Av i babykrop og morhjertet

Hvor godt kender du dit barn? Ret godt tænker du sikkert… jeg synes selv, at jeg kender mine børn rigtig godt.

Jeg ved at Aksels morgensurhed ikke handler om træthed, men om at han faktisk ikke kan overskue at skulle i skole og være “på”. Jeg ved at Carls aftenfis, tit handler om at han har brug for at blive holdt om og virkelig mærke at vi er dér, inden vi siger godnat. Jeg ved en masse om både Aksel snart otte og Carl på fem år. Jeg føler os at jeg kender Vilmer, rigtig godt og det er på trods af vi kun har haft 15 uger sammen. Jeg kender hans memik og betydningen heraf, når han hilser på nye mennesker. Jeg kender forskel på hans gråd og ved at den lidt mere NaNaNa præget type er tegn på sult og den mere klassiske babygråd Ahhrg…Arghh, er tegn på træthed. Jeg kender mit barn. Jeg kender mine børn.

Av i babgkroppen 

Mandag d. 11 februar, synes jeg noget ændre sig i Vilmers adfærd. Han har alle dage sovet godt, men lige den mandag virker han mere pylleret end ellers og er mindre vågen. Om aften føles han varm og hans temperatur viser 38,3. Jeg putter ham efter kunstens regler for babyer med feber og folder mine mor-antenner ud. Klokken 01 vågner jeg med en baby der er sulten og brand varm. Jeg ammer godt af og får derefter tager en temperatur der viser 39,8. Vilmer snork sover og et kort øjeblik overvejer jeg at se det an, men det føles bare helt forkert. Han hverken hoster, snottet eller har andre symptomer jeg kan sætte i forbindelse med feberen og selvom jeg var en lille frygt for de på 1813, synes jeg er en pyllermor så ringer jeg alligevel. Vagtlægen er ganske sød og rolig og beder mig tage til Herlev børnemodtagelse. Da vi kommer frem smiler Vilmer til sygeplejersken og hun når da os at sige, at 1813 ofte får sat mere skræk i livet på forældrene og at “ham der – han er da så fin”. Jeg får til opgave at fange en urinprøve og her skal der læses bogstaveligt. Mens lægen tjekker Vilmer, bliver vi afbrudt af samme sygeplejerske. Han har max. Infektionstegn i urinen og fra jeg havde stået med et ben ude af døren, får jeg beskeden om akut indlæggelse og at Vilmer med det samme skal i intervenøs behandling for urinvejsinfektion. Det bliver dog ikke helt med det samme, da IV’et er svær at ligge i en lille buttet babyhånd. Først stikker den ene børnelæge, dernæst en anden børnelæge, så skælder mor ud og der kaldes en anæstesilæge ned på afdelingen, for at få ham til at stikke. Indgangen bliver lagt, men idet den første dosis gives klapper venen sammen og Vilmer skal nu stikkes for 9’ende gang. Alt stikkeriet har stået på fra 04:14 til 06:30. Held i uheld har han fået den første dosis, så der skal gå 6 timer før den næste skal gives, hvilket giver en pause for alt stikkeriet. Jeg er rasende og banker i bordet og beder om at det er en læge fra neonotal der skal stikke næste gang for nu er det fandeme nok.

Lægerne giver mig heldigvis ret. Ingen ønsker flere unødvendige stik i Vilmer, som nu er blevet hæs af at skrige i smerte. Beslutningen om at kalde en fra Neo ned bar frugt og IV’et sad nok dumt men det holder fortsat. 

Av i morhjertet.

At være indlagt med sit barn som patient, er uden tvivl det værste man kan byde en forældre – selvfølgelig os barnet. Jeg tror alle forældre ville bytte med deres barn og indrømmer gerne, jeg sårgar flere gange har ønsket at det var en af de store der var indlagt, da de så kunne forstå mere og samtidigt os kunne behandles “nemmere”. Omvendt slog tanken mig, at de jo aldrig ville blive indlagt med en urinvejsinfektion men istedet kun de “store” ting… måske er tankerne, kun tanker der kan tænkes, når man konstant vugger en baby i sine arme mens man hører gråd fra de andre stuer på afdelingen. Når ikke det er børnene der græder, så er det forældrene, mens de telefonere hjem til deres pårørende. Selv har jeg siddet i vinduet, kigget ud over byen fra 20’ende sal, mens følelsen af afmagt, vrede, sorg og angst har rumsteret i min krop. At se sit hjertebarn være så sygt at det konstant skal observeres, tilses og havde sprøjtet stærk medicin ind i sig, det gør ondt. At se hvordan de altid skinnende og smilende øjne nu er trætte og uden “liv” det gør ondt. 

Det gør ondt, ondt at opleve hvordan Vilmer som ellers altid har været udadvendt, nu vender sig bort når en sygeplejerske nærmer sig. Det gør ondt at hører hans gråd, når de giver medicinen som svier i årerne. Det er en gråd som jeg aldrig før har hørt og som jeg for alt i verden bare vil stoppe når den først starter.

Det hele smelter sammen og skaber smerter i morhjertet. Alt fra uvisheden, det med at skulle følge den gule streg i gulvet, fordi han skal scannes til svar på de seneste prøver. Det gør ondt det hele og alligevel er smerterne i morhjertet ingenting i forhold til det min lille tampre fyr føler. 

Jeg ber bare til det hele snart er ovre

…. 

Christina 

Skriv et svar