Veninde til en kommende solomor – Del. 4.

Veninde til en kommende solomor – Del. 4.

“Hej Mulle” hilser hun, med glæde i stemmen. Selv er jeg helt stille eller – jeg pruster så meget, at det ikke er muligt at fremstamme et hej. Hver etage, op til 3. Sal, føles som at bestige Mount Everest og da jeg endelig står ved min venindes åbne hoveddør, skriger mine klemte lunger efter ilt. Jeg rækker hende posen med vores ynglings salater og træder derefter ind i lejligheden, for at søge direkte mod sofaen. Min veninde smiler først til mig og dernæst til min kæmpe mave, der signalere at det er lige om snart. 

Mens vi spiser, snakker vi om alt og intet, indtil min veninde spørger om jeg vil hjælpe hende med noget. Hun vil hører om jeg vil læse en doners profil igennem, en hun faktisk tænker skal være “The One”. Det er enormt privat og sårbart, men os et stort privilige, sådan at må se med og at hun vil dele dette med mig.

Jeg begynder at læse, derefter lytter jeg til et stemmeklip, ser på et babybillede og dernæst en sundheds profil. Min veninde har valgt at hun vil have en åben doner til hendes kommende barn, da hun mener hendes barn er bedst stillet ved dette. Ved at gøre brug af en åben doner, får barnet mulighed for at kende til sin egen genetik – sit ophav om man vil. Min far døde da jeg var 2,5 og selvom en doner ikke er en far – så er de nu engang begge biologisk materiale “samlinger”, som har en betydning for “produktionen” af et barn. Hvordan denne betydning er, det er en individuel størrelse. Jeg ved bare, at jeg ville give alt for et møde med min far, simpelthen fordi jeg på mange måder; ikke helt ved hvor jeg kommer fra. Mødet skulle ikke være en bekræftigelse af “om jeg er god nok”. Istedet skulle det være en mulighed for at se det menneske i øjnene, som har været med til at gøre min eksistens mulig. Ved at købe sig til en åben doner, køber man samtidigt “retten” til at ens kommende barn kan få et møde med sin doner, hvis barnet ønsker dette, det synes jeg kan noget. Jeg tænker faktisk ofte om reglerne omkring anonyme doner er til for doner – forældrene, frem for børnene?

For at få en lidt større viden omkring kendt og ukendt doner, læste, hørte og så jeg en del omkring dette og det er virkelig en stor og vigtig beslutning der skal tages, min veninde har dog aldrig været i tvivl.

Min venindes valg af doner er privat. Dog valgte hun ud fra nogle bestemte kriterier og med en intention om at hendes kommende barn skulle ligne hende mest mulig, da hun er barnets eneste forældre. Derfor skulle øjene og hårfarve matche hendes og der er samtidigt blevet sammenlignet babybilleder til den store guldmedalje. Hendes største krav til doneren, gik sig på genetik. Han skulle være sund og rask, ingen arvelige sygdomme og heller ikke bære briller, da hun selv gør det og – plus – giver i brilleverden ikke plus. Derudover skulle han matche hendes højde eller være lidt over og være almen af bygning. I forhold til personlighed og karrierevalg, så har dette ikke haft betydning for min venindes overvejelser, tværtimod. Hun tror på social socialisering.

De bagvedliggende tanker omkring valg af doner, er for nogen store og andre små. Personligt tænker jeg, at de der gør brug af donere, kan forholde sig til en række parameter, jeg aldrig selv har taget stilling til som sådan. Dengang jeg mødte Hr. Mand, som er far til vores tre børn, så tænkte jeg ikke på at han havde en god højde, eller at hans smukke blå øjne måske en dag, kunne være nogen vores børn ville arve. Jeg tænkte dog med tiden, i takt med jeg forelskede mig mere og mere, om Hr. Mand ville være den rigtige Hr. Mand for mig og yderligere far til mine kommende børn. Jeg har aldrig fortrudt det valg og mener på alle måder at jeg har fået verdens bedste far til mine børn. Vi har dog nogengange jokede om, at Hr. Mands meget markante maskuline træk, ville være noget af en udfordring for en pige at bæger og at hans enorme hovedstørrelse, helt klart skulle have betydet mere for mig, i overvejelserne omkring at stifte familie med ham og dernæst føde “hans” børn… det er nu gået fint alt sammen, til trods for det er hans genetiske skyld, at vi får kæmpe børn.

Bruger af donere skal ikke tage stilling til, om personen der har doneret, kan være en god far, for det er nu engang ikke det doner er. Donere har blot overleveret et stykke materiale (om man vil), til et andet menneske, så det menneske, med lægevidenskaben, kan realisere noget der ofte er en livsdrøm. Det er det ihverfald med min veninde.

Den aften vælger min veninde sin doner.. et andet kriterie hun vælger ud fra, er antallet af sædceller pr. Donation. Det viser sig senere at i det strå hun blev inserminieret med, var der 36 millioner gode sædceller. I en gennemsnitslig mands sæd pr. Samleje er der ca. 4 millioner… det er pænt mange sædceller. Alt gøres klar til bestilling af strå fra en sædbank, som sørger for strået tøs op og sendes til den fertilitetsklink som skal stå for insermineringen. Min veninde tilkøber et ekstra stå fra samme doner. Hver enkelt doner kan kun anvendes et bestemte antal gange og for hver graviditet der forekommer med denne doner, har den gravide muligheden for at reservere samme doner til evt senere søskende.

Min veninde gemmer alle oplysningerne om doneren og sammen begynder vi at ordne noget helt andet, nemlig de sidste praktiske ting omkring en 4 ugers lang rejse hun tager på, forud for fertilitetsbehandlingen. Rejsen bliver omtalt som hendes livs rejse og alligevel ved vi begge, at der snart venter hende en rejse, der er langt større og mere betydningsfuld end den hun vil få, med en rygsæk på.

Tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina


Veninde til en kommende solomor – Del. 3.

Veninde til en kommende solomor – Del. 3.

Den kæmpe murremester villa blender perfekt ind mellem ambassadeboligerne. Der holder nogle få damecykler foran huset og passende nok er der os et par bænke. Vi sætter os, min veninde vrider hendes hænder, retter på brillerne og rykker utilpas rundt på bænken. Lige om lidt skal vi ind forsamitale på Trianglen, den fertilitetsklinik, som forhåbeligt skal hjælpe med at gøre min venindes drøm til virkelighed. Solen bager så skønt, himlen er blå og hvis ikke det var fordi jeg nu var 7 måneder henne, ville denne sommerdag i august være fantastisk, istedet koger jeg og mine fødder er hævet som tilhørte de en elefant. “Du kan godt glæde dig” siger jeg mens jeg langsomt sætter mig på bænken, den giver sig idet min bagdel rammer den. “Det bliver fantastisk” siger min venindes mor, mens hun smilende ser på min runde mave. Men veninde og hendes mors øjne mødes og sammen fortæller de hinanden noget inderligt, uden at sige et ord. Jeg tror det er det man kan, mor og datter imellem. Forhåbeligt formår jeg at kunne det med mine sønner, på trods af de ikke er mine døtre.

Vi går ind i villaen, min veninde melder sin ankomst og kort efter kalder en mandlig læge os ind. Vi får ret hurtigt præsenteret os og et kort øjeblik opstår der lidt forvirring omkring hvem jeg er, i forhold til min veninde. Det skal vise sig ikke at blive sidste gang. Under de gange vi kommer på Trianglen anslås jeg for at være veninde eller partner, og det er på trods af jeg selv er højgravid / nybagt mor. 

Lægen spørger ind til min veninde, hendes livsstil, familie og de forundersøgelser der er lavet. Ikke en gang spørger han til hendes overvejelser omkring at begynde “projekt” solomor. Noget jeg ved der har fyldt hos min veninde. Hun har på mange måder frygter om “systemet” skulle vurdere om hun nu var “egnet” til at blive solomor, dette har aldrig været tilfældet, tværtimod. Der er i min bog, ikke noget at tvivle på, min mor er født til at være mor os selvom det ikke bliver i en klassisk “far-mor og børn” model. Lægen og min veninde snakker lidt om proceduren omkring bestillingen af sæd også kaldt strå, dernæst inseminering og supplerende behandlingsformer. Da min veninde ser ud til at være yderst fertil, så ønsker lægen i første omgang at inseminerer min veninde natural – uden tilføring af hormoner mm. Lykkes det ikke de første 2 gange, vil han anbefale at min veninde får hormon tilført. Lægen og min veninde snakker cyklus, ægløsning og her kommer min venindes forarbejde virkelig hende tilgode. Allerede tilbage i maj måned var hun stoppet med at bruge p-piller, for at al unødvendigt hormon kunne forlade kroppen. Derudover har hun noteret sin menstruation og hvornår det kunne virke som om hun har ægløsning. Lægen spørger ind til denne måneds cyklus og anslår hun bør have ægløsning nu; hvis alt er som det skal være, derfra vises hun hen til et leje, der står bag en skræm, hvor han laver en indvendig scanning. Den er god nok, min veninde har ægløsning – hvad der ligner et kæmpe strudseæg er klar til at søge ned i livmoderen lige om snart. 

Efter scanningen spørger lægen hvornår min veninde vil starte behandlingen. Grundet en længe planlagt dannelsesrejse i efteråret, planlægges det at fertilitetsbehandlingen skal starte i november, måske først december. Min veninde, har som alt andet i forbindelse med “projekt” solomor fundet det nødvendigt at være i god tid i forhold til alle undersøgelser mm. I det private system, er det nemlig alment kendt at der er en god portion ventetid, ligesom der er i det offentlige. Derudover sørger min veninde for hele tiden at arbejde mentalt med de enkelte undersøgelser og alle de tanker der er omkring det at starte fertilitetsbehandlingen, i et tempo, der ikke forceres grundet 1-2-3 nu skal vi igang oplevelser. 

Da vi kører fra samtalen på Trianglen er stemningen opløftet. Ingen af os tør hoppe i med begge ben og italesætte at min veninde er gravid på nul komma fem. Kun 22 procent bliver gravid ved første inseminering og ud af dem, har kun 14 procent et blinkende hjerte i uge 7. Det er hårde odds og alt andet end romantisk, alligevel tror jeg på det her…. jeg tror på at min veninde før vi aner, vil blive mor.

….

“Jeg fik jobbet?!” Min veninde klukker af grin, lidt chorkeret, fuld af glæde og mest af alt stolthed. Under en af vores mange samtaler har jeg været enormt ærlig, måske endda benhård og værdiladet. Min veninde arbejder på Hillerød Sygehus, men er bosiddende i indre by, i et roligt og børnevenligt kvarter i en god lejlighed. Hun har ca 45 minutters transport hver vej og det har gjort, at jeg har spurgt “hvilken mor vil du gerne være?”... vil hun være hende der kan spise morgenmad med sit barn, eller hende som skal søge efter institutioner med udvidet åbningstider i ydertimerne. Intet er rigtigt eller forkert, alt efter hvad hun ønsker, men det er et valg hun skal tage, særligt fordi hun er alene og hun derfor skal indrette sit liv som solomor efter dette. Nok vil bedsteforældrene kunne hente i ny og næh, ligesom jeg glædeligt har et barn mere i ladcyklen men når alt kommer til alt, er det min veninde der er alene om forældrerollen, på godt og ondt. “Hvor er du bare sej! Det er fantastisk!” Min venindes snøften lader sig høre. Hun er tydligvis rørt. “Christina… nu kan jeg cykle på arbejde på kun 5 minutter og… jeg ..” der bliver stille i den anden ende af røret. “Træk vejret smukke” hvisker jeg. Så siger hun det “og.. jeg..kan..give barnet den hverdag jeg ønsker.” Vi snakker længe den dag og da jeg ligger på er det med stolthed. Det ansvar, bevidstheden og de refleksioner min veninde gør sig forud for hendes forældreskab, det er imponerende og så rørende at være en del af, for på mange måder ser jeg hvordan en Mor langsomt men sikkert bliver til. 

Tusind tak fordi du ville læse med . 

Kærlig Hilsen Christina

Du kære barselsliv

Du kære barselsliv

Jeg sidder der på et lookalike hay sengetæppe, med Vilmer placeret foran mig, der lidt skeptisk ser til mens jeg forsøger at ryste rasleægget synkront med musikpædagogen og de andre mødre. Samtidigt har jeg et “er-det-ikke-hyggeligt-lille-skat” smil på læben, det er samme grimasse som jeg om nogle måneder skal bruge mens jeg siger Mmmmm og servere øllebrød med æblekompot på toppen. Hvem har glemt at fortælle rytmetossen her. at det at få børn inkludere rytmiske bevægelser, synkrone trap i gulvet og koreografi! Jeg har før skrevet om mit livs først og sidste zumba time, men skulle det være forbigået nogens næse, så er rytmiske bevægelser med til at udløse koldsved, røde nervøsitets plamager på brystet og en enorm lyst til at krybe i et mussehul. Alligevel sidder jeg der i kirkerummet og synger den ene smukke samle efter den anden, mens jeg vugger Vilmer, jonglere med silketørklæder og forsøger at mestre mine enorme hormoner, så jeg ikke drukner Vilmer i mine stolthedståre. For min lille skat elsker det jo ! Han stornyder at hører min stemme forsøge sig med de lyse toner mens en dame fremtryller små hånddukkefigurer (som så sidder på én finger, hvad hedder disse så?!). Han fortrylles mens hun synger hans navn og slår let på et lille klokkespil -Vilmers navn har aldrig lyt så smukt, som da hun sang det i dét kirkerum. Om man er troede eller ej, så kan babysalmesang altså noget i min optik og derfor er denne aktivitet os en del af min og Vilmers barsel, en obligatorisk del så at sige, men med finesse.

Det er netop det at holde barsel, dette indlæg handler om. Nogle kvinder (jf. Ligestilling – forældre), anser barslen som et ophold i helvedes forgård, med lidt for meget kaffe og alt for lidt gin og tonic. Hvor mange timer spenderes på at stirre på babyalarmen, mens der bedes til babyguden for søvn, om at tilsmile ens yngel idag – igen idag. 

Barselslivet er for mig, ikke et luksus ophold, med Go’morgen Danmark kørerende som underholdning mens jeg indtager en lækre omelet – barselslivet for mig er benhårdt arbejde med enormt stort ansvar. Et ansvar der virkelig kan pynte på mit CV, når jeg engang vender tilbage eller … rettelse, skal ud på det der arbejdsmarked (sandheden kender vi jo alle til – hilsen hende der var evighedsstuderende). Når jeg engang skal igang med at opstøve drømmejobbet for en mor til tre, så skal der stå CEO et eller andet sted på det CV, for det er altså sandheden. Jeg er CEO, Boss-mamma ! Det er mig der bestyrer en hel husdan pt. (Hr. Mand hjælper os til), men det er MIG. At være på barsel handler jo om at tage sig af ens afkom og sikre at det langsomt men sikkert vokser sig stor og stærk. Særligt det der med at det skal gå langsomt , det har Vilmer glemt ! Forstå mig ret, jeg oplever ikke barslen som datidens tugthusarbejde , tværtimod. Jeg knuselsker barselslivet eller livet med min baby og de friheder det giver i forhold til Aksel og Carl. Det er for mig et privilegium at gå hjemme med Vilmer og opleve hvordan mit lille menneske udvikler sig. 

Nok skulle kvinderne kæmpe for at komme på arbejdsmarked, men der røg noget for forældrene i den forbindelse – nemlig samværet med ens baby. Min mand kom i dagpleje som 3 måneders baby – sådan var tiderne altså dengang. Idag er barselsreglerne anderledes og så vidt jeg forstår under ændring i forhold til ørermærket barsel til fædrene – hurra for ligestilling men hvad så med den der amning ?! (Den får utrolig ringe kår efterhånden – og Gud hvor synes jeg bare det er trist!). Så jeg nyder min barsel og jeg nyder yderligere at vi har besluttet jeg skal gå hjemme med Vilmer som hjemmepasser efter endt barsel . 

Stifter Esme Emma Sutcu, Vilmer Og Jeg gæstede i slut februar Go’ Morgen Danmark til en snak om morlivet og det at snakke ærligt om hvordan det osse er at være mor #Momsterliv

Den perfekte barsel!

For nogle år siden, var det ret oppe i tiden at snakke om de her stressede barselsmødre og deres dertil stressede børn, som nu troede de skulle afholde den perfekte barsel. Når vi siger henholdsvis perfekt vs. Uperfekt, så sker der en distinktion imellem noget og jeg mener ikke den skal laves, istedet skal det for mig bare hede Barsel og den kan så afholdes på løn / barselsdagpenge. Jeg tror dog på der findes barselsstress – den dee naturligt opstår og den vi selv bringer os i, når vi skal nå ALT – en baby kan ligesom os voksne mennesker blive overstimuleret og lige så fantastisk det er at opleve noget med ens aller kæreste – så kan en formiddag med hud mod hud, pruttelyde, sæbebobler og Poul Kjøller på anlægget os noget. Den naturlige stress tror jeg alle der har gået hjemme formentlig Lan genkende, her særligt tankerne omkring søvnregnskab og ligningen med alt for mange ubekendte faktorer. 

Eksempelvis : Vi skal være til fødselsdag klokken 14. Baby stod op klokken 6:30 og var derefter vågen til 7:30, her faldt den korte lur på 45 minutter og så skal der regnes ud hvornår det er perfekt at tage hjemmefra i forhold til mødetidspunktet OG luren, amning, vågentid OG den der blee som ender op ad hele ryggen !!! 

Da jeg var på “barsel” med Aksel, tilbage i 2011, hvor jeg ikke holdte en decideret barsel, så indholde den behandling af hans medfødte klumpfødder. Behandlingen gjorder han ikke kunne komme i svømmehallen før han var 5 måneder. Jeg var overbevist om at mit barn aldrig ville lærer at svømme, for alle talte jo om hvor sindsygt vigtigt det var at gå til babysvømning med sin baby. Det var så vigtigt og svært at få plads på diverse hold, at mødregrupper sad klokken 02 om natten – klar til at tilmelde sig de nyeste hold til babysvømning ! Aksel fik aldrig plads på et hold, jeg opgav – tilgengæld har han så i en alder af 7 år lært 3 forskellige svømmeteknikker, da han nu går til svømning – uden jeg er med i vandet. Jeg lærte ganske stille og roligt at finde mit eget leje i barselslivet og hvilken hverdag der passede os bedst (hvert barn er forskellige og det bør man, efter min mening, tilpasse sin barsel efter). Personligt elsker jeg fleksibiliteten i forhold til aktiviteter med baby. Jeg har en gang stået over i Frederiksberg svømmehal – ud fra det facit jeg havde regnet mig frem til og oplevet at jeg havde regnet forkert, på trods af brug af en lommeregner (som snyd). Jeg har været hende der havde planlagt ALT og alligevel endte med kun at være 3 minutter i vandet for derefter at måtte kaste mit gennempisset håndklæde i ringen, hoppe i tøjet ildelugtende af klor, da det enten var hyper ulykkelig baby vs. Velduftende mor (baby vinder altid), fordi min ellers altid glade baby nu var blevet total overstimuleret af alt det vand. 

Denne barsels hovedperson, Vilmer

Så stilen her i 2019, er en heeelt anden. Tempoet er langt mere roligt og afslappet, altså så afslappet de nu er når man er mor til tre. Vilmer og jeg tager dagene meget som de kommer og mit fokus er mest af alt på, at vi bare skal have det godt og det har vi når bare vi er sammen og det er i min verden indbegrebet af en rigtig god barsel. En barsel der får ekstra glimmer på i form af hyggestunder med mødregruppe, veninder, laaaange gåtur, prodcast i ørerne, spontane fridage med de ældste børn og mest af alt, det der lille bitte fantastiske menneske.

Tak fordi du læste med .

Kærlig Hilsen Christina


Nu kan jeg snart ikke mere ..

Nu kan jeg snart ikke mere ..

Når startskudet lyder og jeg løber afsted, så løber jeg imod krisen. Jeg ved den kommer og ved derfor os hvordan jeg hele tiden skal tale mig selv op, når den kommer. Når benene så syre til, lænden føles stiv og fødderne hævet, så er det lige der jeg skal holde fokus og igen og igen fortælle mig selv, hvor hammer sej jeg virkelig er og samtidigt drage omsorg for udmattelsen og messe “bare hold ud, kun 5 kilometer igen.. bare lige lidt mere.. du kan godt…” for jeg kan nemlig godt, jeg kan så sindsyg mange ting. Det er næsten forbudt at sige i dagens Danmark, at der er noget man er god til – der er osse noget jeg er virkelig dårlig til, helt bestemt. Men jeg er faktisk rigtig god til at holde ud, kæmpe og ja, kæmpe lidt mere, lidt længere men nu.. nu kan jeg snart ikke mere.

Jeg mærkede det om onsdagen, natten til torsdag. Jeg havde vugget Vilmer i 1,5 time og mens jeg står der i mørket og hans små urolige bevægelser fortæller mig han endnu ikke er klar til at glide ind i søvnen, så kan jeg mærke en følelse af at blive kvalt langsomt. Mine arme gør ondt, hormonerne i mine fødder gør at brusken er blød og at min fodstilling på begge fødder er dårlig og det gør dem enormt ømme. Alt gør faktisk ondt og alligevel så kan jeg ikke gøre andet end at holde ud og forsøge at hjælpe Vilmer, med min vuggen. Alternativet er gråd og det er ikke et alternativ. Jeg husker jeg kigger på uret og aftaler med mig selv at jeg skal stå her til klokken 02:45, altså 15 minutter mere. Bare 15 minutter og derefter, så må jeg ligge ham, forhåbenligt sovende eller os må han vugges i barnevognen. Min indre aftale virker stort set altid når jeg vugger Vilmer. Lige så livsbekræftende, fantastisk og kærligt det er at vugge sit barn, lige så sindsygt udmattende og frusterende kan det opleves. Minutter føles som timer mens man står der i mørket. Måske er det forbudt at sige, men sådan føles det altså. 

Den nat mærker jeg overskuddet sive ud af mig, som var det sand imellem mine hænder. Torsdag kommer beskeden om indlæggelse til mandag, minimum, IV’et ryger ud og Vilmers mave går for alvor hen og bliver påvirket af den hårde medicinske behandling. Hele den dag, er jeg konstant ved at bryde sammen og da Vilmer endelig sover den aften, tillader jeg mig selv det. Det er så hårdt og hvad der præcist er hårdest eller toppen af isbjerget, det ved jeg ikke. Det er bare hårdt. 

På mange måder begynder det hele som en endeløs vandring eller som om at jeg kan se kysten ude fra havet, men kræfterne til af svømme i land er der ikke længere. Istedet kan jeg bare mærke hvordan det hele snart slipper op mens tanken om at jeg rammer bunden ånder mig i nakken. Hvor end jeg kigger hen, efter en redningskrans, så er der bare ingen. Det er på trods af der står en Hr. Mand, bedsteforældre og nære venner i kulissen som tilbyder alle former for hjælp. Det er bare ikke noget at gøre, for Vilmer vil “kun” have mig. Derfor har jeg igen og igen måtte sige til mig selv, det er snart ovre OG det er det os. Mandag morgen klokken 8, efter sidste intervenøs behandling – der er jeg den der er smuttet ! Hjem til vante rammer, mine store drenge, sengen, køleskabet OG Hr. Mand.

Meningen var at Hr. Mand skulle være rejst til Island på onsdag – onsdag til søndag. Men igår sagde jeg det så endelig højt, med følelse af skam og er strejf af nederlag. “Du kan / må ikke rejse fra mig”, mere behøvede jeg ikke at sige til Hr. Mand, han svarede bare “Jeg ser dig godt”. For jeg kan vitterligt ikke meget mere og tanken om at stå alene med ungerne i 5 dagen ovenpå Vilmers indlæggelse, mens hans mave er ødelagt af pencilien og derfor skaber utrolig dårlig søvn, så ture jeg ikke tænke på følgerne. På nuværende tidspunkt kan jeg mærke hvordan hele min krop skriger på ro. Min mælkeproduktion er påvirket og hvor jeg før kunne amme og mætte på 1 bryst, så er der begge der bruges og nedløbet er efterhånden som et gammelt rusten vandrør. Der går SÅ langsomt. Det er jo vitterligt ikke så mærkeligt, men det er bare rigtig uhensigtmæssigt. Blandt andet derfor er ordrerne blevet sagt og erkendelsen gjort : “Jeg kan snart ikke mere” og det er der helt sikkert en psykolog der klapper i hænderne over at jeg siger for alt i mig vil jo helst sige “det klare vi nok”, men nok er os nok. 

Så hermed, et lille indlæg om de tanker jeg gør mig, eller gjorder mig igår. I dag har nemlig været fake it till you make it og yderligere har Vilmer fungeret som en booster – på trods af jeg måske fik 4 timers søvn i nat (i alt). Han pludre nemlig igen, smiler som dagen er lang, ruller, triller og leger – altså han er endelig ved at vende tilbage og det giver lige lidt power, her til de sidste døgn på børneafdelingen.

Tak fordi du læste med.

Kærlig hilsen Christina  

Veninde til en kommende solomor – del 1.

Veninde til en kommende solomor – del 1.

Den kolde decmeberluft afslører min besværet vejrtrækning, idet vi drejer op ad Strandboulevarden. Gadelygterne lyser op, nedfaldet blade blæser hen af fortorvet og lyden af vores synkroniske fodstillinger, er det eneste der lader sig hører denne stille søndag aften.

Vi løber der, side om side, som så mange gange før. Samtalerne er lange, dybe og intense og hertil aften, omhandler de noget, som på mange måder har været en tanke om en drøm, båret i et smukt og følsomt sind, som nu er klar til at blive realiseret. 

Hun er smuk, sådan som hun løber der ved min højre side. Det lidt anstrengte smil breder sig over hendes perfekte bløde læber, idet vejen former sig til en stingning. Jeg kender det smil, det er smilet som indfinder sig, når udfordringen melder sig og lysten til at sige “stop med at løb” tordner frem i psyken. Hun er smuk, så smuk, stærk og betagende og så står hun nu på grænsen til vejen mod moderskabet.

Vores snakke har været mange, men denne her er ny og alligevel kommer det ikke bag på mig. Hun fortæller, mens jeg løber der ved hendes side. Hun fortæller om hendes tanker, hendes drømme og hendes forståelse af hvad forældreskabet kan, os hvis man “kun” er en . Mens hun snakker, ser jeg hende for mig, stå der i rampelyset, alene, ikke fordi hun er forladt men fordi hun står der, stærk, viljefast, beslutsom og med så stor en selvindsigt, at hun kan tåle spotlightet kun lyser på hende, mens hun begynder at danse hendes solo, livets solo… begyndelsen til at blive solomor.A

Siden den søndag aften i december, har snakkene været mange. Jeg lovede mig selv, at min rolle som veninde, var at være der fuldt ud. Både med støtten, hånden, lommetørklæder og os med de spørgsmål der måske ikke altid var lige nemme at stille. Jeg tror ikke på venskaber hvor vi kun klapper hinanden på ryggen og siger hvor er du god, istedet tror jeg på ærlighed og på relationer der er med til at udvikle en og skabe refleksioner, det er de venskaber der kan nære en bedst. Andet er “bare” social stimuli.

Noget jeg dog ret hurtigt erfarer er at der stilles en række uopdragent og arrogante spørgsmål til en kommende solomor, spørgsmål som det “almindelige” forældrepar aldrig har skulle besvare. Jeg stillede dem os selv, lidt i uvidenhed men ret hurtigt erfare jeg, at spørgsmålene jo ikke er tilrettelagt det menenske jeg elsker og kender, de er funderet på baggrund af en ringe forforståelse og en uvidenhed. Derfor begynder jeg at læse diverse undersøgelser, artikler og personlige beretninger. For at forstå og forsøge at blive en sparringspartner frem for hende i hjørnet. For jeg har tænkt mig at være der, all the way. 

Det er jo gratis at sige den slags og hvor meget det så menes er spørgsmålet. Det erfarede jeg selv , dengang hr. Mand rejste med drenge da jeg var i uge 39. Det er nemt af tilbyde sin hjælp men at komme med den reelt? Derfor har jeg måtte kigge indad, snakke med Hr. Mand og yderligere min veninde. Jeg tror på der altid er plads til to mere ved middagsbordet men er der os det i ens overskud? Kan jeg hente en ekstra med hjem, kan jeg lave 4 slikskåle istedet for 3 osv. Svaret er ja. Jeg er derfor veninde til en kommende solomor og i en række af indlæg vil jeg tage jer med i al den kærlighed der skal til, for at lave min venindes ønske og kærlighedsbarn.

Tusind tak fordi du ville læse med .

Kærlig hilsen Christina

Min baby og jeg, 12 uger

Min baby og jeg, 12 uger

Tiden er en finurligt størrelse, på en måde uhåndgribeligt og samtidigt noget der hos en baby for alvor kommer til udtrykke, som noget der går rigtig stærkt. Alle har så travlt med at sige “husk nu at nyd det” og de fleste mødre, får da nok os mindst en gang i deres forældreskab sagt “det går så stærkt”.. det synes jeg virkelig os det . Når jeg ser på Aksel (snart 8) og Carl 5, så mister jeg lidt pusten og smiler så ved mig selv, når jeg kigger på Vilmer.. han er nemlig stadig lille eller nu 12 uger.

Det er 12 uger siden idag, at jeg efter asen og massen fik ham presset ud. Jeg presset virkelig alt hvad jeg kunne – jeg har endda en video af det, som en sød jordmoderstuderende tog. Jeg havde håbet på en smuk video, taget fra siden… istedet er den video lavet FULL frontal og det er sgu er ømt syn. Jeg synes stadig jeg kan mærke en smerte når jeg ser den og jeg tuder os fortsat mens jeg tænker “Fuck” blandet op med “hvor er det fantastisk!”. For det var fantastisk at føde Vilmer, trods alle strabadserer og det lille psykiske efterspil jeg havde kort efter fødslen. Særligt dette efterspil, altså adrenalinen opblandet med dødsangst, ubetinget kærlighed og masser af hormoner gjorder jeg lige skulle holde tungen lige i munden og sørger for at få trukket vejret godt ned i maven. En tur forbi psykologen og nogle gode samtaler med veninderne og “Wupti”, så var jeg faktisk helt okay, ja nærmest lykkelig. 

Idag, nu hvor Vilmer er 12 uger, så overgår han for alvor fra spædbarn til baby i nogens retorik. Vilmer er min lille baby. Men et spædbarn – det ved jeg ikke. Han er bare Vilmer, helt igennem fantastisk, sød og tung. 8,3 kg faktisk og de er fordelt på 67 centimeter. Min lille fyr er kommet godt fra start, trods en infektion i hormonknopperne, så er tiden med ham gået glidningsfrit. Han kaldes af sine bedsteforældre for nem og tja – det er han måske da nok os. Jeg kan og vil ikke brokke mig over min lille fyr. Han har som sine brødre et fantastisk sovehjerte, en stor glæde for mad og tja… så skider han efterhånden kun hver anden dag. Når han vågner, er det med et smil. Hans øjne er blå og enormt smukke. I de sene nattetimer holder vi altid i hånd og sådan bliver det nok ved lidt endnu.

Tak fordi du ville læse med, på dette lille kærlighedsskriv.

Hilsen Christina

Skal du gå hjemme i 2 år?!

Skal du gå hjemme i 2 år?!


Det er med en snert af åndenød, at jeg lader mine fingre glide henover tastaturet. På trods af jeg har blogget i knap 4 år om alt fra tankerne omkring det at blive mor til et barn med en fysisk misdannelse, depression, celleforandringer og teamer der virkelig kan dele vandene, så er jeg nervøs.

Moderskabet er et minefelt, fyldt med medsøstre, som på så mange måder kan løfte hinanden men os til tider pille hinanden ned, ofte pga manglende respekt for diversitet.

Generelt ser jeg livet, dets følelser, udvikling og aspekter, som en personlig urtehave. Vi bestemmer selv hvilket sorter vi dyrker, såvel som hvor og hvornår vi luger ud. Er vi hardcore øko eller mere til kunstgødning? Sættes der fugleskramlser op eller et beskyttende net? Handlemåderne er mange og som en kær psykolog engang sagde til mig, så er grundsten i livet betinget af hvor vi ligger vores energi. Vi prioritere forskelligt, betinget af værdisæt, leveformer og personlighed.. og sådan er det nu engang. Med disse ord har jeg forhåbenligt fået skabt et usynligt men samtidigt klart sikkerhedsnet, der gerne skulle gøre at du som læser ikke føler mine ord er skrevet for at krænke eller som et forsøg på at pege fingre. De er skrevet for at lufte ud og reflektere og måske endda møde ligesindet eller konstruktiv sparring.

Det hele startede faktisk dengang jeg gik hjemme på barsel med Carl i 2014. Tiden med ham var uforglemmelig, til tider hård og alligevel så fortryllende. Jeg følte på så mange måder at jeg udviklede mig i en ny retning, der på en og samme tid var forførrende og skræmmende. Jeg var netop blevet færdiguddannet som lærer, forud for min barsel med Carl. I mit netværk kunne jeg se hvordan mine medstuderende, fra læreruddannelsen, gav den gas med karrieren og selvom jeg virkelig brændte for at afprøve min egen faglighed, så var der noget som begyndte at bryde frem indeni mig. Jeg havde dengang Aksel var lille, elsket den enorme fleksibilitet og tid der var i at være studerende og samtidigt mor. Aksel var et deltidsbarn i hans vuggestue og det skyldtes hovedsageligt at jeg var min egen boss og jeg altid kunne sidde med studiebøgerne når han sov. Nu hvor jeg var færdiguddannet; ville min tid med Carl (og Aksel) efter barslen blive anderledes, meget anderledes. Det var en vinterdag jeg lod følelserne komme til orde overfor en nær veninde. Jeg var ikke længere hende jeg troede jeg var og det føltes pludselig så forkert at gå af et spor, der før havde været så naturligt. 

Istedet ønskede jeg at holde mine børn i hænderne, oftere end et fuldtidsjob som lærer ville tillade mig og på mange måder begyndte en søgen efter et “tilflugtssted” at blive sat i værk. Jeg har altid vidst jeg skulle bruge min læreruddannelse som er springbræt, men tanken var det skulle have været efter nogle år i marken. Marken blev droppet, til fordel for drømmestudiet OG de muligheder der var ved at være mor på SU, ingen af disse var økonomiske plusser – tværtimod men det afkast der var at se og mærke på drengene var det hele værd. 

Nu står jeg så her, med en rundkindet lille fyr på 10 uger og et bevis på at jeg har læst og gennemført en kandidatuddannelse, med resultater der er langt over middel. Jeg er dygtigt indenfor mit fag og har på så mange måder en stor lyst til at slå vingerne ud og bruge al den viden jeg har tilegnet mig igennem min kandidatuddannelse. Alligevel er der noget som trækker i mig, noget jeg ikke havde set komme og som på så mange områder er fjernt for mig og så alligevel ikke.

Følelsen kom helt tilbage i efteråret 2017, dengang Hr. Mand og Jeg tænkte vi gerne ville have et barn mere sammen. I ny og næh tænker jeg om det er fordi det er mit sidste barn og andre gange ved jeg det handler om noget helt andet. Det handler om en proces jeg har været i som mor i snart 8 år. Det handler om at jeg på et tidspunkt valgte at stoppe op og stille et væsentligt spørgsmål til mig selv. Netop det spørgsmål som kan provokere rigtig mange. Spørgsmålet lyder således “Gør jeg det fordi resten af samfundet gør det eller gør jeg det fordi det føles rigtigt for mig?”. Det tog mig ikke lang tid, at anderkende at jeg faktisk ikke havde lyst til at gå i den samme retning, som flertallet i samfundet gjorder det. Istedet kunne jeg mærke et behov for at gå ind til side og mærke efter, rigtig godt efter. Da jeg stod der inde i “vejkanten”, forstod jeg pludseligt at det ikke længere gav mening for mig, at gøre som “alle andre”, tværtimod, istedet ønskede jeg noget andet for mine børn, min familie og mig selv.

Derfor har jeg i længere tid sparret en del med Hr. Mand, nære veninder og her særligt min gamle speciel makker, da overspringshandlingerne under specialeskrivningen jo gerne skulle være konstruktive. Snakken gik sig på, at jeg føler et behov for at holde Vilmer hjemme længere end en almen barsel “tillader”. I min verden er der ikke nogle der tillader noget. Der er en økonomisk situration som ofte har en stor betydning og for at man kan ændre dets betydning skal der måske træffes nogle lidt hårde konsekvente valg. Det kan være alt fra det forestående huskøb udsættes, den ene bil sælges eller at de der tropiske rejser for en stund droppes. Jeg ved det faktisk ikke helt – for når man som jeg aldrig har prøvet at være forældre med andet end en SU betinget økonomi, ja så er der bare nogen ting som ikke var muligt, det er der så noget helt andet der har været, noget jeg hverken kan og vil sætte en pris på. Jeg ved blot at vi som familie har måtte klare os med det vi har og at det ikke altid har været en fest at stå overfor vintersæsonen og indkøb af ordentlig overtøj, lige der kommer mit “tilbuds-haj-gen” virkelig til sin ret og det gør helt sikkert en stor forskel. Jeg er nu engang heller ikke typen som forføres af materialisme, det siger mig ikke en fis om der står IKEA i bunden af mine tallerkner eller H&M i nakken. Mine børn og jeg skal bare se ordneligt ud, spise sundt og godt, have et tag over hovedet og færdig bum. Jeg har ofte svært ved at forstå behovet for at købe nyt og mere men det må være folks egen sag. Jeg har bare altid tænkt 1000 kr på en god middag – én aften, det kunne dække knap 2 ugers madbudget eller et par jeans til 700 kr. kan jeg købe mindst 10 stykker tøj for brugt ? Jeg vender ikke hver en krone af nød, men fordi jeg ikke ser grund til andet ? Penge skal man værne om, passe på og gemme til en regnvejrsdag eller investere i det der føles rigtigt. Måske var det derfor jeg som barn altid fik mine 10 kr til fredagssnold i to 5’er. Den ene blev brugt i kiosken, den anden gemt i sparegrisen, det har altid ligger naturligt til mig at forsøge at sparre og bruge mindst muligt. Nå men tilbage til dette indlægs omdrejningspunkt.

Vilmer kom til verden i oktober 2018, min barsel med han slutter i september 2019. Da vi rykkede Carl til en ny børnehave, var det fortsat en integreret institution. Det er en institution hvor der er en god ledelsesstruktur, erfarne pædagoger og medhjælper, en god børnesammensætning og et værdisæt som understøtter det vi tænker en institution skal arbejde ud fra. Der er bare forsat noget som blokere for min lyst til at sende min 11 måneder gamle dreng afsted. Derfor har jeg undersøgt mulighederne for at kunne gå hjemme i længere tid med Vilmer. Mulighederne er mange og pengene små, det er ærlig snak. Jeg er villig til at ofre meget for tilgengæld at se og mærke et afkast som ikke kan måles i økonomiske midler.. eller .. en eller anden dag kunne jeg godt tænke mig at fremlægge en samfundsanalyse af den betydning det har økonomisk, at vi sparre på børn og unge området. Det er jo desværre en fortsat voksne post i vores sundhedssystem (psykiatrien).

Der er flere muligheder, alt fra at forlænge ens barselsperiode og derved få mindre i barselsdagpenge under hele ens barsel, eller tage orlov og istedet blive privat børnepasser for ens eget og et andet barn. På Frederiksberg er der yderligere den mulighed at søge om tilskud til pasning af eget barn i hjemmet. Det er bestemt ikke nogen økonomisk guldgruppe MEN det er en rigtig god mulighed for sådan en som mig, der ønsker at gå hjemme med mit eget barn i længere tid. 

Hvor lang tid, snakker vi så om ? Til at starte med følte jeg mig bundet af den søskende fortrinsret der er i forhold til den super daginstitution vi pt har på hånden. Det betyder at Vilmer skal starte eller have behovsdato mens Carl fortsat går i institutionen. Carl skal starte i SFO d. 1 maj 2020 og derfor skulle Vilmer gerne have en behovsdato d. 15 april 2020, for at anvende den søskendefortrinsret der er. Efter en længere snak med pladsanvisningen på Frederiksberg, lederen i Carls daginsitution, så tyder noget heldigvis på der os kan være en anden mulighed, nemlig den jeg synes der giver langt bedre mening for Vilmer – hele vores familie og det er at vente til september 2020. Med lidt hurtig hovedregning betyder det at jeg kan ende med at gå hjemme med Vilmer i 23 måneder, ja næsten 2 år. Det er intimiderede at sige højt, særligt fordi jeg tænker “kan jeg virkelig det?!” .. kan jeg holde til 2 år hjemme, med mit barn ? Forstå mig ret, jeg elsker mine børn og kontakten… men ville jeg kunne føle mig stimuleret, aktiviteter og fagligt udviklet af at gå hjemme i 2 år? Jeg tror faktisk det er en fordom jeg kommer til at tage del i, når jeg siger sådan – for hvem siger man ikke bruger sin hjernekapacitet når man går hjemme med sit barn? Jeg bruger en masse personlige ressourcer og udvikler bestemt nogle epokegørende dele af mit eget hjernecenter ved at være i kontakt med mine børn og den hverdag jeg har som hjemmepasser. Jeg ved jeg får brug for et netværk, nogen af sparre og mødes med, men der er ingen som har svaret på om jeg “kan”. Jeg ved blot at jeg som person er god til at udvikle mig selv, søge udfordringer hvor de kan søges og at jeg virkelig kan mærke at der er en enorm stor lyst til at gøre det muligt for vores familie, at Vilmer holdes hjemme og at Carl og Aksel fortsat kan nyde godt af de goder der hører til at have en mor med frie rammer og så betyder det sgu nok at vi fortsat har et lille rådighedsbeløb om måneden, de næste par år, men for mig, det værdisæt jeg deler med min Hr. Mand. Fortæller os at den følelsesmæssige investering vi gør i Vilmer, Carl og Aksel, hele vores familie, er langt bedre end den følelse vi ville have med to fuldtidslønninger og en lille fyr på 11 måneder i vuggestuen . 

Står du, eller kender du en eller flere, som har barn fra efteråret 2018, som vil hjemmepasse sit / sine børn og som bor på Frederiksberg / indre by, så skriv endelig gerne . 

Måske du kunne have interesse for gradvist at opstarte en legegruppe / mødregruppe 🙂

Tusind tak fordi du ville læse med .

Kærlig Hilsen Christina

Tillykke – med din første offentlige amning.

Tillykke – med din første offentlige amning.


Da Hr. Mand og Jeg havde bryllupsdag – 8 år.
Tænk at vi overhovedet kan holde hinanden ud efterhånden ?
Sådan må man gerne tænke – i min optik altså, særligt fordi vi jo har været sammen meget længere end vi har papir på. Jeg er faktisk ret glad for ham Hr. Mand os selvom han kan fyre op under mig på den rigtige gode måde og ja – knap så gode måde. Vi er ikke de vilde materielle typer, som køber guld og ædelstene til hinanden. I år gav vi os selv Vilmer, så tænker jeg ærlig talt ikke vi kan ønske os mere. Når nu man skal fejre 8 års bryllups dag – med et på det tidspunkt en 8 dage gammel baby (Jubii for tal-mani), så valgte vi at gøre det helt lavpraktisk og bare spise en hyggeligt frokost sammen, på en lokal god burger bar.

Hr. Mands og min date, blev Vilmers og min første rigtige tur ude, grundet blodtab og efterfølgende infektion (hip hurra). Vi får sat os og som det jo skal være, vågner Vilmer lige idet tjeneren stiller maden på bordet, det er en naturlov af mor skal spise kold mad. Vilmer kommer selvfølgelig op og jeg når knap nok at hilse på ham, før han er ved at æde min skulder og lige der tænkte jeg “okay – du skal have mad nu …. og jeg skal amme offentligt”. Ved mig selv, hviskede jeg samtidigt et lille tillykke, af en helt særlig grund.

At være bange for at amme i det offentlige rum.
Det at amme offentligt, har ikke altid været nemt for mig. Dengang jeg fik Aksel, blev jeg så ubehageligt tilpas når jeg skulle amme ude, at jeg pumpede mælk ud og gav ham det på flaske. Hjemme ammede jeg nåede så fint men det blev ret hurtigt utrolig svært at følge med i udpumpninger og amning, det blev et “dobbelt” arbejde. Forstå mig ret, jeg ser bestemt ikke amning som et arbejde. At blive hjemme, var ikke en mulighed, da der ikke havde gavnet mig mentalt overhovedet og derfor fik Aksel både brystmælk på flaske og fra bryst, de første måneder af hans liv.

Hvorfor jeg havde det svært med at amme ude, skyldes flere faktorer. Aksels ben var i gips pga. hans klumpfods behandling og derfor blev han meget stor og stiv i kroppen og derved “uhandi”’at ligge til brystet. Den dag i dag, ville jeg ønske at jeg havde kæmpet mere for min amning, men jeg lod mig “trøste” af fortællingen om at en god mor ikke sidder i brysterne og NEJ det gør en god mor ikke, men jeg ville bare gerne have gjort noget andet. Sandheden omkring hvorfor jeg ikke ammede offentligt, handle dog mest af alt om, at jeg var bare for folks fordømmende blikke, eller endnu værre… at blive forvist fra det sted jeg sad.

Bare tanken om at amme offentlig, fremprovokerede, hvad jeg senere i livet erfarede var stærke symptomer på angst. Jeg tænker nogen gange om de mennesker, der mener at amning af et lille barn skal forvises til et toilet, den kolde bænk på gade eller et “kosteskab”, egentlig ved hvor enormt diskriminerende og fordømmende det er og føles for den ammende. Jeg tænker om de ved, hvad der sker i en, når det der ellers er det mest naturlige i verden pludselig anses som værende ulækkert, seksuelt eller ja blufærdighedskrænkende?! Jeg tænker om de ved, at nogen mødre – som jeg var det engang, ikke er stærke nok til at stå fast på det de tror på, og derfor i sidste ende kan gå på et stort kompromis med deres eget moderskab og droppe amningen !
(Der er intet galt i at give flaske -Men der er noget galt i at føle sig presset det at pakke sit bryst væk og næste sin baby mad!). Fra det øjeblik jeg blev mor, til henholdvis Aksel, Carl og Vilmer, har alt i mig rettet sig mod at sikre deres trivsel – ALT. Hertil at møde dem i deres behov og det indebære selvfølgelig at give dem mad!

Da jeg blev Mor til Carl, valgte jeg at gå ind og arbejde med min “frygt” for at amme offentlig og acceptere at nogen mennesker bare har en anden holdning, men at det ikke gør min amning forkert. Nu her, hvor jeg har fået Vilmer, tænker jeg næsten ikke over det – eller jeg orientere mig dog altid, hvor der er et evt. ammerum og ja – om der er en ammepolitik?
OG – Når jeg står op om morgen, så tænker jeg over hvad jeg skal den pågældende dag. Skal jeg ud – være sammen med fremmede eller en nær veninder. På den møde afhænger mit tøjvalg af dagens aktivitet og gøremål, da jeg derved indtænker om jeg kan knappe en skjorte op eller om det er bedre blot at løfte op i en T-shirt. Er jeg ude offentlig, forsøger jeg ofte at have tøj på der kan dække mit bryst mest muligt, men som samtidigt gør det muligt for mig, at give mit barn mad OG jeg tænker derfor om dem der igen peger fingre, vender øjne eller kommer med spydige kommentarer i diverse ammedebatter ved, hvilket tanker jeg som mor, ammende mor, gør mig af tanker – for IKKE at “støde” nogen. For tit og ofte føler jeg virkelig, at nogen tænker en ammende kvinde er en stor provokatør som bare gerne VIL fremvise sit bryst – sådan er det altså ikke i mit tilfælde, tværtimod.

Jeg fuldammede Carl og jeg har i den grad tænkt mig at gøre det sammen med Vilmer, så længe mit bryst tillader det og produktionen forbliver stabil på begge bryster. Det betyder os, at hvis Vilmer ligner sine brødre lige så meget på højden, som han gør i resten af hans udseende SÅ vil han være en “stor” baby. Hans kognitive udvikling vil dog forblive på det niveau, en babys kognitive udvikling er på, afhængig af hans antal uger og måneder. Det er ligemeget – for han skal have mad og det er og bliver et basalt, nødvendigt behov, ligesom det er for du og jeg.

Jeg håber dette indlæg, kan skabe stof til eftertanke. Hvad end om man er den ammende, hende der giver flaske, har hjertebanken i det offentlige rum eller om man så er den type, der mener at amning skal foregå på ens egen matrikel eller på et toilet.


Kærlig hilsen Christina

At være omringet af … tissemænd ?

At være omringet af … tissemænd ?

Velkommen til et indlæg, som handler om barnets udforskning af egen krop og morens forsøg på at være forstående. Hermed skal det forstås, at dette indlæg, IKKE bevidste indeholder seksuelle undertoner og skulle du som læser kode det således, så er indlægget bestemt ikke skrevet med den intention, tværtimod.
Tak fordi du vil læse med…

Da jeg var barn var mit største ønske, af få en tissemand. Grundet min fars død og evige higen og søgen efter faderlig anerkendelse og den mere eller mindre konstante oplevelse af at være “uinteressant”, for min mors daværende nye mand, så bandt jeg det hele op på, at jeg manglede en tissemand. Jeg var for længst blevet korthåret, hende “drengepigen” og god til fodbold. Det eneste der manglende, var bare den der tap, for jeg kunne sagtens stå op og tisse. I dag elsker jeg mit køn og jeg har for længst sluttet fred med de faktorer der var i min opvækst, som gjorder jeg i en periode af mit liv, ikke kunne forlige mig med at jeg “bare” var en pige. Jeg sluttede først, for alvor fred med mit køn, da jeg begyndte at forstå, at der var mere end bare en tissefunktion i henholdsvis de kvindelige og mandlige kønsorganer og at jeg var tiltrukket af det modsatte køn.

En interesse i kroppen.. og dens seksualitet
Jeg har altid synes kroppen var fascinerende og i de spæde teenageår, lånte jeg stort set alle bøger der omhandlede kroppens udvikling, pubertet, kærlighed og sex. Jeg læste bøgerne fra ende til anden, slugte alle artiklerne i mine “Vi Unge” blade og når der endelig var klemt lidt seksualundervisningen ind i årsplanen, ovre i skolen, så syntes jeg det var fantastisk. Jeg husker særligt en undervisningsgang, hvor en lærer måtte udsætte besvarelsen på mit spørgsmål, simpelthen fordi der sad flere drenge i lokalet, som ikke havde brug for denne mængde viden endnu. Teenagere modnes alle forskelligt og yderligere drenge og piger. Da jeg mange år senere, i forbindelse med min uddannelse til folkeskolelærer, tog kursuset i at kunne lave seksualundervisningen, så forstod jeg pludselig hvilken opmærksom lærer jeg havde haft, der dengang – også i seksualundervisningen, havde kunne differentiere sin undervisning og sikre at ingen havde følt sig stødt.
… og nu ind til sagens kerne, det indlægget i virkeligheden handler om, nemlig ..

Når man er omringet af tissemænd
Det var bestemt ikke den første tanke der strejfede mig, dengang vi til en scanning fik at vide, at vi ventede en dreng.. vores første dreng, men dengang en læge fortalte mig i telefonen, at svaret på moderkagebiopsien viste vi ventede en dreng, dreng nr. 2, så begyndte jeg at tænke lidt over det. Da jeg så blev gravid med nr. 3, og kunne mærke det os var en dreng SÅ var jeg helt ærlig hos psykologen og sagde mens en tåre trillede ned ad mine kinder, at jeg en sjælden gang imellem, følte mig udenfor derhjemme, grundet mit køn. Jeg behøver ikke kaste mig ud i kønsdebatten her – de fleste ved jeg er ret neutral MEN det er nu engang sådan at drengene går til venstre i svømmehallen og jeg til højre, da jeg har en tissekone og de, en tissemand. Jeg bruger funktionsordene i dette indlæg, da det er de ord, jeg bruger overfor mine børn. De kender nemlig fortsat kun til deres kønsorgans ene funktion. Den anden, ja det kommer nok lige rundt om hjørnet, særligt nu hvor lillebror er ankommet. Vi har pt. holdt os til en forklaring baseret på dyreriget og masser af kærlighed mellem mor og far, en kærlighed som os kan være imellem to drenge og to piger.

De der tissemænd, de fylder en del fra det sekund ungerne er presset ud af fødselskanalen! Man skal holde øje med eller bare huske at ligge en stofblee på dén, mens man skifter, da man ellers kan blive tisset i hovedet eller – de kan tisse sig selv i hovedet. Dén skal os pege den rigtige vej, når man sætte bleen på og sådan kan jeg blive ved. Som årene går, kommer der nye små bonus opgaver i forhold til tissemændene. Alt fra at der skal holdes øje med nogle sten, til den kærlige pædagogiske snak, som ikke må ende med “Kan du så få fingrene op eller væk derfra!”. I stedet forsøger jeg at guide og sige ting som, “det gør man ude i badet eller inde i sin seng”. For ih hvor kan sådan en “tap” fylde meget og forståeligt nok, den er jo lige der og den lever jo lidt sit eget liv og reagere fuldstændig som den vil.

For børn, særligt i den alder mine børn har, så handler det ikke om seksualitet eller at “masturber”, det handler om en nysgerrighed omkring ens egen krop og en registrering af, at det killer i maven og en undersøgelse af, hvad sker der, når jeg gør sådan og sådan, noget de helt selv skal have lov til at udforske. Det er hér nogle sindssyge mennesker mener noget helt andet.

Jeg må med hånden på hjertet indrømme at jeg synes det er lidt svært, måske fordi min hjerne kommer til at tillægge det betydning, eller måske fordi jeg kan se hvordan det udvikler sig og allerede har udviklet sig en del og fortsat gør det. Måske frygter jeg en eller anden dag at mine drenge skal spille “kiks” med vennerne, eller ja … at skulle samle klisteret sokker op fra gulvet og det er selvom jeg aldrig har haft en berøringsangst for at tale om den slags. Jeg har tre drenge i alderen 1 måned, knap 5 år og 7½, og jeg har dæleme skiftet, tørret og vasket dem hundredvis af gange og ganske langsomt set på nærmeste hånd, hvordan de  selv “opdager” at der sidder noget der imellem benene. Vi har selvfølgelig læst en del bøger, lige fra Totte bøgerne, til børnebøger om krop og graviditet. At læse om noget genkendeligt, kan tit være en rigtig god måde at skabe dialog om noget af det der kan være lidt svært, eller mystisk eller bare det der er helt normalt.

Det vigtigste og det jeg ønsker mine børn skal tage med fra deres opvækst i forhold til kropsforståelse, accept og selvkærlighed, er at deres kroppe ikke er forkerte eller forbudte. De bliver ikke blinde af at pille, røre og udforske dem selv, tværtimod og vigtigst af alt, deres krop er deres egen, deres grænser såvel som andres skal respekteres og accepteres og skulle de en dag stå i omklædningsrummet og tøve over, at smide underbukserne og hoppe i bad, så vil jeg på så mange måder, føle, at jeg ikke har klædt dem godt nok på. Vores kroppe er helt perfekte som de er skabt, en krop er ikke forkert, men de tanker og den selvforståelse vi kan have, kan være det. Så selvom jeg ofte siger, at min største frygt ved at være omgivet af tissemænd er, den mængde mad de vil indtage i deres teenageår OG at jeg formentlig bliver husets laveste beboere osv, så er min “frygt” mest af alt, at det er noget jeg ikke kan og at drengene en dag føler, at de ikke kan snakke med mig om noget der trykker dem eller det de søger svar på, fordi jeg i bund og grund ikke har en … tissemand..

Andre drengemødre på linjen , som kan relatere til netop disse tanker?

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Bloglovin, Facebook
Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

“Vi har fået en lillebror”

“Vi har fået en lillebror”

Dengang Hr. Mand og Jeg, blev enige om at “nu var det nu” og vi som individer, par og forældre, tænkte at tiden var til at forsøge og udvide familien med en lillebørster, der begyndte jeg at holde vejret. Carl ville snart fylde 4 år og Aksel var 6,5, hvilket i min bog, ud fra hvem vi var som familie og hvem henholdsvis Aksel og Carl var som personer, så ville et sensommer / efterårsbarn passe godt ind i vores familie, eller jeg tænkte, at det var “As Good as It Gets”, hvis vi skulle forsøge at indtænke alle familiære parameter.

Vi fortalte Aksel og Carl, at de skulle være storebrødre en lørdag i marts, hvor jeg kun var 9 uger henne. Vi fortalte det så tidligt, da vi stod og skulle med min familie til Jylland og min mave allerede havde fået en fin lille bule, som afsløret det ikke bare var “kage” i ovnen. Inden vi fortalte det, havde vi være til en scanning, som vidst et hjerteblink og derfra var troen på baby i maven var præcis som baby skulle være, tårnhøj – den blev pænt svækket tre uger senere efter nakkefold, læs evt indlægget : ”At holde af nogen, man ikke kan passe på”. Da vi fortalte Aksel og Carl at de skulle være storebrødre, sad Aksel med glædeståre i øjnene og jeg måtte bruge et Playmobil barn til at illustrere hvor stor “babyen” var, for Carl.

Uge 9

Under gravidteten fulgte drengene med, i en moderat mængde. Det var lidt spænende at mor havde en baby i maven, men mere interessant var det altså heller ikke. Vi sammenlignede babys størrelse med en frugt. De mærkede liv, vi snakkede om køn, babynavne og meget om hvordan Aksel og Carl var som babyer. Selv begyndte jeg at justere på “dårlige” vaner og adfærd, som ikke ville være hensigtsmæssig med en baby i huset eller bare generelt. Aksel havde henover sommeren en råbefase. En fase hvor han havde et behov for at udtrykke sig, i et meget højt og ubehageligt toneleje. Jeg trives ikke med den slags udbrud. Dels fordi jeg generelt ikke mener vi skal råbe ad hinanden, men os fordi hele mit nervesystem sættes i alarmberedskab når folk råber og jeg i sidste ende falder ud over kanten og råber “NU er det edername nok!” og det hjælper jo ikke en fis.

MEN jeg har altid haft den overbevisning, at det er bedst ikke at sige “Lillebror kan ikke lide” eller “shyyy lillebror sover”, selvfølgelig skal mine børn udvise hensyn til andre og hinanden, ligesom jeg som mor skal det overfor dem, men det er ikke lillebror det skal have “skylden”, da lillebror hurtigt kan være årsagen – grundleddet til alt ændre sig og det hele er lidt “dumt” og sådan skal det jo ikke være. Andre dårlige vaner kunne være “butler” forældrene. Den hvor vi hoppe og danser rundt for ungerne. Selvom vi gerne vil opdrage til selvstændighed og skab et ansvar for hvordan man er en del af en familie, så har vi haft en dårlig vane med bare at gøre tingene for ungerne. Det er i sidste ende dem vi snyder, når de står foran klædeskabet og ikke ved hvor hvad ligger, hvordan svømmetasken skal pakkes osv. Derfor droppede vi butler siden i os selv, da vi dels ønsker at vores børn godt selv kan og fordi vi nu engang kun har to arme og der i en længere perioden skulle ligge en baby på armen.

Som månederne gik, maven voksede, begyndte det hele at ligge under huden på os alle. Drengene var søde til at samle mine tabte ting op og forstod jeg ikke kunne mere end det min krop tillod. Da drengene og Hr. Mand skulle på efterårsferie i Grækenland mens jeg var i uge 39, besluttede vi at give dem, deres storebrødre gaver – inden ferien. Vi havde en ret klar forventning om at jeg ville have født inden men ja, Vilmer kom 41+0.

Et sted kan jeg godt tænke “skal børn virkelig havde en gave fordi de bliver storesøskende” og måske kan det hele blive lidt for materialistisk, omvendt så er vi, Hr. Mand og Jeg skruet sådan sammen, at gaver oftest modtages, når man enten fylder år eller har fået en ny titel. Aksel skulle være dobbelt storebror og Carl skulle nu blive storebror og samtidigt midterbarn. Vi valgte derfor at gå med storebror gaverne. Drengene var rigtig kede af jeg ikke skulle med på ferie og særligt Aksel var ramt af “vi kan ikke opleve det ene og andet sammen”. Da han de sidste par år har ønsket sig et kamera, fordi han rigtig gerne vil “gemme” minderne, så valgte vi at give ham et digital kamera, som vi fandt på DBA. Dette kunne han blandt andet bruge i Grækenland, så vi sammen kunne kigge på hans oplevelser og vi derefter kunne lave en fotobog fra ferien, til ham. Derfor tænkte vi det ville være den perfekte gave til Aksel. Carl elsker som Aksel lydbøger og musik og han har længe ønsket sig, at have hans egen Ipod, ligesom Aksel har det. Igen tænkte vi, trods et elektronisk ønske, at en Ipod var en god og praktisk gave, som Carl kunne have glæde af i mange år frem. Søgte igen på dba og fandt en af de nyeste generationer, til ikke ret mange penge. Dermed var storebror gaverne købt og i dag, nu hvor Vilmer er kommet, så er gaverne virkelig gode og bliver brugt flittigt.

Nu er det nu, lillebror kommer.
Noget af det sværeste ved at skulle føde, det har særligt været ikke og vide hvor og hvornår jeg gik i gang, mest af alt fordi vi havde Aksel og Carl, som os skulle indregnes i hele “jeg skal føde nu showet”. Derfor blev der samtidigt med en fødselstaske, pakket en storebrødre taske. Vi fik arrangeret det sådan at Farfar stod stand-by og at lærer samt pædagogerne omkring Aksel og Carl, vidste, at der måske var en morgen hvor der ville stå en lidt forvirret farfar og aflevere to stolte drenge – som med den nye titel skulle dele flødeboller ud.
Jeps – Gaver Og Sukker, det er den type mor jeg er !

Det første møde
Vilmer kom efter en laaaang fødsel (den kan du læse om HER), til verden en mandag morgen. Vi havde forud for fødslen lovet drengene at de ville de første, som skulle møde Vilmer og lige præcis dette møde var på en og samme tid fantastisk og samtidigt sorgfuldt. Hr. Mand var taget hjem for at hente drengene med ind på hospitalet og sammen kom de ud til Vilmer og Jeg. Jeg husker tydeligt det øjeblik hvor Aksel åbner døren ind til stuen. Han lignede en pirat på jagt efter skatten. Han var en stolt storebror som nu, endelig, skulle møde ham vi havde ventet på. Bag ham kom Carl, lidt betuttet og genert. Sammen gik de over mod sengen, hvor Vilmer lå og sov ved min side og begge kiggede de “ned”. I det øjeblik Aksel strøg Vilmer over håret, begyndte mine tåre at løbe – jeg var simpelthen så stolt og rørt over dette magiske syn. Samtidigt forstod jeg, at alt hvad vi kendte og før varm nu til evig tid ville være forandret og at vi som familie, tog hul på et nyt kapitel.

Aksel var, som den eneste, den der fik lov til at holde Vilmer den aften – Carl ville ikke. Aksel og Carls reaktion på Vilmer var på mange måder ens og alligevel vidt forskellige. Aksel trådte ind i storebrorrollen med selvtillid, glæde og stolthed, hvor Carl, var rigtig glad men os nervøs og bange. Da han blev spurgt om han ville holde Vilmer svarede han “først når jeg bliver 5” (hvilket først var om 2 måneder). Udover denne udmelding, så reagerede Carl en del, når Vilmer græd på hospitalet. Han holdte sig for ørerne og “frøs” i hans bevægelser, når Vilmer græd. Hele hans reaktion og måde at trække sig på, ramte mig dybt og det var svært ikke at blive påvirket, når Carl forsøgte at trække sig fra – samtidigt med at Vilmer græd. Lige der, der følte jeg mit hjerte gå itu. Ret hurtigt fik Hr. Mand og jeg kommunikere omkring Carls reaktion og hvordan vi skulle håndtere det. Reaktionen stoppede dog, da vi kom hjem fra hospitalet – heldigvis.

Mens Vilmer og Jeg var op hospitalet, forsøgte Hr. Mand og Jeg at binde os sammen. På Vilmers 2 andet døgn i verden, kom drengene ud på hospitalet med aftensmad og sammen spise vi på stuen og da vi skulle hjem, hentede de os. Sammen gik vi over på fødegangen og satte et blad for Vilmer og da vi kørte hjem til Frederiksberg faldt roen over os alle.


Efter et par dage hjemme, spurgte Carl så en aften, om man stadig skulle huske at holde Vilmers hoved, når man løftede ham. Jeg var alene med drengene, Vilmer sov i en nest i stuen og de store drenge legede i hver deres værelse. Carls spørgsmål var som sådan ikke et spørgsmål, det var et forsøg på af få en indføring, som han muligvis ville gøre brug af, uden en voksen tilstede. Jeg kender Carl og der er intet ondt eller lignende i ham, tværtimod er Carl skuret sådan sammen, af han virkelig gerne vil gøre alting godt og ofte perfekt i første forsøg, men i tilfælde af han ikke gør det, så trives han bedst med at prøve første gang – i smug. Sådan har det været med alt i hans udvikling. At holde sin lillebror i smug, er dog ikke en mulighed. I stedet fik Carl og jeg muligheden for at nyde Vilmer sammen, mens Aksel var gået i seng med en lydbog. Jeg spurgte forsigtigt om Carl havde lyst til at prøve at holde Vilmer, hvis jeg vidste ham hvordan han skulle holde? Han sagde ja og i det øjeblik Vilmer kom i Carls arme, skete der noget helt specielt. Carl lyste op, begyndte at røre ved Vilmers kinder, dufte til ham og et smil bredte sig mens han sagde “Hvor er han bare sød”, i det øjeblik, gav Carl sig hen til sin lillebror og indtog storebrorrollen .

Første gang Carl holder Vilmer


Jeg er nu mor til tre fantastiske drenge Aksel, Carl og Vilmer og kunne ikke ønske om mere .

Tusind tak fordi du læste med

Kærlig Hilsen Christina