Tak du kære mand .. fordi du ikke glemte vores børn

Jeg er gift med Hr. Mand, en rigtig dejlig mand, som kan fyre op under mig på den gode måde og ja – os den knap så interessante.. altså den der hvor jeg ikke bliver fyr og flamme og spinder som en mis, men mere den der hvor Hr. Mand nok ville ønske han havde taget et brandkursus, fordi der er bål og brænd, mundbræk og sætninger som “Jamen jeg forstår simpelthen ikke hvordan – hvorfor?!”. Hr. Mand forstår det tydeligvis heller ikke altid og det ender sgu altid med en fesen afstumpet afslutning.

Derfor er jeg begyndt at bruge en anden approach i forhold til min mand. Som i fredags, hvor Hr. Mand kom ind af hoveddøren med vores to fredagstrætte drenge. Drengene smider jakkerne i gangen og Hr. Mand ja han gør næsten det samme. Tasker og sko ligger nu hulter til bulter sammen med skoletaske, frugtpose og “fredags-legetøjet”. Hr. Mand går ud mod kaffemaskinen, ungerne mod værelset og i farten råber de lige “Hej Mor” inden de smækker døren efter sig. Jeg går Hr. Mand i møde,

jeg drejer hovedet ned mod entréen og konstatere at drengene lige har afklædt og smidt tingene, som beskrevet ovenfor. Så kigger jeg på Hr. Mand og siger “Hvor er det bare dejligt at du lærer drengene hvordan de kan dække hele gulvarealet med deres ting”, så kaster jeg et blik hen mod håndvasken i køkkenet og ser med mit falkeblik af der mangler en madkasse. Nemlig den som Aksel har haft med “Og hvor er det herligt at du hjælper Aksel med at hans skoletaske får lidt hjemmelavet popori her i weekenden”, eftersom af hans madkasse tydligevis stadig er i tasken. Hr. Mand bliver overrasket og kigger så ud i entréen, for derefter at få den der miné over sig “åh altså os”.. to sekunder efter står han inde hos drengene og beder dem få pakket taskerne ud og hængt taskerne på plads.

Det er jo ikke jordens undergang og det vigtigeste er da, at han husker hvor vi bor, ligesåvel som det vigtigeste er at han følger drengene i skole og børnehave, skidt pyt med at skoletasken da en gang blev glemt. Skidt pyt med badebukserne aldrig kom med hjem fra svømmehallen, eller pennalhuset, cyklen foran børnehaven og.. bærgerposen med indkøb i Rema, skidt PYT!

Men hold nu op hvor kan jeg grue for, hvordan det en dag vil gå vores tre drenge, for pt. Kan jeg se at den store er lige så distræt som Hr. Mand og jeg skal dælme tit gøre en stor indsats for ikke at grine, når jeg spørger “hvor er din hue Aksel” og Aksel så kigger på far for at spørger – tog du den ikke og far kigger på Aksel, for at spørger om præcis det samme.

Halleluja for pyt og for mors tålmodighed og for at ingen børn endnu er glemt ! 

Og hurra for navnelapper !

Skriv et svar