En børnefødselsdag – At skabe gode minder for mine børn.

En børnefødselsdag – At skabe gode minder for mine børn.
Dengang Aksel fylde 5 og jeg uden at vide det, led af stress som udviklede sig til en depression.

Den er klassisk, den der uro jeg føler i disse dage. Det er en uro, der leger slyngveninde med en tanke om utilstrækkelighed – følelsen af ikke at være god nok eller gøre det godt nok. Det har taget mig nogle år at identificere denne følelse og forstår hvorfor den kommer, på de tidspunkter den gør. I dag har jeg lært at hilse på den og acceptere at den er der, uden at gå med den og dets præmisser.

Jeg tror alle forældre ønsker at skabe gode minder for sine børn? Et oplagt tidspunkt at skabe disse minder, er ved ens yngels fødselsdage, dåb / navnefesten osv. Jeg er så heldig, at jeg i denne weekend – faktisk på fredag, har en fyr der fylder 5 år og 14 dage efter holder vi så Vilmers 100 dags fest (samt morens 30 års fødselsdag). Det er et helt perfekt og oplagt tidspunkt til at skabe gode minder. De fester er jo en del af mine børns narrativ, fortællingen de tager med sig og som de vil se tilbage på, igennem kort, billeder og fortællingen om den enkelte dag, som forhåbentlig vil vække gode minder eller understøtte deres barndoms historie, den gode barndom?

Og det er lige her jeg skal spænde hjelmen og huske mig selv på, at en god barndom, en god fødselsdag, IKKE = helium balloner, temaer, en stor dyr konditorkage osv. Hvis der er lidt raffineret sukker, en ballon og et flag, så er de fleste børn – mine er ihvertfald tilfredse. Alligevel er jeg jo hende “idioten” som alligevel lige skal lave det ene og andet – jeg kan jo godt lide at gøre det. 

Det er klassisk, helt klassisk mig. Efter min depression, lærte jeg lidt om skal vs. kan og det har selvfølgelig gjort en ret stor forskel for hvordan jeg har gjort tingene sidenhen. Nu var det jo ikke Aksels dinosaurerfødselsdag der væltede mig omkuld, men mere alt det der var inde i mig af tanker, som kvalte mig langsomt. Tankerne om intet er godt nok og jeg kan og skal gøre meget mere. 

Idag er jeg nået dertil, hvor jeg fortsat er tilhænger af et “tema” men hvis ikke overskuddet er der, så bare en farvekoordinering OG ellers så laver jeg bare den kage, barnet bedst kan lide. Men ih hvor kan det forsat gå mig på, at jeg skal hilse på følelsen og igen og igen sige : det er godt nok det her !

Jeg bliver aldrig typen som synes bordkort og bordplan er toppen. Jeg elsker selvfølgelig at pynte et pænt bord og lokale – men øvelsen er at gøre det indenfor overskuddets (eller mangel på samme) rammer og så holde fast i, af det er helt okay .

Andre på linjen som kender til den følelse der kan hilse på, op til ens barns fødselsdag ?

Kærlig hilsen Christina

Skal du gå hjemme i 2 år?!

Skal du gå hjemme i 2 år?!


Det er med en snert af åndenød, at jeg lader mine fingre glide henover tastaturet. På trods af jeg har blogget i knap 4 år om alt fra tankerne omkring det at blive mor til et barn med en fysisk misdannelse, depression, celleforandringer og teamer der virkelig kan dele vandene, så er jeg nervøs.

Moderskabet er et minefelt, fyldt med medsøstre, som på så mange måder kan løfte hinanden men os til tider pille hinanden ned, ofte pga manglende respekt for diversitet.

Generelt ser jeg livet, dets følelser, udvikling og aspekter, som en personlig urtehave. Vi bestemmer selv hvilket sorter vi dyrker, såvel som hvor og hvornår vi luger ud. Er vi hardcore øko eller mere til kunstgødning? Sættes der fugleskramlser op eller et beskyttende net? Handlemåderne er mange og som en kær psykolog engang sagde til mig, så er grundsten i livet betinget af hvor vi ligger vores energi. Vi prioritere forskelligt, betinget af værdisæt, leveformer og personlighed.. og sådan er det nu engang. Med disse ord har jeg forhåbenligt fået skabt et usynligt men samtidigt klart sikkerhedsnet, der gerne skulle gøre at du som læser ikke føler mine ord er skrevet for at krænke eller som et forsøg på at pege fingre. De er skrevet for at lufte ud og reflektere og måske endda møde ligesindet eller konstruktiv sparring.

Det hele startede faktisk dengang jeg gik hjemme på barsel med Carl i 2014. Tiden med ham var uforglemmelig, til tider hård og alligevel så fortryllende. Jeg følte på så mange måder at jeg udviklede mig i en ny retning, der på en og samme tid var forførrende og skræmmende. Jeg var netop blevet færdiguddannet som lærer, forud for min barsel med Carl. I mit netværk kunne jeg se hvordan mine medstuderende, fra læreruddannelsen, gav den gas med karrieren og selvom jeg virkelig brændte for at afprøve min egen faglighed, så var der noget som begyndte at bryde frem indeni mig. Jeg havde dengang Aksel var lille, elsket den enorme fleksibilitet og tid der var i at være studerende og samtidigt mor. Aksel var et deltidsbarn i hans vuggestue og det skyldtes hovedsageligt at jeg var min egen boss og jeg altid kunne sidde med studiebøgerne når han sov. Nu hvor jeg var færdiguddannet; ville min tid med Carl (og Aksel) efter barslen blive anderledes, meget anderledes. Det var en vinterdag jeg lod følelserne komme til orde overfor en nær veninde. Jeg var ikke længere hende jeg troede jeg var og det føltes pludselig så forkert at gå af et spor, der før havde været så naturligt. 

Istedet ønskede jeg at holde mine børn i hænderne, oftere end et fuldtidsjob som lærer ville tillade mig og på mange måder begyndte en søgen efter et “tilflugtssted” at blive sat i værk. Jeg har altid vidst jeg skulle bruge min læreruddannelse som er springbræt, men tanken var det skulle have været efter nogle år i marken. Marken blev droppet, til fordel for drømmestudiet OG de muligheder der var ved at være mor på SU, ingen af disse var økonomiske plusser – tværtimod men det afkast der var at se og mærke på drengene var det hele værd. 

Nu står jeg så her, med en rundkindet lille fyr på 10 uger og et bevis på at jeg har læst og gennemført en kandidatuddannelse, med resultater der er langt over middel. Jeg er dygtigt indenfor mit fag og har på så mange måder en stor lyst til at slå vingerne ud og bruge al den viden jeg har tilegnet mig igennem min kandidatuddannelse. Alligevel er der noget som trækker i mig, noget jeg ikke havde set komme og som på så mange områder er fjernt for mig og så alligevel ikke.

Følelsen kom helt tilbage i efteråret 2017, dengang Hr. Mand og Jeg tænkte vi gerne ville have et barn mere sammen. I ny og næh tænker jeg om det er fordi det er mit sidste barn og andre gange ved jeg det handler om noget helt andet. Det handler om en proces jeg har været i som mor i snart 8 år. Det handler om at jeg på et tidspunkt valgte at stoppe op og stille et væsentligt spørgsmål til mig selv. Netop det spørgsmål som kan provokere rigtig mange. Spørgsmålet lyder således “Gør jeg det fordi resten af samfundet gør det eller gør jeg det fordi det føles rigtigt for mig?”. Det tog mig ikke lang tid, at anderkende at jeg faktisk ikke havde lyst til at gå i den samme retning, som flertallet i samfundet gjorder det. Istedet kunne jeg mærke et behov for at gå ind til side og mærke efter, rigtig godt efter. Da jeg stod der inde i “vejkanten”, forstod jeg pludseligt at det ikke længere gav mening for mig, at gøre som “alle andre”, tværtimod, istedet ønskede jeg noget andet for mine børn, min familie og mig selv.

Derfor har jeg i længere tid sparret en del med Hr. Mand, nære veninder og her særligt min gamle speciel makker, da overspringshandlingerne under specialeskrivningen jo gerne skulle være konstruktive. Snakken gik sig på, at jeg føler et behov for at holde Vilmer hjemme længere end en almen barsel “tillader”. I min verden er der ikke nogle der tillader noget. Der er en økonomisk situration som ofte har en stor betydning og for at man kan ændre dets betydning skal der måske træffes nogle lidt hårde konsekvente valg. Det kan være alt fra det forestående huskøb udsættes, den ene bil sælges eller at de der tropiske rejser for en stund droppes. Jeg ved det faktisk ikke helt – for når man som jeg aldrig har prøvet at være forældre med andet end en SU betinget økonomi, ja så er der bare nogen ting som ikke var muligt, det er der så noget helt andet der har været, noget jeg hverken kan og vil sætte en pris på. Jeg ved blot at vi som familie har måtte klare os med det vi har og at det ikke altid har været en fest at stå overfor vintersæsonen og indkøb af ordentlig overtøj, lige der kommer mit “tilbuds-haj-gen” virkelig til sin ret og det gør helt sikkert en stor forskel. Jeg er nu engang heller ikke typen som forføres af materialisme, det siger mig ikke en fis om der står IKEA i bunden af mine tallerkner eller H&M i nakken. Mine børn og jeg skal bare se ordneligt ud, spise sundt og godt, have et tag over hovedet og færdig bum. Jeg har ofte svært ved at forstå behovet for at købe nyt og mere men det må være folks egen sag. Jeg har bare altid tænkt 1000 kr på en god middag – én aften, det kunne dække knap 2 ugers madbudget eller et par jeans til 700 kr. kan jeg købe mindst 10 stykker tøj for brugt ? Jeg vender ikke hver en krone af nød, men fordi jeg ikke ser grund til andet ? Penge skal man værne om, passe på og gemme til en regnvejrsdag eller investere i det der føles rigtigt. Måske var det derfor jeg som barn altid fik mine 10 kr til fredagssnold i to 5’er. Den ene blev brugt i kiosken, den anden gemt i sparegrisen, det har altid ligger naturligt til mig at forsøge at sparre og bruge mindst muligt. Nå men tilbage til dette indlægs omdrejningspunkt.

Vilmer kom til verden i oktober 2018, min barsel med han slutter i september 2019. Da vi rykkede Carl til en ny børnehave, var det fortsat en integreret institution. Det er en institution hvor der er en god ledelsesstruktur, erfarne pædagoger og medhjælper, en god børnesammensætning og et værdisæt som understøtter det vi tænker en institution skal arbejde ud fra. Der er bare forsat noget som blokere for min lyst til at sende min 11 måneder gamle dreng afsted. Derfor har jeg undersøgt mulighederne for at kunne gå hjemme i længere tid med Vilmer. Mulighederne er mange og pengene små, det er ærlig snak. Jeg er villig til at ofre meget for tilgengæld at se og mærke et afkast som ikke kan måles i økonomiske midler.. eller .. en eller anden dag kunne jeg godt tænke mig at fremlægge en samfundsanalyse af den betydning det har økonomisk, at vi sparre på børn og unge området. Det er jo desværre en fortsat voksne post i vores sundhedssystem (psykiatrien).

Der er flere muligheder, alt fra at forlænge ens barselsperiode og derved få mindre i barselsdagpenge under hele ens barsel, eller tage orlov og istedet blive privat børnepasser for ens eget og et andet barn. På Frederiksberg er der yderligere den mulighed at søge om tilskud til pasning af eget barn i hjemmet. Det er bestemt ikke nogen økonomisk guldgruppe MEN det er en rigtig god mulighed for sådan en som mig, der ønsker at gå hjemme med mit eget barn i længere tid. 

Hvor lang tid, snakker vi så om ? Til at starte med følte jeg mig bundet af den søskende fortrinsret der er i forhold til den super daginstitution vi pt har på hånden. Det betyder at Vilmer skal starte eller have behovsdato mens Carl fortsat går i institutionen. Carl skal starte i SFO d. 1 maj 2020 og derfor skulle Vilmer gerne have en behovsdato d. 15 april 2020, for at anvende den søskendefortrinsret der er. Efter en længere snak med pladsanvisningen på Frederiksberg, lederen i Carls daginsitution, så tyder noget heldigvis på der os kan være en anden mulighed, nemlig den jeg synes der giver langt bedre mening for Vilmer – hele vores familie og det er at vente til september 2020. Med lidt hurtig hovedregning betyder det at jeg kan ende med at gå hjemme med Vilmer i 23 måneder, ja næsten 2 år. Det er intimiderede at sige højt, særligt fordi jeg tænker “kan jeg virkelig det?!” .. kan jeg holde til 2 år hjemme, med mit barn ? Forstå mig ret, jeg elsker mine børn og kontakten… men ville jeg kunne føle mig stimuleret, aktiviteter og fagligt udviklet af at gå hjemme i 2 år? Jeg tror faktisk det er en fordom jeg kommer til at tage del i, når jeg siger sådan – for hvem siger man ikke bruger sin hjernekapacitet når man går hjemme med sit barn? Jeg bruger en masse personlige ressourcer og udvikler bestemt nogle epokegørende dele af mit eget hjernecenter ved at være i kontakt med mine børn og den hverdag jeg har som hjemmepasser. Jeg ved jeg får brug for et netværk, nogen af sparre og mødes med, men der er ingen som har svaret på om jeg “kan”. Jeg ved blot at jeg som person er god til at udvikle mig selv, søge udfordringer hvor de kan søges og at jeg virkelig kan mærke at der er en enorm stor lyst til at gøre det muligt for vores familie, at Vilmer holdes hjemme og at Carl og Aksel fortsat kan nyde godt af de goder der hører til at have en mor med frie rammer og så betyder det sgu nok at vi fortsat har et lille rådighedsbeløb om måneden, de næste par år, men for mig, det værdisæt jeg deler med min Hr. Mand. Fortæller os at den følelsesmæssige investering vi gør i Vilmer, Carl og Aksel, hele vores familie, er langt bedre end den følelse vi ville have med to fuldtidslønninger og en lille fyr på 11 måneder i vuggestuen . 

Står du, eller kender du en eller flere, som har barn fra efteråret 2018, som vil hjemmepasse sit / sine børn og som bor på Frederiksberg / indre by, så skriv endelig gerne . 

Måske du kunne have interesse for gradvist at opstarte en legegruppe / mødregruppe 🙂

Tusind tak fordi du ville læse med .

Kærlig Hilsen Christina

The City Is Your Oyster – Med Børn I Byen

The City Is Your Oyster – Med Børn I Byen

Indlægget indeholder reklame.

Dengang jeg for nu snart 9 år siden, sad med en positiv test i hånden, tænkte Hr. Mand og Jeg begge “Wau/Shit”, ret hurtigt overtog Wauuu stemningen. Da vi så begyndte at dele vores fantastiske nyhed, oplevede vi en lidt anden følelse, nemlig følelsen tvivl – for havde vi nu valgt rigtigt, i forhold til at vores barn skulle vokse op i byen, på Frederiksberg ?

Vi var dog aldrig rigtig i tvivl, vi elskede nemlig begge byen og alt det den bragte med sig og da jeg en aften sad med min højgravide mave og googlede lidt omkring livet med børn i byen, stødte jeg på “Børn I Byen” sitet.

Børn I Byen er stiftet af københavner og Mor med stort M Caro. Hun har gjort det til sin hjertesag at guide børnefamilier til børnevenlige oplevelser i byen (primært), dette gælder både hovedestaden København og verdens mindste storby og største landsby Århus. Uden Caros store arbejde, så tror jeg ærlig talt ikke at så mange seværdigheder og spisesteder i så en bevist grad markedsfører sig selv som børnevenlige – Caro har med Børn I Byen skabt den prestigesfyldte pris “Børn I Byen Prisen”, som har til formål at kåre alt fra børnevenlige brands til aktiviter og spisesteder. Så hvis du en dag planlægger en dejlig familietur i byen, så smut forbi sitet og / eller hent deres app og udforsk nogle af alle de dejlige anbefalinger som Børn I Byen kommer med. Jeg kan bestemt anbefale appens  kaldenderfunktion, hvori du kan se hvad der sker den enkelte dag og brug Børn I Byens top 5. Børn i byen er for dig og mig, os med børn og derfor er det som (gratis) bruger muligt at anbefale og oprette begivenheder osv. på Børn I Byen sitet. Det er nu meget rart, hvis man vil have lidt baggrundsoplysninger omkring den enkelte legeplads, cafe eller svømmehal. 

Børn I Byen har udviklet en klub, Børn I Byen Klubben, som på mange måder gør at “The City Is Your Oyster”, med rabat – alle kan vel lide rabatter? Jeg elsker rabat, så da jeg fik et medlemskab af Børn I Byen Klubben i forbindelse med en test til MomsterTest.dk, kunne jeg ikke få armene ned af begejstring. Det koster 38 kr. om måneden at være medlem af klubben og du kan yderligere få en gratis lækker velkomstpakke med eller tilkøbe et lækkert produkt, med en god rabat. Jeg valgte det sidste – og har derfor købt et gavekort til et par begyndersko fra Auto Rap, til Vilmer.

Et medlemskab til Børn I Byen Klubben, fungere som den der østerskniv, der lirker op for den smukke skat. Jeg tror de fleste børnefamilier i byen og forældre på barsel kender til lysten af at søge gode børnevenlige oplevelser, Børn I Byen hjælper med dette og Klubben giver i rigtig mange tilfælde en god rabat eller mulighed for gratis mini VIP oplevelser. Det gælder til Annemoneteaters hyggelige teaterforestillinger, Rundetårns højder, årskort til Den Blå Planet eller Zoologisk have, til Xjumps bløde fjedre og DGI byens lækre bassiner samt meget meget mere. Med Klubben er mulighederne mange, særligt hvis man som min lille familie, består af en børne(flok) i forskellige aldre. Så er der rig mulighed for at finde en aktivitet eller oplevelse som passer til det enkelte barn. Som Mor på Barsel / hjemmegående, er der endnu mere at hente i Klubben, da Børn I Byen hver onsdag holder gratis babyonsdag med de fineste arrangementer, alt fra førstehjælpskursuser – rytmik, foredrag. Jeg har blandt andet meldt mig til fordraget med Heidi Meyer Valentin, bag MeyerMetoden og har derudover scoret gratis bio billetter til den nye Lego World 2 film, fordi jeg er medlem af Børn I Byen Klubben, som os afholder arrangementer som forpremiere og ja – VIP lagersalgs. Så står du selv eller en du kender, kan jeg bestemt anbefale et medlemskab af børn i byen klubben som barselsgave.

Hvad Skal Vi Lave?
Herhjemme er vi (læs jeg) enormt glad for planlægning og struktur. Vores ugeskemaer gør det praktisk, let og overskueligt og skaber samtidigt rum til det spontane. Hver torsdag afholder Hr. Mand og jeg et lille planlægningsmøde. Her laver vi ugeskema, madplan for den kommende uge og så planlægger vi den weekend der står for døren, hvis der ikke allerede er aftaler med venner, legeaftaler osv. Her bruger vi særligt Børn I Byen App, til at finde hjælp til hvad vi kan lave. Nogle dage er der bare brug for ro og andre, skal der ske lidt. Derfor har vi tit 1-2 aktiviteter noteret, så vi ikke behøver at undersøge mulighederne nærmer den enkelte dag. Det hele kan jo afhænge af vejr og vind eller barnets sind og på den måde kan vi let vælge mellem de to forundersøgte aktiviteter.

Da Hr. Mand og Jeg planlagde weekenden, havde vi brug for at komme ud, vores juleferie var stærkt præget af sygdom. Derfor manglende vi virkelig de der ferie aktiviteter og da det havde været en kort uge, følte vi os drengene havde overskud til en familietur. I juleferien læste vi den lille pige med svovlstikkerne og i den forbindelse affødte det en god snak om menneskerne i gamle dage og den forskel der var på rig og fattig. Aksel og Carl elsker faktuelle oplysninger, historie og at tilegne sig ny viden. Så vi tænkte en tur til Arbejdermuseet ville være det helt rigtige valg til en familietur, i 2018 var Arbejdermusset faktisk nomineret til Børn I Byen Prisen .

Med Børn I Byen Klubben fik vi 20% på vores indgangen og ungerne var gratis. Ungerne spiste yderligere gratis i Arbejdermuseet restaurant Café & Øl-halle, hvor de hver lørdag har klassisk gammeldags smørrebrød som buffé – da vi var der, serveret de os tarteletter (hvilket er alle drenges hof-ret herhjemme).

Cafe & Øl-halle er Københavns eneste tilbageværende kælder beværtning og er virkelig et historisk og kulinarisk besøg værd.
Hver lørdag er der den lækreste smørebrøds buffé, hvor alle stykkerne er sirligt anrettet. I restauranten er der den lækreste duft af traditionel dansk mad, lavet fra bunden.

Jeg har tidligere været på Arbejdermuseet i forbindelse med undervisningsforløb, jeg har afholdt i danskundervisningen, men det var første gang jeg var der med Aksel og Carl og det er bestemt ikke sidste. Arbejdermuseet har den fineste og hyggeligste børneafdeling – et børnemusset og det gør i min bog, at børn får en god mulighed for at forelske sig i mussets verden. Alt det der med nok se ikke røre, kan være ret tørt når man kun er 5 år(og hedder Carl krudt), så er det altså en oplagt mulighed og besøget åbnede op for en rigtig god snak om dengang Oldefar var barn, politik og demokrati – det er jo trods alt os valgår og hvor heldige vi faktisk er i dag og som Aksel så fint fik sagt “Det er jo helt utroligt sådan som Danmark har ændret sig … gad vide hvordan det ser ud den dag mine børn får børn”. (Ja han er den fødte musumes gæst). 

På børnemuseet må der røres ved ALT og der findes så mange fine elementer i udstillingen som gør store og små kan integrerer og lærer på en spændende og sjov måde.
Carl handler ind hos Købmand Aksel
Aksel på besøg hos Staunings kontor

Børnemusset er gratis for børn og ja – der er rabat at hente via Børn I Byen Klubben til forældrene. På mussumet er der rig mulighed for at prøve de forskellige former for børnearbejde der engang fandtes i byen. Alt fra bybud, til sortering af flasker. Derudover er der mulighed for at lege med gammel legetøj, klæde sig ud, købe ind i en gammel købmandsbutik, være pantelåner og ja – besøge Stauning kontor. Mussuemet fortæller nemlig samtidigt historien om drengen fra arbejderklassen som blev statsminister. Udover børnemusset er resten af museet os utrolig hyggeligt at gå rundt på og fortsat meget børnevenligt. 

Arbejdermuseet har selvfølgelig en del røde faner, masser af politiske oplysninger og fine måder at fortælle, hvad arbejderne kæmpede for, alt fra de 3×8 til at vi må samarbejde.
Her hjælpes far og Carl ad med at bygge en bro.
Carl som buddreng
Købmand Aksel, i den fineste troværdige butik

Rent praktisk ligger musumet centralt i Rømersgader – tæt på Nørreport og der er gode pusle og ammemuligheder. Giver man flaske så kan den os sagtens varmes. Da musumet ligger i en fredet bygning er barnevognen lidt svær at få med rundt – men det kan godt lade sig gøre. Jeg nuppede Vilmer med i viklen og ja han sov det meste af tiden og hjalp med at demonstrere hvordan børn ofte sov i gamle kister og kommodeskuffer. Han tog os en slapper i en dukkevogn – hvilken den sødeste lille pige synes var helt fantastisk.

Vilmer fik os prøvet lidt forskellige sager på museet..
Fortællingen om Familien Sørensen der flytter til byen, fortæller hvordan en klassisk arbejder familie på 8, boede enormt tæt. Derfor sov børnene lidt over det hele – i alt fra kommodeskuffer til trækister, det testede vi lige af.

Så står du en dag og tænker : Hvad skal vi lave? Så er Arbejdermuseet bestemt et besøg værd, en lille uberørt perle i vores smukke by som et medlemskab hos Børn I Byen klubben skaber en lidt billigere tilgang til. 

Hvilket sted er dit ynglingssted i byen, for børn ?

Tusind tak fordi du læste med !

Du vil snarest kunne læse min anmeldelse af min familie og min oplevelse af Børn I Byen Klubben, på Momstertest.dk

Kærlig Hilsen Christina 


Er han nem?

Er han nem?

Nu her hvor yngel nummer tre, Vilmer er kommet til verden, så kan jeg for alvor slå hele to ting fast, eller meget mere, men tænker det kommer i et “Du ved bare at…. når du har børn” – indlæg. 

Noget jeg nu med sikkerhed ved, grundet “min enorme” erfaring men 1-2-3 unger, det er følgende: Ældre damer, fulde folk og andre skæve typer, mener de skal have hele deres hoved ned i min barnevogn, når jeg triller rundt på gader og stræder. Altid med en åbningskommentar “Ligger det en lille baby dernede?” … overvejer nogengange at svare “Nej det er bare min hamster ! Eller min bamse?” Seriøst, hvorfor er det en barnevogn er “allemandseje?”. Nå men det er den ene ting .. 

Den anden er lidt mere kompleks og har affødt en del tanker.. nemlig spørgsmålet jeg bliver mødt med igen og igen – “Er han nem ?”

Jeg bryder mig ikke om udtrykket “nem”, da jeg tænker det er et forkert tillægsord at give et levende individ, alligevel kommer jeg selv til det i ny og næh. Selvom Vilmer er lille og til tider opføre sig lidt som en karpefisk på jagt efter mad, så er han nu engang et lille levende væsen, i fuld udvikling, hvor fine træk af hans person kommer til udtryk. At kalde et andet menneske for nem, ja det mener jeg ikke man som sådan “kan” tillade sig. Jeg ved jo godt folk hentyder til om jeg får min nattesøvn og om Vilmer skriger dagen lang. Alligevel synes jeg stadig det er et underligt spørgsmål, måske mere fordi hvis svaret er “Nej”, bliver det postive ladet ord nem afvist og istedet skal man se negativt på beskrivelsen af barnet. Børn er jo vidt forskellige – ligesom dets mødre. Nogen tager minus nattesøvn i stiv arm og andre drukner deres sorte render i kaffe. 

Jeg tænker os, at hele denne Mommy shamming og en tid hvor mor helst skal kunne ALT, samtidigt med hendes bækkenbunds og mavemuskler er heeelt som de var før, så skabes der et ekstra press. Sandheden er jo den at vi har en barsel grundet en række forskellige årsager – at den så ikke er lang nok, skyldes en kritisable samfundsudvikling (ja det mener jeg).  Hvis vi forventet at små babyer, der har ligget inde i mors mave i 9 måneder, trygt og godt – kan strømlignes og være små indvinder, der uden et kny er i fuld udvikling, sover 3×3 timers lur om dagen og MAX melder sig sultne 8 gange på 24 timer SÅ er der simpelthen noget galt. Der skal nok være en mor eller tre på linjen, som har fået presset sådan et barn ud af sin fødselskanal – men der findes os de mødre og fædre, som får børn der kun mener at have et behov for nattesøvn, eller søvn om dagen og ikke nat eller omvendt. Babyer som ikke kan “nøjes” med at ligge i en barnevogn og som helst søger tryghed ved konstant at være nær deres primære omsorgsperson OG så er spørgsmålet om det gør et barn besværligt eller blot til et enkelt individ med personlige behov ?

I min verden, så handler der om at se på barnet i dets helhed og ud fra forståelsen af, at det ikke altid er lige nemt at være et lille bitte menneske, i en stor – stor verden .

Kærlig Hilsen

Mor til Vilmer 

Let me paint you a picture

Let me paint you a picture

Jeg står der, i buksedragten – et nummer større end min egen – lånt af den kæreste veninde, fordi min egen endnu er for lille. På det ene blondeærme er der en lille hvid plet. Pletten lugter af sur mælk – det er sur mælk, det er gylp. I mine arme hviler Vilmer, den tunge lækre lille Basse, som er skyld i mit konstante hold i nakken og titusindvis af myoser. Klokken er 23:30 og han har slået lejr lige der, i mine arme. Han er hverken ked, hidsig eller sulten.. han skal bare være lige der. Et kort sekund kunne man have lyst til at tænke han bare var en selskabspapegøje, men sandheden fortæller sig selv, særligt hvis man ser på hans trætte øjne. 

Der er udpustede serpentiner übber alles men gudkelov havde min veninde været smart nok til ikke at købe truthorn og andet indendørs-anvendeligt larm. Det er nytår og jeg er lige der, hvor jeg aller helst vil være. Sammen med nære venner, Hr. Mand og snorkene børn på førstesalen – på nær Vilmer som ligger der i mine arme. Jeg har forsøgt at ligge ham siden klokken 19, men hver gang vågner han og NU, har jeg kastet håndklædet i ringen. Barnevognene er kørt ind, grundet risiko for gnister og det er nu engang behjælpeligt når ens baby vejer knap 8 kg. 1-2-3, og Vilmer er listet over i barnevognen. Det kan os noget, altså at stå i nytårs outfit og trille barnevogn, indenfor. Hurra for tæppekanter og dejligt selskab og hurra for Vilmer. 

Klokken nærmere sig 24 og Hr. Mand kommer ned af trappen med Aksel. Han har dynen med sig. Alle ungerne er gået kolde og vi har forinden lovede at vække dem, så de os kunne hoppe med ind i det nye år. Aksel var den eneste der responderede og sidder nu der, søvndrukken i sofaen og udkæmper en sand kamp for at holde øjenene åbne. Hvis han vinder over trætheden, så er det første gang han er vågen ved årsskiftet. 

Min veninde skænker champagnen og vi smiler forventningsfulde til hinanden. Hvilket år 2018 var. Sidste år sprang vi ind i det samme og jeg drak så hendes bobler, da hun 14 dage forinden havde testet postivt med hvad der skulle blive til skønne Wilma. I år, drikker vi begge vores ene glas og vi skåler for et spændende 2019. 

Uret tæller ned og så står vi pludseligt alle op i sofaen. Aksel ser lidt betuttet på os, han ligner en der tænker: hvad pokker laver i?! 3-2-1 godt nytår ! Og vi hopper ind i 2019 til lyden af rådhusklokkerne . Vi kysser, skåler og griner. Jeg rokker barnevognen og mærker så hvordan alkoholen killer i mit indre og at de 3 mundfulde jeg har fået, var mere end rigeligt. Mine kinder blusser og det begrunder at klør på næsen. Det er en helt klassisk Christina reaktion – der er noget i boblerne som jeg slår ud af, fantastisk. 

Udenfor skydes det nye år ind og selv står jeg der, rokker barnevognen og tænker : TAK.

Nok er der ikke det vilde glimmer ud over det hele men jeg er glad, lykkelig og taknemlig. 2018 gav mig alt det jeg ønskede mig og mere til. Vilmer var et af mine største ønsker og nu er han her hos mig, måske havde jeg regnet med han skulle ligge i sin seng men hvad pokker, det er for så kort en stund af livet .

Jeg håber du kom godt ind i det nye år og det må være lykkebringende .

Kærlig hilsen Christina 

Kære kvindekrop

Kære kvindekrop

Du husker nok første gang jeg studerede dig med et kritiske blik, mens mine hænder havde kørt ned langs mine fremtrædende hofteskåle. Jeg kan huske mine neglen der boret sig ind i næsetippens tynde hud, for at fjerne de små hvide prikker der sad i huden. Du husker det nok os, for det gjorder ondt.

Husker du dengang jeg trak en blusen over hovedet og opdagede den strammede på mit bryst. Det var ikke meget, men pludselig var jeg ikke længere flad, nej jeg begyndte at ligne de andre piger fra klassen. To dage senere købte min mor nogle sportstoppe og vi aftale at de klassiske undertrøjer kun skulle varme dig, på kolde vinterdage.

Hvad med mit første kys? Første gang jeg lod en anden røre ved dig, så det killlede og varmede så skørt. Huske du dén aften, i hjertelyskædens skær? Hvad med dengang jeg lå i forskerstilling en hel uge, med den grådfremprovokeret hovedepine fordi hjertet gjorde ondt. Eller da jeg en eftermiddag, efter endnu en dag med umodne drenges modbydelige ord havde pillet mig så langt ned, at jeg knælede foran toilettet?!

Husker du dengang jeg stod i prøverummet og græd, fordi jeg ikke kunne få de lavtaljede jeans til at sidde ordenligt på dig? Husker du gulerodskuren eller jeg-spiser-intet-kuren?! Husker du dengang jeg klippede alt dit hår af, for at nedtone de voksende ungpigebryster og alt det andet som markerede at jeg ikke længere bare var en lille tøs, som Kim Larsen så smukt ville have sunget.

Husker du dengang jeg tog et pølseskind, korset, på maven og de der strømpebukser med shape effekt. Husker du alle de gange jeg kom hjem fra HF, hvor maven gjorde ondt fordi det havde strammet dig så meget ind, udelukkende for at markere hvor tynd jeg var?!

Husker du de mange løbeture, hvor jeg talte grimt til dig, som var det hele en stor straf for ikke at være god nok?! Husker du det?!

I såfald vild jeg gerne sige undskyld. Undskyld du kære fantastiske kvindekrop – undskyld, af hele mit hjerte. Jeg ved godt det er rigtig mange år siden vi blev uvenner og at selvom jeg har brugt de sidste 5 år på at gøre det hele godt, så vil jeg gerne sige undskyld. For det var aldrig din skyld – tværtimod. Du gjorder det så godt som overhovedet muligt og jeg ved godt min undskyldning skulle være kommet mere tydelig for nogle år siden, men jeg giver dig den nu

Tak fordi du har holdt ud og ved. Tak fordi du lader mig løbe med er smil og i lyst den dag i dag. Tak fordi du har ladet mig forstå hvad der skal til, sådan at jeg på en god og forsvarlig måde kan regulere din vægt. Ikke fordi andre siger jeg skal, men fordi jeg nu kender dig så godt og ved, du fungere bedst når du befinder dig i en bestemt vægtskala. Vigtigst af alt, vil jeg sige dig tak for, at jeg har måtte være sund og rask det meste af mit liv. Tak fordi du gør det muligt for mig at leve til det fulde. Tak fordi du sørger for mit hjerte banke med passion og lyst. Tak fordi du lader mig holde af dig og dyrke dig. Tak fordi du har gjort det muligt for mig at bæger og få 3 skønne børn. Tak fordi du har ville samarbejde i smerterne fra fødslen. Tak fordi du har ladet mig give næring og kraft igennem mit bryst. Tak fordi du nu, når jeg står her foran spejlet, med ammebh og sloggi trusser og minder mig om hvor helt igennem fantastisk du er og hvor stor en respekt jeg virkelig skylder dig!

Jeg lover, forsat at passe på dig!

Ligesom jeg ved, du passer på mig.

Så tusind tak, du kære kvindekrop .


Var det til døden os skiller?

Var det til døden os skiller?

Flashback
Katten spankulerer igennem stuen, sætter sig foran mine fødder og kigger så intens på mig. Hendes øjne er små smalle sorte sprækker. Sådan sidder hun lidt for dernæst at gå over mod Hr. Mand og indtage samme position.

Hun kigger på os, som om også hun fornemmer uroen der fylder hele rummet. Ungerne sover, selvfølgelig, denne her snak skulle ikke tages med små ører på stilke. Vi har holdt os adskilt hele dagen, først var jeg væk til formiddag og dernæst kørte han afsted, simpelthen for at skabe ro, plads og god energi, frem for en trykket stemning omkring os. Ingen af os siger noget. Jeg hader denne form for stilhed og jeg hader at han bare sidder der.. jeg hader os, at jeg har aller mest lyst til at råbe “Fuck det her” og pakke en taske, som var jeg en teenagetøs. Mest af alt så hader jeg, at det slet ikke har noget med ham at gøre og det i stedet drejer sig om mig og mit skide flugtinstinkt. Tak for det kære Far – Stedfar og tidligere kæreste. Tak for svigt og ar på sjælen, som har etableret en “så klare jeg bare mig selv” tankegang. Det holder jo ikke en meter- eller jeg kan sagtens klare mig selv, men det er jo vitterligt ikke det jeg ønsker.

Vi er kommet langt ud af tangenten og hvordan vi lige finder melodien igen, det ved jeg virkelig ikke. Vi sidder længe, for så at begynde på dansen, først såre jeg ham, så han mig og før vi ved af det, har vi begge nedbrudt hinandens mure for så endelig at kunne tage snakken på fornuftigvis. Tænk at vi skal forestille os at være voksne mennesker. Hold op hvor er det åndsvagt at to mennesker kan kører hinanden sådan rundt for til sidst at sidde med sammenflettet fingre og sige “undskyld – det var os og …. jeg elsker dig”. Jeg kigger på ham og siger det så ganske stille “Nu er vi simpelthen nød til at lægge stilen om og jeg tror ikke vi kan gøre det selv…så jeg ringer til psykologen i morgen”. Der bliver igen stille i stuen og mine øjne søger mod vielsesringen som sidder der på fingeren. Der skal den jo sidde til døden os skiller, forhåbentligt, men nogen gange, så har jeg sgu min tvivl. Særligt nu, hvor vores ægteskab er kommet i krise.

Det lange (sunde) parforhold
Jeg tror alle der har været i et længerevarende parforhold, har været en tur i hækken. Hækken som måske sågar er eller var udgjort af tjørnebærbuske, således at når man rejser sig fra beplantningen, er det med blodige rifter og vedvarende svien. Selvom min seriøse forholds erfaring, forud for jeg indgik i et forhold til hvad der blev min Hr. Mand, er relativ minimal, så lærte jeg trods alt en del. Der er grænser for hvor meget jeg vidste om det længerevarende parforhold, da jeg kun var 18 år, da jeg fandt sammen med Hr. mand. Jeg havde dog lært en del, måske fordi jeg i lidt over 3½ år befandt mig i et forhold til en ældre fyr. Lige så godt det kunne være, ligeså hårdt var det, men jeg lærte virkelig noget, mest af alt om mig selv, mine grænser og behov. Jeg lærte blandt andet, at det var enormt vigtigt at jeg vidste hvorfor jeg lukkede en dør, for ellers, så kunne lysten til at åbne den igen konstant hjemsøge en. Det kan eksempelvis ske, efter at have ligget på stuegulvet i 14 dage med intens hjertesorg , efter ens partner havde fået et ‘Chandler øjeblik‘ og som så pludseligt blev “glemt” ved en sølle undskyldning og påstand om at “nu er alting anderledes”.
Det bliver det som regel aldrig, slet ikke hvis ikke man får sat ord på hvad det er der skal være anderledes. 

Hr. Mand og Jeg bliver kærester i efteråret 2007. Efter knap 1,5 år som klassekammerater på HF og bedste venner, så sker der noget jeg ikke helt havde set det komme, eller det havde jeg, bare ikke mere end 3 uger før vi kyssede første gang. Du kan læse vores kærligheds historie HER. Det hele var noget værre rod, for jeg havde netop brudt men den mand jeg troede skulle være manden og alligevel vidste jeg nok godt at det ikke duede, det blev nemlig aldrig helt godt for mig og jeg tænker heller ikke det blev  for ham.  Pludselig stod jeg der og min bedste ven havde for længst fortalt mig han var vild med mig – hvilket jeg havde modtaget ved at give ham en flad. Alligevel skete der noget og trods en masse rod, tvivl og manglende tillid, så fandt vi sammen.  Siden da, siden det første kys, det efterår, er der sket så uendeligt meget og i dag er Hr. Mand mit livs vidne på godt og ondt.

Det har aldrig bare været ligeud af landevejen, i stedet har jeg ment vi skulle Off roade og ned af små alternative stier mens Hr. Mand nok mest af alt har foretrukket hovedvejen, på fortovet. Måske er det i virkeligheden det der sker, når datteren, til den enlige mor forelsker sig i sønnen fra kernefamilien fra villaen Vanløse? Modsætninger mødes og kloge mennesker mener man skal huske på at netop disse modsætninger engang var så ydersttiltrækkende, når man løber panden imod muren.

Når krisen kradser
Det er sensommeren 2016 og jeg er netop blevet udskrevet fra det psykiatriske hospital, efter at have været indlagt med en stressbetinget depression, det kan du læse om HER. Jeg er bange, forvirret og vred. Vred fordi jeg føler at jeg selv og Hr. Mand kunne og skulle have gjort mere, forud for mit sammenbrud, men vreden hjælpen ingen steder – i stedet gælder det bare om at få styr på alt det kaos som eksistere, de dårlige rutiner og strategier, dels mine egne og dem som jeg oplever i mit ægteskab. Kort før min udskrivelse, har Hr. Mand været med mig til et møde, hvor vi har snakket back up plan, handlemønstre og hvordan vi som familie skal begå os med en psykisk sygdom som “gæst” i huset. Ved ikke om jeg ligefrem vil kalde en bragende stressbetinget depression for gæst, men det er nu engang realiteten. Gæsten går jo igen, det er alle omkring mig sikker på og det betyder os, der en dag kun er os fire på matriklen tilbage, hvilket gør vi er nød til at holde godt fast i hinanden, hvis ikke andre end gæsten , skal have lyst til at gå ud af hoveddøren. Jeg er hunderæd for Hr. Mand skal gå og samtidigt så bebrejder jeg ham ikke lysten til at gøre det. Faktisk forventer jeg det næsten og en aften får jeg os sagt, at jeg synes han bare skal smutte NU, så jeg lige kan tage alt lortet på en gang. Den aften beder han mig om at lukke røven og vi indgår en aftale om, at jeg ikke må skubbe ham væk eller sige den slags ting, fordi de er enormt sårende. I dag forstår jeg godt hvad han mente og jeg har ofte undskyld for min måde at skubbe ham ud i kulden, frem for at lukke ham ind – jeg kunne bare ikke rumme at være i relation til ham.

Jeg husker, at jeg dengang tænkte, at hvis vi skal overleve det her og komme et sted hen, hvor det “usunde” ikke længere har en eksistens i vores ægteskab, så er det dét, som skal til. I virkeligheden tror jeg altid der vil være små og store knuder i et parforhold, spørgsmålet er blot, hvordan vi arbejder og løser disses. I takt med jeg arbejder mig ud af depression, tilegner jeg mig nye strategier og på mange måder genopstår jeg. Jeg forstår os, hvor vigtigt terapien bliver for os, i forhold til at det kan være rigtig svært som partner at følge trit med den person, som gennemgår et større intensiv terapeutisk arbejde med sig selv.

Et par, i parterapi
Ligesom vi sender vores biler til service, så kan vores forhold os have brug for et servicetjek. Dette tjek kan vi få forskellige steder, på et spaophold, en date-night, eller med hed sex eller ja … i et rum, med sin partner og en terapeut. Hvad vi arbejdet med i vores parterapi, var alt fra det helt banale parforholds / ægteskabsproblematikker, det som vores psykolog kaldte for stressrelateret problematikker, som jeg tror mange børnefamilier nok kæmper med, til de lidt mere personlige strukturer som krævede et større pillearbejde. Ofte kommer uhensigtsmæssige handlemønstre af en årsag, noget har man med sig fra første kys og andre, ja de kommer til undervejs i ens forhold. Hvorfor, tja det kan man altid diskutere og det store spørgsmål er os dertil, hvad skal man gøre ved det?

Igennem parterapien fik vi pillet lidt af de dårlige vaner ud af os, vi lærte på ny at forstår hinandens handlemønstre og selvom jeg kan synes noget fortsat er skide irriterende, så ved jeg os, efter at have været inde at arbejde med de elementer der skabte konflikter, hvad og hvorfor det er som det er.
Jeg tænker ofte, at det vi lærte i parterapien gjorder at vi kan danse livets dans. Nogen gange er vi tætte, passioneret og næsten filteret ind i hinanden og andre gange, ryg mod ryg, med afstand – måske endda distance men det betyder ikke at kærligheden ikke er tilstedet, tværtimod. For mig er kærlighed at kunne forstår, acceptere og respektere, at kærligheden har mange farver, men det er nu engang, kærlighed, hvad end vi vil det eller ej.

Tusind tak fordi du ville læse med.
Kærlig Hilsen Christina





Please ‘Like’ Me

Please ‘Like’ Me

Jeg er over længere tid gået til og fra dette indlæg. Jeg har vendt det med mennesker der står mig nært, i forbindelse med “kompliceret” relationer, som i bund og grund gør ondt og efterhånden kan kaldes for uhensigtsmæssige. Alligevel har jeg tænkt, “Ah, det er da mig som er nærtagende”, men hvad så, når man begynder at se et mønster, der er så “markant”, at tanken om at det er en selv, som er paranoid, ikke længere tæller – hvad så?

Det ene øjeblik tænker jeg, ej det er jo bare et sølle like, det er jo bare et socialt medie og i det næste øjeblik, acceptere jeg, at mærke hvad det egentligt er jeg føler. Der er en følelse af ked af det hed – lidt ala. At blive holdt udenfor eller konstant få en mavepuster. Det gør nemlig ondt – når man konstant kan se at relationer bevist undgår at tommelfingremassagere lige præcis ens liv. Jeg har virkeligt tænkt meget over om et “like” eller det manglende “like”, kan få lov at være en konflikt. Men det er jo ligesom i sangen “det er ikke det du siger – det mere løgnen i sig selv”, det er mere den manglende handling i sig selv der er problemet – særligt når man kan se, at handlingen er fuldt ud bevist? Selvom knappen dislike eksisterer, så har vi jo fra første hånd en helt anden mulighed, nemlig at bruge vores handlinger til at understrege det ene eller andet.

Personligt er jeg ikke der “store” facebook bruger. Facebook er for mig en form for interaktiv kalender med gode lykønsknings muligheder. Jeg synes overordnet set, at det er vigtigt, ikke at føle sig for fin til at like eller synes om, det er en værdi jeg har fået med hjemmefra.. der går intet af mig, ved at glæde mig over andres succes, derudover mener jeg os, det er almen høflighed. Jeg ved at det bestemt ikke er alle, der føler den slags er nødvendigt. Faktisk findes der mennesker, som når lejligheden byder sig – “bevist” fravælger at synes om, udelukkende grundet den person som opnår eller gør lignende. Forleden læste jeg så en undersøgelse, selvfølgelig pibler der hele tiden nye studier frem omkring vores SoMe forbrug og vores færden på sociale medier, de har jo efterhånden en indflydelsesrig position. Undersøgelsen vidste hvor stor en betydning bekræftelse, via sociale medier efterhånden har.

Jeg ved godt et indlæg om tommelfingermassage af andres liv på sociale medier, kan virke lidt “ah hold nu op”, omvendt fylder mennesket brug af mobiltelefoner – heraf sociale medier mere og mere. Diverse børneorganisationerne fremlægger gang på gang hvorledes der ses en stigning i mobning via sociale medier og selvom et manglende like bestemt ikke kan sidestilles med mobning, så har handlingen en klokkeklar funktion. Forstil dig du har en almen folkeskoleklasse, en 8. Klasse. I klassen er der en masse dejlige unge mennesker, nogen med stemmebånd som er under udvikling, grundet pres fra Adamsæblet og andre hvor huden er liiiidt i udbrud. Der er stille og frembrusende typer, og så er der dem som der oftest er flest af – usikre typer. Usikkerhed kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Nogen vender det indad mens andre reagerer udad, for at sikre de ikke selv “opdages”. Klassen holder frikvarter og en pigegruppe sidder og snakker om hvad der rør sig. De scroller rundt på hinandens profiler, griner lidt af weekendens strabadser og liker så. De sidder os og studere hvad pigerne, som ikke sidder i gruppen har lavet. Deres handling her er anderledes. De griner på en anden måde og undgår helt bevist at like, selvom de til dels registrere hvilket oplevelser/præstationer den enkelte person har haft. I det øjeblik, foretager de enkelte piger i gruppen, en verificering af andre mennesker. Hvad den bunder i vides ikke helt, men den sker. Selvom handlingerne som skildres på profilerne, i større grad minder om det de lige har ‘liket’, så opnår profilen ikke samme stranding, af en helt bestemt grund. Hvilken siger gruppen ikke direkte, men deres grin, registrering og øjne som ruller fortæller langt mere.. Historien kan hurtigt få en ekstra drejning, hvis så ejermanden til profilen, som ikke modertager likes, stå i døråbning og høre eller ser det hele.

Historier som denne, modtog jeg masser af, dengang jeg var børnerådgiver hos Børns Vilkår. Opkald fra drenge og piger, som oplevede hvordan andres holdninger til dem på de sociale medier, gjorder dem kede af det, usikre og utilfredse med dem selv.

At tommelfingermassager kan have en stor betydning. Det har en betydning, hvis det kun er blåt blomstrede porcelæn, de lange eller hurtige løbeture eller dem i størrelse XS som modtager liket. Hvis vi kun tillader os selv at synes om bestemte typer, så sker der automatisk et vrid i den generelle samfundsforståelse. Når feminister og krops elsker, råber op om at alle kroppe er gode kroppe mens de påpeger at de naturlige billeder af oppustet maver, strækmærker og muffin cups høre lige så meget til på nettet, så skyldes det, at der forsat er en tendens til at lige præcis den slags billeder modtager “færre” likes eller anses som være mindre socialt acceptabelt, end billedet med den “rigtige” vinkel og top trimmet krop.

Min bøn til dig er derfor, tænk dig om når du liker og når du ikke gør.

Vi har alle forskellige holdning og præferencer og det er jo det der er skønt ved verden, at der er en konstant individualisering som tillader forskellighed. Jeg tror bare, der nogengange er mere end blot en handling, der er en tanke bag og spørgsmålet er, hvad den er bundet op omkring?

Kærlig Hilsen Christina

Tillykke – med din første offentlige amning.

Tillykke – med din første offentlige amning.


Da Hr. Mand og Jeg havde bryllupsdag – 8 år.
Tænk at vi overhovedet kan holde hinanden ud efterhånden ?
Sådan må man gerne tænke – i min optik altså, særligt fordi vi jo har været sammen meget længere end vi har papir på. Jeg er faktisk ret glad for ham Hr. Mand os selvom han kan fyre op under mig på den rigtige gode måde og ja – knap så gode måde. Vi er ikke de vilde materielle typer, som køber guld og ædelstene til hinanden. I år gav vi os selv Vilmer, så tænker jeg ærlig talt ikke vi kan ønske os mere. Når nu man skal fejre 8 års bryllups dag – med et på det tidspunkt en 8 dage gammel baby (Jubii for tal-mani), så valgte vi at gøre det helt lavpraktisk og bare spise en hyggeligt frokost sammen, på en lokal god burger bar.

Hr. Mands og min date, blev Vilmers og min første rigtige tur ude, grundet blodtab og efterfølgende infektion (hip hurra). Vi får sat os og som det jo skal være, vågner Vilmer lige idet tjeneren stiller maden på bordet, det er en naturlov af mor skal spise kold mad. Vilmer kommer selvfølgelig op og jeg når knap nok at hilse på ham, før han er ved at æde min skulder og lige der tænkte jeg “okay – du skal have mad nu …. og jeg skal amme offentligt”. Ved mig selv, hviskede jeg samtidigt et lille tillykke, af en helt særlig grund.

At være bange for at amme i det offentlige rum.
Det at amme offentligt, har ikke altid været nemt for mig. Dengang jeg fik Aksel, blev jeg så ubehageligt tilpas når jeg skulle amme ude, at jeg pumpede mælk ud og gav ham det på flaske. Hjemme ammede jeg nåede så fint men det blev ret hurtigt utrolig svært at følge med i udpumpninger og amning, det blev et “dobbelt” arbejde. Forstå mig ret, jeg ser bestemt ikke amning som et arbejde. At blive hjemme, var ikke en mulighed, da der ikke havde gavnet mig mentalt overhovedet og derfor fik Aksel både brystmælk på flaske og fra bryst, de første måneder af hans liv.

Hvorfor jeg havde det svært med at amme ude, skyldes flere faktorer. Aksels ben var i gips pga. hans klumpfods behandling og derfor blev han meget stor og stiv i kroppen og derved “uhandi”’at ligge til brystet. Den dag i dag, ville jeg ønske at jeg havde kæmpet mere for min amning, men jeg lod mig “trøste” af fortællingen om at en god mor ikke sidder i brysterne og NEJ det gør en god mor ikke, men jeg ville bare gerne have gjort noget andet. Sandheden omkring hvorfor jeg ikke ammede offentligt, handle dog mest af alt om, at jeg var bare for folks fordømmende blikke, eller endnu værre… at blive forvist fra det sted jeg sad.

Bare tanken om at amme offentlig, fremprovokerede, hvad jeg senere i livet erfarede var stærke symptomer på angst. Jeg tænker nogen gange om de mennesker, der mener at amning af et lille barn skal forvises til et toilet, den kolde bænk på gade eller et “kosteskab”, egentlig ved hvor enormt diskriminerende og fordømmende det er og føles for den ammende. Jeg tænker om de ved, hvad der sker i en, når det der ellers er det mest naturlige i verden pludselig anses som værende ulækkert, seksuelt eller ja blufærdighedskrænkende?! Jeg tænker om de ved, at nogen mødre – som jeg var det engang, ikke er stærke nok til at stå fast på det de tror på, og derfor i sidste ende kan gå på et stort kompromis med deres eget moderskab og droppe amningen !
(Der er intet galt i at give flaske -Men der er noget galt i at føle sig presset det at pakke sit bryst væk og næste sin baby mad!). Fra det øjeblik jeg blev mor, til henholdvis Aksel, Carl og Vilmer, har alt i mig rettet sig mod at sikre deres trivsel – ALT. Hertil at møde dem i deres behov og det indebære selvfølgelig at give dem mad!

Da jeg blev Mor til Carl, valgte jeg at gå ind og arbejde med min “frygt” for at amme offentlig og acceptere at nogen mennesker bare har en anden holdning, men at det ikke gør min amning forkert. Nu her, hvor jeg har fået Vilmer, tænker jeg næsten ikke over det – eller jeg orientere mig dog altid, hvor der er et evt. ammerum og ja – om der er en ammepolitik?
OG – Når jeg står op om morgen, så tænker jeg over hvad jeg skal den pågældende dag. Skal jeg ud – være sammen med fremmede eller en nær veninder. På den møde afhænger mit tøjvalg af dagens aktivitet og gøremål, da jeg derved indtænker om jeg kan knappe en skjorte op eller om det er bedre blot at løfte op i en T-shirt. Er jeg ude offentlig, forsøger jeg ofte at have tøj på der kan dække mit bryst mest muligt, men som samtidigt gør det muligt for mig, at give mit barn mad OG jeg tænker derfor om dem der igen peger fingre, vender øjne eller kommer med spydige kommentarer i diverse ammedebatter ved, hvilket tanker jeg som mor, ammende mor, gør mig af tanker – for IKKE at “støde” nogen. For tit og ofte føler jeg virkelig, at nogen tænker en ammende kvinde er en stor provokatør som bare gerne VIL fremvise sit bryst – sådan er det altså ikke i mit tilfælde, tværtimod.

Jeg fuldammede Carl og jeg har i den grad tænkt mig at gøre det sammen med Vilmer, så længe mit bryst tillader det og produktionen forbliver stabil på begge bryster. Det betyder os, at hvis Vilmer ligner sine brødre lige så meget på højden, som han gør i resten af hans udseende SÅ vil han være en “stor” baby. Hans kognitive udvikling vil dog forblive på det niveau, en babys kognitive udvikling er på, afhængig af hans antal uger og måneder. Det er ligemeget – for han skal have mad og det er og bliver et basalt, nødvendigt behov, ligesom det er for du og jeg.

Jeg håber dette indlæg, kan skabe stof til eftertanke. Hvad end om man er den ammende, hende der giver flaske, har hjertebanken i det offentlige rum eller om man så er den type, der mener at amning skal foregå på ens egen matrikel eller på et toilet.


Kærlig hilsen Christina

At være omringet af … tissemænd ?

At være omringet af … tissemænd ?

Velkommen til et indlæg, som handler om barnets udforskning af egen krop og morens forsøg på at være forstående. Hermed skal det forstås, at dette indlæg, IKKE bevidste indeholder seksuelle undertoner og skulle du som læser kode det således, så er indlægget bestemt ikke skrevet med den intention, tværtimod.
Tak fordi du vil læse med…

Da jeg var barn var mit største ønske, af få en tissemand. Grundet min fars død og evige higen og søgen efter faderlig anerkendelse og den mere eller mindre konstante oplevelse af at være “uinteressant”, for min mors daværende nye mand, så bandt jeg det hele op på, at jeg manglede en tissemand. Jeg var for længst blevet korthåret, hende “drengepigen” og god til fodbold. Det eneste der manglende, var bare den der tap, for jeg kunne sagtens stå op og tisse. I dag elsker jeg mit køn og jeg har for længst sluttet fred med de faktorer der var i min opvækst, som gjorder jeg i en periode af mit liv, ikke kunne forlige mig med at jeg “bare” var en pige. Jeg sluttede først, for alvor fred med mit køn, da jeg begyndte at forstå, at der var mere end bare en tissefunktion i henholdsvis de kvindelige og mandlige kønsorganer og at jeg var tiltrukket af det modsatte køn.

En interesse i kroppen.. og dens seksualitet
Jeg har altid synes kroppen var fascinerende og i de spæde teenageår, lånte jeg stort set alle bøger der omhandlede kroppens udvikling, pubertet, kærlighed og sex. Jeg læste bøgerne fra ende til anden, slugte alle artiklerne i mine “Vi Unge” blade og når der endelig var klemt lidt seksualundervisningen ind i årsplanen, ovre i skolen, så syntes jeg det var fantastisk. Jeg husker særligt en undervisningsgang, hvor en lærer måtte udsætte besvarelsen på mit spørgsmål, simpelthen fordi der sad flere drenge i lokalet, som ikke havde brug for denne mængde viden endnu. Teenagere modnes alle forskelligt og yderligere drenge og piger. Da jeg mange år senere, i forbindelse med min uddannelse til folkeskolelærer, tog kursuset i at kunne lave seksualundervisningen, så forstod jeg pludselig hvilken opmærksom lærer jeg havde haft, der dengang – også i seksualundervisningen, havde kunne differentiere sin undervisning og sikre at ingen havde følt sig stødt.
… og nu ind til sagens kerne, det indlægget i virkeligheden handler om, nemlig ..

Når man er omringet af tissemænd
Det var bestemt ikke den første tanke der strejfede mig, dengang vi til en scanning fik at vide, at vi ventede en dreng.. vores første dreng, men dengang en læge fortalte mig i telefonen, at svaret på moderkagebiopsien viste vi ventede en dreng, dreng nr. 2, så begyndte jeg at tænke lidt over det. Da jeg så blev gravid med nr. 3, og kunne mærke det os var en dreng SÅ var jeg helt ærlig hos psykologen og sagde mens en tåre trillede ned ad mine kinder, at jeg en sjælden gang imellem, følte mig udenfor derhjemme, grundet mit køn. Jeg behøver ikke kaste mig ud i kønsdebatten her – de fleste ved jeg er ret neutral MEN det er nu engang sådan at drengene går til venstre i svømmehallen og jeg til højre, da jeg har en tissekone og de, en tissemand. Jeg bruger funktionsordene i dette indlæg, da det er de ord, jeg bruger overfor mine børn. De kender nemlig fortsat kun til deres kønsorgans ene funktion. Den anden, ja det kommer nok lige rundt om hjørnet, særligt nu hvor lillebror er ankommet. Vi har pt. holdt os til en forklaring baseret på dyreriget og masser af kærlighed mellem mor og far, en kærlighed som os kan være imellem to drenge og to piger.

De der tissemænd, de fylder en del fra det sekund ungerne er presset ud af fødselskanalen! Man skal holde øje med eller bare huske at ligge en stofblee på dén, mens man skifter, da man ellers kan blive tisset i hovedet eller – de kan tisse sig selv i hovedet. Dén skal os pege den rigtige vej, når man sætte bleen på og sådan kan jeg blive ved. Som årene går, kommer der nye små bonus opgaver i forhold til tissemændene. Alt fra at der skal holdes øje med nogle sten, til den kærlige pædagogiske snak, som ikke må ende med “Kan du så få fingrene op eller væk derfra!”. I stedet forsøger jeg at guide og sige ting som, “det gør man ude i badet eller inde i sin seng”. For ih hvor kan sådan en “tap” fylde meget og forståeligt nok, den er jo lige der og den lever jo lidt sit eget liv og reagere fuldstændig som den vil.

For børn, særligt i den alder mine børn har, så handler det ikke om seksualitet eller at “masturber”, det handler om en nysgerrighed omkring ens egen krop og en registrering af, at det killer i maven og en undersøgelse af, hvad sker der, når jeg gør sådan og sådan, noget de helt selv skal have lov til at udforske. Det er hér nogle sindssyge mennesker mener noget helt andet.

Jeg må med hånden på hjertet indrømme at jeg synes det er lidt svært, måske fordi min hjerne kommer til at tillægge det betydning, eller måske fordi jeg kan se hvordan det udvikler sig og allerede har udviklet sig en del og fortsat gør det. Måske frygter jeg en eller anden dag at mine drenge skal spille “kiks” med vennerne, eller ja … at skulle samle klisteret sokker op fra gulvet og det er selvom jeg aldrig har haft en berøringsangst for at tale om den slags. Jeg har tre drenge i alderen 1 måned, knap 5 år og 7½, og jeg har dæleme skiftet, tørret og vasket dem hundredvis af gange og ganske langsomt set på nærmeste hånd, hvordan de  selv “opdager” at der sidder noget der imellem benene. Vi har selvfølgelig læst en del bøger, lige fra Totte bøgerne, til børnebøger om krop og graviditet. At læse om noget genkendeligt, kan tit være en rigtig god måde at skabe dialog om noget af det der kan være lidt svært, eller mystisk eller bare det der er helt normalt.

Det vigtigste og det jeg ønsker mine børn skal tage med fra deres opvækst i forhold til kropsforståelse, accept og selvkærlighed, er at deres kroppe ikke er forkerte eller forbudte. De bliver ikke blinde af at pille, røre og udforske dem selv, tværtimod og vigtigst af alt, deres krop er deres egen, deres grænser såvel som andres skal respekteres og accepteres og skulle de en dag stå i omklædningsrummet og tøve over, at smide underbukserne og hoppe i bad, så vil jeg på så mange måder, føle, at jeg ikke har klædt dem godt nok på. Vores kroppe er helt perfekte som de er skabt, en krop er ikke forkert, men de tanker og den selvforståelse vi kan have, kan være det. Så selvom jeg ofte siger, at min største frygt ved at være omgivet af tissemænd er, den mængde mad de vil indtage i deres teenageår OG at jeg formentlig bliver husets laveste beboere osv, så er min “frygt” mest af alt, at det er noget jeg ikke kan og at drengene en dag føler, at de ikke kan snakke med mig om noget der trykker dem eller det de søger svar på, fordi jeg i bund og grund ikke har en … tissemand..

Andre drengemødre på linjen , som kan relatere til netop disse tanker?

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet