Den Voksne Datter

“Du er min datter med det gyldne hår og æblekinder, som kun din far ved hvorfor du har.”
Sådan sang Shit og Chanel så fint, i sangen om kærligheden til datteren. Jeg er min mors datter, på så mange måder og dybere en blot biologisk betinget. Det er strofer, min moder så tit har citeret for mig, ved større lejligheder, heriblandt til Hr. Mands og mit bryllup..

FullSizeRender (1)
Det har ikke altid været let, der er blevet smækket med dørene og til trods for synkroniseret cyklusser, så var der desværre til tider, en mangel på forståelse for det der PMS. Lige så ansvarsfuld jeg kunne være, lige så letsindig og bedragerisk var jeg på samme tid. Viljestærk, krydret med en god portion modenhed og samtidigt ejer af et værelse beklædt med Enrique Iglesias plakater. Den dag i dag ved jeg godt, at det ikke altid var lige nemt. Jeg var og er min mors datter. Hende der smækkede med døren, blev trøstede når det med drengene drillede og inderst inde vidste, at lige meget hvad jeg rodede mig ud i, altid havde hende i ryggen. Det har på mange måder været en magtkamp, fyldt med kærlighed og ligheder. Et ønske om løsrivelse også alligevel en inderlig bøn om at blive holdt og vugget mens hun roligt bad mig trække vejret helt ned i maven.

Hele min barndom hørte jeg “Gud hvor hun ligner sin mor” og må da indrømme at jeg tit rakte tunge af den kommentar, for jeg var jo min egen eller ville bare gerne være det. Alligevel omhandlede fristilen, dengang i niende klasse, kvinden som har formet og inspireret mig på så mange måder og uden det skal lugte langt væk af Rasmus Seebach, så har hun, min mor, gjort mig til den jeg er. Til trods for en hvis hårdhed, så anser jeg det som værende en kompliment, når Hr. Mand udtaler, at det værste ved min person er, at jeg er datter af en alenemor. Jeg er en stolt datter, af en fantastisk alenemor, en fantastisk kvinde.

FullSizeRender

Denne hengivenhed og kærlighed har såmænd altid været der, men indrømmer gerne at overgangen fra barn til voksen ikke var hel nem for vores forhold, særligt de fermøse teenager år, trak på mange måder tænder ud og jeg bærer mere en blot 50% af skylden. Så hvornår ændrede forholdet sig egentligt? De fleste vil nok kunne udpege en specifik dato for hvornår forholdet til den gode ven blev til mere en blot et godt venskab, eller daten som var en tilfældig en nu var seriøs. For min mor og Jeg, ændrede det hele sig ved en sms. Sms´en som bad om en accept og forståelse af en måske lidt for tidlig indflytning med Hr. Mand, som på det tidspunkt var kæresten, nu engang måtte give lykke eller ekstra livserfaring og et storforbrug af kleenex. Det ændrede sig da jeg stod der i gangen, med ikea posen over skulderen og de få ynkelige flyttekasser ved døren. Det ændrede sig, den dag jeg flyttede hjemmefra og på mange måder sagde ”Tak for alt”. Særligt i starten var det meget ”Tak fordi du lærte mig at vaske tøj” jeg tænkte, eftersom Hr. Mand havde levet en luksus tilværelse med afhentning og tilbagelevering af vasketøj, af ingen ringere end hans egen mor. Den aftale ophørte dog hurtigt, men i ny og næh og ved vaskemaskinesammenbrud, har vi heldigvis forsat kunne genetablere denne fornemme ordning.

Forholdet mellem mødre og deres børn er en lang rejse. En rejse hvor moren på så mange måder i starten oftest er guiden og beskytteren. Hende der slår ring og lige støtter mens man langsomt lærer at holde balancen. Jeg ved godt jeg har været heldig, at ikke alle oplever denne form for forhold til deres mor eller forældre i det hele taget, jeg ved det godt og er ufattelig taknemmelig for det. Jeg føler mig mest af alt taknemmelig over, at jeg i dag har én i mit liv, som formår at læse mig som en åben bog. Mange vil nok påstå at deres partner også kan dette og jojo – det kan Hr. Mand også 90% af tiden. Ikke helt når jeg siger ”Nej det er helt fint” og i virkeligheden mener ”det er ikke en skid fint”, men hvad pokker, kvinder var jo fra Venus og mænd fra Mars. Så er det godt at have en, fra samme galaxe. Én som idet hun tager telefonen kan starte et skybrud af en tude tur over noget, som man slet ikke var helt så officielt ked af. En som kan sætte en på plads, udfordre og inspirere og berolige, lige meget om det så er under en veestorm eller identitetskrisen anno 2015. Nogle vil måske tænke, ah så klip da lige navlestrengen og fred være med det. Nyder at jeg i dag, på mange måder har min Mor og samtidig en veninde dog ikke i ”Mig og Min Mor” kanal 4 stilen, lidt mere konservativt også med tørklæde og champagne. Min mors og min rejse er bestemt ikke slut endnu, på mange måder er den heller ikke lige begyndt, eftersom hendes og mit bekendtskab snart tæller 27 år. Det er i konstant udvikling og det elsker jeg hende og dét for, særligt når vi nu er nået dertil vor jeg også gerne må holde hende lidt i hånden, når det hele gør lidt ondt, også når det ”bare” er i tænderne. At vi er nået dertil, vor jeg i princippet ikke blot er datter, men den voksne datter.

Kærlig Hilsen
Christina – med det gyldne hår og æblekinder
..som kun min far ved hvorfor jeg har.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Uret tikker

r

Kender I til de der dage, uger, måneder.. i princippet alt for lange perioder, hvor det hele går lidt for stærkt. Hvor man pludselig stiller mælken i skabet med tørvare, ungernes sutsko lægges ikke i slagbænken men i vasketøjskurven også de der hedeture. Følelsen af det hele rystes og falder sammen i et kort sekund og ligegyldig hvor hårdt man bider sig i læben, stadig kan høre det indre skrig?

Jeg vidste godt det ville blive hårdt, at optagelsen på Pædagogisk Sociologi ville kræve min üpperste præstation og jeg for alvor måtte lærer at udnytte alle døgnets 24 timer. Jeg vil ikke brokke mig over intensiteten af studiet, det er en kandidatuddannelse og ingen sagde det ville blive let. Den høje mængde studieaktivitet, livet som mor til to, frivillig, løbeentusiast, kæreste / kone med en iværksætter gør pludseligt, at mine 168 timer om ugen, virkelig må og skal udnyttes til fulde.

Det besværliggøres dog lidt af, at jeg for to uger siden opdaget hvilken kongeserie Greys Hvide Verden er og at mine unger ikke kan skemalægges i forhold til episoder med dårlig nattesøvn eller indkassering af diverse efterårs/vinter virale virusser. Sådan ”all over” trives jeg i forvejen bedst med struktur, planlægning og to do lister. Jeg trives bedst hånd i hånd med ungerne, under de hede kys med Hr. Mand og i selskab med gode venner, jeg trives mest af alt bedst, når jeg ved der er styr på det omliggende. Det der skal forberedes til næste forelæsning, marathon træningen, aftensmaden og de der frirum, som gør det hele kan være som det er. For nogle lyder det måske uhyrligt kedeligt, men for mig er det trygt og rart. Al denne planlægning, betyder dog ikke, at der ikke er plads til det spontane, til cafehygge, de lange gode morgner, den ekstra løbetur og den tomme flaske vin, dagen derpå. Det er alt sammen en del af et cirkulært forløb, som gør at min tid løber op i en højere enhed.

Uret tikker, hjerter banker” to vers fra en dansk sang, som er en af mine ynglings sange. Uret tikker og hjertet banker. På mange måder ser jeg disse to enheder som parallelle. At prioriteringen af ens tid gør, at alt hvad man begiver sig ud i, indeholder passioneret hjerteslag. Jeg har så bare aldrig været så opmærksom på tiden, eftersom jeg aldrig har gået med ur. Det har så ændret sig lidt i al denne travlhed. Det Intelligente Hjem har nemlig, i forbindelse med mit mål om Copenhagen Marathon anno. 2016, foræret / sponsoreret mig med et intelligent Withings Activité POP ur .

f029ecb8-6102-420d-8142-3927c3d87c5f

I en hverdag hvor jeg nu har inkorporeret den sunde livstil, i forbindelse med mit vægttab, 4-6 træningspas i løbet af ugen og ja, de store overordnet mål som blandt andet marathonet til maj. Så kræver det jeg kan ånde lidt, uden konstant at skulle tænke på den aktive livstil. Samtidigt synes jeg det er smart, at jeg ikke skal finde alt muligt ekstra gøgl frem og sikre mig jeg nu spores korrekt under min træning. Vigtigst ville min mand nok sige, er jeg ikke længere vækker hele hytten, når jeg vågner, for at løbe afsted klokken 4:30 om morgen, mit nye ure har nemlig en indbygget vibrator, der lydløst vækker mig og ja også tracker min søvn. For sådan en ikke super gadgets nørd som mig, så er det lidt af en omvæltninger, særligt at jeg nu bærer ur, men også at jeg via den ¨blå tand¨ får alle informationerne fra uret over i en app, som så omsætter det der urdata til min daglige bevægelse, roser og motivere mig til mere og vigtigst af alt, påpeger min søvnkurve og behovet derefter.  Uret, Withings Activité POP, kan købes her: https://detintelligentehjem.dk/withings-activite-pop-intelligent-ur-shark-grey.html

Selvom vi alle kan have nok så travlt, mange gøremåler for dagen, de ekstra kilo på sidebenene vi ønsker at gøre op med og den der dagligstue som ligner lort og rummer kæmpe nullermænd, så må tiden og dets konstante tikkende viser aldrig blokere for det der i sidste ende ikke kan gøres op i kroner og øre, faldende vægtkurver, eller boligreportager, nemlig kærligheden.

Kærlig Hilsen
Christina

Hvis man tænker ”Hey, alt det der intelligente, der er sgu lige mig”  eller man  har en svaghed for gadgets så tjek Det Intelligente Hjem´s hjemmeside, facebook  eller instagram profil ud.

Kære Julemand

image

Allerede inden ungerne havde råbt “slik eller ballade” var hylderne proppet med kalenderlys, pyntegran og dette års sidste skrig indenfor julepynt. Julemarkederne og deres reklamer popper op hist og her og risalamande på “bøtte” står allerede i køledisken, næsten side by side med æbleskiverne.

Julen betyder for mange, en kavalkade af traditioner, juleklip sammenkomster med varm vin med rosiner og mandler i. Endda nogle mandler som er brændte og ‘last christmas’ på repeat. Så kører julekaravanen. Jeg elsker jul, det gør jeg virkelig. Som barn elskede jeg at høre min mor synge med på “dejlig er den himmel blå” mens hun hang plastik æbler op, jeg hadet når min bror og hende kæmpede med lyskæden og igen så glædet jeg mig altid til når nissevennerne i skolen skulle trækkes.

Julen kommer, år efter år – sjovt nok. Særligt efter Aksel og Carl er kommet til verden, så har julen fået en helt anden betydning for mig. Julen er børnenes fest og hvordan man så holder den fest, det er jo i bund og grund op til den enkelte familie.
Lige så hyggelig, rar og spændende julen er, lige så forvirrendende og ja : overstimulerende kan den samtidigt være, særligt for den ene af vor drenge. Det gør også at “alt den trængsel og alarm” skal holdes i kort snor og prioriteringer må gøres. Så selvom jeg synes nissedørerne er super fine, så ved jeg også Nissen ville lave alt for mange spilopper i barnets hovede end med den røde frugtfarve i mælken og det uddrysset mel på gulvet. Istedet har vi en lille tradition herhjemme…eller i princippet skulle i år have sikret vi kunne kalde det for en tradition, men grundet de før omtalte spilopper, så er der sket en lille ændring ..

Men før denne ændre, lød vores lille ‘tradition’ på, at natten til den første december kom julemanden. Julemanden ville stille et fint lille filigran træ, men 24 / 48 pakker på og vigtigst af alt, et personligt juleeventyr, hvori der med tegninger og alderssvarende tekst, blev beskrevet hvordan Julemanden havde været forbi og nu stillet det lille træ, samt indirekte regler om antallet af gaver og årsagen til pakketræet. Aksel elskede dette træ og særligt eventyret. Desværre oplevede vi bare, at barnet sidste år begyndte at gennemskue størrelsen på pakker og kunne genkende pixi bøgerne, til trods for kobberfarvet gavepapir.
Så nu bryder vi lidt med traditionen…. Jeg elsker forsat tanken om en pakkekaldender og en eller anden dag skal Aksel og Carl måske nok opdage at Julemanden og hans forældre havde lavet en lille sammensværgelse, den tid den sorg.
Nu skifter vi istedet over til julestrømpen dog forsat med juleeventyret.

Spørgsmålet er bare hvilken en ?
Desværre kan drenges ellers så kyndige farmor ikke nå at få strikket nogle fine gavesokker og jeg er helt tabt bag en vogn på det område .
Så kender I evt til en hjemmesiden som sælger noget alle “NorgeStrik-Gavesok” og helst ikke til en mindre formue, så sig endelig til .

Hvordan gør I der ellers hos jer?
Kommer der julemænd og er “nissemor og nissefar” done med at fine pakkekaldendergaver? Eller stiller i rissengrød på loftet, synger en julesang hver morgen mens kaldenderlyset tændes eller måske noget helt andet ?

Kærlig Hilsen Christina

At løbe et marathon

unnamed (2)

Idet jeg lukker døren bag mig og begynder at gå ned af trapper, så ved jeg det er nu, lige nu det begynder. Jeg hopper ivrigt op på cyklen og tramper så afsted. Jeg har gjort det før og nu, nu er tiden inden til at jeg kan og vil gøre det igen.

At løbe et marathon, det er bestemt ikke bare noget man sådan lige gør. En ting er den enkelte lange distance på 42,2 kilometer, men så kommer alle træningsturene. Alle de aftner man ligger hovedet på puden før tid, tilpasser kosten så det er `løbermavevenligt´ og vigtigst af alt, for mit eget vedkommende, tiden jeg vælger at prioritere, lige præcis på mig selv og mit løb og samtidigt tiden der går fra for dem, mine drenge.

Det sniger sig ligesom frem mens jeg kører op ad Elmegade. Her løb jeg, dækket i konfetti, med trætte, ømme ben og til pulserende musik og støttende tilråb. Billederne suser forbi på nethinden, mens jeg mærker kæben spænde op, jeg ved godt det her bliver pisse hammerende hårdt og alligevel har jeg rettet mit blik imod målet, Copenhagen Marathon 2016. Det er nemlig mere end bare et løb, det er min kamp, min alene.

Igennem de sidste mange måneder er formen for alvor blevet pudset godt af og den almen motionstræning spædet op med tung styrketræning og nu, nu er jeg klar til at påbegynde lægningen af det store puslespil. Brikkerne skal lægges i et jævnt fast tempo, helst 3 gange om ugen skal det hele klikkes sammen og blive en del af det større billede. Om det så gøres klokken 04:30 om morgen, med ungerne i løbevognen eller sammen med Københavns største udflytterbørnehave Sparta, så vil de blive lagt. Jeg ved jeg med tiden vil have lyst til at tyre det hele i skraldespanden, at jeg vil bande over intensiteten og hungre efter meget mere. Jeg ved vinteren kan og vil være lang men at med den rigtige vilje, kan jeg lyse op i mørket og trække til, så brikkerne til sidst kan danne et nyt marathon målfoto i 2016….

Forbered jer på meget mere løb…

Tak fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Sandheden fra en taber vol. 2.

unnamed (1)

Han skiftevis napper og kysser mens han bevæger sig ned langs halsen, forbi mit bare bryst og videre. Huden sitre under hans berøring og blodet synger i mine åre. Mine hænder er alle steder, over hans muskuløs skuldre, langs hans bare mave og i hans nakke. Fingrespidserne løber langs hans kæbelinje mens vor øjnene mødes og brænder sig fast i hinandens. Han kysser mig ømt, lige der ved hoften, mens han lader hænderne glide langs mine lår. Så kysser han mig forsigtig igen, lidt højre, lige over navlen.

Det er da en menneskelig udgave af Grand Canyon” siger han og smiler så skævt, mens hans finger driller mig, lige dér, ved navlen. Jeg sætter mig lidt omtumlet op og selvom de bløde toner fra Savage Garden lyder fra anlægget, hører jeg kun støjens gnister i mit indre.
Hvad?” Jeg er normalt ikke typen der kan klassificeres som en grå og kedelig mus, mere som en vild løvinde i løbetid og alligevel har alt varmen forladt min ellers før så ophidset krop. “Synes du jeg er…tyk” mumler jeg stille. “Nej, nej !! Du er dejlig, se på mig” og ja okay. Hans krop eller elastikken i hans boxeshorts viste da på bedste vis, at han var mere end bare glad for at se mig.  Han lader en hånd lægge sig i min nakke og trækker mig langsomt ind til sig igen. Imens siger han undskyldende at det nu engang var dumt sagt, men min navle bare var ret dyb.
– Dyb? Hvad fanden mener han med det ?!
Er den ikke bare helt normal men åh, de kys, de fingre og på ingen tid er vi tilbage og endnu længere og jeg kommer i mere end en forstand ‘To The Moon And Back’

Næste dag er mine læber hævet. De små spor, efter hans kræssende stubbe, breder sig langs min mundvige og ned til halsen. Selvom de for enhver er fremtrædende for deres blotte øjne, er det et helt andet spor der fylder mit indre. Jeg rejser mig fra sengen og søger imod spejler, trækker op i blusen og lader blikket kører ned over min krop. Brystet er spændt, fast og ligesom resten af min krop, præget af den udvikling man nu engang er i, i en alder af 14 år. Jeg drejer mig, studere mine træk, hvordan kroppen rundes og skyggerne falder.. Grand Canyon…. Så dyb..  Imens jeg tænker det, begynder jeg at trække maven ind, lade hænderne forme min mave og hvad jeg desværre ikke ved, tager jeg psykisk et skridt ind i mørket. Et mørke fyldt med oplysende dårlige selvbilleder og manglen af accept for egen naturlig smuk krop..

Virkeligheden er i dag en anden, en helt anden. Selvbilledet er efterhånden blevet godt og grundet reetableret til et sundt og stærkt et af slagsen. Et selvbillede, med accept af kvindelige former, bløde inderlår og et fødselspræget bryst. Ofte har jeg ladet fingrene kører langs min mave, mens øjnene har været selvstuderende i spejlet. Jeg kan godt se mine fødsler. Se hvordan de har sat sig, som små hvide streger men også i hudens fasthed. Min navle er stadig dyb, men det er nu engang min navle og jeg ønsker ikke længere at trykke i den, for at blive usynlig, når jeg står i svømmehallen. I stedet ranker jeg ryggen lidt mere og husker mig selv på, at det er okay, det er faktisk mere end okay og jeg er kommet længere end jeg nogensinde troet var mig muligt.

Når man som jeg, har tabt en større mængde kilo, i disse dage 39 kg, så er der mange ting der skal følge med. Tøjet skal løbende udskiftes, selvbillededet igen og igen indstilles og acceptere, at pigen i spejlet nu udadtil er en anden. Noget der bare ikke helt ændre sig i takt med kiloene tabes, det har for mig været hovedet og alle mine tanker og psykiske ar. Mit spisemønster er for længst ændret og nu sundt og afpasset til min fysiske livsstil. Men selvtilliden, den har og er stadig svær at få med til tider. Nogle gange står jeg foran spejlet og oplever en psykisk vægtøgning, til trods for den fysiske vægt ikke har ændret sig. Det er her, lige her de rigtige seje træk tages, her hvor de indre dæmoner skal jages på flugt og hvor accepten af min egen figur skal vinde.

Det er en lang proces og formentlig en proces, der forsætter i et stykke tid efter det endelige vægttab sluttes.

Tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen, En Taber.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Jordmødre for livet

stork

Carl er født d. 18 januar 2014, klokken 18:06, men kunne, hvis ikke der havde været travlhed på Rigshospitalets fødegang, været født tidligere. Havde han været det, havde jeg sluppet for antibiotika kur og ikke mindst 2 dage på en 4 mandsstue – i stedet fik jeg, pga. travlhed forlænget vandafgang…

Jeg havde spontan vandafgang aften forinden Carls fødsel, klokken 17. Da jeg ringer til Rigshospitalet, aftaler vi, at jeg skal komme senere på aften og blive tjekket. Da jeg kommer senere, bliver jeg tjekket og alt ser fint ud.  Vi aftaler, at jeg skal tage hjem og få en god nat søvn og at vi forhåbentligt ses på naturlig vis, hen over natten, da veererne så selv kunne starte. Back-up planen er, at jeg skal igangsættes med veer stimulerende drop, klokken 9:00, lørdag morgen, hvis ikke kroppen selv laver veer.

Det gør min krop ikke og da jeg sætter mig i venteværelset, er det kun bindet i trussen, der bevidner, at min fødsel real set er i gang. Mens vi sidder og venter, passerer urets viser 9-9:30-9:45….10…10:30….11:15… osv.
Da klokken er 12 bliver jeg kaldt ind til forundersøgelse og klokken 13 kobles dropstativet på, samtidigt med at jeg får forklaret, at jeg formentlig ikke kan slippe for antibiotika, da jeg nok ikke når at føde indenfor 24 timer efter vandafgang. Carl er født på 5 timer, 25 timer efter spontan vandafgang.

Carl kommer sundt og rask til verden, med dygtig jordmoder som tager imod ham.
Da hans hjertelyd dykker markant under første pres, har overjordmoderen også været forbi min stue, men det var heldigvis bare falsk alarm..

Om aften er der ro på fødegangen og min mand og jeg ligger længe og nyder stilheden på vores fødestue, inden jeg med Carl i armene går over på barselsgangen, hvor vi nu skal være i 2 dage, grundet en forlænget vandafgang. Jeg ønskede ikke at risikere noget, så selvfølgelig blev jeg på barselsgangen…

I princippet risikeret jeg allerede noget, da jeg satte mig i det venteværelse.

I dag er videoen I Jordemødrenes Sko blevet offentliggjort og tilsendt til flere medier. Videoen kan ses  H E R – kan du se den til ende?

I morgen skal vor politikker forhandle Finanslov for 2016, heraf en lov om arbejdsvilkårene for jordmøderne. En lov der vil forringe arbejdsvilkårene yderligere.
Hvornår er nok nok?
Vores dygtige jordmødre skal have tid og de ressourcer der kræver til at passe deres arbejde og ikke tænke ”Det var bare ikke godt nok” hver dag de går hjem. De vil have vi skal knalde for Danmark – men hvad nytter det – der er jo ikke nogen til at tage imod barnet når det kommer ud.

Jordmødre for livet har en facebookside smut forbi og giv dem et like, det fortjener det.
Det andet, det fortjener det bestemt ikke.

Kærlig Hilsen, Mor til to, Christina

C9 filur version

image

Ønsker inden den videre læsning gøres at male en lille scene .
Jeg er omklamret af halvsvedigt sengetøj, et lagn med rugbrødskrummer, fra ungerne fignemadder, en lader til min telefon og ipaden, også en lidt indesluttet lugt. Rummet er plaget af stilhed, når ikke min mave forsøger at gøre sig som bas eller eller kommer med skingre skrig, ja så er her stille.

Mit hår ligner en fuglerede, en regnfugtig en af slagsen. Øjnene har søvnsporer og det har mundvigen sgu også lidt, bare I ved, salvrester.
Huden er bleg, kinderne indsunket, randerne alt for mørke og ja, jeg dufter nu engang heller ikke af roser.

Min C9 filur version blev påbegyndt i lørdags. Jeg startede ud med sådan lidt madleden, ømhed i lænden og efterfølgende andre led. Så kom der ikke bare én elefant, tó elefant men tré elefanter marcherende hen over mit hoved og samtidigt blussede kinderne også godt op. Derefter gik det direkte ned ad bakke i takt med min indre temperatur steg og steg. Klokken 23 faldt den første filur, det eneste jeg hungrede efter og søndag faldt den anden, som dagens første måltid klokken 21. Alt andet siger min krop pænt nej tak til og adskiller sig med i raketfart fra kroppen, enten med den ene eller anden affyringsrampe og det er sgu noget lort. Her 3 dage senere har jeg indtaget 4 filur, lidt mælk, afstødt en helvedes masse inklusiv pamoler, daddelkugler og ja nu sænket min vægt med intet mindre end 2 kilo. Så jaja , kom ikke her med aloe vera shots og diverse gel til den lette sum af fjortenhundrede et eller andet kroner, nej nej . I skal da være velkommen til af slå vejen forbi , evt lader jeg bare hver med at spritte toilettet af , men ellers kan i få en lille møsser? Valget er jeres ?
Stor sygdomkrammer herfra XOXO
BTW: Indlægget er skrevet i fuld overlæg af sygdom, kedsomhed og ikke mindst rastløshed

Sandheden fra en taber

Pølseskin

Udadtil virker det måske lidt som en dans på roser. En dans som har resulteret i, at kiloene er raslet af ét for ét og nu ligger et eller andet sted, i en bunke på knap 37 kg. Det virker helt skørt, både at forestille sig det rent visuelt men også at jeg har været helt deroppe på vægtkurven.

Det har bestemt ikke været en dans på roser, hvilket det måske alligevel har været?
Eller er det kun mig, som synes det gør nas lige at få en torn i blommen?
Det har uden lige været en benhård kamp og kan vel allerede nu forsikre om, at der kommer til at optræde et enkelt eller 10 taber-indlæg her på bloggen.
….. Indlæg, som vil være sandheden fra en taber.

Min første sandhed er at jeg har snydt.
Snydt mig selv igennem rigtig mange år.

Da min mor skulle giftes i 2006, står vi under kjoleprøvningen i House Off Bride og ekspedienten omtaler der her ”pølseskin”. For dem der ikke lige ved hvad dette er, så tænk på den gamle børneremse ”Finn, Finn pølseskind, trækker maven ud og ind” og forstil jer en form for korset som ja, trækker / strammer maven helt ind. Der stod jeg, i baggrunden, med mindreværdskomplekser og overhørte beretningen om dette lille magiske stykke stof, med hægter, som kunne få kjolen til at glide på for derefter at sidde spot on. Der gik ikke mange dage efter den kjoleprøvning, så stod jeg der, i den lokale undertøjsforretning og var 300 kr. fattigere. Økonomisk set rørte det mig ikke, men på den psykiske front, sendte det mig til noget nær helvedet. I perioden fra december 2006 til maj 2015, har jeg næsten dagligt iført mig det fermøse pølseskin, med undtagelse af når jeg har været gravid.

I maj stod jeg så foran garderobeskabet, det klassiske PAX skab, med spejl på den ene side og almen låge på den anden. Med mit pølseskind i hånden og sagde farvel. Husker jeg lavede en lille aftale med mig selv om at det skulle være slut. Jeg var simpelthen for alvor nød til at gøre op med alle mine indre dæmoner. De fleste var allerede røget sig en tur. Sukkermonstret vender i ny og næh tilbage fra ferie, men aldrig længere som den der ubudne gæst, der terrorisere og ødelægger alt og hvor det i princippet kun var hyggelig de første 10 minutter af besøget. Men ellers, så var jeg nogenlunde i relativ god balance. Når man som jeg har været en flask taber og benyttet sig af ekstreme og dårlige metoder til et vægttab, så lever man med det, formeligt til evig tid. Går det skævt den ene uge, så kan de forførende tanker om et nemt og hurtigt vægttab godt kigge forbi, heldigvis er jeg så meget klogere og stærkere nu, end jeg var dengang.  Alligevel viste jeg godt, at det var lige her, her ved pølseskindet jeg skulle starte den sidste rejse, rejsen mod en sundere og stærkere kvinde. Mit vægttab handler ikke om at være tynd, men om at være slank og stærk, i mine øjne er der en virkelig stor forskel.

Jeg var og er simpelthen nød til at acceptere mine former som de er. Jojo – jeg kommer med sikkerhed til at hoppe i noget lignende det der pølseskin i ny og næh, når kjolen skal sidde spot on MEN det skal aldrig mere være en fast bestanddel af min daglige påklædning.

unnamed (2)

Mine former er bærer præg af min arv, at jeg er lettere lav, at jeg har skæve ben, et okay fint størrelse bryst, runde kinder, smalle skuldre, kort overkrop og dertil et højt hofteben. Mine former bærer præg af, at jeg er kvinde og at jeg mener en kvinde skal have lidt rundhed hist og her. Mine former bærer også præg af, at jeg har fået to børn, det betyder at nogle ting ikke længere har samme volumen og lidt en anden tyngde. Andet ved kroppen, eksempelvis min bagdel, er først kommet til efter to børn have passeret igennem min fødselskanal. Jaja – min krop bærer præg af mange ting og det er det, som gør den til min krop. Det der gør, at jeg er nød til at tage mig af dén og for at jeg nu engang kan gøre det rigtigt, så kræver det, at jeg også holder af dén.

Det er lettere skrevet end gjort, når man står det mandag morgen, med træthedsbryster, mørke rander der har kvalificeret sig i DM og skæve korte ben, men der er ingen vej uden om. Vi, min krop og jeg, vi hænger sgu på hinanden, så vi kan lige så godt få det bedste ud af det. Det er lige præcis det der var og er essensen af alt den træning, tidligere kalorietælling og prioritering af fødevare. Jeg prøver nemlig at få det aller bedste ud af min krop. Nu helt uden snyd ….

Kærlig Hilsen, En Taber.

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Mor På Su

Og når I om 4 år står med jeres eksamensbevis i hånden, kan jeg uden at tage munden for fuld, godt sige, at flere af jer vil være lidt rundere, måske endda have anskaffet jer et kørertøj eller sågar have et barn siddende på hoften” Min gamle rektor på lærerseminariet havde i den grad, for der stod jeg, ganske rigtigt fire år senere, med min 2-årig søn Aksel på hofte og havde endda lillebror Carl liggende trygt og godt i min mave.


h

Jeg er, i forhold til den gennemsnitslige alder for førstegangsfødende en ung mor. Jeg vil til hver en tid sige, at jeg på intet tidspunkt har været en egnet kandidat til kanal 4´s program ”De unge mødre”. No hard feelings, men det var bare ikke en kategori for mig. I stedet var jeg hende, der sammen med min dengang kun kæreste, sad en vinteraften og oprettet et dokument i Excel med overskriften ”Fremtid”. Vi var dem der regnede på det, dem der vendte vor fremtidsdrømme igen og igen og fandt ud af hvad vi ønskede at fylde vor liv med. Vi ønskede og ønsker at fylde det med kærlighed og ikke bar til hinanden, nej til noget vi kunne skabe sammen. Så en forårsdag sad jeg der, på studievejlederens kontor og spurgte så ind til Su reglerne for nybagte forældre og særligt mødre under uddannelse. Planen lå egentlig klar, men når man nu engang trives bedst med ”livrem og seler” og det hele i princippet ikke længere kun skulle handle om min kæreste og jeg, så valgte vi better safe than sorry metoden. Studievejlederen kiggede da også lidt skævt til mig, da hun hørte om min kærestes og min plan. To bachelorstuderende, som planlagde at blive forældre og samtidigt for morens vedkommende, ønskede at gennemføre sin uddannelse på numerisk tid. Hun dømte allerede der, vores kommende lille families plan ude. ”Det er jo slet ikke sikkert, at din termin kommer til at passe med jeres planer” og nej nej… viste da godt at min kæreste og jeg ikke kunne bestemme over hvordan moder natur nu engang virkede, vi kunne kun bidrage til processen og det gjorder vi, for vores udregninger stemte overens med det studievejlederen sagde og med is i maven smed vi præventionen og kastede os ud i projekt baby.
mac vs vognDer gik ikke længe, nogen vil måske ligefrem kalde det ”to ryk og en aflevering”, for så viste stregerne sig.En ting havde vi allerede der fået på plads, i forhold til navnet til den lille ny, nemlig at barnet skulle bærer begge vor efternavne, ligesom os selv, vi tog nemlig en tur på rådhuset en blæsende efterårsdag og sagde ja til hinanden. Tiden gik og familien Sylvest Noer var og blev en realitet. Vores første dreng Aksel kom lige tiden, nemlig på terminen d. 9. April 2011. Forud for terminen skulle mange forberedelser og overvejelser gøres. Valget stod på mange måder imellem Macbook eller Emmaljunga og vi har den dag i dag, aldrig haft en eneste klage over det svenske design. Opgaverne blev skrevet i god tid og en lille pude blev da også medbragt til de sidste forelæsninger. I foråret slog det for alvor en af mine underviser, da han midt i gennemgangen af Emil Strunges digte udbrød ”Hold op hvor er du stor” og ja, stor var jeg, da jeg slæbte mig rundt der på studiet 4 dage før termin. Både undervisere og studievejleder var hjælpsomme med alt fra udlevering af opgaveformuleringer før tid, til accepten af, at jeg lige skubbede min eksamen i linjefaget dansk fra maj til sygeeksamen i august. Alligevel stod jeg der, 3 uger efter Aksels ankomst til verden og snakkede om børns læring i forhold til mennesket behovssystemer ved psykologi eksamen.

Og jeg stod der også første skoledag efter sommerferien….
…. og var klar til tredje år på læreruddannelsen.

Det var hårdt, krævede en masse planlægning, selvdisciplin og god støtte fra vor bagland. På så mange måder kunne vi kun se fordele ved, at vi som par valgte at blive forældre mens vi var studerende. Når det er sagt, så har alt dette kun kunne lade sig gøre, fordi vi havde hinanden, og at vi som par men også individer var klar, sådan gennemklar til at blive forældre. Det er immervæk ikke alle 19-årige der er så heldige at finde deres livs kærlighed i så ung en alder og det er ikke alle der lyster at bytte den der søndags brunch på sokkelunden ud med sandkassehygge, indtørret havregryn på bukserne og snotkys.

Jeg tror på, at det handler om prioritering, at det handler om at nogle bare gerne vil noget andet. Det kan hurtigt blive til en værdidebat, hvor man peger fingre af hinanden og her mener jeg nu engang, at det er så utrolig vigtigt, ligesom i så mange andre henseender, at vi respektere hinanden, for vor forskelligheder.

For jo – vi kunne da godt havde ventet med at få børn, til vi begge var blevet færdige med vor uddannelser. Det ville da helt klart havde givet et langt større økonomisk råderum, men igen – jeg tror ikke et barn nødvendigvis bliver mere lykkelig af at sove i en juno seng, danse afsted i leopardprikkede bukser eller kunne fremvise feriebilleder fra eksotiske rejser. Jeg tror på, at det er kærlighed og tid der skabe den der lykke og ja – vi har da også lavet sten, saks, papir om hvem der skulle blive hjemme fra forelæsning, men vi har også været dem, som kunne tage en fridag lidt oftere, eller kortere dage, da vi nu engang under vor studietid er vores egen chef og det er sgu smart, når man har små børn.

På så mange måder, så kan jeg kun anbefale at få børn under ens studietid. Så længe alt det generelle og værdimæssige er på plads og man handler efter barnets tarv. Så når Københavns kommune nu anvender æggeforskrækkende kampanger så tror jeg desværre man lige rammer lidt forkert også alligevel ikke. For okay – hvor mange kendte til de faktuelle oplysninger i forhold til faldende fertilitet efter 25? Hvem bliver ikke lidt halvprovokeret, eller giver sig selv tid til lige at stoppe og tænke efter, det er nu engang formålet med en kampagne – at så alle ikke kan lide de faktuelle oplysninger, det er en fair sag. Biologi er nu engang biologi og det kan vi altså ikke gøre så meget ved… hvor end vi gerne ville.

Tak fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet