Der bliver stille i verden, når vi er væk – et testamente.

Der bliver stille i verden, når vi er væk – et testamente.

Dette indlæg indeholder reklame

Flashback
“Kom nu Christina, vi skal afsted”, kalder min mor ude fra indkørslen. Selv er jeg en snerydder der tøffer afsted igennem den dybe sne. “Kom nu, ellers kommer vi for sent!” kalder min mor igen. Jeg tøffer, lidt hurtigere ud imod indkørslen og går over til bilen. Min mor har allerede fundet ly for kulden og trommer utålmodigt med pegefingrene på rettet. Jeg kravler ind bag hende og klikker selen på og giver signal om at jeg er klar til afgang. Hun bakker ud og kører så afsted ad de sneglatte veje, mod svømmehallen. Anne Linnets rå forførende stemme varmer den vinterkolde bil op. Jeg kan hører min mor nynne med fra forsædet mens jeg selv kigger ud ad vinduet og så sker det, jeg når knap nok af registrere det, før jeg hører lyden af grene langs ruderne, en underlig mekanisk lyd og så et brag. Jeg sidder helt stille, Anne Linnet synger stadig. Min mor river sig løs af selen og vender sig i en hurtig vending om mod mig. Ved at holde fast i Hun holde fast i nakkestøtten til passagersædet, skubber hun sig om mod mig. Hun er helt hvid i hovedet, øjnene store og fulde af et eller andet jeg ikke kan identificere. “Er du okay?!” ryger det ud af hende. Hendes stemme er pibende. Jeg kigger på hende, men kan ikke rigtig finde ord, så jeg nikke bare og så høre jeg stemmer, stemmer ud fra vejen, som ligger er stykke bag bilens bagende. Vi er kørt galt.

. . .

Det eneste jeg husker fra den dag, udover selve ulykken, det var at min mor og jeg fik huslys hos dem, hvis hegn-hæk-hus vi var kørt ind i. Husker jeg sad og så Pinocchio og drak varm kakao med flødeskum på, mens min mor snakkede med dem der boede i huset og lidt efter blev vi hentet og kørt hjem… jeg kom aldrig til svømning den dag og kort efter stoppede jeg helt.

Ulykken var som sådan ikke ”alvorlig”, den ødelagde godt nok bilen og har gjort at min mor og jeg fortsat, den dag i dag, hader at kører i glat føre, men vi slap uden fysiske skrammer. Den ændrede dog noget i mig, for jeg husker, at jeg kort efter ulykken tog mig selv i at tænke en tanke under en køretur.. for hvad nu hvis… det var gået galt.. og hvad nu hvis… min mor… var død i ulykken?o

Forældreløs?
Min far dør da jeg er 2,5 år gammel. Mit forhold til døden, er afledt heraf. Lidt i ala Meredith Grey, så fryser jeg ikke i kaos, nej jeg fortsætter, holder fokus og kommer videre.. fordi jeg har set værre. Min sjæl er fyldt med ar, ar jeg alle har plejet således at de er som et strækmærke der har været påført Bioolie tilpas længe. Jeg husker stadig mit eget spejlbillede i bilruden, den forårsdag vi kørte afsted og angsten for at blive forældreløs rullet ind over mig. For hvad nu hvis min mor var kommet til skade i ulykken?

De fleste børn modtages her i verden af to forældre, nogen er så heldige at have en hel regnbue og andre en stærk kvinde – eller mand, som danser solo. Jeg tror alle håber, tror og tænker, at vi vil dø gamle og grå når tid engang er .. om mange .. mange år. Sagen er bare en anden for nogen desværre, “verden” er et farligt sted, vi kan efterhånden udvikle livstruende sygdomme af næsten ALT og folk kører mere og mere retarderet. Derfor var mine tanker som barn jo ikke uden årsag og slet ikke, da jeg jo kun har én levende forældre tilbage.

Derfor har det, at tale om døden, ikke været noget der lå eller forsat ligger fjernt for mig. Siden jeg var lille, har jeg vidst det ikke kun var tissemyrerne som kunne dø, nej alle kan dø, unge som gamle, mor som oldefar. Døden er ukontrollerbar og det skræmmer de fleste – os mig, for ingen ved jo hvornår den kommer. Derfor må vi leve i nuet, livet er nu og det mindste vi kan gøre, er at forholde os til det vi kan “kontrollere”, det vi har indflydelse på. Det gælder sund kost og motion, psykisk sundhed og at sikre vi efterlader os ord, “sidste vilje” og guidelines, hertil et testamente.

Henriette fra Testamente Rådgivning, kom hjem til os og afholdte rådgivningsmødet

Vi har lavet er testamente
Ordet testamente er i mine ører fyldt med volumen, kræft og alvor. At testamentere er jo en måde at værne om sine efterladte, videregive mink vasen (sådan en ejer jeg ikke) og yderligere, det som jeg anser som værende vigtigst, stille sine kære bedst muligt, når vi er væk. Det er vores ord, når der bliver stille i verden. Men hvilket ord skal vi efterlade os, hvordan skal vi testamentere og hvad? Forleden havde vi besøg af Henriette Schmidt indehaver af Testamente Rådgivning, i forbindelse med en test for Momstertest.dk. Henriette skulle vejlede og rådgive os, forud for udarbejdelsen af testamente og et børnetestamente.

Den længstlevende
Da min far dør, så efterlod han sig en arv, en psykisk såvel som en værdimæssig arv. Han efterlod sig et hus – et hus, som min Mor kunne forblive i, sammen med min bror og jeg. Det lyder absurd og alligevel er de danske arveregler således, at har man som par – ægtefolk, ikke aktivt sikrede at eventuel arv, først skal udbetales efter den længstlevende er afgået ved døden, så kan man ende med af skulle gå fra hus – hjem, grundet regler om krav på udbetaling af arv, til sine børn.

Henriette lavede tegn og fortæl, hvilket gjorde juraen en del lettere at forstå

Forstil jer, af Hr. Mand – 7-9-13 (hele dette indlæg, al snak om døden, siges altid med 7-9-13, bank under bordet osv, for gud forbyde der skulle ske), men bare fordi vi taler om det, så sker det ikke nødvendigvis! Desværre tror jeg mange tænker sådan og det i sidste ende betyder at vigtige og ja – nødvendige samtaler ikke tages. Hvis Hr. Mand skulle gå bort her og nu, så står jeg med vores tre fælles børn. De har ifølge de automatiske arveregler ret til halvdelen af den efterladte formue (hvilken formue?!), den anden halvdel er min alene. Denne formue og udbetalingen, kaldes for skiftet bo. Hvis jeg stod og skulle udbetale Aksel, Carl og Vilmer deres arv nu og her, ja så ville vores levevilkår ændre sig markant og det kunne i værste fald betyde at vi var nød til at fraflytte vores hjem og sælge ud. Derfor har Hr. Mand og Jeg lavet et testamente, hvoraf det fremgår, at vi ønsker at sidde i det der hedder u-udskiftet bo, altså, at vi frem for at skulle udbetalte arv nu og her, vælger at arv først skal udbetales efter den længstlevende er gået bort. Altså vil en eventuel efterladt partner i vores ægteskab, være bedst muligt sikret. Indrømmer gerne der pt. ikke er noget at arve efter mig, andet end et SU lån jeg betaler af på. Sådan er det for rigtig mange unge mennesker, men det betyder fortsat ikke, at et testamente er ligegyldigt, tværtimod. Et testamente er gældende til evig tid og kan kun ændres ved aktiv handling. En ting er penge, en anden ting er de non-værdimæssige ting vi efterlader os. Det er her, jeg mener den største værdi kan og skal findes, nemlig vores elskede børn.

Hvad nu hvis?
For hvad nu hvis det skulle ske at både Hr. Mand og Jeg skred i svinget. Bare tanken gør mig syg, særligt nu hvor jeg sidder ned en lille baby i armene. Selvfølgelig skal jeg være her på jorden, for at være mine børns mor. Det er min rolle, min livsopgave, at være Mor til mine drenge og opdrage dem, som jeg finder bedst. Særligt derfor bliver det enormt smertefuldt at tænke på “Hvad nu hvis?” For hvem skal man sende sine børn i armene på, hvis nu man ikke selv er her længere?
Nu tror jeg det er de færreste børn, der har en moster ala. den Harry Potter havde, men jeg tror de fleste forældre tænker – ingen andre end mig, skal tage vare på mine børn. Sådan har jeg det virkelig og jeg håber aldrig nogensinde andre bliver nødvendigt, ikke fordi Hr. mand og Jeg ikke har dejlige mennesker omkring os, men det er mine, vores børn.

MEN – Hvis det skulle ske, så har Hr. Mand og jeg, med hjælp fra Henriette, lavet et børnetestamente. Det er det som statsforvaltningen vil kigge på og i stor grad følge, medmindre omstændigheder for de ønsker vi har gjort os, har ændret sig, hvis det skulle blive aktuelt. Hr. Mand og Jeg finder vores valg enormt personlige og derfor deler vi dem ikke her offentligt. I vores børnetestamente har vi dog fået indskrevet en anvisning der leder hen til vores børns sekundær omsorgspersoner og yderligere med fokus på at vores børn, ikke må blive skilt ad, da vi ønsker det er børnes tarv der efterleves. I testamentet har vi yderligere klargjort nogle regler i forhold til hvorledes og hvornår vores børn kan blive ”begunstiget” med deres efterladte arv.

Tanken om, at vi nu har dette juridiske dokument liggende, det skaber en form for ro. Døden er og bliver uhåndgribelig og ukontrollerbar men det betyder ikke nødvendigvis at vi ikke kan have indflydelse på efterspillet, tværtimod.

Har du og din partner lavet et testamente – både for jer selv og jeres børn?

Vidste du at det ikke er nok blot at bo sammen i 2 år, for at overgå til arveregler for ægtefæller eller at de stolte gudforældre ved døbefonten, faktisk slet ikke har nogen juridisk funktion?  

Indrømmer gerne, at jeg forud for udarbejdelsen af vores testamente og børnetestamente har tænkt, næste gang der kommer børnepenge – så laver vi testamentet, men så har det ene yngel manglet det ene og andet… omvendt kunne de jo en dag mangle mig eller Hr. mand så jeg er enormt glad for vores beslutning om at få lavet vores testamente.

Henriette, som har udformet vores testamente, har givet mig lov til at dele en rabatkode, som giver 20 procent på udformning af et børnetestamente. Koden er MigOgMorskabet20 og skal oplyses ved henvendelse og gælder frem til 1. maj 2019 – altså kan du jo bruge lidt af de kommende børnepenge. Henriette kører blandt andet ud til ens eget hjem og det gør det let og overskueligt, lige at ordne i frokostpausen eller den mulige flextid i morgentimerne.

Hvis du har lyst, kan du læse om en anden Momster Morbloggers oplevelse med Testamente Rådgivning ovre hos Betina bag bloggen MedGlimmerTak.dk

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

30, fed og færdig?

30, fed og færdig?

Om to dage, 48 timer, så fylder jeg 30 år, de gyldne 30. For nogen er de frygtet og for andre, blot et tal. 

På mange måder befinder jeg mig nok lige midt i følelserne omkring det at fylde 30. Det ville være løgn, hvis jeg ikke havde en lille krise. Det er dog ikke over at fylde 30 som sådan, jeg er dybt taknemlig og glad for at jeg lige om snart må og kan fylde 30. Krisen, den forekommer, da jeg siden august har fundet det ene grå hår efter det andet og det skyldes jo nok, at jeg fylder 30? Altså at jeg bliver ældre og mit udseende ældres… og hvad gør jeg så ved det? Hvad gør du ved grå hår, hvis du har nogen?

At jeg fylder 30, betyder jo jeg har været her i hele 30 år og når jeg ser på mit liv, så får min lykke, min glæde, sin eksistens igennem livets kontraster. Skellet mellem mine smil og mine tåre, mine ar, både de fysiske og psykisk – det er dem, der fortæller min historie, det er derigennem at jeg kan se og mærke at jeg virkelig lever, på godt og ondt.

Så hvis jeg retorisk skulle spørger om jeg er 30, fed og færdig så er svaret – Ja jeg er 30, jeg har (næsten) lige født et barn og min krop er derefter og færdig ? Jeg er kun lige begyndt. Der er så mange ting jeg endnu ikke har gjort og så meget jeg allerede har oplevet. Jeg har om nogen mærket livets kontraster, mærket hvordan kærlighed kan berige ens liv og hvor smertefuld en sorg man kan føle, når den forsvinder. Jeg har været syg i psyken, syg så mit eget spejlbillede var uigenkendeligt og der lærte mig så umenneskeligt meget om mig selv. Jeg har grint og grædt, jeg har trådt ved siden af, fattet vild, fundet vejen, løbet på vejen! Jeg har fundet ro, mistet den igen og etableret en ny. Jeg har fundet kærligheden. Jeg har født, ikke bare en, eller to, men tre fantastiske drenge. Jeg har løbet længe og langt og passeret flere målstreger efter at have tilbagelagt 42 kilometer. Jeg har løbet ultraløb og glæder mig til engang at vende tilbage til netop dette. Jeg har læst og lært, jeg har modtaget et bevis fra en uddannelsesinstitution jeg aldrig troede jeg var dygtig nok til at studere på. Jeg har talt for fulde sale, haft indflydelse og løfter røret for at lytte intens og forstående.

Jeg er ikke færdig, så langt fra.

Jeg er kun lige begyndt og alligevel så fortæller de der grå hår jo nok, at jeg allerede har været vidt omkring .

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig hilsen Christina 29, 30 lige om snart . 

NU skal vi rigtig hygge os.

NU skal vi rigtig hygge os.

Reklame
Kender I den der tanke om, at lige om snart, så skal vi rigtig familiehygge. Tanken om at i aften, der skal det gode klassiske brætspil findes frem, sammen med lidt snack og sutskoene. For den aften vi har i tankerne, skal være god kvalitetstid, tid uden det tændte tv eller Ipads. Tiden uden mor og far har hovedet i en telefon og tid uden tanker om morgendagens gøremåler.

Den der tid, kender du til tankerne om denne tid?
Lysten til bare at være sammen, ganske stille og roligt?

Måske går jeg over stregen, i det øjeblik jeg nævner brætspil?
I nogen familier er det jo bandlyst, simpelthen fordi familien rummer dårlige tabere og vindere.

I min optik, kan der kun eksistere en dårlig taber, hvis der os er en dårlig vinder, kærlig hilsen lillesøsteren i mig, hvis storebror ALTID var bank i Matador og han manglede sgu aldrig penge !!

Jeg har altid haft et stort behov for bare at være alene og hygge mig, ved at koble af og bare være. Nogen mener man skal være mere end en, for at kunne hygge sig, sådan har jeg aldrig set på det, tværtimod. Jeg hyggede mig bedst som barn, når jeg sad alene på mit værelse og krea-hyggede, mens jeg hørte “Det lille hus…” på lydbog. Det var virkelig noget af det bedste jeg vidste.

Som barn ejede jeg en krea-kuffert og det var det bedste ”legetøj” jeg havde, så da jeg flyttede hjemmefra, fik jeg et kreaskab. Jeg synes nemlig, at jeg kobler bedst af når jeg er kreativ på den ene eller anden måde og det er en værdi jeg forsøger at give videre til mine drenge. Jeg oplever dog nogen gange, at det er svært at finde på kreaprojekter og det er her Kreakassen.dk kommer ind i billedet. Som Momsterblogger, har min familie og jeg fået lov til at teste Kreakassen.dk, en kasse fyldt med krea, månedens krea vel og mærket. Det smarte ved Kreakassen er nemlig, at der sidder nogle kreative hoveder og udtænker et kreativt projekt, indkøber materialer OG lave en lille “how to do” for dernæst at sende den hjem til én, hvor man så kan gå i gang med månedens kreaprojekt.

Kreaprojekterne formidles i et inspirationsark, et ark målrettet to forskellige aldersgrupper 3-6 el. 7-10.   Folkene bag Kreakassen har som mission om at få slukket for skærmen og skabt et godt og kreativt rum at være sammen i. Herhjemme er det som sådan ikke skærmen der trækker, men lillebror Vilmer, som kom til verden i oktober. Han fylder en del og da han fuldammes, synes jeg mulighederne for at gå ud og lave noget med de store drenge er meget lille. Derfor følte jeg lidt kassen gav os en ny måde at være sammen på, de store drenge og jeg.
Vi kunne sammen sidde herhjemme og kreahygge, mens Vilmer sov, spiste eller kiggede pludrede på.
Det var fantastisk.

Denne Kreakasse for januar måned, indeholdte materialer til at lave robotter. Robotter med specielle kræfter og egenskaber. Aksel lavede en robot der passede på jorden og samlede skrald, Carl lavede en jern-knuser, som kunne styrer lossepladsen og selv lavede jeg en kærligheds-robot, som kunne sprede glæde og kærlighed.

Det var enormt hyggeligt at sidde sammen med drengene og kreahygge og selvom vi jo bare kunne have åbnet kreaskabet, så var der noget særligt over at arbejde med Kreakassen. Kreakassen i sig selv, inspirationsarket, kassen, materialerne og overraskelsen vakte en store intens interesse hos drengene. Særligt inspirationsarket, slog benene væk under mig – det skabte en kæmpe stor inspiration. Jeg elskede hele den pædagogiske formidling og hvordan dette ark fungerede som en lille dråbe, der lavede ringe i vandet – som her igangsatte den kreative fantasi.

Jeg fik Aksel til at læse inspirationsarket højt og den gik rent ind. Det igangsatte en god snak om forskellen mellem en robot og en maskine, videnskabsmænd, fremtiden og dengang mor var lille. Vi snakkede om fjernstyret legetøj, former, kræfter og hvilken robot de ville opfinde.
Jeg synes Kreakassens layout, inspirationsark og pædagogiske grundlag er genialt !!! Det handler nemlig ikke kun om at fremstille et produkt, men om alt det der sker undervejs skabelsen, hele læringen, fantasien, opfindsomheden, styrkelsen af de motoriske evner, fordybelsen og ja, som jeg altid oplever når drengene laver noget, så bliver de enormt stolte af sig selv. Man kan bestille kasserne uden binding men Aksel fortalte så fint mens vi hyggede, at han godt kunne ønske sig at få et abonnement i fødselsdagsgave.
Han var lige så solgt som jeg !

Hele min og resten af familiens anmeldes af Kreakassen.dk
kan snarest læses på Momstertest.dk

Tusind tak fordi du læste med

Kærlig hilsen Christina



Min baby og jeg, 12 uger

Min baby og jeg, 12 uger

Tiden er en finurligt størrelse, på en måde uhåndgribeligt og samtidigt noget der hos en baby for alvor kommer til udtrykke, som noget der går rigtig stærkt. Alle har så travlt med at sige “husk nu at nyd det” og de fleste mødre, får da nok os mindst en gang i deres forældreskab sagt “det går så stærkt”.. det synes jeg virkelig os det . Når jeg ser på Aksel (snart 8) og Carl 5, så mister jeg lidt pusten og smiler så ved mig selv, når jeg kigger på Vilmer.. han er nemlig stadig lille eller nu 12 uger.

Det er 12 uger siden idag, at jeg efter asen og massen fik ham presset ud. Jeg presset virkelig alt hvad jeg kunne – jeg har endda en video af det, som en sød jordmoderstuderende tog. Jeg havde håbet på en smuk video, taget fra siden… istedet er den video lavet FULL frontal og det er sgu er ømt syn. Jeg synes stadig jeg kan mærke en smerte når jeg ser den og jeg tuder os fortsat mens jeg tænker “Fuck” blandet op med “hvor er det fantastisk!”. For det var fantastisk at føde Vilmer, trods alle strabadserer og det lille psykiske efterspil jeg havde kort efter fødslen. Særligt dette efterspil, altså adrenalinen opblandet med dødsangst, ubetinget kærlighed og masser af hormoner gjorder jeg lige skulle holde tungen lige i munden og sørger for at få trukket vejret godt ned i maven. En tur forbi psykologen og nogle gode samtaler med veninderne og “Wupti”, så var jeg faktisk helt okay, ja nærmest lykkelig. 

Idag, nu hvor Vilmer er 12 uger, så overgår han for alvor fra spædbarn til baby i nogens retorik. Vilmer er min lille baby. Men et spædbarn – det ved jeg ikke. Han er bare Vilmer, helt igennem fantastisk, sød og tung. 8,3 kg faktisk og de er fordelt på 67 centimeter. Min lille fyr er kommet godt fra start, trods en infektion i hormonknopperne, så er tiden med ham gået glidningsfrit. Han kaldes af sine bedsteforældre for nem og tja – det er han måske da nok os. Jeg kan og vil ikke brokke mig over min lille fyr. Han har som sine brødre et fantastisk sovehjerte, en stor glæde for mad og tja… så skider han efterhånden kun hver anden dag. Når han vågner, er det med et smil. Hans øjne er blå og enormt smukke. I de sene nattetimer holder vi altid i hånd og sådan bliver det nok ved lidt endnu.

Tak fordi du ville læse med, på dette lille kærlighedsskriv.

Hilsen Christina

En børnefødselsdag – At skabe gode minder for mine børn.

En børnefødselsdag – At skabe gode minder for mine børn.
Dengang Aksel fylde 5 og jeg uden at vide det, led af stress som udviklede sig til en depression.

Den er klassisk, den der uro jeg føler i disse dage. Det er en uro, der leger slyngveninde med en tanke om utilstrækkelighed – følelsen af ikke at være god nok eller gøre det godt nok. Det har taget mig nogle år at identificere denne følelse og forstår hvorfor den kommer, på de tidspunkter den gør. I dag har jeg lært at hilse på den og acceptere at den er der, uden at gå med den og dets præmisser.

Jeg tror alle forældre ønsker at skabe gode minder for sine børn? Et oplagt tidspunkt at skabe disse minder, er ved ens yngels fødselsdage, dåb / navnefesten osv. Jeg er så heldig, at jeg i denne weekend – faktisk på fredag, har en fyr der fylder 5 år og 14 dage efter holder vi så Vilmers 100 dags fest (samt morens 30 års fødselsdag). Det er et helt perfekt og oplagt tidspunkt til at skabe gode minder. De fester er jo en del af mine børns narrativ, fortællingen de tager med sig og som de vil se tilbage på, igennem kort, billeder og fortællingen om den enkelte dag, som forhåbentlig vil vække gode minder eller understøtte deres barndoms historie, den gode barndom?

Og det er lige her jeg skal spænde hjelmen og huske mig selv på, at en god barndom, en god fødselsdag, IKKE = helium balloner, temaer, en stor dyr konditorkage osv. Hvis der er lidt raffineret sukker, en ballon og et flag, så er de fleste børn – mine er ihvertfald tilfredse. Alligevel er jeg jo hende “idioten” som alligevel lige skal lave det ene og andet – jeg kan jo godt lide at gøre det. 

Det er klassisk, helt klassisk mig. Efter min depression, lærte jeg lidt om skal vs. kan og det har selvfølgelig gjort en ret stor forskel for hvordan jeg har gjort tingene sidenhen. Nu var det jo ikke Aksels dinosaurerfødselsdag der væltede mig omkuld, men mere alt det der var inde i mig af tanker, som kvalte mig langsomt. Tankerne om intet er godt nok og jeg kan og skal gøre meget mere. 

Idag er jeg nået dertil, hvor jeg fortsat er tilhænger af et “tema” men hvis ikke overskuddet er der, så bare en farvekoordinering OG ellers så laver jeg bare den kage, barnet bedst kan lide. Men ih hvor kan det forsat gå mig på, at jeg skal hilse på følelsen og igen og igen sige : det er godt nok det her !

Jeg bliver aldrig typen som synes bordkort og bordplan er toppen. Jeg elsker selvfølgelig at pynte et pænt bord og lokale – men øvelsen er at gøre det indenfor overskuddets (eller mangel på samme) rammer og så holde fast i, af det er helt okay .

Andre på linjen som kender til den følelse der kan hilse på, op til ens barns fødselsdag ?

Kærlig hilsen Christina

Skal du gå hjemme i 2 år?!

Skal du gå hjemme i 2 år?!


Det er med en snert af åndenød, at jeg lader mine fingre glide henover tastaturet. På trods af jeg har blogget i knap 4 år om alt fra tankerne omkring det at blive mor til et barn med en fysisk misdannelse, depression, celleforandringer og teamer der virkelig kan dele vandene, så er jeg nervøs.

Moderskabet er et minefelt, fyldt med medsøstre, som på så mange måder kan løfte hinanden men os til tider pille hinanden ned, ofte pga manglende respekt for diversitet.

Generelt ser jeg livet, dets følelser, udvikling og aspekter, som en personlig urtehave. Vi bestemmer selv hvilket sorter vi dyrker, såvel som hvor og hvornår vi luger ud. Er vi hardcore øko eller mere til kunstgødning? Sættes der fugleskramlser op eller et beskyttende net? Handlemåderne er mange og som en kær psykolog engang sagde til mig, så er grundsten i livet betinget af hvor vi ligger vores energi. Vi prioritere forskelligt, betinget af værdisæt, leveformer og personlighed.. og sådan er det nu engang. Med disse ord har jeg forhåbenligt fået skabt et usynligt men samtidigt klart sikkerhedsnet, der gerne skulle gøre at du som læser ikke føler mine ord er skrevet for at krænke eller som et forsøg på at pege fingre. De er skrevet for at lufte ud og reflektere og måske endda møde ligesindet eller konstruktiv sparring.

Det hele startede faktisk dengang jeg gik hjemme på barsel med Carl i 2014. Tiden med ham var uforglemmelig, til tider hård og alligevel så fortryllende. Jeg følte på så mange måder at jeg udviklede mig i en ny retning, der på en og samme tid var forførrende og skræmmende. Jeg var netop blevet færdiguddannet som lærer, forud for min barsel med Carl. I mit netværk kunne jeg se hvordan mine medstuderende, fra læreruddannelsen, gav den gas med karrieren og selvom jeg virkelig brændte for at afprøve min egen faglighed, så var der noget som begyndte at bryde frem indeni mig. Jeg havde dengang Aksel var lille, elsket den enorme fleksibilitet og tid der var i at være studerende og samtidigt mor. Aksel var et deltidsbarn i hans vuggestue og det skyldtes hovedsageligt at jeg var min egen boss og jeg altid kunne sidde med studiebøgerne når han sov. Nu hvor jeg var færdiguddannet; ville min tid med Carl (og Aksel) efter barslen blive anderledes, meget anderledes. Det var en vinterdag jeg lod følelserne komme til orde overfor en nær veninde. Jeg var ikke længere hende jeg troede jeg var og det føltes pludselig så forkert at gå af et spor, der før havde været så naturligt. 

Istedet ønskede jeg at holde mine børn i hænderne, oftere end et fuldtidsjob som lærer ville tillade mig og på mange måder begyndte en søgen efter et “tilflugtssted” at blive sat i værk. Jeg har altid vidst jeg skulle bruge min læreruddannelse som er springbræt, men tanken var det skulle have været efter nogle år i marken. Marken blev droppet, til fordel for drømmestudiet OG de muligheder der var ved at være mor på SU, ingen af disse var økonomiske plusser – tværtimod men det afkast der var at se og mærke på drengene var det hele værd. 

Nu står jeg så her, med en rundkindet lille fyr på 10 uger og et bevis på at jeg har læst og gennemført en kandidatuddannelse, med resultater der er langt over middel. Jeg er dygtigt indenfor mit fag og har på så mange måder en stor lyst til at slå vingerne ud og bruge al den viden jeg har tilegnet mig igennem min kandidatuddannelse. Alligevel er der noget som trækker i mig, noget jeg ikke havde set komme og som på så mange områder er fjernt for mig og så alligevel ikke.

Følelsen kom helt tilbage i efteråret 2017, dengang Hr. Mand og Jeg tænkte vi gerne ville have et barn mere sammen. I ny og næh tænker jeg om det er fordi det er mit sidste barn og andre gange ved jeg det handler om noget helt andet. Det handler om en proces jeg har været i som mor i snart 8 år. Det handler om at jeg på et tidspunkt valgte at stoppe op og stille et væsentligt spørgsmål til mig selv. Netop det spørgsmål som kan provokere rigtig mange. Spørgsmålet lyder således “Gør jeg det fordi resten af samfundet gør det eller gør jeg det fordi det føles rigtigt for mig?”. Det tog mig ikke lang tid, at anderkende at jeg faktisk ikke havde lyst til at gå i den samme retning, som flertallet i samfundet gjorder det. Istedet kunne jeg mærke et behov for at gå ind til side og mærke efter, rigtig godt efter. Da jeg stod der inde i “vejkanten”, forstod jeg pludseligt at det ikke længere gav mening for mig, at gøre som “alle andre”, tværtimod, istedet ønskede jeg noget andet for mine børn, min familie og mig selv.

Derfor har jeg i længere tid sparret en del med Hr. Mand, nære veninder og her særligt min gamle speciel makker, da overspringshandlingerne under specialeskrivningen jo gerne skulle være konstruktive. Snakken gik sig på, at jeg føler et behov for at holde Vilmer hjemme længere end en almen barsel “tillader”. I min verden er der ikke nogle der tillader noget. Der er en økonomisk situration som ofte har en stor betydning og for at man kan ændre dets betydning skal der måske træffes nogle lidt hårde konsekvente valg. Det kan være alt fra det forestående huskøb udsættes, den ene bil sælges eller at de der tropiske rejser for en stund droppes. Jeg ved det faktisk ikke helt – for når man som jeg aldrig har prøvet at være forældre med andet end en SU betinget økonomi, ja så er der bare nogen ting som ikke var muligt, det er der så noget helt andet der har været, noget jeg hverken kan og vil sætte en pris på. Jeg ved blot at vi som familie har måtte klare os med det vi har og at det ikke altid har været en fest at stå overfor vintersæsonen og indkøb af ordentlig overtøj, lige der kommer mit “tilbuds-haj-gen” virkelig til sin ret og det gør helt sikkert en stor forskel. Jeg er nu engang heller ikke typen som forføres af materialisme, det siger mig ikke en fis om der står IKEA i bunden af mine tallerkner eller H&M i nakken. Mine børn og jeg skal bare se ordneligt ud, spise sundt og godt, have et tag over hovedet og færdig bum. Jeg har ofte svært ved at forstå behovet for at købe nyt og mere men det må være folks egen sag. Jeg har bare altid tænkt 1000 kr på en god middag – én aften, det kunne dække knap 2 ugers madbudget eller et par jeans til 700 kr. kan jeg købe mindst 10 stykker tøj for brugt ? Jeg vender ikke hver en krone af nød, men fordi jeg ikke ser grund til andet ? Penge skal man værne om, passe på og gemme til en regnvejrsdag eller investere i det der føles rigtigt. Måske var det derfor jeg som barn altid fik mine 10 kr til fredagssnold i to 5’er. Den ene blev brugt i kiosken, den anden gemt i sparegrisen, det har altid ligger naturligt til mig at forsøge at sparre og bruge mindst muligt. Nå men tilbage til dette indlægs omdrejningspunkt.

Vilmer kom til verden i oktober 2018, min barsel med han slutter i september 2019. Da vi rykkede Carl til en ny børnehave, var det fortsat en integreret institution. Det er en institution hvor der er en god ledelsesstruktur, erfarne pædagoger og medhjælper, en god børnesammensætning og et værdisæt som understøtter det vi tænker en institution skal arbejde ud fra. Der er bare forsat noget som blokere for min lyst til at sende min 11 måneder gamle dreng afsted. Derfor har jeg undersøgt mulighederne for at kunne gå hjemme i længere tid med Vilmer. Mulighederne er mange og pengene små, det er ærlig snak. Jeg er villig til at ofre meget for tilgengæld at se og mærke et afkast som ikke kan måles i økonomiske midler.. eller .. en eller anden dag kunne jeg godt tænke mig at fremlægge en samfundsanalyse af den betydning det har økonomisk, at vi sparre på børn og unge området. Det er jo desværre en fortsat voksne post i vores sundhedssystem (psykiatrien).

Der er flere muligheder, alt fra at forlænge ens barselsperiode og derved få mindre i barselsdagpenge under hele ens barsel, eller tage orlov og istedet blive privat børnepasser for ens eget og et andet barn. På Frederiksberg er der yderligere den mulighed at søge om tilskud til pasning af eget barn i hjemmet. Det er bestemt ikke nogen økonomisk guldgruppe MEN det er en rigtig god mulighed for sådan en som mig, der ønsker at gå hjemme med mit eget barn i længere tid. 

Hvor lang tid, snakker vi så om ? Til at starte med følte jeg mig bundet af den søskende fortrinsret der er i forhold til den super daginstitution vi pt har på hånden. Det betyder at Vilmer skal starte eller have behovsdato mens Carl fortsat går i institutionen. Carl skal starte i SFO d. 1 maj 2020 og derfor skulle Vilmer gerne have en behovsdato d. 15 april 2020, for at anvende den søskendefortrinsret der er. Efter en længere snak med pladsanvisningen på Frederiksberg, lederen i Carls daginsitution, så tyder noget heldigvis på der os kan være en anden mulighed, nemlig den jeg synes der giver langt bedre mening for Vilmer – hele vores familie og det er at vente til september 2020. Med lidt hurtig hovedregning betyder det at jeg kan ende med at gå hjemme med Vilmer i 23 måneder, ja næsten 2 år. Det er intimiderede at sige højt, særligt fordi jeg tænker “kan jeg virkelig det?!” .. kan jeg holde til 2 år hjemme, med mit barn ? Forstå mig ret, jeg elsker mine børn og kontakten… men ville jeg kunne føle mig stimuleret, aktiviteter og fagligt udviklet af at gå hjemme i 2 år? Jeg tror faktisk det er en fordom jeg kommer til at tage del i, når jeg siger sådan – for hvem siger man ikke bruger sin hjernekapacitet når man går hjemme med sit barn? Jeg bruger en masse personlige ressourcer og udvikler bestemt nogle epokegørende dele af mit eget hjernecenter ved at være i kontakt med mine børn og den hverdag jeg har som hjemmepasser. Jeg ved jeg får brug for et netværk, nogen af sparre og mødes med, men der er ingen som har svaret på om jeg “kan”. Jeg ved blot at jeg som person er god til at udvikle mig selv, søge udfordringer hvor de kan søges og at jeg virkelig kan mærke at der er en enorm stor lyst til at gøre det muligt for vores familie, at Vilmer holdes hjemme og at Carl og Aksel fortsat kan nyde godt af de goder der hører til at have en mor med frie rammer og så betyder det sgu nok at vi fortsat har et lille rådighedsbeløb om måneden, de næste par år, men for mig, det værdisæt jeg deler med min Hr. Mand. Fortæller os at den følelsesmæssige investering vi gør i Vilmer, Carl og Aksel, hele vores familie, er langt bedre end den følelse vi ville have med to fuldtidslønninger og en lille fyr på 11 måneder i vuggestuen . 

Står du, eller kender du en eller flere, som har barn fra efteråret 2018, som vil hjemmepasse sit / sine børn og som bor på Frederiksberg / indre by, så skriv endelig gerne . 

Måske du kunne have interesse for gradvist at opstarte en legegruppe / mødregruppe 🙂

Tusind tak fordi du ville læse med .

Kærlig Hilsen Christina

The City Is Your Oyster – Med Børn I Byen

The City Is Your Oyster – Med Børn I Byen

Indlægget indeholder reklame.

Dengang jeg for nu snart 9 år siden, sad med en positiv test i hånden, tænkte Hr. Mand og Jeg begge “Wau/Shit”, ret hurtigt overtog Wauuu stemningen. Da vi så begyndte at dele vores fantastiske nyhed, oplevede vi en lidt anden følelse, nemlig følelsen tvivl – for havde vi nu valgt rigtigt, i forhold til at vores barn skulle vokse op i byen, på Frederiksberg ?

Vi var dog aldrig rigtig i tvivl, vi elskede nemlig begge byen og alt det den bragte med sig og da jeg en aften sad med min højgravide mave og googlede lidt omkring livet med børn i byen, stødte jeg på “Børn I Byen” sitet.

Børn I Byen er stiftet af københavner og Mor med stort M Caro. Hun har gjort det til sin hjertesag at guide børnefamilier til børnevenlige oplevelser i byen (primært), dette gælder både hovedestaden København og verdens mindste storby og største landsby Århus. Uden Caros store arbejde, så tror jeg ærlig talt ikke at så mange seværdigheder og spisesteder i så en bevist grad markedsfører sig selv som børnevenlige – Caro har med Børn I Byen skabt den prestigesfyldte pris “Børn I Byen Prisen”, som har til formål at kåre alt fra børnevenlige brands til aktiviter og spisesteder. Så hvis du en dag planlægger en dejlig familietur i byen, så smut forbi sitet og / eller hent deres app og udforsk nogle af alle de dejlige anbefalinger som Børn I Byen kommer med. Jeg kan bestemt anbefale appens  kaldenderfunktion, hvori du kan se hvad der sker den enkelte dag og brug Børn I Byens top 5. Børn i byen er for dig og mig, os med børn og derfor er det som (gratis) bruger muligt at anbefale og oprette begivenheder osv. på Børn I Byen sitet. Det er nu meget rart, hvis man vil have lidt baggrundsoplysninger omkring den enkelte legeplads, cafe eller svømmehal. 

Børn I Byen har udviklet en klub, Børn I Byen Klubben, som på mange måder gør at “The City Is Your Oyster”, med rabat – alle kan vel lide rabatter? Jeg elsker rabat, så da jeg fik et medlemskab af Børn I Byen Klubben i forbindelse med en test til MomsterTest.dk, kunne jeg ikke få armene ned af begejstring. Det koster 38 kr. om måneden at være medlem af klubben og du kan yderligere få en gratis lækker velkomstpakke med eller tilkøbe et lækkert produkt, med en god rabat. Jeg valgte det sidste – og har derfor købt et gavekort til et par begyndersko fra Auto Rap, til Vilmer.

Et medlemskab til Børn I Byen Klubben, fungere som den der østerskniv, der lirker op for den smukke skat. Jeg tror de fleste børnefamilier i byen og forældre på barsel kender til lysten af at søge gode børnevenlige oplevelser, Børn I Byen hjælper med dette og Klubben giver i rigtig mange tilfælde en god rabat eller mulighed for gratis mini VIP oplevelser. Det gælder til Annemoneteaters hyggelige teaterforestillinger, Rundetårns højder, årskort til Den Blå Planet eller Zoologisk have, til Xjumps bløde fjedre og DGI byens lækre bassiner samt meget meget mere. Med Klubben er mulighederne mange, særligt hvis man som min lille familie, består af en børne(flok) i forskellige aldre. Så er der rig mulighed for at finde en aktivitet eller oplevelse som passer til det enkelte barn. Som Mor på Barsel / hjemmegående, er der endnu mere at hente i Klubben, da Børn I Byen hver onsdag holder gratis babyonsdag med de fineste arrangementer, alt fra førstehjælpskursuser – rytmik, foredrag. Jeg har blandt andet meldt mig til fordraget med Heidi Meyer Valentin, bag MeyerMetoden og har derudover scoret gratis bio billetter til den nye Lego World 2 film, fordi jeg er medlem af Børn I Byen Klubben, som os afholder arrangementer som forpremiere og ja – VIP lagersalgs. Så står du selv eller en du kender, kan jeg bestemt anbefale et medlemskab af børn i byen klubben som barselsgave.

Hvad Skal Vi Lave?
Herhjemme er vi (læs jeg) enormt glad for planlægning og struktur. Vores ugeskemaer gør det praktisk, let og overskueligt og skaber samtidigt rum til det spontane. Hver torsdag afholder Hr. Mand og jeg et lille planlægningsmøde. Her laver vi ugeskema, madplan for den kommende uge og så planlægger vi den weekend der står for døren, hvis der ikke allerede er aftaler med venner, legeaftaler osv. Her bruger vi særligt Børn I Byen App, til at finde hjælp til hvad vi kan lave. Nogle dage er der bare brug for ro og andre, skal der ske lidt. Derfor har vi tit 1-2 aktiviteter noteret, så vi ikke behøver at undersøge mulighederne nærmer den enkelte dag. Det hele kan jo afhænge af vejr og vind eller barnets sind og på den måde kan vi let vælge mellem de to forundersøgte aktiviteter.

Da Hr. Mand og Jeg planlagde weekenden, havde vi brug for at komme ud, vores juleferie var stærkt præget af sygdom. Derfor manglende vi virkelig de der ferie aktiviteter og da det havde været en kort uge, følte vi os drengene havde overskud til en familietur. I juleferien læste vi den lille pige med svovlstikkerne og i den forbindelse affødte det en god snak om menneskerne i gamle dage og den forskel der var på rig og fattig. Aksel og Carl elsker faktuelle oplysninger, historie og at tilegne sig ny viden. Så vi tænkte en tur til Arbejdermuseet ville være det helt rigtige valg til en familietur, i 2018 var Arbejdermusset faktisk nomineret til Børn I Byen Prisen .

Med Børn I Byen Klubben fik vi 20% på vores indgangen og ungerne var gratis. Ungerne spiste yderligere gratis i Arbejdermuseet restaurant Café & Øl-halle, hvor de hver lørdag har klassisk gammeldags smørrebrød som buffé – da vi var der, serveret de os tarteletter (hvilket er alle drenges hof-ret herhjemme).

Cafe & Øl-halle er Københavns eneste tilbageværende kælder beværtning og er virkelig et historisk og kulinarisk besøg værd.
Hver lørdag er der den lækreste smørebrøds buffé, hvor alle stykkerne er sirligt anrettet. I restauranten er der den lækreste duft af traditionel dansk mad, lavet fra bunden.

Jeg har tidligere været på Arbejdermuseet i forbindelse med undervisningsforløb, jeg har afholdt i danskundervisningen, men det var første gang jeg var der med Aksel og Carl og det er bestemt ikke sidste. Arbejdermuseet har den fineste og hyggeligste børneafdeling – et børnemusset og det gør i min bog, at børn får en god mulighed for at forelske sig i mussets verden. Alt det der med nok se ikke røre, kan være ret tørt når man kun er 5 år(og hedder Carl krudt), så er det altså en oplagt mulighed og besøget åbnede op for en rigtig god snak om dengang Oldefar var barn, politik og demokrati – det er jo trods alt os valgår og hvor heldige vi faktisk er i dag og som Aksel så fint fik sagt “Det er jo helt utroligt sådan som Danmark har ændret sig … gad vide hvordan det ser ud den dag mine børn får børn”. (Ja han er den fødte musumes gæst). 

På børnemuseet må der røres ved ALT og der findes så mange fine elementer i udstillingen som gør store og små kan integrerer og lærer på en spændende og sjov måde.
Carl handler ind hos Købmand Aksel
Aksel på besøg hos Staunings kontor

Børnemusset er gratis for børn og ja – der er rabat at hente via Børn I Byen Klubben til forældrene. På mussumet er der rig mulighed for at prøve de forskellige former for børnearbejde der engang fandtes i byen. Alt fra bybud, til sortering af flasker. Derudover er der mulighed for at lege med gammel legetøj, klæde sig ud, købe ind i en gammel købmandsbutik, være pantelåner og ja – besøge Stauning kontor. Mussuemet fortæller nemlig samtidigt historien om drengen fra arbejderklassen som blev statsminister. Udover børnemusset er resten af museet os utrolig hyggeligt at gå rundt på og fortsat meget børnevenligt. 

Arbejdermuseet har selvfølgelig en del røde faner, masser af politiske oplysninger og fine måder at fortælle, hvad arbejderne kæmpede for, alt fra de 3×8 til at vi må samarbejde.
Her hjælpes far og Carl ad med at bygge en bro.
Carl som buddreng
Købmand Aksel, i den fineste troværdige butik

Rent praktisk ligger musumet centralt i Rømersgader – tæt på Nørreport og der er gode pusle og ammemuligheder. Giver man flaske så kan den os sagtens varmes. Da musumet ligger i en fredet bygning er barnevognen lidt svær at få med rundt – men det kan godt lade sig gøre. Jeg nuppede Vilmer med i viklen og ja han sov det meste af tiden og hjalp med at demonstrere hvordan børn ofte sov i gamle kister og kommodeskuffer. Han tog os en slapper i en dukkevogn – hvilken den sødeste lille pige synes var helt fantastisk.

Vilmer fik os prøvet lidt forskellige sager på museet..
Fortællingen om Familien Sørensen der flytter til byen, fortæller hvordan en klassisk arbejder familie på 8, boede enormt tæt. Derfor sov børnene lidt over det hele – i alt fra kommodeskuffer til trækister, det testede vi lige af.

Så står du en dag og tænker : Hvad skal vi lave? Så er Arbejdermuseet bestemt et besøg værd, en lille uberørt perle i vores smukke by som et medlemskab hos Børn I Byen klubben skaber en lidt billigere tilgang til. 

Hvilket sted er dit ynglingssted i byen, for børn ?

Tusind tak fordi du læste med !

Du vil snarest kunne læse min anmeldelse af min familie og min oplevelse af Børn I Byen Klubben, på Momstertest.dk

Kærlig Hilsen Christina 


Er han nem?

Er han nem?

Nu her hvor yngel nummer tre, Vilmer er kommet til verden, så kan jeg for alvor slå hele to ting fast, eller meget mere, men tænker det kommer i et “Du ved bare at…. når du har børn” – indlæg. 

Noget jeg nu med sikkerhed ved, grundet “min enorme” erfaring men 1-2-3 unger, det er følgende: Ældre damer, fulde folk og andre skæve typer, mener de skal have hele deres hoved ned i min barnevogn, når jeg triller rundt på gader og stræder. Altid med en åbningskommentar “Ligger det en lille baby dernede?” … overvejer nogengange at svare “Nej det er bare min hamster ! Eller min bamse?” Seriøst, hvorfor er det en barnevogn er “allemandseje?”. Nå men det er den ene ting .. 

Den anden er lidt mere kompleks og har affødt en del tanker.. nemlig spørgsmålet jeg bliver mødt med igen og igen – “Er han nem ?”

Jeg bryder mig ikke om udtrykket “nem”, da jeg tænker det er et forkert tillægsord at give et levende individ, alligevel kommer jeg selv til det i ny og næh. Selvom Vilmer er lille og til tider opføre sig lidt som en karpefisk på jagt efter mad, så er han nu engang et lille levende væsen, i fuld udvikling, hvor fine træk af hans person kommer til udtryk. At kalde et andet menneske for nem, ja det mener jeg ikke man som sådan “kan” tillade sig. Jeg ved jo godt folk hentyder til om jeg får min nattesøvn og om Vilmer skriger dagen lang. Alligevel synes jeg stadig det er et underligt spørgsmål, måske mere fordi hvis svaret er “Nej”, bliver det postive ladet ord nem afvist og istedet skal man se negativt på beskrivelsen af barnet. Børn er jo vidt forskellige – ligesom dets mødre. Nogen tager minus nattesøvn i stiv arm og andre drukner deres sorte render i kaffe. 

Jeg tænker os, at hele denne Mommy shamming og en tid hvor mor helst skal kunne ALT, samtidigt med hendes bækkenbunds og mavemuskler er heeelt som de var før, så skabes der et ekstra press. Sandheden er jo den at vi har en barsel grundet en række forskellige årsager – at den så ikke er lang nok, skyldes en kritisable samfundsudvikling (ja det mener jeg).  Hvis vi forventet at små babyer, der har ligget inde i mors mave i 9 måneder, trygt og godt – kan strømlignes og være små indvinder, der uden et kny er i fuld udvikling, sover 3×3 timers lur om dagen og MAX melder sig sultne 8 gange på 24 timer SÅ er der simpelthen noget galt. Der skal nok være en mor eller tre på linjen, som har fået presset sådan et barn ud af sin fødselskanal – men der findes os de mødre og fædre, som får børn der kun mener at have et behov for nattesøvn, eller søvn om dagen og ikke nat eller omvendt. Babyer som ikke kan “nøjes” med at ligge i en barnevogn og som helst søger tryghed ved konstant at være nær deres primære omsorgsperson OG så er spørgsmålet om det gør et barn besværligt eller blot til et enkelt individ med personlige behov ?

I min verden, så handler der om at se på barnet i dets helhed og ud fra forståelsen af, at det ikke altid er lige nemt at være et lille bitte menneske, i en stor – stor verden .

Kærlig Hilsen

Mor til Vilmer 

Let me paint you a picture

Let me paint you a picture

Jeg står der, i buksedragten – et nummer større end min egen – lånt af den kæreste veninde, fordi min egen endnu er for lille. På det ene blondeærme er der en lille hvid plet. Pletten lugter af sur mælk – det er sur mælk, det er gylp. I mine arme hviler Vilmer, den tunge lækre lille Basse, som er skyld i mit konstante hold i nakken og titusindvis af myoser. Klokken er 23:30 og han har slået lejr lige der, i mine arme. Han er hverken ked, hidsig eller sulten.. han skal bare være lige der. Et kort sekund kunne man have lyst til at tænke han bare var en selskabspapegøje, men sandheden fortæller sig selv, særligt hvis man ser på hans trætte øjne. 

Der er udpustede serpentiner übber alles men gudkelov havde min veninde været smart nok til ikke at købe truthorn og andet indendørs-anvendeligt larm. Det er nytår og jeg er lige der, hvor jeg aller helst vil være. Sammen med nære venner, Hr. Mand og snorkene børn på førstesalen – på nær Vilmer som ligger der i mine arme. Jeg har forsøgt at ligge ham siden klokken 19, men hver gang vågner han og NU, har jeg kastet håndklædet i ringen. Barnevognene er kørt ind, grundet risiko for gnister og det er nu engang behjælpeligt når ens baby vejer knap 8 kg. 1-2-3, og Vilmer er listet over i barnevognen. Det kan os noget, altså at stå i nytårs outfit og trille barnevogn, indenfor. Hurra for tæppekanter og dejligt selskab og hurra for Vilmer. 

Klokken nærmere sig 24 og Hr. Mand kommer ned af trappen med Aksel. Han har dynen med sig. Alle ungerne er gået kolde og vi har forinden lovede at vække dem, så de os kunne hoppe med ind i det nye år. Aksel var den eneste der responderede og sidder nu der, søvndrukken i sofaen og udkæmper en sand kamp for at holde øjenene åbne. Hvis han vinder over trætheden, så er det første gang han er vågen ved årsskiftet. 

Min veninde skænker champagnen og vi smiler forventningsfulde til hinanden. Hvilket år 2018 var. Sidste år sprang vi ind i det samme og jeg drak så hendes bobler, da hun 14 dage forinden havde testet postivt med hvad der skulle blive til skønne Wilma. I år, drikker vi begge vores ene glas og vi skåler for et spændende 2019. 

Uret tæller ned og så står vi pludseligt alle op i sofaen. Aksel ser lidt betuttet på os, han ligner en der tænker: hvad pokker laver i?! 3-2-1 godt nytår ! Og vi hopper ind i 2019 til lyden af rådhusklokkerne . Vi kysser, skåler og griner. Jeg rokker barnevognen og mærker så hvordan alkoholen killer i mit indre og at de 3 mundfulde jeg har fået, var mere end rigeligt. Mine kinder blusser og det begrunder at klør på næsen. Det er en helt klassisk Christina reaktion – der er noget i boblerne som jeg slår ud af, fantastisk. 

Udenfor skydes det nye år ind og selv står jeg der, rokker barnevognen og tænker : TAK.

Nok er der ikke det vilde glimmer ud over det hele men jeg er glad, lykkelig og taknemlig. 2018 gav mig alt det jeg ønskede mig og mere til. Vilmer var et af mine største ønsker og nu er han her hos mig, måske havde jeg regnet med han skulle ligge i sin seng men hvad pokker, det er for så kort en stund af livet .

Jeg håber du kom godt ind i det nye år og det må være lykkebringende .

Kærlig hilsen Christina 

Kære kvindekrop

Kære kvindekrop

Du husker nok første gang jeg studerede dig med et kritiske blik, mens mine hænder havde kørt ned langs mine fremtrædende hofteskåle. Jeg kan huske mine neglen der boret sig ind i næsetippens tynde hud, for at fjerne de små hvide prikker der sad i huden. Du husker det nok os, for det gjorder ondt.

Husker du dengang jeg trak en blusen over hovedet og opdagede den strammede på mit bryst. Det var ikke meget, men pludselig var jeg ikke længere flad, nej jeg begyndte at ligne de andre piger fra klassen. To dage senere købte min mor nogle sportstoppe og vi aftale at de klassiske undertrøjer kun skulle varme dig, på kolde vinterdage.

Hvad med mit første kys? Første gang jeg lod en anden røre ved dig, så det killlede og varmede så skørt. Huske du dén aften, i hjertelyskædens skær? Hvad med dengang jeg lå i forskerstilling en hel uge, med den grådfremprovokeret hovedepine fordi hjertet gjorde ondt. Eller da jeg en eftermiddag, efter endnu en dag med umodne drenges modbydelige ord havde pillet mig så langt ned, at jeg knælede foran toilettet?!

Husker du dengang jeg stod i prøverummet og græd, fordi jeg ikke kunne få de lavtaljede jeans til at sidde ordenligt på dig? Husker du gulerodskuren eller jeg-spiser-intet-kuren?! Husker du dengang jeg klippede alt dit hår af, for at nedtone de voksende ungpigebryster og alt det andet som markerede at jeg ikke længere bare var en lille tøs, som Kim Larsen så smukt ville have sunget.

Husker du dengang jeg tog et pølseskind, korset, på maven og de der strømpebukser med shape effekt. Husker du alle de gange jeg kom hjem fra HF, hvor maven gjorde ondt fordi det havde strammet dig så meget ind, udelukkende for at markere hvor tynd jeg var?!

Husker du de mange løbeture, hvor jeg talte grimt til dig, som var det hele en stor straf for ikke at være god nok?! Husker du det?!

I såfald vild jeg gerne sige undskyld. Undskyld du kære fantastiske kvindekrop – undskyld, af hele mit hjerte. Jeg ved godt det er rigtig mange år siden vi blev uvenner og at selvom jeg har brugt de sidste 5 år på at gøre det hele godt, så vil jeg gerne sige undskyld. For det var aldrig din skyld – tværtimod. Du gjorder det så godt som overhovedet muligt og jeg ved godt min undskyldning skulle være kommet mere tydelig for nogle år siden, men jeg giver dig den nu

Tak fordi du har holdt ud og ved. Tak fordi du lader mig løbe med er smil og i lyst den dag i dag. Tak fordi du har ladet mig forstå hvad der skal til, sådan at jeg på en god og forsvarlig måde kan regulere din vægt. Ikke fordi andre siger jeg skal, men fordi jeg nu kender dig så godt og ved, du fungere bedst når du befinder dig i en bestemt vægtskala. Vigtigst af alt, vil jeg sige dig tak for, at jeg har måtte være sund og rask det meste af mit liv. Tak fordi du gør det muligt for mig at leve til det fulde. Tak fordi du sørger for mit hjerte banke med passion og lyst. Tak fordi du lader mig holde af dig og dyrke dig. Tak fordi du har gjort det muligt for mig at bæger og få 3 skønne børn. Tak fordi du har ville samarbejde i smerterne fra fødslen. Tak fordi du har ladet mig give næring og kraft igennem mit bryst. Tak fordi du nu, når jeg står her foran spejlet, med ammebh og sloggi trusser og minder mig om hvor helt igennem fantastisk du er og hvor stor en respekt jeg virkelig skylder dig!

Jeg lover, forsat at passe på dig!

Ligesom jeg ved, du passer på mig.

Så tusind tak, du kære kvindekrop .