Det er svært at være mor lige nu.

“Jeg hader det !” Skriger Aksel, han skriger, så jeg kan mærke hvordan de små nakkehår rejser sig. Jeg tænker at hans skrig må skabe hæshed og rive i halsen. Han smækker med døren. Det runger i hele gangen og så bliver der stille, helt stille. Jeg står og flytter vægten fra den ene fod til den anden, lader hovedet falde lidt tilbage og trækker vejret godt ind, lade brystet hæve sig for så igen at falde. Så kommer den, den hjerteskærende lyd, af en dreng der bryder sammen, helt igennem sammen. Han græder på en måde jeg har været forskånet for at hører mere end en håndfuld gange… altså indtil det her nu skulle ske. Han græder fordi han føler noget, der er så ødelæggende for hans indre at kun denne gråd kan være hans reaktion. Det er den samme gråd, han græder, som dengang hans oldemor døde, familiens gamle hund og beskeden om at jeg skulle være på tankehospitalet. Han græder på en måde, som jeg ikke mener nogen børn skal græde.

Jeg går frem mod døren, trykke ned i hovedtaget og åbner langsomt op. Han ligger på gulvet, med hænderne foran hovedet. Han hulker. Jeg lægger mig ved hans side. Lader en arm snige sig bagom hans nakke mens jeg med den anden trækker ham ind til mig, så vi ligger i ske, der på gulvet.

Sådan ligger vi længe indtil Aksel stille hvisker “Jeg kan snart ikke mere Mor” . Jeg lader ordene hænge i luften, kysser ham i nakken og lytter efter hans åndedræt. “Jeg elsker dig Aksel og du er virkelig virkelig stærk og modig .. og jeg forstår det godt”. Mere siger vi ikke til hinanden, der er ikke mere at sige og imorgen.. bryder han formentlig sammen igen.

Sådan forløb de 14 dage Aksel havde gips på, med daglige sammenbrud. Vi prøvede alt for at imødekommen, favne og på alle måder støtte Aksel igennem det helvede han befandt sig i. På mange måder blev gips behandlingen det der for alvor tydeliggjorde den “forskel”, der er på Aksel og alle andre. Det er ikke en forskel alle kender til, ikke en forskel der som sådan kan ses, men den er der. Aksel er verdens bedste Aksel, kærlig, sød, lattermild, enorm følsom, sjov og en lille retfærdighedskæmper og meget meget mere .. men Aksel er os født med klumpfødder og selvom de idag ligner helt almindelig fødder, så er den skinbarnlige sandhed, at Aksels fødder ikke er helt som alle andres. Vores vigtigeste job er at støtte Aksel i altid at tro på sig selv, hans evner og aldrig nogensinde tænke at han er mindre værd en andre – trods alt !

Men når det er sagt – for fanden hvor gør det ondt og hvor har også jeg, grædt, i vrede og sorg for Gud hvor er det uretfærdigt at min elskede lille dreng, skal kæmpe som han gør. Det er altid med en stor frygt at jeg siger og skriver om Aksels medfødte klumpfødder. Frygt for nogen fordømmer, frygt for at få kommentarer som “det kunne have været meget værre” eller … “det er jo fixet idag”, for jeg ved godt det kunne være meget værre og jeg VED godt han idag ikke længere har klumpfødder MEN jeg ved os, at Aksel er født med klumpfødder og at selvom lægerne var og er sindsyg dygtige, så er der grænser for hvad videnskaben endnu kan.

Re-behandlingen af Aksels fødder, har på mange måder slået mig i jorden mentalt. Jeg har virkelig brugt hver en lille del overskud, på at rumme, favne, holde ud og ved, men inderst inde har jeg været på nulpunktet. Og lige nu, forsøger vi, både Aksel, som har fået gipsen af og jeg, at genfinde balancen og gå igen. Fyseterapien bliver nu på ugentligt basis, for at genoptræne de hårdt prøvet muskler og akilleseenen og min søgen efter alternativ behandling og træning er skærpet.

Og … samtidigt forsøger jeg at holde mit blødende hjerte på plads og tro på, at Aksel “vokser”, fra de sidste skavanker som der er tilbage efter hans fødder .

Tak fordi du læste med .

Skriv et svar