ICE ICE Baby !

ICE ICE Baby !

Indlægget indholder reklame

Sommeren er over os eller næsten ! Jeg tror på vejret vender og alt hvad der hedder, solhatte, solcreme, sommerknæ og IS, for alvor bliver fast inventar i hverdagen.

Måske tænker du, en is, dagligt? Det ville jeg ihvertfald selv gøre, hvis jeg læste dette, andet sted. Særligt med en baby i huset, så kommer der herhjemme et øget fokus på indholdestoffer, saltmængder og raffineret sukker.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Aksel først smagte slik efter han var fyldt 2 år. Sodavand, ja det var først da han var 4. Carl derimod, han smagte begge dele langt tidligere. Sådan er det nok oftest for de yngre søskende. Måske er det fordi forældrene er mindre sukkerforskrækket – eller måske er det fordi de ikke orker “kampen”’om at sige NEJ?. Personligt er det en blanding. Det er svært at sige Carl ikke må, men Aksel må godt, særligt når det kommer til noget vi spiser og drikker. Sengetider, tillidshverv osv, det er en anden sag. 

I forhold til Vilmer, så tænker jeg den aldersforskel der er imellem drengene gør, at han automatisk kan skærmes, afholdes langt “lettere”, end dengang med Carl. Det er ikke fordi jeg tænker raffineret sukker er dødelig farligt, men jeg har generelt ikke lyst til at etablere et behov hos mine børn, før de selv “efterspørger det”. Det er samme årsag til Vilmer ikke “ser” tv. Ah.. den og så undersøgelser der viser at babyhjerner oplever en sag som tv, enormt intens og de vitterligt ikke kan frasortere. Derfor – ingen tv til baby herhjemme.

For at skabe muligheden for at Vilmer os kan være med i forskellige sammenhængen, på trods af små forbud, har jeg forsøgt at finde gode alternativer til ham. Nu hvor sommeren næsten er over os og jeg fik muligheden for at teste lidt forskellige produkter, fra Panduro Hobby, heriblandt et “Lav din egne is”, så var jeg klar. Udover at Vilmer ikke skal have sukkerholdige is, vil jeg gerne have kalorielette is i fryseren. Derfor fandt jeg dette iskit super relevant.

Selve iskittet består af nogle lækre materialer og har et simpelt set up, til at skabe de fineste hjemmelavet pind-is. 

Til Vilmer har jeg valgt at lave en is lavet på the og med frugtstykker i. The’en har fået lov at trække rigtig længe , køle ned og er så hældt over de små stykker udskåret frugt. Det er vigtigt at huske på, at frosne ting, blive minere fyldige i smagen, derfor må the’en gerne været meget intens i dets smag, før den fryses. 

Vilmer elskede hans frugt is, som minder lidt om en astronaut is. Jeg tænker på at lave lidt forskellige varianter til ham, blandt andet en agurkeis, som er god når gummerne driller. Derudover skal MOR have en Mojito is uden de store mængder kcal.

Jeg har os lovet drengene at vi en dag laver isbutik og sammen laver nogle lækre sodavands is / nicecreme. Det tror jeg bliver super hyggeligt og en sjov til at lave sammen i sommervarmen.

Is-kittet, kan i hele Maj måned købes for kun 99 kr. i panduro hobby, hvor du os kan finde en rækker andre lækre sæsonprodukter, som “mal på sten” sæt, (perfekt til sommerhuset og alle stensamler).

Tusind tak fordi du læste med .

På Momstertest.dk kan du læse en række momsterbloggers anmeldes af Panduro Hobbys produkter.

Kærlig hilsen Christina 

Veninde til en kommende solomor – Del 5.

Veninde til en kommende solomor – Del 5.


“Velkommen hjem!” Siger jeg mens tårerne løber ned ad mine kinder. Min veninde og jeg omfavner hinanden længe og inderligt. Der står hun, med den smukkeste solbrune kulør der bevidner af hun har været i lande, hvor solen bager. Hun har rejst rundt i Sri Lanka og dykket på Maldiverne. I mellemtiden har jeg født mit tredje barn, min søn Vilmer er kommet til verden og ligger nu i hans lift, kun 12 dage gammel. Jeg bukker mig, svøber ham forsigtigt i dynen og overrækker ham så til hende. Det er et betydningsfuld øjeblik for os tre, forhåbentligt snart fire…

To dage senere sidder vi i en bil, med retning mod Trianglen. Da vi ankommer går vi rundt på vejene, vi før har løbet på så mange gange, under vores træningsture med Sparta. Vilmer sover trygt i viklen. Min veninde og jeg holder hinanden i hånden. Hun er nervøs og i ny og næh stryger hun en flygtig tåre væk fra øjenkrogen. Undersøgelsen på Trianglen, har til formål at se om min veninde er tæt på en ægløsning, nu her knap 10 dage efter første dag i hendes sidst menstruation. Hvis alt er som det skal være, skal min veninde insemineres 2 dage senere.

Da vi træder ind i klinikken, sidder der 2 kvinder og et par. Ingen siger noget. Stille hænger vi overtøjet og sætter os. Kun Vilmers brunligt hår titter frem fra viklen. Et kort sekund skammer jeg mig over at sidde der på en fertilitetsklinik med en baby, men omvendt er alle væggene i klinikken prydet med billeder af hundredevis af babyer. Babyer klinikken på den ene eller anden måde har hjulpet med at blive undfanget.

Vi kaldes ind i et undersøgelsesrum og hilser her på en kvindelig læge. Hun spørger ind til min veninde og sidste menstruation. Så henvises min veninde til et leje, hvortil lægen så begynder at scanne. Alt ser så fint ud og de målinger lægen laver, fortæller at min veninde skal komme igen 2 dage senere, for er blive insemineret. I mellemtiden skal hun give sig selv en sprøjte for ægløsning. Det hele virker så simpelt og alligevel tænker jeg det er nemmere at hoppe i kanen med sin partner. Min veninde har bare ingen partner, hun har sig selv, sin drøm og troen på det her er det helt rigtige for hende. 

To dage senere kommer vi igen. Denne gang er min venindes mor os med, den kommende Mormor.Min veninde er nervøs og rykker rundt på stolen i venteværelset. Hver gange hendes øjne hviler på Vilmer, sænker hendes skuldre sig. Igen sover han der i viklen, nu 14 dage gammel. 

Vi kaldes ind og min veninde ligger sig så igen på lejet. Lægen har en sprøjte med det udvalgte strå. Det er det strå, fra den doner, min veninde tror på. Et lille plastik rør skal føres op i livmoderens åbning og ud til den æggeleder, hvor noget der på scanningen ligner et strudseæg, venter på at blive befrugtet. Idet røret føres op, lægger jeg et akupunkturisk tryg på min venindes skulder, med det formål at skabe en fokuseret ro i kroppen, frem for frygt, der gør hun spænder op og ubehaget udvikler sig til smerter. Min venindes mor, knuger hendes hånd og sammen er vi, mens “livet” sendes afsted. Helt præcis 36 millioner sædceller. Jeg tænker ved mig selv, at det alligevel er ret så mange og mange flere end ved en gennemsnitslig position sæd. Efter insemineringen kommer min veninde ned fra lejet. Lægen giver hende hånden og en graviditetstest. Den skal hun tage om 14 dage, er den postiv skal hun bestille en ny scanning om 5 uger, er den negativ… så starter en nyt forsøg op. Lægen smiler varmt og betryggende da vi forlader klinikken og sammen går vi mod bilen. 

Inderst inde ber jeg. Jeg ber til at min veninde kan nøjes med denne ene behandling, selvom jeg inderst inde godt ved det er utopi at tro, min veninde skulle blive gravid i første forsøg. Hvis der er noget jeg har lært om graviditet, forsøget og drømmen om at blive det, så er det at håbet og troen kan få et menneske til at fortsætte uendelig længe, os selvom det er opslidende og nogengange virker umuligt, for hvad nu hvis… det lykkes denne ene gang ? 

I de 14 dage, min veninde skal vente før hun må teste, har hun og jeg en aftale om jeg ikke spørger til eventuelle signaler og tegn på graviditet. Min fornemmeste opgave er ikke at øge stressen, men blot være der, klar til opbakning, støtte og sparring. Alligevel skriver min veninde en dag noget, som gør jeg tænker “den er god nok”. Jeg tør dog ikke tro helt på det, for man ved jo aldrig, den fornemmelse jeg har, plejer dog at holde stik.

Tirsdag d 27 november, 13 dage efter inseminering, har min veninde og jeg en aftale. Vilmer sover i mine arme, mens vi snakker om alt og intet undtagen elefanten i rummet – testen der ligger der ude i køkkenet. Forud for vores aftale, har jeg forsøgt at tænke på trøstende ord jeg kan sige, når og hvis testen er negativ. Min veninde er selv gået ind i denne fertilitetsbehandling, med en antagelse om hun nok skal igennem 2-3 forsøg. Derfor har hun os en god sjat stående på hendes “projekt baby” opsparing. Min veninde og jeg snakker os langsomt ind på den uro hun har omkring at skulle teste og så spørger hun “tror du jeg kan tage den nu?”. Mit svar er samtidigt et spørgsmål, for hvad hvis den er negativ, ville hun så havde brug for at tage endnu en test og hvornår. Jeg har selv været typen der tog 4 negativt test, efter hinanden, for måske de tog fejl eller mit østrogen niveau endnu ikke kunne måles? Vi aftaler at tager hun testen nu, må hun teste igen på fredag. Urinen hun bruger er ikke morgenurin, altså urin der har ligget i blæren natten over og oftere har et højere indhold af østrogen her tidligt i gravidteten. Min veninde går ud og tisser, kommer så tilbage med koppen og sammen sidder vi tæt mens hun langsomt føre testen ned i urinen. Testen ligger der på designer bordet, Vilmer øffe lidt og tiden går langsomt. Så skæver hun til testen, der er kun en streg. Hun tager den op, studerede den og ligger den så fra sig. Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal sige, jeg var ellers så sikker!

Min veninde græder lidt, for selvom hun hele tiden har forberedt sig på at testen nok var negativ, så er dette nu engang den sandhed der altid gør sig gældende, i forsøget på at blive gravid. Hvad end om det er med en partner, med lidt eller meget hjælp. Drømmen om et barn er stor, inderlig og fuld af ønsker og håb om noget man ved man vil elske højere end livet selv og mens denne forfølges, så er længslen efter målet stor. Vi sidder der og jeg holder hendes hånd mens jeg stryger tårene væk. Jeg forstå det ikke og kigger så på testen, jeg synes .. så rejser jeg mig, går hen under en skarp lampe og drejer testen lidt på skrå. Jeg synes og så er jeg sikker, ganske rigtigt. Jeg vender mig mod min veninde og siger så “du er altså gravid”. 

… de som aldrig har siddet med en meget utydelig postivt streg, eller de som aldrig selv har prøvet at smide en negativt test ud, for så at kigge på den 30 min senere, de ved ikke hvordan sådan en postivt test ser ud. 

Testen var postivt, de bevidner min venindes smukke gravide mave og barnet der ligger deri. Min veninde venter en sund og stærk lille pige, med gode spark, som kommer til verden i august. Hun er allerede elsket og når jeg møder hende i drømmene, er det med det fineste brunt hår vinden leger med, læber med den en kær amorsbue, som sin mors og øjnene der tindre i solen . 

Har du lyst, kan du følge min veninde og hendes rejse mod terminen på hendes fertilitets Instragram profil @NadjasPerfekteStraa

Tusind tak for alle de postive tilkendegivelser for denne føljetone og for at have læst med .

Kærlig Hilsen Christina

Du minder mig om en…

Du minder mig om en…


“I wonder how
I wonder why
Yesterday you told me 'bout the blue blue sky
And all that I can see is just a yellow lemon-tree
I'm turning my head up and down
I'm turning turning turning turning turning around
And all that I can see is just another lemon-tree”

Jeg flyver henover gulvet. Det grå, væg til væg tæppe brænder næsten under mine dansende nøgne fødder. Musikken flyder fra højtalerne ud i rummet, mens vi danser der, jeg selv i en hvid undertrøje og små underbukser, hvor der fortil sidder en lille sløjfe med slikebånd. Min bror fanger mine hænder mens vi sammen twister i kådhed og griner. Min mor danser omkring os, mens hun synger med på sangen, svinger med håret og jeg husker så tydligt følelsen af glæde, euforien der hersker, mens vi danser der i stuen. I stuen hvor det hele begyndte og alligevel os endte. På mange måder føler jeg at dette barndomsminde, fra denne dag, hvor stuen… på den ene side var et dansegulv, hvor kærlighed, nærvær og sammenhold regeret og hvor der os fandtes en helt bestemt form for mørke.

Det var i denne stue, ved sofabordet, i stolen der… at min far havde været i hans sidste timer, inden han var gået døden i møde. 

Når jeg mindes min far, har jeg ingen dirkete minder om ham eller med ham Mit sind var endnu for ungt til at huske. Istedet har jeg minderne om min mor, bror og jeg. Altid os tre, imod hele verden. Os, hvor vi sammen mindes min far, hvor vi besøger kirkegården i Måløv. Os der har en af de der snakke om min far… hvor jeg ligger under sofabordet mens min mor fortæller. Jeg tænker tit at min far må have været tilstede på en eller anden måde, når vi dansede rundt sammen i stuen, eller når jeg løb omkring i haven, rundt om huset han engang var med til at bygge. På så mange måder husker jeg mit barndomshjem, som jo os var et dødsbo, så trygt og godt, hvilket med sikkerhed var og er min mors fortjeneste.

“Alt er stille. 
Ser ind i stuerne der gløder
Mærker varmen fra hjem
Med alle mine sanser
Standser, til alle mine sanser
Danser med dig”

Jeg lever mit liv, med kontraster. Altid sorgfuldt, altid med mørkets røgslør. Det betyder dog ikke, at mit liv mangler lys, tværtimod er det kendskabet til mørket, der gør jeg kan lukke lyser ind. I min barndom og ungdom spillede min far en skurkerolle. Han var manden som havde forladt mig, forrådt om man vil det, lige indtil den aften han blev min helt. Jeg ville dog ønske at min far var den klassiske heltefigur for sin datter, som jeg har erfaret mange fædre er for deres døtre. Min far, han reddet mig på mange måder fra døden.. 

Den aften mit sind gik i stykker og jeg mente at livet ikke længere var værd at leve. Den aften, der blev han min redning fra mørket. Den aften forstod jeg, at jeg hverken måtte, kunne eller skulle gå den vej, han havde gået. Istedet skulle jeg kæmpe. Det var os den aften jeg endelig, i en alder af 27 år tilgav min far, for at have gået døden imøde. Den aften var forfærdelig men os frisættende. 

Da Hr. Mand og Jeg vælger, vi vil lave vores dessertbarn, er det med en mindre frygt for et tilbagefald i depressionens klør. Depression er kemi i ubalance, langt hen ad vejen og med en hormoncoctail som en graviditet og fødsel os er, kan et sind for alvor komme på afveje. Jeg har dog holdt fast i troen på at hvis jeg bare mærkede efter, hele tiden holdte foden på bremsen og brugte livrem og seler, så skulle det nok gå. Når jeg skriver som jeg gør, så mener jeg ikke udviklingen af en fødselsdepression skal anses som et nederlag, langt fra!

Jeg var bare så hunde angst for jeg ikke kunne overleve endnu en tur i mørket, første gang slog mig næsten ihjel. Jeg beklager min ærlige tone, men det er nu engang sådan det føltes, huskes og var. En depression kan ikke være pæn, en depression er … umenneskelig.

Da Vilmer kommer til verden og i tiden der efter, i takt med hans hævelser efter at have ligget i min mave, fortager.. så begynder jeg at se noget i Vilmer, noget jeg ikke helt har set før. Først var det, det rødlige skær i håret, så hovedformen, hårgrænsen og det det blik Vilmer kan sende mig, det hele mindet mig om et menneske jeg kun kan huske fra billeder. Et menneske som jeg, hvis jeg en dag så på gaden, til hver en tid ville kunne genkende. Det var min far. Min yngste søn, ligner min afdøde far.

Min smukke mor og far.
Vilmer Sylvest-Noer

At Vilmer ligner sin biologiske morfar, fremkalder mange følelser hos mig. Alt fra glæde, sorg, savn og vrede. Vreden handler mest af alt om den uretfærdighed jeg mærker, når jeg savner et menneske jeg aldrig har kendt men som alligevel har en så stor en betydning for hele min tilværelse. Da min fars død virkelig er en ulykke, en sorg, da han som menneske har følt at kun døden kunne være løsningen på det han kæmpede med, så tænker jeg tit at han bare skulle vide, hvordan han for evigt er med mig – hans datter, mere end bare i en stamtræsfunktion. Han er med mig, i min person, mit og mine børns ydre. Aksel har arvet hans biologiske morfars genetiske farveblindhed og Vilmer… Vilmer ligner min far, så utroligt meget. På mange måder sluttede ringen, dengang i juni for nu 3 år siden, hvor mørket overtog alt. Alligevel føler jeg med Vilmer, at noget slutter og selvfølgelig begynder og det er der jeg vælger at fæstne mig, nemlig i livet – lyset og viljen til at være her .

Åbner op og lukker ind
Skæret fra dit lyse sind
Stoisk rolige øjne ser
Ind i alvorens mørke
Er tilbage i din favn
Står i døren med mit navn
Ånd i ånd og kigger op
Ser forbi stråleglansen
Hvisker "Tak for dansen"

Selvforkælelse, når egotid er en mangelvare.

Selvforkælelse, når egotid er en mangelvare.

Indlægget indeholder reklame // Forleden sad vi i mødregruppen og snakkede om dyrkningen af en selv og mangel på samme. Vilmer og Jeg, er så knald hammerende heldige at være i mødregruppe med 6 andre dejlige damer og deres 6 skønne drenge. Drenge, som mere eller mindre alle hedder noget som gør, at kalde vi på dem, lyder det som en pensionistklub. Mødregruppe vs. Pensionsklub, med den nattesøvn jeg pt. får, så har jeg snart lige så mange grå hår, som Danmarks grå guld og min efter-fødsels-bagdel… minder måske os meget godt om det der engang var en spændstig farmor bagdel… jeg sjat tisser os, hvilket jeg ved en del ældre mennesker os kæmpe med. BTW : Jeg elsker ældre generationer og jeg kan blive fuldstændig opslugt af at høre dem fortælle, berette om man vil, om alt det de har set og hørt igennem deres lange liv. Vi skal passe på vor ældre.

Generelt elsker jeg en god fortælling og det er som sådan os det indlægget her omhandler. Både fortællingen om kvinden der trængte til selvforkælelse, i et halvhektisk liv og så alle de mange, små, store, sjove, romantiske og uhyggelige fortællinger, som det er muligt at møde. Fortællinger som for mig, bliver lavpraktisk selvforkælelse, særligt når jeg lytter til dem.

Da jeg blev mor til Vilmer, mor for tredje gang, så føltes det som om hjørnebrikken i familiepuslespillet blev lagt. Samtidigt blev jeg os “frarøvet” mit relative store frirum for egotripperi. Det rum, hvor jeg gik ud med veninderne, løb i tide og utide, hilste på centerlederen i fitness, som var det en god ven OG tiden hvor jeg kunne gøre alt muligt herhjemme, afprøve gode opskrifter, holde beauty night, se tv og eller.. læse en god bog. Det er alt sammen blevet sat til side til fordel for yngste ynglet. Jeg har selv ynglet – selv bestilt barnet og ved derfor os, hvad det indebære. Altså mindre mig tid og mulighed for udfoldelsen af denne.

Det med at læse, som jo ikke kræver at jeg som mejeri forlader baby, det kniber osse. Jeg elsker at læse, jeg elsker litteratur, alt fra fag-, skønlitteratur og skæve digtsamlinger. Det kan godt være jeg staver som en brækket arm, men det var ikke for sjov skyld, at jeg blev dansklærer. 

Jeg elsker litteratur ! Idet jeg pressede Vilmer ud af min fødselskanal, satte jeg os rigtig meget af mig selv, mine behov, bagerst i køen – som jeg personligt mener og tænker det os bør være, når et lille nyt liv kommer til. Gradvist har jeg forsøgt at få lidt tilbage, i mængder – nuancer, som passer med min nuværende tilværelse. Det er ikke længere muligt at løbe 21 kilometer en onsdag aften – 1. Jeg kan ikke løbe så langt pt og 2. Min baby har brug for mig. Det betyder dog ikke, at jeg ikke har brug for ego-tripper-tid – selvforkælelse. Samtidigt har jeg ikke brug for oplevelsen af ikke at kunne indfri dette ønske, om at opfylde dette behov.  Derfor er mine behov blevet tilpasset der hvor jeg er i livet for tiden og hertil det der er muligt.

Løbet har altid været et frirum, hvor tanker og krop blev koblet af. Hvor indofiber blev frigjort og hvor koncentrationen blev skærpet men nu hvor løbet er på ufrivillig pause, så har jeg søgt andre steder hen. Steder jeg er med Vilmer og oftest i barnevognen. For mig er barsel nemlig indbegrebet at ufattelige mange lange ture og aller helst med noget godt i ørerne.

Her kommer den litterære Netflix udgave Mofibo ind i billedet. Hvis du tænker, jeg gider ikke læse om hvad Christina bruger Mofibo til men jeg vil gerne have 30 dages fri brug af Mofibo som førstegangsbruger SÅ klik da her : HER.

Koden gælder til 31 Juli 2019 altså der er rig mulighed for masser af ferielæsning og lytning!

Ved at tilpasse de behov jeg har for selvforkælelse, til de rammer jeg pt befinder mig i, så oplever jeg en ahhh følelse frem for “nu har jeg heller ikke og jeg savner !!”, istedet føler jeg faktisk hver evig eneste dag, at jeg bliver forkælet. Det gør jeg jo virkelig – har I set min familie , med de drenge og den Hr. Mand jeg har fået mig! Måske skulle jeg have henvist til en brækspand???

NÅ men min hverdagslige selvforkælelse kommer i at jeg lytter til nogen tale eller læse op. 

Jeg er en kæmpe fan af selvbiografier, “selvhjælpsbøger”, historisk inspireret skønlitteratur og samfundskritiske teser. Heldigvis har min store interesse for bøgernes verden været nem at videregive til ungerne – nærmest med modermælken og derfor elsker ungerne både selv at læse, få læst højt og koble af med en lydbog. Derfor tænker jeg, forud for sommeren – ferien, som næsten står for døren, at jeg i to indlæg vil anbefale gode lyd(bøger) til voksne og børn. Der bliver nemlig lavet sindsygt meget godt børnelitteratur i Danmark OG jeg har personligt kun gode erfaringer med at lade mine børn blive storforbruger af lydbøger. 

Håber I vil læse med i de kommende boganmeldelsespræget indlæg OG hvis du selv ligger inde med en konge anbefaling, både børn eller voksne, så smid den da lige i kommentarfeltet.

Kærlig Hilsen Christina 

Tilliden til, at kunne klare “alt”.

Tilliden til, at kunne klare “alt”.

Noget af det jeg lærte, dengang på psyk, som jeg fandt aller vigtigst, det var tilliden til, at jeg kunne klare “alt”. Dermed ikke forstået at jeg er den nye Pippi Langstrømpe eller super women. Istedet skulle jeg lærer, at mødte jeg en udfordring af den ene eller anden kaliber, så kunne jeg klare det. Måske ikke alene men med “A Little Help From My Friends” og hvis jeg kunne finde ro i, at jeg derigennem kunne løse hvad end der ville komme, så kunne jeg slippe angst, uro og mit evige “på vagt” gen. Siden jeg tjekkede ud fra psyk og fra alvor kom ovenpå, har tilliden til jeg kan klare det jeg møder været en elementær del af min egen selvforståelse.

For nyligt, eller rettere sagt i tirsdag, kunne jeg mærke en uro begynde at vokse . Det var ikke noget “alvorligt”, men jeg indrømmer gerne, at jeg er enormt fintfølende i mit apparat, qva, min tidligere depression. Derfor begyndte jeg straks at starte et mindre detektiv arbejde, for at opklare “hvad der var på spil”. Det tog faktisk ikke ret længe, før jeg kunne mærke uroen skyldes at Hr. Mand stod og skulle til Berlin og jeg derfor var “alene” på skansen. 

Jeg har selv valgt at yngle hele 3 vidunderlige drenge og derfor skal det heller ikke høres som en ynk over at jeg er alene med drengene. Jeg elsker virkelig når vi er alene – altså, jeg foretrækker hele familien være samlet, men når vi er alene, så er den dynamik vi har, virkelig god. Når det er sagt, så synes jeg dog det er hårdt. Det der er hårdt er det jeg gerne vil have der skal klappe så som putning, mad, ture osv. Jeg har dog lært at geare ned, lade rod være rod og sige PYT. Det vigtigste er faktisk at vi har det godt og så skidt med rod og uglet hår. Alligevel mistede jeg et kort øjeblik tilliden til det hele nok skulle gå og det er simpelthen så ærgerligt, for det går jo ikke bare godt, men rigtig godt når jeg kører den ind som solomor. Jovist er jeg træt med træt på når alle ungerne sover men samtidigt er jeg os glad helt ind til knoglerne.

Dagen idag brugte vi på nationalmuseet. Aksel ville så gerne se guldhornene og solvognen og da vejret ikke var til legeplads eller hygge i farmor og farfars have, tog vi på museum. Vi tog afsted uden barnevogn og jeg er mega stolt over at have lært at vikle, så det er muligt at være afsted i 5 timer og tilgodese Vilmers lure mm. Samtidigt med jeg fletter helt ind i det Carl og Aksel gerne vil. At gå med et barn i hvert hånd og en på hjertet, det er skønt. Folk siger tit at det hårde ved at have 3 børn er vi som mennesker kun har 2 hænder. Her handler det om at tænke i muligheder, frem for begrænsninger.

Jeg kan virkelig anbefale en familietur på National museet og særligt udstillingen om Vikingerne, stylet af Jim Lyngvild og det hele nye børneudstilling : Sov godt – håber du overlever. Den er helt igennem genial og (u)hyggelig. Derudover er national museets børneafdeling virkelig et skønt IG hyggeligt sted.

Over and Out 

Mor til tre 


Pip – Gok – Påske… krea?

Pip – Gok – Påske… krea?

Påske står for døren og herhjemme betyder det masser af tøffetid, lækker påskefrokost og stunder hvor vi har brug for at komme godt ned i gear. 

Indholder reklame // Som mange af jer allerede ved, så er en af de måder hvorpå min familie og jeg kommer det på, er ved at fordybe os med noget kreativt. Kreativiteten behøver ikke koste det vilde eller kræve den store Jørgen Clevin – slet ikke hvis man går i Flying Tiger Copenhagen – os bare kendt som Tiger. Vi har været forbi og dykket lidt ned i deres krea udvalg. På Momstertest.dk kan du læse om andre momsterbloggers test af Flying Tigers produktlinje indenfor krea. 

Tiger har nemlig gjort det til sin sag, at lave en masse små krea-DIY æske, til små penge men med stort indhold. Altså små gør det selv ting, i en æske med alt materialet, som skal bruges dertil. Jeg synes disse æsker er geniale og særligt fordi æskerne kan komme med i kufferten, når vi tager på ferie i sommerhuset eller hvis man skal på udlandsrejse, hvor transport underholdning er en nødvendighed.

Derudover kan jeg godt lide ikke selv at skulle opfinde den dybe tallerken, hvilket nogengange er svært, med manglende søvn osv. 

Nogle af de små kreative kits vi er særlige begejstret over er:

Dino kittet : Lav din egen dino – beklæd den med “hud”. Jeg har ikke den vilde erfaring med det her halv slim, halv modellervoks, men det fungerede så fint og vi fik beklædt skellettet og formet dinoer til den store guldmedalje. 

Lav selv magneter : I pakken kommer der to ark magnet papir, hvor man ganske enkelt kan tegne sine egne motiver og dernæst klippe ud.

Fimoler kit : Et lille fimoler kit med fire farver og to sæt ringe, til nøgleringe, gør det let at give sommerhusnøglen en make-over.

Jeg håber du får en god påskeferie og ellers bare helligdage og du og din familie måske endda finder tiden til krea.

Tak fordi du læste med .

Kærlig Hilsen Christina 

Fra tanke til handling

Fra tanke til handling
Lavet af Selina Mandal

Mine øjne løber igennem linjerne, nærmest som om de ikke vil læse eller registrere det der står. Samtidigt begynder mit hjerte at banke hurtigere imens blodet pulser så det suser. Endnu en opfordre til forældreoprør, endnu en påpeger kravet om minimumsnormeringer og endnu en fortæller om de grusomheder, vi kender til i et iland og som i et uland ville være det rende vand. Det er bare nu engang indirekte grusomheder, som lejre sig i sjælen og som gang på gang påvises at give psykiske og udviklingsmæssige udfordringer. Grusomheder som forekommer, grundet det der fra statens siden tinderne til omsorgssvigt af Danmarks vigtigste små mennesker. 

Jeg læser videre. Læser det ene opslag efter det andet i Facebook-gruppen “Demonstration for minimumsnormeringer i daginstitutioner.” Så klikker jeg mig videre til den del, af den landsdækkende demonstration, som afholdes i København, på Bertel Thorvaldsens Plads. Datoen noteres – pis, der ligger et løb og muligheden for at se noget savnet familie… men det her.. det er bare vigtigere fortæller en stemme mig. På 5 sekunder er datoen booket og så rammer det mig. En demonstration med en baby på 5 måneder, shit. Nok er jeg tredjegangs mor, og nok er Vilmer relativt ligeglad med diverse former for stimuli, men alligevel. Så jeg begynder at undersøge om der måske var noget “baby” venligt, vi kunne deltage i. Hele familien. Det er der ikke og samtidigt spørger flere i begivenhedensgruppen, om der slet ikke er noget optog, forud for demonstrationen. Jeg skriver “Hvad med at lave en Barnevognsmarch – fra Frederiksberg til Bertel Thorvaldsens Plads?”.  Der går 5 minutter og så har forslaget fået utallige likes og kommentarer. Alle vil gerne gå med, men ingen vil lave en demonstration.

Jeg kigger lidt på Vilmer, som sover der ved min side. Så tjekker jeg endnu engang kalenderen og ser der er 14 dage til den 6 april. Det er ikke længe men måske længe nok. Derfra går det stærkt. Jeg melder mig ind i “styringsgruppe for demonstration for minimumsnormering”, for at søge råd og vejledning. Dernæst kontakter jeg en gammel medstuderende, som har mere end 15 års politisk arbejde på bagen og er demovandt. Derudover er han far til en lille dreng på 9 måneder. Han vil gerne yde sparring, men grundet hans partimæssige baggrund, så vil han helst ikke trækkes for meget med ind i en styringsgruppe eller rettere stå frem, da det måske kunne skade bevægelsens upolitisk fundament, hvilket virkelig er en holdning jeg beundre. Jeg lufter ideen – får et “det bliver pisse fedt Christina” med på vejen og så kigger jeg på Hr. Mand. “Skat…? Jeg tænker jeg gerne vil lave en demonstration”. Han kigger lidt forundret på mig, dernæst lytter han til årsagen til demonstrationen og siger så “Jamen jeg skal nok gå med” .. OG så stifter jeg gruppen på facebook.

Marchen skal have en plakat, en form for logo. Derfor kontakter jeg en mediegrafiker, som jeg kender igennem en gammel fælles relation. Grafikeren, Selina Mandal har tidligere lavet en smuk streg her til bloggen, som flere af jer nok allerede har spottet, og netop denne streg, tænker jeg kunne være genial som “logo” for Barnevognsmarchen. Selina er netop blevet mor til en lille pige, der nu er 6 uger. Selina er frisk og indenfor 24 timer sender hun den smukkeste streg, som senere bliver anvendt i andre marchgrupper landet over. 

I hovedgruppen og den lille gruppe for Barnevognsmarchen, efterlyser jeg frivillige og ret hurtigt melder Stella og Pia sig. To mødre, som virkelig har hjertet på det rette sted og derfra er styringsgruppen lavet. Vores arbejde koordineres udelukkende over en fælles tråd, som lever sit liv, når alle vores unger sover.

Det bliver tirsdag og udbredelsen af Barnevognsmarchen er for alvor igang. Det første døgn er over 100 tilmeldte og flere interesseret. Jeg kører rovdrift på mit eget netværk og her særligt mine influensers-kollegaer. Derudover har jeg den første uge, et dagligt mål om at dele marchen i 15 relevante grupper, alt fra legegrupper, køb-salg osv. Min deling laves med en overbevisning om at ALLE må ønske at ens børn får de bedste vilkår, hvis de er i en institution og at behovet for minimumsnormeringer er noget alle, om de har børn eller ej, kan tænke er en nødvendighed.  

Godkendelsen til afholdelse af demonstrationen, kommer relativt hurtigt og hertil demoruten. En vigtig erfaring jeg dog gør mig i 11 time, er at politiet kun kan give tilladelse til offentlige veje mm. Det betyder at tilladelsen til brugen af private/ offentlige pladser, så som Frederiksberg Rådhusplads, skal søges det pågældende sted. Nu vil nogen nok have lyst til at råbe “Vi har forsamlingsfrihed”, men jeg kan personligt godt lide at melde min ankomst. Heldigvis løser det sig, med lidt kvindelist OG ved simpelthen at bede viceborgmester om at hjælpe med at speede behandlingstiden gevaldig op… 

Da vi rammer weekenden, er vi klar til et større mediearbejde, i forhold til udsendelse af pressemeddelse. Samtidigt kommer vi ud i alle institutioner og bedre dem sende et skriv rundt til alle forældre via Frederiksberg kommunes svar på forældreintra i børnehaver og vuggestuer. 

Da weekenden er ovre, får vi styr på lyden – en skøn kvinde, ved navn Anna har en sød mand, Tom og han har et mobiltanlæg på en cykel – Bliss Bike og Wupti, vi har lyd til demonstrationen. Udover at skaffe lyd, får vi os balloner, helium, plakater og en dag ringer jeg fuld af selvtillid til Føtex på Vesterbrogade. Da jeg ligger røret på, er det med en sponseraftale på snacks og drikkelse til 500 børn.

Foto: Anna Vaupel Needham

Det hele går den rigtige vej og styrergruppen fortsætter sine daglige morgen og aftenmøder. Før vi ved af det når vi dagen før dagen. Stella har allerede lavet et radiointerview med lokalradioen, udgivet to kronikker i henholdvis JP og Politikken i forbindelse med #HvorErDerEnVoksen og samme morgen som marchen og den landsdækkende demonstration går igang, har jeg en aftale med P4. Det udvikler sig til at TV2 news vil følge demonstrationen ind til Thorvaldsens plads.. Der er altså for alvor puls på ! 

Et sted har jeg lyst til at sige det nok skyldes den udformning demonstrationen har og antallet af deltager, men det er en bestemt deltager, som medierne særligt ønsker at fange til marchen. Nemlig landets Børn og Social Minister Mai Mercado. Allerede om torsdagen har jeg modtaget en mail fra ministeriet.

Her skriver en højstående embedsmand / sekretær, at ministeren gerne vil deltager og yderligere snakker med mig og de andre i styrergruppen. Jeg indrømmer gerne, at jeg ved første indskydelse blev ramt af en “shit – fedt” og derefter havde jeg lyst til at kramme kummen, ærlig talt – for mailen var fyldt med spind og jeg var yderligere bekendt med hvordan ministeren i tide og utide havde meldte fra i diverse debatter osv. Hele mailen var gennemsyret med autoritet og er underlæggende ønske om at profilere en enkelt person som politisk var hårdt presset af hele landets forældre. Igennem bevægelsen #HvorAfEnVoksen, har vi gang på gang skulle kæmpe for at politikerne ikke serverede valgtflæsk. Hver evig eneste gang en politikker træder frem og medgiver sin støtter er det med sætningen “mit parti” eller “vi fra …”, altså valgflæsk ud over det hele. For tillykke med partimæssige holdninger, sagen er jo den, at de kritisable normeringer ikke er nyt lys under solen, tværtimod. I de 8 år jeg har været mor og 7 år til institutionsbørn, så har jeg oplever hvordan vilkårene på børn og unge området år efter år er blevet “forringet”, til trods for den ene politikker efter den anden, trods blok farve, har sagt “vi har tilført flere midler”. Mai Mercado mener det er en kommunal opgave, men sagde er bare den, at kommunerne har brug for hjælp til at løse denne opgave og det er her minimumsnormeringerne kommer i spil, altså som ordet antyder et MINIMUM for hvad vi kan forvente af vores daginsitutioner ! Ingen vil dog hoppe med eller næsten ingen, for det koster penge. Problemet er, “udover” børn mistrives, at den manglende investering i landets børn, den giver bagslag økonomisk, da flere og flere forsker peger på en sammenhæng mellem stigning af diagnoser og psykisk lidelse blandt unger og de vilkår vi i samfundet har “accepteret”. Jeg tror ingen forældre klapper i hænderne over den grundlæggende samfundsmodel vi efterhånden har fortalt os selv, er heeeelt okay. Jeg tror bare alt for få vælger at stoppe op og sige “kunne vi gøre det anderledes hjemme hos os?”

Tilbage til mailen fra ministeriet, som vækker en interesse hos diverse nyhedsmedier. Det var en bittersød fornemmelse at stå med – på den ene side var det fedt bevægelsen fik opmærksomhed og eksponering – men at det blandt andet skyldes  Mercados deltagelse … hvilket vitterligt ikke gav mening. Barnevognsmarchen var en demonstration med krav om minimumsnormeringer og dertil folk der støttede dette ønske. Jeg svarede kort og kontant at vi i styrergruppen havde andet for end en samtale med ministeren og henviste istedet til alle de debatter mm. Hun havde meldt afbud til, forud for d. 6 april, hvor vi hjertens gerne har ville tale med ministeren. 

Lørdag morgen føles det hele som en stor kombination mellem runde fødselsdage – juleaften og andre mærkedage, som skaber glæde, krydret med spænding. Nervøsiteten var til at tage at føle på. Brandtalen var øvet med god artikulation og diverse tilladelser printet. Alt var klart. Både til interviewet med P4’er, TV2 news og forberedelse på pladsen, forud for demoen. Alt dette skulle så holdes op imod Vilmer. At skulle afholde et så stort “event” og krydre det med en baby der fuldammes og ikke den der ene dag, kunne få bare et måltid fra flaske, det gjorde det hele sprængfarligt. Hvilket på mange måder har præget al forberedelsen op til demonstrationen. Alt er mere eller mindre lavet når Vilmer sov eller blev vugget i barnevognen. En enkelt gang er en vigtig samtale blevet lavet på medhør, mens jeg sad med farvestrålende legetøj og “red på to heste”. Jeg ved, at dette er karakteriserede for rigtig mange folk i hele denne forældrebevægelse og det rør mig dybt og inderligt. Det er sårbart at være børnefamilie, der er mere end rigeligt at se til og det gør det os man som samfundsborger hurtigt og velbegrundet kan sige – det kan jeg simpelthen ikke være en del af. Alligevel synes jeg at denne forældrebevægelse, dette oprør, har vist at sammen så er vi stærkere !

Interviewet med P4, går rigtig godt. Jeg formår at være tydelig i min tale, budskabet og nogenlunde fri af nerver. Da TV2 news ankommer begynder det dog at knibe med roen på nerverne. Det bliver aldrig min store lyst at tale foran et kamera og det er på trods af det nu er 4 gang jeg er på live tv, i den ene eller anden sammenhæng. Jeg nyder det ikke, men jeg kan “godt gøre det”. Optagelserne kommer i kassen og derfra går det videre til Frederiksberg Rådhusplads, hvor forberedelserne skal gøres. De går mest af alt går ud på at puste balloner op, teste lyd og sikre vi har hængt skraldeposer op, så vi ikke sviner. Det hele går relativt nemt. Jeg har fået min gode veninde og tidligere specialemakker til at stå for rutervagterne. Politiet ankommer klokken 11 og meddeler lidt skeptisk, at hvis vi ikke bliver flere, så skal vi gå fortorvet… da de kommer igen 11:30, er det med beskeden om af de nok skal hjælpe os igennem byen. Senere i marchen fanger samme betjent mig og spørger hvor mange jeg havde meldt skulle deltage .. jeg fortæller at jeg havde oplyst det kunne blive mange (1300), grundet den enorme udbredelse og opbakning bevægelsen #HvorErDerEnVoksen havde fået. Vi ender med at blive talt til at være minimum 5000 i Barnevognsmarchen.

Forud for afholdelsen af demonstrationen, havde jeg en forhåbning om at pladsen foran Frederiksberg rådhus ville være fyldt, ikke proppet eller tætpakket men bare “fyldt”… det endte med at optoget fyldte 1 kilometer – knap hele vejen op og ned ad Frederiksberg Allés højre vejbane. Billederne derfra taler sit eget sprog. Da jeg ser ned ad Allén, uden hverken af gå forrest eller bagerst, der fældede jeg en tåre. Optoget er udgjort af nybagte forældre, gravide mødre, forældregrupper, bedste og oldeforældre, legetanter og onkler, medhjælper og pædagoger, fagkvinder og mænd, lokalpolitikere og vigtigst af alt, massevis af børn. Danmarks fremtid gik der, på gaderne og jeg tager vidst ikke meget fejl, når jeg siger, at rigtig mange fik taget deres demonstrations mødom den dag.

Demonstrationen bliver på mange måder en succes, både den landsdækkende og marchen. Og på så mange forunderlige måder, er det surrealistisk at tænke på, at jeg kun 14 dage før Barnevognsmarchen, havde tænkt en tanke .. og det nu var blevet til en handling. En handling, som gik udover min egen fantasis grænser . Da jeg står på trappen til Rådhuset og holder min brandtale, er jeg dybt berørt over det enorme fremmøde der er på pladsen, hvilket flere gange, skaber en stor klump i halsen.

Fotograf Simon Lessøe, Berlingske

Forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen, er først lige begyndt. Netop nu lægges den fremadrettet strategi, med ønske om at “holde” presset og skabe ændringer. Jeg deler dette ønske, dette mål.På dine og mine børns vegne. Jeg opfodre ALLE forældre til at melde sig ind i gruppen : Demonstration for minimumsnormeringer i daginsitutioner.For at følge bevægelsens udvikling og støtte op om, at vi i Danmark kræver statslig omsorg til vores børn nu. Dette kan og må, ikke effektiviseres !

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina 



Det rene vand?

Det rene vand?

I slutningen af februar 2018 tog jeg en beslutning, samme dag, som jeg tog en graviditetstest der var postiv. Jeg valgte resolut at stoppe mit forbrug af Pepsi max. Når jeg skriver forbrug, så mener jeg nok – overforbrug eller misbrug, hertil afhængighed. “Hej jeg hedder Christina og jeg har været Pepsi max afhængig.” Jeg har vitterligt været der hvor en eller to dåser Pepsi snildt kunne være drukket inden klokken 10. Og når dagen var omme, havde jeg nogengange drukket over 2 liter, 2 liter sukkerfrie sodavand, som så indholder en masse andet.

Mit forbrug af Pepsi Max – altid max og aldrig xero, startede da jeg ville tabe mig, efter fødslen af Carl. Jeg havde læst mig til, at mange brugte lidt sukkerfri sodavand, til at tage toppen af trangen til søde sager. Denne trang kendte jeg en del til og tanken om lidt “læske” drik kunne fjerne denne, uden at tilføre kalorier, det var genialt. Derfra tog den ene flaske, dåse you name it, den anden og da jeg yderligere ikke drikker kaffe så blev pepsiens koffeinindhold os min ven.

Min kolde Pepsi tyrker, var noget af en oplevelse. Dels fordi jeg nu ikke længere kunne afhjælpe min sukkertrang og yderligere fordi jeg mere eller mindre kunne montere et drop med Pepsi, under specialeskrivningen – forud for den postive graviditets test. Jeg fraskrev mig ikke kun Pepsi, men al sodavand for istedet at drikke almen postevand eller danskvand OG det var ikke uden abstinenser og en stor lyst til at løsne et skruelåg. En af årsagerne til dette stop, skyldes at jeg normalvis tager meget på når jeg er gravid og ved at holde mig fra produkter med et stort indhold af sukker, ville jeg forsøge at mindske min vægtøgning. Derudover kunne jeg ved at drikke vand, forsøge at mindske væske i kroppen, hvilket rent faktisk lykkes.

I mit fravalg af sodavand og overgangen til at drikke almen vand og vand tilsat kulsyre, oplevede jeg en stor udvikling i mit fordøjelsessystem og hvor underligt det end må lyde, i min generelle velvære. Der skyldes måske hovedsagligt at jeg nu fik indtaget den anbefalet mængde væske..

I 1 år og 5 dage holdte jeg en pause fra alle former for sodavand og da jeg “endelig” mødtes med min engang elskede Pepsi max igen, var det yderst akavet. Jeg kunne nemlig ikke lide smagen længere. 

I ny og næh drikker jeg lidt sodavand og her pepsi max. Men generelt set slukker jeg oftest tørsten i danskvand eller vand med lidt mynte og citron. Jeg har samtidigt altid en drikkedunk på mig som bliver fyldt flere gange dagligt – særligt nu hvor jeg ammer, så er mit indtag af vand vigtigere end nogensinde før.

Indholder reklame – Da Momstertest.dk så spurgte om jeg ville prøve BWT filter kande, så tænkte jeg at det kalkfrie vand tilført magnesium – måske kunne supplementer mit stødt stigende danskvand forbrug.

Det lyder måske lidt skørt med sådan en filterkande, sådan tænkte jeg, dengang jeg modtog BWT kanden. Jeg har tidligere hørt om vand der smager som det du finder i de små kilder i de svenske skove OG er man en sand vand gastronomisk type, så er BTW kanden nok et must have. Personligt har jeg tænkt at vand nu engang er vand og at en BWT kande jo nok er et klassisk ilandsprodukt…

For i mit hovede, så er vandet i min vandhane jo rent men omvendt kan det jo diskutere hvor længe – sådan som vi passer på grundvandet.

Tusind tak fordi du læste med .

Momstertest.dk kan du netop nu læse om andre morbloggers anmeldelse af BWT filterkanden.

Kærlig hilsen Christina


Forældreopråb – ej nu, det passer ikke så godt ?!

Forældreopråb – ej nu, det passer ikke så godt ?!

Som en steppebrænd spredes forældreopråbet #Hvorerderenvoksen?!

Og på trods af hele 26 nu planlagte demonstrationer i Danmark, Sociale Medier der gløder, så kan vi godt gøre det bedre !

Jeg føler personligt, at jeg pt. kører rovdrift på mine venner, hele mit netværk, men jeg gør det – for dine, mine – vores børns skyld!

Hvorfor?! Fordi den situration vi i en årrække har oplevet udviklet sig i særligt daginsitutionerne er stærkt kritisabele.

I min jagt på forældre der vil bakke op, møder jeg lidt af hvert, dem som melder sig klar til at gå skulder ved skulder og så dem, som fejer foran egen dør ala. “Vi har ikke længere børn i vuggestuer og børnehaven eller – mig barns institioner er rigtig god i forhold til normeringen” og dertil spørger jeg så : Hvad med din brors børn – din venindes?

Har du aldrig haft en samtaler med en af dine nære, som fortæller om hvor frusterende det er at aflevere sit barn, på en underbemandet stue?

Kom nu !

Det kan ikke vente, det er NU.

Sammen er vi stærkere!

For vores børns skyld !

Jeg er selv Mor til tre og i mine ældste børns vuggestue og børnehave karriere har jeg oplevet lidt af hvert. Alt fra en bemanding der har gjort jeg har smidt tasken, sms’et til studiegruppen om jeg først kom senere – når den næste pædagog klokken 9:30, mødte ind. Jeg har sat mig på gulvet mellem duploklodser og plastik dyr og oplevet hvordan tryghedssøgende børn har placeret sig i mit skød, på trods af vi lige havde mødt hinanden. Jeg har tørt flere børn bagtil, som har skreget i panik ud fra toilettet at de var færdige – men ingen har haft tiden til at “høre” dem. Jeg har diskuteret normeringer med børn og ungeudvalget, med lederen i mine børns gamle børnehave og jeg har været med som ekstra voksen, når de pædagogiske aktiviteter har krævet ekstra hænder. Hænder som hver evig eneste dag mangler i daginsitutionerne.

Lavet af mediegrafikker Selina Mandal

Årsagerne til hvorfor jeg valgte at trykke på knappen og stable en Barnevognsmarch på benene, de er mange, men overordnet set gør jeg som jer gør, fordi jeg ikke synes vi kan være andet bekendt.

Hverken overfor vores børn og de mangle pædagoger og medhjælper som knokler løs derude.

Vores børn er vores fremtid og vi kan ikke bare tillade os, at se den anden vej.

hvorerderenvoksen.dk kan du se og læse meget mere om det fælles forældreoprør og samtidigt hvor den nærmeste demonstration nær dig afholdes. 

OG skulle du have lyst, så kom hjertens gerne til Frederiksberg og gå med i marchen, Barnevognsmarchen.

Den kan du læse mere om HER.

Kærlig hilsen Christina 

Veninde til en kommende solomor – Del. 4.

Veninde til en kommende solomor – Del. 4.

“Hej Mulle” hilser hun, med glæde i stemmen. Selv er jeg helt stille eller – jeg pruster så meget, at det ikke er muligt at fremstamme et hej. Hver etage, op til 3. Sal, føles som at bestige Mount Everest og da jeg endelig står ved min venindes åbne hoveddør, skriger mine klemte lunger efter ilt. Jeg rækker hende posen med vores ynglings salater og træder derefter ind i lejligheden, for at søge direkte mod sofaen. Min veninde smiler først til mig og dernæst til min kæmpe mave, der signalere at det er lige om snart. 

Mens vi spiser, snakker vi om alt og intet, indtil min veninde spørger om jeg vil hjælpe hende med noget. Hun vil hører om jeg vil læse en doners profil igennem, en hun faktisk tænker skal være “The One”. Det er enormt privat og sårbart, men os et stort privilige, sådan at må se med og at hun vil dele dette med mig.

Jeg begynder at læse, derefter lytter jeg til et stemmeklip, ser på et babybillede og dernæst en sundheds profil. Min veninde har valgt at hun vil have en åben doner til hendes kommende barn, da hun mener hendes barn er bedst stillet ved dette. Ved at gøre brug af en åben doner, får barnet mulighed for at kende til sin egen genetik – sit ophav om man vil. Min far døde da jeg var 2,5 og selvom en doner ikke er en far – så er de nu engang begge biologisk materiale “samlinger”, som har en betydning for “produktionen” af et barn. Hvordan denne betydning er, det er en individuel størrelse. Jeg ved bare, at jeg ville give alt for et møde med min far, simpelthen fordi jeg på mange måder; ikke helt ved hvor jeg kommer fra. Mødet skulle ikke være en bekræftigelse af “om jeg er god nok”. Istedet skulle det være en mulighed for at se det menneske i øjnene, som har været med til at gøre min eksistens mulig. Ved at købe sig til en åben doner, køber man samtidigt “retten” til at ens kommende barn kan få et møde med sin doner, hvis barnet ønsker dette, det synes jeg kan noget. Jeg tænker faktisk ofte om reglerne omkring anonyme doner er til for doner – forældrene, frem for børnene?

For at få en lidt større viden omkring kendt og ukendt doner, læste, hørte og så jeg en del omkring dette og det er virkelig en stor og vigtig beslutning der skal tages, min veninde har dog aldrig været i tvivl.

Min venindes valg af doner er privat. Dog valgte hun ud fra nogle bestemte kriterier og med en intention om at hendes kommende barn skulle ligne hende mest mulig, da hun er barnets eneste forældre. Derfor skulle øjene og hårfarve matche hendes og der er samtidigt blevet sammenlignet babybilleder til den store guldmedalje. Hendes største krav til doneren, gik sig på genetik. Han skulle være sund og rask, ingen arvelige sygdomme og heller ikke bære briller, da hun selv gør det og – plus – giver i brilleverden ikke plus. Derudover skulle han matche hendes højde eller være lidt over og være almen af bygning. I forhold til personlighed og karrierevalg, så har dette ikke haft betydning for min venindes overvejelser, tværtimod. Hun tror på social socialisering.

De bagvedliggende tanker omkring valg af doner, er for nogen store og andre små. Personligt tænker jeg, at de der gør brug af donere, kan forholde sig til en række parameter, jeg aldrig selv har taget stilling til som sådan. Dengang jeg mødte Hr. Mand, som er far til vores tre børn, så tænkte jeg ikke på at han havde en god højde, eller at hans smukke blå øjne måske en dag, kunne være nogen vores børn ville arve. Jeg tænkte dog med tiden, i takt med jeg forelskede mig mere og mere, om Hr. Mand ville være den rigtige Hr. Mand for mig og yderligere far til mine kommende børn. Jeg har aldrig fortrudt det valg og mener på alle måder at jeg har fået verdens bedste far til mine børn. Vi har dog nogengange jokede om, at Hr. Mands meget markante maskuline træk, ville være noget af en udfordring for en pige at bæger og at hans enorme hovedstørrelse, helt klart skulle have betydet mere for mig, i overvejelserne omkring at stifte familie med ham og dernæst føde “hans” børn… det er nu gået fint alt sammen, til trods for det er hans genetiske skyld, at vi får kæmpe børn.

Bruger af donere skal ikke tage stilling til, om personen der har doneret, kan være en god far, for det er nu engang ikke det doner er. Donere har blot overleveret et stykke materiale (om man vil), til et andet menneske, så det menneske, med lægevidenskaben, kan realisere noget der ofte er en livsdrøm. Det er det ihverfald med min veninde.

Den aften vælger min veninde sin doner.. et andet kriterie hun vælger ud fra, er antallet af sædceller pr. Donation. Det viser sig senere at i det strå hun blev inserminieret med, var der 36 millioner gode sædceller. I en gennemsnitslig mands sæd pr. Samleje er der ca. 4 millioner… det er pænt mange sædceller. Alt gøres klar til bestilling af strå fra en sædbank, som sørger for strået tøs op og sendes til den fertilitetsklink som skal stå for insermineringen. Min veninde tilkøber et ekstra stå fra samme doner. Hver enkelt doner kan kun anvendes et bestemte antal gange og for hver graviditet der forekommer med denne doner, har den gravide muligheden for at reservere samme doner til evt senere søskende.

Min veninde gemmer alle oplysningerne om doneren og sammen begynder vi at ordne noget helt andet, nemlig de sidste praktiske ting omkring en 4 ugers lang rejse hun tager på, forud for fertilitetsbehandlingen. Rejsen bliver omtalt som hendes livs rejse og alligevel ved vi begge, at der snart venter hende en rejse, der er langt større og mere betydningsfuld end den hun vil få, med en rygsæk på.

Tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina