af analysen, og min læreres og censors ord. Karakteren var langt fra de 03 den var 8 og lykken var gjort.

Siden dengang, har jeg haft mange forskellige typer eksamener. Jeg har haft den hvor jeg kastede op under forberedelstiden, den hvor jeg dumpede, sygeeksamen også den faktisk dem hvor jeg lavede hattrick i 12. Med tiden lærte jeg at bryde koden, at stå i Superman posé, afledninger når nervøsiteten indtraf og den berømte bemærkning “det vender jeg tilbage til senere”.

Igennem den sidste halvanden måned har studiebøgerne fyldt en del. Jeg ville nemlig gerne gøre en indsats, men samtidigt ved jeg at en eksamenssituration på mange måder er utaknemmelig og igen et øjebliksbillede af en enkel præstation. En karakter har ikke noget at gøre med det enkelte menneskes værdi, der må det aldrig have. Som min kære mor sagde, så handler det om at forstå sin nervøsitet og på mange måder mestre det der er på spil. Vurdere om nervøsiteten kun er bundet op på selve eksamen eller om den har rødder i personen, i ens egen personlige vurdering, det må og skal den nemlig ikke.

Idag kulminerede den store mængde læsning efter 48 timers intensiv forberedelse at Luhmanns komplekse systemteori og må indrømme jeg ikke lige helt havde set karakteren komme, hvilket mit pludselige ukontrolleret følelsesudbrud vist også illustreret. Afsluttedes 1 semester på kandidaten Pædagogisk Sociologi med et stort og fin 12 tal, et tal jeg lige skal se lidt an og vurdere, for lige pt. Forstår jeg det stadig ikke helt, jeg ville nemlig bare gerne bestå .

Ovenpå denne intense periode, vender jeg lige så stille tilbage til bloggen igen .

Rigtig god weekend til jer derude .
Tak fordi I læste med .
Kærlig hilsen Christina

At kaste et blik tilbage over skulderen …

2a0hoxu7cz2nq7mb

Der findes efterhånden alle mulige smarte apps og påmindingstjenester, som kan vise hvad vi foretog os dagen i går, x antal uger siden og ja selvfølgelig sidste, forrige og året før det. Det lægger til menneskets natur at gøre status, da vi derigennem skaber muligheden for at videreudvikle os eller sågar lægge hele kursen om. Det er da noget at vide, at der i ur tidernes morgen har siddet en eller anden kvinde, iført datidens højeste mode og så tænkt : Jeg er for mager. Okay, dengang åd vor forfædre sig ikke halvt ihjel pga. af fejringen af guds søn og de spenderet heller ikke al deres kobber, velvidende om at lige om lidt eller efter de der ædegilder, så ville geden eller i hvertfalde dens skind være sat ned med minimum 50%. Den slags problemer havde man bare ikke : I stedet reageret de helt basale problematikker, hulekonstruktioner, hvorledes fedtdepoterne kunne bibeholdes eller genopfyldes osv.
Hvor vil jeg så hen med alt dette huleborer snak?

Hvis vi som mennesker instinktivt er designet til at gøre status, foretage en evaluering af egen praksis, hvilket grundlag gøres det så på? På hvilket grundlag var det jeg lavede et nytårsforsæt om at kunne stå på hænder eller læse Tolkens ”Ringenes Herre” i 2015. Jeg ved det simpelthen ikke. Nok blev året 2015 ikke året hvor jeg fik læst en af vor tids mest populære triologier, til gengæld opdagede jeg ham der MacDreamy i Grey’s Hvide Verden og det har på mange måder beriget mit sofaliv og skabt utallige overspringshandlinger. Måske var påbegyndelsen af en serie på hele 11 sæsoner midt i eksamenstiden ikke det klogeste træk, men okay, så evaluere vi da bare lidt på det og måske gør det, at året 2016 må indeholde en lidt mere skematis planlægning af de der overspringshandlinger.

Særligt den skematiske planlægning har fyldt en del i det forgangene år. Og specielt efter jeg påbegyndte kandidatstudiet Pædagogisk Sociologi. Jeg troede bestemt ikke på den mulighed og tænkte at jeg med lidt snilde måske kunne tilluske mig en plads på ”Et-Eller-Andet-Med-Mennesker-Studie”. I stedet blev året 2015 mit år. Året hvor jeg ved højlys dag fik deldelt en plads på drømmestudiet og samtidigt i fremtiden eller ihvertfalde de næste to år, skal stå på mål for spørgsmålet ”Hvad kan du så blive?”. Lige nu ved jeg det ikke eller jeg ved ikke hvad jeg vil være, men mon ikke det kan kaste et lille forsæt af sig ved udgangen af 2016? Hver ting til sin tid, skemalagte tid..

Som en del af en moderne børnefamilie, med to kandidat studier, en ciderproduktion, et barn i helholdsvis vuggestue og børnehave også ja krydret med miniput fodbold, rytmik-Grete, løbe og fitnesstræning, familiemiddage, dansesko, én – tó – tré nogle gange firé flakser vin og meget mere, så kan de 24 timer døgnet har at byde på gode gå lidt for stærkt. Jeg har igennem året 2015 fundet en helt speciel form for ro, nemlig roen i egen krop og sind. Nuvel vil jeg nok altid være en lille smugle ADHD / Autistisk præget men det er nu engang et karaktertræk ligesom behovet for sikring af mine medmenneskers ve og vel er ´okay?´.

Året 2015 var året hvor jeg igen nåede i mål og endnu længere vægtmæssigt, året hvor jeg satte personlig rekorder med løbeskoene på fødderne. 2015 var året hvor jeg desværre måtte se min store dreng indrulles i gips ikke bare én men tó gange og året hvor jeg holdte ham i hånden mens en læge vævende førte en tråd op og ned 12 gange i hans smukke pande. 2015 var året hvor min mand og jeg for alvor lærte at stå ryg mod ryg, i medgang og modgang, året hvor Carl sagde ”Jeg elsker dig hele vejen til måden og tilbage igen” og et år hvor jeg igen befandt mig i situationer som gør mig i stand til at kende forskel på godt og ondt, lykke, sorg, vrede og frygt. På mange måder var året 2015 et helt unikt år, mere unikt end de andre 26 jeg nu har levet, det ved jeg som sådan ikke, men det var og er et år jeg er stolt af. Et år hvor jeg har og kan mærke jeg levede i og det er med sikkerhed et af ønskerne for året 2016, at jeg vil og kan fortsætte med dette.

Men en tradition tro, så er der da også nogle helt specifikke mål for året 2016.
Jeg ønsker at blive fysisk stærkere i 2016 og fortsat holde mig på mit vægtmæssige spor, derfor vil året byde på flere større og mindre præstationer, blandt andet:

Mit første trail løb : North Coast Ultra, 19 marts 2016.
Mit andet maraton : Copenhagen Marathon, 22 maj 2016.
Endnu et halvmarathon til samlingen : Copenhagen Half Marathon, 18 september 2016.

Samtidigt ønsker jeg at viderebygge min faglige viden på studiet og hos mit job som frivillig hos Børns Vilkår men året 2016 skal også være året hvor jeg finder tiden til et rigtig (betalt) studiejob.

Som sådan er det ikke de helt store nytårsforsæt men det betyder jo ikke at tankerne omkring det nye år ikke er det. Har bare generelt den indstilling, at hvis man ikke tror på målet så spiller man sin tid. Så selvom jeg eksempelvis gerne ville tage det forbandet kørerkort (som jeg fik i gavekort som 18-årig) så tvivler jeg altså lidt på at 2016 bliver året, men min mand har vel lov at håbe… OG når nu vi er ved min kære Hr. Mand, så er vor fælles nytårsforsæt at vi skal på en lille weekend tur, det er lige hvad Lolareglen og økonomien tillader. Ellers håber og tror jeg på at året 2016 bliver et år med masser af kys, kram, latter, løbeture, tomme vinflasker, hårde eksamensperioder, temapræget børnefødselsdage og en masse masse andet, nemlig alt det der tilsammen udgør et helt vidunderligt liv.

Jeg vil sige jer tak for jeres følgeskab, tak fordi I vil læse med og tak for jeres søde kommentarer. Flere af jer har spurgt om jeg er okay, når nu der er lidt stilstand her på bloggen og ja, det er jeg skam, jeg er blot underlagt af en af de hårde eksamensperiode.

Til slut vil jeg ønske jer en rigtig god og tryg nytårsaften : Må I komme godt ind i 2016.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

1,2,3 – dyk


image

Jeg kan høre vandet, høre den der konstante brusen fra dets møde med klipperne. Det er alt omgivende, køligt og alligevel så varm, når blot jeg holder mig igang. Jeg kan smage salten, men om det er for de få forpustede mundfulde jeg tager ind eller om det skyldes tårerne på min kind, det ved jeg ikke.

Jeg føler mig som en hval, dog ikke ad bygning. Jeg føler mig klar og alligevel lidt forskrækket og rundforvirret. Kender I det ?

Lige om lidt tager jeg et dyk, det bliver på mange måder et kort og intens og alligevel føles det som en evighed. Endnu en opgave venter og lige nu, så suger jeg alt til mig.

Deres latter, kys, kram, duften, særligt duften – dog ikke den lort.

Kærlig Hilsen, Mor til to.

Generation Nissedøre?

De er nu egentlig ret så fine og popper op hist og her. Særligt på Instagram, kan jeg for alvor se hvor populær den lille dør er blevet. Juletraditioner er lige så forskellige som dets familier de er i. Men tænker nogle gange, i al ræset med det fine gavepapir og flettet julestjerner at noget af den der respekt for det at tro mangler? Nogle tror og andre not so much, men er noget rigtigt eller forkert? Også når “Min mor siger Julemanden ikke findes?” .. Troen findes i hjertet også selvom den måske kan bringes i tvivl, når varerne på hylderne i netto, minder lidt om dem fra Nissen.

Som tidligere skrevet, er vi gået over til gavesokken, efter flere år med et filigran pakketræ fra julemanden. Det værste ved denne overgang, var såmænd at finde den helt rigtige sok. Den skulle helst ikke lugte langt væk af “Kære Julemand, Giv Mig Hele BR!” eller være for stilren. Istedet måtte den godt have været hjemmestrikket eller bare lidt derhenad. Hjemmestikket blev den ikke men hjembragt fra Notre Dame og fin det er den, og den blev så sandelig også velmodtaget hertil morgen. Sokkerne ankom sammen med julemanden, som i sin travlhed smed et lille julebrev, hvori han fortalte om mødet med vores søde kat, årsagen til sokkerne og de helt praktiske rammer, alt sammen formidlet i bedste Ho Ho stil krydret med fine tegninger. Nogle ting ændre sig bare ikke, ihvertfalde ikke endnu eller så længe ungerne vil tro.

Men det store spørgsmål og for mange en stressfaktorer er, hvad pokker putter man så i de der strømper? Selv startede jeg tidligt i år, faktisk allerede i januar måned. Oppe på vores loft har der så stået en lille kasse, hvori de 48 gaver kunne ligge. Kriterierne til pakkekaldenderne var:
1. Det skal ikke var plastisk fantastisk / jeg ender i skraldespanden efter en uges leg.
2. Det samlet budget pr kaldender var max 500 kr.
Nu ved jeg godt 500 kr er mange penge, men delt ud som køb på 365 dage, med hjælp fra Kinaland, genbrugen og diverse dagligvarebutikkers legetøjsrabat, så formåede jeg at lave to kaldender med en pris på henholdsvis 370 og 450 kr. og undgik direkte lommesmerter.
Aksel på 4,5 år får lidt godt blandet, og gaver som enten alene eller sammen med andet kan skabe mange timers god leg. Jeg gælder mig særligt til at se hans reaktion når han en af dagene får politiudklædningstøjet, de små soldater og guld neglelakken. Særligt denne neglelak har længe været er stort ønske : OG ja det er en dreng, måske det kræver et helt indlæg for sig selv?
Carl på knap 2 har været lidt sværere at finde gaver til, særligt fordi han har en storebror og dertil også låner hans legetøj. Jeg synes dog alligevel, jeg har formået at finde lidt forskelligt, som kan inkorporeres med meget af det han ellers leger med. I forhold til hans gaver, glæder jeg mig selvfølgelig til at se hans reaktion over vennerne fra Frost, Panda Barbuska dukken og LEGO dinosaurerne, lige for tiden hitter Landet For Længe Siden big time herhjemme, så dinosaurer er altid godt.
En helt anden ting jeg glæder mig til, er at vi på søndag skal ud og finde et juletræ. Vi har førhen bare været gået ned på hjørnet, men i år vil vi gerne ud og hente selv. Så hvis I kan anbefale er godt sted i nærheden af Storkøbenhavn, med en bondegård, lidt klappedyr og julestue, så sig endelig frem.
Til slut, vil jeg blot ønske dig en glædelig første december og takke dig for at læse med.
Kærlig hilsen, Christina
Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Ej hvor er dén flot


c67d08be-c4e7-411e-923b-97332408cdb5

Når man finder sig selv for bordenden, sidde og trille små kugler, som ungerne med tommelfingeren skal trykke til finskbrød, så passér en tanke eller ti alligevel forbi.
Alt fra ”Shit her roder”, til ”der er for meget sukker på dér” og ”har Carl haft det her i munden?”. Det var måske lige en tand for overskudsatgigt at kaste sig ud i julebag på en fridag alene med ungerne. Jeg var ellers velforberedt og havde lavet henholdsvis dej til jøde- og vaniljekager samt det der tommeltrykket finskbrød klar aften før. Mens jeg sidder der, indsmurt i æggeblomme, mel, sukker og dejrester så kommer jeg med den ene rosende kommentar efter den anden, ”Ej hvor er du dygtig”, ”Nej hvor bliver de fine” og ”hold op hvor er jeg glad for I vil hjælpe med at bage”. De var jo begge super dygtige, seje og toldmodige, det meste af tiden. Det er alligevel lidt hardcore at bage med en på knap 2 og 4½ år så jeg har sgu også rost mig selv hertil aften, især for at holde tungen lige i munden og her næsten ikke længere ligner en blanding mellem Mette Blomsterbergs konditori og Pippis køkkengulv.

Lidt i stolthed over kageproduktionen bare kører der ud af og Carl igen og igen formår at huske, at der først skal pensles og dernæst drysset med sukker, så blev det hele måske lige lidt for opmuntrende. Aksel kigger i hvert falde pludselig op og siger ”Okay Mor, vi har godt forstået at du synes vi laver pæne kager”…

2b914f49-888f-461a-969c-62d581dc58f6

Jeg vil faktisk mene, at man aldrig kan rose for meget, så længe man roser og komplimentere det der er værd at blive komplimenteret. Måske vigtigst af alt, så handler det hele vel også lidt om hvordan man gør det. Læste engang en af de der Vores Børn artikler, som omhandlet hvordan vi som forældre kunne styrke vor børns selvværd. Her handler det ikke om seje fødselsdagsfester, smart tøj med tigerprint eller postkort fra Disneyland, nej – det handler om værdierne og hertil ros af dem. I stedet for at sige ”Ej hvor er den flot” så sige ”Ej hvor er jeg glad for at DU har lavet sådan en flot ting” Altså rettes og personliggøres rosen. Rosen bliver karakterbestemt og barnet vil gradvist, ifølge artiklen, få styrket sit selvværd. På mange måder giver det vil rigtig god mening, vi kan alle godt lige at få ros og særligt i forhold til vor person – ret skal dog være ret, en taber som mig, synes altid det er dejligt at hører ordrerne ”Ej hvor har du tabt dig”.

I denne søde juletid, står den i mange institutioner og hjem, på højproduktion af julegaver. Herhjemme forsøger vi at lave et lille julegaveværksted, et par gange om ugen. Stadig med det forbehold, at ungerne ikke må føler, at de har travlt og skal nå at lave 17 forskellige armbånd til 10 forskellige tanter. Men når man sidder der som forældre og ser hvordan ens kære barn lige så fint sammensætter den mest ”ikke farve kordineret” perleplade, hvornår er det så lige man siger noget – må man og hvis ja – hvornår så? Kan man virkelig bede sit barn om at gøre sig umage? Lige at stramme den kreative hjelm og droppe den kanonkugle af et finskbrød. I min optik ja : Men med måde.

Måske kategoriseret jeg lige mig selv, som årets værste mor?
De fleste kreative kategorier og hertil deres produktioner, er ofte afspejlet af alderen også krydret godt og grundigt med en stor portion moderkærlighed. Jeg vil våge at påstå, at de fleste børn godt selv ved, hvornår de har gjort sig umage og har man nu engang gjort det, så mener jeg ikke, at man som forældre kan og må forvente mere. I år har jeg droppet mit lidt stilrene behov og i stedet ladet Aksel stå for kalenderlys dekrotationen og hertil vil jeg bare sige, han har fandeme gjort sig umage. I sådan en grad, at det ikke ville komme bag på mig, hvis han i morgen oplevede smerter i den ene side af tungen. Dekorationen skriger ikke langt væk af den der lidt sprælske farvesammensætning, måske lige en tand af glimmer, men okay, det er kun jul en gang om året og jeg ved, at hver gang vi i december måned tænder kalenderlyset, vil det ikke kun være flammens lys der skinner i Aksels øjne, nej det vil også være en stolthed over, at det er ham der har lavet juledekorationen.

Og jeg ved at jeg med sikkerhed også vil sige ”Ej hvor er jeg glad for at du havde lyst til at lave, så fin en dekoration” flere gange, igennem hele den kommende måned.

Kærlig Hilsen, Mor til to, Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Den Voksne Datter

“Du er min datter med det gyldne hår og æblekinder, som kun din far ved hvorfor du har.”
Sådan sang Shit og Chanel så fint, i sangen om kærligheden til datteren. Jeg er min mors datter, på så mange måder og dybere en blot biologisk betinget. Det er strofer, min moder så tit har citeret for mig, ved større lejligheder, heriblandt til Hr. Mands og mit bryllup..

FullSizeRender (1)
Det har ikke altid været let, der er blevet smækket med dørene og til trods for synkroniseret cyklusser, så var der desværre til tider, en mangel på forståelse for det der PMS. Lige så ansvarsfuld jeg kunne være, lige så letsindig og bedragerisk var jeg på samme tid. Viljestærk, krydret med en god portion modenhed og samtidigt ejer af et værelse beklædt med Enrique Iglesias plakater. Den dag i dag ved jeg godt, at det ikke altid var lige nemt. Jeg var og er min mors datter. Hende der smækkede med døren, blev trøstede når det med drengene drillede og inderst inde vidste, at lige meget hvad jeg rodede mig ud i, altid havde hende i ryggen. Det har på mange måder været en magtkamp, fyldt med kærlighed og ligheder. Et ønske om løsrivelse også alligevel en inderlig bøn om at blive holdt og vugget mens hun roligt bad mig trække vejret helt ned i maven.

Hele min barndom hørte jeg “Gud hvor hun ligner sin mor” og må da indrømme at jeg tit rakte tunge af den kommentar, for jeg var jo min egen eller ville bare gerne være det. Alligevel omhandlede fristilen, dengang i niende klasse, kvinden som har formet og inspireret mig på så mange måder og uden det skal lugte langt væk af Rasmus Seebach, så har hun, min mor, gjort mig til den jeg er. Til trods for en hvis hårdhed, så anser jeg det som værende en kompliment, når Hr. Mand udtaler, at det værste ved min person er, at jeg er datter af en alenemor. Jeg er en stolt datter, af en fantastisk alenemor, en fantastisk kvinde.

FullSizeRender

Denne hengivenhed og kærlighed har såmænd altid været der, men indrømmer gerne at overgangen fra barn til voksen ikke var hel nem for vores forhold, særligt de fermøse teenager år, trak på mange måder tænder ud og jeg bærer mere en blot 50% af skylden. Så hvornår ændrede forholdet sig egentligt? De fleste vil nok kunne udpege en specifik dato for hvornår forholdet til den gode ven blev til mere en blot et godt venskab, eller daten som var en tilfældig en nu var seriøs. For min mor og Jeg, ændrede det hele sig ved en sms. Sms´en som bad om en accept og forståelse af en måske lidt for tidlig indflytning med Hr. Mand, som på det tidspunkt var kæresten, nu engang måtte give lykke eller ekstra livserfaring og et storforbrug af kleenex. Det ændrede sig da jeg stod der i gangen, med ikea posen over skulderen og de få ynkelige flyttekasser ved døren. Det ændrede sig, den dag jeg flyttede hjemmefra og på mange måder sagde ”Tak for alt”. Særligt i starten var det meget ”Tak fordi du lærte mig at vaske tøj” jeg tænkte, eftersom Hr. Mand havde levet en luksus tilværelse med afhentning og tilbagelevering af vasketøj, af ingen ringere end hans egen mor. Den aftale ophørte dog hurtigt, men i ny og næh og ved vaskemaskinesammenbrud, har vi heldigvis forsat kunne genetablere denne fornemme ordning.

Forholdet mellem mødre og deres børn er en lang rejse. En rejse hvor moren på så mange måder i starten oftest er guiden og beskytteren. Hende der slår ring og lige støtter mens man langsomt lærer at holde balancen. Jeg ved godt jeg har været heldig, at ikke alle oplever denne form for forhold til deres mor eller forældre i det hele taget, jeg ved det godt og er ufattelig taknemmelig for det. Jeg føler mig mest af alt taknemmelig over, at jeg i dag har én i mit liv, som formår at læse mig som en åben bog. Mange vil nok påstå at deres partner også kan dette og jojo – det kan Hr. Mand også 90% af tiden. Ikke helt når jeg siger ”Nej det er helt fint” og i virkeligheden mener ”det er ikke en skid fint”, men hvad pokker, kvinder var jo fra Venus og mænd fra Mars. Så er det godt at have en, fra samme galaxe. Én som idet hun tager telefonen kan starte et skybrud af en tude tur over noget, som man slet ikke var helt så officielt ked af. En som kan sætte en på plads, udfordre og inspirere og berolige, lige meget om det så er under en veestorm eller identitetskrisen anno 2015. Nogle vil måske tænke, ah så klip da lige navlestrengen og fred være med det. Nyder at jeg i dag, på mange måder har min Mor og samtidig en veninde dog ikke i ”Mig og Min Mor” kanal 4 stilen, lidt mere konservativt også med tørklæde og champagne. Min mors og min rejse er bestemt ikke slut endnu, på mange måder er den heller ikke lige begyndt, eftersom hendes og mit bekendtskab snart tæller 27 år. Det er i konstant udvikling og det elsker jeg hende og dét for, særligt når vi nu er nået dertil vor jeg også gerne må holde hende lidt i hånden, når det hele gør lidt ondt, også når det ”bare” er i tænderne. At vi er nået dertil, vor jeg i princippet ikke blot er datter, men den voksne datter.

Kærlig Hilsen
Christina – med det gyldne hår og æblekinder
..som kun min far ved hvorfor jeg har.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet