Du minder mig om en…

Du minder mig om en…


“I wonder how
I wonder why
Yesterday you told me 'bout the blue blue sky
And all that I can see is just a yellow lemon-tree
I'm turning my head up and down
I'm turning turning turning turning turning around
And all that I can see is just another lemon-tree”

Jeg flyver henover gulvet. Det grå, væg til væg tæppe brænder næsten under mine dansende nøgne fødder. Musikken flyder fra højtalerne ud i rummet, mens vi danser der, jeg selv i en hvid undertrøje og små underbukser, hvor der fortil sidder en lille sløjfe med slikebånd. Min bror fanger mine hænder mens vi sammen twister i kådhed og griner. Min mor danser omkring os, mens hun synger med på sangen, svinger med håret og jeg husker så tydligt følelsen af glæde, euforien der hersker, mens vi danser der i stuen. I stuen hvor det hele begyndte og alligevel os endte. På mange måder føler jeg at dette barndomsminde, fra denne dag, hvor stuen… på den ene side var et dansegulv, hvor kærlighed, nærvær og sammenhold regeret og hvor der os fandtes en helt bestemt form for mørke.

Det var i denne stue, ved sofabordet, i stolen der… at min far havde været i hans sidste timer, inden han var gået døden i møde. 

Når jeg mindes min far, har jeg ingen dirkete minder om ham eller med ham Mit sind var endnu for ungt til at huske. Istedet har jeg minderne om min mor, bror og jeg. Altid os tre, imod hele verden. Os, hvor vi sammen mindes min far, hvor vi besøger kirkegården i Måløv. Os der har en af de der snakke om min far… hvor jeg ligger under sofabordet mens min mor fortæller. Jeg tænker tit at min far må have været tilstede på en eller anden måde, når vi dansede rundt sammen i stuen, eller når jeg løb omkring i haven, rundt om huset han engang var med til at bygge. På så mange måder husker jeg mit barndomshjem, som jo os var et dødsbo, så trygt og godt, hvilket med sikkerhed var og er min mors fortjeneste.

“Alt er stille. 
Ser ind i stuerne der gløder
Mærker varmen fra hjem
Med alle mine sanser
Standser, til alle mine sanser
Danser med dig”

Jeg lever mit liv, med kontraster. Altid sorgfuldt, altid med mørkets røgslør. Det betyder dog ikke, at mit liv mangler lys, tværtimod er det kendskabet til mørket, der gør jeg kan lukke lyser ind. I min barndom og ungdom spillede min far en skurkerolle. Han var manden som havde forladt mig, forrådt om man vil det, lige indtil den aften han blev min helt. Jeg ville dog ønske at min far var den klassiske heltefigur for sin datter, som jeg har erfaret mange fædre er for deres døtre. Min far, han reddet mig på mange måder fra døden.. 

Den aften mit sind gik i stykker og jeg mente at livet ikke længere var værd at leve. Den aften, der blev han min redning fra mørket. Den aften forstod jeg, at jeg hverken måtte, kunne eller skulle gå den vej, han havde gået. Istedet skulle jeg kæmpe. Det var os den aften jeg endelig, i en alder af 27 år tilgav min far, for at have gået døden imøde. Den aften var forfærdelig men os frisættende. 

Da Hr. Mand og Jeg vælger, vi vil lave vores dessertbarn, er det med en mindre frygt for et tilbagefald i depressionens klør. Depression er kemi i ubalance, langt hen ad vejen og med en hormoncoctail som en graviditet og fødsel os er, kan et sind for alvor komme på afveje. Jeg har dog holdt fast i troen på at hvis jeg bare mærkede efter, hele tiden holdte foden på bremsen og brugte livrem og seler, så skulle det nok gå. Når jeg skriver som jeg gør, så mener jeg ikke udviklingen af en fødselsdepression skal anses som et nederlag, langt fra!

Jeg var bare så hunde angst for jeg ikke kunne overleve endnu en tur i mørket, første gang slog mig næsten ihjel. Jeg beklager min ærlige tone, men det er nu engang sådan det føltes, huskes og var. En depression kan ikke være pæn, en depression er … umenneskelig.

Da Vilmer kommer til verden og i tiden der efter, i takt med hans hævelser efter at have ligget i min mave, fortager.. så begynder jeg at se noget i Vilmer, noget jeg ikke helt har set før. Først var det, det rødlige skær i håret, så hovedformen, hårgrænsen og det det blik Vilmer kan sende mig, det hele mindet mig om et menneske jeg kun kan huske fra billeder. Et menneske som jeg, hvis jeg en dag så på gaden, til hver en tid ville kunne genkende. Det var min far. Min yngste søn, ligner min afdøde far.

Min smukke mor og far.
Vilmer Sylvest-Noer

At Vilmer ligner sin biologiske morfar, fremkalder mange følelser hos mig. Alt fra glæde, sorg, savn og vrede. Vreden handler mest af alt om den uretfærdighed jeg mærker, når jeg savner et menneske jeg aldrig har kendt men som alligevel har en så stor en betydning for hele min tilværelse. Da min fars død virkelig er en ulykke, en sorg, da han som menneske har følt at kun døden kunne være løsningen på det han kæmpede med, så tænker jeg tit at han bare skulle vide, hvordan han for evigt er med mig – hans datter, mere end bare i en stamtræsfunktion. Han er med mig, i min person, mit og mine børns ydre. Aksel har arvet hans biologiske morfars genetiske farveblindhed og Vilmer… Vilmer ligner min far, så utroligt meget. På mange måder sluttede ringen, dengang i juni for nu 3 år siden, hvor mørket overtog alt. Alligevel føler jeg med Vilmer, at noget slutter og selvfølgelig begynder og det er der jeg vælger at fæstne mig, nemlig i livet – lyset og viljen til at være her .

Åbner op og lukker ind
Skæret fra dit lyse sind
Stoisk rolige øjne ser
Ind i alvorens mørke
Er tilbage i din favn
Står i døren med mit navn
Ånd i ånd og kigger op
Ser forbi stråleglansen
Hvisker "Tak for dansen"

Pip – Gok – Påske… krea?

Pip – Gok – Påske… krea?

Påske står for døren og herhjemme betyder det masser af tøffetid, lækker påskefrokost og stunder hvor vi har brug for at komme godt ned i gear. 

Indholder reklame // Som mange af jer allerede ved, så er en af de måder hvorpå min familie og jeg kommer det på, er ved at fordybe os med noget kreativt. Kreativiteten behøver ikke koste det vilde eller kræve den store Jørgen Clevin – slet ikke hvis man går i Flying Tiger Copenhagen – os bare kendt som Tiger. Vi har været forbi og dykket lidt ned i deres krea udvalg. På Momstertest.dk kan du læse om andre momsterbloggers test af Flying Tigers produktlinje indenfor krea. 

Tiger har nemlig gjort det til sin sag, at lave en masse små krea-DIY æske, til små penge men med stort indhold. Altså små gør det selv ting, i en æske med alt materialet, som skal bruges dertil. Jeg synes disse æsker er geniale og særligt fordi æskerne kan komme med i kufferten, når vi tager på ferie i sommerhuset eller hvis man skal på udlandsrejse, hvor transport underholdning er en nødvendighed.

Derudover kan jeg godt lide ikke selv at skulle opfinde den dybe tallerken, hvilket nogengange er svært, med manglende søvn osv. 

Nogle af de små kreative kits vi er særlige begejstret over er:

Dino kittet : Lav din egen dino – beklæd den med “hud”. Jeg har ikke den vilde erfaring med det her halv slim, halv modellervoks, men det fungerede så fint og vi fik beklædt skellettet og formet dinoer til den store guldmedalje. 

Lav selv magneter : I pakken kommer der to ark magnet papir, hvor man ganske enkelt kan tegne sine egne motiver og dernæst klippe ud.

Fimoler kit : Et lille fimoler kit med fire farver og to sæt ringe, til nøgleringe, gør det let at give sommerhusnøglen en make-over.

Jeg håber du får en god påskeferie og ellers bare helligdage og du og din familie måske endda finder tiden til krea.

Tak fordi du læste med .

Kærlig Hilsen Christina 

Fra tanke til handling

Fra tanke til handling
Lavet af Selina Mandal

Mine øjne løber igennem linjerne, nærmest som om de ikke vil læse eller registrere det der står. Samtidigt begynder mit hjerte at banke hurtigere imens blodet pulser så det suser. Endnu en opfordre til forældreoprør, endnu en påpeger kravet om minimumsnormeringer og endnu en fortæller om de grusomheder, vi kender til i et iland og som i et uland ville være det rende vand. Det er bare nu engang indirekte grusomheder, som lejre sig i sjælen og som gang på gang påvises at give psykiske og udviklingsmæssige udfordringer. Grusomheder som forekommer, grundet det der fra statens siden tinderne til omsorgssvigt af Danmarks vigtigste små mennesker. 

Jeg læser videre. Læser det ene opslag efter det andet i Facebook-gruppen “Demonstration for minimumsnormeringer i daginstitutioner.” Så klikker jeg mig videre til den del, af den landsdækkende demonstration, som afholdes i København, på Bertel Thorvaldsens Plads. Datoen noteres – pis, der ligger et løb og muligheden for at se noget savnet familie… men det her.. det er bare vigtigere fortæller en stemme mig. På 5 sekunder er datoen booket og så rammer det mig. En demonstration med en baby på 5 måneder, shit. Nok er jeg tredjegangs mor, og nok er Vilmer relativt ligeglad med diverse former for stimuli, men alligevel. Så jeg begynder at undersøge om der måske var noget “baby” venligt, vi kunne deltage i. Hele familien. Det er der ikke og samtidigt spørger flere i begivenhedensgruppen, om der slet ikke er noget optog, forud for demonstrationen. Jeg skriver “Hvad med at lave en Barnevognsmarch – fra Frederiksberg til Bertel Thorvaldsens Plads?”.  Der går 5 minutter og så har forslaget fået utallige likes og kommentarer. Alle vil gerne gå med, men ingen vil lave en demonstration.

Jeg kigger lidt på Vilmer, som sover der ved min side. Så tjekker jeg endnu engang kalenderen og ser der er 14 dage til den 6 april. Det er ikke længe men måske længe nok. Derfra går det stærkt. Jeg melder mig ind i “styringsgruppe for demonstration for minimumsnormering”, for at søge råd og vejledning. Dernæst kontakter jeg en gammel medstuderende, som har mere end 15 års politisk arbejde på bagen og er demovandt. Derudover er han far til en lille dreng på 9 måneder. Han vil gerne yde sparring, men grundet hans partimæssige baggrund, så vil han helst ikke trækkes for meget med ind i en styringsgruppe eller rettere stå frem, da det måske kunne skade bevægelsens upolitisk fundament, hvilket virkelig er en holdning jeg beundre. Jeg lufter ideen – får et “det bliver pisse fedt Christina” med på vejen og så kigger jeg på Hr. Mand. “Skat…? Jeg tænker jeg gerne vil lave en demonstration”. Han kigger lidt forundret på mig, dernæst lytter han til årsagen til demonstrationen og siger så “Jamen jeg skal nok gå med” .. OG så stifter jeg gruppen på facebook.

Marchen skal have en plakat, en form for logo. Derfor kontakter jeg en mediegrafiker, som jeg kender igennem en gammel fælles relation. Grafikeren, Selina Mandal har tidligere lavet en smuk streg her til bloggen, som flere af jer nok allerede har spottet, og netop denne streg, tænker jeg kunne være genial som “logo” for Barnevognsmarchen. Selina er netop blevet mor til en lille pige, der nu er 6 uger. Selina er frisk og indenfor 24 timer sender hun den smukkeste streg, som senere bliver anvendt i andre marchgrupper landet over. 

I hovedgruppen og den lille gruppe for Barnevognsmarchen, efterlyser jeg frivillige og ret hurtigt melder Stella og Pia sig. To mødre, som virkelig har hjertet på det rette sted og derfra er styringsgruppen lavet. Vores arbejde koordineres udelukkende over en fælles tråd, som lever sit liv, når alle vores unger sover.

Det bliver tirsdag og udbredelsen af Barnevognsmarchen er for alvor igang. Det første døgn er over 100 tilmeldte og flere interesseret. Jeg kører rovdrift på mit eget netværk og her særligt mine influensers-kollegaer. Derudover har jeg den første uge, et dagligt mål om at dele marchen i 15 relevante grupper, alt fra legegrupper, køb-salg osv. Min deling laves med en overbevisning om at ALLE må ønske at ens børn får de bedste vilkår, hvis de er i en institution og at behovet for minimumsnormeringer er noget alle, om de har børn eller ej, kan tænke er en nødvendighed.  

Godkendelsen til afholdelse af demonstrationen, kommer relativt hurtigt og hertil demoruten. En vigtig erfaring jeg dog gør mig i 11 time, er at politiet kun kan give tilladelse til offentlige veje mm. Det betyder at tilladelsen til brugen af private/ offentlige pladser, så som Frederiksberg Rådhusplads, skal søges det pågældende sted. Nu vil nogen nok have lyst til at råbe “Vi har forsamlingsfrihed”, men jeg kan personligt godt lide at melde min ankomst. Heldigvis løser det sig, med lidt kvindelist OG ved simpelthen at bede viceborgmester om at hjælpe med at speede behandlingstiden gevaldig op… 

Da vi rammer weekenden, er vi klar til et større mediearbejde, i forhold til udsendelse af pressemeddelse. Samtidigt kommer vi ud i alle institutioner og bedre dem sende et skriv rundt til alle forældre via Frederiksberg kommunes svar på forældreintra i børnehaver og vuggestuer. 

Da weekenden er ovre, får vi styr på lyden – en skøn kvinde, ved navn Anna har en sød mand, Tom og han har et mobiltanlæg på en cykel – Bliss Bike og Wupti, vi har lyd til demonstrationen. Udover at skaffe lyd, får vi os balloner, helium, plakater og en dag ringer jeg fuld af selvtillid til Føtex på Vesterbrogade. Da jeg ligger røret på, er det med en sponseraftale på snacks og drikkelse til 500 børn.

Foto: Anna Vaupel Needham

Det hele går den rigtige vej og styrergruppen fortsætter sine daglige morgen og aftenmøder. Før vi ved af det når vi dagen før dagen. Stella har allerede lavet et radiointerview med lokalradioen, udgivet to kronikker i henholdvis JP og Politikken i forbindelse med #HvorErDerEnVoksen og samme morgen som marchen og den landsdækkende demonstration går igang, har jeg en aftale med P4. Det udvikler sig til at TV2 news vil følge demonstrationen ind til Thorvaldsens plads.. Der er altså for alvor puls på ! 

Et sted har jeg lyst til at sige det nok skyldes den udformning demonstrationen har og antallet af deltager, men det er en bestemt deltager, som medierne særligt ønsker at fange til marchen. Nemlig landets Børn og Social Minister Mai Mercado. Allerede om torsdagen har jeg modtaget en mail fra ministeriet.

Her skriver en højstående embedsmand / sekretær, at ministeren gerne vil deltager og yderligere snakker med mig og de andre i styrergruppen. Jeg indrømmer gerne, at jeg ved første indskydelse blev ramt af en “shit – fedt” og derefter havde jeg lyst til at kramme kummen, ærlig talt – for mailen var fyldt med spind og jeg var yderligere bekendt med hvordan ministeren i tide og utide havde meldte fra i diverse debatter osv. Hele mailen var gennemsyret med autoritet og er underlæggende ønske om at profilere en enkelt person som politisk var hårdt presset af hele landets forældre. Igennem bevægelsen #HvorAfEnVoksen, har vi gang på gang skulle kæmpe for at politikerne ikke serverede valgtflæsk. Hver evig eneste gang en politikker træder frem og medgiver sin støtter er det med sætningen “mit parti” eller “vi fra …”, altså valgflæsk ud over det hele. For tillykke med partimæssige holdninger, sagen er jo den, at de kritisable normeringer ikke er nyt lys under solen, tværtimod. I de 8 år jeg har været mor og 7 år til institutionsbørn, så har jeg oplever hvordan vilkårene på børn og unge området år efter år er blevet “forringet”, til trods for den ene politikker efter den anden, trods blok farve, har sagt “vi har tilført flere midler”. Mai Mercado mener det er en kommunal opgave, men sagde er bare den, at kommunerne har brug for hjælp til at løse denne opgave og det er her minimumsnormeringerne kommer i spil, altså som ordet antyder et MINIMUM for hvad vi kan forvente af vores daginsitutioner ! Ingen vil dog hoppe med eller næsten ingen, for det koster penge. Problemet er, “udover” børn mistrives, at den manglende investering i landets børn, den giver bagslag økonomisk, da flere og flere forsker peger på en sammenhæng mellem stigning af diagnoser og psykisk lidelse blandt unger og de vilkår vi i samfundet har “accepteret”. Jeg tror ingen forældre klapper i hænderne over den grundlæggende samfundsmodel vi efterhånden har fortalt os selv, er heeeelt okay. Jeg tror bare alt for få vælger at stoppe op og sige “kunne vi gøre det anderledes hjemme hos os?”

Tilbage til mailen fra ministeriet, som vækker en interesse hos diverse nyhedsmedier. Det var en bittersød fornemmelse at stå med – på den ene side var det fedt bevægelsen fik opmærksomhed og eksponering – men at det blandt andet skyldes  Mercados deltagelse … hvilket vitterligt ikke gav mening. Barnevognsmarchen var en demonstration med krav om minimumsnormeringer og dertil folk der støttede dette ønske. Jeg svarede kort og kontant at vi i styrergruppen havde andet for end en samtale med ministeren og henviste istedet til alle de debatter mm. Hun havde meldt afbud til, forud for d. 6 april, hvor vi hjertens gerne har ville tale med ministeren. 

Lørdag morgen føles det hele som en stor kombination mellem runde fødselsdage – juleaften og andre mærkedage, som skaber glæde, krydret med spænding. Nervøsiteten var til at tage at føle på. Brandtalen var øvet med god artikulation og diverse tilladelser printet. Alt var klart. Både til interviewet med P4’er, TV2 news og forberedelse på pladsen, forud for demoen. Alt dette skulle så holdes op imod Vilmer. At skulle afholde et så stort “event” og krydre det med en baby der fuldammes og ikke den der ene dag, kunne få bare et måltid fra flaske, det gjorde det hele sprængfarligt. Hvilket på mange måder har præget al forberedelsen op til demonstrationen. Alt er mere eller mindre lavet når Vilmer sov eller blev vugget i barnevognen. En enkelt gang er en vigtig samtale blevet lavet på medhør, mens jeg sad med farvestrålende legetøj og “red på to heste”. Jeg ved, at dette er karakteriserede for rigtig mange folk i hele denne forældrebevægelse og det rør mig dybt og inderligt. Det er sårbart at være børnefamilie, der er mere end rigeligt at se til og det gør det os man som samfundsborger hurtigt og velbegrundet kan sige – det kan jeg simpelthen ikke være en del af. Alligevel synes jeg at denne forældrebevægelse, dette oprør, har vist at sammen så er vi stærkere !

Interviewet med P4, går rigtig godt. Jeg formår at være tydelig i min tale, budskabet og nogenlunde fri af nerver. Da TV2 news ankommer begynder det dog at knibe med roen på nerverne. Det bliver aldrig min store lyst at tale foran et kamera og det er på trods af det nu er 4 gang jeg er på live tv, i den ene eller anden sammenhæng. Jeg nyder det ikke, men jeg kan “godt gøre det”. Optagelserne kommer i kassen og derfra går det videre til Frederiksberg Rådhusplads, hvor forberedelserne skal gøres. De går mest af alt går ud på at puste balloner op, teste lyd og sikre vi har hængt skraldeposer op, så vi ikke sviner. Det hele går relativt nemt. Jeg har fået min gode veninde og tidligere specialemakker til at stå for rutervagterne. Politiet ankommer klokken 11 og meddeler lidt skeptisk, at hvis vi ikke bliver flere, så skal vi gå fortorvet… da de kommer igen 11:30, er det med beskeden om af de nok skal hjælpe os igennem byen. Senere i marchen fanger samme betjent mig og spørger hvor mange jeg havde meldt skulle deltage .. jeg fortæller at jeg havde oplyst det kunne blive mange (1300), grundet den enorme udbredelse og opbakning bevægelsen #HvorErDerEnVoksen havde fået. Vi ender med at blive talt til at være minimum 5000 i Barnevognsmarchen.

Forud for afholdelsen af demonstrationen, havde jeg en forhåbning om at pladsen foran Frederiksberg rådhus ville være fyldt, ikke proppet eller tætpakket men bare “fyldt”… det endte med at optoget fyldte 1 kilometer – knap hele vejen op og ned ad Frederiksberg Allés højre vejbane. Billederne derfra taler sit eget sprog. Da jeg ser ned ad Allén, uden hverken af gå forrest eller bagerst, der fældede jeg en tåre. Optoget er udgjort af nybagte forældre, gravide mødre, forældregrupper, bedste og oldeforældre, legetanter og onkler, medhjælper og pædagoger, fagkvinder og mænd, lokalpolitikere og vigtigst af alt, massevis af børn. Danmarks fremtid gik der, på gaderne og jeg tager vidst ikke meget fejl, når jeg siger, at rigtig mange fik taget deres demonstrations mødom den dag.

Demonstrationen bliver på mange måder en succes, både den landsdækkende og marchen. Og på så mange forunderlige måder, er det surrealistisk at tænke på, at jeg kun 14 dage før Barnevognsmarchen, havde tænkt en tanke .. og det nu var blevet til en handling. En handling, som gik udover min egen fantasis grænser . Da jeg står på trappen til Rådhuset og holder min brandtale, er jeg dybt berørt over det enorme fremmøde der er på pladsen, hvilket flere gange, skaber en stor klump i halsen.

Fotograf Simon Lessøe, Berlingske

Forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen, er først lige begyndt. Netop nu lægges den fremadrettet strategi, med ønske om at “holde” presset og skabe ændringer. Jeg deler dette ønske, dette mål.På dine og mine børns vegne. Jeg opfodre ALLE forældre til at melde sig ind i gruppen : Demonstration for minimumsnormeringer i daginsitutioner.For at følge bevægelsens udvikling og støtte op om, at vi i Danmark kræver statslig omsorg til vores børn nu. Dette kan og må, ikke effektiviseres !

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina 



Forældreopråb – ej nu, det passer ikke så godt ?!

Forældreopråb – ej nu, det passer ikke så godt ?!

Som en steppebrænd spredes forældreopråbet #Hvorerderenvoksen?!

Og på trods af hele 26 nu planlagte demonstrationer i Danmark, Sociale Medier der gløder, så kan vi godt gøre det bedre !

Jeg føler personligt, at jeg pt. kører rovdrift på mine venner, hele mit netværk, men jeg gør det – for dine, mine – vores børns skyld!

Hvorfor?! Fordi den situration vi i en årrække har oplevet udviklet sig i særligt daginsitutionerne er stærkt kritisabele.

I min jagt på forældre der vil bakke op, møder jeg lidt af hvert, dem som melder sig klar til at gå skulder ved skulder og så dem, som fejer foran egen dør ala. “Vi har ikke længere børn i vuggestuer og børnehaven eller – mig barns institioner er rigtig god i forhold til normeringen” og dertil spørger jeg så : Hvad med din brors børn – din venindes?

Har du aldrig haft en samtaler med en af dine nære, som fortæller om hvor frusterende det er at aflevere sit barn, på en underbemandet stue?

Kom nu !

Det kan ikke vente, det er NU.

Sammen er vi stærkere!

For vores børns skyld !

Jeg er selv Mor til tre og i mine ældste børns vuggestue og børnehave karriere har jeg oplevet lidt af hvert. Alt fra en bemanding der har gjort jeg har smidt tasken, sms’et til studiegruppen om jeg først kom senere – når den næste pædagog klokken 9:30, mødte ind. Jeg har sat mig på gulvet mellem duploklodser og plastik dyr og oplevet hvordan tryghedssøgende børn har placeret sig i mit skød, på trods af vi lige havde mødt hinanden. Jeg har tørt flere børn bagtil, som har skreget i panik ud fra toilettet at de var færdige – men ingen har haft tiden til at “høre” dem. Jeg har diskuteret normeringer med børn og ungeudvalget, med lederen i mine børns gamle børnehave og jeg har været med som ekstra voksen, når de pædagogiske aktiviteter har krævet ekstra hænder. Hænder som hver evig eneste dag mangler i daginsitutionerne.

Lavet af mediegrafikker Selina Mandal

Årsagerne til hvorfor jeg valgte at trykke på knappen og stable en Barnevognsmarch på benene, de er mange, men overordnet set gør jeg som jer gør, fordi jeg ikke synes vi kan være andet bekendt.

Hverken overfor vores børn og de mangle pædagoger og medhjælper som knokler løs derude.

Vores børn er vores fremtid og vi kan ikke bare tillade os, at se den anden vej.

hvorerderenvoksen.dk kan du se og læse meget mere om det fælles forældreoprør og samtidigt hvor den nærmeste demonstration nær dig afholdes. 

OG skulle du have lyst, så kom hjertens gerne til Frederiksberg og gå med i marchen, Barnevognsmarchen.

Den kan du læse mere om HER.

Kærlig hilsen Christina 

Let’s Play A Love Game

Let’s Play A Love Game

Med nu tre søde drenge omkring os, er tiden til Hr. Mand og Jeg ekstra knap. Det gælder både tiden til os selv, hinanden – på kryds og tværs. På mange måder ender vi ret hurtigt over i den der forældre-fælde, hvor vi kun er samarbejdspartner, frem for det par vi jo os er. 

Derfor har vi udviklet små ritualer for kvalitetstid, ikke ala. Hver onsdag går vi til den på lagnerne – men den slags ritualer som har til formål at styrke relationen, kontakten, kommunikationen og nærheden imellem os. Derfor har vi i en årrække lagt puslespil sammen, den slags med 500 brikker, som snildt kan tage en til to aften at lægge. Mens vi gør dette, drikker vi vin, snakker, spiser tapas og vigtigst af alt, ligger vores telefoner langt langt væk .. som mor får jeg lyst til at synge “laaaangt ude skoven”.

Søde hjerteformet spillekort fra Flying Tiger Copenhagen, som selvfølgelig os kan bruges til et spil… strip poker (hvis man er til den slags)

Reklame: Flying Tiger Copenhagen 

Nu skal vi prøve noget lidt andet end puslespil, for at komme ned i gear og dyrke hinanden. Forleden da jeg var i Flying Tiger Copenhagen, for netop at undersøge deres udvalg af spil til en test for Momstertest.dk faldt jeg over noget der minder om 90’ernes twister spil til kun 30 kr! I Flying Tiger Copenhagen hedder spillet Kludderleg / Tangled Up. Det må simpelthen være det mest perfekte spil for par, som trænger til at skrue op for det nordmændene kalder “hud hungren” og samtidigt få trænet lattermusklerne. Ungerne kan selvfølgelig os bruge dette spil, som udover at skabe en god leg, samtidigt styrker koordinationen, farveforståelse og balanceevnen. Så et spil for både børn og voksne.

Et andet spil, som kan findes i Flying Tiger Copenhagens relativt store (men billige) spilleudvalg og som helt klart fortjener en anbefaling er fiskespillet. Selve Fiskespillet i sig selv synes jeg hurtigt mister sin spænding, det er selvom alle børn fortrylles når de leger “Andedam”, MEN med et par papirsklips og nogle udklippet billeder, regnestykker mm. Kan spillet være et simpelt men super læringsspil. Vi bruger det blandt andet til at træne Carl i hans K og G lyde, men man kan os træne engelske ord, farver, tabeller osv.

Der vil snarest kunne findes en fuld anmeldelse af Flying Tiger Copenhagens spilleudvalg på MomsterTest.dk 

Hvad gør i som par, for at dyrke hinanden og nærheden, måske endda særligt når muligheden for at gå ud ikke er der?

Kærlig Hilsen Christina


Veninde til en kommende solomor del II.

Veninde til en kommende solomor del II.

Velkommen til anden del, i føljetonen om min oplevede med at være veninde med en kommende solomor. . Du kan læse første del HER.

“Der kyssede Morten og jeg første gang” mit – “jeg taler som et vandfald” syndrom kører for fuld styrke. Ikke fordi jeg vil fylde og tage tid, nej for at aflede og mindske min venindes nervøsitet. Vi går arm i arm henover Israels plads, drejer om hjørnet og står så foran lægen. Vi buzzes ind i en smuk, næsten majestætisk opgang og går op ad en marmor trappe. Min veninde er nervøs, det kan enhver se. Hendes ellers altid varme øjne er fulde af angst, det er nu det gælder.

Siden løbeturen i december er flere sejl sat i søen. Min veninde har været hos egen læge og derigennem fået en henvisning til fertilitetsbehandling, i forbindelse med ønsket om at blive solomor. Grundet de fordele hun mener en behandling på privatklinik giver for både mor og fremtidigt barn, har hun valgt denne mulighed. Det kan blive en halvdyr affære og omvendt tænker jeg – kan et drømmebarn så gøres op i penge ? Hun har læst alt fra anmeldelser af klinikker, nogle af de få danske bøger om det at blive solomor, personlige beretninger og ellers mærket rigtig godt efter i krop og sind.

Inden den egenligt fertilitetsbehandling kan starte, skal hun igennem nogle forundersøgelser som laves i det offentlige, hos en gynækolog. Denne gynækolog kommunikere dernæst med den fertilitetsklinik min veninde ønsker at gøre brug af og deler svaret på de undersøgelser de har lavet. Idag gælder det – idag skal en læge se om der er fri passage i æggelederne og yderligere scanne min venindes livmoder. Denne scanning er altafgørende og har så stor betydning for det fremadrettet forløb og hvor omfattende det kan blive. 

En kvindes fertilitet er ifølge lægevidenskaben faldende fra kvindens 25’ende leveår. Min veninde er dette forår kun et par måneder fra at fylde 29 og fortsat yngre end den danske gennemsnitsalder for førstegangsfødende. Alligevel ved jeg at min veninde, som jeg selv os ønskede det, gerne vil blive mor mens tid er. Argumentation for hvorfor hun nu vælger at kaste sig ud i livet som solomor “så tidlig” har allerede været nødvendig at komme med, mere end en gang. Selv er jeg begyndt at tænke på, hvor meget en kvinde, som min veninde, skal lægge ører til og “forsvare”, fordi hun nu dels vælger at forfølge sin drøm om at blive MOR men os at hun gør det nu og ikke først når hun er +35. Selv er min mave endnu engang begyndt at bule – jeg bær et lille liv under mit bankende hjerte, jeg bær en lille dreng det skal hede Vilmer. I den forbindelse har jeg heller ikke denne gang skulle hører på folks kommentarer eller “spørgsmål”,  om Hr. Mand og Jeg nu os er klar til at blive forældre .. igen ? Den slags spørgsmål får min veninde i flæng og i virkeligheden er det ikke spørgsmål de stiller når de siger “Ej det bliver godt nok hårdt” eller “hold da op, synes du ikke det er alt for tidligt at tage ‘denne’ løsning”. Hvis min veninde syntes det, så lå hun nok ikke med benene i bøjlerne hos hveranden læge…

Min veninde er en yderst attraktiv smuk kvinde, klog, sjov, følsom, fuld af power, drive og vilje. Vi har sammen løbet marathon og trænet op til flere. Hun har en vilje der siger spar to og en stor selvindsigt. Jeg beundre virkelig min veninde for hendes beslutning og afklaring omkring at blive solomor. Hun har pænt konkluderer at det der dating, det ikke holder når ønsket om projekt baby konstant puster en i nakken. Jeg tror det er de færreste første dates der går godt, hvis man bringer “Jeg vil gerne have en baby NU” på bordet og jeg tror heller ikke det er fair for kærligheden mellem to parter, hvis den forceredes. Min veninde ønsker ikke at finde en partner sådan 1-2-3. Nej hun vil forelske sig, fortrylles, elske, opleve, udvikle og leve med et menneske for livet, men det menneske, han er ikke fundet endnu. Han skal nok komme – det tvivler jeg ikke på og indtil da, så gør min veninde det hun mener og tror på er rigtig for hende.

Kanden med vand står på et af de helt populære Hay borde i hvidt. På vægen over det hænger der fysiologiske tegninger af det kvindelige underlivs anatomi. Ved stumptjeneren er der opsat en lille holder, til alle de foldere som der kan være patienter til. Der er en folder, jeg en gang før har fået med hjem, det er en folder om celleforandringer i livmoderen og keglesnit, min veninde har osse engang fået selv samme folder med hjem. Det er alt det i forbindelse med denne folder, det nu skaber ekstra nervøsitet og sårbarhed. Jeg tror alle kvinder, som bare en gang har oplevet at føle deres fertilitet har været truet, hvilket den bliver når man har svære celleforandringer i livmoderen, på så mange måder får deres biologiske ur til at trille en lille smule mere hurtigt eller måske mere realistisk – måske med en enorm respekt for at vi nu engang ikke er skabt til af kunne vente i evigheder med at forplante os.  

“Drik lidt vand søde”, ber jeg kærligt. Min veninde er helt hvid i hovedet, vores hænder finder hinanden, tids nok til at gynækologen kalder min veninde ind. Jeg følger efter, vi hilser på og snakker så frem og tilbage om hvilken type undersøgelse der laves og der videre forløb. Min veninde fortæller om hendes valg af klinik, Trianglen, og gynækologen fortæller at hun os altid anbefalede netop denne klinik i Hellerup. Efter den korte samtale går vi ind i et scanningslokale, min veninde skal have foretaget en indvendig ultralydsscanning og en vandskyldning af æggelederne. Det er særligt denne skyldning min veninde frygter og fuld forståeligt. I forbindelse med opsættelse af et ballonkateter i livmoderen har jeg prøvet noget der minder om denne skyldning og det er… yderst smertefuldt. Skyldning foregår ved at der føres et lille rør op igennem livmoderen, som der dernæst føres en sprøjte igennem, hvor der skyldes med saltvand. Først scannes der og min venindes æggebeholdning tjekkes, da vi går derfra kalder jeg hende kærligt for påskeharre. Min veninde har en stor flot beholdning af æg.

Min veninde ligger på briksen, mens gynækologen og en assistent gør klar til vandskyldningen. Jeg sidder ved hendes hoved. Holder hende i hånden mens jeg samtidigt stryger hende over håret. “Træk vejret” hvisker jeg. Hun er bleg og øjnene fugtige. Lægen fortæller hvad der nu vil ske og går så igang. Min veninde gisper, giver så et ryk og jamre af smerte. Tårne triller ad hendes kinder og min hånd stryger den bort mens jeg ligger panden mod hendes tinding og forsøger at hviske beroligende ord “shyyy, du klare det flot søde”, et kærligt kys plantes på hendes kind og min hånd kører igen over hendes hår. Min veninde har sammenknebet øjne og forsøger at få luften godt ned i lungerne. Hun ser ikke det “vidunderlige” der skal til at ske på skærmen. Gynækologen sprøjter væsken ud i æggelederne og der kommer et hvidt glemt i hver leder – der er tydelig fri passage!

Vi går derfra arm i arm, som da vi kom. Min veninde er påvirket af dels undersøgelsen, men os resultatet. Der er nu fri bane og intet andet for, end at vente på gynækologen og Trianglen har været i kontakt og hun indkaldes til en forsamtale. Mens vi går der, arm i arm, solen skinner griner jeg og siger “Hvad så påskeharre?” Og min veninde smiler, som kun hun kan det.

Tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Der bliver stille i verden, når vi er væk – et testamente.

Der bliver stille i verden, når vi er væk – et testamente.

Dette indlæg indeholder reklame

Flashback
“Kom nu Christina, vi skal afsted”, kalder min mor ude fra indkørslen. Selv er jeg en snerydder der tøffer afsted igennem den dybe sne. “Kom nu, ellers kommer vi for sent!” kalder min mor igen. Jeg tøffer, lidt hurtigere ud imod indkørslen og går over til bilen. Min mor har allerede fundet ly for kulden og trommer utålmodigt med pegefingrene på rettet. Jeg kravler ind bag hende og klikker selen på og giver signal om at jeg er klar til afgang. Hun bakker ud og kører så afsted ad de sneglatte veje, mod svømmehallen. Anne Linnets rå forførende stemme varmer den vinterkolde bil op. Jeg kan hører min mor nynne med fra forsædet mens jeg selv kigger ud ad vinduet og så sker det, jeg når knap nok af registrere det, før jeg hører lyden af grene langs ruderne, en underlig mekanisk lyd og så et brag. Jeg sidder helt stille, Anne Linnet synger stadig. Min mor river sig løs af selen og vender sig i en hurtig vending om mod mig. Ved at holde fast i Hun holde fast i nakkestøtten til passagersædet, skubber hun sig om mod mig. Hun er helt hvid i hovedet, øjnene store og fulde af et eller andet jeg ikke kan identificere. “Er du okay?!” ryger det ud af hende. Hendes stemme er pibende. Jeg kigger på hende, men kan ikke rigtig finde ord, så jeg nikke bare og så høre jeg stemmer, stemmer ud fra vejen, som ligger er stykke bag bilens bagende. Vi er kørt galt.

. . .

Det eneste jeg husker fra den dag, udover selve ulykken, det var at min mor og jeg fik huslys hos dem, hvis hegn-hæk-hus vi var kørt ind i. Husker jeg sad og så Pinocchio og drak varm kakao med flødeskum på, mens min mor snakkede med dem der boede i huset og lidt efter blev vi hentet og kørt hjem… jeg kom aldrig til svømning den dag og kort efter stoppede jeg helt.

Ulykken var som sådan ikke ”alvorlig”, den ødelagde godt nok bilen og har gjort at min mor og jeg fortsat, den dag i dag, hader at kører i glat føre, men vi slap uden fysiske skrammer. Den ændrede dog noget i mig, for jeg husker, at jeg kort efter ulykken tog mig selv i at tænke en tanke under en køretur.. for hvad nu hvis… det var gået galt.. og hvad nu hvis… min mor… var død i ulykken?o

Forældreløs?
Min far dør da jeg er 2,5 år gammel. Mit forhold til døden, er afledt heraf. Lidt i ala Meredith Grey, så fryser jeg ikke i kaos, nej jeg fortsætter, holder fokus og kommer videre.. fordi jeg har set værre. Min sjæl er fyldt med ar, ar jeg alle har plejet således at de er som et strækmærke der har været påført Bioolie tilpas længe. Jeg husker stadig mit eget spejlbillede i bilruden, den forårsdag vi kørte afsted og angsten for at blive forældreløs rullet ind over mig. For hvad nu hvis min mor var kommet til skade i ulykken?

De fleste børn modtages her i verden af to forældre, nogen er så heldige at have en hel regnbue og andre en stærk kvinde – eller mand, som danser solo. Jeg tror alle håber, tror og tænker, at vi vil dø gamle og grå når tid engang er .. om mange .. mange år. Sagen er bare en anden for nogen desværre, “verden” er et farligt sted, vi kan efterhånden udvikle livstruende sygdomme af næsten ALT og folk kører mere og mere retarderet. Derfor var mine tanker som barn jo ikke uden årsag og slet ikke, da jeg jo kun har én levende forældre tilbage.

Derfor har det, at tale om døden, ikke været noget der lå eller forsat ligger fjernt for mig. Siden jeg var lille, har jeg vidst det ikke kun var tissemyrerne som kunne dø, nej alle kan dø, unge som gamle, mor som oldefar. Døden er ukontrollerbar og det skræmmer de fleste – os mig, for ingen ved jo hvornår den kommer. Derfor må vi leve i nuet, livet er nu og det mindste vi kan gøre, er at forholde os til det vi kan “kontrollere”, det vi har indflydelse på. Det gælder sund kost og motion, psykisk sundhed og at sikre vi efterlader os ord, “sidste vilje” og guidelines, hertil et testamente.

Henriette fra Testamente Rådgivning, kom hjem til os og afholdte rådgivningsmødet

Vi har lavet er testamente
Ordet testamente er i mine ører fyldt med volumen, kræft og alvor. At testamentere er jo en måde at værne om sine efterladte, videregive mink vasen (sådan en ejer jeg ikke) og yderligere, det som jeg anser som værende vigtigst, stille sine kære bedst muligt, når vi er væk. Det er vores ord, når der bliver stille i verden. Men hvilket ord skal vi efterlade os, hvordan skal vi testamentere og hvad? Forleden havde vi besøg af Henriette Schmidt indehaver af Testamente Rådgivning, i forbindelse med en test for Momstertest.dk. Henriette skulle vejlede og rådgive os, forud for udarbejdelsen af testamente og et børnetestamente.

Den længstlevende
Da min far dør, så efterlod han sig en arv, en psykisk såvel som en værdimæssig arv. Han efterlod sig et hus – et hus, som min Mor kunne forblive i, sammen med min bror og jeg. Det lyder absurd og alligevel er de danske arveregler således, at har man som par – ægtefolk, ikke aktivt sikrede at eventuel arv, først skal udbetales efter den længstlevende er afgået ved døden, så kan man ende med af skulle gå fra hus – hjem, grundet regler om krav på udbetaling af arv, til sine børn.

Henriette lavede tegn og fortæl, hvilket gjorde juraen en del lettere at forstå

Forstil jer, af Hr. Mand – 7-9-13 (hele dette indlæg, al snak om døden, siges altid med 7-9-13, bank under bordet osv, for gud forbyde der skulle ske), men bare fordi vi taler om det, så sker det ikke nødvendigvis! Desværre tror jeg mange tænker sådan og det i sidste ende betyder at vigtige og ja – nødvendige samtaler ikke tages. Hvis Hr. Mand skulle gå bort her og nu, så står jeg med vores tre fælles børn. De har ifølge de automatiske arveregler ret til halvdelen af den efterladte formue (hvilken formue?!), den anden halvdel er min alene. Denne formue og udbetalingen, kaldes for skiftet bo. Hvis jeg stod og skulle udbetale Aksel, Carl og Vilmer deres arv nu og her, ja så ville vores levevilkår ændre sig markant og det kunne i værste fald betyde at vi var nød til at fraflytte vores hjem og sælge ud. Derfor har Hr. Mand og Jeg lavet et testamente, hvoraf det fremgår, at vi ønsker at sidde i det der hedder u-udskiftet bo, altså, at vi frem for at skulle udbetalte arv nu og her, vælger at arv først skal udbetales efter den længstlevende er gået bort. Altså vil en eventuel efterladt partner i vores ægteskab, være bedst muligt sikret. Indrømmer gerne der pt. ikke er noget at arve efter mig, andet end et SU lån jeg betaler af på. Sådan er det for rigtig mange unge mennesker, men det betyder fortsat ikke, at et testamente er ligegyldigt, tværtimod. Et testamente er gældende til evig tid og kan kun ændres ved aktiv handling. En ting er penge, en anden ting er de non-værdimæssige ting vi efterlader os. Det er her, jeg mener den største værdi kan og skal findes, nemlig vores elskede børn.

Hvad nu hvis?
For hvad nu hvis det skulle ske at både Hr. Mand og Jeg skred i svinget. Bare tanken gør mig syg, særligt nu hvor jeg sidder ned en lille baby i armene. Selvfølgelig skal jeg være her på jorden, for at være mine børns mor. Det er min rolle, min livsopgave, at være Mor til mine drenge og opdrage dem, som jeg finder bedst. Særligt derfor bliver det enormt smertefuldt at tænke på “Hvad nu hvis?” For hvem skal man sende sine børn i armene på, hvis nu man ikke selv er her længere?
Nu tror jeg det er de færreste børn, der har en moster ala. den Harry Potter havde, men jeg tror de fleste forældre tænker – ingen andre end mig, skal tage vare på mine børn. Sådan har jeg det virkelig og jeg håber aldrig nogensinde andre bliver nødvendigt, ikke fordi Hr. mand og Jeg ikke har dejlige mennesker omkring os, men det er mine, vores børn.

MEN – Hvis det skulle ske, så har Hr. Mand og jeg, med hjælp fra Henriette, lavet et børnetestamente. Det er det som statsforvaltningen vil kigge på og i stor grad følge, medmindre omstændigheder for de ønsker vi har gjort os, har ændret sig, hvis det skulle blive aktuelt. Hr. Mand og Jeg finder vores valg enormt personlige og derfor deler vi dem ikke her offentligt. I vores børnetestamente har vi dog fået indskrevet en anvisning der leder hen til vores børns sekundær omsorgspersoner og yderligere med fokus på at vores børn, ikke må blive skilt ad, da vi ønsker det er børnes tarv der efterleves. I testamentet har vi yderligere klargjort nogle regler i forhold til hvorledes og hvornår vores børn kan blive ”begunstiget” med deres efterladte arv.

Tanken om, at vi nu har dette juridiske dokument liggende, det skaber en form for ro. Døden er og bliver uhåndgribelig og ukontrollerbar men det betyder ikke nødvendigvis at vi ikke kan have indflydelse på efterspillet, tværtimod.

Har du og din partner lavet et testamente – både for jer selv og jeres børn?

Vidste du at det ikke er nok blot at bo sammen i 2 år, for at overgå til arveregler for ægtefæller eller at de stolte gudforældre ved døbefonten, faktisk slet ikke har nogen juridisk funktion?  

Indrømmer gerne, at jeg forud for udarbejdelsen af vores testamente og børnetestamente har tænkt, næste gang der kommer børnepenge – så laver vi testamentet, men så har det ene yngel manglet det ene og andet… omvendt kunne de jo en dag mangle mig eller Hr. mand så jeg er enormt glad for vores beslutning om at få lavet vores testamente.

Henriette, som har udformet vores testamente, har givet mig lov til at dele en rabatkode, som giver 20 procent på udformning af et børnetestamente. Koden er MigOgMorskabet20 og skal oplyses ved henvendelse og gælder frem til 1. maj 2019 – altså kan du jo bruge lidt af de kommende børnepenge. Henriette kører blandt andet ud til ens eget hjem og det gør det let og overskueligt, lige at ordne i frokostpausen eller den mulige flextid i morgentimerne.

Hvis du har lyst, kan du læse om en anden Momster Morbloggers oplevelse med Testamente Rådgivning ovre hos Betina bag bloggen MedGlimmerTak.dk

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

30, fed og færdig?

30, fed og færdig?

Om to dage, 48 timer, så fylder jeg 30 år, de gyldne 30. For nogen er de frygtet og for andre, blot et tal. 

På mange måder befinder jeg mig nok lige midt i følelserne omkring det at fylde 30. Det ville være løgn, hvis jeg ikke havde en lille krise. Det er dog ikke over at fylde 30 som sådan, jeg er dybt taknemlig og glad for at jeg lige om snart må og kan fylde 30. Krisen, den forekommer, da jeg siden august har fundet det ene grå hår efter det andet og det skyldes jo nok, at jeg fylder 30? Altså at jeg bliver ældre og mit udseende ældres… og hvad gør jeg så ved det? Hvad gør du ved grå hår, hvis du har nogen?

At jeg fylder 30, betyder jo jeg har været her i hele 30 år og når jeg ser på mit liv, så får min lykke, min glæde, sin eksistens igennem livets kontraster. Skellet mellem mine smil og mine tåre, mine ar, både de fysiske og psykisk – det er dem, der fortæller min historie, det er derigennem at jeg kan se og mærke at jeg virkelig lever, på godt og ondt.

Så hvis jeg retorisk skulle spørger om jeg er 30, fed og færdig så er svaret – Ja jeg er 30, jeg har (næsten) lige født et barn og min krop er derefter og færdig ? Jeg er kun lige begyndt. Der er så mange ting jeg endnu ikke har gjort og så meget jeg allerede har oplevet. Jeg har om nogen mærket livets kontraster, mærket hvordan kærlighed kan berige ens liv og hvor smertefuld en sorg man kan føle, når den forsvinder. Jeg har været syg i psyken, syg så mit eget spejlbillede var uigenkendeligt og der lærte mig så umenneskeligt meget om mig selv. Jeg har grint og grædt, jeg har trådt ved siden af, fattet vild, fundet vejen, løbet på vejen! Jeg har fundet ro, mistet den igen og etableret en ny. Jeg har fundet kærligheden. Jeg har født, ikke bare en, eller to, men tre fantastiske drenge. Jeg har løbet længe og langt og passeret flere målstreger efter at have tilbagelagt 42 kilometer. Jeg har løbet ultraløb og glæder mig til engang at vende tilbage til netop dette. Jeg har læst og lært, jeg har modtaget et bevis fra en uddannelsesinstitution jeg aldrig troede jeg var dygtig nok til at studere på. Jeg har talt for fulde sale, haft indflydelse og løfter røret for at lytte intens og forstående.

Jeg er ikke færdig, så langt fra.

Jeg er kun lige begyndt og alligevel så fortæller de der grå hår jo nok, at jeg allerede har været vidt omkring .

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig hilsen Christina 29, 30 lige om snart . 

Var det til døden os skiller?

Var det til døden os skiller?

Flashback
Katten spankulerer igennem stuen, sætter sig foran mine fødder og kigger så intens på mig. Hendes øjne er små smalle sorte sprækker. Sådan sidder hun lidt for dernæst at gå over mod Hr. Mand og indtage samme position.

Hun kigger på os, som om også hun fornemmer uroen der fylder hele rummet. Ungerne sover, selvfølgelig, denne her snak skulle ikke tages med små ører på stilke. Vi har holdt os adskilt hele dagen, først var jeg væk til formiddag og dernæst kørte han afsted, simpelthen for at skabe ro, plads og god energi, frem for en trykket stemning omkring os. Ingen af os siger noget. Jeg hader denne form for stilhed og jeg hader at han bare sidder der.. jeg hader os, at jeg har aller mest lyst til at råbe “Fuck det her” og pakke en taske, som var jeg en teenagetøs. Mest af alt så hader jeg, at det slet ikke har noget med ham at gøre og det i stedet drejer sig om mig og mit skide flugtinstinkt. Tak for det kære Far – Stedfar og tidligere kæreste. Tak for svigt og ar på sjælen, som har etableret en “så klare jeg bare mig selv” tankegang. Det holder jo ikke en meter- eller jeg kan sagtens klare mig selv, men det er jo vitterligt ikke det jeg ønsker.

Vi er kommet langt ud af tangenten og hvordan vi lige finder melodien igen, det ved jeg virkelig ikke. Vi sidder længe, for så at begynde på dansen, først såre jeg ham, så han mig og før vi ved af det, har vi begge nedbrudt hinandens mure for så endelig at kunne tage snakken på fornuftigvis. Tænk at vi skal forestille os at være voksne mennesker. Hold op hvor er det åndsvagt at to mennesker kan kører hinanden sådan rundt for til sidst at sidde med sammenflettet fingre og sige “undskyld – det var os og …. jeg elsker dig”. Jeg kigger på ham og siger det så ganske stille “Nu er vi simpelthen nød til at lægge stilen om og jeg tror ikke vi kan gøre det selv…så jeg ringer til psykologen i morgen”. Der bliver igen stille i stuen og mine øjne søger mod vielsesringen som sidder der på fingeren. Der skal den jo sidde til døden os skiller, forhåbentligt, men nogen gange, så har jeg sgu min tvivl. Særligt nu, hvor vores ægteskab er kommet i krise.

Det lange (sunde) parforhold
Jeg tror alle der har været i et længerevarende parforhold, har været en tur i hækken. Hækken som måske sågar er eller var udgjort af tjørnebærbuske, således at når man rejser sig fra beplantningen, er det med blodige rifter og vedvarende svien. Selvom min seriøse forholds erfaring, forud for jeg indgik i et forhold til hvad der blev min Hr. Mand, er relativ minimal, så lærte jeg trods alt en del. Der er grænser for hvor meget jeg vidste om det længerevarende parforhold, da jeg kun var 18 år, da jeg fandt sammen med Hr. mand. Jeg havde dog lært en del, måske fordi jeg i lidt over 3½ år befandt mig i et forhold til en ældre fyr. Lige så godt det kunne være, ligeså hårdt var det, men jeg lærte virkelig noget, mest af alt om mig selv, mine grænser og behov. Jeg lærte blandt andet, at det var enormt vigtigt at jeg vidste hvorfor jeg lukkede en dør, for ellers, så kunne lysten til at åbne den igen konstant hjemsøge en. Det kan eksempelvis ske, efter at have ligget på stuegulvet i 14 dage med intens hjertesorg , efter ens partner havde fået et ‘Chandler øjeblik‘ og som så pludseligt blev “glemt” ved en sølle undskyldning og påstand om at “nu er alting anderledes”.
Det bliver det som regel aldrig, slet ikke hvis ikke man får sat ord på hvad det er der skal være anderledes. 

Hr. Mand og Jeg bliver kærester i efteråret 2007. Efter knap 1,5 år som klassekammerater på HF og bedste venner, så sker der noget jeg ikke helt havde set det komme, eller det havde jeg, bare ikke mere end 3 uger før vi kyssede første gang. Du kan læse vores kærligheds historie HER. Det hele var noget værre rod, for jeg havde netop brudt men den mand jeg troede skulle være manden og alligevel vidste jeg nok godt at det ikke duede, det blev nemlig aldrig helt godt for mig og jeg tænker heller ikke det blev  for ham.  Pludselig stod jeg der og min bedste ven havde for længst fortalt mig han var vild med mig – hvilket jeg havde modtaget ved at give ham en flad. Alligevel skete der noget og trods en masse rod, tvivl og manglende tillid, så fandt vi sammen.  Siden da, siden det første kys, det efterår, er der sket så uendeligt meget og i dag er Hr. Mand mit livs vidne på godt og ondt.

Det har aldrig bare været ligeud af landevejen, i stedet har jeg ment vi skulle Off roade og ned af små alternative stier mens Hr. Mand nok mest af alt har foretrukket hovedvejen, på fortovet. Måske er det i virkeligheden det der sker, når datteren, til den enlige mor forelsker sig i sønnen fra kernefamilien fra villaen Vanløse? Modsætninger mødes og kloge mennesker mener man skal huske på at netop disse modsætninger engang var så ydersttiltrækkende, når man løber panden imod muren.

Når krisen kradser
Det er sensommeren 2016 og jeg er netop blevet udskrevet fra det psykiatriske hospital, efter at have været indlagt med en stressbetinget depression, det kan du læse om HER. Jeg er bange, forvirret og vred. Vred fordi jeg føler at jeg selv og Hr. Mand kunne og skulle have gjort mere, forud for mit sammenbrud, men vreden hjælpen ingen steder – i stedet gælder det bare om at få styr på alt det kaos som eksistere, de dårlige rutiner og strategier, dels mine egne og dem som jeg oplever i mit ægteskab. Kort før min udskrivelse, har Hr. Mand været med mig til et møde, hvor vi har snakket back up plan, handlemønstre og hvordan vi som familie skal begå os med en psykisk sygdom som “gæst” i huset. Ved ikke om jeg ligefrem vil kalde en bragende stressbetinget depression for gæst, men det er nu engang realiteten. Gæsten går jo igen, det er alle omkring mig sikker på og det betyder os, der en dag kun er os fire på matriklen tilbage, hvilket gør vi er nød til at holde godt fast i hinanden, hvis ikke andre end gæsten , skal have lyst til at gå ud af hoveddøren. Jeg er hunderæd for Hr. Mand skal gå og samtidigt så bebrejder jeg ham ikke lysten til at gøre det. Faktisk forventer jeg det næsten og en aften får jeg os sagt, at jeg synes han bare skal smutte NU, så jeg lige kan tage alt lortet på en gang. Den aften beder han mig om at lukke røven og vi indgår en aftale om, at jeg ikke må skubbe ham væk eller sige den slags ting, fordi de er enormt sårende. I dag forstår jeg godt hvad han mente og jeg har ofte undskyld for min måde at skubbe ham ud i kulden, frem for at lukke ham ind – jeg kunne bare ikke rumme at være i relation til ham.

Jeg husker, at jeg dengang tænkte, at hvis vi skal overleve det her og komme et sted hen, hvor det “usunde” ikke længere har en eksistens i vores ægteskab, så er det dét, som skal til. I virkeligheden tror jeg altid der vil være små og store knuder i et parforhold, spørgsmålet er blot, hvordan vi arbejder og løser disses. I takt med jeg arbejder mig ud af depression, tilegner jeg mig nye strategier og på mange måder genopstår jeg. Jeg forstår os, hvor vigtigt terapien bliver for os, i forhold til at det kan være rigtig svært som partner at følge trit med den person, som gennemgår et større intensiv terapeutisk arbejde med sig selv.

Et par, i parterapi
Ligesom vi sender vores biler til service, så kan vores forhold os have brug for et servicetjek. Dette tjek kan vi få forskellige steder, på et spaophold, en date-night, eller med hed sex eller ja … i et rum, med sin partner og en terapeut. Hvad vi arbejdet med i vores parterapi, var alt fra det helt banale parforholds / ægteskabsproblematikker, det som vores psykolog kaldte for stressrelateret problematikker, som jeg tror mange børnefamilier nok kæmper med, til de lidt mere personlige strukturer som krævede et større pillearbejde. Ofte kommer uhensigtsmæssige handlemønstre af en årsag, noget har man med sig fra første kys og andre, ja de kommer til undervejs i ens forhold. Hvorfor, tja det kan man altid diskutere og det store spørgsmål er os dertil, hvad skal man gøre ved det?

Igennem parterapien fik vi pillet lidt af de dårlige vaner ud af os, vi lærte på ny at forstår hinandens handlemønstre og selvom jeg kan synes noget fortsat er skide irriterende, så ved jeg os, efter at have været inde at arbejde med de elementer der skabte konflikter, hvad og hvorfor det er som det er.
Jeg tænker ofte, at det vi lærte i parterapien gjorder at vi kan danse livets dans. Nogen gange er vi tætte, passioneret og næsten filteret ind i hinanden og andre gange, ryg mod ryg, med afstand – måske endda distance men det betyder ikke at kærligheden ikke er tilstedet, tværtimod. For mig er kærlighed at kunne forstår, acceptere og respektere, at kærligheden har mange farver, men det er nu engang, kærlighed, hvad end vi vil det eller ej.

Tusind tak fordi du ville læse med.
Kærlig Hilsen Christina





Please ‘Like’ Me

Please ‘Like’ Me

Jeg er over længere tid gået til og fra dette indlæg. Jeg har vendt det med mennesker der står mig nært, i forbindelse med “kompliceret” relationer, som i bund og grund gør ondt og efterhånden kan kaldes for uhensigtsmæssige. Alligevel har jeg tænkt, “Ah, det er da mig som er nærtagende”, men hvad så, når man begynder at se et mønster, der er så “markant”, at tanken om at det er en selv, som er paranoid, ikke længere tæller – hvad så?

Det ene øjeblik tænker jeg, ej det er jo bare et sølle like, det er jo bare et socialt medie og i det næste øjeblik, acceptere jeg, at mærke hvad det egentligt er jeg føler. Der er en følelse af ked af det hed – lidt ala. At blive holdt udenfor eller konstant få en mavepuster. Det gør nemlig ondt – når man konstant kan se at relationer bevist undgår at tommelfingremassagere lige præcis ens liv. Jeg har virkeligt tænkt meget over om et “like” eller det manglende “like”, kan få lov at være en konflikt. Men det er jo ligesom i sangen “det er ikke det du siger – det mere løgnen i sig selv”, det er mere den manglende handling i sig selv der er problemet – særligt når man kan se, at handlingen er fuldt ud bevist? Selvom knappen dislike eksisterer, så har vi jo fra første hånd en helt anden mulighed, nemlig at bruge vores handlinger til at understrege det ene eller andet.

Personligt er jeg ikke der “store” facebook bruger. Facebook er for mig en form for interaktiv kalender med gode lykønsknings muligheder. Jeg synes overordnet set, at det er vigtigt, ikke at føle sig for fin til at like eller synes om, det er en værdi jeg har fået med hjemmefra.. der går intet af mig, ved at glæde mig over andres succes, derudover mener jeg os, det er almen høflighed. Jeg ved at det bestemt ikke er alle, der føler den slags er nødvendigt. Faktisk findes der mennesker, som når lejligheden byder sig – “bevist” fravælger at synes om, udelukkende grundet den person som opnår eller gør lignende. Forleden læste jeg så en undersøgelse, selvfølgelig pibler der hele tiden nye studier frem omkring vores SoMe forbrug og vores færden på sociale medier, de har jo efterhånden en indflydelsesrig position. Undersøgelsen vidste hvor stor en betydning bekræftelse, via sociale medier efterhånden har.

Jeg ved godt et indlæg om tommelfingermassage af andres liv på sociale medier, kan virke lidt “ah hold nu op”, omvendt fylder mennesket brug af mobiltelefoner – heraf sociale medier mere og mere. Diverse børneorganisationerne fremlægger gang på gang hvorledes der ses en stigning i mobning via sociale medier og selvom et manglende like bestemt ikke kan sidestilles med mobning, så har handlingen en klokkeklar funktion. Forstil dig du har en almen folkeskoleklasse, en 8. Klasse. I klassen er der en masse dejlige unge mennesker, nogen med stemmebånd som er under udvikling, grundet pres fra Adamsæblet og andre hvor huden er liiiidt i udbrud. Der er stille og frembrusende typer, og så er der dem som der oftest er flest af – usikre typer. Usikkerhed kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Nogen vender det indad mens andre reagerer udad, for at sikre de ikke selv “opdages”. Klassen holder frikvarter og en pigegruppe sidder og snakker om hvad der rør sig. De scroller rundt på hinandens profiler, griner lidt af weekendens strabadser og liker så. De sidder os og studere hvad pigerne, som ikke sidder i gruppen har lavet. Deres handling her er anderledes. De griner på en anden måde og undgår helt bevist at like, selvom de til dels registrere hvilket oplevelser/præstationer den enkelte person har haft. I det øjeblik, foretager de enkelte piger i gruppen, en verificering af andre mennesker. Hvad den bunder i vides ikke helt, men den sker. Selvom handlingerne som skildres på profilerne, i større grad minder om det de lige har ‘liket’, så opnår profilen ikke samme stranding, af en helt bestemt grund. Hvilken siger gruppen ikke direkte, men deres grin, registrering og øjne som ruller fortæller langt mere.. Historien kan hurtigt få en ekstra drejning, hvis så ejermanden til profilen, som ikke modertager likes, stå i døråbning og høre eller ser det hele.

Historier som denne, modtog jeg masser af, dengang jeg var børnerådgiver hos Børns Vilkår. Opkald fra drenge og piger, som oplevede hvordan andres holdninger til dem på de sociale medier, gjorder dem kede af det, usikre og utilfredse med dem selv.

At tommelfingermassager kan have en stor betydning. Det har en betydning, hvis det kun er blåt blomstrede porcelæn, de lange eller hurtige løbeture eller dem i størrelse XS som modtager liket. Hvis vi kun tillader os selv at synes om bestemte typer, så sker der automatisk et vrid i den generelle samfundsforståelse. Når feminister og krops elsker, råber op om at alle kroppe er gode kroppe mens de påpeger at de naturlige billeder af oppustet maver, strækmærker og muffin cups høre lige så meget til på nettet, så skyldes det, at der forsat er en tendens til at lige præcis den slags billeder modtager “færre” likes eller anses som være mindre socialt acceptabelt, end billedet med den “rigtige” vinkel og top trimmet krop.

Min bøn til dig er derfor, tænk dig om når du liker og når du ikke gør.

Vi har alle forskellige holdning og præferencer og det er jo det der er skønt ved verden, at der er en konstant individualisering som tillader forskellighed. Jeg tror bare, der nogengange er mere end blot en handling, der er en tanke bag og spørgsmålet er, hvad den er bundet op omkring?

Kærlig Hilsen Christina