Livet med depression

Tidligere på året blev jeg kontakter af et produktion selskab, som skulle lave noget sundhedstv, for Janssen. I den forbindelse ville de hører om jeg ville deltage. Jeg har valgt at talen åbent om min depression og kampen for overlevelse, da jeg personligt har brug for, at min depression får mening og betydning, anden en negativ betydning. Jeg følte mig så alene, dengang jeg blev syg og ville sådan have ønsket der havde været nogen der delte, hvordan de oplevede det at have en depression. Derfor sagde jeg ja, trods enorm lidt lyst til at sidde foran et kamera med full on preggo vægt, men hvad fanden. Det handler ikke om hvordan jeg ser ud, men om hvad jeg siger.

Har du lyst, kan du se sitet her, og de videoer jeg medvirker i . Jeg håber personligt at sitet LeveMedDepression her vil oplyse, være med til at nedbryde tabu og ikke mindst få folk til at passe bedre på deres mentale sundhed .

Ønsker du at læse mere om #MitLivMedDepression, har jeg nedenfor genudgivet den fløjtone, jeg tidligere har delt via post på IG kort før sommeren .

TAK fordi du læser med 🙂

Begyndelsen 

Udenfor mit vindue kæmper Kong vinter med foråret om, hvem der skal reagere over jorden. Det ene øjeblik skyder erantisser op ad jorden, for i det næste, at blive overdynget af sne og slud. Selv går jeg til eksamen på mig kandidatstudie…. jeg får 12. Jeg planlægger den sejeste dinosaurerfødseldags for min ældste søn, der fylder 4. Jeg aflevere og henter børn, står op klokken 4:30 om morgen, for at nå at løbe inden min familie vågner, jeg træner op til mit andet marathon. Jeg går til forældrebestyrelsesmøder, hvor jeg selvfølgelig har meldt mig som formand. Jeg læser lektier, arbejder som frivillig, leger med mine børn, ses med venner og veninder, bager kage til blomstens dag i børnehaven osv. Jeg har os hedeture, afbrudt søvn, manglende sexlyst, kort lunte og hjertebanken. Jeg ved godt jeg har travlt, jeg løber afsted – os selv når jeg ikke har løbesko på.

Det bliver Maj og det antal af begivenheder der finder sted, kunne meget vel for andre, være foregået over et halvt år. Jeg skriver på to eksamensopgaver, finpudser formen til marathon, bliver chef tutor på mit studie, tager et kursus som frivillig, har et ørerbarn som sammenlagt er syg i 21 dage i hele maj, min mands blindtarm springer og forvolder skade i bughulen. Det gør mig til græsenke i 7 dage mens han er indlagt. Samtidigt skriver jeg videre på eksmanesopgaverne, får lagt dræn på min søn og fortsætter derudad som alt er heeelt som det skal være.

En dag, da opgaverne er afleveret, Hr. Mand er kommet hjem, marathonet løbet, så bliver jeg træt, forfærdelig træt. Jeg er så træt af jeg falder i søvn til undervisningen på mit sommerkursus. Jeg tænker hele tiden hvad andre mon tænker om mig, særligt hvad dem der kigger på mig tænker. Det hele kører ligesom rundt i hovedet på mig.. En aften, da jeg er alene hjemme med drengene, så sker det. Jeg går i stykker og splittes til atomer.

….

Og det eneste jeg kan tænke på, det er at gå døden i møde…

Filmen knækker

Jeg kan stadig se for mig, hvordan jeg  selv oplever at jeg går ud over mine egne grænser, for hvordan man som forældre skal og bør være. Jeg kan se puttekaninen, hører min skingre stemme og huske følelsen af at være en stor fiasko. Jeg kan huske hvordan jeg forsøgte at bygge bro, undskyldte, holdte i hånd og puttede mens jeg inderst inden faldt fra hinanden. Husker jeg sidder der i mørket og tænker jeg har ødelagt drengene, at jeg er en forfærdelig mor, et forfærdeligt menneske og at verden ville være et bedre sted uden mig.

Flashback 

Jeg slæber mig selv ind i stuen og der falder jeg om på gulvet. Som om al liv forsvinder ud af mig og kun tyngdekraften reagere. Mens jeg ligger der på stuegulvet, imellem LEGO klodser og puttekaniner sænker mørket sig. For hver gang jeg hiver efter vejret, indånder jeg mørket. Mine tanker er som et knust spejl, spidse, ødelæggende og kaster igen og igen nye tanker af sig. Det hele kører rundt. Lydende smelter sammen med rummets farver. Jeg kan ikke få luft, min hals lukker sig, mens det flimre for mine øjne. Det er så mørkt, så koldt, men mørket er ikke udenfor, men inde i mig. 

Jeg rammes af håbløshed, følelsen af jeg er uden betydning for verden og at verden ville være bedre uden mig. Mine børn ville få et bedre liv, min mand, min familie, alle ville være gladere uden mig i verden. Jeg føler jeg har ødelagt alt, at jeg intet kan gøre for at rette op og jeg er et udueligt menneske. Jeg beslutter mig for at forlade denne verden, det skræmmer mig ikke. Jeg tænker forskellige scenarier igennem og går så ind til drengene som sover i rummet ved siden af, for at sige farvel. Idet jeg stryger Carl over hans hvide smukke hår rammes jeg af et minde. Mindet om hvor ofte jeg følte mig alene og forladt, af min egen far, der selv gik døden imøde – alt for tidligt. Tænk hvis mine drenge, skal føle og tænke som jeg har gjort det som barn? Jeg bryder sammen, overvejer et kort sekund at tage dem med mig, hvilket forsat idag er en ubærlig tanke, at have tænkt om sine egne børn. Mørket er over det hele men i et kort sekund ser jeg min far og mig selv som barn og jeg forstår, at mørkets vej ikke er min.

Jeg tænker jeg overdramatisere og må tage mig sammen, gå i seng – imorgen er alt bedre ..? Men inderst inde ved jeg godt den er helt gal. 

Næste morgen spiller jeg skuespil. For min børn og min mand. Skuespil, som kun er en Oscar værdig. Da min mand og børn går afsted, overmander angsten mig. Tankerne forsøger at kvæle mig, de fortæller mig igen og igen om min uduelighed og at jeg ikke bør have mine børn hos mig. Fra entreen kravler jeg ind i spisestuen, sætter mig under spisebordet og der, der ringer jeg efter hjælp. Jeg kontakter en Sundhedsplejske, for at angive mig selv, som den forfærdlige mor jeg er. 

Men det handler ikke om mine kvaliteter som mor, istedet handler det om noget andet mener sundhedsplejsken og inden jeg får set mig om, står der en sygeplejerske og en psykiater i min dagligstue, Hr. Mand er der os – han syntes ikke mit skuespil tidligere på morgen, var en Oscar værdig.

Du har fået en depression 

Vi sidder rundt om sofabordet, sygeplejersken, psykiateren og Hr. Mand. Jeg kigger på ham og hvisker så “Du må ikke tage børnene fra mig”. Så vender jeg mig mod psykiateren og begynder at fortælle. Jeg fortæller om mørket; om tankerne, alle følelserne. Jeg stammer, min krop ryster, som blev den igen og igen ramt af kramper. Min arme er fyldt med kradsemærker, efter mine negle da jeg i forsøget på at finde ro, har jeg slået armene om mig selv og bordet neglene ind i mine arme, ikke for at skade, men i et desperat forsøg på at beskytte mig mod det der er ved at ske, jeg går i stykker. Mine øjne bliver lyssky, alt er tåget og når de andre taler, kan jeg ikke afkode deres sprog. 

Psykiateren fortæller mig, at hun tror jeg har fået en belastningsreaktion og at jeg har akut brug for ro. Hun siger så, at hun synes jeg skal komme med hen på den psykiatriske afdeling. Idet hun siger det, føler jeg hele verden lytter med. Jeg skammer mig, føler mig svag og uduelig og hvad med drengene? Mørket fortæller mig at jeg jo alligevel er en forfærdelig mor og det er bedre jeg ikke er hos dem. Samtidigt skriger alt i mig på hjælp, jeg må have hjælp ! Psykiateren siger, det jo bare er for en lille weekend. Derfor pakker jeg sammen med Hr. Mand en taske og sammen med psykiateren cykler jeg over til Frederiksberg psykiatriske hospital og bliver indlagt på den lukkede afdeling.

Idet vi går ind på afdelingen falder jeg sammen. Angsten overmander mig og  psykiateren hjælper mig ind på en stue. Jeg er dødsens bange for alle de andre patienter og de fordomme jeg engang havde om folk med en psykisk lidelse, kommer alle i spil. Psykiateren beroliger mig, vi snakker lidt med personalet og alle er søde. De har nogle procedure som gør jeg skal aflevere min oplader, deo og skraber. Det er samme procedure der gør, der er papirsposer i skraldespandene, indbygget bruser i væggen og tonet ruder frem for gardiner. 

Jeg er bange, bange for alt, afdelingen, mig selv og de andre parienter. Jeg er bange for indlæggelsen for hvad hvis de putter en masse medicin i mig ? Hvad hvis nu der er noget fuldstændig galt med mig og jeg aldrig bliver mig selv – samtidigt ved jeg pludselig ikke længere hvem jeg er. 

Da jeg hele tiden falder sammen af angst, kroppen ryster og øjnene kører rundt mens mit blodtryk og pulsen stiger mere og mere tilbydes jeg noget beroligende. Vi aftaler jeg skal prøve med en halv pille, for at se hvordan jeg reagere . Den dosis er mere end rigeligt og jeg falder hurtigt i søvn.

Jeg vågner ved mit hjerte banker hårdt og hurtigt. Mørket er værre end nogensinde og jeg er bange, rigtig bange. Jeg begynder at skrige af mine lungers fulde kræft. Pludselig står der to sygeplejesker i døren, den ene kaster sig over mig, holder om mig, kærligt men bestemt mens jeg skriger og græder. Hun stryger mig hurtigt over ryggen og siger “træk vejret” mens hun fortsætter med at stryge. Den anden sygeplejeske går og kommer hurtigt igen, med en ny halv beroligende pille. Jeg kan ingenting, mine ben, arme, alt ryster. Jeg kan ikke tale, ikke sætte ordene sammen men sygeplejersken ser mig og bliver hos mig indtil jeg igen er faldet i søvn. 

Min mand kommer forbi, min mor og hendes mand. De går igen, det bliver nat og næste dag starter jeg igen med at vågne op med skrig. Hele mit nervesystem er brændt sammen. Når jeg ser mig selv i spejlet, kan jeg ikke genkende mig selv. Mine blå øjne er ikke længere klare, istedet er de grå og røde. Min mor kommer igen. Vi skal holde et møde med personalet. De har besluttet jeg skal overflyttes til et mindre intensivt afsnit, for at se om jeg kan finde mere ro, hvor der ikke er trammer for vinduerne. De spørger ind til mine mørke tanker og lysten til at dø. Det er ikke en lyst – men tankerne om at gå mørket imøde kommer stadig, jeg er bare så bange for dem, for jeg vil ikke ind i mørket og kan derfor trykke på en alarmknap og sige “NU har jeg tanker om selvmord”.

Hvis du eller en du kender har selvmordstanker kan du på livslinien 70 201 201, hente råd, støtte og vejledning. 

Jeg overflyttes til et mindre intensiv afsnit og ordineres en halv beroligende pille morgen og aften, samt sovepiller til natten. Efter 2 døgn på psyk, kommer mine børn på besøg. Forud for deres besøg, har jeg grundet min forsvarsmekanisme om ALTID at kunne og skulle alt, lavet en børneoversættelse at min sygdom. Hr. Mand og jeg ønskede at give drengene et sprog for hvad der var sket med deres mor. Termerne viderebragte vi til alle omkring vores børn og det hed sig at jeg var på et tankehospital, da jeg havde fået en tankesygdom, der ikke kunne smitte men som gjorder mine tanker rundtosset. De er der kun en halv time, hvor de leger med min seng, spiser popcorn og møder min kontaktperson. Efter 20 minutter kan jeg ikke længere følge drenges bevægelser, selv går jeg i slow motion. Deres ellers så klare børnestemmer bliver til skingre toner og angsten bluser op. Idet de forlader hospitalet falder jeg sammen, mærker vreden, håbløsheden og igen kan kun et hjerteskærende skrig holde mig i virkeligheden. Tanken om at jeg ikke engang kan være sammen med mine egne børn i 20 minutter, skaber en enorm frygt for jeg aldrig kommer tilbage til livet igen. 

3 dage fra jeg er blevet indlagt, afholdes et udredningsmøde, med en psykolog, sygeplejerske og en psykiater. Det konkluderes, jeg har en svær depression, udløst af en belastningsreaktion, forsaget af stress og behandlingen anslås på “ubestemt” tid og jeg falder for alvor omkuld i depressionens mørke.

Kampen for overlevelse 

Min største frygt i hele behandlingen af min depression, har været møntet på medicinen. Jeg har altid været enorm skepsis omkring medicinering – lykkepiller om man vil. Særligt fordi jeg har den grundholdning at medicin ALDRIG må stå alene. Idet psykiateren fortæller mig, at jeg har en svær depression som kræver akut behandling, grundet det massive pres den skaber i min krop, så fortæller hun mig om behandlingsformerne de vil bruge, en af dem er medicinering. 

Jeg anmoder om terapi,

men psykologen afslår, jeg er ikke i stand til at lave terapi og gjorde vi det, ville det være et psykisk overgreb. Istedet får jeg koblet en Fyseteraput på som skal hjælpe mig med grounding, håndtering af angst og psykologen vil tjekke ind i ny og næh, og stå klar med terapi, når jeg mentalt er stærk nok. Dengang forstod jeg det ikke men idag er jeg taknemlig over psykologen holdte fast. Hver gang jeg førte en samtale, endte den ovre i “Jeg er et forfærdelig menneske og en uduelig mor”, depressionen ødelagde al realitets forståelse og jeg så kun alt som sort / Hvidt. Havde en psykolog pillet i min ufiltreret psyke, kunne det have haft fatale konsekvenser. 

Jeg så min depression som et hul. Et hul som var dybt, havde glatte kanter, hvori der sad skarpe sten og glasskår. Jeg befandt mig på bunden af dette hul og kampen for at komme op, var så udmattende at alle kræfter forsvandt og jeg kun kunne ligge på bunden, i mørket. På hospitalet fik jeg en mælkekasse. En kasse jeg kunne stå på og som gjorder jeg nu kunne se enden af hullet. Vejen var stadig lang, men ikke så lang som før. Kassen var udgjort af terapi, Fyseteraput, sund kost, hvile, ro, mindfulness OG antidepressiv medicin. Ved at stå på kassen, kunne jeg samle kræfter, energien til at arbejde mig op af hullet.

Jeg var bange for medicinen, men mere bange for at dø og derfor begynder jeg på et mindre klassisk SSRI præparat. Et præparat som jeg fik grundet min belastningsreaktion – mit “ødelagte” nervesystem havde brug for ro. Hver morgen vågnede jeg med stærke angstanfald fordi min underbevidsthed konstant var igang med angsten. Fysoteraputen lærte mig nogle forskellige teknikker og psykologen sagde jeg kunne enten gå med angsten eller lade den hæmme mig. Samtidigt vidste jeg at for hver gang jeg fik beroligende medicin dets svære kunne vejen væk fra det være, da medicinen er stærkt vanedannende. Derfor begyndte jeg 5 dage fra indlæggelsen at kæmpe. Jeg så nu depressionen som min værste fjende og jeg måtte flygte. Helt klassisk så kan man sige der er to overordnet typer adfærd når man får en depression – inaktiv eller hyperaktiv. Jeg blev hyper kombineret med et ødelagt nervesystem som overproducere alt for meget adrenalin hvilket gjorder min krop konstant rystede, derfor blev gyserfilm mm. Bandlyst, så min krop ikke blev provokeret til at producere mere. 

Jeg ville ikke være syg og grundet den tilgang psykiateren valgte at møde mig med, så forstod jeg hvor vigtig min egen handlen og gøren kunne blive, i forhold til at komme på benene. Jeg så nu på min depression som noget jeg måtte bekæmpe og psykiateren kendte til en række værktøjer som kunne bruges og selv vidste jeg motion altid har været en gylden løsning for mig. Derfor begyndte jeg bogstavelig talt at kravle hver morgen, de 45 meter der var fra min stue ned til afdelingens motionsrum, hvor der stod en crosstrainer og motionscykel. Sygeplejeskerne forsøgte at rumme min måde at kæmpe på, nogle var bedre end andre. Nogen hjalp mig med at gå, andre spændte næsten ben for mig. Fuld af angst og mørke stillede jeg mig på crosstrainerne og begyndte så at bevæge mig, bruge angsten og kæmpe for at lade kroppen komme ud af den selv, frem for at bruge medicinen. Flere dage endte det i opkastninger, Black outs og skrigeture inden jeg overgav mig til den beroligende medicin som jeg aldrig fik tvungent ! Det var altid med en anmodning ala “Christina det er okay nu, ta imod en pille og vi prøver igen imorgen”. Dag for dag blev jeg mere og mere udholdende og frem for at få pillen når jeg vågnede kunne jeg nu udsætte den 1-2–3-4 timer og pludselig var den ikke længere en del af den daglige medicin. Sovepillen røg hurtigt grundet det præparat jeg fik for depressionen, det var så massivt sløvende og frem for jeg altid vågnede klokken 4 eller 5 om morgen, begyndte jeg langsomt at kunne sove, nogengange helt frem til klokken 10 eller 11. 

Depressionen ødelagde min hukommelse, mine kognitive færdigheder, den gjorder jeg kunne vågne op og være vred eller hadsk på alt og alle, bange, ked af det men værst af alt håbløs. Nogle morgner vågnede jeg på afdelingen og lå så i sengen og kiggede ud i rummet i flere timer uden muligheden for at kunne rejse mig. Depressionen ødelagde mig fra inderst til yderst. Mit hår begyndte at falde af, jeg fik udslæt over hele kroppen, havde konstant menstruation og jeg tabte mig fordi jeg ikke kunne spise, og en kontrolvejning blev sat igang. Min krop gik i alarmberedskab og kæmpede for at holde sig i live. Der blev kørt hjertediagrammer, taget blodtryk dagligt alt sammen fordi min krop blev somatisk påvirket af min psykiske ubalance.

Selvom jeg var frivilligt indlagt, lagde jeg mit liv i behandlernes hænder og lod deres råd være lov. Derfor måtte jeg ikke forlade afdelingen alene, det skulle være i følgeskab med en pårørende eller medarbejder. Jeg måtte max løbe i 30 minutter sammen med en Fyseteraput  og samværet med mine børn skulle ske med dages mellemrum til at starte med, simpelthen fordi hvert besøg slog mig tilbage. Det blev et skridt frem og to tilbage. Min mor kom dagligt og besøgte mig. Vi gik i netto for at handle ind, så jeg selv kunne lave mad i et patientkøkken, det var en strategi for overlevelse, min måde at holde fast i ALT jeg kendte gjorder mig godt. Sund mad, motion, musik, kreativitet, lys, luft og at snakke. Intet var længere lystbetonet men udelukkende indre kommandoer jeg gav mig selv. Prøv at sov, prøv at spis, prøv at lyt til musik. Jeg kæmpede for at være klogere end min depression. Holde fast i basal viden, så som – ingen fungere godt uden mad, søvn, motion. Jeg har set tosset ud, når jeg stod og stegte en af Nettos sløje bøffer til 25 kr sammen med lidt asparges i en kasserolle, men patientkøkkenet var mangelfuldt. Det lignede for sygeplejesker af den gamle skole, en spiseforstyrrelse men for de yngre sygeplejesker, psykiateren og psykogen var det min kamp for overlevelse, at holde fast i det jeg engang var, os nu, hvor jeg ikke længere vidste hvem jeg var eller ville være.

Depressionen fik mig til at føle, at jeg havde svigtet mig selv, mine familie og venner. Jeg havde været uansvarlig, tilladt mig selv at blive så stresset. Jeg vidste ikke længere hvem jeg var og hvad der var depressionen, stress eller angst. Jeg havde været syg med stress så længe, os inden den sommeraften hvor filmen knækkede og derfor var jeg konstant bange for mig selv. Hvem var jeg egentlig. Var jeg overhovedet en god mor, var jeg energisk som person eller var det en depression? Var jeg mere end bare depressiv? Var jeg psykotisk – personlighedsforstyrret eller psykopat ? Var jeg nu manisk depressiv ? Var jeg overhovedet mulig at gøre rask. De tanker tænkte jeg konstant den første måned og jeg bad dagligt til at det hele skyldtes en cyste i hjernen frem for en psykisk lidelse. Ingen forstod jo hvad der var galt og hvorfor jeg nu var kollapset. Det var ikke en cyste, jeg var ikke manisk, skizofren eller ramt af en spiseforstyrrelse – jeg var syg i psyken på grund af en stressbetinget svær depression som fortsat den dag har været enkeltstående. 

Reccovery warrior

Ganske langsomt begyndte jeg at finde en hverdag på afdelingen. Jeg spiste forsat for mig selv, af frygt for de andre og i lyst til at være alene. Jeg følte depressionen lettede lidt men som psykiateren havde advaret mig om, kunne medicinen have behov for at blive justeret. Havde spurgt hvordan jeg kunne mærke det, hun havde blot svaret at jeg selv og behandlerne ville ikke være i tvivl og ganske rigtigt dykkede jeg en dag, længere end jeg troede det var muligt. Depressionen var ubarmhjertig og når jeg endelig følte jeg havde fundet en vej, et værn imod angst pga nogle strategier, så forklædte den sig og angreb på en ny og mere voldsom måde end før. I min dagbog skrev jeg “selvmordstankerne er tilbage.. de kommer både når jeg er vågen men os i drømmene. Jeg tror ikke jeg overlever dette. Jeg vil så gerne men kan ikke. Hvis dette er livet, så er det ikke et liv jeg kan leve, det er ikke menneskeligt.” Derefter lukkede jeg helt ned. Jeg var sort fra inderst til yderst og jeg gav slip i alt hvad jeg havde haft af styrke, redskaber og vilje. Det et det depressionen kan, den kan ødelægge al den kræft til at yde selvhjælp og det er der jeg tror mange kan lærer noget af hvad en depression gør ved et menneske. En depression kan tilintetgøre et menneske, lidt ad gangen, så det enkelte menneske ikke længere kan finde energi til at trække vejret, som er det mest basale for at leve. En person med en depression er ikke doven, negativ, ugidelig eller ligeglad, en person med en depression er under angreb – inde i hjernen.

Jeg justeres i min medicins dosis og begynder at kunne lave kognitiv terapi. Jeg er stadig for ustabil til at lave egentlig samtale terapi men psykologen begynder at lave drømmerejser med mig, som jeg optager og de blev på mange måder en central brik i min reccovery proces. Tiden går og jeg begynder at kunne besøge drengene hjemme. Til at starte med en halv time, så en hel. Særligt besøgene hjemme var svære, da det handlede om drengene og om at se dem på tidspunkter som passede og ikke påvirkede dem eller mig negativt. Jeg er flere gange cyklet grædende tibage til afdelingen i skam over det depressionen og jeg bød min familie. Alligevel begyndte jeg at forstå, jeg ikke var ond eller uduelig. Jeg havde en depression og den en række symptomer. Sammen med terapien, dagligt motion, sund kost og masser af hvile. Begyndte jeg at kunne se brudstykker af mig selv. Jeg var hårdt plaget af angst, dødsangst, katastrofetanker og frygt for tilbagefald men med fokus på kroppen og mine strategier, begyndte jeg at kunne være med angsten og acceptere kroppens rystelser uden at miste kontrollen.

Jeg overflyttes til et udslusningsafsnit efter 5 uger på et lindre intensivt afsnit. Udslusningen var skræmmende med nødvendig at gå igang med. Vi skulle skynde os langsomt, som psykiateren sagde. Igen og igen blev jeg konfronteret med min måde at være syg på vs. Svingdørs patienter, personer som havde været syg i flere år og jeg oplevede os min egen tilgang, personlige ressourcer og evne til at kommunikere igen og igen kom mig til gode i min reccovery. Personalet kunne lide mig, min undskyldende facon og forståelsen for deres faglighed og de strukturelle rammer som gjorder de løb sindsygt hurtigt. Når man tænker på hvordan en somatisk afdeling er bemandet vs. Psykiatrisk, så giver det ikke mening, kun at andelen af medicinen, tvang og hurtige udskrivelser som ofte får tragiske konsekvenser desværre er hverdag i psykiatrien. Som patient var jeg “rød”, men grundet det massive press der var, blev der skabt en “mørkerød” gruppe at parienter. Selvom jeg var meget syg, var der nogen som var sygere på en anden måde, der var farlig for andre og derigennem røg noget af den ellers obligatorisk støtte. Støtte som alle patienter har krav på, men som ikke kan ydes. Psykiateren så mig. Hørte min frygt for hvad der skulle ske efter udskrivelsen, når nu der ikke var plads i det udkørende team som skulle følge mig, frem til et pakkeforløb jeg skulle i ambulant. Derfor begyndte psykiateren at se diverse regler igennem og hun fandt nogle gråzoner jeg kunne behandles efter, uden at blive udskrevet. 

Udslusningen gik langsomt, men godt. Mine nærmeste pårørende havde været til et par samtaler med mine behandler, for at få muligheden til at stille spørgsmål men os få mere viden om hvad det var, som var galt med mig. Derudover fik min mand og jeg en del samtaler, både som par men os som forældre. 

En eftermiddag, da jeg har møde med psykiateren siger hun “Christina jeg tænker vi nu arbejder hen imod en udskrivelse d. 8 august”. Det ville betyde jeg samlet ville have været indlagt i 8 uger. Den ene del af mig havde lyst til at springe ud som var jeg et stykke fest fyrværkeri, men en anden, var rædselsslagende, for hvad nu hvis jeg faldt tilbage hvor jeg kom fra? Jeg havde sovet hjemme et par gange, men når jeg blev udskrevet, forsvandt sikkerhedsnettet. Psykiateren og jeg havde løbende haft mange snakke og hun var hudløs ærlig, når det kom til hendes syn på hvad god reccovery var. En ting er at blive rask fra sin depression, noget andet er at finde ud af hvorfor den kom og i mit tilfælde – hvorfor tillod jeg mig selv at blive stresset – hvad stressede mig? Tankerne var mange men en ting var sikkert – jeg måtte ændre min levemåde, for jeg ville aldrig mere tilbage i mørket.

To skridt frem, aldrig tilbage?

Jeg bliver udskrevet d. 8 august. Det bliver en tårevædet afsked med min kontaktperson og med en stor taknemlighed for al det og mere til psykiateren havde gjort for mig. De havde vitterligt passet på mig, da jeg ikke selv kunne. Jeg stiller slik i persobalerummet, giver en flaske Cider til psykiateren og hånd på et godt samarbejde. Psykiateren har givet mig en skriftlig udtagelse som jeg skal bruge til studienævnet på mit universitet og SU styrelsen. Samtidigt har jeg fået en anbefaling til en dygtig psykiater, som jeg skal kontakte når jeg skal udtrappes af medicinen.

Da jeg tager hjem fra afdelingen er det med 2 fyldte ikeaposer, den ene rummer det legetøj jeg havde indkøbt til min stue, så drengene og jeg havde noget at være sammen om, når de var der. Min mentale rygsæk ligner en af dem, man ser på backpacker som vender hjem efter flere måneders lange rejser i ødemarken. Den er på mange måder slidt, hullet, der er kradset i nationaliteten. Noget er blevet tabt undervejs mens andet er blevet fundet. 

Jeg vendte på mange måder hjem som en ødelagt kvinde. Jeg var drænet og alligevel fyldt med styrke. Det var nu den virkelig prøve skulle stås. Kunne jeg leve i verden udenfor psykiatriens sikrede døre?

To uger efter udskrivelsen starter jeg i et 12 ugers langt pakkeforløb for enkeltstående depression. Her møder jeg ligesindet men jeg forstå os ret hurtigt, hvor virkningsfuld min indlæggelse har været. Selvom det har været voldsomt og hårdt på alle måder, så har den intensive behandling forskånet mig for flere lange mørke måneder på en sofa, mens jeg har ventet på behandling fra offentlighedens side. Omvendt nåede jeg os at blive så syg, at det kunne havde været dødelig. Igennem pakkeforløbet lærer jeg mere om mig selv, depressionen og hvilken vej jeg skal gå, for at komme ud i lyset. Da pakkeforløbet slutter, er jeg nu kun lettere depressiv men yderst sårbar og min tolerance for stress er ikke eksisterende. Jeg læser mit studie på deltid, sørger for at passe på min døgnrytme, have lystbetonet aktiviteter og være sammen med mennesker som vil mig og min familie det godt. Vi er alle sammen ved at komme os. 

Drengene spurgte dengang jeg var indlagt, hvornår jeg kom hjem, min ingen kunne vide hvor længe og hvornår mit sind ville hele. Derfor lovede jeg drengene, at jeg kom hjem inden sommeren ville slutte og når jeg ikke længere var rundtosset, skulle vi fejre det med en kæmpe pandekagefest. Det blev fejret i sikker stil og idag har vi holdt en ud af mange pandekagefester. I ny og næh snakker vi om dengang jeg var på tankehospitalet og med tiden ved jeg, at drengene vil kende til den fulde sandhed, men for nu, er det fortællingen om at mor blev rundtosset, fik en tankesygdom som lægerne helbredte på tankehospitalet. 

Jeg har idag været rask i 2,5 år, medicinfri i 2 år og jeg ved at nok er jeg til evig tid psykisk sårbar men jeg er os mentalt stærk. Jeg kom ud af depressionen og fyldte derefter mit depressionshul og selvom depressionen var voldsom og noget jeg ikke ønsker for nogen anden at opleve. Så tilegnede jeg mig en erfaring og selvindsigt igennem depressionen og kampen for overlevelse, som jeg meget vel kunne have brugt et helt liv på at opnå. 

Jeg har valgt at min depression skal betyd noget. At der skal og må komme noget godt ud af den og derfor kæmper jeg for ingen nogensinde skal føle sig alene i mørket. 1 ud af 5 dansker har eller vil få en depression OG derfor fortæller jeg min historie, her, igennem min rolle som ambassadør i en af os og en række andre steder. 

Jeg vil gerne sige dig tusind tak for at have læst med i denne depressions føljeton. Jeg ved godt mine ord har været hårde og uden filter men måske jeg os har kunne give et lille indblik i mørket og skabt en forståelse for, hvordan en depression kan oplevelse og komme til udtrykke.

Jeg lever idag et godt og depeessionsfrit liv. Jeg er taknemlig, for livet – de mennesker jeg har i det og for at se og mærke lyset, hver evig eneste dag.

Kærlig hilsen Christina 

Skriv et svar