Veninde til en kommende solomor – Del 5.


“Velkommen hjem!” Siger jeg mens tårerne løber ned ad mine kinder. Min veninde og jeg omfavner hinanden længe og inderligt. Der står hun, med den smukkeste solbrune kulør der bevidner af hun har været i lande, hvor solen bager. Hun har rejst rundt i Sri Lanka og dykket på Maldiverne. I mellemtiden har jeg født mit tredje barn, min søn Vilmer er kommet til verden og ligger nu i hans lift, kun 12 dage gammel. Jeg bukker mig, svøber ham forsigtigt i dynen og overrækker ham så til hende. Det er et betydningsfuld øjeblik for os tre, forhåbentligt snart fire…

To dage senere sidder vi i en bil, med retning mod Trianglen. Da vi ankommer går vi rundt på vejene, vi før har løbet på så mange gange, under vores træningsture med Sparta. Vilmer sover trygt i viklen. Min veninde og jeg holder hinanden i hånden. Hun er nervøs og i ny og næh stryger hun en flygtig tåre væk fra øjenkrogen. Undersøgelsen på Trianglen, har til formål at se om min veninde er tæt på en ægløsning, nu her knap 10 dage efter første dag i hendes sidst menstruation. Hvis alt er som det skal være, skal min veninde insemineres 2 dage senere.

Da vi træder ind i klinikken, sidder der 2 kvinder og et par. Ingen siger noget. Stille hænger vi overtøjet og sætter os. Kun Vilmers brunligt hår titter frem fra viklen. Et kort sekund skammer jeg mig over at sidde der på en fertilitetsklinik med en baby, men omvendt er alle væggene i klinikken prydet med billeder af hundredevis af babyer. Babyer klinikken på den ene eller anden måde har hjulpet med at blive undfanget.

Vi kaldes ind i et undersøgelsesrum og hilser her på en kvindelig læge. Hun spørger ind til min veninde og sidste menstruation. Så henvises min veninde til et leje, hvortil lægen så begynder at scanne. Alt ser så fint ud og de målinger lægen laver, fortæller at min veninde skal komme igen 2 dage senere, for er blive insemineret. I mellemtiden skal hun give sig selv en sprøjte for ægløsning. Det hele virker så simpelt og alligevel tænker jeg det er nemmere at hoppe i kanen med sin partner. Min veninde har bare ingen partner, hun har sig selv, sin drøm og troen på det her er det helt rigtige for hende. 

To dage senere kommer vi igen. Denne gang er min venindes mor os med, den kommende Mormor.Min veninde er nervøs og rykker rundt på stolen i venteværelset. Hver gange hendes øjne hviler på Vilmer, sænker hendes skuldre sig. Igen sover han der i viklen, nu 14 dage gammel. 

Vi kaldes ind og min veninde ligger sig så igen på lejet. Lægen har en sprøjte med det udvalgte strå. Det er det strå, fra den doner, min veninde tror på. Et lille plastik rør skal føres op i livmoderens åbning og ud til den æggeleder, hvor noget der på scanningen ligner et strudseæg, venter på at blive befrugtet. Idet røret føres op, lægger jeg et akupunkturisk tryg på min venindes skulder, med det formål at skabe en fokuseret ro i kroppen, frem for frygt, der gør hun spænder op og ubehaget udvikler sig til smerter. Min venindes mor, knuger hendes hånd og sammen er vi, mens “livet” sendes afsted. Helt præcis 36 millioner sædceller. Jeg tænker ved mig selv, at det alligevel er ret så mange og mange flere end ved en gennemsnitslig position sæd. Efter insemineringen kommer min veninde ned fra lejet. Lægen giver hende hånden og en graviditetstest. Den skal hun tage om 14 dage, er den postiv skal hun bestille en ny scanning om 5 uger, er den negativ… så starter en nyt forsøg op. Lægen smiler varmt og betryggende da vi forlader klinikken og sammen går vi mod bilen. 

Inderst inde ber jeg. Jeg ber til at min veninde kan nøjes med denne ene behandling, selvom jeg inderst inde godt ved det er utopi at tro, min veninde skulle blive gravid i første forsøg. Hvis der er noget jeg har lært om graviditet, forsøget og drømmen om at blive det, så er det at håbet og troen kan få et menneske til at fortsætte uendelig længe, os selvom det er opslidende og nogengange virker umuligt, for hvad nu hvis… det lykkes denne ene gang ? 

I de 14 dage, min veninde skal vente før hun må teste, har hun og jeg en aftale om jeg ikke spørger til eventuelle signaler og tegn på graviditet. Min fornemmeste opgave er ikke at øge stressen, men blot være der, klar til opbakning, støtte og sparring. Alligevel skriver min veninde en dag noget, som gør jeg tænker “den er god nok”. Jeg tør dog ikke tro helt på det, for man ved jo aldrig, den fornemmelse jeg har, plejer dog at holde stik.

Tirsdag d 27 november, 13 dage efter inseminering, har min veninde og jeg en aftale. Vilmer sover i mine arme, mens vi snakker om alt og intet undtagen elefanten i rummet – testen der ligger der ude i køkkenet. Forud for vores aftale, har jeg forsøgt at tænke på trøstende ord jeg kan sige, når og hvis testen er negativ. Min veninde er selv gået ind i denne fertilitetsbehandling, med en antagelse om hun nok skal igennem 2-3 forsøg. Derfor har hun os en god sjat stående på hendes “projekt baby” opsparing. Min veninde og jeg snakker os langsomt ind på den uro hun har omkring at skulle teste og så spørger hun “tror du jeg kan tage den nu?”. Mit svar er samtidigt et spørgsmål, for hvad hvis den er negativ, ville hun så havde brug for at tage endnu en test og hvornår. Jeg har selv været typen der tog 4 negativt test, efter hinanden, for måske de tog fejl eller mit østrogen niveau endnu ikke kunne måles? Vi aftaler at tager hun testen nu, må hun teste igen på fredag. Urinen hun bruger er ikke morgenurin, altså urin der har ligget i blæren natten over og oftere har et højere indhold af østrogen her tidligt i gravidteten. Min veninde går ud og tisser, kommer så tilbage med koppen og sammen sidder vi tæt mens hun langsomt føre testen ned i urinen. Testen ligger der på designer bordet, Vilmer øffe lidt og tiden går langsomt. Så skæver hun til testen, der er kun en streg. Hun tager den op, studerede den og ligger den så fra sig. Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal sige, jeg var ellers så sikker!

Min veninde græder lidt, for selvom hun hele tiden har forberedt sig på at testen nok var negativ, så er dette nu engang den sandhed der altid gør sig gældende, i forsøget på at blive gravid. Hvad end om det er med en partner, med lidt eller meget hjælp. Drømmen om et barn er stor, inderlig og fuld af ønsker og håb om noget man ved man vil elske højere end livet selv og mens denne forfølges, så er længslen efter målet stor. Vi sidder der og jeg holder hendes hånd mens jeg stryger tårene væk. Jeg forstå det ikke og kigger så på testen, jeg synes .. så rejser jeg mig, går hen under en skarp lampe og drejer testen lidt på skrå. Jeg synes og så er jeg sikker, ganske rigtigt. Jeg vender mig mod min veninde og siger så “du er altså gravid”. 

… de som aldrig har siddet med en meget utydelig postivt streg, eller de som aldrig selv har prøvet at smide en negativt test ud, for så at kigge på den 30 min senere, de ved ikke hvordan sådan en postivt test ser ud. 

Testen var postivt, de bevidner min venindes smukke gravide mave og barnet der ligger deri. Min veninde venter en sund og stærk lille pige, med gode spark, som kommer til verden i august. Hun er allerede elsket og når jeg møder hende i drømmene, er det med det fineste brunt hår vinden leger med, læber med den en kær amorsbue, som sin mors og øjnene der tindre i solen . 

Har du lyst, kan du følge min veninde og hendes rejse mod terminen på hendes fertilitets Instragram profil @NadjasPerfekteStraa

Tusind tak for alle de postive tilkendegivelser for denne føljetone og for at have læst med .

Kærlig Hilsen Christina

Skriv et svar