Sundhedsplejerske på besøg

Sundhedsplejerske på besøg

Det er noget finurligt noget, som foregår inden i mig lige her og nu… tiden, kort før sundhedsplejersken kommer på besøg. Jeg har endda selv valgt lige netop hende her, frem for den anden søde, som fulgte mig med Aksel og Carl. Hun var nu ellers sød og dygtig nok, men det var lidt som om hun var berøringsangst omkring nogle områder eller os var vi bare ikke på bølgelængde, når det kom til at tale om det der var svært.

Hende den nye, hun er anderledes, mere fast i kødet om man vil. Jeg mødte hende dengang jeg havde fået Carl og skulle i en mødre gruppe, som hun faciliteret. Kan huske jeg dengang spurgte om jeg måtte låne hendes vægt, hvortil hun svarede “ham der – han er da så fin og i dejlig trivsel, du bør ikke have et behov for at kontrolveje ham”. Nogen vil nok mene denne udmelding var “forkert” eller ikke imødekommende. Personligt ramte hun jo ned i noget, samtidigt med hun forsøgte at tale sig ind på mine moderevner. Nemlig dem som sagtens kan vurdere om mit barn nu er i trivsel – uden at gøre brug af en vægt.

Nu står jeg så her, tredje gangs mor og alligevel kan jeg mærke den der lille uro sprede sig, hvad nu hvis ?
Jeg har kun “gode” amme forløb bag mig, eller Aksels var ikke super godt men det var nu ikke fordi han ikke tog på i vægt. Jeg er bestemt ikke et enestående tilfælde, tværtimod. Tager man et kig på diverse debatsider, hvor nybagte forældre kan søge sparring, så fylder vægtøgning hos baby enormt. Der stilles spørgsmål fra dem hvor baby ikke tager nok på, der skal suppleres op med erstatning, til dem hvor der udregnes hvor meget erstatning end baby nu os må få osv. Det er er stort følelsesmæssigt cirkus og noget der kan give dybe ar i sjælen og hvad gør man så, når uroen først er etableret ? Sætter man sig grædende ned og kaster ammeindlæggene i skraldene eller hvordan? Indkøber man den nyeste app, hvor tackling af babys måltider er muligt – jeg ved det virkelig ikke. Jeg ved blot at for meget kontrol aldrig har været vejen frem for mig, tværtimod.

I stedet må jeg kigge på min baby, kaste et blik i spejlet og love mig selv, at lave en afstemning i min og sundhedsplejersken kommunikationsform, for at passe på den side i mig som kan blive urolig – en urolig mor har aldrig gavnet en babys trivsel. Samtidigt må jeg tage den uro under lup og vurdere hvad det er den bunder i og hvad jeg tænker der er “farligt” ved en manglende vægtøgning. På mange måder må jeg altså gribe i egen barm og arbejde med den usikkerhed, frem for at lade den styre showet.

Highfive til alle mødre og fædre derude som lige om snart lukker en sundhedsplejerske ind i sin bolig.
Husk de er til for at støtte og evt. hjælpe om nødvendigt OG man må gerne stille spørgsmål til deres praksis, lige såvel som at de kan gøre det til din. 

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Velkommen til Verden Vilmer – Fødselsberetning

Velkommen til Verden Vilmer – Fødselsberetning

Prolog
Klokken er 04:25 og kun gadelygterne lyser op i mørket. Chaufføren lugter af dårlig herre deodorant og mit vindue er trods regnen, rullet helt ned. Jeg har neglene boret ned i håndfladen, for at holde fokus og derved tårerne tilbage. Min krop gør ondt fra inderst til yderst, mit inderste trækker sig igen og igen sammen, nogle gange i 30 sekunder og dernæst 1,5 minut. Beder om at blive sat af ved den “nedlagte” hovedindgang og søger mod opgang 15. Der er mørkt og bag mig høres der skridt. En lille dame kommer gående og hilser friskt “godmorgen”, dels i venlighed men os for at gøre opmærksom på hendes færden. Hilser pænt igen og i løbet af to sekunder har hun indhalet mig. Min forpinte krop komplicerer, sammen med et lavtstående hoved i mit indre, min gang. “Ja man kan aldrig vide hvem der kommer her i mørket – men det er bare mig” siger hun smilende, inden hun fortsætter “Jeg skal op på den afdeling, du formentlig os skal på” hun giver hun et henkastet nik til min mave.
Vi følges ind på hospitalet og ønsker hinanden god dag.

Jeg placerer min finger mod klokken, som dernæst indikere at jeg er kommet. En mørkhåret Jordemoder kommer til syne. “Hej – er det dig der er Christina? Smiler hun varmt mens hun rækker hånden frem for at præsentere sig. Vi hilser og sammen følges vi ind på en stue. Jeg undskylder min forstyrrelse midt om natten, men hun affejer mig kærligt med kommentaren “jeg får min løn for at du skal kunne komme, når som helst på døgnet, så det skal du altså ikke tænke på”. Allerede der er kemien etableret og det kommer mig til gode de næste par timer. Hun er sød, enormt nærværende og lyttende. Jeg fortæller om min opstart om tirsdagen og de nu mere eller mindre konstante veer, som jeg forsøger at dulme med positivisme, lidt panodil, varme og ja vilje. Vi når ikke at snakke videre før endnu en ve indfinder sig, tids nok til en CTG’en kan måle den. Samtidigt holder hun sine hænderne på min mave. Da veen aftager rækker hun mig en kleenxe. Mit nervesystem har nu været overbelastet så længe, at jeg ikke længere kan gøre andet end at søge helt ind i veen, være med den og lade den trække mig ud, hvor tårerne triller. “Har du gået med den slags veer siden tirsdag?!” Spørger hun mens hun tjekker kurven. “Ja og jeg prøver virkelig bare at holde dem ud og arbejde med dem” svare jeg. ”Jeg kan mærke der er noget galt, det er som om min krop igen og igen går i stå og jeg ved godt det er klassisk tredjegang men jeg har nok bare brug for et tegn på at der sker noget dernede, for der føles forkert?” Hun er sød, mens hun roser mig for min udholdenhed og vilje – ingen ville have bebrejdet dig noget hvis du var kommet allerede om onsdagen, eller torsdagen – din krop er jo i konstant arbejde” da hun siger sådan sætter hun mig fri og min sårbarhed kommer til syne. Hun undersøger mig og konstatere at trods kraftige veer, så arbejder min krop ikke med dem. Derfra sidder vi lidt og snakker om hvad det kan skyldes og der ligges på mange måder et lille anatomisk puslespil, hvor hjørnebrikken bliver mit keglesnit fra 2014, mit dobbelte keglesnit. Allerede da hun siger det, rammer min gynækologs ord mig som er lyn. Jeg har hele tiden frygtet at gå i fødsel før tid, hvilket keglesnitet kan forsage… noget andet det kan medføre, er at det arvæv som sidder i livmoderen, kan gøre den har svært ved at trække sig sammen og åbne sig på klassisk vis. Det er tydeligt Jordemoderen føler en form for triumf, ved denne opklaringen og da hun snakker med hendes bagvagt er de ikke i tvivl, min krop forsøger på aller bedste vis at få skudt mig i fødsel, men vævet har endnu ikke givet sig. Jeg nævner at jeg så bare må holde ud lidt længere, men min kommentar er hul og den omsorgsfulde side i mig selv, siger hvor længe endnu kan du det – og så føde bagefter?! Jordemoderen kigger længe på mig og siger så “der er ingen grund til at spille helt her, jeg kan både se og mærke på din krop at du er ved at være brugt.” Tårerne begynder at trille og min indre dominans siger “ta dig sammen – du kan godt” mens den omsorgsfulde side stryger mig over håret og siger “du skal os kunne stå på benene”. Vi snakker frem og tilbage og ytre min holdning til medicinsk igangsættelse. Jordemoder respekterer min lyst til af holde ud og ved. Hun kan ikke tilbyde mig en hindeløsning eller lignende, da alt simpelthen er lukket til. Vi aftaler jeg skal have en smertepakke med hjem og at jeg mentalt ikke må tænke jeg skal holde ud til næste Jordemoder konsultation, i stedet skal jeg tage dag for dag, ja næsten time for time. Derudover vil hun gerne drøfte min sag med en læge og have mig vendt på en konference. Hun tilbyder mig en seng men afslår og siger de gerne må ringe når min situation er blevet vendt på konferencen.

Da jeg går derfra føler jeg en indre splittelse. Det ene sted er jeg glad for at have slået fast, at alt dette ikke handler om lav smertetærskel og at årsagen til min krop konstant laver kør-stop skyldes det skide keglesnit. Klokken er 7 og efter alverdens undersøgelser har Jordemoderen information nok til konferencen. Jeg fisker min telefon frem og ringer til min mor, fortæller hende om keglesnitet og dets betydning og finder så en taxa for at komme hjem i seng.

Min telefon ringer klokken 10:00, det er afdelingsjordmoderen. Hun har læst sig ind i mine foregående fødsler og ikke mindst notaterne, samt de oplysninger der er indsamlet og gennemgået på konferencen. Lægerne synes jeg skal sættes i gang, men ikke med piller – i stedet vil de ligge et ballon karterer, med håb om de så kan tage vandet derefter. Mit vand er gået ved mine foregående fødsler, men kroppen har aldrig lavet veer og derfor har jeg fået et veer-drop på. Det har haft en god virkning, på trods af de enorme veer som dropper skaber. Hun er ærlig og siger at jeg nok skal forvente jeg står i samme situation – det er som sådan ikke nyt for mig, har fra starten tænkt jeg ville ende med drop, pga min historisk… men ikke to fødsler er ens. Alligevel bliver jeg ramt, tanken om at skubbe min krop ud i en fødsel, frem for den selv starter, det gør ondt og min stemme bliver svag og fyldt med gråd. Jordemoderen er sød og fortæller, at hun virkelig synes jeg skal overveje denne mulighed – mens jeg stadig har kræfterne og at de på denne måde kan efterkomme mit ønske om minus medicin og yderligere at dette forløb, foruden at de tager vandet, kan minde mest muligt om noget jeg kender fra tidligere. Jeg spørger ind til dets risikoer og deres erfaringer med andre kvinder som har haft drillende arvæv. Selvom jeg har sovet et par timer siden jeg kom fra Herlev, har jeg både nået at læse op på de undersøgelser jeg tidligere har haft gemt om keglesnitets betydning for fertilitet og fødsel, samt rejst sparring i min online terminsgruppe. Jeg er ikke noget særtilfælde, heldigvis og de andres historier er ikke fyldte med grønt fostervand og akutte kejsersnit. Tværtimod.

Jordmorderen er god til at høre mine bekymringer og svare ærligt på mine spørgsmål. Jeg går med livrem og seler og det gør at jeg nogen gange får lidt for meget information, men min erfaring er at jo bedre klædt på jeg bliver, jo mere robust er jeg os. Vi aftaler at jeg skal komme samme aften og få lagt karteret, med udgangspunkt i, at jeg så kan gå i fødsel ved at få taget vandet søndag. Vi afslutter samtalen med at hun beder mig samle kræfter og mærke efter. Da der ligges på falder tårnene. De falder som en reaktion på frygt, vrede og lettelse. Om nogen ville jeg gerne bare holde ud og ved, men jeg kender stemmerne i mit indre og formaningen om “ikke at spille helt” kredser rundt i hovedet. Det er ikke første gang i min tilværelse jeg har hørt dette. Jeg ligger mig ned, finde Vilmers bamser frem og putter dem ind til mig mens jeg forsøger at gøre mig tung og glide dybt ned i underlaget. Jeg kan ikke kontrollere alt, selvom jeg gerne vil det, men en ting kan jeg, nemlig stoppe op i tide. Jeg laver en mental to do liste og sortere hurtigt der helt unødvendige fra. Derefter snakker jeg med Morten, som tydeligvis er lettet over mit valg men os lidt skræmt – på mange måder er der nemlig pludselig noget der tyder på at Vilmer kommer om et døgns tid eller lignende og et lille “Fuck” dæmre i mit indre.

Eftermiddagen går på at hvile, pakke, koble mentalt fra og tanke op. Jeg spiser det mad, jeg normaltvis ville spise forud for et marathon og Morten tager drengene hjem til hans forældre, for at give mig lidt ro og plads til bare at mærke og føle. Et sted vil jeg gerne have denne sidste lørdag, sammen med dem, inden Vilmer kommer, men omvendt har jeg mentalt intet at byde på og jeg sætter mig selv fri i den konklusion. Alligevel tænker jeg, at jeg skal have Carl liggende i mine arme i nat og at jeg gerne vil sidde med Aksel søndag morgen, inden vi kører afsted. Jordemoderen tilbød mig at overnatte på hospitalet, men vil hellere ligge i min egen seng. Dels længere hen på dagen jeg kommer, jo oftere kigger jeg mod uret og nervøsiteten indfinder sig dets tætte på klokken 19 jeg kommer, alligevel skaber min egen afklarethed en ro og jeg forsøger langsomt at bygge mig selv op og finde tilliden til det jeg ved jeg faktisk kan, nemlig føde…

Søndag d 28.10.2018
At mærke efter og tro på sin krop.

Vi sidder i bilen, drengene er netop blevet afhentet af Farmor, som har dem indtil fødslen er i gang, hvor Farfar så overtager og Farmor slutter sig til os på fødestuen. Den første sne falder og tænker ved mig selv, det kun kan være magisk at blive født på “årets” første snedag.. Det hele gik pludseligt så stærkt. Om morgen tabte jeg mit karterer, hvilket indikerede at livmoderen havde gjort som den skulle og vi skulle derfor komme hurtigst muligt ind på hospitalet. Natten havde været lang, præget af urolighed og gode massive plukveer. Derudover er vi gået fra sommer til vintertid, så min normale opvågning klokken 5, er pludselig blevet ALT for tidligt.

Klokken er 8:30 da jeg trykker på klokken til fødemodtagelsen. De har travlt – rigtig travlt og vi venter indtil en afdelings Jordemoder kommer og beder mig følge med over på fødegangen. Om natten har jeg skrevet med Heidi, Jordemoder og forfatter til Meyer Metoden – den naturlige epidural, som har sagt der er heeeelt roligt på fødegangen. Og ganske rigtigt. Der er så roligt, at jeg kan få en stue, frem for at vente nede i vandrehallen efter vandet er taget.
Vi får stue 9…

Vi pakker let ud på stuen og venter på Jordemoderen, som skal følge mig, kommer. Jeg mener at en Jordemoder er så unik og vigtig i ens fødselsforløb og jeg har desværre gode og dårlige erfaringer med mig, dette gør jeg har lært at spore mig ind på hvad jeg søger i mit samarbejde med Jordemoderen. Mine overordnet punkter er: God konstruktiv kommunikation, som er informativ og gerne guidende i forhold til veer, stillinger osv. Det lyder ikke som noget nyt eller specielt når det kommer til kontakten med ens Jordemoder men ja – vi er jo alle forskellige. Derudover har jeg brug for at få lov til at være i fødslen, med alt hvad det indebære af følelser.

Døren går op og en jysk engel træder ind, Kathrine. Hun har 8 års erfaringen, vikar på Herlev og enorm ligetil. Hendes så naturlige facon gør vi alle forelsker os på ingen tid og kemien er gengældt. Vi snakker kort og så undersøger hun mig. Der er ikke sket det vilde – 3 cm livmoderhals og 1 cm åben, knap. Derudover står Vilmer fortsat højt og vi snakker frem og tilbage om hvordan vi skal gribe det hele an, for tages vandet nu, kan hans navlestreng komme i klemme. Derudover er min minimale åbning ikke super optimal, set med Kathrines øjne og hun forslår vi prøver med Augusta piller. Jeg har ingen lægelig baggrund, kun læst en masse om disse piller og yderligere om min livmoder med arvæv og her har jeg forstået at disse to ting, ikke en god kombi. Derudover bryder jeg mig ikke om et medicinsk indgreb i opstarten af fødslen. Vi snakker længe frem og tilbage og Kathrine henter sparring i afdelings Jordemoderen. Alt i mig skriger på jeg IKKE vil have medicin, min erfaring med Carls fødsel, som er født på veedrop på kun 5 timer, hvor jeg gik fra 3 cm livmoderhals og 0 åben (havde spontan vandafgang uden efterfølgende veer) det er mit peg om at min krop sagtens kan arbejde med droppet – den kan IKKE selv lave veer desværre (samme problematik fra Aksels fødsel). Derudover frygter jeg at en medicinsk igangsættelse kan være langvarigt og i sidste ende føre til et stærk stresset barn, men vigtigst af alt, så siger min krop mig, at jeg skal holde fast i troen på, at den godt selv kan – ligemeget hvad.  

Vi laver en ny plan. Både Kathrine og afdelings Jordemoderen vælger at lytte til min holdning og ønsket om “naturlig” igangsættelse. Vi sætte et drop på, som så skal øges hvert 20 min. Og max må stå på 180 i 2 timer. Derefter skal vi lave en status og hvis Vilmer dels står lavere og jeg er åben, kan vandet tages – ellers skal vi lave en anden plan, formentlig med piller. I mit hoved tænker jeg – SÅ går vi hjem. Synes skiftet i vores oprindelig plan er hård og fortæller jeg lige skal bruge 10 minutter til at omstille mig. I de 10 minutter skiftevis græder jeg, stiller alle spørgsmål der kan stilles og derfra “smør” jeg ærmerne op og acceptere at en fødsel ikke er forudsigelig og jeg må tillade mig selv at være i den frem for at forsøge at styrer den, hvilket er et af de mentale værktøjer jeg har hentet fra Meyer Metoden.

Den Latente Fase
Vi kobler droppet på og går i gang. Allerede ved første dosis begynder plukveerne at komme. Jeg vil helst være stående så længe som muligt, dels for at bevare overblikket og da Kathrine fortæller mig hvordan jeg kan hjælpe Vilmer med af komme godt ned i bækkenet under veerne, står jeg og små squatter. På mange måder bliver jeg til en kvinde med en mission – mission baby i bækken. Dosissen øges hvert 20 minut, med fokus på at veerne er kontrolleret og de ikke pludselig ruller ind over mig. Tiden går og langsomt begynder vi at være der hvor jeg skal koncentrere mig når veerne kommer. Jeg søger ind i mig selv, går med veen og følger dens udvikling med min vejrtrækning, når veen skal slippes, sukker jeg den væk. Mit suk er som en “nydning” der finder sted, en ve, en mindre og sådan arbejder jeg stående. I ny og næh kommer Morten og giver mig lidt kærlighed og med små tiltag formår han at “dominere” mig på fødestuen. I stedet for at spørger om jeg vil have vand, en isterning eller om han skal trykke hist og her, så gør han det bare. Sådan arbejder vi længe sammen under veerne, andre gange vil jeg bare gerne håndtere dem selv og i pauserne snakker vi alle om alt og intet.

Klokken nærmer sig 15 og Kathrine skal til at takke af og overlevere mig til en ny Jordemoderen. Jeg har allerede fortalt hende 10 gange, at jeg håber hun finder en, som er lige så sød. Da hun forlader fødestuen, får jeg et stort knus og et “held og lykke” med på vejen. Kort efter træder Trine ind på stuen. En lille kvinde, formentlig midten af 40’erne med mange års erfaring fra flere af landets travlestes fødestuer. Trine er som Kathrine os vikar men liiiidt mere kendt på Herlev. Hun er sød og støtter fagligt op om mit valg af igangsættelsesmetode. Vi hilser næsten på hinanden, ved at hun laver en indvendig undersøgelse. Det konstateres at Vilmer kan “trykkes” ned under en falsk ve og min livmoder nu “kun” er 2 cm lang og jeg er 1.5 cm åben. Det er bestemt ikke fordi veedroppet endnu har gjort det vilde med den latente fase kan være lang og sej og selvom jeg rammes af følelsen “fuuuuck det går langsomt” forbliver jeg i troen på det her kan lade sig gøre.

Trine beslutter at vandet skal tages. Det skal forgå ved hun kradser hul i fosterhinden, mens hun støtter indvendig, så hvis navlestrengen mod forventning skulle svuppe ud, kan hun skubbe den “retur”, samtidig skal jeg have en “albue” i maven, for at få Vilmer til at søge ned mod åbningen og stå fast med hovedet. Det går relativt simpelt med at få taget vandet, men da det begynder at løbe, er det ikke klart som jeg ført har oplevet det, i stedet er det lettere grøn. Jeg går i panik – men Trine beroliger mig og kategorisere fostervandet som en kategori 1, altså let grønt. Hun fortæller at hun måske derfor nok kalder en børnelæge når Vilmer er ude, da det kan være nødvendigt at suge fostervandet op af hans lunger, grundet det “slimet” konsistens. Undervejs i fødslen, bliver fostervandet mere klart.

Fra vandet er taget, skal der overholdes en procedure omkring pause på veedroppet i to timer, da kroppen normalvis selv går i fødsel. Men min krop har aldrig lavet veer efter vandafgang, så for mig bliver de 2 timer lange og “kedelige”. Vi tanker alle op med energi og jeg får kommunikeret med Trine omkring fødslen og mine ønsker. Jeg vil rigtig gerne selv tage imod Vilmer og afnavlingen skal først finde sted, når navlesnoreren ikke længere pulsere. Vi snakker kort om smertestillende og fortæller at jeg ved mine andre fødsler har haft en god oplevelse med lattergas og almen ilt. Derudover vil Morten og Jeg gøre brug af Meyer trykkene.

I de to timer ringer vi min svigermor ind, som er en del af fødeholdet. For mig har det altid været enormt givende, at vi har været flere end blot Morten og Jeg på fødestuen. Derfor er både min og Mortens Mor til stede, to kvinder jeg elsker, beundre og om nogen, gerne vil dele den oplevelse, som det er at et barn kommer til verden med. Min svigermor ankommer, aflægger status rapport på drengene og da klokken er knap 18, tændes der for veedroppet igen. Min krop har kun kunne lave nogle få veer uden droppet. Da droppet tændes, startes der forfra i dosis, men det er på mange måder som om min krop har været på pause og nu blot går tilbage til hvor vi sluttede, inden vandet blev taget.

Veerne udvikler sig og jeg følger dem. Jeg står fortsat op og forsøger at “åbne” min krop op, under hver vee. Trine går kærligt omkring mig, kommer med en kold klud til min nakke, sætter en varmedunk på min lænd og så følger hun mit arbejde med veerne. Det lyder helt skørt, at man kan sukke en ve væk, som var det en nydnings stund men det virker virkelig. Mens timerne går, rammes jeg periodisk at en bølgestrøm af følelser. Jeg er mest af alt glad, rørt over endelig at være i gang med at føde min kommende søn og samtidigt søger mine øjne konstant mod hjerteblinket på skærmen, som følger Vilmers tilstand i maven. Veerne laver små bjerge som langsomt bliver helt regelmæssige og deres intensivt længere og længere. Da klokken er 20 begynder Trine at pakke fødebordet ud og følelsen af noget tyngder for neden indfinder sig. Min mave er sunket meget de sidste timer og veerne oplevelse nu anderledes. Igen og igen er Morten omkring mig, med vand, vingummier, juice osv. Hver 2 time tager jeg en gel, som jeg normalt bruger ved langdistance løb og selvom min fødekvalme gør det kompliceret at sluge, tvinger jeg det ned. Jeg har en gang prøvet at gå sukkerkold under en fødsel, det skal ikke ske denne gang.

Mine øjne søger mod uret og jeg konstanter Vilmer er længe undervejs og at Trines vagt snart er slut. Det river i hjertet og tanken om hun under hele sin vagt har fulgt mig, er opslidende. Trine undersøger mig og konstanter hvordan jeg nu kun er 3 cm åben og med 1 cm livmoderhals. Vilmer står dog godt nede men det bliver for alvor italesat hvordan mit arvæv gør det svært for min livmoder at arbejde med veerne. Trine forsøger at skubbe til livmoderen, altså skabe ekstra opblødning i arvævet. Det er smertefuldt men ved at morten bruger meyertrykkene, så formår jeg at fjerne fokus for de smerter som Trines “arbejde” skaber. Hver gang jeg har en ve, føler jeg der er jordskælv i mit indre. Det føles som om Vilmer konstant støder imod mit skamben, symfysen; for i stedet at “dykke under” og søge helt ned i bækkenet. Trine får da os konstateret at hans størrelse samt mit arvæv er to dårlige kombinationer. Jeg spørger ind til hvordan jeg aktivt kan hjælpe Vilmer på vej og vi prøver en knæ og albue stilling kombineret med rebozo. Tårerne begynder at løbe når veerne kommer og jeg får overrakt en iltmaske for hele tiden at kunne søge ind i veen i stedet for at løbe fra den. Morten anlægger trykkene på livet løs og hans blød markering på min kæbelinje, minder mig konstant om at slappe af i kroppen, frem for at spænde op. Sådan går tiden og Trines vagt stopper og jeg overleveres til en ny Jordemoder, Perkatrine. Jeg har på dette på dette tidspunkt været tilkoblet veedrop i 10 timer og er nu godt sprød. Det brager løs på højeste niveau, og veerne er super intense.

Endnu en ny Jordemoder – Overgangsfasen
Perkatrine kommer ind på stuen med en studerende; hilser pænt på imellem veerne og så fremlægges en lille plan, som hende og Trine har lagt. Der er ingen tvivl om at Vilmers størrelse skaber lidt udgangsproblemer eller retter sagt, han har svært ved at komme til udgangen, det sidste stykke er der råd for. Derfor anbefaler de jeg får lagt en epidural blokade, da der desværre kan gå en del timer endnu før han får trængt ned og med det allerede lange forløb, mine smerter og veernes styrke, så frygtes det jeg går kold. Jeg har aldrig før tænkt på at anvende epidoral blokade som smertestillende under en fødsel. Lattergassen har været ude mærket OG jeg er derudover sindssyge bange for at blive stukket i ryggen og ikke mindst blokadens bivirkninger. Perkatrine har tydeligvis fået denne information af Trine og hun er os ganske varsom da hun anbefaler mig denne blokade. Jeg bryder fuldstændig sammen og beder om en pause. Normalvis er der ingen pauser i fødsel, men da jeg er på drop, så er det muligt og Perkatrine slukker derfor droppet. I de ti minutter droppet er slukket, bryder jeg fuldstændig sammen, jeg tillader mig selv at mærke og føle alting og de minutter hvor jeg står foroverbøjet indover fødelejet mens jeg hulker, står for mig som er af de største øjeblikke under fødslen. Mens jeg græder, afsøger jeg hver en krog i mit sind efter ny styrke og energi og Perkatrine og jeg bliver enige om at jeg får en time mere med max veer og at vi i den time gør ALT der kan gavne Vilmer søger imod udgangen. Jeg husker hvordan jeg beder Morten give den ekstra gas med tryk, en ny løbe geel sluges og der sættes lidt lattergas på masken. Derefter kommer jeg op i knæ og albueleje igen og på min lænd tegnes der to cirkler hvor der kan trykkes yderligere, for at ligge nogle smertelindre tryk under veerne. Mens jeg står der, skiftevis nynner jeg ved mig selv Vilmers vuggevise og taler til ham, som Perkatrine beder mig om, for at understøtte at han trænger ned. Sådan står jeg i veerne og på en time går jeg fra 3 cm til knap 8 cm. Smerterne er næsten ulidelige at være i og da Perkatrine overlever beskeden om den markante åbning der er fundet sted, bliver jeg dels lykkelig men os ramt at muren. Muren udgjort at en selverkendelse. Jeg kommer ikke til at kunne gå hele vejen. Klokken er 01 og selvom der nu er få centimeter tilbage, så står Vilmer fortsat over symfysen og det kan betyde fødslen kan tage alt fra 2 til 8 timer endnu. Fostervandet er blevet klart, hans hjerterytme som hele vejen igennem har været stabil er det fortsat – han har mere eller mindre slet ikke opdaget jeg er i fødsel, så alt ligger op til at han nok skal komme, spørgsmålet er bare hvornår.

Jeg føler jeg står ved en skillevej, mellem min egen stædighed og fornuft. Jeg VIL ikke have den blokade men omvendt har jeg ikke “råd” til at lade vær. Jeg har simpelthen ikke kræfterne længere og inderst inde er jeg os ved at miste troen på at Vilmer fortsat kan forblive i trivsel og vi ikke pludselig ender i et akut kejsersnit. Jeg kigger derfor på Perkatrine som forstår mit blik og kort efter står en super dygtig og pædagogisk anæstesi læge på fødestuen. Han får hurtigt lagt blokaden og den virker… den gør mig samtidigt virkelig dårlig. Morten er udkørt, utilpas og på mange måder føles det som om, at i det øjeblik jeg mentalt knækker, falder han med mig. Han sidder i en stol og med hans mor ved hans side. Lyset er blevet dæmpet på stuen, i håb om jeg kan tage en lille power nap, men grundet reaktionen på blokaden, er dette langt fra muligt. Men heldigvis kunne andre på stuen hvile. Et af de bedste mentale billeder jeg har fra fødslen, er af min mand og hans mor, sovende op ad hinanden.

Selv kan jeg ikke finde ro. Min krop reagerer nu kraftigt på blokaden samtidigt med den har fået for meget ilt igennem masken. Min mor sidder hos mig, stryger mig over håret, holder mig i hånden mens hun taler sig ind i mit indre. Jeg ligger jeg på siden, anvist efter Perkatrine, da det umiddelbar er den vinkel Vilmer bedst muligt kan komme omkring min symfyse. Den lille time jeg ligger der, sårbar, opbrugt, med en krop der på så mange måder er udkørt, er min mor og jeg sammen. Øjeblikket er unik, smukt og en af de mange fine fantastiske stunder fra fødslen.
Jeg ligger og får nogenlunde ro, i knap en time. Så begynder jeg at opleve en pressetrang. Veerne sidder nu helt nede i åbningen og trækker for og bagtil. Det gør ondt som bare pokker, mest af alt fordi Vilmer fortsat ikke er helt nede. Jeg er fuldt åben men uden baby i åbningen. Fra 3 til 4 skal jeg gipse på alle veerne. Det er enormt smertefuldt og igen – opslidende. Hele tiden at opleve hvordan alle processerne i fødslen, strækker sig ud. Efter knap en time med gips, kan Vilmers hoved endelig mærkes langt nok nede til jeg må forsøge at presse lidt.

Pressefasen – Kom nu for fanden!
Jeg har bare ingen fornemmelse for hvordan jeg kan presse, hvilket skyldes blokaden. Perkatrine anlægger små indvendige tryk, for at jeg derved kan visualisere og målrette mine pres. Vi slukker for epiduralen og i knap en halv time forsøger vi med gips og pres at få Vilmer til verden. Det lykkes ikke. I stedet mærker jeg for alvor hvordan mine kræfter forsvinder imellem mine hænder og panikken bedre sig. Det handler ikke om utålmodighed men om selvindsigt og den erkendelse af, at jeg muligvis ikke kan komme i mål. Jeg er ved at have brugt alle tænkelige kræfter. Veedroppet har nu kørt i 17 timer og fødslen har stået på endnu længere. Jeg føler på så mange måder at jeg er smidt i havet og afstanden til kysten er for lang til jeg nogensinde når den, jeg føler jeg drukner og angsten for at Vilmer ikke kommer til verden, på naturlig vis breder sig. Jeg kan ikke mere! Jeg græder, skriger og råber på så mange måder på hjælp.  Perkatrine møder mig og der tændes igen for epidoralen. Vi forsøger at skabe et rum for jeg kan samle kræfter. Det smides flere vingummier, gels og væske på motoren. Kløen og kvalmen, bivirkninger fra epiodoralen har for indfundet sig og min krop skriger på forløsning. For hver gipsen jeg laver, rykker jeg tættere og tættere på at kunne føde, men os nærmere afgrunden og jeg får efter endnu en ve råbt at hvis jeg skal føde, så er det NU – for jeg kan ikke meget længere. Perkatrine reagere hurtigt og sammen kommer jeg om på ryggen, da det er her jeg føler mest styrke i mine pres. Siden fødslen har jeg ofte tænkt, at hvis ikke jeg var blevet mødt her, så havde det hele taget en markant drejning.

Perkatrine begynder igen at anlægge indvendige tryk, mens hun guider mig i hvornår jeg skal presse og gispe. Hvordan jeg får fundet de aller sideste kræfter frem, det ved jeg ikke, men pludselig beder hun mig mærke hvordan hovedet nu er kommet helt ned. Følelserne er mange og blandet. Morten står ved mit ene ben, min svigermor ved det andet og min mor ved mit hoved. Vi arbejder på mange måder alle sammen – sammen. Afdelingens Jordemoderen kaldes til stuen, grundet Vilmers størrelse og den aller sidste del af pressefasens begyndes. Den foregår udelukkende på Perkatrines anvisning, da Vilmers størrelse gør han skal ud på en helt bestemt måde. Da hovedet endelig er ude, skal først den ene skulder og dernæst den anden lirkes ud og først der begynder Vilmer at blive påvirket. Han dykker i hjertelyden og en børnelæge kommer på stuen. Fra den video der er lavet, er det tydeligt sammenholdt med de blå mærker Vilmer fik, at han næsten rives ud til sidst. Jeg får taget imod og løftet op og følelsen er ubeskrivelig.

Vilmer ligger på mit bryst i knap 3 sekunder for dernæst at bliver taget af børnelægen. Hans vejrtrækning er stærkt påvirket af fostervandet og det pres han netop har fået. Jeg bryder sammen og klynker efter at få min lille dreng. Det hele går pludselig stå stærkt og jeg får en hurtig trang til at presse igen. Idet moderkagen slipper mærker jeg et skyl, hvorefter det sortner for øjnene og det bliver svært at få luft. Moderkagen, som har huset min store dreng; viser sig at veje knap 1,4 kg. Hvilket betyder at den flade som den har hæftet på indvendig er er stor og idet den slipper, sker der en stor indre blødning. Blodet kommer som en bølge og endnu flere mennesker kommer til stuen. Jeg svæver lidt ud og ind af bevidstheden. For hver gang jeg åbner øjnene, er der flere mennesker omkring mig. En Jordemoderen står med en albue placeret i min mave, en anden hænger et drop op med medicin, som skal hjælpe med at stoppe blødningen og en tredje forsøger at finde andre mulige kilder til blødningen. Der er ingen. Jeg er kommet fuldstændig helskindet igennem fødslen, grundet de to Jordemødre som hjalp med at forløse Vilmer. Droppet får en hurtig virkning og det vurderes jeg kan blive på stuen. Der er røget 500 ml blod og det mærkes tydeligt. De forsøger at lægge Vilmer hos mig, for at lade naturen hjælpe ham på vej til en normal vejrtrækning. Det virker. Der bliver roligt på stuen, min lille dreng ligger hos mig og i et kort sekund er alt som det skal være. Droppet med medicinen mod blødningen kører derudaf og min reaktion på modtagelsen af denne er jeg bliver dårlig. Rigtig dårlig. Mit blodtryk falder og jeg skal kaste op. For hver gang jeg kaster op får livmoderen et ordentlig tryk og endnu en “bølge” skyller ud af mig, stuen fyldes igen og der arbejdes på at stoppe blødningen. Knap en time efter Vilmer er født er der endelig ro på stuen. Min Mor og svigermor trækker sig tilbage for at lade Morten og jeg være i denne stund sammen og sådan er vi lidt. Jeg mærker pludseligt hvordan min vejrtrækning bliver besværet og når tidsnok at bede morten trykke alarm, før jeg igen mærker et dyk i mit blodtryk. Jeg kaster op, livmoderen får endnu et tryk og jeg forsvinder et kort øjeblik. Jeg vågner ved afdelings Jordemoderen står ved mit hoved, mens hendes kollegaer igen arbejder på mig. Der kobles et nyt drop på, og alt måles og vejes for at vurdere hvilket beslutninger der skal tages. Vilmer ligger på Mortens bryst, der sidder i en stol med ryggen til. Han græder. Det hele er for voldsomt. Mens jeg svæver lidt ind og ud, forsøger jeg at bevare roen i kroppen. Alt i mig er præget af total dødsangst og smerte. Det nye drop virker endelig og mine værdier begynder at blive normale. Ganske langsomt, får jeg det bedre og Vilmer kommer tilbage til mig. Han er suttelysten, vidunderlig og endelig i mine arme.

Vilmer er født klokken 05:09, mandag d. 29 oktober 2018.
Han vejede 4845 og er 56 centimeter lang. Han er intet mindre end vidunderlig.

Vi kom, trods lidt blå mærker, et blodtab og nogle få chok – alle helskindet igennem fødslen

Perkatrine kommer, da hendes vagt at ved at være slut og overlevere mig til den nye Jordemoder som skal afslutte alle mål mm. Det er Katrine, den første Jordemoder, som møder ind. Vi snakker alle forløbet igennem og Perkatrine sætter sig ved min side, nusser mig på kinden og roser mig for min præstation. Hun fortæller os; at var jeg sat i gang medicinsk; så var fødslen ikke gået som det gjorde – tværtimod og hun beundre min tro på, min egen krop. Hun giver mig et kram, bedre både Morten og jeg sikre, at vi får en efterfødselssamtale og fortæller at det er helt naturligt hvis vi får en reaktion ovenpå denne fødsel. Den har været hård og voldsom… men i mine øjnene os smuk, fantastisk og et udtryk for hvor ressourcestærk kroppen er. Selvom de sidste timer af fødslen, var som at danse i helvedet, mens Jonny Cash sang “Ring of Fire”, så følte jeg mig tilstede i fødslen, på en måde jeg aldrig før har været det.

Jeg tror at det store andel af kvinder, der i dag lider af angst for at føde, ofte er påvirket af det behov vi har opbygget for altid at være i kontrol. Jeg har om nogen altid følt et stort behov for at være i kontrol, men noget her i livet er og bliver ukontrollerbart, heraf en fødsel.

Min fødselsberetning kan hurtigt ende med at blive kategoriseret som en skræk fortælling, der kan få førstegangs fødende, kvinder der venter store børn eller har fået keglesnit til at tænke “Fuck”, og jeg vil være ked af, hvis det kun er den følelse man efterlades med, efter at have læst denne beretning. I stedet håber jeg, det skinner igennem, hvor vigtigt det er at tro på sine egne evner og fornemmelse. Derudover at man forstår, at man forud for sin fødsel acceptere at vi ikke kan vælge vores egne fødselsforløb, men vi kan arbejde med vores indstilling til at det kan gå ”alle” veje. Vi kan derfor forbedre os mentalt på, af gå med den og acceptere nødvendigheden i at omstilles sig, måske blot en eller flere gange undervejs i forløbet. Vi kan sætte os ind i en fødsels opbygning, de forskellige former for fødestillinger, smertelindringer og vi kan sikre, at vi er medspiller i at skabe en god dialog på fødestuen. Vi kan arbejde med det som forud for fødslen kan skabe en frygt, måske endda angst og hvis vi derved formår at kortlægge os selv, er det langt nemmere at kommunikere og hente hjælpen til at finde roen.



Vilmer er en uge gammel. Vi stortrives og jeg er smask forelsket i mit lille menneske. Jeg ser ikke hans fødsel som værende forfærdelig, men som en fødsel der på mange måder var min bedste fødsel, fordi jeg formåede at være i den, gå med veerne og samarbejde med min krop. For første gang har jeg holdt en sober tone under HELE min fødsel og jeg følte mig aldrig som et offer bundet til en fødeseng, men som en kvinde der kæmpede. Min mand agerede med en helt anden ro og har sidenhen fortalt mig, at han følte sig som en bedre medspiller, der var rustet, således at vi kunne skabe et samarbejde, frem for et sololøb hvor han bare blev en cheerleader.

Jeg vil gerne sige dig tak, for at have læst med hele vejen til nu.

Forud for min fødsel, læste jeg Heidi Meyer Valentins bog: Meyermetoden – den naturlige epidural, i forbindelse med en test for MomsterTest.dk. Derfor indgår der delvist reklame i dette indlæg, da bogen har været brugt i forbindelse med denne anmeldelse. Min og andre momsterbloggers anmeldelse kan læses HER og indlægget om netop min egen oplevelse af bogen, forud for fødslen kan læses HER.


Jeg har personligt valgt at anvende flere af Heidis værktøjer og teknikker undervejs i min fødsel. Ligeledes har min mand, son under denne fødsel for måde at være en vigtig samarbejdspartner og hjælper, i en langt bedre og mere rolig grad, end til vores to andre sønners fødsel. Udover trykkene, indsigten i Heidis skildring af smerteteknikker og forståelse herefter, formåede Heidi, som Jordemoder; at hjælpe med at etablere en følelse af empowerment, forud for fødslen og jeg tvivler ikke et sekund på at det var netop besiddelsen af min tro på det empowerment, jeg selv rummede, der gjorder jeg kunne være i fødslen, sådan som jeg var det. Mine varmeste anbefalinger går derfor fortsat til Heidi Meyer Valletins fantastiske bog Meyer Metoden – Den naturlige epidural.

Kærlig hilsen, Christina
Mor til Aksel, Carl og Vilmer

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Tanker fra en højgravid +40 uger

Tanker fra en højgravid +40 uger

Klokken er 4 om morgen. Carl har netop rullet sig helt op ad mig og I ligger nu i ske Vilmer, det er lidt sødt at tænke på. Er spændt på hvordan det bliver, når du skal ligge på min venstre side og Carl formentligt fortsat kommer ind og ligger sig mellem Far og Jeg. Så længe vi alle får sovet, så går det nok alt sammen. 

Det er fredag d. 26’ende oktober og din morfar har fødselsdag i dag. Tror ikke ligefrem i kommer til at dele, du og ham, det føles ikke sådan. Ifølge nakkefoldsscanningens beregning af termin, er jeg nu 40+4, ifølge min læges 40+1 og ifølge min egen, ud fra min ægløsning 39+6. Har nok hele tiden tænkt det var d. 26 eller 27’ende oktober og joker da os med, at hvis du kommer imorgen lørdag, så er i alle tre, født på en lørdag og yderligere har i fødselsdage 9-18-27’ende. Det er lidt skægt og nok lige en tand for… talfixeret. Jeg vil faktisk bare gerne have du kommer..

Jeg prøver hele tiden at komme ud af hovedet og ned i kroppen, væk for tankerne og den konstante afvejning af hvert et lille signal min krop sender. Jeg kan jo godt mærke og se at den arbejder. Skal virkelig holde tungen lige i munden for ikke at ringe til Herlev og høre om de kunne tjekke for evt yderligere åbning – kan ikke skrive yderligere, for der var intet at komme efter i tirsdags. Jeg prøver at holde mig selv i troen på at min krop selv ved hvad den laver og at den arbejder sammen med dig og mine fødselshormoner.

Alligevel bliver jeg bange. Kan godt mærke at min angst for at det skal ske dig noget eller der går noget galt, så tæt på termin, den er mere dominerende. Føler vi er så tæt på nu Vilmer og alligevel, alligevel så langt fra at være i mål. Målet er nået når du ligger på mit bryst og jeg kan de ind i dine smukke mørke øjne. Det er målet. Det er os det mål jeg ser for mig, når jeg taber kampen om optimismen. Det er sgu en psykisk rutsjetur at være over tid eller højgravid. Hele tiden bygges man op til kamp for dernæst at føle et frit fald.

Frygter virkelig du bygger lejre og lægerne til sidst siger “nu skal du ud”’ og det så skal gå stærkt eller sættes igang med medicin. Vil så gerne respektere min krop og dens proces og ikke placeres i alle mulige kasser som sygehuset har. Samtidigt er der en frygt for at lade vær med at følge anbefalingerne om igangsættelse ved overskredet termin. Jeg ved godt du nok skal komme, du skal bare have lov til selv at ville det og hvis jeg skal sige noget, så vælg venligst udgangen markeret med røde exit skilte og ikke den der “nødudgang” som lægerne kan give dig. Det er vitterligt min største frygt, at ende med et kejsersnit… det er bare.. ja .. det vil jeg IKKE. Det er frygten som går hånd i hånd med manglende ilt og ja det helt katastrofale…. så dyb vejrtrækning og stop dette tankespind – det er her hjertet begynder at banke hurtigere og angstsympomerne pibler frem. Omstrukturering af tanker om tilbage til kosmos tak.

Vi skal i Tivoli i dag, hvis vejret er med os. Det er mit eget forslag og ved det kræver en lur inden jeg henter drengene. Glæder mig til familiehygge og at holde din far i hånden. Du er så velkommen Vilmer men indtil du selv føler dig klar, så tager jeg al det jeg kan få med Aksel og Carl. De glæder sig og er begyndt at blive utålmodige. Nogengange kan de se hvordan gravidteten for alvor påvirker mig fysisk og Aksel nævnte forleden at han godt nok synes det var sejt at kroppen sådan kunne lave et menneske men at det os måtte være hårdt. Carl sagde at min mave var så rund som solen og den følelse han fik indeni, når han så på den, var varme. Det er næsten uvirkeligt at tænke på, at drengene for knap 14 dage siden rejste til Grækenland og jeg for næsten en uge siden hentet dem i lufthavnen. Mange siger “tænk at det gik”, men jeg har på mange måder ikke været et sekund i tvivl – men altså, der er jo ingen garantier. 

At vente dig har været et rent eventyr. Der har været fare undervejs, min vi har besejret dem sammen. Det meste af tiden har det hele dog været let og lige til, ud ad landevejen og fantasien omkring hvem du er har fået frit løb. Ligemeget hvad, så elsker jeg dig og jeg glæder mig til at du for alvor bliver en del af vores familie.

Håber snart vi ses, på din fødselsdag.

Kys og knus, Mor

Byg selv sofa – i en karnap

Byg selv sofa – i en karnap

I forbindelse med den makeover vi har lavet i vores lejlighed, som du kan læse om i indlægsrækken ”Bo bedre…” så byggede vi en sofa i vores karnap. Som så mange andre ældre lejligheder i byen, har vores os en fin lille karnap. Vi ønskede at udnytte alle kvadratmeterne i stuen, heraf os karnappen. Ved at lave en sofa i karnappen, havde vi muligheden for at skabe en god udsynspost. Vi har før prøvet bare at have en sofa stående i karnappen, men der er røget meget plads, grundet sofaens pasform og samtidigt var det svært at “nyde udsigten” fra en sofa som aldrig helt fik fyldt ”rummet” ordentligt ud.

Vores lejlighed ligge placeret ud til en mindre plads og har derfor ikke en blok overfor sig, hvilket gør lyset kommer godt ind i lejligheden og vi kan på mange måder kigge rigtigt ud på verden, hvilket ungerne virkelig nyder. I vores søgen efter en god og optimal løsning, begyndte vi at tegne rummet og det behov vi havde. Som børnefamilie, tror jeg aldrig man kan få for meget opbevaringsplads, da det at hver ting har sin plads – i min verden, mindsker rod. Samtidigt havde vi brug for at have en sofa hvor vores børn kunne ligge med en dyne, uden at det skabte problemer imellem dem og da ingen af os er til de store flyde sofaer, så måtte vi tænke ud af boksen. Vi prøvede derfor at fremtænke en løsning med plads til opbevaring, mange børn og en ekstra funktion, idet vi os synes det er rart at have en ekstra seng i huset, særligt når der kommer et spædbarn ind i familien. Det er rart at Hr. mand eller omvendt, kan trække sig for at få søvn, hvis vi står med meget natte uro.  Derudover skulle vores nye sofa fylde karnappen og give plads i rummet. Løsningen blev at vi ville bygge en sofa på bogkasser i karnappen.

Jeg har selv bygget sofaen og Hr. mand radiatorskjuleren. Madrasserne et arvet fra en venindes tidligere pallesofa og er 25 cm tykke madrasser, som i sin tid er solgt som almene madrasser til en seng. Det er muligt at købe hyndemadrasser på mål, via diverse shops, men det er dels rigtig dyrt og deres kvalitet er ikke beregnet til at fuldvoksne mennesker skal kunne ligge på dem. Vi har til sofaen fået nogle tilhørende loungepuder, så man selv kan modulere sig en god siddeplads i sofaen.

Sådan bygger du en sofa
Fremgangsmåde:

1. Sokkel
Det første jeg byggede var en sokkel. Soklen skulle flugte i højden, med det nederste af vores panel, som var i stuen. Ved at lave en sokkel, løftede vi dels sofaen men os bogkasserne, således at skidt og snavs ikke røg direkte ind i kasserne.

Soklen er bygget i MDF plader, som jeg har tilskåret mine beregninger, som har taget udgangspunkt i bogkassernes dybde og længde, således at bogkasserne får en god støtte og optimeret bæreevne.


2. Bogkasser og finish
Bogkasserne er malet og placeret således at der i hver ende er lidt ekstra luft, som til sidst lukkes til med en plade der er tilskåret efter udformningen på henholdsvis rør og panel. Kasserne har tidligere været brugt til legetøjskasser med hjul på. For at sikre kasserne blev så tæt samlet, uden sprækker, er de fastboret til henholdsvis sokkel og hinanden. De få sprækker der kom, grundet vores gamle skæve trægulv, er ud spartlet og dernæst har hele soklen og alle bogkasserne fået en klat hvid maling. Derudover har vi monteret en lille forliste langs sofaen, som der er i resten af lejligheden. 

3. Sofaens skellet
Hr. mand har bygget en radiator skjuler ,som dels forlængede vindueskarmen og sikrede at der kom en god ventilation fra luften under sofaen og radiatorens varme. Vi har derfor fastgjort sofaens skellet i denne skjuler og panelerne. Skellettet er bygget ud af lægder, som har fået støtteben. Her brugt jeg vinkelbeslag og patentbånd, til at fastgøre dette skellet. Skellettet flugter med højden på bogkasserne, således at der kunne lægges MDF plader ovenpå. MDF pladerne er lavet i 3 stykker, 2 hjørnestykker og et midterstykke, hvoraf midterstykket ikke er fastboret og derfor fungere som en lem til rummet under sofaen. Dette rum er et perfekt opbevaringsrum.


4. Madras og betræk
Madrassen er tilskåret med en brødkniv og derefter har jeg opmålt hvert stykke, for dernæst at sy et betræk til hver hynde. Jeg er bestemt ikke særlig skrap med en symaskine, men det er relativt simpelt at følge en opskrift til netop denne ombetrækningsmetode.

Jeg har gjort følgende:
1. Opmål det enkelte stykke madras og dets højde.
2. Dets højde ligger du til hele vejen rundt om det enkelte stykke stof
3. I hvert hjørne klipper du et indhak, som du syr ret mod ret, derved skaber du et hjørne.
4. Opmål et bagstykke, hvor du laver plads til en ombukslukning – man kunne os sy en lynlås i, men det kan jeg altså ikke lave, jeg har fulgt frkenfiils opskrift, som du kan se HER.

Med lidt sved, tåre og god tålmodighed, tog det stort set ingen tid at bygge sofaen og projektet har ca. kostet os 1200 kr. Hvilket er relativt billigt for en sofa på knap 4 meter, vi genbrugte flere ting, fra tidligere indretningsløsninger og vi fik madrasserne af min veninde. Stoffet i sig selv har været dyrt og ca. kostet 700 kr. i alt.



Både madras og puder er ombetrukket med stof købt i stof og stil og det var relativt simpelt at gøre, men stoffet var en af de dyre poster i projekt ”hjemmebygget sofa”. Under sofaen er der gode opbevaringsmuligheder og lige nu ligger der en støvsuger, pakkekalendergaver til ungerne OG alle vores rengøringsmidler. Derudover gør opbygningen på bogkasser, købt hos trævarefabrikkens udsalg, at vi har masser af opbevaring af bøger, nips osv.

Selvom vi ikke havde mange kvadratmeter at arbejde med, så synes jeg bestemt vi har udnyttet al pladsen på bedste vis og der fortsat er luft imellem de to zoner i spise- og dagligstuen. Hele rummet har vi forsøgt at binde sammen med farver, de materialer vi har brugt og planter, som vi generelt bare synes giver masser af liv.

Skulle du have lyst til at kaste dig ud i samme erobring af din karnap, så har vi brugt følgende typer materialer, alle købt i vores lokale byggemarked. 

Materialesamling:
Mdf plader 1,5 cm tyk.

Lægder 4,5 cm bred.
Bogkasser fra trævarefabrikkens udsalg
Fod liste
Vinkelbeslag
Patentbånd
Spartelmasse – som kan bruges til træ.
Hvid maling


Madras og puder
Stof til betræk

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Breve til mine sønner: Aksel

Breve til mine sønner: Aksel

Introduktion
I 2011 fødte jeg min første søn Aksel, forud for hans fødsel førte jeg en mindre dagbog, for at for afløb for mine tanker og utålmodighed. Dette var et brugbar redskab og da jeg i 2014 ventede vores anden søn Carl, følte jeg derfor et behov for igen at skrive ham et brev. Igen i 2018, da vi ventede vores tredje søn Vilmer fandt jeg det derfor helt naturligt, endnu engang at skrive et personligt åbenhjertigt brev til ham.

I indlæggene ”Breve til mine sønner…” som du kan læse HER og HER kan du derfor læse mine ord til mine drenge, du vil samtidigt få et indblik i at ikke to graviditeter er ens og yderligere hvilket pysko sociale påvirkninger jeg har været under i de forskellige graviditeter. Sidst men ikke mindst, kan du se en udvikling, fra at være første gangs til kommende tredjegangsmor.

Tirsdag d. 22 marts 2011 
Tiden er pludselig gået så hurtigt. Når jeg tænker tilbage til d. 1 Juli, som var min sidste p-pilledag så følelse det til tider som i går – andre gange følelse det som om det var et helt andet liv. DU er og bliver et kærlighedsbarn men også et ønskebarn. Frygtet tit at jeg ikke ville have så nemt ved at blive gravid, men.. du tog røven på os.. Ni dage tog det og så var du i gang med at udvikle dig til hvad jeg tror, bliver en rigtig dejlig lille dreng.

Jeg har i dag båret dig under mit hjerte i 37+3 dage og jeg har elsket dig fra første dag af jeg erfaret at du var på vej. Jeg har grædt af frygt for den store kærlighed jeg pludselig havde for noget jeg endnu ikke kendte til og jeg har været så bange for at miste dig… for at tabe dig, for at være nød til at vælge dig fra og nu.. nu er jeg bange for om du kommer rigtigt til verden. I min verden, i mit hoved så har jeg bare brug for du kommer til denne verden, trækker vejret som du skal og kigger ind i mine øjne og fortæller mig.. at jeg ikke længere behøver at være bange.

Prøver nok at snyde mig selv lidt, tror jeg bliver endnu mere bange eller nervøs for at det vil ske dig noget. Det er nok bare en del af at være mor. At bære dig har faktisk være magisk. Har været glad for at passe på dig og har nydt at mærke dig sparke og drille dig lidt. Men nu, nu er det lige ved at være for meget af det gode. Vil bare have du kommer til verden, så din far og jeg kan lærer dig at kende. At vi kan vise dig hvilken familie du skal være en del af. Vi vil bare gerne elske dig for den du er.

Men Aksel, min kære lille skat. Kom ud til mig – mig og din far.
Lover at vi vil vise dig hvor dejlig verden kan være.. og lover at du for altid vil være elsket til det uendelige.

Din Mor, Christina.

Uge 30

Onsdag d. 23 marts 2011
Så panikker din mor igen. Typisk mig, enten sparker du ikke nok, ellers så .. er man nu bange for du kunne have været udsat for Toxoplasmose, den sygdom som katte blandt andet kan smitte mennesker med. Tanken om du skulle fejle noget ville for mig være.. forfærdeligt. Ved min tanke på en måde er egoistisk men den er altså også på dine vejne. Jeg ville ikke egne mig til et ikke ”normalt” barn.. Kender mig selv for godt. Dine fødder er for mig normale, men hvis du skulle fejle noget neurologisk, det ville være forfærdeligt. Men hvorfor skal jeg også være så nervøs.. Efter fostervandsprøven kom der ro på, men jo tætter vi kommer på fødslen jo mere nervøs bliver jeg for at der skal ske dig noget eller at der er sket dig noget..

.. Er bare nød til at få dig ud, ud i verden.. Har bestilt en tid til noget akupunktur som skulle kunne sætte noget i gang.  Har en tid d. 6 April. Du må dog stadig gerne komme før..

I aften har din far lovet mig at han tager med i Frederiksberg Have og går op og ned af bakken derover sammen med mig. Håber virkelig snart du kommer ud, føler mig så.. låst fast i noget jeg ikke kan finde ud af. I morgen har jeg en danskprøve kl. 8.30, har heldigvis fået lov til at lave den hjemmefra, så min krop ikke skal være bænket til en hård stol i 6 timer.

Jeg kigger tit ind på din seng, står tit i dit værelse.. er ikke flov men.. ingen vil kunne kende mig hvis de så mig, når jeg står og fantasere derinde. Tænker på hvordan du vil tage mig med storm. Tænker om jeg vil være lykkelig når du kommer op i mine arme, eller om der lige skal gå lidt tid. Er ligeglad, ved du vil kunne forstå mig. Ved du vil have tillid til mig. Ved du kender mig og ved at jeg på sin vis kender dig og så alligevel ikke. Tror vi to kan noget sammen, tror at vi tre, din far og jeg vil være en smule snublende men at vi vil kunne skabe en fantastisk hverdag sammen.

Jeg har aldrig ønsket et hus, bil eller .. mand.. Din far kom ind i mit liv og så fik jeg lysten til en mand. Men jeg behøver fortsat ikke et hus eller en fin bil. Behøver bare masser af kærlighed – det er for mig det vigtigste her i livet. Ved du med tiden vil komme til at opleve dette. Allerede nu bor vi en lejlighed som i mit hoved er perfekt, den er ikke stor og fin, men den er god nok til os tre.

Kom snart min skat.. glæder mig til at møde dig.

Fredag d. 25 marts 2011
Du vinder – jeg må væbne mig med tålmodighed, selvom jeg synes det er umuligt. DU kommer når du kommer, når du er klar – når du vil ud. Din far og jeg tog i Frederiksberg Have og jeg LØB i håb om at sætte gang i fødslen op og ned af den bakke der er derover.. Fik da også utrolig hårde plukveer men .. det forblev kun plukveer så nu giver jeg op. Må prøve at acceptere at jeg ikke kan blande mig i dette her.. desværre.

Du ved at du er velkommen og mere er der ikke at gøre.

Lørdag d.26 marts 2011
To uger til terminen og MAX 4 uger til jeg skal sættes i gang.. Hvis det vise sig du er så skide stædig som jeg desværre tror du kunne være. Ville faktisk være ked af, hvis jeg skulle sættes i gang. Det ødelægger ligesom lidt af den der ”hvornår sker det”.. Måske er det lidt mærkeligt at skrive, eftersom jeg jo har løbet på trapper og bakker for at få dig ud. Men .. jeg synes det er noget andet.

Har valgt at tvinge mig selv til tålmodighed. Eller jeg har virkelig tænkt mig at prøve, så nu glemmer vi terminen og så laver jeg aftaler uden at tage hensyn til den. Men selvfølgelig tager jeg hensyn til at jeg er gravid og derfor ikke kan alt i verden..

.. Din far og jeg kæmper med at holde humøret højt. Det er hårdt for os begge. Skammer mig lidt for tiden. En sagde forleden at vi, din far og jeg skulle nyde den tid vi nu havde uden dig – det har vi i min verden også gjort i fulde drag. Men .. nu .. nu kan man ikke rigtig forholde sig til kun at være to. Ikke at din far ikke er nok for mig, men .. man har ligesom indstillet sig selv på at man skal være tre, der skal ske noget nyt og.. man ved at alt bliver ændret.. Ønsker ikke at ændre det din far og jeg har fordi du kommer, ønsker at tilpasse det hele, så der er tid til kærestedage – familiedage – singeldage .. Tror på det kan lade sig gøre, hvis man husker på det og hvis man tør det. Tænker tit at dem der får ammehjerne selv vælger det – simpelthen fordi de ikke tør træde ud af de ”normale” eller ”opstillet” rammer for hvordan en mor skal være. Hvordan skal en mor være ? I mit hoved, den bedste hun kan være for sit barn. Det ene udelukker bare ikke det andet.

Hvilket mor vil jeg gerne være ?
Nok bare den bedste mor for dig. En mor som giver masser af kærlighed, omsorg, tillid.. Men vigtigst af alt en som altid vil være der, ligegyldigt hvad der sker, selv når det er grimt.. Vil gerne være lidt af det jeg har set hos min mor, min mormor og også hos min svigermor. Jeg vil gerne være en blanding af det hele men med et godt twist af den jeg nu en gang er. Vil gerne have du lærer at man er ansvarlig for sin egen lykke, at man ikke kan være et offer her i livet og alle har noget man skal kæmpe med og imod. At du lærer at kærlighed er det vigtigste her i livet, ikke penge, ikke status men kærligheden.. intet andet.. Tror jeg ville have det svært hvis du udviklet dig til en person som ikke kunne udtrykke sine følelser, ikke kunne stå ved dine holdninger. Nok mest fordi det er det jeg ser som vigtige værdier hos mig og også hos din far. Din far har altid båret hjertet uden på kroppe ligesom jeg – hvis man lige knækker koden så har man verden smukkeste menneske, din far og alle hans følelser…  Håber aldrig du vil føle at vi manglede at sige jeg elsker dig, eller at vi var stolte af dig, håber aldrig du vil stå med følelsen af vi skulle have været mere konsekvente eller vi skulle have set det komme.. Håber vi sammen kan skabe en stærk familie, en familie som er der for hinanden – støtter hinanden og hengiver sig til hinanden.

Så hvem du end er så velkommen til verden
jeg vil tag del i dit liv og din verden
hvilke vej dit liv så end vil gå, og hvilken skuffelser du end
vil få, så siger jeg hvem du end er så velkommen, til livet hvad der end sker så vil det være
livet, og første side skrives i et eventyr når din første morgen gryr.

Onsdag 30 marts 2011
Puha .. klokken er kvart i 5, fuglene er begyndt at synge og jeg har været vågen i en lille time. Har ret ondt i min mave og kan ikke sove pga. smerten. Overvejer lidt om det er nu ? Tror det ikke – er ikke nervøs, har det bare ikke så godt.

Jeg var i skole i går – det var rart at se de andre. De var meget overrasket over at se mig – tror ikke jeg forstod det, men okay, der er også kun 10 dage tilbage til den beregnet termin. Synes faktisk graviditeten er gået rigtig godt. Jeg har faktisk haft det nemt – eller .. . altså jeg føler selv jeg har haft det nemt. Udover fostervandsprøven og bonus nyheden om klumpfødder. Der er en fra mit studie der er gravid og 23 uger henne – hun har oplevet det at være gravid som en slags sygdom. Er virkelig taknemmelig for at du har været ”nem” at bære. Tanken om det er slut lige om lidt, er underlig, en smule skræmmende men rar. Føler mig klar til du kommer – din far er også klar. Det bliver bare … mærkeligt at du ikke længere er i min mave, ikke sparker, ikke er der.. I stedet er du ude hos os.

Synes godt nok at min mave gør ondt – dårlig mave følelse twistet med et eller andet. Har svært ved at trække vejret ned i maven og har lidt kvalme. Tror ikke du er påvej lige her og nu, men det er bare en mærkelig følelse, tør næsten ikke tro på du er påvej, ikke fordi jeg er bange men.. vil ikke blive skuffet, hvis du nu ikke er. Måske er dette bare endnu en af de der nætter hvor jeg har svært ved at sove….

Mandag d. 4. April 2011
Okay, der skete ingenting forleden .. der er stadig ikke sket en pind. Bær dig stadig under mit hjerte men med manglende kærlighed efterhånden, jeg elsker dig men kan næsten ikke klare mere. Vi var til jordmoder i Fredags, du er sund og rask vejede lidt over 3500g og var fra hoved til hale 42 cm + dine lange ben giver det en meget meget laaang Aksel. Dit hoved står fast og de sagde at fødselen kunne gå i gang når som helst.

Elsker dig virkelig lille skat, men jeg kan ikke holde det her ud mere. Er simpelthen så ødelagt i kroppen. Al den vand gør det svært for mig at gå, mine led gør ondt og gør at jeg lukker ned. Psykisk så er jeg så belastet pga. utoldmodighed og nervøsitet at mit humør det er faldende og opgivende. Den manglende eller dårlige søvn gør det heller ikke nemmer for mig. Brokker mig og det er på trods af jeg venter en dejlig lille dreng og din far og jeg er så heldige at kunne lave børn sammen. Undskyld ønsker ikke at lyde utaknemmelig eller overfladisk, det er bare så forbandet hårdt nu.

Din onkel har fødselsdag i dag, har tænkt at det ville være federe at føde dig en anden dag end lige netop på hans fødselsdag – du kommer alligevel ikke i dag, men synes stadig du og din onkel skal have fødselsdag to forskellige dage. I morgen tidlig skal din far til eksamen, veerne må som sådan gerne komme i løbet af natten, så længe han kan tage til eksamen.. Det lyder måske lidt som ønsketænkning, man kan jo ikke bestemme hvornår du skal komme til verden og lige meget hvad så vil din far og jeg være lykkelige, lige meget hvad.

Tirsdag d. 5. April 2011
Så er to dage til termin. Hvis du var kommet til verden i dag eller i går så var din far og jeg selvfølgelig blevet ovenud lykkelig – men din onkel ja, han havde jo fødselsdag i går og din far skulle til en eksamen i formiddags. Nu er der fri bane og du er nu det eneste vi har i vores hoveder. Har faktisk følt anderledes i dag end jeg plejer – mit humør er meget bedre end i går. Har kraftige plukveer, dårlig mave.. de der tegn på at noget kunne være lige rundt om hjørnet. Tænker om jeg kan gøre noget for at du føler dig klar til at komme ud til din far og mig. Vi er klar, jeg er klar. Jeg er ikke længere bange som sådan. Jeg føler ikke at din far og jeg kan gøre mere nu. Vi er klar til at tage imod dig og lærer dig at kende.

Det er mærkeligt. Dengang jeg opdagede at jeg var gravid så.. så var jeg meget bange for alt omkring fødsel. Smerterne og hvordan du nu ville komme til verden – vil dig kun det bedste og er ligeglad med mit helbred, bare du kommer ordentligt til verden, får den mængde ilt du skal have og fødselen ikke er for stressende for dig. Nu ved jeg at min krop vil håndtere fødselen, er næsten tryg. Ved det lyder mærkeligt men efter at have set hvad en kvindekrop gør under graviditeten så tvivler jeg ikke på at jeg sagtens kan få dig til verden på normal vis. Altså. Det har, er fascinerende at have oplevet hvordan kroppen bare har tilpasset sig at du har været inden i min mave – den er jo bygget til at lave børn og det falder den helt naturligt. ..

Kærligst din Mor.

Torsdag d. 7. April 2011
Kære Lille Skat .. din mor er ved at kaste håndklædet grædende i ringen. Er simpelthen så ødelagt efterhånden. Jeg vågnede kl. 3 og gik ind i stuen – Jeg har stadig plukveer og trykker også på de nåle som jeg har haft siddende siden akupunktur i går. MEN ? . .. du vil ikke samarbejde.

Jeg har termin om 2 dage – og lægerne siger du er stor og fin = klar til at komme ud. Lige nu ligger du og møver rundt mens du hikker indeni min mave. Hvis du bare forstod at du ikke skal være bange for at komme ud så.. ville det være nemmer. Jeg er presser og forsøger at bestemme, men det kan jeg jo ikke.

.. orker ikke at være gravid mere, vil lærer dig at kende og have dig ud i din fars og min verden.

Aksel Sylvest Noer, 2 timer gammel

Fredag d. 8. April 2011
SÅ er er du samarbejdsvillig. Dagen før dagen. Havde ikke sovet så fantastisk godt i nat, var vågnet hver time og stod så til sidst op klokken 6. Overvejede om jeg skulle tage i svømmehallen, men mine ben var så ødelagt efter i går at jeg simpelthen var for ”doven” og blev hjemme. Faldt i søvn på sofaen og fik sovet lidt både på sofaen og i sengen. Din far og jeg spise lidt morgenmad og da klokken var lidt i elleve skulle jeg tisse og så.. gik vandet… Jeg var ikke et sekundt i tvivl om at det var vandet der var gået.

Da jeg fortalte din far det, eller da jeg sagde han måtte over og købe bind, var han et stort smil. Det var ja, fantastisk at sige det til ham.. Ringede ud på Hvidovre og de bad os komme til et lille tjek. Nu er vi hjemme, klokken er halv seks. Har veer, de kommer med 10-5 minutters pause og … det gør ondt. Er ikke rigtig bange, det gør ondt.. men .. ved du er det hele værd. Tror ikke jeg har forstået at du snart er ude hos os. Ved ikke helt hvornår det går op for mig – måske først når jeg hører din gråd eller vi tager tilbage til hospitalet. Håber du har det godt indeni min mave. Håber du kommer godt til verden og håber sidst men ikke mindst du behandler mit underliv okay.

Kærligst din mor

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

En fødselsmetode?

En fødselsmetode?

Dette indlæg indeholder reklame


Flashback
Idet jeg stiller min cykel, kan jeg for alvor mærke mit lille sociale handicappet jeg søge efter et musehul at kravle i. Det er underligt, 29 år gammel og selvom jeg faktisk kun har gode erfaringer med mig, når det kommer til at møde nye mennesker, så bliver jeg ofte ret så nervøs. Jeg skal mødes med nogle piger, fra en terminsgruppe fra facebook. Flere af de bekendtskaber jeg fik fra min sidste terminsgruppe, er i dag hjerteveninder og selvom der kan være relativt mange hormoner, spørgsmål om alt og intet og til tider “drama” i sådan en gruppe, så synes jeg stadig en terminsgruppe har potentiale til at skabe gode relationer på kryds og tværs. Med en lidt nervøs hånd, skubber jeg døren til cafeen op og går så ind. Mit blik søger efter nogle andre kvinder med mave på.

Et søsterfælleskab er unikt og i min verden, er netop dette fællesskab ikke et “portfællesskab”, hvor vi skal visiteres som var det Dansk Folkeparti der havde opstillet grænsekontrol. Nej et søsterfællesskab er ganske enkelt, et fællesskab af og for kvinder og alle de fantastiske variationer kvinder kommer i. Et samtaleemne, som altid kan knytte kvinder sammen, som har børn, er samtaler om ens fødsel / fødsler, derfra kan man så vurdere hvorledes kemien er og udbygge ens relationer derfra.

Det er os det der sker denne formiddag på Nørrebro alt imens kaffemaskinen larmer, vi skiftevis besøger toilettet igen og igen og de runde maver i ny og næh får et kærligt strøg. En kvinde fortæller om hendes fødsel, den har karakter af en “skræk” fødselsberetning, en af dem hvor lægen og jordemoder gang på gang må lave indgreb i fødslen, nogen store andre små. Denne oplevelse sidder naturligvis i hende, den dag i dag, men det står ret tydelig for mig, hvor stærk og refleksiv hun er omkring hendes egen sårbarhed og dets indflydelse på den komme fødsel, til trods hun kommer med et voldsomt akut kejsersnit efter 36 timers aktiv fødsel. Alt dette er hun nu i gang med at bearbejde, for at arbejde sig hen imod en forhåbentligt naturlig vaginal fødsel.

En anden kvinde fortæller om fødslen på 3 timer og en baby der kom til verden i første presseve. Så er der hende, den mørkhåret kvinde, med den fineste lille næse og smukke runde bule på maven. Hun fortæller om de første 3 centimeter som på så mange måder var ved at tage livet af hende og om Jordemoderen som var trådt ind på stuen og som havde haft en helt unik og bestemt teknik med sig, som hun havde anvendt på hende og overlevet til hendes mand. Hun fortæller om de tryk og kvinden, jordemoderen med det lyse hår og de varme øjne, som med den største nænsomhed og omsorg havde hjulpet hende til at finde ind til alt det som en fødende kvinde rummer, kræfterne.

Vi taler længe om denne fantastiske jordemoder, vigtigheden i at have kemi og hvor stor forskel der er på hvor en faglighed har rod. Kvinden med den fine lille næse, fortælle til slut, at denne jordemoder netop nu har en bog sendt til tryk, som omhandler den teknik hun anvendte og overleverede. Det er ikke bare en teknik, det er en metode. I ordet metode ligger en forforståelse af, at efterprøves denne, kan sammen resultat opnås, men to fødsler er selvfølgelig ikke ens og Meyermetoden er en metode udarbejdet på baggrund af praktisk erfaring. Hvad jeg ikke vidste dengang var at kvinden, jordemoderen, hed Heidi og hendes Metode i dag kaldes Meyermetoden. Ej heller vidste jeg, at jeg kort før min termin dels skulle møde denne fantastiske kvinde med de varme øjne og det bløde smil, og ikke mindst læse og anmelde hendes bog “Meyermetoden – den naturlige epidural”.

Heidi Meyer Vallentin, jordemoder, udvikler af Meyermetoden og blogger

Ved Momster Market i starten af Oktober, mødte jeg Heidi, hvor vi havde en snak om bogen, drøftet vores syn på fødselsforberedelse og yderligere fik lidt fif til hvorledes Heidisk metodiske tryg kunne og skulle placeres på kroppen. Yderligere fik vi vendt min og Hr. mands situation i forhold til at han er bortrejst til 2 dage før termin og da jeg gik derfra, så var det med en opløftet følelse i kroppen, en styrket tro på at lige meget hvilket omstændigheder jeg er under, så er jeg bygget til at føde os hvis det skal betyde at min mand ikke står ved min side.

I dette indlæg kan i læse min forudindtaget vurdering af  Heidis bog og yes – der kommer en part to, for kan allerede sige så meget, at jeg efter at have læst mig ind i Meyermetoden, rigtig gerne vil efterprøve netop denne. På Momstertest.dk kan I om kort tid læse min anmeldelse af selv samme bog. Skulle I personligt selv have lyst til at stifte bekendtskab til Meyermetoden kan I på Meyermetoden.dk læse meget mere om Heidis arbejde, hendes metode og ikke mindst bogen. I frygt for at blive misforstået og du som læser sidder og tænker : Hun skal jo tale positivt om den bog – det er spons, så er svaret hertil NEJ og jeg står 120% inde for hvert et ord i dette indlæg – ligesom jeg gør i mine andre indlæg der indeholder reklame – annoncer.

En kvinde, hendes bog og metode
Da ”Meyermetoden – den naturlige epidural” først lå i mit skød, eller på det øverste af lårene, det sted som det nu er muligt at ligge noget på når det er lige op over terminen, så kunne jeg ikke ligge bogen fra mig. Jeg har aldrig modtaget egentlig fødselsforberedelse, udover den ”forelæsning”, der blev udbudt for 8 år siden i et auditorium på Hvidovre, omkring veer og smertelindring. Til gengæld har jeg har jeg lavet et stort personligt stykke arbejde med mig selv, min psyke og dertil en tidligere fødselsangst. At læse Heidis ord var enormt rørende, opløftende og befriende. Sproget der anvendes i bogen er let at forstå, os selv når der anvendes en god del fagtermer. Derudover er der de fineste inddragelser af en række stærke og rørende personlige fødselsberetninger og skildringer – som jeg altid har elsket at læse, og derigennem fortælles der om forskellige fødselsforløb.

I bogen fortæller Heidi om hvorledes en fødsel er bygget op, dets stadier, forskel på veer og alt det der anatomisk sker før, under og efter en fødsel. Yderligere oplevede jeg hvordan jeg i kapitel 2: Forstå det, du frygter kom ud på en terapeutisk rejse. Særligt Heidis indfaldsvinkel her, tror jeg så mange kvinder, hvad enten de er førstegang eller flergangsfødende kunne have så meget gavn af at læse. I min terminsgruppe på Facebook og i mine venindeforhold har frygten, angsten for at føde altid fyldt en del. For nogen fylder den så meget, at nogen kvinder føler den eneste måde for dem at få et barn til verden på, er ved et planlagt kejsersnit. Jeg mener, at Heidi i hendes bog, formår at tale til kvinden, både hende som alle kvinder rummer, der engang har siddet i en bjørnegrotte i istiden og født, men os hende, omgivet af alverdens teknologiske muligheder. Med Heidnis enorme faglighed, erfaring, forståelse og varme, kommer hun helt der ind i mig som kvinde, hvor der findes en stor sårbarhed men os styrke. Det er netop den styrke, som Heidi med hendes ord appellere til, kan hjælpe den fødende i sammenspil med ens partner, under og i en fødsel.

I bogen gives der en god og pædagogisk indføring i alt fra hvad en fødsel er, hvorledes veer og deres forskellige former fungere for kroppen og hvordan man kan arbejde med sin psyke og smerte, altså formår Heidi at anvende forskellige videns former til at kommunikere og det gør, at bogen laver en fuldtræffer. Som læser, tidligere fødende kvinde, træder det tydeligt frem at Heidi er Jordemoder og selv har presset et barn ud igennem hendes fødekanal og det giver mig som læser, en tillid og samtidigt en form for samhørringhed. Da Heidis indfaldsvinkel er rettet mod kvinden og hendes partner eller fødselshjælper – hvis man er solo-mor eller far? Så er flere kapitler direkte rettet mod eller delvist skrevet specifikt til partneren og det elsker jeg virkelig. Heidi har om nogen stået på en fødestue og hun har set tusindvis af kvinder føde, men hun har os set tusindvis af partner stå ved den fødendes side og dem må man for gud skyld ikke glemme – os selvom alle indkaldelser osv. Kun kommer til hende der bær baby i maven. Heidis bog er som en stor værktøjskasse, som man alene og som par, kan dykke ned i og det gør man selv kan vælge til og fra, alt efter behov. Vigtigst af alt rummer bogen, som dets titel beskriver så fint – Meyermetoden. Det er særligt flere greb fra metoden, jeg sammen med nogen af Heidis skildret værktøjer, vil tage med mig ind på min fødestue, når Vilmer beslutter sig for at komme til verden.

Meyermetoden er en smertelindrende teknik, som ens partner kan udøve på den fødende kvinde og som har til formål at ”øge kvindens fornemmelse, slappe af og være i deres krop under fødslen”. Som kommende tredjegangsmor, må jeg indrømme, at jeg oftest har haft lyst til at råbe ”Cut IT Out!” under fødslen, eller pakke hele lorte sammen og sige – vi dropper det, han bliver derinde. Det er oftest der, i flugten, mine fødsler har været mest smertefulde. Derfor har min egen erfaring vidst mig, at hvis jeg gav mig hen til fødslen, var i den og fik hjælp til at holde ud og ved, så blev det hele langt mindre smertefuldt. Derfor har jeg nu siddet, med små post its og markeret hvor der er Hr. mand skal læse, forud for fødslen. Yderligere har jeg memoreret de akupressur-tryk som Heidi anviser i hendes Meyermetode samt vigtigheden i at sukke efter en ve, således at jeg forud og under fødslen, i sammenspil med enten min partner Hr. mand eller fødselshjælper, kan skabe et naturligt smertelindrende samarbejde.

Årsagen til jeg gerne vil lave et før og efter indlæg på netop Heidis bog, ”Meyermetoden – den naturlige epidural”, er at jeg efter at have læst bogen, sidder med en følelse af, at jeg ville have ønsket bogen fandtes dengang jeg sad som førstegangsmor og græd i frygt for at føde. Jeg ville ønske jeg under min første fødsel, sammen med min mand kunne have samarbejdet om fødslen, frem for at have været hende der hidsigt have søgt i blinde. Jeg sidder nu med en viden, lidt ala. den man tilegner sig fra sin første graviditet og barn, som gør man anden, tredje osv. gang er langt mere tryg og det giver mening – så ufattelig meget mening, for mig, at dele min oplevelse omkring denne bog. Så som så mange gange før, når et indlæg er markeret med reklame her på bloggen, så er dette mine ord, det er min vurdering. Jeg kan med modningsveer, hævet fødder og hænder, skrive under på, at jeg virkelig mener at denne fantastiske bog, bør læses af alle med en gravid mave og ligeledes dem som har hjulpet til med at skabe det der ligger i den – om det så er første, anden, tredje eller sidste gang man står overfor en fødsel.

Står du nu, og skulle have lyst til at købe bogen, så kan du købe “Meyermetoden – den naturlige epidural” i din lokale Arnold Busk eller online.  

Jeg vil gerne sige dig tusind tak for at have læst med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Glade jul, genbrugs jul

Glade jul, genbrugs jul

Nu får du måske allerede nervøse trækninger idet du ved at læse overskriften på dette indlæg og kan se det handler om jul når vi skriver “kun” oktober og løvfaldssommeren er over os. Derfor undskylder jeg på forhånd hvis du grundet dette indlæg oplever julestressen blive aktiveret, det er faktisk det modsatte jeg ønsker af slå et slag for, nemlig “mindre” pres i den søde juletid. Mit bud hvordan man kan forebygge mindre stres er nemlig at vi starter i god tid – ikke med at pynte op, men lidt juleskum kan vi jo altid få ned ikke?

Den trofaste læser har de forgangene år kunne læse med på indlæggene om mine genbrugs pakkekalender og igen i år har jeg kastet mig ud i genbruget, for at lave en pakkekalender til hver af drengene. Det betyder at der i år skulle findes 72 gaver.
Hvis du har lyst til kan læse om mine børns pakkekalender fra 2017, 2016 og 2015 i indlæggene:

I mine ældre indlæg, kan du se flere bud på mulige pakkekalender: Genbrugs jul og nye traditioner , Genbrugs pakkekalender Del I og Del II og sidst men ikke mindst indlægget Generation Nissedør.

Nu får du måske allerede nervøse trækninger idet du ved at læse overskriften på dette indlæg og kan se det handler om jul når vi skriver “kun” oktober og løvfaldssommeren er over os. Derfor undskylder jeg på forhånd hvis du grundet dette indlæg oplever julestressen blive aktiveret, det er faktisk det modsatte jeg ønsker af slå et slag for, nemlig “mindre” pres i den søde juletid. Mit bud hvordan man kan forebygge mindre stres er nemlig at vi starter i god tid – ikke med at pynte op, men lidt juleskum kan vi jo altid få ned ikke?

Den trofaste læser har de forgangene år kunne læse med på indlæggene om mine genbrugs pakkekalender og igen i år har jeg kastet mig ud i genbruget, for at lave en pakkekalender til hver af drengene. Det betyder at der i år skulle findes 72 gaver.

Hvorfor pakkekalendergaver?
Og brugt?
Det er jo en individuel sag, at finde frem til om ens barn overhovedet skal have en pakke eller adventskalender. Personligt synes jeg det er enormt hyggeligt og stemningsgivende at lave en pakkekalender til drengene, da de fortsat tror på Julemanden. Aksel er dog på vippen til at “miste” troen og så alligevel ikke. Jul er en magisk tid, hvis vi lader den være det og derudover mener jeg det er børnenes og hjerternes fest.

Vi går ind for en pakkekalender da vi gerne vil drysse lidt glimmer ud over dagene frem mod den 24’ende. Derudover så synes jeg stadig det er muligt at finde pakkekalendergaver som ikke bare ender i en rodeskuffe, hvilket er vigtigt for mig. Hvis det “hele” bare er en gang bras som i sidste ende bare bliver gemt væk eller smidt ud, så ville jeg ikke mene det havde nogen mening at lave pakkekalender til drengene. Det er os derfor størstedelen af drenges gaver er købt brugt, da jeg derved får mere for pengene og samtidigt kan holde mig selv op på at gaverne skal være brugbare.

En adventskalender kan med sikkerhed os noget og en skøn medmoder, blogger og veninde Copenhagen Mama kørte sidste år en adventskalender ind med formålet om at optimere samvær og øve det at være en god taber og vinder, ved at hendes børn fik gode traditionelle brætspil. Det synes jeg var en rigtig god og kærlig tanke med pædagogisk indhold.

Hvis jeg skulle kaste mig ud i en advents til ungerne, så tror jeg faktisk den skulle bindes op på oplevelser eller kreative indslag, men i en måned som december, synes jeg der skal være luft i kalender og plads til evt julekuller og tøffetid. Derfor er pakkekalendergaverne til drengene hovedsagelige supplement til legetøj de allerede har lidt af og som derved kan skabe nyt liv til en god leg.

Gaverne er primært fundet på det lokale lørdagsloppemarked på Frederiksberg, i mødrehjælpen, på Reshopper hvor jeg i forbindelse med indkøb af babyudstyr til Vilmer lige har tjekket om sælger kunne ligge inde med noget som var interessant og sidst men ikke mindst Børneloppen i Valby. Derudover er de nye ting købt, når jeg har skulle købe babyudstyr fra nyt af og den enkelte webshop har haft et mindre outlet. Jeg har købt gaverne helt tilbage fra Marts måned af og haft dem liggende i en pakkekalendergave kasse i kælderen.

Nedenfor kan i læse om tre pakkekalender, lavet til et barn på 2 måneder, knap 5 år og 7,5 år.

Med sandsynlighed for at være den første, så rigtig glædelig jul !
Og god læselyst

Pakkekalender til Vilmer på 2 måneder
Der er flere som har spurgt om jeg virkelig laver en pakkekalender til Vilmer og havde jeg ikke haft Aksel og Carl, var svaret nej…. men da jeg har to drenge, som tror på julemanden og som i foråret en dag nævnte at vi jo manglende en julestrømpe til Vilmer, da han jo os ville få gaver, så kunne jeg godt se der ikke var en vej udenom. Hr. Mand og Jeg havde ellers prøvet at sige julemanden kun kom med gaver til lidt større børn, men Aksel og Carl kunne ikke få deres tro på at julemanden som kun kommer med gaver til søde børn, til at passe med at deres lille uskyldige lillebror ikke skulle modtage gaver.

Derfor får Vilmer os en pakkekalender. Hans gaver er hovedsagelig købt brugt eller fundet i nogle af de få babyting jeg har gemt fra Aksel og Carl, som de alligevel ikke kan huske og derved har hans pakkekalender været relativ nem og billig at lave. Den består primært at udviklingslegetøj og lidt papbøger, noget har fra ca. 3 måneders alderen så småt vil få brug for til at stimulere hans udvikling.

Den samlet pris på Vilmers pakkekalender er knap 100 kr.

Pakkekalender til Carl på knap 5 År
Pakkekalenderen til Carl afslører vidst hurtigt, at han er rigtig glad for at lege med figurer, både Disney, Pokemon og dyr. Derudover er der lidt udklædning, film klassiker med figurer han er glad for og andet legetøj som polly pocket og vendespil mm.

Carls pakkekalender har kostet 215 kr.

Pakkekalender til Aksel 7,5 år
Pakkekalendergaverne til Aksel består af figurer som kan været et supplement til typer af legetøj han fortsat leger rigtig godt med. Derudover er der lidt forskellige puslespil, en bog som jeg allerede nu ved han vil elske, lidt til FDF forbundsskjorten og film til en fredag aften.

Aksels Pakkekalender har kostet 300 kr. og er derfor den dyreste og det skyldes hovedsageligt Peter Kanin filmen, som Aksel forresten får d. 23 december, så vi som familie kan skabe en god og rolig aften, inden juleaftensdag som godt kan skabe en stor spænding i begge drenge, som kan være svær at rumme.

Alle gaverne til drengene, har fået et lille mærke med hvilken dato de skal gives, da de er tilpasset således at drengene får en film, som vi kan bruges til fredagsfilm, ligesom at de to gange drengene får lidt spiseligt I deres julestrømpe er det en fredag eller lørdag og samme dag som den anden os får det, så der er en ligevægt.

Dette var mit bud på hvordan en genbrugspakkekalender kan se ud, til 3 forskellige aldersgrupper.

Kærlig Hilsen Christina.

Har du lyst, kan jeg også følges på Facebook  Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Breve til mine sønner – Carl

Breve til mine sønner – Carl

Introduktion
I 2011 fødte jeg min første søn Aksel, forud for hans fødsel førte jeg en mindre dagbog, for at for afløb for mine tanker og utålmodighed. Dette var et brugbar redskab og da jeg i 2014 ventede vores anden søn Carl, følte jeg derfor et behov for igen at skrive ham et brev. Igen i 2018, da vi ventede vores tredje søn Vilmer fandt jeg det derfor helt naturligt, endnu engang at skrive et personligt åbenhjertigt brev til ham.

I indlæggene ”Breve til mine sønner…” som du kan læse HER og HER kan du derfor læse mine ord til mine drenge, du vil samtidigt få et indblik i at ikke to graviditeter er ens og yderligere hvilket pysko sociale påvirkninger jeg har været under i de forskellige graviditeter. Sidst men ikke mindst, kan du se en udvikling, fra at være første gangs til kommende tredjegangsmor.

Kære lille Skat, mus, Carl..

Måske er det helt tåbeligt at skrive, måske giver det ikke mening, men jeg har brug for at sætte det her og måske ikke mindst dig fri.

Carl du er ønsker, du er villet, du er drømt om, du er alt det og så meget mere til. Du er frygtet men velkommen – vigtigst af alt så er du allerede elsket. Carl du skulle være, om nogle så skulle du. Du har med sikkerhed ikke oplevet den mest harmoniske tid i maven. Alt fra lange løbeture, eksamens pres og stress. Skænderier mellem din far og mig og ja opdragelse og udviklingen af din bror Aksel. Du har skulle hører på meget og med sikkerhed mere end du lige har syntes var fantastisk.

Uge 12

Jeg er ked af hvis du har følt dig glemt, uelsket og måske ikke villet. Carl jeg har altid ville dig – fra du var en drøm – en realitet og nu næsten en virkelighed. Jeg ved godt du har oplevet at skulle kæmpe med en mor og hendes sorg. Ja jeg har været i sorg – jeg har skammet mig og jeg har følt nogen måske ville straffe mig for den synd jeg et eller andet sted har haft begået. Du er min lille dreng – min Carl. Jeg kan se dig i mine drømme – mærke din livskraft, vilje og måske også den stædighed du har haft de sidst par dage. Jeg acceptere det gerne men synes det er en prøvelse lille skat. I smerterne – i den lange ventetid .. så ved jeg du vil være dette værd. Men gud jeg synes det er hårdt.

Min graviditet har ikke været nem og jeg kan selvfølgelig ikke bebrejde dig dette. Måske var det mine valg eller måske var det bare min krop – min krop der ikke har ville det – kunne. Måske var det vores løbetur sammen i Maj ? Du er min lille løberbaby, du er min lille skat. Jeg var så taknemlig den dag, så glad for vi gjorder det sammen. Jeg tænker at når vi kan det –så kan vi alt. Du blev hængende under biopsien. Det var et af mit livs hårdeste og ikke mindst sværeste valg. Det var ulideligt at vide, at jeg udsatte dig for fare – men det var simpelthen hvad jeg måtte gøre. Carl lærte under min graviditet med Aksel at man kan passe på sine børn på to måder i realiteten. Bringe dem til verden og man kan lade dem være et ”bedre” sted. Selvfølgelig skulle og skal du dog ud til mig, ud til din far og din bror. Guderne må vide hvornår eller os gør du ?

Uge 20

Verden herude er stor, den kan være voldsom men også fortryllende. Jeg lover at passe på dig – elske dig og ville dig. Jeg lover dig, at jeg vil være den bedste mor det er mig muligt. Jeg lover at se dig, at hører dig og møde dig. Jeg er til tider bange. Bange for om jeg nu kan, om du er en lille tyfon som vender alt på hovedet eller om du vil være mild og se at den familie vi har herude, den er der masser plads og kærlighed i. Vi ønsker dig, vi vil se dig. Det kan måske lyde underligt men jeg ved godt du ikke er din bror og han ikke er dig. Det bliver med sikkerhed super svært til tider at se jer begge, men det er det valg jeg har taget – det valg din far og jeg har gjort os. Vi ønskede det her – vi ønskede dig. Et barn som vi ville skabe rum til i vores familie. Endnu et barn også alligevel ikke. Du er ikke nr. 2 du er nr 1. Nr.1 på din måde. Ingen tvivl om at titlen lillebror vil klæde dig, men den vil måske også til tider være en belastning. Og jeg lover dig – at jeg skal gøre mit ypperste for at du vil blive mødt i det du kan – det du vil og den du er. DU skal ikke være din bror, du skal være dig og ingen anden. Hvis det til tider er en hidsigprop okay – kom med det, så må vi arbejde med det. Hvis du er til det ene eller andet, så vil jeg huske at se alt det gode. Jeg vil værne om dine ønsker og drømme. Du skal være dig og ingen anden. Hvis du lover mig dette – vil jeg gøre alt for at møde dig i den du er.

Carl, du bestemmer – men jeg vil også gerne være med. Hold op en dobbelthed. Men det er sandheden. Carl du skal have lov til selv at ville til verden, jeg forstår bare ikke helt det her vi er ude i efterhånden.

Mandag d. 13 januar klokken 05 vågner jeg med en mærkelig følelse i maven, jeg er helt sikker på der er noget galt og haster på Riget. På riget er du livlig og dit hjerteslag er så fint som noget – til gengæld er der noget andet som er i gang. Jeg har regalmæssige plukveer som i løbet af morgen udvikler sig til rigtige veer og fra rigtige veer til bidende veer og din mormor og far skal pludselig begynde at hører for meget. Jeg kæmper og mærker stille hvordan minderne om veer og smerte vender tilbage til en. Pludselig står vi på en fødestue – Din bror er sendt til pasning hos din fantastiske farmor og farfar og ja ? Vi er klar. Men det er kroppen ikke og heller ikke du. Der er ikke sket en pind og alle de smerte jeg synes jeg havde de er intet værd.

Uge 37

Siden i går har jeg flere gange tænkt, ej det kommer men nej. For 4 timer siden havde jeg veer som kunne have givet din far ikke bare et men flere blå øjne og mærker. Men intet. Carl du bestemmer, men på et tidspunkt stopper legen, så kan jeg simpelthen ikke mere og mine kræfter de løber ud. Elsker dig min lille skat – min lille stædige rad. Selvom det først er om en uge, altså lige ved og næsten så… Jeg synes det er en kamp, måske mest af alt fordi jeg jo ikke kun er din mor men også din brors.. Også.. gør det ondt mens det samtidigt er psykisk hårdt.

Kære Carl, kære lille skat. Vi ses jo snart. Det er jo lige om lidt.. I den forstand at det før har været i drømme, i 9,8,7,6,5,4,3,2,1 måned også uger.. nu er det i princippet 8 dage. Ja.. hvem ved.. Nu må vi se. Husk blot. Jeg elsker dig lille skat og du vil altid være mit drømme og ønskebarn.

Kærlig Hilsen Din Mor

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Jeg kommer til at savne dig Mor

Jeg kommer til at savne dig Mor

Det er midt om natten, kun kattens gang frem og tilbage til køkkenvinduet kan høres. Listende kattepoter, der trisser afsted igennem lejligheden og det genkendelige dunk der lyder, nå hun hopper ned fra køkkenbordet. Hr. Mand hader at hun er på bordet og hun gør det så os kun når han enten sover eller ikke er hjemme, mig har hun ingen respekt for – sjovt nok. Pludselig høres nogle andre skridt. De er hurtige, næsten løbende. De kommer hen ad gangen og med sig akkompagneres de trissende fødder af en dyne der slæbes efter sig. Det er Carl, altid Carl. Der går to sekunder, så står han på skamlen, smider hovedpude, puttekanin og dynen op, for dernæst selv at kravle op i sengen og ind mellem Hr. Mand og Jeg, hvor han ligger sig til rette på hans egen pude og trækker dynen over sig. Der går 2 minutter og så lyder hans stille snorken, mens hans hånd ligger i min og vi sammen ligger i ske.

Carl er mit lille smørhulsbarn, der i perioder kommer mere end ellers. Lige i disse dage, der kommer han hver nat og han ligger aller helst helt oppe i ansigtet på mig. Om dagen søger han min hånd, min favn, med søde ord fortæller han om hans kærlighed og en gang imellem får han os råbt af mig, ikke fordi han gerne vil råbe, men fordi det er den eneste måde han faktisk kan udtrykke hvor hårdt han synes det hele er og bliver, lige om snart. Carl skal nemlig på ferie i 7 dage uden mig, hans mor. Carl har fra spæd været et langt mere tryghedssøgende barn end Aksel. Han fandt sjælendt ro i andres favn og selvom han altid har været lattermild og eventyrlysten, så skulle det helst ske med mig indenfor rækkevidde. Aksel har omvendt altid været enormt tillidsfuld overfor Gud og hver mand, de skæve typer i bussen og de ældre herre som kunne henvende sig til ham, når han stavret ved min side. Carl derimod, han skulle slet ikke have kontakt med nogen fremmede. Børn er forskellige og jeg har altid fundet det vigtigt at imødekomme disse forskelligheder, frem for at tvinge en eller anden forestilling om hvordan det bør og skal være ned over hovedet på dem. Derfor har Carl os fortsat en plads i vores seng, vi har dog “altid” arbejdet med at han faldt i søvn i sin egen, med mulighed for at komme ind til os, midt om natten.

Da Carl er 2,5 år sker der noget, noget som jeg ikke mener nogen børn skal være udsat for men som alligevel var nødvendigt. Jeg bliver indlagt på et hospital, tankehospitalet og er i en længere periode adskildt fra Aksel og Carl. Det gjorder noget ved Carl, såvel som Aksel. Aksel var bare det større end Carl og igen  er han, af en helt anden støbning, så selvom han selvfølgelig os var påvirket; så var det på anden måde end Carl. Carl var sønderknust, uforstående og da jeg endelig var tilbage i de vandte omgivelser, var reaktionerne mange.

Under og efter min indlæggelse, arbejdede jeg enormt fokuseret på at Aksel og Carl havde et sprog for vores situration, jeg forsøgte at favne og gøre alt hvad der var muligt, for vi kunne have det godt sammen trods den uvante situration. Jeg gjorder mit bedste og jeg ved det var godt nok og at det på mange måder gjorder vi ikke ramte bunden. Alligevel så skete der noget med Carl, i min verden og forståelse så fik han separationsangst og den har jeg alene, med Hr. Mand og en professionel arbejdet på at få håndteret korrekt, ved brug af en række værktøjer.

Hans separationsangst var blandt andet årsag til, at jeg ved en kort medicinsk indlæggelse grundet lunge infektion og astma, sidste efterår modsatte mig lægernes anbefaling og valgte at sove hjemme, da jeg ikke mente mine børn skulle vide at Mor igen var indlagt på et hospital – dog et “almindeligt” et af slagsen. Hverken Aksel eller Carl skulle trækkes tilbage til dengang jeg var rundtosset. Vi snakker fortsat om at jeg engang var rundtosset. Engang gjorder vi det meget, lige efter min udskrivelse og i dag nævnes det måske en gang om måneden, måske mindre. 2,5 år er lang tid i børns verden og tiden har heldigvis os arbejdet for os, alligevel er det tydeligt at Carl reagere når jeg ikke er hvor han helst vil have mig. Engang var det sikkert og vidst, at hvis ikke jeg var hjemme om aften når han skulle sove, så kom han altid om natten med gråd. Havde jeg til gengæld været hjemme i en længere periode, så sov Carl os igennem inde hos sig selv.. sådan har det udviklet sig, gradvist, til det bedre.


Vi er to forældre
Carl og Aksel har en far, en helt fantastisk en af slagsen, som på så mange måder har holdt sammen mængde barsel som jeg, grundet hans tid som studerende, dengang drengene var små. Jeg har altid anderkendt og ment at Hr. Mand og jeg begge var primære omsorgspersoner og vi har os gjort en dyd i, at vi begge har skulle kunne putte, trøste osv. Det har nogengange betydet at Hr. Mand har overværet en af mine putninger for dernæst at gentage denne “metode” aften efter eller omvendt. Hr. Mand og Jeg er lige og jeg kunne ikke ønske mig en bedre far til mine børn, os selvom han i ny og næh glemmer regntøjet, forældreintra og pennalhuset, så er han den bedste, af den bedste.

Vi har sammen arbejdet med Carl og hans separations angst, ud fra de anbefalinger og råd som har været os givet. De har bygget på at give Carl gode erfaringer at trække på og ikke mindst taget udgangspunkt i der hvor han har været i hans mentale udvikling. Det har betydet at jeg har tegnet og fortalt og omvendt. Vi har sammen udviklet et sprog og nogle billeder på hvor svært det til tider har været for Carl at undvære mig. Jeg har tit spurgt mig selv, om han så har skulle undvære mig og om jeg måtte gå ud, sove ude osv. Både ja og nej. Vi har aldrig fået passet drengene sønderligt meget, ihverfald ikke med overnatning og når de har været passet, har det været af sekundær nære omsorgspersoner, altså af deres bedsteforældre. Jeg mener børn får en gave ved at være sammen med deres bedsteforældre og at det er en ad livets bedste gaver. Når vi af nødvendighed har været adskilt, som da jeg var i skrivecamps, mens jeg skrev speciale, så har det hovedsagligt været sådan et Hr. Mand kørte den ind som solofar.


Fra i morgen, lørdag, rejser han også afsted som solofar, når turen går mod en dejlig græsk ø, hvor hele Hr. Mands familie er klar til ferie. Carl har allerede noget så fint ytret, at han kommer til at savne mig og vi har derfor snakket en del om alt det der skyldes man savner hinanden, nemlig kærligheden vi har til hinanden. I min verden er det vigtigt at arbejde med sætningen “kommer til” for det er jo ikke forbudt at savne, tværtimod. Vi har snakket om det naturlige i at savne, følelserne og hvad man så kan gøre, når man har det sådan og vigtigst af alt, ingen følelser er forkerte og vi skal snakke om det, frem for at der gå knuder på følelserne nede i maven.

Jeg har fortalt, både Carl og Aksel, at det jo er dem der rejser på eventyr og at de hver dag skal opleve noget nyt og spændende, mens jeg passer Cava og Vilmer i maven, herhjemme. Vi har snakket om facetime, svømmingpool, putte-sove-kramme-dyr, familie, feta, sejlturerne osv. Vi har snakket om alt det som gør det er spændende at skulle afsted og et andet, nervepirrende. Vi har os snakket om lufthavnen og om hvordan jeg venter der når de kommer hjem.

Vi har snakket, vi har krammet, følt og i min verden tanket op og nu er der ikke andet at gøre, end at nyde den sidste tid og svinge tasken på ryggen når tiden kommer. Inderst inde så tvivler jeg ikke på at Carl er i de bedste hænder og at han får en god uge. Han får med sikkerhed os lov til at mærke nogle følelser, som Hr. Mand og hans bedsteforældre skal støtte ham i, men jeg ved de gør det og jeg ved at Carl derigennem os tilegner sig endnu en erfaring, som ikke er skrevet med sygdom, rundtosset hed; men med sol, is og oplevelser som bliver til gode minder om dengang han rejste på drengetur til Grækenland.

Tusind tak fordi du ville læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Ja’et I Nej’et og omvendt

Ja’et I Nej’et og omvendt

 

Dengang jeg lige var tjekket ud fra psyk, og for alvor skulle kæmpe mig ud af depressionen, holdte Hr. Mand mig i hånden. Han holdte ved, jeg holdte ud og det gjorde vi, selvom vores parforhold var kørt ud på sidespor.  Vi vidste begge der skulle sadles om, hvis vi skulle have en chance. En chance for dels at komme over depressionen, men os alt det, som depressionen var en reaktion på, i vores parforhold. Det var jo ikke kun min egen adfærd, som skubbet mig ud over kanten, det var så meget mere end det. Vi valgte derfor at gå i parterapi og det kan bestemt anbefales, hvad end om man sidder på grænsen til at kaste håndklædet i ringen eller hvis de lyserøde skyer fortsat svæver omkring en.

Jeg anser terapi, både par og individuel, som en investering man kan gøre i ens egen sundhed. Ligesom at bilen skal til syn, så kan sindet os have godt af et olieskift. Nogen tænker sikker – vi kan os tale alt for meget om ingenting og at vi kan tale for meget om alting. Det er jo en personlig beslutning, på egne og det parforholds vegne jeg er i, kan parterapi kun anbefales. Både Hr. Mand og Jeg mener, at parterapi for os har været som at lærer at danse livets dans – sammen. Sammen har vi lært hvorfor vi bevæger os som vi gør og hvad der kan gøre, at vi sammen kan danse, nogen gange tæt og inderligt, andre gange livligt, fjollet og i kådhed og igen .. som var det dødens tango, fyldt med vrede men mest af alt passion.

Noget af det vores parterapeut introducerede for os, som det første, da vi sad der, parret som altid jonglerede med mange bolde, gang på gang præsteret og ofte over middel, det var at de der pleasende overachievers, som hun mente vi var, skulle tage på kursus og lærer om Nej’et i Ja’et og omvendt. Altså at for hver gang vi sagde nej til noget, sagde vi samtidigt ja til noget andet, og i stedet for at have dårlig samvittighed over at sige “Nej, vi kan desværre ikke”, skulle vi rose os selv for samtidigt at sige ja til det som nej’et gav mulighed for. Det har været en hård men god øvelse for os alle og noget vi virkelig forsøger at lærer vores børn, da vi på en eller anden måde lever i et samfund, hvor man helst skal kunne klare alt, altid være på og række hånden op osv.

Hella Joof omtaler i hendes bog “Papmache reglen” disse her kage hegle, dem der som altid mener det SKAL være dem der bager og som ofte gør det med tanker som “Der er jo ingen andre der gør det” og “Nu står JEG her igen!” – (jeg har os selv, været sådan en kage hegle). Sagen er jo den, at hvis man altid melder sig, så oplever man jo aldrig hvad der sker, hvis man ikke melder sig? Så kunne det jo være nogle andre forældre tænke “Ok så gør jeg det” og så kunne det selvfølgelig ske det var købe mazarinkagerne til sølle 10 kr. der endte på sammenskuds bordet – And So What ?! Hele min adfærd, har i mange år været betinget af et konstant behov for at sige “Jeg kan godt!” bare fordi jeg troede at jeg skulle dette, for at være værdig til kærlighed, omsorg og respekt – at jeg derigennem var god nok. Det holder jo bare ikke en meter, for i sidste ende gav jeg jo ikke mig selv, den mindste form for respekt og jeg fik det jo aldrig rigtig bedre alligevel.

Jeg skal snart føde og måske uden min mand.
Indlægget her handler dels om Ja’et i Nej’et men det er hovedsageligt brugt indledningsvis til at skabe en forklaring på en beslutning, min familie og jeg har taget, eller Hr. Mand og Jeg. Der er helt sikkert mange som slet ikke forstår og det er fint, det er så heller ikke dem der står i min – vores situation. Hvorfor jeg så alligevel vælger at udgive dette skriv kan for nogen virke pardoksalt. For mig handler det om ærlighed, og om et behov for at sige – sådan gør vi.

Vores kommende søn Vilmer er på så mange måder planlagt og så mange måder et tegn på at man ikke kan planlægge en fis, når det kommer til graviditet, fertilitet osv. Eller sagt således – at vi forsøgte at blive gravid mens jeg skrev speciale, var mor og minimum løb 50 km om ugen mens jeg i en periode på 12 uger, løb 2 marathons, 14 halv marathons og et ultra løb, gjorder at min krop ikke mente graviditet var en optimal sag. Når jeg ser på alle de kilometer der gik forud en positiv test … sååå.. ja. Forstår jeg godt min krop ikke lige mente et æg skulle sætte sig fast. Jeg fortryder dog ikke mit løb, de præstationer jeg gjorder, jeg skulle nok bare havde været bedre til at erkende dets betydning på min fysiologi. At prøve i så kort tid som vi gjorde og derefter teste positivt er HELT normalt og jeg har ikke andet end taknemmelig til og for at min og Hr. Mands fertilitet er som den er. I den periode vi forsøgte at blive gravide, nåede jeg dog at tænke min depression og keglesnitet, ja sågar min alder, havde større betydning end vi lige havde regnet med, det var heldigvis ikke tilfældet og det, det er jeg taknemlig for.

Undervejs i forsøget på at blive gravide bestiller vi en rejse. Det er en rejse sammen med hele Hr. Mands familie, til en lokal græsk ø, som Hr. Mand har besøgt omkring 20 gange og hvor der i år skal afholdes en større fest – en fejring af dem som er årsagen til at gode venner på kryds og tværs af Danmark og som knap tæller 100 mennesker, hvert år i nogle helt bestemte uger, besøger denne ø. Hr. Mand har besøgt øen siden han selv var barn og i dag står han, som så mange af de andre unger fra dengang, og skal have sine egne børn med. Han skal bare ikke have mig med… desværre.

Life is what happens while you are busy making other plans.
Jeg havde jo købt en flybillet, men pludselig havde vi os en positiv graviditetstest og en anslået termin der hed d. 30 oktober. Netop denne termin er der blevet rykket lidt ved et par gange og officielt hedder det nu d. 22. oktober, selvom datoen  d 25 oktober. os har været i spil. For mig er det bare datoer, et par dage fra eller til. Når det begynder at hede 40+noget så æder jeg mine ord. Jeg har nemlig altid født til tiden – på termin og ved derfor ikke hvordan det føles at gå “over”. Jeg ved dog hvor ivrig og utålmodig jeg kan blive.. alligevel ved jeg, at børn kommer når de kommer og det er det jeg har valgt at tage udgangspunkt i.

Da vi sad med den positive test, et hjerteblink og en kalender kunne vi jo godt se, at der meget vel kunne være et sammenfald her. Ferien til Grækenland skulle afholdes i uge 42 og i uge 43 faldt min termin. What to Do?

Mange tænker nok her “aflys” hele ferien og skid hul i familien ikke kommer afsted og SÅ er der Hr. Mand og jeg, som tænker noget helt andet. Hvordan vi er kommet frem til vores beslutning, som vi faktisk nåede relativt hurtigt, det er på mange måder let at forklare.. for jeg kan lige så godt føde før som efter termin. Sandsynlighederne er lige store (nej jeg har ikke regnet på noget), men det er fakta. Fakta er os, at jeg, inde i min mave, i mit hjerte, har en tillid og tro på at min fantastiske kvindekrop er sammenskruet således, at den ikke går i fødsel før den er “klar” og ikke mindst barnet. Det er en følelse, en tro og nej – jeg kan ikke direkte dokumentere det, jeg kan blot sige at det er en “erfaring” jeg har gjort mig fra mine to andre graviditeter. Kald det naivt, men det er sådan jeg har det. Jeg har snakket en del med min fantastisk jordemoder om denne tro, følelse og hele scenariet og jeg er meget tryg og rolig. Der er ingen der ved hvornår jeg føder og det er det forunderlige vilkår ved at være gravid. Jeg ved blot jeg har en terminsdato, udregnet ved en scanning… som jeg mener, hele tiden har skillet sig noget ud.. særligt hvis jeg smed ægløsning og første mens dag ind i en kalender. Lige meget hvad er sagen den, at vi venter et barn og jeg kan føde mens min mand og børn er i Grækenland og jeg kan føde inden eller efter, det er nu engang sagens kerne .

Jeg har selvfølgelig tænkt alle muligheder igennem, alt fra fødsel inden, under og efter at Hr. Mand og drengene var afsted. Jeg har lokaliseret dét, som ville gøre ondt, hvis Hr. Mand ikke var med til Vilmers fødsel og Jeg har igen og igen konfronteret mig selv med chancen for at min tro, ikke holder en pind. Sådan er jeg skruet sammen; jeg er nød til at se på det jeg kan stå overfor, for i sidste ende at tage en beslutning som føles rigtigt for mig. Lige nu og hele vejen frem til nu, faktisk de 8 måneder som jeg har været bekendt med, at et lille liv voksede under mit bankende hjerte , så har jeg kendt til disse omstændigheder og jeg er okay, mere end okay og jeg siger ikke nej til min mand kan være med til fødslen; jeg siger JA til drengene sammen med Hr mand kan få en dejlig og unik oplevelse sammen.

Det vigtigste for mig i det her, er ikke at hente andres accept eller forståelse, men i stedet at jeg selv kan fælde en dom over min livsførelse, som jeg er tilfreds med og det er jeg, os i denne beslutning. Hvorfor jeg så skriver dette, det gør jeg, fordi jeg selvfølgelig er blevet stillet kritiske spørgsmål utallige gange og mon ikke en eller flere har lyst til at gøre det samme nu… Jeg skriver dette, da jeg faktisk gerne vil være ærlig omkring min families og min situation. Jeg gider ikke fortie eller feje ting ind under gulvtæppet, i stedet vil jeg blot sige det sådan der er, for os.

Tak fordi du læste med og du behøver ikke forstå ♥️

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Facebook Og / eller Instagram på profilen Mig_Og_Morskabet