Fra tanke til handling

Fra tanke til handling
Lavet af Selina Mandal

Mine øjne løber igennem linjerne, nærmest som om de ikke vil læse eller registrere det der står. Samtidigt begynder mit hjerte at banke hurtigere imens blodet pulser så det suser. Endnu en opfordre til forældreoprør, endnu en påpeger kravet om minimumsnormeringer og endnu en fortæller om de grusomheder, vi kender til i et iland og som i et uland ville være det rende vand. Det er bare nu engang indirekte grusomheder, som lejre sig i sjælen og som gang på gang påvises at give psykiske og udviklingsmæssige udfordringer. Grusomheder som forekommer, grundet det der fra statens siden tinderne til omsorgssvigt af Danmarks vigtigste små mennesker. 

Jeg læser videre. Læser det ene opslag efter det andet i Facebook-gruppen “Demonstration for minimumsnormeringer i daginstitutioner.” Så klikker jeg mig videre til den del, af den landsdækkende demonstration, som afholdes i København, på Bertel Thorvaldsens Plads. Datoen noteres – pis, der ligger et løb og muligheden for at se noget savnet familie… men det her.. det er bare vigtigere fortæller en stemme mig. På 5 sekunder er datoen booket og så rammer det mig. En demonstration med en baby på 5 måneder, shit. Nok er jeg tredjegangs mor, og nok er Vilmer relativt ligeglad med diverse former for stimuli, men alligevel. Så jeg begynder at undersøge om der måske var noget “baby” venligt, vi kunne deltage i. Hele familien. Det er der ikke og samtidigt spørger flere i begivenhedensgruppen, om der slet ikke er noget optog, forud for demonstrationen. Jeg skriver “Hvad med at lave en Barnevognsmarch – fra Frederiksberg til Bertel Thorvaldsens Plads?”.  Der går 5 minutter og så har forslaget fået utallige likes og kommentarer. Alle vil gerne gå med, men ingen vil lave en demonstration.

Jeg kigger lidt på Vilmer, som sover der ved min side. Så tjekker jeg endnu engang kalenderen og ser der er 14 dage til den 6 april. Det er ikke længe men måske længe nok. Derfra går det stærkt. Jeg melder mig ind i “styringsgruppe for demonstration for minimumsnormering”, for at søge råd og vejledning. Dernæst kontakter jeg en gammel medstuderende, som har mere end 15 års politisk arbejde på bagen og er demovandt. Derudover er han far til en lille dreng på 9 måneder. Han vil gerne yde sparring, men grundet hans partimæssige baggrund, så vil han helst ikke trækkes for meget med ind i en styringsgruppe eller rettere stå frem, da det måske kunne skade bevægelsens upolitisk fundament, hvilket virkelig er en holdning jeg beundre. Jeg lufter ideen – får et “det bliver pisse fedt Christina” med på vejen og så kigger jeg på Hr. Mand. “Skat…? Jeg tænker jeg gerne vil lave en demonstration”. Han kigger lidt forundret på mig, dernæst lytter han til årsagen til demonstrationen og siger så “Jamen jeg skal nok gå med” .. OG så stifter jeg gruppen på facebook.

Marchen skal have en plakat, en form for logo. Derfor kontakter jeg en mediegrafiker, som jeg kender igennem en gammel fælles relation. Grafikeren, Selina Mandal har tidligere lavet en smuk streg her til bloggen, som flere af jer nok allerede har spottet, og netop denne streg, tænker jeg kunne være genial som “logo” for Barnevognsmarchen. Selina er netop blevet mor til en lille pige, der nu er 6 uger. Selina er frisk og indenfor 24 timer sender hun den smukkeste streg, som senere bliver anvendt i andre marchgrupper landet over. 

I hovedgruppen og den lille gruppe for Barnevognsmarchen, efterlyser jeg frivillige og ret hurtigt melder Stella og Pia sig. To mødre, som virkelig har hjertet på det rette sted og derfra er styringsgruppen lavet. Vores arbejde koordineres udelukkende over en fælles tråd, som lever sit liv, når alle vores unger sover.

Det bliver tirsdag og udbredelsen af Barnevognsmarchen er for alvor igang. Det første døgn er over 100 tilmeldte og flere interesseret. Jeg kører rovdrift på mit eget netværk og her særligt mine influensers-kollegaer. Derudover har jeg den første uge, et dagligt mål om at dele marchen i 15 relevante grupper, alt fra legegrupper, køb-salg osv. Min deling laves med en overbevisning om at ALLE må ønske at ens børn får de bedste vilkår, hvis de er i en institution og at behovet for minimumsnormeringer er noget alle, om de har børn eller ej, kan tænke er en nødvendighed.  

Godkendelsen til afholdelse af demonstrationen, kommer relativt hurtigt og hertil demoruten. En vigtig erfaring jeg dog gør mig i 11 time, er at politiet kun kan give tilladelse til offentlige veje mm. Det betyder at tilladelsen til brugen af private/ offentlige pladser, så som Frederiksberg Rådhusplads, skal søges det pågældende sted. Nu vil nogen nok have lyst til at råbe “Vi har forsamlingsfrihed”, men jeg kan personligt godt lide at melde min ankomst. Heldigvis løser det sig, med lidt kvindelist OG ved simpelthen at bede viceborgmester om at hjælpe med at speede behandlingstiden gevaldig op… 

Da vi rammer weekenden, er vi klar til et større mediearbejde, i forhold til udsendelse af pressemeddelse. Samtidigt kommer vi ud i alle institutioner og bedre dem sende et skriv rundt til alle forældre via Frederiksberg kommunes svar på forældreintra i børnehaver og vuggestuer. 

Da weekenden er ovre, får vi styr på lyden – en skøn kvinde, ved navn Anna har en sød mand, Tom og han har et mobiltanlæg på en cykel – Bliss Bike og Wupti, vi har lyd til demonstrationen. Udover at skaffe lyd, får vi os balloner, helium, plakater og en dag ringer jeg fuld af selvtillid til Føtex på Vesterbrogade. Da jeg ligger røret på, er det med en sponseraftale på snacks og drikkelse til 500 børn.

Foto: Anna Vaupel Needham

Det hele går den rigtige vej og styrergruppen fortsætter sine daglige morgen og aftenmøder. Før vi ved af det når vi dagen før dagen. Stella har allerede lavet et radiointerview med lokalradioen, udgivet to kronikker i henholdvis JP og Politikken i forbindelse med #HvorErDerEnVoksen og samme morgen som marchen og den landsdækkende demonstration går igang, har jeg en aftale med P4. Det udvikler sig til at TV2 news vil følge demonstrationen ind til Thorvaldsens plads.. Der er altså for alvor puls på ! 

Et sted har jeg lyst til at sige det nok skyldes den udformning demonstrationen har og antallet af deltager, men det er en bestemt deltager, som medierne særligt ønsker at fange til marchen. Nemlig landets Børn og Social Minister Mai Mercado. Allerede om torsdagen har jeg modtaget en mail fra ministeriet.

Her skriver en højstående embedsmand / sekretær, at ministeren gerne vil deltager og yderligere snakker med mig og de andre i styrergruppen. Jeg indrømmer gerne, at jeg ved første indskydelse blev ramt af en “shit – fedt” og derefter havde jeg lyst til at kramme kummen, ærlig talt – for mailen var fyldt med spind og jeg var yderligere bekendt med hvordan ministeren i tide og utide havde meldte fra i diverse debatter osv. Hele mailen var gennemsyret med autoritet og er underlæggende ønske om at profilere en enkelt person som politisk var hårdt presset af hele landets forældre. Igennem bevægelsen #HvorAfEnVoksen, har vi gang på gang skulle kæmpe for at politikerne ikke serverede valgtflæsk. Hver evig eneste gang en politikker træder frem og medgiver sin støtter er det med sætningen “mit parti” eller “vi fra …”, altså valgflæsk ud over det hele. For tillykke med partimæssige holdninger, sagen er jo den, at de kritisable normeringer ikke er nyt lys under solen, tværtimod. I de 8 år jeg har været mor og 7 år til institutionsbørn, så har jeg oplever hvordan vilkårene på børn og unge området år efter år er blevet “forringet”, til trods for den ene politikker efter den anden, trods blok farve, har sagt “vi har tilført flere midler”. Mai Mercado mener det er en kommunal opgave, men sagde er bare den, at kommunerne har brug for hjælp til at løse denne opgave og det er her minimumsnormeringerne kommer i spil, altså som ordet antyder et MINIMUM for hvad vi kan forvente af vores daginsitutioner ! Ingen vil dog hoppe med eller næsten ingen, for det koster penge. Problemet er, “udover” børn mistrives, at den manglende investering i landets børn, den giver bagslag økonomisk, da flere og flere forsker peger på en sammenhæng mellem stigning af diagnoser og psykisk lidelse blandt unger og de vilkår vi i samfundet har “accepteret”. Jeg tror ingen forældre klapper i hænderne over den grundlæggende samfundsmodel vi efterhånden har fortalt os selv, er heeeelt okay. Jeg tror bare alt for få vælger at stoppe op og sige “kunne vi gøre det anderledes hjemme hos os?”

Tilbage til mailen fra ministeriet, som vækker en interesse hos diverse nyhedsmedier. Det var en bittersød fornemmelse at stå med – på den ene side var det fedt bevægelsen fik opmærksomhed og eksponering – men at det blandt andet skyldes  Mercados deltagelse … hvilket vitterligt ikke gav mening. Barnevognsmarchen var en demonstration med krav om minimumsnormeringer og dertil folk der støttede dette ønske. Jeg svarede kort og kontant at vi i styrergruppen havde andet for end en samtale med ministeren og henviste istedet til alle de debatter mm. Hun havde meldt afbud til, forud for d. 6 april, hvor vi hjertens gerne har ville tale med ministeren. 

Lørdag morgen føles det hele som en stor kombination mellem runde fødselsdage – juleaften og andre mærkedage, som skaber glæde, krydret med spænding. Nervøsiteten var til at tage at føle på. Brandtalen var øvet med god artikulation og diverse tilladelser printet. Alt var klart. Både til interviewet med P4’er, TV2 news og forberedelse på pladsen, forud for demoen. Alt dette skulle så holdes op imod Vilmer. At skulle afholde et så stort “event” og krydre det med en baby der fuldammes og ikke den der ene dag, kunne få bare et måltid fra flaske, det gjorde det hele sprængfarligt. Hvilket på mange måder har præget al forberedelsen op til demonstrationen. Alt er mere eller mindre lavet når Vilmer sov eller blev vugget i barnevognen. En enkelt gang er en vigtig samtale blevet lavet på medhør, mens jeg sad med farvestrålende legetøj og “red på to heste”. Jeg ved, at dette er karakteriserede for rigtig mange folk i hele denne forældrebevægelse og det rør mig dybt og inderligt. Det er sårbart at være børnefamilie, der er mere end rigeligt at se til og det gør det os man som samfundsborger hurtigt og velbegrundet kan sige – det kan jeg simpelthen ikke være en del af. Alligevel synes jeg at denne forældrebevægelse, dette oprør, har vist at sammen så er vi stærkere !

Interviewet med P4, går rigtig godt. Jeg formår at være tydelig i min tale, budskabet og nogenlunde fri af nerver. Da TV2 news ankommer begynder det dog at knibe med roen på nerverne. Det bliver aldrig min store lyst at tale foran et kamera og det er på trods af det nu er 4 gang jeg er på live tv, i den ene eller anden sammenhæng. Jeg nyder det ikke, men jeg kan “godt gøre det”. Optagelserne kommer i kassen og derfra går det videre til Frederiksberg Rådhusplads, hvor forberedelserne skal gøres. De går mest af alt går ud på at puste balloner op, teste lyd og sikre vi har hængt skraldeposer op, så vi ikke sviner. Det hele går relativt nemt. Jeg har fået min gode veninde og tidligere specialemakker til at stå for rutervagterne. Politiet ankommer klokken 11 og meddeler lidt skeptisk, at hvis vi ikke bliver flere, så skal vi gå fortorvet… da de kommer igen 11:30, er det med beskeden om af de nok skal hjælpe os igennem byen. Senere i marchen fanger samme betjent mig og spørger hvor mange jeg havde meldt skulle deltage .. jeg fortæller at jeg havde oplyst det kunne blive mange (1300), grundet den enorme udbredelse og opbakning bevægelsen #HvorErDerEnVoksen havde fået. Vi ender med at blive talt til at være minimum 5000 i Barnevognsmarchen.

Forud for afholdelsen af demonstrationen, havde jeg en forhåbning om at pladsen foran Frederiksberg rådhus ville være fyldt, ikke proppet eller tætpakket men bare “fyldt”… det endte med at optoget fyldte 1 kilometer – knap hele vejen op og ned ad Frederiksberg Allés højre vejbane. Billederne derfra taler sit eget sprog. Da jeg ser ned ad Allén, uden hverken af gå forrest eller bagerst, der fældede jeg en tåre. Optoget er udgjort af nybagte forældre, gravide mødre, forældregrupper, bedste og oldeforældre, legetanter og onkler, medhjælper og pædagoger, fagkvinder og mænd, lokalpolitikere og vigtigst af alt, massevis af børn. Danmarks fremtid gik der, på gaderne og jeg tager vidst ikke meget fejl, når jeg siger, at rigtig mange fik taget deres demonstrations mødom den dag.

Demonstrationen bliver på mange måder en succes, både den landsdækkende og marchen. Og på så mange forunderlige måder, er det surrealistisk at tænke på, at jeg kun 14 dage før Barnevognsmarchen, havde tænkt en tanke .. og det nu var blevet til en handling. En handling, som gik udover min egen fantasis grænser . Da jeg står på trappen til Rådhuset og holder min brandtale, er jeg dybt berørt over det enorme fremmøde der er på pladsen, hvilket flere gange, skaber en stor klump i halsen.

Fotograf Simon Lessøe, Berlingske

Forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen, er først lige begyndt. Netop nu lægges den fremadrettet strategi, med ønske om at “holde” presset og skabe ændringer. Jeg deler dette ønske, dette mål.På dine og mine børns vegne. Jeg opfodre ALLE forældre til at melde sig ind i gruppen : Demonstration for minimumsnormeringer i daginsitutioner.For at følge bevægelsens udvikling og støtte op om, at vi i Danmark kræver statslig omsorg til vores børn nu. Dette kan og må, ikke effektiviseres !

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina 



Det rene vand?

Det rene vand?

I slutningen af februar 2018 tog jeg en beslutning, samme dag, som jeg tog en graviditetstest der var postiv. Jeg valgte resolut at stoppe mit forbrug af Pepsi max. Når jeg skriver forbrug, så mener jeg nok – overforbrug eller misbrug, hertil afhængighed. “Hej jeg hedder Christina og jeg har været Pepsi max afhængig.” Jeg har vitterligt været der hvor en eller to dåser Pepsi snildt kunne være drukket inden klokken 10. Og når dagen var omme, havde jeg nogengange drukket over 2 liter, 2 liter sukkerfrie sodavand, som så indholder en masse andet.

Mit forbrug af Pepsi Max – altid max og aldrig xero, startede da jeg ville tabe mig, efter fødslen af Carl. Jeg havde læst mig til, at mange brugte lidt sukkerfri sodavand, til at tage toppen af trangen til søde sager. Denne trang kendte jeg en del til og tanken om lidt “læske” drik kunne fjerne denne, uden at tilføre kalorier, det var genialt. Derfra tog den ene flaske, dåse you name it, den anden og da jeg yderligere ikke drikker kaffe så blev pepsiens koffeinindhold os min ven.

Min kolde Pepsi tyrker, var noget af en oplevelse. Dels fordi jeg nu ikke længere kunne afhjælpe min sukkertrang og yderligere fordi jeg mere eller mindre kunne montere et drop med Pepsi, under specialeskrivningen – forud for den postive graviditets test. Jeg fraskrev mig ikke kun Pepsi, men al sodavand for istedet at drikke almen postevand eller danskvand OG det var ikke uden abstinenser og en stor lyst til at løsne et skruelåg. En af årsagerne til dette stop, skyldes at jeg normalvis tager meget på når jeg er gravid og ved at holde mig fra produkter med et stort indhold af sukker, ville jeg forsøge at mindske min vægtøgning. Derudover kunne jeg ved at drikke vand, forsøge at mindske væske i kroppen, hvilket rent faktisk lykkes.

I mit fravalg af sodavand og overgangen til at drikke almen vand og vand tilsat kulsyre, oplevede jeg en stor udvikling i mit fordøjelsessystem og hvor underligt det end må lyde, i min generelle velvære. Der skyldes måske hovedsagligt at jeg nu fik indtaget den anbefalet mængde væske..

I 1 år og 5 dage holdte jeg en pause fra alle former for sodavand og da jeg “endelig” mødtes med min engang elskede Pepsi max igen, var det yderst akavet. Jeg kunne nemlig ikke lide smagen længere. 

I ny og næh drikker jeg lidt sodavand og her pepsi max. Men generelt set slukker jeg oftest tørsten i danskvand eller vand med lidt mynte og citron. Jeg har samtidigt altid en drikkedunk på mig som bliver fyldt flere gange dagligt – særligt nu hvor jeg ammer, så er mit indtag af vand vigtigere end nogensinde før.

Indholder reklame – Da Momstertest.dk så spurgte om jeg ville prøve BWT filter kande, så tænkte jeg at det kalkfrie vand tilført magnesium – måske kunne supplementer mit stødt stigende danskvand forbrug.

Det lyder måske lidt skørt med sådan en filterkande, sådan tænkte jeg, dengang jeg modtog BWT kanden. Jeg har tidligere hørt om vand der smager som det du finder i de små kilder i de svenske skove OG er man en sand vand gastronomisk type, så er BTW kanden nok et must have. Personligt har jeg tænkt at vand nu engang er vand og at en BWT kande jo nok er et klassisk ilandsprodukt…

For i mit hovede, så er vandet i min vandhane jo rent men omvendt kan det jo diskutere hvor længe – sådan som vi passer på grundvandet.

Tusind tak fordi du læste med .

Momstertest.dk kan du netop nu læse om andre morbloggers anmeldelse af BWT filterkanden.

Kærlig hilsen Christina


Forældreopråb – ej nu, det passer ikke så godt ?!

Forældreopråb – ej nu, det passer ikke så godt ?!

Som en steppebrænd spredes forældreopråbet #Hvorerderenvoksen?!

Og på trods af hele 26 nu planlagte demonstrationer i Danmark, Sociale Medier der gløder, så kan vi godt gøre det bedre !

Jeg føler personligt, at jeg pt. kører rovdrift på mine venner, hele mit netværk, men jeg gør det – for dine, mine – vores børns skyld!

Hvorfor?! Fordi den situration vi i en årrække har oplevet udviklet sig i særligt daginsitutionerne er stærkt kritisabele.

I min jagt på forældre der vil bakke op, møder jeg lidt af hvert, dem som melder sig klar til at gå skulder ved skulder og så dem, som fejer foran egen dør ala. “Vi har ikke længere børn i vuggestuer og børnehaven eller – mig barns institioner er rigtig god i forhold til normeringen” og dertil spørger jeg så : Hvad med din brors børn – din venindes?

Har du aldrig haft en samtaler med en af dine nære, som fortæller om hvor frusterende det er at aflevere sit barn, på en underbemandet stue?

Kom nu !

Det kan ikke vente, det er NU.

Sammen er vi stærkere!

For vores børns skyld !

Jeg er selv Mor til tre og i mine ældste børns vuggestue og børnehave karriere har jeg oplevet lidt af hvert. Alt fra en bemanding der har gjort jeg har smidt tasken, sms’et til studiegruppen om jeg først kom senere – når den næste pædagog klokken 9:30, mødte ind. Jeg har sat mig på gulvet mellem duploklodser og plastik dyr og oplevet hvordan tryghedssøgende børn har placeret sig i mit skød, på trods af vi lige havde mødt hinanden. Jeg har tørt flere børn bagtil, som har skreget i panik ud fra toilettet at de var færdige – men ingen har haft tiden til at “høre” dem. Jeg har diskuteret normeringer med børn og ungeudvalget, med lederen i mine børns gamle børnehave og jeg har været med som ekstra voksen, når de pædagogiske aktiviteter har krævet ekstra hænder. Hænder som hver evig eneste dag mangler i daginsitutionerne.

Lavet af mediegrafikker Selina Mandal

Årsagerne til hvorfor jeg valgte at trykke på knappen og stable en Barnevognsmarch på benene, de er mange, men overordnet set gør jeg som jer gør, fordi jeg ikke synes vi kan være andet bekendt.

Hverken overfor vores børn og de mangle pædagoger og medhjælper som knokler løs derude.

Vores børn er vores fremtid og vi kan ikke bare tillade os, at se den anden vej.

hvorerderenvoksen.dk kan du se og læse meget mere om det fælles forældreoprør og samtidigt hvor den nærmeste demonstration nær dig afholdes. 

OG skulle du have lyst, så kom hjertens gerne til Frederiksberg og gå med i marchen, Barnevognsmarchen.

Den kan du læse mere om HER.

Kærlig hilsen Christina 

Veninde til en kommende solomor – Del. 4.

Veninde til en kommende solomor – Del. 4.

“Hej Mulle” hilser hun, med glæde i stemmen. Selv er jeg helt stille eller – jeg pruster så meget, at det ikke er muligt at fremstamme et hej. Hver etage, op til 3. Sal, føles som at bestige Mount Everest og da jeg endelig står ved min venindes åbne hoveddør, skriger mine klemte lunger efter ilt. Jeg rækker hende posen med vores ynglings salater og træder derefter ind i lejligheden, for at søge direkte mod sofaen. Min veninde smiler først til mig og dernæst til min kæmpe mave, der signalere at det er lige om snart. 

Mens vi spiser, snakker vi om alt og intet, indtil min veninde spørger om jeg vil hjælpe hende med noget. Hun vil hører om jeg vil læse en doners profil igennem, en hun faktisk tænker skal være “The One”. Det er enormt privat og sårbart, men os et stort privilige, sådan at må se med og at hun vil dele dette med mig.

Jeg begynder at læse, derefter lytter jeg til et stemmeklip, ser på et babybillede og dernæst en sundheds profil. Min veninde har valgt at hun vil have en åben doner til hendes kommende barn, da hun mener hendes barn er bedst stillet ved dette. Ved at gøre brug af en åben doner, får barnet mulighed for at kende til sin egen genetik – sit ophav om man vil. Min far døde da jeg var 2,5 og selvom en doner ikke er en far – så er de nu engang begge biologisk materiale “samlinger”, som har en betydning for “produktionen” af et barn. Hvordan denne betydning er, det er en individuel størrelse. Jeg ved bare, at jeg ville give alt for et møde med min far, simpelthen fordi jeg på mange måder; ikke helt ved hvor jeg kommer fra. Mødet skulle ikke være en bekræftigelse af “om jeg er god nok”. Istedet skulle det være en mulighed for at se det menneske i øjnene, som har været med til at gøre min eksistens mulig. Ved at købe sig til en åben doner, køber man samtidigt “retten” til at ens kommende barn kan få et møde med sin doner, hvis barnet ønsker dette, det synes jeg kan noget. Jeg tænker faktisk ofte om reglerne omkring anonyme doner er til for doner – forældrene, frem for børnene?

For at få en lidt større viden omkring kendt og ukendt doner, læste, hørte og så jeg en del omkring dette og det er virkelig en stor og vigtig beslutning der skal tages, min veninde har dog aldrig været i tvivl.

Min venindes valg af doner er privat. Dog valgte hun ud fra nogle bestemte kriterier og med en intention om at hendes kommende barn skulle ligne hende mest mulig, da hun er barnets eneste forældre. Derfor skulle øjene og hårfarve matche hendes og der er samtidigt blevet sammenlignet babybilleder til den store guldmedalje. Hendes største krav til doneren, gik sig på genetik. Han skulle være sund og rask, ingen arvelige sygdomme og heller ikke bære briller, da hun selv gør det og – plus – giver i brilleverden ikke plus. Derudover skulle han matche hendes højde eller være lidt over og være almen af bygning. I forhold til personlighed og karrierevalg, så har dette ikke haft betydning for min venindes overvejelser, tværtimod. Hun tror på social socialisering.

De bagvedliggende tanker omkring valg af doner, er for nogen store og andre små. Personligt tænker jeg, at de der gør brug af donere, kan forholde sig til en række parameter, jeg aldrig selv har taget stilling til som sådan. Dengang jeg mødte Hr. Mand, som er far til vores tre børn, så tænkte jeg ikke på at han havde en god højde, eller at hans smukke blå øjne måske en dag, kunne være nogen vores børn ville arve. Jeg tænkte dog med tiden, i takt med jeg forelskede mig mere og mere, om Hr. Mand ville være den rigtige Hr. Mand for mig og yderligere far til mine kommende børn. Jeg har aldrig fortrudt det valg og mener på alle måder at jeg har fået verdens bedste far til mine børn. Vi har dog nogengange jokede om, at Hr. Mands meget markante maskuline træk, ville være noget af en udfordring for en pige at bæger og at hans enorme hovedstørrelse, helt klart skulle have betydet mere for mig, i overvejelserne omkring at stifte familie med ham og dernæst føde “hans” børn… det er nu gået fint alt sammen, til trods for det er hans genetiske skyld, at vi får kæmpe børn.

Bruger af donere skal ikke tage stilling til, om personen der har doneret, kan være en god far, for det er nu engang ikke det doner er. Donere har blot overleveret et stykke materiale (om man vil), til et andet menneske, så det menneske, med lægevidenskaben, kan realisere noget der ofte er en livsdrøm. Det er det ihverfald med min veninde.

Den aften vælger min veninde sin doner.. et andet kriterie hun vælger ud fra, er antallet af sædceller pr. Donation. Det viser sig senere at i det strå hun blev inserminieret med, var der 36 millioner gode sædceller. I en gennemsnitslig mands sæd pr. Samleje er der ca. 4 millioner… det er pænt mange sædceller. Alt gøres klar til bestilling af strå fra en sædbank, som sørger for strået tøs op og sendes til den fertilitetsklink som skal stå for insermineringen. Min veninde tilkøber et ekstra stå fra samme doner. Hver enkelt doner kan kun anvendes et bestemte antal gange og for hver graviditet der forekommer med denne doner, har den gravide muligheden for at reservere samme doner til evt senere søskende.

Min veninde gemmer alle oplysningerne om doneren og sammen begynder vi at ordne noget helt andet, nemlig de sidste praktiske ting omkring en 4 ugers lang rejse hun tager på, forud for fertilitetsbehandlingen. Rejsen bliver omtalt som hendes livs rejse og alligevel ved vi begge, at der snart venter hende en rejse, der er langt større og mere betydningsfuld end den hun vil få, med en rygsæk på.

Tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina


Let’s Play A Love Game

Let’s Play A Love Game

Med nu tre søde drenge omkring os, er tiden til Hr. Mand og Jeg ekstra knap. Det gælder både tiden til os selv, hinanden – på kryds og tværs. På mange måder ender vi ret hurtigt over i den der forældre-fælde, hvor vi kun er samarbejdspartner, frem for det par vi jo os er. 

Derfor har vi udviklet små ritualer for kvalitetstid, ikke ala. Hver onsdag går vi til den på lagnerne – men den slags ritualer som har til formål at styrke relationen, kontakten, kommunikationen og nærheden imellem os. Derfor har vi i en årrække lagt puslespil sammen, den slags med 500 brikker, som snildt kan tage en til to aften at lægge. Mens vi gør dette, drikker vi vin, snakker, spiser tapas og vigtigst af alt, ligger vores telefoner langt langt væk .. som mor får jeg lyst til at synge “laaaangt ude skoven”.

Søde hjerteformet spillekort fra Flying Tiger Copenhagen, som selvfølgelig os kan bruges til et spil… strip poker (hvis man er til den slags)

Reklame: Flying Tiger Copenhagen 

Nu skal vi prøve noget lidt andet end puslespil, for at komme ned i gear og dyrke hinanden. Forleden da jeg var i Flying Tiger Copenhagen, for netop at undersøge deres udvalg af spil til en test for Momstertest.dk faldt jeg over noget der minder om 90’ernes twister spil til kun 30 kr! I Flying Tiger Copenhagen hedder spillet Kludderleg / Tangled Up. Det må simpelthen være det mest perfekte spil for par, som trænger til at skrue op for det nordmændene kalder “hud hungren” og samtidigt få trænet lattermusklerne. Ungerne kan selvfølgelig os bruge dette spil, som udover at skabe en god leg, samtidigt styrker koordinationen, farveforståelse og balanceevnen. Så et spil for både børn og voksne.

Et andet spil, som kan findes i Flying Tiger Copenhagens relativt store (men billige) spilleudvalg og som helt klart fortjener en anbefaling er fiskespillet. Selve Fiskespillet i sig selv synes jeg hurtigt mister sin spænding, det er selvom alle børn fortrylles når de leger “Andedam”, MEN med et par papirsklips og nogle udklippet billeder, regnestykker mm. Kan spillet være et simpelt men super læringsspil. Vi bruger det blandt andet til at træne Carl i hans K og G lyde, men man kan os træne engelske ord, farver, tabeller osv.

Der vil snarest kunne findes en fuld anmeldelse af Flying Tiger Copenhagens spilleudvalg på MomsterTest.dk 

Hvad gør i som par, for at dyrke hinanden og nærheden, måske endda særligt når muligheden for at gå ud ikke er der?

Kærlig Hilsen Christina


Når børn bliver set men ikke hørt?!

Når børn bliver set men ikke hørt?!

I disse dage, siden DR dokumentaren “Hvem passer vores børn” løb over skærmen, går bølgerne højt. Det gælder ude foran børnehaverne, ved middagsbordet, på nettet og i en hver avis med respekt for sig selv. De grusomvækkende skildringer, som dokumentaren viste, de diskuteres og der manes til forældresammenslutning landet over. Personligt har jeg kun set små udklip fra dokumentaren, jeg behøver ikke at se den og hvorfor tænker du måske ?!

Jo – Jeg er mor til 3 børn og under gravidteten med min nu yngste søn, Vilmer, tog Hr. mand og jeg valget, at vi ikke ville sende Vilmer i daginstitution før han var 24 måneder. Årsagen er blandt andet den politiske valgte normering er så presset! Jeg synes faktisk den daginstitution, som vi har valgt til Carl – som skiftede institution for nu et år siden, er rigtig god. Der er varme, kontakt og en følelse af der er tid. Der er et solidt samarbejde i huset, pædagogisk håndværk og indsigt, samt god ledelsesstruktur, men det er bare stadig ikke nok, der er ikke hænder nok! Og derfor kommer Vilmer ikke afsted i institution før han er knap 2 år, hvilet samtidigt medføre at både Carl og Aksel, fortsat kan have korte dage og særligt for Carls vedkommende, kan han nøjes med at være i institutionen i de centrale timer af dagen, hvor bemandingen er højest. En anden sandhed, bagom valget “hjemmepasning” af Vilmer, er at med 3 børn, så ville vi dælme skulle løbe rigtig stærkt, for at komme hele vejen rundt i alt fra legeaftaler, både dem af egen fri vilje og dem i legegrupperne, fritidsaktiviteter, kys, kærlighed og kram, lektielæsning, møder, madlavning, nærvær, samvær og udvikling. Jeg kunne blive ved ! Hele logistikken bagom vores familie, kan skabe sved på panden hos de fleste men vi gør det, vi kan det og vi elsker det og hinanden ! Men jeg tænker tit, hvordan skal det ikke gå os, når jeg skal ud på arbejdsmarked ? Hvad når Vilmer er syg, smitter Carl og Aksel og vi pludselig har sygdomsperioder der strækker sig ud over det hele? Skal vi så til det, som mange af vores venner med børn allerede gør. Alt fra at lyve for arbejdsgiverne om barnets første sygedag, som i virkeligheden var den anden, men så kan begge forældre jo trække en dag ?! Skal vi lægge bedsteforældrepuslespillet – Eller ender vi med at føle os så presset, at børnene sendes sløje afsted ?! Nogen kunne måske have lyst til at sige “ej det gør man ikke!” Men når et menneske er presset nok, så gør man hvad der synes bedst muligt og frem for at diskutere hvad man gør og ikke gør af handlinger, så ønsker jeg at påpege årsagen til man kan føle sig tvunget eller presset ud i de siturationer. Vi har nemlig skabt et samfund, hvor børn på mange måder er blevet noget man får, går hjemme med på den normale barsel og derfra overtager institutionalisering og hvilken en af slagsen?! Hvornår var det at dobbelt socialisering blev bedre end primær kontant med egne omsorgspersoner? Det forstår jeg virkelig ikke eller jo, jeg ved befolkningsmodellen i Danmark, for flere år tilbage så rigtig skidt ud og nogle politikker tænker – vi skal have folk til at lave flere børn. Deraf blev der indført en række børnepolitikker, børnepenge – institioner, tilskud til selv samme, mulighed for særstøtte osv. Det var alt sammen så “lokkende” men idag mener jeg bestemt ikke at Danmarks børnepolitik direkte er det, for på mange måder oplever jeg virkelig, hvordan børn og deres familier er gjort op i kroner og ører og hertil spørger jeg så:

Hvornår var det et børnefamilieliv, skulle være så presset af arbejdsmarked? Hvornår var det at en almindelige familie efterhånden oplever at fælles ferier er umulige pga. Antallet af lukkeuger i insitutionerne og hvornår var det at institutionerne skulle have så elendige normeringer?! Hvornår var det at små mennesker, småfolk, ikke længere skulle bæres på hænder og fødder men istedet blot opbevares og holdes “i live”?! Hvornår var det at velfærdet mistede sin klang og hvornår var det at det vi engang anså som god børnepolitik nu kun er politik uden fokus på de børn det handler om?!

Som så mange andre, opfordre jeg til vi ikke bare lader os passiviseres. At vi ikke bare kører med fordi det gør alle andre, men at man som forældre stopper op og mærker efter “hvad synes jeg selv giver mening for mig og mit barn?!” Jeg ønsker hverken at starte en fingerpegning af forældre som ikke udnytter muligheden for at forlænge barslen, pasning af eget barn, deltid osv. Jeg synes blot det er enormt væsentligt af vi som forældre stiller os kritiske overfor de samfundsmæssige påvirkninger der sker af vores forældreskab OG at det politiske agentur skaber langt bedre fleksible muligheder for børnefamilierne, således at vor småfolk ikke kun bliver set men os hørt.

Veninde til en kommende solomor – Del. 3.

Veninde til en kommende solomor – Del. 3.

Den kæmpe murremester villa blender perfekt ind mellem ambassadeboligerne. Der holder nogle få damecykler foran huset og passende nok er der os et par bænke. Vi sætter os, min veninde vrider hendes hænder, retter på brillerne og rykker utilpas rundt på bænken. Lige om lidt skal vi ind forsamitale på Trianglen, den fertilitetsklinik, som forhåbeligt skal hjælpe med at gøre min venindes drøm til virkelighed. Solen bager så skønt, himlen er blå og hvis ikke det var fordi jeg nu var 7 måneder henne, ville denne sommerdag i august være fantastisk, istedet koger jeg og mine fødder er hævet som tilhørte de en elefant. “Du kan godt glæde dig” siger jeg mens jeg langsomt sætter mig på bænken, den giver sig idet min bagdel rammer den. “Det bliver fantastisk” siger min venindes mor, mens hun smilende ser på min runde mave. Men veninde og hendes mors øjne mødes og sammen fortæller de hinanden noget inderligt, uden at sige et ord. Jeg tror det er det man kan, mor og datter imellem. Forhåbeligt formår jeg at kunne det med mine sønner, på trods af de ikke er mine døtre.

Vi går ind i villaen, min veninde melder sin ankomst og kort efter kalder en mandlig læge os ind. Vi får ret hurtigt præsenteret os og et kort øjeblik opstår der lidt forvirring omkring hvem jeg er, i forhold til min veninde. Det skal vise sig ikke at blive sidste gang. Under de gange vi kommer på Trianglen anslås jeg for at være veninde eller partner, og det er på trods af jeg selv er højgravid / nybagt mor. 

Lægen spørger ind til min veninde, hendes livsstil, familie og de forundersøgelser der er lavet. Ikke en gang spørger han til hendes overvejelser omkring at begynde “projekt” solomor. Noget jeg ved der har fyldt hos min veninde. Hun har på mange måder frygter om “systemet” skulle vurdere om hun nu var “egnet” til at blive solomor, dette har aldrig været tilfældet, tværtimod. Der er i min bog, ikke noget at tvivle på, min mor er født til at være mor os selvom det ikke bliver i en klassisk “far-mor og børn” model. Lægen og min veninde snakker lidt om proceduren omkring bestillingen af sæd også kaldt strå, dernæst inseminering og supplerende behandlingsformer. Da min veninde ser ud til at være yderst fertil, så ønsker lægen i første omgang at inseminerer min veninde natural – uden tilføring af hormoner mm. Lykkes det ikke de første 2 gange, vil han anbefale at min veninde får hormon tilført. Lægen og min veninde snakker cyklus, ægløsning og her kommer min venindes forarbejde virkelig hende tilgode. Allerede tilbage i maj måned var hun stoppet med at bruge p-piller, for at al unødvendigt hormon kunne forlade kroppen. Derudover har hun noteret sin menstruation og hvornår det kunne virke som om hun har ægløsning. Lægen spørger ind til denne måneds cyklus og anslår hun bør have ægløsning nu; hvis alt er som det skal være, derfra vises hun hen til et leje, der står bag en skræm, hvor han laver en indvendig scanning. Den er god nok, min veninde har ægløsning – hvad der ligner et kæmpe strudseæg er klar til at søge ned i livmoderen lige om snart. 

Efter scanningen spørger lægen hvornår min veninde vil starte behandlingen. Grundet en længe planlagt dannelsesrejse i efteråret, planlægges det at fertilitetsbehandlingen skal starte i november, måske først december. Min veninde, har som alt andet i forbindelse med “projekt” solomor fundet det nødvendigt at være i god tid i forhold til alle undersøgelser mm. I det private system, er det nemlig alment kendt at der er en god portion ventetid, ligesom der er i det offentlige. Derudover sørger min veninde for hele tiden at arbejde mentalt med de enkelte undersøgelser og alle de tanker der er omkring det at starte fertilitetsbehandlingen, i et tempo, der ikke forceres grundet 1-2-3 nu skal vi igang oplevelser. 

Da vi kører fra samtalen på Trianglen er stemningen opløftet. Ingen af os tør hoppe i med begge ben og italesætte at min veninde er gravid på nul komma fem. Kun 22 procent bliver gravid ved første inseminering og ud af dem, har kun 14 procent et blinkende hjerte i uge 7. Det er hårde odds og alt andet end romantisk, alligevel tror jeg på det her…. jeg tror på at min veninde før vi aner, vil blive mor.

….

“Jeg fik jobbet?!” Min veninde klukker af grin, lidt chorkeret, fuld af glæde og mest af alt stolthed. Under en af vores mange samtaler har jeg været enormt ærlig, måske endda benhård og værdiladet. Min veninde arbejder på Hillerød Sygehus, men er bosiddende i indre by, i et roligt og børnevenligt kvarter i en god lejlighed. Hun har ca 45 minutters transport hver vej og det har gjort, at jeg har spurgt “hvilken mor vil du gerne være?”... vil hun være hende der kan spise morgenmad med sit barn, eller hende som skal søge efter institutioner med udvidet åbningstider i ydertimerne. Intet er rigtigt eller forkert, alt efter hvad hun ønsker, men det er et valg hun skal tage, særligt fordi hun er alene og hun derfor skal indrette sit liv som solomor efter dette. Nok vil bedsteforældrene kunne hente i ny og næh, ligesom jeg glædeligt har et barn mere i ladcyklen men når alt kommer til alt, er det min veninde der er alene om forældrerollen, på godt og ondt. “Hvor er du bare sej! Det er fantastisk!” Min venindes snøften lader sig høre. Hun er tydligvis rørt. “Christina… nu kan jeg cykle på arbejde på kun 5 minutter og… jeg ..” der bliver stille i den anden ende af røret. “Træk vejret smukke” hvisker jeg. Så siger hun det “og.. jeg..kan..give barnet den hverdag jeg ønsker.” Vi snakker længe den dag og da jeg ligger på er det med stolthed. Det ansvar, bevidstheden og de refleksioner min veninde gør sig forud for hendes forældreskab, det er imponerende og så rørende at være en del af, for på mange måder ser jeg hvordan en Mor langsomt men sikkert bliver til. 

Tusind tak fordi du ville læse med . 

Kærlig Hilsen Christina

Du kære barselsliv

Du kære barselsliv

Jeg sidder der på et lookalike hay sengetæppe, med Vilmer placeret foran mig, der lidt skeptisk ser til mens jeg forsøger at ryste rasleægget synkront med musikpædagogen og de andre mødre. Samtidigt har jeg et “er-det-ikke-hyggeligt-lille-skat” smil på læben, det er samme grimasse som jeg om nogle måneder skal bruge mens jeg siger Mmmmm og servere øllebrød med æblekompot på toppen. Hvem har glemt at fortælle rytmetossen her. at det at få børn inkludere rytmiske bevægelser, synkrone trap i gulvet og koreografi! Jeg har før skrevet om mit livs først og sidste zumba time, men skulle det være forbigået nogens næse, så er rytmiske bevægelser med til at udløse koldsved, røde nervøsitets plamager på brystet og en enorm lyst til at krybe i et mussehul. Alligevel sidder jeg der i kirkerummet og synger den ene smukke samle efter den anden, mens jeg vugger Vilmer, jonglere med silketørklæder og forsøger at mestre mine enorme hormoner, så jeg ikke drukner Vilmer i mine stolthedståre. For min lille skat elsker det jo ! Han stornyder at hører min stemme forsøge sig med de lyse toner mens en dame fremtryller små hånddukkefigurer (som så sidder på én finger, hvad hedder disse så?!). Han fortrylles mens hun synger hans navn og slår let på et lille klokkespil -Vilmers navn har aldrig lyt så smukt, som da hun sang det i dét kirkerum. Om man er troede eller ej, så kan babysalmesang altså noget i min optik og derfor er denne aktivitet os en del af min og Vilmers barsel, en obligatorisk del så at sige, men med finesse.

Det er netop det at holde barsel, dette indlæg handler om. Nogle kvinder (jf. Ligestilling – forældre), anser barslen som et ophold i helvedes forgård, med lidt for meget kaffe og alt for lidt gin og tonic. Hvor mange timer spenderes på at stirre på babyalarmen, mens der bedes til babyguden for søvn, om at tilsmile ens yngel idag – igen idag. 

Barselslivet er for mig, ikke et luksus ophold, med Go’morgen Danmark kørerende som underholdning mens jeg indtager en lækre omelet – barselslivet for mig er benhårdt arbejde med enormt stort ansvar. Et ansvar der virkelig kan pynte på mit CV, når jeg engang vender tilbage eller … rettelse, skal ud på det der arbejdsmarked (sandheden kender vi jo alle til – hilsen hende der var evighedsstuderende). Når jeg engang skal igang med at opstøve drømmejobbet for en mor til tre, så skal der stå CEO et eller andet sted på det CV, for det er altså sandheden. Jeg er CEO, Boss-mamma ! Det er mig der bestyrer en hel husdan pt. (Hr. Mand hjælper os til), men det er MIG. At være på barsel handler jo om at tage sig af ens afkom og sikre at det langsomt men sikkert vokser sig stor og stærk. Særligt det der med at det skal gå langsomt , det har Vilmer glemt ! Forstå mig ret, jeg oplever ikke barslen som datidens tugthusarbejde , tværtimod. Jeg knuselsker barselslivet eller livet med min baby og de friheder det giver i forhold til Aksel og Carl. Det er for mig et privilegium at gå hjemme med Vilmer og opleve hvordan mit lille menneske udvikler sig. 

Nok skulle kvinderne kæmpe for at komme på arbejdsmarked, men der røg noget for forældrene i den forbindelse – nemlig samværet med ens baby. Min mand kom i dagpleje som 3 måneders baby – sådan var tiderne altså dengang. Idag er barselsreglerne anderledes og så vidt jeg forstår under ændring i forhold til ørermærket barsel til fædrene – hurra for ligestilling men hvad så med den der amning ?! (Den får utrolig ringe kår efterhånden – og Gud hvor synes jeg bare det er trist!). Så jeg nyder min barsel og jeg nyder yderligere at vi har besluttet jeg skal gå hjemme med Vilmer som hjemmepasser efter endt barsel . 

Stifter Esme Emma Sutcu, Vilmer Og Jeg gæstede i slut februar Go’ Morgen Danmark til en snak om morlivet og det at snakke ærligt om hvordan det osse er at være mor #Momsterliv

Den perfekte barsel!

For nogle år siden, var det ret oppe i tiden at snakke om de her stressede barselsmødre og deres dertil stressede børn, som nu troede de skulle afholde den perfekte barsel. Når vi siger henholdsvis perfekt vs. Uperfekt, så sker der en distinktion imellem noget og jeg mener ikke den skal laves, istedet skal det for mig bare hede Barsel og den kan så afholdes på løn / barselsdagpenge. Jeg tror dog på der findes barselsstress – den dee naturligt opstår og den vi selv bringer os i, når vi skal nå ALT – en baby kan ligesom os voksne mennesker blive overstimuleret og lige så fantastisk det er at opleve noget med ens aller kæreste – så kan en formiddag med hud mod hud, pruttelyde, sæbebobler og Poul Kjøller på anlægget os noget. Den naturlige stress tror jeg alle der har gået hjemme formentlig Lan genkende, her særligt tankerne omkring søvnregnskab og ligningen med alt for mange ubekendte faktorer. 

Eksempelvis : Vi skal være til fødselsdag klokken 14. Baby stod op klokken 6:30 og var derefter vågen til 7:30, her faldt den korte lur på 45 minutter og så skal der regnes ud hvornår det er perfekt at tage hjemmefra i forhold til mødetidspunktet OG luren, amning, vågentid OG den der blee som ender op ad hele ryggen !!! 

Da jeg var på “barsel” med Aksel, tilbage i 2011, hvor jeg ikke holdte en decideret barsel, så indholde den behandling af hans medfødte klumpfødder. Behandlingen gjorder han ikke kunne komme i svømmehallen før han var 5 måneder. Jeg var overbevist om at mit barn aldrig ville lærer at svømme, for alle talte jo om hvor sindsygt vigtigt det var at gå til babysvømning med sin baby. Det var så vigtigt og svært at få plads på diverse hold, at mødregrupper sad klokken 02 om natten – klar til at tilmelde sig de nyeste hold til babysvømning ! Aksel fik aldrig plads på et hold, jeg opgav – tilgengæld har han så i en alder af 7 år lært 3 forskellige svømmeteknikker, da han nu går til svømning – uden jeg er med i vandet. Jeg lærte ganske stille og roligt at finde mit eget leje i barselslivet og hvilken hverdag der passede os bedst (hvert barn er forskellige og det bør man, efter min mening, tilpasse sin barsel efter). Personligt elsker jeg fleksibiliteten i forhold til aktiviteter med baby. Jeg har en gang stået over i Frederiksberg svømmehal – ud fra det facit jeg havde regnet mig frem til og oplevet at jeg havde regnet forkert, på trods af brug af en lommeregner (som snyd). Jeg har været hende der havde planlagt ALT og alligevel endte med kun at være 3 minutter i vandet for derefter at måtte kaste mit gennempisset håndklæde i ringen, hoppe i tøjet ildelugtende af klor, da det enten var hyper ulykkelig baby vs. Velduftende mor (baby vinder altid), fordi min ellers altid glade baby nu var blevet total overstimuleret af alt det vand. 

Denne barsels hovedperson, Vilmer

Så stilen her i 2019, er en heeelt anden. Tempoet er langt mere roligt og afslappet, altså så afslappet de nu er når man er mor til tre. Vilmer og jeg tager dagene meget som de kommer og mit fokus er mest af alt på, at vi bare skal have det godt og det har vi når bare vi er sammen og det er i min verden indbegrebet af en rigtig god barsel. En barsel der får ekstra glimmer på i form af hyggestunder med mødregruppe, veninder, laaaange gåtur, prodcast i ørerne, spontane fridage med de ældste børn og mest af alt, det der lille bitte fantastiske menneske.

Tak fordi du læste med .

Kærlig Hilsen Christina


Veninde til en kommende solomor del II.

Veninde til en kommende solomor del II.

Velkommen til anden del, i føljetonen om min oplevede med at være veninde med en kommende solomor. . Du kan læse første del HER.

“Der kyssede Morten og jeg første gang” mit – “jeg taler som et vandfald” syndrom kører for fuld styrke. Ikke fordi jeg vil fylde og tage tid, nej for at aflede og mindske min venindes nervøsitet. Vi går arm i arm henover Israels plads, drejer om hjørnet og står så foran lægen. Vi buzzes ind i en smuk, næsten majestætisk opgang og går op ad en marmor trappe. Min veninde er nervøs, det kan enhver se. Hendes ellers altid varme øjne er fulde af angst, det er nu det gælder.

Siden løbeturen i december er flere sejl sat i søen. Min veninde har været hos egen læge og derigennem fået en henvisning til fertilitetsbehandling, i forbindelse med ønsket om at blive solomor. Grundet de fordele hun mener en behandling på privatklinik giver for både mor og fremtidigt barn, har hun valgt denne mulighed. Det kan blive en halvdyr affære og omvendt tænker jeg – kan et drømmebarn så gøres op i penge ? Hun har læst alt fra anmeldelser af klinikker, nogle af de få danske bøger om det at blive solomor, personlige beretninger og ellers mærket rigtig godt efter i krop og sind.

Inden den egenligt fertilitetsbehandling kan starte, skal hun igennem nogle forundersøgelser som laves i det offentlige, hos en gynækolog. Denne gynækolog kommunikere dernæst med den fertilitetsklinik min veninde ønsker at gøre brug af og deler svaret på de undersøgelser de har lavet. Idag gælder det – idag skal en læge se om der er fri passage i æggelederne og yderligere scanne min venindes livmoder. Denne scanning er altafgørende og har så stor betydning for det fremadrettet forløb og hvor omfattende det kan blive. 

En kvindes fertilitet er ifølge lægevidenskaben faldende fra kvindens 25’ende leveår. Min veninde er dette forår kun et par måneder fra at fylde 29 og fortsat yngre end den danske gennemsnitsalder for førstegangsfødende. Alligevel ved jeg at min veninde, som jeg selv os ønskede det, gerne vil blive mor mens tid er. Argumentation for hvorfor hun nu vælger at kaste sig ud i livet som solomor “så tidlig” har allerede været nødvendig at komme med, mere end en gang. Selv er jeg begyndt at tænke på, hvor meget en kvinde, som min veninde, skal lægge ører til og “forsvare”, fordi hun nu dels vælger at forfølge sin drøm om at blive MOR men os at hun gør det nu og ikke først når hun er +35. Selv er min mave endnu engang begyndt at bule – jeg bær et lille liv under mit bankende hjerte, jeg bær en lille dreng det skal hede Vilmer. I den forbindelse har jeg heller ikke denne gang skulle hører på folks kommentarer eller “spørgsmål”,  om Hr. Mand og Jeg nu os er klar til at blive forældre .. igen ? Den slags spørgsmål får min veninde i flæng og i virkeligheden er det ikke spørgsmål de stiller når de siger “Ej det bliver godt nok hårdt” eller “hold da op, synes du ikke det er alt for tidligt at tage ‘denne’ løsning”. Hvis min veninde syntes det, så lå hun nok ikke med benene i bøjlerne hos hveranden læge…

Min veninde er en yderst attraktiv smuk kvinde, klog, sjov, følsom, fuld af power, drive og vilje. Vi har sammen løbet marathon og trænet op til flere. Hun har en vilje der siger spar to og en stor selvindsigt. Jeg beundre virkelig min veninde for hendes beslutning og afklaring omkring at blive solomor. Hun har pænt konkluderer at det der dating, det ikke holder når ønsket om projekt baby konstant puster en i nakken. Jeg tror det er de færreste første dates der går godt, hvis man bringer “Jeg vil gerne have en baby NU” på bordet og jeg tror heller ikke det er fair for kærligheden mellem to parter, hvis den forceredes. Min veninde ønsker ikke at finde en partner sådan 1-2-3. Nej hun vil forelske sig, fortrylles, elske, opleve, udvikle og leve med et menneske for livet, men det menneske, han er ikke fundet endnu. Han skal nok komme – det tvivler jeg ikke på og indtil da, så gør min veninde det hun mener og tror på er rigtig for hende.

Kanden med vand står på et af de helt populære Hay borde i hvidt. På vægen over det hænger der fysiologiske tegninger af det kvindelige underlivs anatomi. Ved stumptjeneren er der opsat en lille holder, til alle de foldere som der kan være patienter til. Der er en folder, jeg en gang før har fået med hjem, det er en folder om celleforandringer i livmoderen og keglesnit, min veninde har osse engang fået selv samme folder med hjem. Det er alt det i forbindelse med denne folder, det nu skaber ekstra nervøsitet og sårbarhed. Jeg tror alle kvinder, som bare en gang har oplevet at føle deres fertilitet har været truet, hvilket den bliver når man har svære celleforandringer i livmoderen, på så mange måder får deres biologiske ur til at trille en lille smule mere hurtigt eller måske mere realistisk – måske med en enorm respekt for at vi nu engang ikke er skabt til af kunne vente i evigheder med at forplante os.  

“Drik lidt vand søde”, ber jeg kærligt. Min veninde er helt hvid i hovedet, vores hænder finder hinanden, tids nok til at gynækologen kalder min veninde ind. Jeg følger efter, vi hilser på og snakker så frem og tilbage om hvilken type undersøgelse der laves og der videre forløb. Min veninde fortæller om hendes valg af klinik, Trianglen, og gynækologen fortæller at hun os altid anbefalede netop denne klinik i Hellerup. Efter den korte samtale går vi ind i et scanningslokale, min veninde skal have foretaget en indvendig ultralydsscanning og en vandskyldning af æggelederne. Det er særligt denne skyldning min veninde frygter og fuld forståeligt. I forbindelse med opsættelse af et ballonkateter i livmoderen har jeg prøvet noget der minder om denne skyldning og det er… yderst smertefuldt. Skyldning foregår ved at der føres et lille rør op igennem livmoderen, som der dernæst føres en sprøjte igennem, hvor der skyldes med saltvand. Først scannes der og min venindes æggebeholdning tjekkes, da vi går derfra kalder jeg hende kærligt for påskeharre. Min veninde har en stor flot beholdning af æg.

Min veninde ligger på briksen, mens gynækologen og en assistent gør klar til vandskyldningen. Jeg sidder ved hendes hoved. Holder hende i hånden mens jeg samtidigt stryger hende over håret. “Træk vejret” hvisker jeg. Hun er bleg og øjnene fugtige. Lægen fortæller hvad der nu vil ske og går så igang. Min veninde gisper, giver så et ryk og jamre af smerte. Tårne triller ad hendes kinder og min hånd stryger den bort mens jeg ligger panden mod hendes tinding og forsøger at hviske beroligende ord “shyyy, du klare det flot søde”, et kærligt kys plantes på hendes kind og min hånd kører igen over hendes hår. Min veninde har sammenknebet øjne og forsøger at få luften godt ned i lungerne. Hun ser ikke det “vidunderlige” der skal til at ske på skærmen. Gynækologen sprøjter væsken ud i æggelederne og der kommer et hvidt glemt i hver leder – der er tydelig fri passage!

Vi går derfra arm i arm, som da vi kom. Min veninde er påvirket af dels undersøgelsen, men os resultatet. Der er nu fri bane og intet andet for, end at vente på gynækologen og Trianglen har været i kontakt og hun indkaldes til en forsamtale. Mens vi går der, arm i arm, solen skinner griner jeg og siger “Hvad så påskeharre?” Og min veninde smiler, som kun hun kan det.

Tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Testen, den er postiv

Testen, den er postiv

20 februar 2018

Kære lille barn

Idag var stregerne der, idag blev mine tanker bekræftet, omkring min enorme kørersyge, hvorfor pulsen påløbeuret havde ændret sig og hvorfor jeg nu græder lettere ukontrolleret over H.K.H Prins Henriks bisættelse. Jeg græder i en blanding af landesorg og i taknemlig over at DU er hos mig nu. 

Vejen har været hård og lang. Selvom den jo ikke har været det, kun i mit hoved. Jeg har gjort mig mange tanker om jeg nu os kunne elske, rumme og holde af.. men jeg ved nu, efter de “mange” prøvelser at du er mere end velkommen, hvem end du er, dreng eller pige, stor eller lille, stædig eller mild. Så ved jeg nu, at jeg – vi er klar. 

Da jeg sidst sad der i badet og lod skuffelsen flyde sammen med blodet forstod jeg for alvor hvor meget jeg vitterligt ville dig. Tænk nu hvis de mange års strabadser havde skadet mere end forventet, tænk nu hvis mit biologiske ur havde stoppet sin tikken og tænk nu hvis det slet ikke kunne blive som vi drømte om.

Du er ikke endnu en, du er ikke bare nummer 3, du er dig – og vil med sikkerhed være ligesom du skal være og mere til. Min kærlighed den er der og min erfaren og modhagen vil med sikkerhed skabe rammerne for at osse du, kan få alt det din far og jeg anser som værende vigtigt for sådan et lille væsen. På mange måder er du betinget af dine kommende storebrødre og måske mest af alt din bror Carl. For vi har ventet på ham og at han i sin udvikling også blev klar. Vi har ventet på os, på kærlighedens rødder skulle vokse sig større og vi har ventet på mig mest af alt .. har vi ventet på dig og jeg glæder mig til bladene skifter farve og du kommer til os, i min ynglingsårstid. Årstiden der ændrede mit liv for nu snart 11 år siden. Årstiden hvor din far viste mig hvad kærlighed var, os når man ikke havde bedt om den, men den pludselig opstod ud af ingenting og ligemeget hvor meget man kæmper imod og fornægter så er den der, stærkere en stærk og mere dybfølende end jeg troet var muligt . 

Tak fordi du kom til mig.

Jeg vil bære dig med stolthed min lille skat, mit hjertebarn .

Kærlig hilsen, din kommende mor.