Hvad hvis de tager mine børn?

Hvad hvis de tager mine børn?

Der skal virkelig meget til for at kommunen tager ens børn”, det husker jeg en af mine medstuderende, som var socialrådgiver, engang sagde til mig. Det er let bare at sige “Ja det skal der og selvfølgelig tager de ikke bare folks børn” og alligevel, så synes jeg desværre der gentagende gange er beviser på, hvorledes nogen kommuner ser igennem den almene retssikkerhed, som er i vores samfund, grundet fortravlet medarbejder og manglende ressourcer. Jeg er hverken socialrådgiver, ekspert eller direkte pårørende til en familie, som har oplevet dette og alligevel, har jeg som tidligere børn og ungerådgiver hos Børns Vilkår, og som kandidat i pædagogisk sociologi, blevet sat ind i diverse undersøgelser og ikke mindst sager, hvor der kan spås tvivl om kommunens indgreb er tilstrækkeligt begrundet. Jeg har overordnet den holdning, at det aldrig må være forældrenes “ret” der tæller i sidste ende. Det er nu engang barnets tarv der skal ses på, ligegyldigt hvad. Hvorfor jeg nu skriver dette indlæg, skyldes mest af alt min egen sårbarhed og et ønske om at fortælle om dengang jeg selv sad med frygten for, at nogen skulle tage mine børn, for ja, den har jeg OGSÅ haft. Frygten kom sig af, at jeg var bange for, hvad “verden udenfor” ville sige og gøre, hvis de vidst hvordan det hele for en kort periode føltes i mit indre. 

Jeg glemmer aldrig den aften min mentale film knækkede og jeg takker fortsat mig selv – dagligt – for at have opsøgt hjælp, på trods af min enorme frygt for at nogen misforstod eller ville begynde at spå tvivl, om mine evner som mor. Den dag, hvor jeg sad under spisebordet, overmandet af angst, sorte tanker og med et spinkelt håb om at hjælpen fandtes, der ringede jeg til sundhedsplejerskerne på Frederiksberg. Jeg husker at jeg smed på, første gang jeg ringede op og det derefter var nødvendigt at samle en ekstra potion mod inden jeg blev i røret. Sundhedsplejersken som tog telefonen, lod mig fortælle. Hun lod mig græde og hørte mine ord. Igen og igen sagde jeg, at det jo ikke var synd for mig, men mine børn og at jeg havde brug for hjælp, fordi jeg virkelig gerne ville dem det bedste. Sundhedsplejersken var ikke et sekund i tvivl om dette og sagde da os “Christina…. det du fortælle mig, de handlinger, de bekymrer mig ikke, det der bekymrer mig er hvordan du har det med dem og yderligere hvordan du tydeligvis er påvirket af dem”. Derfra tog samtalen en uventet drejning, for jeg havde virkelig troet jeg skulle indstilles til et forældre genopdragelses kursus.  På det tidspunkt var jeg ramt af en ikke diagnosticeret svært depression og belastningsreaktion og så alt i sort / hvid. Det fangede sundhedsplejersken, hun hørte min manglede realitetsforståelse, konstante “ruminering” og hun mødte mig i samtalen, uden på noget tidspunkt at spå tvivl om hvilken mor jeg rent faktisk var for min børn. Fortællingen om hvordan der kort efter står en psykiater og en sygeplejerske i min stuen har jeg tidligere fortalt om her på bloggen og i kategorien ”En sygdoms sandhed” kan en række af disse indlæg findes og i indlægget “Når Filmen Knækker. Del II – Mor På Tanskehospitalet“, har jeg skrevet om hvordan jeg lavede en børneoversættelse af min psyke lidelse, til mine børn.. Hele processen omkring bearbejdelsen af den frygt jeg havde for at miste, men os at såre mine børn, den har jeg af mange grunde holdt for mig selv.

Dette er den tegning, som jeg brugte til at forklare Aksel og Carl, hvordan mine tanker var blevet rundtosset og det derfor gjorder at jeg var nød til at være på et tankehospital.

I min åben -og ærlighed omkring det at have været psykisk syg, har jeg en stor respekt for ikke at begå et overgreb mod mig selv eller andre, og derfor er jeg dels påpasselig med hvad og hvor jeg fortæller om de oplevelser, jeg havde mens jeg befandt mig i depressionens mørke. Når jeg skriver sådan, så mener jeg, at vi jo alle har en sårbarhed i større eller mindre grad. Den kan være generel eller specifikt for er område og at det på så mange måder er vores egen opgave at værne om denne sårbarhed, frem for at udstille os i den. En udstilling skaber nemlig ofte spørgsmål og vi har efterhånden en tendens i samfundet som hedder sig at vi skal svare når vi bliver spurgt om noget. Det skal man ikke nødvendigvis, men når nu det oftest er sådan, så tænker jeg, at det er vigtigt ens egenomsorg værner om at man måske ikke skal stå “skoleret” nu og her.

Mit første døgn på psyk, var på en lukket afdeling, grundet den mentale tilstand jeg var i og mit enorme behov for at der var nogen som passede på mig, for jeg var simpelthen ikke i stand til selv at gøre det. De knap 24 timer jeg havde på den lukket afdeling, foregik hovedsageligt med ukontrolleret gråd, mens jeg sad i “spænd” i et vindue, med kinden mod den kolde rude og ben og ryg placeret i hver dets side af vindueskarmen. Jeg kunne simpelthen ikke mærke min krop på andre måder og jeg var for bange for de andre patienter på afdelingen, til at gå ud i den gård der var tilknyttet afsnittet. Dagen efter min indlægges overflyttes jeg til et mindre intensivt afsnit og her møder jeg det, der kaldes for en nøgleperson. En nøgleperson er en sygeplejerske, der igennem ekstra uddannelse er uddannet til at arbejde med patienter og dets pårørende, her oftest børn. Hr. Mand er med til det møde, som jeg selv har bedt om, da jeg godt kan se min indlæggelse ikke kan skjules for Aksel og Carl og jeg mener vi har brug for vejledning i hvordan vi kan fortælle vores børn, at mor er blevet syg i psyken? Det er jo svært nok at forklare voksne.

Vi snakker lidt frem og tilbage og jeg præsenterer de termer jeg har valgt at sætte på min sygdom, så mine børn har en mulighed for at forstå dette. Det hedder sig fortsat, at jeg engang har været på et Tankehospital, fordi jeg på et tidspunkt var rundtosset inde i tankerne.

 Jeg husker at nøglepersonen var sød, lyttende og at hun udstrålede en ro og varme, der gjorde jeg ret hurtigt valgte at have tillid til hende. Mens vi snakkede, fortalte jeg om min frygt for at der pludselig står nogen på vores adresse, for at fjerne mine drenge, fordi jeg nu er blevet syg og indlagt på et psykiatrisk hospital. Disse tanker bad hun mig skyde en hvid pil efter – for kort efter at fortælle mig om muligheden for at hospitalet kunne hjælpe med at lave en ansøgning om en aflastningsplads. Idet øjeblik hun fortalte det byggede jeg en mur op omkring mit indre. Jeg husker tydeligt hvordan jeg fortalte at vi som familie, på ingen måder var interesseret i at vores børn skulle i aflastning og at jeg ville gå igennem ild og vand, ligge alle vaner om, flytte fra byen, stoppe på drømmestudiet mm., for at vi kunne få vores familie, heraf særligt mig, på ret køl igen. Jeg glemmer nok aldrig den kvalme som sneg sig ind på mig, mens jeg fortalte hende dette. Jeg husker tydeligt hvordan al blodet havde fortrukket sig fra mine kinder, som havde kroppen gjort sig klar til kamp. Jeg synes generelt det er rigtig fint at der findes aflastning til de familier, som finder det nødvendigt, men for min familie og mit vedkommende, så er vi ikke en af dem. Jeg ville personligt føle min livsførelse var forkert hvis mine børn måtte i aflastning, fordi jeg ikke havde energien til at have dem nær mig. Når jeg skriver sådan, så var det jo netop min egen livsførelse, der  på daværende tidspunkt, var skyld i jeg nu var blevet depressiv, så var motivationen om at genopstå, som den mor jeg før havde været og drømte om igen at blive, var større end nogensinde og der var i min verden, for min familie, ikke andre muligheder end at VI måtte sadle om som familie. Det gøres ikke over en nat og jeg oplever da stadig dage, ja sågar perioder, hvor vi balancere på kanten til at det blive usundt for os som familie. Vi balancere dog kun, frem for at falde lige i de gamle usunde handlemønstre. For at vende tilbage sygeplejersken, så hørte hun mine ord og hun registeret følelserne som lå bagom disse og undskylde da os, for dernæst at forklare mig at hun udelukkende sagde dette, for at fortælle os om de mange muligheder der var for at hente støtte.

Et af Carls besøg på Tankehospitalet.

Jeg har officielt været indlagt i 8 uger på en psykiatrisk afdeling og det skammer jeg mig ikke længere over, men jeg bær for evigt en sårbarhed omkring tanken om, at nogen måske kunne anfægte at jeg var en mindre god mor, bare fordi jeg har haft en depression. Særligt nu, hvor Vilmer kommer til verden lige om snart, så vokser denne sårbarhed i perioder, selvom jeg ikke tvivler på mit moderskab, den relation jeg har til mine børn og den måde jeg forstår at se dem på. Jeg er mine børns bedste Mor, os selvom jeg kommer med ridser i lakken. På trods af dette, så ved jeg jo godt, at jeg kommer med en øget risiko. Det er en risiko jeg har enorm stor respekt for og som er årsagen til at Vilmer på så mange måder er langt mere planlagt end Aksel og Carl var det, alligevel er der ingen garantier og sandheden er nu engang at jeg har en øget risiko for at udvikle en almen depression eller efterfødselsreaktion.

En af de mange årsager til at jeg skriver dette indlæg, er at jeg igennem min graviditet, løbende er blevet kontaktet at andre kvinder, som står i lignende situation som jeg. Kommende mødre, med en tidligere diagnose, som de nu har en skræk for skulle springe op igen. Jeg skal være ærlig og sige at jeg er sindssyg bange for at blive syg i psyken igen. Det er ikke en frygt der er styrerende men en frygt som jeg respektere og anerkender. At være syg og kæmpe for at blive rask, var nu engang det hårdeste jeg nogensinde har skulle kæmpe med i livet og det havde nær kostet mig det. Tanken om at skulle kæmpe samtidigt med at jeg lige er blevet mor, skræmmer mig. Alligevel har jeg etableret en ro og tillid til mig selv, som går sig på at jeg kan klare hvad end livet bringer og at jeg nu engang har arbejdet ufatteligt meget med mig selv igennem de sidste par år. Jeg har samtidigt givet mig selv et løfte. Et løfte om at være modig, ærlig og omsorgsfuld overfor mig selv og min psyke og mest alt acceptere at det der sker, sker. Det er lidt min bøn med dette opslag, nemlig den, at hvis man som forældre, i ens forældreskab føler at man for tit og ofte er på grænsen eller over denne i sin kontakt til sine børn, og det er noget man selv anslår som værende et problem, opsøg hjælp eller sparring. Hos din partner, veninde, mor, pædagog eller sundhedsplejersken. Hvis psyken føles skrøbelig, så husk, at selv den stærkeste stjerne kan falde og at ingen er uovervindelige, men alle kan, hvis de vil der, være en helt i deres eget liv – det kræver nogen gange en sand hjælper i form af læge, psykolog, partner eller ven.

For mit eget vedkommende har bearbejdelsen af den “uansvarlighed” jeg udviste, forud for mit sammenbrud, været nødvendig at vende igen, her for nyligt. Det er de færreste der går fra “normal” psykisk tilstand til bragende svær depression. Hvornår man er decideret depressiv, ja det er et godt spørgsmål, for vi kan alle score point nok på en dårlig dag til at testen siger “let depressiv”. Jeg har igennem mine to år efter depressionen arbejdet med handlemønstre, uhensigtsmæssige leveregler og etableringen af gode omsorgsfulde strategier og det har kastet en enorm stor selvindsigt af sig. Jeg bliver ofte spurgt om jeg måske tænker for meget over det at have været syg eller om det virkelig er så nødvendigt at “føle” så meget efter? Nu har jeg 7-9-13, aldrig kæmpet med cancer, men hvis man en gang har haft en ondartet knude i brystet, tror jeg det er de færreste pårørende der kunne finde på at sige “ah det du mærker nu er nok ingenting”, alligevel er der nu engang forskel på somatisk og psykisk lidelse. En tidligere cancerramt kvinde er ofte langt bedre stillet end hende der tidligere har lidt af en depression. Begge sygdomme er dødelige og i top 3 over folkesygdomme i Danmark. Nu bevæger jeg mig ud på et lille sidespor, så tilbage igen …

Jeg frygter ikke længere at der en dag ligger et brev i postkassen fra kommunen .. det vil jo nok os være eboksen efterhånden? For jeg føler, at ved at sætte ord på mine tanker, når jeg er i sparring med diverse fagpersoner, så mødes jeg med en enorm respekt og accept af at det er mere end okay, at jeg har været på bunden for i dag at svømme, for jeg flyder ikke, oven vande. Derfor har jeg igennem denne graviditet arbejdet med en kendt jordmoder og yderligere sikret at jeg fik tilknyttet en sundhedsplejerske som ikke var berøringsangst omkring svære emner og som yderligere havde den accept og forståelse der hed, at skulle jeg en dag, under min barsel sige ”jeg har det ikke så godt”, så mødes jeg i denne udmelding, frem for ”Du er jo os rigtig træt”.

Jeg vil gerne sige dig tak for at læse med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

 

En pille, et år, et stop

En pille, et år, et stop

 

Nogen gange virker alt det med depressionen, som noget der skete i et andet liv og alligevel ved jeg jo godt, at det ikke er mere end to år siden jeg befandt mig i mørket. Siden min udredningssamtale, hvor diagnosen “svær depression” blev fastslået, så har jeg på mange måder drømt om netop denne dag.
Hvorfor?
Fordi det var mit håb; min drøm om et depressionsfrit liv, da der var mørkest.. 

Det er svært at forklarer hvor altopslugende depressionens mørke er og hvordan mørket kan fjerne alle tanker om, at der virkelig er en dag igen imorgen. Da der var mørkest, var jeg sikker på min krop og mit sind ville give efter og en nat fandt jeg min computer frem, for at skrive afskedsbreve til mine nærmeste. Ikke fordi jeg ønskede at tage afsked, men fordi jeg var sikker på at mit hjerte snart ikke kunne klare mere. Det var ikke for sjov at der blev kørt ugentlige hjertediagrammer, mens jeg var indlagt, den første måned. Min vægt styrtdykkede, kroppen var konstant forpint og håret faldt af i totter. Alt hvad der kunne være i ubalance, kom i ubalance og når jeg lå der med øret mod madrassen, kunne jeg hører hvordan mit hjerte konstant skiftede rytme, først dobbeltslag, så næsten intet, for dernæst igen at finde sin rytme. Sådan lå jeg en nat, mens mørket fortalte mig, at jeg måske ikke ville overleve rejsen igennem depressions altopslugende dystre mørke. 

Det blev dog en rejse, en rejse som førte mig ud i lyset. Først var der tåget men en smukt efterårsmorgen stod jeg så endelig under en skyblå himmel og mærkede hvordan mit hjerte blev varmet af solen. 

En ting er at holde ved stationen, hvor lægerne nu erklære en rask i det psykiatriske system, noget andet er at føle sig rask og for alvor mærke, at der er kommet styr på uhensigtsmæssige strategier og tankemønstre…. da jeg forlod dén station, for at kører videre mod den næste, så var det der at den virkelig prøvelse skulle ske, det næste stop var hos en psykiater, som skulle hjælpe mig med at trappe ud af min antidepressive medicin. Det var et stop, som på så mange måder fik rusket op i mit indre og som var alle mine følelser og tanker små sandkorn, blev de rystet i sådan en grad, at de fik dannet en indre sandstorm. Spørgsmålet var nemlig, om jeg nu godt kunne være depressionsfri, uden den antidepressive medicin. Månederne gik, nedtrapningen r bød på en kæmpe mental rutsjetur og følelserne mange, men så stod jeg endelig en aften, med den sidste pille. I går var det et år siden at jeg tog den sidste pille og for mig er i dag derfor ende stationen, i fortællingen om min depression. 

Jeg valgte at min depression skulle give mening og derfor har jeg valgt at stå frem med min fortælling.. blandt andet igennem mit virke som Ambassadør hos En Af Os
Min “første” politiske opgave, indenfor sundhedsområdet, var et samarbejde med Dansk Sygeplejeråd omkring udarbejdelsen med deres anbefalinger til den nye psykiatripakke. 
Selvom jeg forsat har perioder hvor jeg er selvstigmatiserende og det derfor var grænseoverskridende at stå på tv og fortælle ærligt om en depression, så gjorder jeg det, fordi jeg tror på vi skal tale om det der er svært og jeg mener vi alle har en rolle i at nedbryde tabu, skam og skyld omkring psykiske lidelser.

Rejsen har været lang, enorm smertefuld og til tider udmattende, men jeg står her nu, med begge ben på jorden, en psyke som jeg kender ud og ind og har svoret at jeg vil passe på og tage hånd om når det er nødvendigt. Der er ingen garantier her i livet og det er da med os ærefrygt at jeg om 7 uger udklækker en hormoncocktail i mit indre, men jeg tror på det, fordi jeg i dag bæger håbet, viljen og ikke mindst en masse redskaber i mit indre. 

Derfor er i dag en stor dag. Det er en dag hvor jeg på så mange måder kan se på kvinden i spejlet, at hun har været på en lang og opslidende rejse. De sidste to år er nogle bestemte linjer kommet til, men jeg skatter dem, da det er derigennem jeg selv kan læse min historie. Fortællingen om min depression er nu afsluttet og forhåbentligt kommet der ikke en del to eller tre – den slags efterfølgere bliver alligevel aldrig særlig gode.

 Tusind tak fordi du ville læse med 

Kærlig hilsen Christina  

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

At bo bedre: Et deleværelse til to brødre.

At bo bedre: Et deleværelse til to brødre.

Intro
Som det måske er gået op for de fleste, særligt hvis man følger med på min instagram profil @Mig_Og_Morskabet, så er mine elskede løbesko pakket væk. Det er de grundet ønsket om at passe på en voksende mave og konsekvensen af et keglesnit fra 2014. Så hvad sker der, når løberen ikke kan løbe. Hun kaster sig over et nyt projekt. Til oktober skal vores knap 100 km2 store 2 sals lejlighed på Frederiksberg huse katten Cava, opkaldt efter det man kan drikke, 1-2-3 drenge, Aksel 2011, Carl 2014 og Vilmer 2018 samt Hr. Mand og MIG. Det betyder at der skal tænkes kreativt, i kubikmeter OG vigtigst af alt budget venligt, når nu hele vores lejlighed skal “genindrettes” og omtænkes, således at vi kan bo med børn og vores børn kan bo med os.

Igennem en række af indlæg, med titlen “At bo bedre” vil jeg forsøge at tage jer med i, hvordan Hr. Mand og Jeg tænker bolig, indretning og mest af alt kreativt. I titlen på disse indlæg, ligger tanken om hvordan vi som familie kan komme til at bo bedre, uden af skulle føle os nødsaget til at rykke teltpælene op, vi elsker nemlig vores lokalområde, som vi nu har boet i, siden 2007. Derudover vil vores indretning bræger et tydeligt præg af en glæde for genbrug, genanvendelse af egne møbler OG en tanke om vi godt selv kan lave nogle møbler frem for at betale for dem i dyre domme hos diverse interiørbutikker.

Skulle du have lyst, kan du under kategorien “Den der bolig”, løbende finde “At Bo Bedre” indlæggene samt andre boligrelevante indlæg.

Dengang jeg ventede Aksel, var jeg igennem Børn I Byen til foredrag med en boligstylelist, som havde specialiseret sig i indretningen af børneværelser. Det var et foredrag, som var lidt forud for sin tid, da der i 2010 ikke fandtes brands der udelukkende specialiserede sig i interiør til børn. I dag er det en helt anden sag og det er ikke længere kun Sebra og Ferm Living, som pryder på børneværelserne rundt om i landet. På Facebook findes der er hav at grupper, for forældre der elsker indretning af børneværelser. Der kan være mange holdninger til hvordan et værelse kan og skal se ud, når det er til børn. Selv tænker jeg altid på det boligstilisten havde talt om dengang i 2010. Hun havde så fint snakket om vigtigheden i at børn var repræsenteret i alle hjemmets rum, da et hjem jo gerne skal afspejle alle dets beboere. Yderligere fortalte hun hvor paradoksalt det nu engang var og er, at en stor del forældre bruger de første mange år af barnets liv, på at putte barnet og dets leg ind på barnets værelse, for så, når barnet så “endelig” opholde sig derinde – når det rammer teenageårene, kæmper selvsamme forældre med at hive barnet ud i resten af huset.
Hvad andre gør og tænker, det er deres sag, men herhjemme, der skal vi alle have lov at være her, i alle husets rum. Inden vi begyndte at lave lejligheden om, var et større hjørne af stuen dedikeret ungerne. Her var der et såkaldt “legehjørne”. Legehjørne er nu flyttet ind i et andet rum; som, jeg når tiden er til det, viser frem i min række af indlæg “At Bo Bedre”. Dette indlæg omhandler et af vores hjems, nu to børneværelser, nemlig værelset som Aksel på 7 og Carl 4½ deler.




For 2 år siden byggede jeg nogle nye senge. Sengene er hacket og i Indlægget: Her Bor Aksel og Carl har jeg skrevet om hvordan sengene er bygget. Nu her 2 år senere, er Aksel og Carls værelse blevet udsat for en mini make-over, da vi har valgt at rykke vores store klædeskab og drengenes kommode ind i et andet rum. Omrokeringen har frigjort en hel væg og muligheden for at tænke i gode opbevaringsløsninger af drengenes legetøj. I min verden starter en leg, i det øjeblik legetøjet findes frem fra dets plads, herhjemme har alt legetøj en plads. Noget er i en kasse, skuffe eller placeret på en hylde, men en ting er sikkert, alt har sin plads. Jeg tænker det at kunne kigge på legetøj som en todelt proces, en der dels kan inspirerer til fantasifulde lege og samtidigt kan forstyrrer øjet og derfor er meget af Aksel og Carls legetøj pakket “væk” fra det blotte øje.


Aksel og Carl har overtaget vores gamle karlekammerskab, som har fået en klat maling. Skabet er købt for små 5 år siden på dba, til 500 kr. Førhen var skabet gult, som døren indtil deres værelse, men da det hovedsageligt er blå nuancer på deres værelse, valgte jeg at male den klare gule farve over. I skabet står der alt fra magtformers, polly pocket, lego og playmobil. I kisten, ved siden af skabet, som os er indkøbt på dba til sølle 150 kr. ligger der ridderfigurer, drager osv. Jeg har lavet en lille plade som er sat i som rumdeler. Så i den ene side er figurerne og i den anden drengenes udklædningstøj. Kisten fungerer perfekt til formålet og jeg elsker virkelig dets smukke turkise farve, der lyser godt op i rummet. Resten af væggen er prydet med hjemmelavet “vandmænd”, billeder og en ribbe, som er købt på et loppemarked i sommers og sidenhen blevet. Den ene ramme er lavet efter guiden på Sabinas Verden, i stedet for lister har jeg brugt de pinde man får med fra farvehandleren til at røre malingen op, de er ganske gratis og med den make-over vi efterhånden har været igennem, tror jeg ikke røverkøb ser noget problem i vi har fået brugt pindene på en kreativ måde.


Jeg elsker at skabe små rum i rummet og opbygge er rum med zoner. Zonerne skal så bindes sammen igennem de materialer, møbler og farver som vælges. Aksels og Carls senge er tiltænkt til at være to små private rum i deleværelset og med det lille skrivebord der er under sengen, så får deres værelse flere funktioner, udover at være et sted man kan lege.

 


På deres værelse er plads til at folk i alle størrelser kan slå sig ned, da vi har valgt at placere en gammel klunset lænestol i rummet. Vi bruger den primært til at læse bøger i og Aksel sidder ofte i stolen og lytter til en lydbog. Da drengene fortsat nød at jeg lyttede med da de legede, sad jeg ofte i stolen og læste en bog, mens de legede. På den måde har stolen gjort det lettere for os at være med. En lille anekdote til stolens historie i vores hjem, er at mit vand, dengang jeg ventede Carl, gik da jeg sad i den stol – vi har derfor haft udskiftet det skind som ligger på stolen og som dækker over et kæmpe brændemærke som stolens tidligere ejer har haft lavet.


Den ene væg på værelsets et dedikeret til litteraturens verden, da jeg mener at litteratur er med til at udvikle fantasien, både for store og små. Bøger, både dem som kan læses med billeder, lyttes til på lydbog eller tegnes fylder en del i vores hverdag og da jeg samtidigt mener bøgers forsider er små kunstværker – særligt børnebøgers, så ser jeg os hele væggen med boghylder som en lille udstilling. Over bøgerne hænger lidt billeder og to klassiske ikea hylder. Hylderne er pt. tomme, da vi er ved at rykke rundt på legetøjet imellem de to børneværelser, men jeg forestiller mig at noget vil ende med at stå fremme i dets form og andet vil komme i nogle kasser mm.



Ved siden af lænestolen er der en kiste, lidt æsker og endnu et klunsermøbel som rummer en masse playmobil. Vi har i denne makeover forsøgt at få skabt en masse opbevaring af det som kan komme galt i halsen på en tumling og derfor var vi ekstra glade da vi fik gjort plads til netop den kommode. På væggene hænger igen lidt billeder, dyrehoveder og nogle gamle bogkasser fra trævarefabrikkens udsalg, som vi førhen har haft hjul på. Det har været rigtig vigtigt for mig, at vi har forsøgt at genindrette os med de møbler vi havde i forvejen og derfor er det kun den turkise kiste og ribben som er nye møbler i hjemme. Resten har fået en lille klat maling og lak – da de derved ofte er lidt mere slidstærke og derfor tåler lidt vild leg. På den måde har den genindretning som vi har lavet på værelset kostet 400 kr. Malingen er rester fra de andre rum og lakken havde jeg fra dengang jeg byggede ungernes senge.

Jeg håber du kunne bruge lidt af de fif jeg kommer med i dette indlæg og ellers måske kunne få lidt inspiration til hvordan man kan lave små rum og zoner i et rum – deleværelse.

Tusind tak fordi du læste med.

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Kun én pige..

Kun én pige..

Det er underligt, finurligt og alligevel så inderligt sårbart for mig. Som barn var jeg en livlig lille sjæl, som afskydede tanken om en kjole på min krop. Jeg klippede det lange lyse hår, da jeg ville være korthåret og det bedste jeg vidste var at være ude på kornmarken, bag mit barndomshjem. Jeg egnede mig ikke til fine kjoler, sarte farver, for ikke at sige det lange lyse hår. Min mor prøvede virkelig, men det duede ikke. Universet ville det anderledes og en dag overgav min mor sig for alvor og fjernede kjolerne fra garderoben mens håret blev klippet til en 90’er moderne gryde frisurer. 

I bagklogskabens lys, med lidt lommepsykologi, så kunne jeg ikke være fars pige, der var ingen far og i sandhed var der ingen “kulturbestemt” pige. Istedet var der et barn med vilje, mod og en konstant søgen efter nye eventyr og et behov for at distancere sig fra hendes køn. Her oplevede jeg at kjolerne og håret gjorder det hele besværligt, for ikke at sige kvalmende, tøj og hår hang fast i træets grene og spændte på så mange måder ben for mig. Derfor røg det og at jeg så oftere ville kaldes for et drengenavn blandt venner, ja det skyldes måske er spinket forsøg på at kategorisere mig som værende noget jeg aldrig var og heller aldrig bliver.

Jeg var barnet med jord i hovedet, hullet bukser, en lang liste af bandord, som med årene blev krydret med en pervers kant. Denne kant slog enten benene væk under folk eller skabte rullende øjnene. Sådan er jeg på mange måder stadig, men jeg har lært at repræsentere og agerer… sådan nogenlunde.. alligevel er det nok ikke helt så underligt jeg tænder på løb, OCR udfordringer og Vandreture og jeg altid har befundet mig godt i et maskulint selskab. Jeg gør mit køn på min måde, med langt lyst hår og en mund som kan forveksles med en “havnearbejders”.

Jeg var nok ikke helt det man troede jeg skulle være, dengang lægen fortalte mine forældre at jeg “var en pige”. Det er først de senere år, at jeg har sluttet fred med, at jeg er mit køn som jeg ønsker at være det. Alligevel kan noget ikke ændres, nemlig det faktum, at jeg er min moders datter med det lyse hår, som Anne Linnet så smukt synger det. Det at være nogens datter, særligt min mors, har haft en stor betydning for hele min selvopfattelse og senere livsførsel. Jeg er datter og har i dag det man uden “faderkomplekser” kalder for 4 forældre, med mine komplekser og alt det andet jeg kommer med, kan jeg “kun” erkende at jeg har én Mor og 3 bonus sociale forældre, to hvoraf jeg kan sætte sviger foran men det ændre ikke på min kærlighed, nærhed eller respekt for dem. 

Mit forældreskab har jeg aldrig anset værende bestemt af hvilket køn mine børn måtte have.. MEN jeg er Mor til to skønne drenge, den ene har langt lyst hår og den anden det mest eftertænksomme smukke hoved. Alligevel har jeg drømt om en pige med spæde krøller i håret og et genert skævt smil og en frækhed som ikke kan beskrives. Det er underligt, for når jeg ser på Carl, både inden han proklameret han ville være langhåret og efter, så ligner han “hende” jeg har set for mig. Helt ærligt, ligner han sin mor, dengang jeg var barn. Jeg tror det gør noget, at man som forældre kan genkende sig selv i sine børn, om det så er biologisk eller socialt arveanlæg og ret skal da være ret. At få børn er jo på mange måder et stort egotrip og det største form for selvrealisering bundet op omkring ubetinget kærlighed.

Jeg har aldrig drømt om Barbie dukkerne, dukkevogne (sådan har mine drenge os haft) og små fine kjoler. Jeg har ikke drømt om en prinsesse og jeg synes heller ikke børn skal kaldes hverken prinser eller prinsesser, det er nok bare mig?

Men jeg har haft en drøm om en dag at få en datter, en voksen datter og selv at blive mormor. Den drøm bliver nu med sikkerhed aldrig indfriet, men jeg tror på jeg kan skabe den i nye klæder. Jeg tror på, at jeg ligesom min svigermor har gjort det, kan skabe bånd og kærlighed som på mange måder kan være en gave. Jeg tror ikke vi som mennesker kan have for meget kærlighed i vores liv. Jeg tror ikke vores relationer kan være for dybtfølte eller kun betinget af biologisk materiale. Så jeg tror på at jeg en dag, får en svigerdatter, måske os en søn, hvis en af drengene føler kærligheden findes der, men jeg tror på at jeg kan tage et valg.

Derfor har jeg under denne graviditet sluppet min drøm fri. Det er med sorg, at jeg har gjort dette. Jeg ville lyve hvis jeg påstod at jeg aldrig har ønsket mig en pige. Måske må man ikke sige dette højt, men det er sandheden og andet ville være løgn. Dengang jeg begyndte at mærke lysten efter at vente et tredje barn, brugte jeg enormt meget energi på at mærke godt efter om det var “barnet” eller pigen. Jeg ønskede selvfølgelig ikke at kaste mig ud i en tredje graviditet, udelukkende for at få en pige.. chancerne er relativt dårlige, når man allerede har to skønne drenge. Det tog længere tid at blive afklaret, særligt fordi jeg på mange måder har følt at vores familiedynamik, med nu to drenge på 7,5 og 4,5, ville være “bedre” hvis nummer 3 var en pige. Nogen vil nok mene, at dét der, er over grænsen for hvad man kan tillade sig at sige, med en halvhøjgravid mave. Drømmen om en pige var stor, men drømmen om et sundt og rask barn er dog større og det er netop det jeg venter nu. På så mange måder føler jer at Vilmer har valgt os, han valgte mig og hver gang der har været et bump på vejen i denne graviditet, så har han bekræftiget mig i, at han er min lille dreng. 

Jeg har mere i mit liv end jeg nogensinde kunne have drømt om og det er jeg så taknemlig for. Jeg bliver ultimativ drengemor og tvivler ikke på, at mine drenge vil ligge verden ned. Har ihvertfald tænkt mig at gå hele vejen og lærer dem om de gode maner, kærligheden og ikke mindst ydmygheden som i sidste ende kan bringe dem til stjernerne .

Så fra nu af er der med sikkerhed kun én pige på materialen herhjemme, okay, katten Cava er her os. Det efterlader mig med mere plads til de få diva nykker som jeg ejer og en kamuflering af at jeg elsker kød og sagtens kan spise en helt steg alene. Det gør os at jeg en gang imellem kan føle mig lidt udenfor, for der er altså nogen steder jeg bare ikke kan være med, hvor end jeg gerne ville .. det er noget med fysiologien. 

Jeg tror det er vigtigt af at slutte fred, med de drømme som aldrig nås og anderkende at det kan medføre en sorg. Det har været en del af denne graviditets proces og det er okay. Jeg har haft brug for at sige det højt og være ærlig omkring det ønskede jeg engang havde. Særligt når venner, familie og bekendte sagde “tænk hvis det bliver en pige” og efter kendskab til kønnet “nå endnu en dreng”, dertil har mit svar altid været, at med de skønne drenge vi laver os, så kan vi ikke ønske mere og det er nu engang sandheden. Mit lod i livet er at være omgivet af fantastiske, drenge og mere kan jeg ikke ønske mig. Okay … jeg ønsker at Vilmer får lov til at vokse sig stor og stærk frem mod terminen .

Tusind tak fordi du læste med 

At bo bedre : Soveværelset – Småt men godt

At bo bedre : Soveværelset – Småt men godt

Intro
Som det måske er gået op for de fleste, særligt hvis man følger med på min instagram profil @Mig_Og_Morskabet, så er mine elskede løbesko pakket væk. Det er de grundet ønsket om at passe på en voksende mave og konsekvensen af et keglesnit fra 2014. Så hvad sker der, når løberen ikke kan løbe. Hun kaster sig over et nyt projekt. Til oktober skal vores knap 100 km2 store 2 sals lejlighed på Frederiksberg huse katten Cava, opkaldt efter det man kan drikke, 1-2-3 drenge, Aksel 2011, Carl 2014 og Vilmer 2018 samt Hr. Mand og MIG. Det betyder at der skal tænkes kreativt, i kubikmeter OG vigtigst af alt budget venligt, når nu hele vores lejlighed skal “genindrettes” og omtænkes, således at vi kan bo med børn og vores børn kan bo med os.

Igennem en række af indlæg, med titlen “At bo bedre” vil jeg forsøge at tage jer med i, hvordan Hr. Mand og Jeg tænker bolig, indretning og mest af alt kreativt. I titlen på disse indlæg, ligger tanken om hvordan vi som familie kan komme til at bo bedre, uden af skulle føle os nødsaget til at rykke teltpælene op, vi elsker nemlig vores lokalområde, som vi nu har boet i, siden 2007. Derudover vil vores indretning bræger et tydeligt præg af en glæde for genbrug, genanvendelse af egne møbler OG en tanke om vi godt selv kan lave nogle møbler frem for at betale for dem i dyre domme hos diverse interiørbutikker.

Skulle du have lyst, kan du under kategorien “Den der bolig”, løbende finde “At Bo Bedre” indlæggene samt andre boligrelevante indlæg.

Soveværelset – Småt men godt

Det er nok de færreste kvinder, der bruger denne sætning omkring noget i deres soveværelse.
Ikke dets mindre er det familiens betegnelse om Hr. Mands og Mits soveværelse, det er nemlig småt men godt. 

I tidernes morgen, da vi fik plantegningen over vores lejlighed, snakkede vi ganske kort om rum delingen og vi var hurtigt enige om at vi som forældre gerne gav afkald på det store soveværelse, til fordel for vores børn. Det er en beslutning jeg aldrig har fortrudt. De første 5 år i lejligheden, har vi haft et stort klædeskab på drengenes deleværelse men i forbindelse med denne make-over af hele lejligheden, er skabet nu endnu engang blevet flyttet, bare ikke ind til os, der er simpelthen ikke plads. Noget af det vi som børnefamilie virkelig har brug for, er opbevaring og praktiske løsninger. Dårlig opbevaringsløsninger medfører hos os, rod, kaos og ofte uhæmmet brok over alt der ligger og flyder (det er helt klart mig der er værst på den konto). Derfor har vi i make-overen af soveværelset indtænkt en masse praktisk opbevaring.


Hr. Mand er knap 2 meter høj og derfor er vores senge 220 lang og 200 bred. Det passede heldigvis præcis med den bredte vores soveværelse har, derudover er vi sikret imod at vores børn ikke bare sådan lige, triller ud af sengen. Alligevel følte vi ikke at vores soveværelse blev udnyttet optilmalt førhen. Vi har selvfølglig haft bedrollers under sengen, som så mange andre, men de var altid upraktisk at komme til. Derfor gik vi med tanken om at udnytte den gode højde der er herhjemme. Der er knap 3 meter til loftet i alle rum, så der er alligevel en del af give af. Med en baby påvej, mente vi dog ikke at en hems var den ideelle løsning da vi formentlig skal ind og ud ad sengen midt om natten, de første mange måneder. Planen er at Vilmer skal sove ved min side, men lur mig om han ikke skal have ren ble eller pisser det hele igennem i ny og næh. Derfor har vi valgt at hæve sengen, så vi fortsat kan stige ind og ud relativt nemt. Jeg tegnede derfor først et plato, hvor sengen lå opppe og der var plads til opbevaring nede. Da trævare hurtigt kan løbe op i en relativ høj pris, besluttede vi os at gøre brug af genbrugsmøbler, her kommoder, for at skabe gode opbevaringsmuligheder og samtidigt holde bugdet nede. Vi fandt derfor en brugt IKEA Malm kommode på dba til 200 kr. Kommoden har 6 skuffer. Ud fra den bygget vi et skellet med lægder, plader, ventilation, sengegavl og vupti, sådan fik vi skabt et nyt soveværelse med gode opbevaringsmuligheder.

Gør Det Selv
Har du mod på at give dig i kast med lignende løsning enten til dig selv eller dine børn, så kommer her en lille gør-det-selv guide. Vi har brugt 700 kr. på at bygge denne seng eksklusiv madrasser og skammel.

Du kan alt efter det møbel du anvender selv vælge højden på din seng. Jeg synes Ikea Malms serie er enorm let at arbejde med og kommoderne har rene enkelte linjer. Derudover så kan de købes relativt billigt brugt og fra ny, hvis man foretrækker den slags. Generelt synes jeg godt om genanvendelsestanken og ikke mindst det at spare penge.

Vi har placeret kommoden for enden af sengen og dernæst bygget et skellet af lægder. Lægderne fæstnes i en ramme med støtteben under og her kan vinkelbeslag virkelig anbefales. Da vi har et vindue for enden af vores seng, har vi valgt ar bygge en høj sengegavl, som har en lille hyldekant hvor telefoner, drikkedunke mm kan ligge om natten. Pladerne er fundet i en restekasse i byggemarked Silvan. Sengegavlen er bygget omkring mindre brædder og beklædt med pladerne.

Efter at have lavet skellet til sengen, har vi skåret nogle tykke MDF plader til. Pladerne er udregnet til at have mellemrum imellem sig. For derved at skabe luftcirkulation under sengen og fra vores radiator. Pladerne er ikke borret fast, da vi derved kan anvende pladsen under sengen til opbevaring og relativt let kan lægge noget under sengen. Lige pt. Står der alt det tøj som jeg ikke kan passe grundet min runde mave og alle ting, tøj og udstyr der er købt til Vilmer. Jeg tænker opbevaringen under sengen, er det bedste sted at gemme julegaver, når tiden er til det.



Da kommoden ikke havde samme bredte som sengen, har vi bygget en lille liste i hver side ad sengen, for at have lukket helt af til rummet under sengen.

Det tog en god arbejdsdag at lave denne seng og sengegavlen og det var relativt simpelt arbejde.
Da vores nu hævet seng gør vi ikke har direkte adgang til vores vindueskam, valgte vi at opsætte en lille hylde længere oppe i vinduet, hvor der kan ligge lidt bøger og stå andet nips.


Udover kommoden, er der selvfølgelig os sneget sig lidt loppefund ind i soveværelset, blandt andet denne fine lampe. Så det er vores nye soveværelse, småt men godt, med udnyttelse af kubikmeterne.

Tusind tak fordi du ville læse med.

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

Guide: Et mindre stresset studieliv

Guide: Et mindre stresset studieliv

 

For knap en måned siden sad utrolig mange håbefulde (unge) mennesker og holdte sig opdateret på e-boks. Det var nu sandhedens time var kommet og beskeden om den mulige optagelse, på hvad er for mange formentlig var drømmeuddannelsen, var tilgængelig.

Jeg har oplevet at modtage et positivt svar 3 gange og negativt 1 gang… eller, jeg valgte selv det negative, da jeg ikke ture rykke teltpælene op, for at flytte til Århus og læse Psykologi, til trods for det var drømmen. I stedet gik jeg en anden vej, en omvej vil nogen måske mene, men jeg tænker i muligheder frem for begrænsninger og i dag er jeg enorm stolt og taknemlig over at have læst den bachelor og kandidat som jeg har læst. Jeg har sammenlagt tilbragt 7 år på længere videregående uddannelser og vil blandt andet derfor mene, at jeg kender en del til studielivet, måske endda særligt studielivet som Mor på Su, hvilket du kan læse lidt om her hvis du lyster:  Indlæg: Mor på SU

Dengang jeg blev optaget på min kandidatuddannelse, der var jeg først ovenud lykkelig og så kom frygten. Frygten for ikke at være stærk nok fagligt og yderligere, at jeg måske måtte sælge mine to børn, for overhovedet at kunne få tid til at gennemføre kandidatstudiet. Jeg har aldrig fortrudt at være en studerende mor men jeg har fortrudt den måde jeg til tider håndterede studielivet på. Omvendt vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre anderledes, jeg gjorder jo bare det alle de andre gjorde. I dag viser statistikkerne fra landets universiteter, studiecenter og rådgivninger, at de studerende føler sig stresset. Nogen i let grad og andre så massivt og langvarigt, at det udvikler sig til en psykisk lidelse, selv var jeg en del af de mange unge, hvor stressen udviklede sig.. min stress udviklede sig til en svær depression, en stressbetinget depression som var en belastningsreaktion på det liv jeg førte engang, hvor jeg blandt andet var kandidatstuderende.

Den dag jeg fik diagnosen tog jeg er bevist valg. Det her skulle på en eller anden måde have en betydning, for andre end bare mig selv. Derfor har jeg siden depression lettede blandt andet kæmpet for at skabe en politisk og studieorganisatorisk opmærksomhed på, at der er noget fuldstændigt galt i vores uddannelsessystem. Yderligere har jeg valgt at tale frem for at tie, om det at have haft en psykisk lidelse. Jeg tror nemlig på at fortielsen kun gør ondt værre og jeg ved, for jeg har mærket, hvad manglende viden omkring psykiske lidelser kan have af betydning.

Årsagen til dette indlæg er derfor at der lige nu sidder hundredvis af kommende studerende, nogen har studiestart i denne uge. Alle skal til at give sig i kast med en videregående uddannelse, hvad enten den er lang eller kort, så mener jeg der er visse ting man bør have i baghovedet, fra første øjeblik man træder ind på sit campus. Nemlig det, at det campus KUN er én arena og at de oplevelser man vil tilegne sig i netop denne, ikke afspejler resten af ens agens udenfor denne arena. Altså, vi som mennesker er langt mere end hvad et system måske vurdere vores faglige evner at være.

Uddannelsessystemet – et stressfremkaldende system
Det danske uddannelsessystem har i dag udviklet sig til at have indlejret flere stressfremkaldende elementer, som psykologerne ved studenterrådgivningen så fint kalder det. Disse elementer er følgende:

  • Øget og periodisk konstant pres
  • Uspecificeret krav og mål
  • Manglende feedback
  • Socialt internt pres
  • Skiftende og ikke monoton rytme

Og hvad betyder alt dette så?
Alle ved jo, af et studieliv er spundet op omkring en række afleveringer og eksamener og for de fleste, så er netop disse utrolig vigtige, det er dem som gør man ligger i fosterstilling og pludselig betvivler sin egen kunnen. Lige så snart det ene fag afsluttes så påbegyndes det næste og hertil ligger der et stort paradoks, da uddannelsesinstitutionerne i dag er så økonomisk presset, at vejledningen, både før og efter eksamen er sparret væk. Det gør at eventuelle specifikke faglige mål og forventninger til hvorledes man som studerende afslutter et fag (og gerne over middel!) er uklare og at man som studerende derfor befinder sig i en situation hvor “chefen”, her ens underviser, ikke har udleveret en jobbeskrivelse eller agenda der gør at man kan føle sig sikke i det man laver. Der eksisterer selvfølgelig en studieordning og fagbeskrivelse men det er sjældent det gyldne svar findes heri. Så holdt op imod at det studerende ofte ikke får en udførlig jobbeskrivelse samtidigt med at der efter ikke længere er tid og råd til konstruktiv kritik og feedback på ens præstation, så er det utrolig svært for den studerende, at vide hvad det i virkeligheden var godt og mindre godt. Havde dette været i en almen virksomhed, kunne dette kaldes for svært dårligt arbejdsmiljø.

Der foreligger i dag en kæmpe massiv viden omkring stress, forebyggelse og håndtering heraf og særlig håndteringen er skelsættende for de studerende. Når er menneske rammes af stress, så er det et socialt problem, forstået således at den der har fået stress ikke skal løse situationen på egen hånd. I en virksomhed er det HR, Chefen og Afdelingslederens job, at være med til at se på de stressfremkaldende elementer og udbedre dem. Problemet som studerende er blot, at det aldrig er tilfældet på de store universiteter. Den enkelte studerende er blot en i mængden og det ender derfor oftest med at være den enkelte studerendes egen opgave, at få bugt med de stressfremkaldende elementer. Er man som studerende ramt af stress, så anbefaler jeg at man kontakter egen læge og ens studiecenter, for derigennem at søge hjælp og rådgivningen.

Hvornår har jeg stress?
At sige man som studerende er stresset er blevet lige så populær som en Mac computer og derfor mener rigtig mange at det er legitimt og en basal del af det og være studerende. Jeg har i min egen studietid ofte tænkt, at det her jo var helt normalt og at det hele ville blive bedre, når det enkelte semester blev afsluttet. Når vi som menneske oplever stress, så er det en naturlig reaktion på pres. Det er en reaktion som i tidernes morgen skulle sikre at stod umennesket ansigt til ansigt med sabeltigeren, så fik vi producerede adrenalin i kroppen som dertil skabte hurtigere reaktioner og derved en mulighed for at flygte. Stress bliver usund hvis den bliver længerevarende, altså hvis vi under længere tid står ansigt til ansigt med en “sabeltiger”. Hvis vi over en længere periode befinder os i stress-mode, så begynder kroppen at nedbryde sig selv og den positive stress udvikler sig til negativ stress. Spørgsmålet er hvornår er nok – nok?

Jeg har oplevet hvordan studerende i dag udviklet sig til boglige ironmans, der konstant øger presset, holder fokus og taler sig selv op til lige at give lidt ekstra alla ”Jeg kan jo godt klare det” eller “Jeg må tage mig sammen”. Mit råd er derfor at man som studerende lærer at mærke sig selv, uafhængigt af andres holdninger og antagelser om hvad der er normalt. Et gammelt ordsprog lyder: er du i tvivl; så er du ikke i tvivl. Hvis man som studerende en aften tænker, måske er jeg lidt stresset, så er den sandsynligvis god nok og her er det vigtigt ar drage den bedste form for omsorg for sig selv. Frem for at ignorer de signaler som viser sig.

Et mindre stresset studieliv
Hvordan er det så lige man som studerende skal skabe sig, et mindre stresset studieliv?
Viden er magt og ved at man som studerende er bevist omkring hvilket stressfremkaldende elementer som der er i et studieliv, så kan man lærer at navigere efter disse og derved hjælpe sig selv, så man oplever mindre stress. Sandheden er jo at vores uddannelsessystem styreres fra politisk top og selvom den nye uddannelses- og forskningsministeren har lovet at se på hvordan man kan komme de stresset studerende til livs, så tvivler jeg på at løsningen er lige rundt om hjørnet.

Derfor har jeg følgende råd som har hjulpet mig igennem studiet, uden stress..
Altså det var først nogle jeg havde lært at gøre ordentlig brug af efter jeg havde været ramt af stress. Det vigtigste er som tidligere nævnt at man husker at mærke efter !

Planlægning din studietid:
De fleste videregående uddannelser skal læses på fuldtid. Altså 37 timer om ugen og det kan man som studerende vælge at se stort eller småt på. Jeg tror det er rigtig vigtigt at gøre op med sig hvilken type studerende man ønsker at være, er man den studerende som har et deltidsarbejde oveni fuldtidsstudiet eller ønsker man at læse HELE pensum + sekundært litteratur? Jeg tror ingen af delene er muligt, for ikke at sige sundt for nogen.

Det der er muligt og rigtig godt at gøre, er at planlægge sin studietid. Da et studieliv ofte er uden egentlig rytme udover de faste forelæsninger, så er det op til en selv at skabe en struktur og genkendelig hverdag. Det er ofte noget forældre har meget travlt med at gøre for deres børn men os noget voksne ofte glemmer at gøre for dem selv… lidt tragisk komisk, da særligt en ikke overskuelig hverdag ofte har den bivirkning at skabe stress.

Jeg anbefaler derfor at man putter 37 timers studieliv ind i et ugeskema, det er selvfølgelig inklusiv forelæsninger og arbejde i studiegruppen. Når det så er gjort skal alt det andet ind i skemaet, alt det som er vigtigt for at kroppen – hjernen kan restituere, her søvn, motion, kost og socialt sammenværd. Når man laver det skema, er det vigtigt at være realistisk og lave det ud fra ens egen døgnrytme, nogen fungere bedst efter klokken 12 og andre, ja de kan ikke få bogstaverne sat sammen til ord efter klokken 18. Det kan tage lidt tid før man måske har lavet sig et fast skema, men personligt synes jeg det virkede rigtig godt for mig, at vide hvilket fag jeg skulle forberede mig til hvornår og ellers have et overblik over hvad mine uger skulle indholde af aktiviteter.

Acceptere at du ikke kan nå det hele
Men ”Hvad så hvis jeg kun har læst 2 af de 3 eller 5 tekster vi skulle forberede til faget?”, det var mit spørgsmål, dengang jeg fik anbefalet at lave dette studieskema. Vejlederen var ærlig og kontant – så er det bare sådan det er, for du kan ikke nå mere end det du kan nå. Derfor er det vigtigt at have for øje, hvilket dele af pensum som er livsnødvendige og hvilke dele kan måske ”gemmes” eller se som sekundær litteratur der er relevant hvis man vælger at arbejde videre med det pågældende område. Her kan det anbefales at man spørger sine undervisere hvad de selv mener er primært og sekundær litteratur. De fleste undervisere er eksperter indenfor deres område og har derfor ofte en kæmpe kærlighed til netop deres felt, det er en kærlighed de meget gerne vil dele og det er jo det som på en og samme tid er fantastisk og utrolig uoverskueligt når man som studerende jo kun har en forelæsning på 4 timer men måske 12 timers forberedelse forud for denne? Et andet godt fif til at komme hele vejen rundt i pensum – uden stress, er at lave en studiegruppe, hvori man uddeler teksterne imellem sig. Derved kan man som studerende arbejde intensivt med 1-2 tekster, referer til de andre i gruppen og samtidigt få en indføring i de resterende tekster. Hos studievejlederen kan man ofte booke kursuser til ens studiegruppe, hvor man kan arbejde med en afstemning af forventninger, note arkiver osv.

Lær at skure op og ned for blusset
Hvis man forestiller sig sin studieaktivitet som en flamme man kan skrue op og ned for, så er det som studerende vigtigt at man gør brug af denne justering. I perioder af ens liv vil der være noget der fylder mere end andet og man skal derfor huske at justere sit aktivitetsniveau herefter.
Et godt eksempel på manglende justering er:

I foråret 2016 var jeg i gang med mit andet semester på studiet, det var udgjort af 2 fag af 15 ETCS point, begge med krav om skriftlige eksmaner. Jeg trænede op til at løbe mit andet marathon, planlagde den fedeste dinosaurer fødselsdag, sad som formand i forældrebestyrelsen i mine børns institution, var chef touter for kommende studerende, blogger, Mor med kæmpe M, kone og veninde.. min mands blindtarm sprang midt i eksamensperioden, så der var jeg alenemor og Carl led i svær grad af mellemørebetændelse og var derfor konstant syg. På intet tidspunkt i den periode skurede jeg ned for noget, for at gøre plads til andet… forklaringen på min stressbetinget belastningsreaktion er på mange måder både enkel og kompleks, den komplekse del hører sig til spørgsmålet ”Hvorfor tillod jeg mig selv at blive så stresset?” eller ”Hvorfor mærkende jeg ikke alt det min krop og psyke forsøgte at fortælle mig?”. Sandheden er, at der ikke er nogen der klapper når man først ligger ned og vi nu engang er nød til at passe på os selv, i mere end en forstand.

Jeg er enorm taknemlig for at vi i Danmark har det uddannelsessystem vi har, med SU osv.
Dog ville jeg virkelig ønske at man som uddannelsesinstitution og ikke mindst fra politisk hånd, arbejdet langt mere med de studerende arbejdsmiljø og at man i introdagene havde fokus på
stress og forebyggelsen heraf.

Rigtig god studielyst

Tusind tak fordi du ville læse med.

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

At bo bedre – Del 1. Entréen

At bo bedre – Del 1. Entréen

Intro
Som det måske er gået op for de fleste, særligt hvis man følger med på min instagram profil @Mig_Og_Morskabet, så er mine elskede løbesko pakket væk. Det er de grundet ønsket om at passe på en voksende mave og konsekvensen af et keglesnit fra 2014. Så hvad sker der, når løberen ikke kan løbe. Hun kaster sig over et nyt projekt. Til oktober skal vores knap 100 km2 store 2 sals lejlighed på Frederiksberg huse katten Cava, opkaldt efter det man kan drikke, 1-2-3 drenge, Aksel 2011, Carl 2014 og Vilmer 2018 samt Hr. Mand og MIG. Det betyder at der skal tænkes kreativt, i kubikmeter OG vigtigst af alt budget venligt, når nu hele vores lejlighed skal “genindrettes” og omtænkes, således at vi kan bo med børn og vores børn kan bo med os.

Igennem en række af indlæg, med titlen “At bo bedre” vil jeg forsøge at tage jer med i, hvordan Hr. Mand og Jeg tænker bolig, indretning og mest af alt kreativt. I titlen på disse indlæg, ligger tanken om hvordan vi som familie kan komme til at bo bedre, uden af skulle føle os nødsaget til at rykke teltpælene op, vi elsker nemlig vores lokalområde, som vi nu har boet i, siden 2007. Derudover vil vores indretning bræger et tydeligt præg af en glæde for genbrug, genanvendelse af egne møbler OG en tanke om vi godt selv kan lave nogle møbler frem for at betale for dem i dyre domme hos diverse interiørbutikker.

Skulle du have lyst, kan du under kategorien “Den der bolig”, løbende finde “At Bo Bedre” indlæggene samt andre boligrelevante indlæg.

Dette indlæg omhandler rummet: Entreen
En entre havde i tidligere tider den funktion, at være rummet hvori en gæst skulle bydes velkommen i. Nu skriver vi 2018 og herhjemme er vi, en klassisk børnefamilie, hvor børn og voksne vælter både ind og ud ad døren. Derudover er vores entre en del af vores gang, som leder ud til alle rum i lejligheden. Det betyder den skal fungere lige meget hvor på himmelen solen står, os når den ikke står og Carl nat efter nat kommer slæbende med puttekanin, pude og dyne i mørket. Rummet skal derfor kunne lidt af det hele og det mente jeg derfor krævede en strategi for rummet, inden vi begynde at genindrette det.

Vi har boet 5 år i vores lejlighed og det kan ses hist og her. Panelerne afspejler at Aksel har kørt Carl rundt i en brio gåvogn og at han dengang ikke bare sådan lige kunne trække et kørekort i Legoland. Rundt omkring alle stikkontakterne ses det tydeligt hvor møgbeskidte mine børns hænder til tider har været og hvor elendig jeg har været til at få tørret væggen over med en klud. Dette problem og løsningen herpå, vender jeg tilbage til. I gangen er der en del trafik, både når ungerne løber rundt og rundt, eller når vi går fra køkkenet ind i spisestuen og omvendt. Eller når vi kommer hjem efter en lang dag på studie/arbejde/børnehave/skole. Det betyder at gangen helst skal være ryddet og gangbar – hvordan gør man en gang, gangbar? Alle disse krav og funktioner, samt en eliminering af irritationsmomenter, har vi skulle indtænke i den genindretning som skulle finde sted.

Jeg indretter bedst ved først at tegne rummet og planlægge dets indretning. Det er ikke altid planen holder, men det fungerer næsten altid. Når jeg har planlagt et rum, kortlagt dets funktioner, så begynder den sjove proces, den kreative. Den hvor jeg suger ideer til mig. Det gøres både via Google, Instagram eller Pinterest. Eksempelvis har vi haft et massivt ønske om at finde en måde at udstille vores børns unikums og tegninger, og her har det været rigtig rart at se på hvilket løsninger der var. Når jeg så har indsamlet en masse ideer, forsøgt at sætte dem sammen til vores personlige stil – oftest gerne med møbler, materialer osv. som vi i forvejen har, SÅ kan projekt indretning gå i gang. Jeg vender altid mine tanker med Hr. Mand og bruger ham i særdeleshed som sparringspartner. Hr. mand og jeg har heldigvis fået arbejdet os ind på en relativt ens stil og holdning til bolig, gudskelov – for vores første hjem i Valby, var lidt et kaos, med sølv tema, læder sofa og IKEA voldtægt. Derfor er mit bedste indretning tip, at man altid laver en lille skitse over hvordan ens rum skal se ud og med de møbler man vil bruge mm. Skitsen behøver bestemt ikke at være pæn, bare den er brugbar for en selv. Skitsen kan samtidigt danne grobund for at lave et mindre budget.

Vores gang består nu her efter dets make-over, primært at de møbler vi havde i forvejen, dog har de fleste fået et lille strejf maling. Særligt den grå maling som vi har valgt at bruge, er valgt ud for tanken om at vores hvide væggen simpelthen ikke kan holdes hvide i længden. Derudover følte jeg, at den klassiske opgangs maling ville være en god økonomisk løsning, som samtidigt gjorde vi mindskede beskidte hvide overflader og områder omkring stikkontakterne. Jeg har derfor malet med en maling med høj glans, derved nem at tørre af, og med en tone der kunne kamuflere beskidte fingre. Jeg valgte at male 110 centimeter fra panel og op, da området ved stikkontakterne så var dækket. Hvis jeg skulle male et andet rum, med en opdeling af farverne, havde jeg nok sat den lavere. Malingen er indkøbt i Røverkøb og har farvekoden Shadow 3C. Jeg har efterhånden købt en del maling i den samme butik og jeg prutter ALTID om prisen, for ja – det kan man godt, selvom det ikke er et krejlermarked. Den grå farve står rigtig godt til Aksel og Carls gule dør, som er en lille signatur detalje herhjemme og med den gode højde til loftet samt de mange døre, mener jeg sagtens rummet kan bære den lidt mørkere grå farve. Da der endelig var malet færdig, kunne den sjove del begynde.

I starten af gangen, den del der er vores entre, har vi en lille børneslagbænk som er købt for en del år siden igennem DBA. Den har fået samme farve som væggen og går derfor lidt i et. I slagbænken ligger alle ungernes sko og huer mm. Over den hænger knagerækken til de voksne og modsat hænger ungernes. Jeg har før haft en knagerække fra Tiger, men den fungerede ikke længere. Derfor har jer hacket et IKEA møbel som oprindeligt er tiltænkt køkkenet. De mange kroge kan presses ned over stængerne, således at de sidder fast – os når man tager sin jakke. Der er nu rigeligt plads til alle ungernes overtøj samt en kammerat eller to’s. Over børnegarderoben har jeg opsat tre opslagstavler, en til hver af ungerne. Tanken med tavlerne er, at de skal skabe et overblik for hver af drengene, så de får indblik i deres dag eller uge. Eksempelvis er Carl i en udflytterbørnehave hver 3. Uge og da han går på sneglestuen, kan sneglen sætte sig på bussen i ny og næh.

OPSLAGSTAVLE DIY:
Tavlerne er lavet af følgende materiale:
En ramme fra IKEA, en kork dækservietter, lidt lim, en klips og et forbogstav fra Design Letters.
Rammerne har fået en klat maling og ellers har de taget 10 minutter at lave. Ungerne elsker dem og de nyder at kunne sætte små vigtige sedler mm op på tavlerne.

I midtersektionen af gangen, har jeg forsøgt at lave et lille børnegalleri, som pynter omkring vores opbevaring. Vi har opsat nogle kasser, købt flere år tilbage i trævarefabrikken. Da gangen er smal, er det begrænset hvor meget opbevaringen vi kan få ude i gangen, men disse skuffer kan lige præcis være der og rumme det nødvendige. Kasserne er malet grå, før var de hvide. Derudover har jeg opsat nogle wire – købt i IKEA, som skaber en fleksibel udstillingsmulighed. Jeg ved godt der i dag findes rammer som kan huse mange tegninger, men jeg synes først og fremmest det er en dyr løsning og yderligere kan de rammer kun udstille er bestemt format og mine unger laver unikums i alverdens størrelser og former. Derfor var wirene en god og billig løsning som ungerne os selv kan benytte. Skuffernes almene greb er skiftet ud med plastdyr indkøbt i mødrehjælpen til 2 kr. stykket. Jeg har fæstet dyrene ved at bore indefra og ud i dyret. Det er vigtigt at plastdyret er massivt. Hvert familiemedlem herhjemme har nu fået sit eget dyr – jeg har fåret.

Modsat skufferne har vi opsat nogle plast kasser, som i tidernes morgen er købt i søstrene gerne. Vi har bordet huller i kasserne og dernæst boret dem op på væggen, hvor de nu er små udstillingskasser, igen til alt det lækre krea ungerne laver. Jeg elsker at være kreativ på min egen måde og jeg ønsker om nogen at mine børn os er det og at de vil dyrke denne kreative side af dem selv. Derfor tror jeg et børnegalleri kan stimulere denne lyst og yderligere så vil jeg gerne have at vores bolig afspejler alle dem der bor herhjemme således at børnene os er tænkt ind i alle rum.

Den sidste ende af gangen leder op til henholdsvis badeværelse, stuen og Aksel og Carls værelse. Døren til deres værelse er malet gul og har almen design letters klisteret på.  Der mangler endnu lidt billeder i rammerne, men da alle rum skal laves om og der derfor os skal nye billeder op, så venter jeg lidt med at fremkalde billederne, så det kan gøres på en gang.

Make-overen i gangen har kostet knap 700 kr., hvor malingen er en af de dyre poster og det tog knap 3 dage at lave hele gang og entre om.

Tusind tak fordi du ville læse og kigge med på denne make-over.

Kærlig Hilsen
Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

F – for fællesskab

F – for fællesskab

Flashback
Vinden suser i trækronerne mens en solstråler i ny og næh kæmper sig igennem bladenes tæthed, for dernæst at dansemed regnbueslør for mine øjne. Fuglene kvidrer lystigt og de få gange de stemmer i sammen, får de den velkendte monotone baggrundsstøj fra bilernes til at fade ud. “Jeg vil have det blad mor” siger Aksel og i hans ivrer strækker han sig mod træet, hvis pragt han ønsker at plyndre. Hans bevægelse får mig et kort sekund til at svage og min skuldre drejer mekanisk mod træet. Idet vi nærmer os begynder Aksel at hoppe, som var han en dressurrytter, frem for et 3 årig barn på mine skuldre. Jeg strækker hånden op for at løsne et blad og rækker det dernæst til Aksel. Mens han sidder der på mine skuldre, kan jeg hører hvordan han lader bladet glide imellem fingrene mens han studere det. “Mor, det er et kastanjetræ og der er lidt bladlus i dets”. Sammen går vi der, i træernes skygger og Aksel fortæller lystigt om alt det ham tror, ved og ser om naturen omkring os.

Jeg har faktisk altid vidst at Aksel skulle være spejder eller lige siden han kunne stavre rundt i hans bedsteforældres have, pille i græsset og sætte ord sammen til sætninger, så vidste jeg han havde brug for mere end ”bare” det en solid sportsgren kunne give ham af egenskaber. Aksel har en stor eventyrlyst og et behov for at fordybe sig. Han er utrolig god til at reflektere, studere og søge grænser og gerne i naturen, hvilket nogle grupper af spejder er særligt kendt for. Spørgsmålet var bare hvornår og hvor han kunne starte og da jeg så en aften googlede “spejder Frederiksberg”, forstod jeg, at de der smukke unge mennesker i forbund skjorter med forskellige farver, ikke alle var spejder. Hvis jeg nu sagde, at jeg den aften fik en grundig forståelse af forskellen mellem en FDF’er og en Spejder, så ville det være en stor løgn. Jeg forstod dog ret hurtigt, da jeg var til Aksels første onsdagsmøde, hvor energiske, initiativrige og nærværende voksne, var sammen med en masse børn og det netop er dét, som er et af FDF’ernes kendetegn, nemlig at børn ledes af voksne hen imod et ståsted i livet.

                                      

 Traditionen tro, afholdes der aften før afrejse, med en stor fest.
I år sluttede vi af med et brasiliansk karneval, med alt hvad der hører sig til.

Siden Aksels første onsdagsmøde for to år siden, så er hans forbundsskjorte og ikke mindst selvtillid blevet prydet med en række mærker. Han har pakket efter en pakkeliste, omkring 8 gange, for at tage på lejr, nogen gange med hans egen klasse og andre gange med hele kredsen, som han er en del af i. En kreds som Hr. Mand, Carl og Jeg nu os er medlem af og har været det i et år. Jeg har tidligere skrevet om mine oplevelser af og med FDF både her på bloggen og Instagram, hvilket jeg formentlig vil fortsætte med at gøre fremadrettet, simpelthen fordi jeg ser og oplever noget i FDF kredsen, som jeg virkelig tror mangler ude i resten af vores samfund. Aksel har virkelig fået lavet en masse venskaber, på kryds og tværs af alder og køn og det samme har resten af familien og det, sammen med de oplevelser vi får med FDF gør, at jeg simpelthen føler en stor lyst til at dele vores begejstring, som alt for få, i virkeligheden kender til. I min egen folkeskoletid, var det der med at gå til spejder sådan kendetegnet ved at være nørdet, noget med en guitar og et lejrbål – i dag ved jeg at FDF rummer så meget mere og at jeg endnu ikke har mødt et eneste barn eller voksen, hvorpå jeg kan brug prædikatet nørdet.   

                                                

Vi er netop vendt hjem fra dette års sommerlejr og jeg vil gerne dele en lille skælsættende oplevelse med jer. Som familie har vi valgt at være en del af Aksels fritidsaktivitet, ligesom man kan være det ved troligt at troppe op til alle ens barns fodboldkampe, kører ud til den mest slidte gymnastiksal eller afholde sociale sammenkomster for skakklubben. Det er fjerde gang vi er med på lejr med hele kredsen. Da det nu engang er Aksels fritidsaktivitet og en del af FDF, os er at være afsted på lejr og ofte uden mor og far, har vi endnu ikke deltaget på en HEL sommerlejr. I stedet kommer vi undervejs i ugen. Dette gjorder sig gældende igen i år, så efter Aksel havde haft tre dage på lejren med resten af kredsen, sluttede vi os til ham og de andre, for at være med de sidste fire dage. Den dag vi ankom var gensynsglæden med Aksel selvfølgelig stor og der blev da os uddelt krammer til mange andre i kredsen. Om aften, hvor aftenunderholdningen, som stod på fællesdans, er i gang står jeg lidt på sidelinjen, da mit gravide korpus er ved at være done for den dag. Mens jeg står og ser på, bliver jeg ramt af en glæde, taknemlighed og stolthed over at måtte opleve netop det jeg gjorder og yderligere, at min søn, ja hele min familie os må dette. 

Hele kredsen er samlet, onkler og tanter fra køkkenet (køkkenholdet), numlinge, de børn som oftest er børn af ledere og eller søskende til børn fra de forskellige klasser (årgange) og som endnu ikke er gamle nok til selv at gå til FDF, danser med sammen med alle de andre. Små drenge som unge mænd, piger med håret flagrende og oplyst af aftensolen og mænd og kvinder, glade og alle sammen i dansens fællesskab, samværet fællesskab som skabes når mennesker er sammen, ubetinget af andet end almenmenneskelig kontakt. Selv ser jeg hvordan mine børn svinger sig rundt i en skiftende partner dans, de griner, klapper, tramper i det tørre græs, så støvet hvirvler omkring os alle, mens musik og latter finder sammen. Jeg når knap at registrere min reaktion så jeg kan tilbageholde den og med et løber tårerne ned over mine æblekinder og en af køkkentanter smiler til mig og stille fremstammer jeg “Er simpelthen så rørt over mine børn får lov til at være en del af dette” og køkkentanten smiler så bredt og siger “ja – dette fællesskab”.

Hvis du tænker hvad er FDF for en størrelse, hvor ligger min nærmeste kreds og hvem kan være en del af FDG, så tjek https://fdf.dk for meget mere info.

Du skal os være hjertelig velkommen til at spørger en “nybegynder” i FDF verden om hvad end du lyster.

 Kærlig Hilsen Mor til Tumling Aksel og Numling Carl
Christina 

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

 

 

 

Kvinde, kend din gravide krop

Kvinde, kend din gravide krop

Jeg har overvejet om dette indlæg skulle udgives, mest af alt i frygt for at få kommentarer som “Du har måske os lige givet den lidt for meget gas” Det gør ondt at hører, særligt fordi jeg for under 36 timer siden sagde til en jordemoder, at hvis Vilmer kom NU, så vil jeg passe på ham ved at sætte ham på en sky. En fødsel i uge 26+3, er oftest ikke uden massive konsekvenser og jeg ved hvem jeg er og yderligere hvad jeg ønsker for mine børn. Ordene i indlægget her, var derfor skrevet som en bearbejdning men jeg ved, at andre gravide kvinder dagligt står i samme situation og det her er min blog, mine ord og nogen gange kaster det en ridse af sig og andre gange omvendt. Generelt oplever jeg en konstruktiv tone på bloggen og mine ord er skrevet uden et krav om skulderklap og altid med en respekt for at alle læsere kan ytre sig, hvis de ønsker det. Jeg føler nemlig der er en gensidig respekt mellem dig som læser og mig som er hende bag skærmen ”bloggeren” om man vil.

Allerede da jeg vågner tirsdag morgen d. 17 juli, føles min krop i ubalance. Der har været dansk tropenat og min søvn har været mangelfuld. Hr. Mand har fødselsdag og inden jeg smutter til bageren, drikker jeg en liter vand tilført en tabs med zylo- og elektrolytter, udelukkende fordi min svedige seng og den begyndende hovedpine bevidner om, at jeg mangler væske og salt. Jeg kender min krop og jeg ved hvad den kan og hvilket signaler jeg skal lytte efter. 

Drengene og jeg laver et lækkert morgenbord, vi synger fødselsdagssang og da vi er færdige med at spise ligger jeg mig på sofaen. Jeg siger til Hr. Mand, at det føles som om Vilmer tænker de skal dele fødselsdag og at jeg er nød til at få en ordentlig middagslur. Jeg har ikke direkte ondt i kroppen, men der er bare noget som føles anderledes. Resten af dagen går fint, jeg får sovet men føler konstant en “ubehag” i kroppen. Vi fejrer Hr. Mand og jeg mærker hele tiden hvad det er min krop signalere. Gæsterne går og klokken 21:30 kommer plukveerne. De er regelmæssige og de trækker fra lænden og i det nederste af maven. Jeg overvejer at ringe ind på Herlev, men vælger at se det an da jeg tænker lidt hvile vil gøre det hele godt. Natten er ikke super god og næste morgen, inden klokken er 8, har jeg ringet til fødemodtagelsen. Plukveerne minder nu om dem jeg fik, dengang jeg skulle have Carl. Jeg har os en lyst til at presse og det er svært for mig at ligge det rigtige pres når jeg skal tømme min blære. Derudover er plukveerne så markante at jeg forstyrres i min talen og nogen gange vejrtrækning. Min mor henter mig og sammen tager vi på hospitalet.

Da jeg sidder i bilen, tænker jeg at det nok er en massiv blærebetændelse og at hospitalet måske tænker jeg overdriver, det hele føles bare virkelig forkert. På fødemodtagelsen kommer jeg hurtigt til og jordemoderen får da os kald ‘for og bagvagt’ da der er mistanke om truende tidligt fødsel. Det er der jeg første gang bryder sammen. Alt fra mit tidligere keglesnit til gør det selv projekter kører rundt i mit hoved og jeg fyldes med skam og skyld. Samtidigt forstår jeg intet, fordi min krop ikke har givet udtryk for at den var overbelastet, ikke engang belastet. Når jeg går rundt og laver lejlighed, holder jeg pause hvert. 45 minut, for at få væske og sikre mit blodsukker mm. Jeg har endnu ikke haft plukveer mens jeg har arbejdet derhjemme og som person er jeg en energisk, stærk satan – det er sandheden. Jeg har trænet op til denne graviditet, mentalt og fysisk, og med øvelser fra min fysioterapeut, har jeg formået at holde mit bækken på plads, til trods for jeg allerede i uge 18 med Carl, måtte lade mig sygemelde med bækkenløsning. Jeg føler, at jeg kender min gravide krop bedre end nogensinde.

Jordemoderen mærker på mig og giver en besked og jeg ber til, at scanningen viser at der er mere end den ene 1 centimeter livmoder hun skønner. Hun har allerede nævnt Riget, ve stoppende drop og lungemodnede medicin. Jordemoderen er fantastisk og hun ser mig og den jeg er. Bagvagten scanner og en skygge skaber tvivl på målet. Det står heldigvis ikke helt så galt til, selvom der pludselig er sket en udvikling fra 3,8 til 2,6 centimeter. De er i tvivl om den skygge og jeg føler selv, at min krop om er par timer er i fuld aktiv fødsel. Kvalmen som kommer sammen med det der minder og begyndende veer er gennemtrængende og der løber regelmæssigt en bølge over min lænd. Bølgen er mit billede på, hvordan jeg normalt skal kontrollere min vejrtrækning når de første veer melder sig, men jeg har overhovedet ikke lyst til at arbejde med det min krop giver mig. Jeg er hunderæd og det er først et par timer senere, efter jeg er blevet indlagt på svangermodtagelsen og ved en ny scanningen, at en lille ro indfinder sig. Lægerne kan godt se og mærke plukveerne, men de rykker heldigvis ikke ved noget og det tyder på at skyggen nu ikke er en skygge, men formentligt en “lang” livmoder. Roen indfinder sig for alvor og jeg accepterer mit døgn som sengeliggende på afdeling. Jeg er stadig lettere chokeret og samtidigt taknemmelig over den professionalisme der er omkring mig. Alle er søde, der er ikke den samme travlhed som inde på Riget og selvom de ikke kan finde en stue til mig, så får jeg en seng stillet ind på et nedlagt kontor, hvilket er fint for mig. Der er ingen snor at trække i, men en jordemoder taster sit nummer ind på min telefon og således har jeg en liv linje at kalde på. Det er mere end fint for mig, jeg har ikke brug for så meget og en “ene mandsstue” er helt perfekt, når nu jeg skal være indlagt til observation et døgn.

 Inde på stuerne rundt om mig, kan jeg hører de nyfødtes karismatiske gråd og nede ved maden, står de nybagte fædre. Jeg elsker at studere nybagte fædre og har alle dage tænkt at nogle burde lave en portrætserie af netop disse mænd. Mændene som triller rundt med ”vognen” og som troligt henter mad og vand med isterninger til deres barns moder. Moderen, kvinden som har kæmpet og som har udvist en mod og vilje, som de færreste forstår. Det kræver noget at kunne “presse” et menneske ud af sin egen krop. Det kræver en psykisk styrke at være i smerterne og at finde troen på at det der kommer, er det værd, os selvom man i princippet og nogen bogstaveligt “river” sin krop fra hinanden. 

Det er et sted bekræftende og skræmmende at hører denne gråd fra andres børn, mens min lille dreng sparker løs inde i maven. Jeg nyder min graviditet og jeg har ikke lyst til at han skal være andre steder end inde min mave. Jeg ved godt at i det øjeblik han er ude og forhåbentligt først til tiden, når hans krop er klar, at han kommer med en række bekymringer. Jeg har heldigvis en god erfaring fra Aksel og Carl, selvom jeg stadig ikke er en haj til at sætte en autostol ind i bilen, så har jeg passeret det punkt hvor man går ud af barselsafdelingen med en baby og man opdager at selvom hele ens verden nu er forandret, er verden udenfor stadig den samme. 

Natten går uden den store mængde søvn og da uret slår lidt i seks er jeg allerede i tøjet og venter bare på at morgenmaden sættes frem. Den Jordemoder der har mig i dagvagten kigger ind og vi aftaler at hvis der ikke er noget presserende på konferencen, så vil jeg gerne ses først, så jeg igen kan komme hjem til ungerne. Selvom alt i min krop er normalt og sidste scanning har skabt en stor ro i mit indre, har jeg fortsat brug for at få en endelig status og yderligere få oplyst om jeg skal ændre adfærd og aktivitetsniveau fremadrettet. Chokket efter strabadser i går, vil med sikkerhed korrigere mig for en tid, men når jeg først er landet, vil jeg helst vende tilbage til den jeg nu engang er – det er nu engang sådan jeg trives bedst. Det hele skal selvfølgelig gøres men en hensyn og respekt, for det lille liv i min mave.. det liv som så er langt over gennemsnittet, han ligner allerede sine brødre.

Lægen kigger forbi efter konferencen og vi snakker lidt frem og tilbage. Hun har sat sig ind i mine scanninger og for ikke at sende mig hjem med “unødvendige” restriktioner, går vi igennem hospitalet for at komme til den “rigtig gode scanner”. Hun scanner mig og beskeden er klar – jeg er nu clearet for alle mistankere og yderligere kan jeg gå hjem uden restriktioner, selvfølgelig kun den der altid gælder, at jeg skal mærke efter og skulle der mod forventning komme noget fremadrettet, så skal jeg ringe promte.

  Jeg vender tilbage til min ”stue”, pakker tingene sammen og sidder så lidt, inden jeg ringer hjem.

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

 

 

 

 

 

 

Bornholm, den dejligste ferie Ø

Bornholm, den dejligste ferie Ø

Det lyder måske lidt som i en af Carls røverhistorier, når jeg siger, at kun 2,5 time fra Frederiksberg ligger syden. Rent geografisk har jeg overhoved ingen ide om Bornholm er placeret syd for Frederiksberg, ikke dets mindre føles en tur til Bornholm, som at ankomme til syden. På Bornholm holdes der dog ikke siestas, men tempoet på den smukke klippeø, er på en finurlig måde lidt langsommere og mere ad hoc, krydret med en fantastisk dialekt, der gør at Carl på denne ø, med hans mange T’er, ikke har nogen udtalefejl. I princippet taler vores 4,5 årige dreng bare Bornholmsk.

Borrijnholm plakat fra danske Dialægt

Sidste sommer tog vi med et nært vennepar til solskinsøen og det er vitterligt en ø, fyldt med solskin. Igen i år har solen skinnet hele ugen og jaja – det har den måske os på fastlandet, men sidste år regnede det “derhjemme”, mens der på Bornholm var solskin dagen lang. Igen i år, vendte vi alle hjem med sommerbrun hud, som snildt kunne være blevet tilegnet i det rigtige syden, frem for på den smukke danske ø.

Når jeg er på ferie, trives jeg bedst med at tematisere ferien. Altså, er vi ude i en vandretur, all inklusive eller sommerhushygge, på den måde kan jeg langt bedre indstille mit mindset og mine generelle forventninger. Ferietiden er en følsom tid, hvor der ofte er en forventning om at det der ikke lykkes i dagligdagen NU kan gå op i en højere enhed, sådan er det dog sjældent, i stedet kommer de trivielle konflikterne langt oftere under lup, det er min erfaring.

Hvor kan man bo?
På Bornholm boede vi, igen i år, i Hasle, 15 min fra Rønne. I Hasle ligger Halsehytteby / Hasle ferieby, som drives af nogle hjertevarme og nærværende ildsjæle. Servicen er i top og venligheden er enorm. Vi boede i nogle små A huse, med klapborde og et lille te køkken, dette brugte vi kun om morgen, ellers blev resten lavet i fælleskøkkenet og alle andre måltider blev spist ude i det gode vejr, hvilket os gør man kommer hinanden ved på en helt anden måde – det elsker jeg !

                                        

Halsehytteby har flere små legepladser, en hoppepude, børne og almen pool, som er lettere opvarmet. Særligt pool området er genialt når man kommer med 4 unger, som skiftevis vil hoppe og bade. Ungerne kan nemlig selv løbe over på hoppepuden, mens de voksne holder øje med de børn der er i poolen. Derudover er der en lille børneklub 2 gange om ugen og flere gratis aktiviteter. Ved vores hytte var der lidt vippedyr og en sandkasse samt masser af plads at lege alverdens gode lege på. Hytterne findes i to udgave, hvor vi valgte den mindste og mest primitive – altså uden eget bad og toilet men igen, det kan os noget og på en badepolet, altså 7 minutters varmt vand. Til info kan jeg nå at bade mig selv og drengene på 7 minutter.


En ting er det gode sted at bo på Bornholm, noget andet er så, hvad skal man lave. Jeg foretrækker generelt tøffeferie når jeg holder ferie med ungerne, men derfor er det da altid rart at få en ekstra oplevelse sammen. Derfor følger lidt  tips til gode børnevenlige oplevelser på Bornholm, tips som blandet andet er givet af søde følgere på IG.

Hvad kan man se?
Rundkirker 
Bornholm er blandt andet kendt for deres rundkirker og hvis man lige googler lidt inden, kan man altid lire en lille historisk fortælling af for ungerne om middelalderen og danske tempelriddere og derfor mener jeg en rundkirke altid er spændende at se. Vores lille “kollektiv” kørte den ene dag til en af Bornholms fire fine rundkirker, nemlig rundkirken i Nyker. Den er enorm smuk og har en flot kirkegård. Derudover ligger der en lille dam med bænke, hvor man i idylliske omgivelser kan spise sin madpakke eller foder ænder.

Svaneke – slikturen
Svaneke er en af Bornholms hyggeligste byer. I Svaneke har flere af de danske gourmet “slik” producenter værksted og udstillingsproduktion. Derfor er turen til Svaneke for os betegnet som slikturen. Jeg vil bestemt anbefale at man sætte en lille dag af til dette, dog skal man huske at henholdsvis bolche og karamelleriet holder skiftevis lukket søndag og mandag. Vi synes det er enormt hyggeligt at gå rundt og se produktionen af Bülows lakrids, karmeller, bolcher og ikke mindst se hvordan der pustes glas, i glaspusteriet. Svaneke er en hyggelig lille by, med daglige boder på torvet, en fin lille lystbådehavn og gode klipper til at klatre på. 

En tur rundt om rubinsøen
Lige ved Halsehytteby, ligger Rubinsøen inde i en skov. Det er en fin lille sø, som har et udfordrende terræn, så for de hvis børn elsker et klatre og bruge kræfter, kan en tur rundt om søens breder bestemt anbefales. Er man frisk og er vejret til det, er søen til at bade i og den leder tankerne hen imod smukke svenske skovsøer, dog er Rubin søen en mini udgave af disse, men enorm idyllisk og hyggelig.

Hammerhus og Søren Sillehoved
Hvis man siger Bornholm – siger man os Hanmershus. Hammerhus er en gammel ruin af en middelalderborg, som står på Bornholms højeste punkt. Alle børn og voksne, kan ikke undgå at blive fortryllet af denne fantastiske gamle ruin og dets historier. Der ligger et fint gratis museum tilknyttet indgangen til området omkring hammerhus, her kan både børn og voksne lærer noget om den enorme borg.

Vi bookede en tur med naturvejledere Søren Sillehoved – dette er gratis igennem Halsehyttebys information, men tilbudet udbydes flere steder på Bornholms campingpladser mm – på Naturvandring.dk kan man læse hele Søren Sillehoveds program. Jeg kan bestemt anbefaling en naturvandring / rundvisning med denne fantastiske mand. Han fortæller fortryllende og i børnehøjde med alverdens anekdoter. Vi valgte Troldeturen, som er en gåtur i skoven tilknyttet Hammerhus, hvilket er en 2 timers lang gåtur i ikke klapvogn eller gangbesværet terræn, de to gravide klarede den dog. Turen byder på natur med store klippesprækker, mini vandfald og enorm smuk og frodig natur. Turen er en troldetur, da Søren fortæller om alt det underjordiske som eksisterer på og ved Hammerhus / Bornholm. Turen er bygget op omkring en prøve, alle deltager skal bestå for at komme tilbage til den menneskelige verden igen. Alle 4 unger var solgt og det samme galt de voksne. Jeg ved Søren Sildehoved har mange forskellige ture på Bornholm og for forskellige aldersgrupper og det kan helt klart anbefales til ALLE. Vi følte virkelig, at vi fik en masse lokalt, kulturelt og børnevenligt på en lærerig måde under vores naturvandring.

Fyrtårnet Hammeren Fyr
Oppe for enden af en kringlet stejl vej, som sagtens kunne være en mindre bjergetape i turen, ligger Hammer Fyr. Hammer fyr er et gammelt kulfyrtårn som er åbent fra solopgang til solnedgang. Det er gratis at komme op i fyret og udsigten er utrolig smuk. Ved siden af fyret, ligger en dyrefold med kører, den er ligeledes åben og går man ind og følger man se små stiger, kommer man ned til en flot klippekyst.

                                     

Da vi ikke oplevede en eneste regnvejrsdag, gjorder vi ikke brug af de aktiviteter som var indenfor, men står du og skal til Bornholm kan man fordrive tiden indendøre følgende steder: 

  • Rønne bibliotek – de har en super hyggelig børneafdeling, der opholdte vi os sidste år mens vi ventede på vi skulle ombord på færgen.
  • Værftet i Nexø, er en indendørs skaterhal med legeland – entre pris kræves.
  • Hasle legeland – entre pris kræves.

I Rønne by, ligger der en hyggelig lille legetøjsbutik og ellers er Bornholm fyldt med fine gårdsalg, loppemarkeder mm. Jeg synes tit det er rart at vide, hvor der er en legetøjsbutik mm.

 Jeg håber du kunne bruge denne lille guide, måske endda blive fristet til en tur mod den danske sydhavsø Bornholm. Vi havde i hvert fald en skøn og dejlig tur.

Tak fordi du læste med.
Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet