Let’s Play A Love Game

Let’s Play A Love Game

Med nu tre søde drenge omkring os, er tiden til Hr. Mand og Jeg ekstra knap. Det gælder både tiden til os selv, hinanden – på kryds og tværs. På mange måder ender vi ret hurtigt over i den der forældre-fælde, hvor vi kun er samarbejdspartner, frem for det par vi jo os er. 

Derfor har vi udviklet små ritualer for kvalitetstid, ikke ala. Hver onsdag går vi til den på lagnerne – men den slags ritualer som har til formål at styrke relationen, kontakten, kommunikationen og nærheden imellem os. Derfor har vi i en årrække lagt puslespil sammen, den slags med 500 brikker, som snildt kan tage en til to aften at lægge. Mens vi gør dette, drikker vi vin, snakker, spiser tapas og vigtigst af alt, ligger vores telefoner langt langt væk .. som mor får jeg lyst til at synge “laaaangt ude skoven”.

Søde hjerteformet spillekort fra Flying Tiger Copenhagen, som selvfølgelig os kan bruges til et spil… strip poker (hvis man er til den slags)

Reklame: Flying Tiger Copenhagen 

Nu skal vi prøve noget lidt andet end puslespil, for at komme ned i gear og dyrke hinanden. Forleden da jeg var i Flying Tiger Copenhagen, for netop at undersøge deres udvalg af spil til en test for Momstertest.dk faldt jeg over noget der minder om 90’ernes twister spil til kun 30 kr! I Flying Tiger Copenhagen hedder spillet Kludderleg / Tangled Up. Det må simpelthen være det mest perfekte spil for par, som trænger til at skrue op for det nordmændene kalder “hud hungren” og samtidigt få trænet lattermusklerne. Ungerne kan selvfølgelig os bruge dette spil, som udover at skabe en god leg, samtidigt styrker koordinationen, farveforståelse og balanceevnen. Så et spil for både børn og voksne.

Et andet spil, som kan findes i Flying Tiger Copenhagens relativt store (men billige) spilleudvalg og som helt klart fortjener en anbefaling er fiskespillet. Selve Fiskespillet i sig selv synes jeg hurtigt mister sin spænding, det er selvom alle børn fortrylles når de leger “Andedam”, MEN med et par papirsklips og nogle udklippet billeder, regnestykker mm. Kan spillet være et simpelt men super læringsspil. Vi bruger det blandt andet til at træne Carl i hans K og G lyde, men man kan os træne engelske ord, farver, tabeller osv.

Der vil snarest kunne findes en fuld anmeldelse af Flying Tiger Copenhagens spilleudvalg på MomsterTest.dk 

Hvad gør i som par, for at dyrke hinanden og nærheden, måske endda særligt når muligheden for at gå ud ikke er der?

Kærlig Hilsen Christina


Veninde til en kommende solomor del II.

Veninde til en kommende solomor del II.

Velkommen til anden del, i føljetonen om min oplevede med at være veninde med en kommende solomor. . Du kan læse første del HER.

“Der kyssede Morten og jeg første gang” mit – “jeg taler som et vandfald” syndrom kører for fuld styrke. Ikke fordi jeg vil fylde og tage tid, nej for at aflede og mindske min venindes nervøsitet. Vi går arm i arm henover Israels plads, drejer om hjørnet og står så foran lægen. Vi buzzes ind i en smuk, næsten majestætisk opgang og går op ad en marmor trappe. Min veninde er nervøs, det kan enhver se. Hendes ellers altid varme øjne er fulde af angst, det er nu det gælder.

Siden løbeturen i december er flere sejl sat i søen. Min veninde har været hos egen læge og derigennem fået en henvisning til fertilitetsbehandling, i forbindelse med ønsket om at blive solomor. Grundet de fordele hun mener en behandling på privatklinik giver for både mor og fremtidigt barn, har hun valgt denne mulighed. Det kan blive en halvdyr affære og omvendt tænker jeg – kan et drømmebarn så gøres op i penge ? Hun har læst alt fra anmeldelser af klinikker, nogle af de få danske bøger om det at blive solomor, personlige beretninger og ellers mærket rigtig godt efter i krop og sind.

Inden den egenligt fertilitetsbehandling kan starte, skal hun igennem nogle forundersøgelser som laves i det offentlige, hos en gynækolog. Denne gynækolog kommunikere dernæst med den fertilitetsklinik min veninde ønsker at gøre brug af og deler svaret på de undersøgelser de har lavet. Idag gælder det – idag skal en læge se om der er fri passage i æggelederne og yderligere scanne min venindes livmoder. Denne scanning er altafgørende og har så stor betydning for det fremadrettet forløb og hvor omfattende det kan blive. 

En kvindes fertilitet er ifølge lægevidenskaben faldende fra kvindens 25’ende leveår. Min veninde er dette forår kun et par måneder fra at fylde 29 og fortsat yngre end den danske gennemsnitsalder for førstegangsfødende. Alligevel ved jeg at min veninde, som jeg selv os ønskede det, gerne vil blive mor mens tid er. Argumentation for hvorfor hun nu vælger at kaste sig ud i livet som solomor “så tidlig” har allerede været nødvendig at komme med, mere end en gang. Selv er jeg begyndt at tænke på, hvor meget en kvinde, som min veninde, skal lægge ører til og “forsvare”, fordi hun nu dels vælger at forfølge sin drøm om at blive MOR men os at hun gør det nu og ikke først når hun er +35. Selv er min mave endnu engang begyndt at bule – jeg bær et lille liv under mit bankende hjerte, jeg bær en lille dreng det skal hede Vilmer. I den forbindelse har jeg heller ikke denne gang skulle hører på folks kommentarer eller “spørgsmål”,  om Hr. Mand og Jeg nu os er klar til at blive forældre .. igen ? Den slags spørgsmål får min veninde i flæng og i virkeligheden er det ikke spørgsmål de stiller når de siger “Ej det bliver godt nok hårdt” eller “hold da op, synes du ikke det er alt for tidligt at tage ‘denne’ løsning”. Hvis min veninde syntes det, så lå hun nok ikke med benene i bøjlerne hos hveranden læge…

Min veninde er en yderst attraktiv smuk kvinde, klog, sjov, følsom, fuld af power, drive og vilje. Vi har sammen løbet marathon og trænet op til flere. Hun har en vilje der siger spar to og en stor selvindsigt. Jeg beundre virkelig min veninde for hendes beslutning og afklaring omkring at blive solomor. Hun har pænt konkluderer at det der dating, det ikke holder når ønsket om projekt baby konstant puster en i nakken. Jeg tror det er de færreste første dates der går godt, hvis man bringer “Jeg vil gerne have en baby NU” på bordet og jeg tror heller ikke det er fair for kærligheden mellem to parter, hvis den forceredes. Min veninde ønsker ikke at finde en partner sådan 1-2-3. Nej hun vil forelske sig, fortrylles, elske, opleve, udvikle og leve med et menneske for livet, men det menneske, han er ikke fundet endnu. Han skal nok komme – det tvivler jeg ikke på og indtil da, så gør min veninde det hun mener og tror på er rigtig for hende.

Kanden med vand står på et af de helt populære Hay borde i hvidt. På vægen over det hænger der fysiologiske tegninger af det kvindelige underlivs anatomi. Ved stumptjeneren er der opsat en lille holder, til alle de foldere som der kan være patienter til. Der er en folder, jeg en gang før har fået med hjem, det er en folder om celleforandringer i livmoderen og keglesnit, min veninde har osse engang fået selv samme folder med hjem. Det er alt det i forbindelse med denne folder, det nu skaber ekstra nervøsitet og sårbarhed. Jeg tror alle kvinder, som bare en gang har oplevet at føle deres fertilitet har været truet, hvilket den bliver når man har svære celleforandringer i livmoderen, på så mange måder får deres biologiske ur til at trille en lille smule mere hurtigt eller måske mere realistisk – måske med en enorm respekt for at vi nu engang ikke er skabt til af kunne vente i evigheder med at forplante os.  

“Drik lidt vand søde”, ber jeg kærligt. Min veninde er helt hvid i hovedet, vores hænder finder hinanden, tids nok til at gynækologen kalder min veninde ind. Jeg følger efter, vi hilser på og snakker så frem og tilbage om hvilken type undersøgelse der laves og der videre forløb. Min veninde fortæller om hendes valg af klinik, Trianglen, og gynækologen fortæller at hun os altid anbefalede netop denne klinik i Hellerup. Efter den korte samtale går vi ind i et scanningslokale, min veninde skal have foretaget en indvendig ultralydsscanning og en vandskyldning af æggelederne. Det er særligt denne skyldning min veninde frygter og fuld forståeligt. I forbindelse med opsættelse af et ballonkateter i livmoderen har jeg prøvet noget der minder om denne skyldning og det er… yderst smertefuldt. Skyldning foregår ved at der føres et lille rør op igennem livmoderen, som der dernæst føres en sprøjte igennem, hvor der skyldes med saltvand. Først scannes der og min venindes æggebeholdning tjekkes, da vi går derfra kalder jeg hende kærligt for påskeharre. Min veninde har en stor flot beholdning af æg.

Min veninde ligger på briksen, mens gynækologen og en assistent gør klar til vandskyldningen. Jeg sidder ved hendes hoved. Holder hende i hånden mens jeg samtidigt stryger hende over håret. “Træk vejret” hvisker jeg. Hun er bleg og øjnene fugtige. Lægen fortæller hvad der nu vil ske og går så igang. Min veninde gisper, giver så et ryk og jamre af smerte. Tårne triller ad hendes kinder og min hånd stryger den bort mens jeg ligger panden mod hendes tinding og forsøger at hviske beroligende ord “shyyy, du klare det flot søde”, et kærligt kys plantes på hendes kind og min hånd kører igen over hendes hår. Min veninde har sammenknebet øjne og forsøger at få luften godt ned i lungerne. Hun ser ikke det “vidunderlige” der skal til at ske på skærmen. Gynækologen sprøjter væsken ud i æggelederne og der kommer et hvidt glemt i hver leder – der er tydelig fri passage!

Vi går derfra arm i arm, som da vi kom. Min veninde er påvirket af dels undersøgelsen, men os resultatet. Der er nu fri bane og intet andet for, end at vente på gynækologen og Trianglen har været i kontakt og hun indkaldes til en forsamtale. Mens vi går der, arm i arm, solen skinner griner jeg og siger “Hvad så påskeharre?” Og min veninde smiler, som kun hun kan det.

Tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Der bliver stille i verden, når vi er væk – et testamente.

Der bliver stille i verden, når vi er væk – et testamente.

Dette indlæg indeholder reklame

Flashback
“Kom nu Christina, vi skal afsted”, kalder min mor ude fra indkørslen. Selv er jeg en snerydder der tøffer afsted igennem den dybe sne. “Kom nu, ellers kommer vi for sent!” kalder min mor igen. Jeg tøffer, lidt hurtigere ud imod indkørslen og går over til bilen. Min mor har allerede fundet ly for kulden og trommer utålmodigt med pegefingrene på rettet. Jeg kravler ind bag hende og klikker selen på og giver signal om at jeg er klar til afgang. Hun bakker ud og kører så afsted ad de sneglatte veje, mod svømmehallen. Anne Linnets rå forførende stemme varmer den vinterkolde bil op. Jeg kan hører min mor nynne med fra forsædet mens jeg selv kigger ud ad vinduet og så sker det, jeg når knap nok af registrere det, før jeg hører lyden af grene langs ruderne, en underlig mekanisk lyd og så et brag. Jeg sidder helt stille, Anne Linnet synger stadig. Min mor river sig løs af selen og vender sig i en hurtig vending om mod mig. Ved at holde fast i Hun holde fast i nakkestøtten til passagersædet, skubber hun sig om mod mig. Hun er helt hvid i hovedet, øjnene store og fulde af et eller andet jeg ikke kan identificere. “Er du okay?!” ryger det ud af hende. Hendes stemme er pibende. Jeg kigger på hende, men kan ikke rigtig finde ord, så jeg nikke bare og så høre jeg stemmer, stemmer ud fra vejen, som ligger er stykke bag bilens bagende. Vi er kørt galt.

. . .

Det eneste jeg husker fra den dag, udover selve ulykken, det var at min mor og jeg fik huslys hos dem, hvis hegn-hæk-hus vi var kørt ind i. Husker jeg sad og så Pinocchio og drak varm kakao med flødeskum på, mens min mor snakkede med dem der boede i huset og lidt efter blev vi hentet og kørt hjem… jeg kom aldrig til svømning den dag og kort efter stoppede jeg helt.

Ulykken var som sådan ikke ”alvorlig”, den ødelagde godt nok bilen og har gjort at min mor og jeg fortsat, den dag i dag, hader at kører i glat føre, men vi slap uden fysiske skrammer. Den ændrede dog noget i mig, for jeg husker, at jeg kort efter ulykken tog mig selv i at tænke en tanke under en køretur.. for hvad nu hvis… det var gået galt.. og hvad nu hvis… min mor… var død i ulykken?o

Forældreløs?
Min far dør da jeg er 2,5 år gammel. Mit forhold til døden, er afledt heraf. Lidt i ala Meredith Grey, så fryser jeg ikke i kaos, nej jeg fortsætter, holder fokus og kommer videre.. fordi jeg har set værre. Min sjæl er fyldt med ar, ar jeg alle har plejet således at de er som et strækmærke der har været påført Bioolie tilpas længe. Jeg husker stadig mit eget spejlbillede i bilruden, den forårsdag vi kørte afsted og angsten for at blive forældreløs rullet ind over mig. For hvad nu hvis min mor var kommet til skade i ulykken?

De fleste børn modtages her i verden af to forældre, nogen er så heldige at have en hel regnbue og andre en stærk kvinde – eller mand, som danser solo. Jeg tror alle håber, tror og tænker, at vi vil dø gamle og grå når tid engang er .. om mange .. mange år. Sagen er bare en anden for nogen desværre, “verden” er et farligt sted, vi kan efterhånden udvikle livstruende sygdomme af næsten ALT og folk kører mere og mere retarderet. Derfor var mine tanker som barn jo ikke uden årsag og slet ikke, da jeg jo kun har én levende forældre tilbage.

Derfor har det, at tale om døden, ikke været noget der lå eller forsat ligger fjernt for mig. Siden jeg var lille, har jeg vidst det ikke kun var tissemyrerne som kunne dø, nej alle kan dø, unge som gamle, mor som oldefar. Døden er ukontrollerbar og det skræmmer de fleste – os mig, for ingen ved jo hvornår den kommer. Derfor må vi leve i nuet, livet er nu og det mindste vi kan gøre, er at forholde os til det vi kan “kontrollere”, det vi har indflydelse på. Det gælder sund kost og motion, psykisk sundhed og at sikre vi efterlader os ord, “sidste vilje” og guidelines, hertil et testamente.

Henriette fra Testamente Rådgivning, kom hjem til os og afholdte rådgivningsmødet

Vi har lavet er testamente
Ordet testamente er i mine ører fyldt med volumen, kræft og alvor. At testamentere er jo en måde at værne om sine efterladte, videregive mink vasen (sådan en ejer jeg ikke) og yderligere, det som jeg anser som værende vigtigst, stille sine kære bedst muligt, når vi er væk. Det er vores ord, når der bliver stille i verden. Men hvilket ord skal vi efterlade os, hvordan skal vi testamentere og hvad? Forleden havde vi besøg af Henriette Schmidt indehaver af Testamente Rådgivning, i forbindelse med en test for Momstertest.dk. Henriette skulle vejlede og rådgive os, forud for udarbejdelsen af testamente og et børnetestamente.

Den længstlevende
Da min far dør, så efterlod han sig en arv, en psykisk såvel som en værdimæssig arv. Han efterlod sig et hus – et hus, som min Mor kunne forblive i, sammen med min bror og jeg. Det lyder absurd og alligevel er de danske arveregler således, at har man som par – ægtefolk, ikke aktivt sikrede at eventuel arv, først skal udbetales efter den længstlevende er afgået ved døden, så kan man ende med af skulle gå fra hus – hjem, grundet regler om krav på udbetaling af arv, til sine børn.

Henriette lavede tegn og fortæl, hvilket gjorde juraen en del lettere at forstå

Forstil jer, af Hr. Mand – 7-9-13 (hele dette indlæg, al snak om døden, siges altid med 7-9-13, bank under bordet osv, for gud forbyde der skulle ske), men bare fordi vi taler om det, så sker det ikke nødvendigvis! Desværre tror jeg mange tænker sådan og det i sidste ende betyder at vigtige og ja – nødvendige samtaler ikke tages. Hvis Hr. Mand skulle gå bort her og nu, så står jeg med vores tre fælles børn. De har ifølge de automatiske arveregler ret til halvdelen af den efterladte formue (hvilken formue?!), den anden halvdel er min alene. Denne formue og udbetalingen, kaldes for skiftet bo. Hvis jeg stod og skulle udbetale Aksel, Carl og Vilmer deres arv nu og her, ja så ville vores levevilkår ændre sig markant og det kunne i værste fald betyde at vi var nød til at fraflytte vores hjem og sælge ud. Derfor har Hr. Mand og Jeg lavet et testamente, hvoraf det fremgår, at vi ønsker at sidde i det der hedder u-udskiftet bo, altså, at vi frem for at skulle udbetalte arv nu og her, vælger at arv først skal udbetales efter den længstlevende er gået bort. Altså vil en eventuel efterladt partner i vores ægteskab, være bedst muligt sikret. Indrømmer gerne der pt. ikke er noget at arve efter mig, andet end et SU lån jeg betaler af på. Sådan er det for rigtig mange unge mennesker, men det betyder fortsat ikke, at et testamente er ligegyldigt, tværtimod. Et testamente er gældende til evig tid og kan kun ændres ved aktiv handling. En ting er penge, en anden ting er de non-værdimæssige ting vi efterlader os. Det er her, jeg mener den største værdi kan og skal findes, nemlig vores elskede børn.

Hvad nu hvis?
For hvad nu hvis det skulle ske at både Hr. Mand og Jeg skred i svinget. Bare tanken gør mig syg, særligt nu hvor jeg sidder ned en lille baby i armene. Selvfølgelig skal jeg være her på jorden, for at være mine børns mor. Det er min rolle, min livsopgave, at være Mor til mine drenge og opdrage dem, som jeg finder bedst. Særligt derfor bliver det enormt smertefuldt at tænke på “Hvad nu hvis?” For hvem skal man sende sine børn i armene på, hvis nu man ikke selv er her længere?
Nu tror jeg det er de færreste børn, der har en moster ala. den Harry Potter havde, men jeg tror de fleste forældre tænker – ingen andre end mig, skal tage vare på mine børn. Sådan har jeg det virkelig og jeg håber aldrig nogensinde andre bliver nødvendigt, ikke fordi Hr. mand og Jeg ikke har dejlige mennesker omkring os, men det er mine, vores børn.

MEN – Hvis det skulle ske, så har Hr. Mand og jeg, med hjælp fra Henriette, lavet et børnetestamente. Det er det som statsforvaltningen vil kigge på og i stor grad følge, medmindre omstændigheder for de ønsker vi har gjort os, har ændret sig, hvis det skulle blive aktuelt. Hr. Mand og Jeg finder vores valg enormt personlige og derfor deler vi dem ikke her offentligt. I vores børnetestamente har vi dog fået indskrevet en anvisning der leder hen til vores børns sekundær omsorgspersoner og yderligere med fokus på at vores børn, ikke må blive skilt ad, da vi ønsker det er børnes tarv der efterleves. I testamentet har vi yderligere klargjort nogle regler i forhold til hvorledes og hvornår vores børn kan blive ”begunstiget” med deres efterladte arv.

Tanken om, at vi nu har dette juridiske dokument liggende, det skaber en form for ro. Døden er og bliver uhåndgribelig og ukontrollerbar men det betyder ikke nødvendigvis at vi ikke kan have indflydelse på efterspillet, tværtimod.

Har du og din partner lavet et testamente – både for jer selv og jeres børn?

Vidste du at det ikke er nok blot at bo sammen i 2 år, for at overgå til arveregler for ægtefæller eller at de stolte gudforældre ved døbefonten, faktisk slet ikke har nogen juridisk funktion?  

Indrømmer gerne, at jeg forud for udarbejdelsen af vores testamente og børnetestamente har tænkt, næste gang der kommer børnepenge – så laver vi testamentet, men så har det ene yngel manglet det ene og andet… omvendt kunne de jo en dag mangle mig eller Hr. mand så jeg er enormt glad for vores beslutning om at få lavet vores testamente.

Henriette, som har udformet vores testamente, har givet mig lov til at dele en rabatkode, som giver 20 procent på udformning af et børnetestamente. Koden er MigOgMorskabet20 og skal oplyses ved henvendelse og gælder frem til 1. maj 2019 – altså kan du jo bruge lidt af de kommende børnepenge. Henriette kører blandt andet ud til ens eget hjem og det gør det let og overskueligt, lige at ordne i frokostpausen eller den mulige flextid i morgentimerne.

Hvis du har lyst, kan du læse om en anden Momster Morbloggers oplevelse med Testamente Rådgivning ovre hos Betina bag bloggen MedGlimmerTak.dk

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

30, fed og færdig?

30, fed og færdig?

Om to dage, 48 timer, så fylder jeg 30 år, de gyldne 30. For nogen er de frygtet og for andre, blot et tal. 

På mange måder befinder jeg mig nok lige midt i følelserne omkring det at fylde 30. Det ville være løgn, hvis jeg ikke havde en lille krise. Det er dog ikke over at fylde 30 som sådan, jeg er dybt taknemlig og glad for at jeg lige om snart må og kan fylde 30. Krisen, den forekommer, da jeg siden august har fundet det ene grå hår efter det andet og det skyldes jo nok, at jeg fylder 30? Altså at jeg bliver ældre og mit udseende ældres… og hvad gør jeg så ved det? Hvad gør du ved grå hår, hvis du har nogen?

At jeg fylder 30, betyder jo jeg har været her i hele 30 år og når jeg ser på mit liv, så får min lykke, min glæde, sin eksistens igennem livets kontraster. Skellet mellem mine smil og mine tåre, mine ar, både de fysiske og psykisk – det er dem, der fortæller min historie, det er derigennem at jeg kan se og mærke at jeg virkelig lever, på godt og ondt.

Så hvis jeg retorisk skulle spørger om jeg er 30, fed og færdig så er svaret – Ja jeg er 30, jeg har (næsten) lige født et barn og min krop er derefter og færdig ? Jeg er kun lige begyndt. Der er så mange ting jeg endnu ikke har gjort og så meget jeg allerede har oplevet. Jeg har om nogen mærket livets kontraster, mærket hvordan kærlighed kan berige ens liv og hvor smertefuld en sorg man kan føle, når den forsvinder. Jeg har været syg i psyken, syg så mit eget spejlbillede var uigenkendeligt og der lærte mig så umenneskeligt meget om mig selv. Jeg har grint og grædt, jeg har trådt ved siden af, fattet vild, fundet vejen, løbet på vejen! Jeg har fundet ro, mistet den igen og etableret en ny. Jeg har fundet kærligheden. Jeg har født, ikke bare en, eller to, men tre fantastiske drenge. Jeg har løbet længe og langt og passeret flere målstreger efter at have tilbagelagt 42 kilometer. Jeg har løbet ultraløb og glæder mig til engang at vende tilbage til netop dette. Jeg har læst og lært, jeg har modtaget et bevis fra en uddannelsesinstitution jeg aldrig troede jeg var dygtig nok til at studere på. Jeg har talt for fulde sale, haft indflydelse og løfter røret for at lytte intens og forstående.

Jeg er ikke færdig, så langt fra.

Jeg er kun lige begyndt og alligevel så fortæller de der grå hår jo nok, at jeg allerede har været vidt omkring .

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig hilsen Christina 29, 30 lige om snart . 

Var det til døden os skiller?

Var det til døden os skiller?

Flashback
Katten spankulerer igennem stuen, sætter sig foran mine fødder og kigger så intens på mig. Hendes øjne er små smalle sorte sprækker. Sådan sidder hun lidt for dernæst at gå over mod Hr. Mand og indtage samme position.

Hun kigger på os, som om også hun fornemmer uroen der fylder hele rummet. Ungerne sover, selvfølgelig, denne her snak skulle ikke tages med små ører på stilke. Vi har holdt os adskilt hele dagen, først var jeg væk til formiddag og dernæst kørte han afsted, simpelthen for at skabe ro, plads og god energi, frem for en trykket stemning omkring os. Ingen af os siger noget. Jeg hader denne form for stilhed og jeg hader at han bare sidder der.. jeg hader os, at jeg har aller mest lyst til at råbe “Fuck det her” og pakke en taske, som var jeg en teenagetøs. Mest af alt så hader jeg, at det slet ikke har noget med ham at gøre og det i stedet drejer sig om mig og mit skide flugtinstinkt. Tak for det kære Far – Stedfar og tidligere kæreste. Tak for svigt og ar på sjælen, som har etableret en “så klare jeg bare mig selv” tankegang. Det holder jo ikke en meter- eller jeg kan sagtens klare mig selv, men det er jo vitterligt ikke det jeg ønsker.

Vi er kommet langt ud af tangenten og hvordan vi lige finder melodien igen, det ved jeg virkelig ikke. Vi sidder længe, for så at begynde på dansen, først såre jeg ham, så han mig og før vi ved af det, har vi begge nedbrudt hinandens mure for så endelig at kunne tage snakken på fornuftigvis. Tænk at vi skal forestille os at være voksne mennesker. Hold op hvor er det åndsvagt at to mennesker kan kører hinanden sådan rundt for til sidst at sidde med sammenflettet fingre og sige “undskyld – det var os og …. jeg elsker dig”. Jeg kigger på ham og siger det så ganske stille “Nu er vi simpelthen nød til at lægge stilen om og jeg tror ikke vi kan gøre det selv…så jeg ringer til psykologen i morgen”. Der bliver igen stille i stuen og mine øjne søger mod vielsesringen som sidder der på fingeren. Der skal den jo sidde til døden os skiller, forhåbentligt, men nogen gange, så har jeg sgu min tvivl. Særligt nu, hvor vores ægteskab er kommet i krise.

Det lange (sunde) parforhold
Jeg tror alle der har været i et længerevarende parforhold, har været en tur i hækken. Hækken som måske sågar er eller var udgjort af tjørnebærbuske, således at når man rejser sig fra beplantningen, er det med blodige rifter og vedvarende svien. Selvom min seriøse forholds erfaring, forud for jeg indgik i et forhold til hvad der blev min Hr. Mand, er relativ minimal, så lærte jeg trods alt en del. Der er grænser for hvor meget jeg vidste om det længerevarende parforhold, da jeg kun var 18 år, da jeg fandt sammen med Hr. mand. Jeg havde dog lært en del, måske fordi jeg i lidt over 3½ år befandt mig i et forhold til en ældre fyr. Lige så godt det kunne være, ligeså hårdt var det, men jeg lærte virkelig noget, mest af alt om mig selv, mine grænser og behov. Jeg lærte blandt andet, at det var enormt vigtigt at jeg vidste hvorfor jeg lukkede en dør, for ellers, så kunne lysten til at åbne den igen konstant hjemsøge en. Det kan eksempelvis ske, efter at have ligget på stuegulvet i 14 dage med intens hjertesorg , efter ens partner havde fået et ‘Chandler øjeblik‘ og som så pludseligt blev “glemt” ved en sølle undskyldning og påstand om at “nu er alting anderledes”.
Det bliver det som regel aldrig, slet ikke hvis ikke man får sat ord på hvad det er der skal være anderledes. 

Hr. Mand og Jeg bliver kærester i efteråret 2007. Efter knap 1,5 år som klassekammerater på HF og bedste venner, så sker der noget jeg ikke helt havde set det komme, eller det havde jeg, bare ikke mere end 3 uger før vi kyssede første gang. Du kan læse vores kærligheds historie HER. Det hele var noget værre rod, for jeg havde netop brudt men den mand jeg troede skulle være manden og alligevel vidste jeg nok godt at det ikke duede, det blev nemlig aldrig helt godt for mig og jeg tænker heller ikke det blev  for ham.  Pludselig stod jeg der og min bedste ven havde for længst fortalt mig han var vild med mig – hvilket jeg havde modtaget ved at give ham en flad. Alligevel skete der noget og trods en masse rod, tvivl og manglende tillid, så fandt vi sammen.  Siden da, siden det første kys, det efterår, er der sket så uendeligt meget og i dag er Hr. Mand mit livs vidne på godt og ondt.

Det har aldrig bare været ligeud af landevejen, i stedet har jeg ment vi skulle Off roade og ned af små alternative stier mens Hr. Mand nok mest af alt har foretrukket hovedvejen, på fortovet. Måske er det i virkeligheden det der sker, når datteren, til den enlige mor forelsker sig i sønnen fra kernefamilien fra villaen Vanløse? Modsætninger mødes og kloge mennesker mener man skal huske på at netop disse modsætninger engang var så ydersttiltrækkende, når man løber panden imod muren.

Når krisen kradser
Det er sensommeren 2016 og jeg er netop blevet udskrevet fra det psykiatriske hospital, efter at have været indlagt med en stressbetinget depression, det kan du læse om HER. Jeg er bange, forvirret og vred. Vred fordi jeg føler at jeg selv og Hr. Mand kunne og skulle have gjort mere, forud for mit sammenbrud, men vreden hjælpen ingen steder – i stedet gælder det bare om at få styr på alt det kaos som eksistere, de dårlige rutiner og strategier, dels mine egne og dem som jeg oplever i mit ægteskab. Kort før min udskrivelse, har Hr. Mand været med mig til et møde, hvor vi har snakket back up plan, handlemønstre og hvordan vi som familie skal begå os med en psykisk sygdom som “gæst” i huset. Ved ikke om jeg ligefrem vil kalde en bragende stressbetinget depression for gæst, men det er nu engang realiteten. Gæsten går jo igen, det er alle omkring mig sikker på og det betyder os, der en dag kun er os fire på matriklen tilbage, hvilket gør vi er nød til at holde godt fast i hinanden, hvis ikke andre end gæsten , skal have lyst til at gå ud af hoveddøren. Jeg er hunderæd for Hr. Mand skal gå og samtidigt så bebrejder jeg ham ikke lysten til at gøre det. Faktisk forventer jeg det næsten og en aften får jeg os sagt, at jeg synes han bare skal smutte NU, så jeg lige kan tage alt lortet på en gang. Den aften beder han mig om at lukke røven og vi indgår en aftale om, at jeg ikke må skubbe ham væk eller sige den slags ting, fordi de er enormt sårende. I dag forstår jeg godt hvad han mente og jeg har ofte undskyld for min måde at skubbe ham ud i kulden, frem for at lukke ham ind – jeg kunne bare ikke rumme at være i relation til ham.

Jeg husker, at jeg dengang tænkte, at hvis vi skal overleve det her og komme et sted hen, hvor det “usunde” ikke længere har en eksistens i vores ægteskab, så er det dét, som skal til. I virkeligheden tror jeg altid der vil være små og store knuder i et parforhold, spørgsmålet er blot, hvordan vi arbejder og løser disses. I takt med jeg arbejder mig ud af depression, tilegner jeg mig nye strategier og på mange måder genopstår jeg. Jeg forstår os, hvor vigtigt terapien bliver for os, i forhold til at det kan være rigtig svært som partner at følge trit med den person, som gennemgår et større intensiv terapeutisk arbejde med sig selv.

Et par, i parterapi
Ligesom vi sender vores biler til service, så kan vores forhold os have brug for et servicetjek. Dette tjek kan vi få forskellige steder, på et spaophold, en date-night, eller med hed sex eller ja … i et rum, med sin partner og en terapeut. Hvad vi arbejdet med i vores parterapi, var alt fra det helt banale parforholds / ægteskabsproblematikker, det som vores psykolog kaldte for stressrelateret problematikker, som jeg tror mange børnefamilier nok kæmper med, til de lidt mere personlige strukturer som krævede et større pillearbejde. Ofte kommer uhensigtsmæssige handlemønstre af en årsag, noget har man med sig fra første kys og andre, ja de kommer til undervejs i ens forhold. Hvorfor, tja det kan man altid diskutere og det store spørgsmål er os dertil, hvad skal man gøre ved det?

Igennem parterapien fik vi pillet lidt af de dårlige vaner ud af os, vi lærte på ny at forstår hinandens handlemønstre og selvom jeg kan synes noget fortsat er skide irriterende, så ved jeg os, efter at have været inde at arbejde med de elementer der skabte konflikter, hvad og hvorfor det er som det er.
Jeg tænker ofte, at det vi lærte i parterapien gjorder at vi kan danse livets dans. Nogen gange er vi tætte, passioneret og næsten filteret ind i hinanden og andre gange, ryg mod ryg, med afstand – måske endda distance men det betyder ikke at kærligheden ikke er tilstedet, tværtimod. For mig er kærlighed at kunne forstår, acceptere og respektere, at kærligheden har mange farver, men det er nu engang, kærlighed, hvad end vi vil det eller ej.

Tusind tak fordi du ville læse med.
Kærlig Hilsen Christina





Please ‘Like’ Me

Please ‘Like’ Me

Jeg er over længere tid gået til og fra dette indlæg. Jeg har vendt det med mennesker der står mig nært, i forbindelse med “kompliceret” relationer, som i bund og grund gør ondt og efterhånden kan kaldes for uhensigtsmæssige. Alligevel har jeg tænkt, “Ah, det er da mig som er nærtagende”, men hvad så, når man begynder at se et mønster, der er så “markant”, at tanken om at det er en selv, som er paranoid, ikke længere tæller – hvad så?

Det ene øjeblik tænker jeg, ej det er jo bare et sølle like, det er jo bare et socialt medie og i det næste øjeblik, acceptere jeg, at mærke hvad det egentligt er jeg føler. Der er en følelse af ked af det hed – lidt ala. At blive holdt udenfor eller konstant få en mavepuster. Det gør nemlig ondt – når man konstant kan se at relationer bevist undgår at tommelfingremassagere lige præcis ens liv. Jeg har virkeligt tænkt meget over om et “like” eller det manglende “like”, kan få lov at være en konflikt. Men det er jo ligesom i sangen “det er ikke det du siger – det mere løgnen i sig selv”, det er mere den manglende handling i sig selv der er problemet – særligt når man kan se, at handlingen er fuldt ud bevist? Selvom knappen dislike eksisterer, så har vi jo fra første hånd en helt anden mulighed, nemlig at bruge vores handlinger til at understrege det ene eller andet.

Personligt er jeg ikke der “store” facebook bruger. Facebook er for mig en form for interaktiv kalender med gode lykønsknings muligheder. Jeg synes overordnet set, at det er vigtigt, ikke at føle sig for fin til at like eller synes om, det er en værdi jeg har fået med hjemmefra.. der går intet af mig, ved at glæde mig over andres succes, derudover mener jeg os, det er almen høflighed. Jeg ved at det bestemt ikke er alle, der føler den slags er nødvendigt. Faktisk findes der mennesker, som når lejligheden byder sig – “bevist” fravælger at synes om, udelukkende grundet den person som opnår eller gør lignende. Forleden læste jeg så en undersøgelse, selvfølgelig pibler der hele tiden nye studier frem omkring vores SoMe forbrug og vores færden på sociale medier, de har jo efterhånden en indflydelsesrig position. Undersøgelsen vidste hvor stor en betydning bekræftelse, via sociale medier efterhånden har.

Jeg ved godt et indlæg om tommelfingermassage af andres liv på sociale medier, kan virke lidt “ah hold nu op”, omvendt fylder mennesket brug af mobiltelefoner – heraf sociale medier mere og mere. Diverse børneorganisationerne fremlægger gang på gang hvorledes der ses en stigning i mobning via sociale medier og selvom et manglende like bestemt ikke kan sidestilles med mobning, så har handlingen en klokkeklar funktion. Forstil dig du har en almen folkeskoleklasse, en 8. Klasse. I klassen er der en masse dejlige unge mennesker, nogen med stemmebånd som er under udvikling, grundet pres fra Adamsæblet og andre hvor huden er liiiidt i udbrud. Der er stille og frembrusende typer, og så er der dem som der oftest er flest af – usikre typer. Usikkerhed kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Nogen vender det indad mens andre reagerer udad, for at sikre de ikke selv “opdages”. Klassen holder frikvarter og en pigegruppe sidder og snakker om hvad der rør sig. De scroller rundt på hinandens profiler, griner lidt af weekendens strabadser og liker så. De sidder os og studere hvad pigerne, som ikke sidder i gruppen har lavet. Deres handling her er anderledes. De griner på en anden måde og undgår helt bevist at like, selvom de til dels registrere hvilket oplevelser/præstationer den enkelte person har haft. I det øjeblik, foretager de enkelte piger i gruppen, en verificering af andre mennesker. Hvad den bunder i vides ikke helt, men den sker. Selvom handlingerne som skildres på profilerne, i større grad minder om det de lige har ‘liket’, så opnår profilen ikke samme stranding, af en helt bestemt grund. Hvilken siger gruppen ikke direkte, men deres grin, registrering og øjne som ruller fortæller langt mere.. Historien kan hurtigt få en ekstra drejning, hvis så ejermanden til profilen, som ikke modertager likes, stå i døråbning og høre eller ser det hele.

Historier som denne, modtog jeg masser af, dengang jeg var børnerådgiver hos Børns Vilkår. Opkald fra drenge og piger, som oplevede hvordan andres holdninger til dem på de sociale medier, gjorder dem kede af det, usikre og utilfredse med dem selv.

At tommelfingermassager kan have en stor betydning. Det har en betydning, hvis det kun er blåt blomstrede porcelæn, de lange eller hurtige løbeture eller dem i størrelse XS som modtager liket. Hvis vi kun tillader os selv at synes om bestemte typer, så sker der automatisk et vrid i den generelle samfundsforståelse. Når feminister og krops elsker, råber op om at alle kroppe er gode kroppe mens de påpeger at de naturlige billeder af oppustet maver, strækmærker og muffin cups høre lige så meget til på nettet, så skyldes det, at der forsat er en tendens til at lige præcis den slags billeder modtager “færre” likes eller anses som være mindre socialt acceptabelt, end billedet med den “rigtige” vinkel og top trimmet krop.

Min bøn til dig er derfor, tænk dig om når du liker og når du ikke gør.

Vi har alle forskellige holdning og præferencer og det er jo det der er skønt ved verden, at der er en konstant individualisering som tillader forskellighed. Jeg tror bare, der nogengange er mere end blot en handling, der er en tanke bag og spørgsmålet er, hvad den er bundet op omkring?

Kærlig Hilsen Christina

Skal vi lege .. og lære?

Skal vi lege .. og lære?

 

Dette indlæg indeholder reklame 

At se sine børn lege, er i min verden, lidt magisk hverdagskrydderi. Det at observere ens børn lade fantasien blomster, velvidende om at det er en selv, der faktisk var med til at vande lige præcis denne fantasi, da de var mindre, det er magisk og på mange måder med til at skabe små ” full circle moments”.

Fra barnet kommer til verden og de første spejlinger, lyde og små sjove grimasser laves, der starter legen. Personligt “legede” jeg allerede med drengene, da de lå i maven. Når de sparkede, trykkede jeg tilbage, samme sted, som sparket var mærket og sådan kunne vi ping-ponge frem og tilbage. Legen har jeg sidenhen differentieret i forbindelse med barnets udvikling, og her oplever jeg som forældre, at komme lidt på prøve. Særligt når det kommer til legetøj, der kan stimulere netop den kognitive udvikling mit barn er i og jeg tror bestemt ikke jeg er den eneste forældre der oplever denne slags? Jeg har sågar lavet en del “fejlkøb”, til børnenes legetøjskasse og det føles hundrede gange være end at købe en kjole med de forkerte snit, da legetøjet jo allerede er kommet ud af æsken..

Jeg har i dag 3 drenge, Vilmer som er knap 3 uger, Carl på næsten 5 og Aksel på 7 år. Deres udvikling er vidt forskellige og alligevel leger både Aksel og Carl med meget af det samme legetøj, dog på hver deres måder. Vilmer er endnu ikke nået til, at det er andet end mors bryst der kan være en del af den orale fase. Carl og Aksel leger begge lange gode lege, hvor alt fra historier som Ronja Røverdatter, Nordiske Guder, skurke og helte mm. implementeres i legen. Carl er pt. i et stadie hvor han helst vil lege uden opsyn og derfor beder os ”gå”. Aksel leger ofte til og med en lydbog kørerende på anlægget, ligesom jeg gjorde det, da jeg var lille.

At lege, er i min verden, et privilegium for børn, som forældre skal værne om. Legen kan på mange måder være truet af elektroniske apparater, lange skoledage og fortravlet forældre. Jeg anser selv en af mine vigtigste funktioner i moderskabet, at lege med mine børn, hjælpe dem med at udvikle deres fantasi, sætte den fri og tage den til nye højder. Derudover kan legen være med til at udvikle og træne sociale færdigheder og “spilleregler”. Det kan dog være svært, nogen gange at finde redskaber eller ja legetøjs som kan hjælpe med at stimulere bestemte egenskaber. Derfor takkede jeg ja til at teste den online legetøjsbutik Legeakademiet.dk af, i samarbejde med Momstertest.dk

Legeakademiet.dk består af legetanter og onkler, som elsker at sælge udviklende legetøj, som kan understøtte læringen på en sjov og naturlig måde, idet den leges ind. Legeakademiet.dk ønsker at lege børn klogere, uden grænser for hvad legetøjet kan opdyrke, styrke, udfordre og stimulere når det er i bruge. For en relativ rutinerede forældre som jeg, kan det dog stadig være svært at skabe sig et overblik over legetøjets magiske verden og dets evner, egenskaber og muligheder og derfor synes jeg specielt at Legeakademiet.dk fortjener et solidt skulderklap, da dets legetanter og onkler ved hvad det er, deres legetøj kan.

I forbindelse med min test af dels Legeakademiets shop og deres produkter, skrev jeg til tante og onklerne, for at høre deres bud på legetøj der kunne understøtte stimulering af bestemte evner og kundskaber hos mine to store drenge. Vi har mere end rigeligt med LEGO, figurer, motorisk udstyr osv., men jeg har følt drengene manglende noget legetøj, der kunne stimulere den matematiske og sproglige sans ”direkte”, derudover søgte jeg legetøj som kunne skabe fordybelse, udvikling af fantasi og samtale understøttende. Aksel er rigtig glad for matematik og jeg ville gerne lege med matematik, sammen med ham, lidt ala. vi er her ikke for sjov – men vi skal have det sjovt mens vi er her. Jeg fik tilsendt en række anbefalinger i forskellige prisgrupper og dertil hvorledes jeg kunne anvende det enkelte produkt. Dette galt ligeledes ting til Carl. Personligt tiltager det mig meget, at en sælger ikke vælger fra øverste og dyreste hylde – men i stedet viser et bredt udvalg af deres sortiment. Jeg synes faktisk en sælger går fallit, hvis det KUN er de dyreste produkter, der dur i deres øjne.

Jeg endte med at få 8 kort på hånden, som alle opfyldte de krav jeg havde til legetøjet og det synes jeg er kanon service og samtidigt enormt befriende for mig som kunde. Man kan enten sende en mail eller chatte med Legeakademiet, via deres hjemmeside.

Jeg endte med at vælge følgende produkter til drengene, alle med forskellige underliggende formål:

Klistermærke bøgerne: Mit hus og Min by.
Pris: fra. 65 kr.

                                         
Disse bøger er intet mindre end geniale og måske du selv husker dem, tilbage fra 90’erne?
Aksel og Carl elsker begge at sidde og finde på historier mens de indsætter klistermærkerne – som kan rykkes rundt.
Denne form for leg styrke dels deres kreative fantasifulde evne, finmotorikken, sproglige kundskaber og fordybelsen.
Aksel kan særligt bruge flere timer på at lave sin helt egen historie til netop den side han er ved at opsætte og vi oplever allerede nu, i forbindelse med Aksel skal skrive små historier i skolen, at disse hæfter kan hjælpe ham med at udvikle en historie. Derudover at det nem og praktisk underholdning at have med på ferie og i “byen”.
Så disse hæfter vender jeg helt klart tilbage til shoppen for at købe flere af, særligt fordi, de kan bruges igen og igen. 

Matematikspil – Træk et regnestykke
Pris: 85 kr.

Aksel er rigtig glad for matematik og kan i ny og næh bede os lave små regnestykker ,som han kan sidde og læse. Han har efterhånden lavet de fleste af de matematikhæfter den lokale boghandler har og ofte føler jeg han ender med at sidde alene og fordybe sig med tallene. Jeg vil rigtig gerne have nogle hyggestunder mens tiden fortsat er til det og samtidigt vil jeg gerne se og høre Aksel arbejde med tallene. Legetanterne anbefalede mig derfor dette simple spil, hvor man spiller mod hinanden, skiftevis drejer man på et hjul for at få at vide hvor mange tyggegummestykker man skal trække, hvor der er regnestykker på. Spillet er let at gå til og kan spilles af forskellige aldersgrupper, hvis man evt. gør brug af noget man kan tælle med eller på. Den eneste ulempe ved spillet er at der ikke følger en dansk vejledning – hvilket gør det svært for Aksel selv at læse reglerne mm.

Bogstavklodser – ABC træklodser på lastbil 
Pris. 185 kr.

Carl er blevet rigtig interesseret i bogstaverne. Han kalder stadig tal og bogstaver, for tal og har til tider svært ved at genkende de store bogstaver. Da han selv udviser en interesse for bogstaverne, mener jeg os det er okay, at forsøge at udvikle og stimulere denne interesse. Tallene arbejder vi en del med, når vi spiller krig herhjemme.

Bogstavklodserne har flere funktioner end blot det konstruktionsmæssige, og bogstaverne. De har små billeder på sig, som illustrere de engelske bogstavers lyde og derved kan Aksel os gøre brug af disse klodser og deres funktion bliver lidt multifunktionel. Desværre synes jeg at dette stykke legetøj mangler den der ekstra lækre detalje for at gå rent hjem. De fremstår meget rå i det, frem for at have en lækker overflade mm.


 

Legeakademiet.dk har et kæmpe udbud af legetøj til enhver smag og lejlighed. Jeg synes shoppen er fed, grundet det store udvalg – men nogen gange kan udvalget os blive for stort. Alligevel synes jeg bestemt man skal svinge forbi shoppen, hvis man står og søger nyt legetøj til sine kære små, hvad enten om det skal bruges inde eller ude, da shoppen rummer produkter som til hver en tid, slår de almene fysiske legetøjskæder i dk.

Jeg håber du i dette indlæg, har kunne finde lidt inspiration til hvorledes du kan lege og lærer sammen med dit barn.

Kærlig Hilsen
Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

En kærlighedshistorie

En kærlighedshistorie

 

Flashback
På min fod, sidder de grå sko, med det iøjefaldende G. Alle med en smule kendskab til mærkevare, kan tydeligt se mine sko er falske.. hvad folk ikke ved, er at stamme fra min rejse til Tyrkiet, som jeg kort forinden skolestart har været på. Min lettere solbrune hud står godt til mit lyse hår, de hvide jeans og den blå bluse. Mit ”første-skoledag-outfit” sidder lige i skabet. Jeg har selvfølgelig os brugt en lille uges tid på at gennemtænke det. På min arm hænger tasken, med kronen. Den er endnu let, men den tynges formentlig snart af studiebøger.

Der er mange mennesker i aulaen. Mit hjerte banker hårdt og hurtigt i brystet og mine håndflader er svedige. Jeg har allermest lyst til at finde er musehul og kravle deri. Jeg 17 år gammel og har som den eneste fra min folkeskoleklasse valgt at starte på HF, frem for det klassiske STX. Jeg kender ingen på skolen og ud fra min optagelsessamtale med en studievejleder, er jeg formentlig en af de yngste på årgangen, måske hele Frederiksberg HF kursus.

Efter der er budt velkommen, finder jeg det lokale hvor mine nye klassekammerater er. Vi er mange i klassen, rigtig mange og ønsker man at få en stol til undervisningen, skal man minimum komme 20 minutter før den starter. I løbet af den næste måneds tid går der dog Robinson i den og en efter en, dropper folk ud. Efter en kort introduktion, sendes vi på en klassisk “lær hinanden at kende” øvelse. Vi får udleveret lidt spørgsmål og skal så gå rundt og spørger hinanden om alt mellem himmel og jord. Det er både grænseoverskridende og befriende at bevæge sig lidt rundt og få hilst på de mange mennesker. Vi går rundt mellem hinanden og jeg får spurgt til alt fra livretter, bopæl, ynglings farve og selvfølgelig navn. Mens jeg går rundt, møder jeg en høj fyr, med smilende øjne og markante træk. Han har en flot blå skjorte på, som tydeligvis er nystrøget. Han har et varmt blik, som jeg har lidt svært ved at møde. Vi får spurgt hinanden, om vi har nogle kæledyr. Jeg har en kat og han hader katte Selv har fyren en jagthund som er skudrad, hvilket er en ret uheldig kombination. Han er 23 og jeg 17, vi er begge i fast parforhold og uden vi tænker over det, får vi spurgt hinanden om mere end det sedlerne foreskriver. Fyren hedder Morten…
Morten; som i dag, er min Hr. Mand og som jeg har dannet par med i 11 år.

Morten og jeg bliver klassekammerater på HF. Vi har vores daglige gang op og ned ad hinanden i 2 år. Han er for mig, en sød fyr, der er god til matematik, fodbold og som faktisk er ret fornuftig at snakke med. Han går op i mad, FCK, fester og så lidt mere fodbold og det er ligesom det kendskab jeg har til ham, de første 9 måneder af studiet. En dag ændre det hele sig. Den årlige gallafest nærmer sig og traditionen tro, skal alle studerende lærer at danse lancier, forud for festen. Vi skal bruge 4 idrætstimer til at lærer dansen. Første time bliver skælsættende, idet vores lærer beder vores egen klasse og parallelklassen om at finde en dansepartner. Flere står langs ribberne, andre søger lidt rundt. Nogen finder en, som de allerede har danset tæt med til nogle af de andre fester på studiet og selv står jeg og føler mig enormt fortabt. Der er såmænd drenge nok i klassen og alle kan i princippet få sig en dansepartner. Jeg hader at danse eller efter et par shots går det nu okay, men i ædru tilstand, er det noget af det mest grænseoverskridende for mig. Jeg har ingen rytme i kroppen, mine muskler er stive og mine ben klassificeres som almene fodboldben. Alligevel synes jeg det er lidt ufedt at skulle til en gallafest uden partner. Jeg er i et fast parforhold, så det er udelukkende en gallamakker jeg søger. Jeg kigger lidt rundt og tænker så, at af alle mennesker så er han nok den, jeg vil ture at danse med, måske fordi jeg tænker han er lige så håbløs på et dansegulv som jeg selv? Ganske langsomt går jeg igennem idrætssalen og over til drengegruppen, der står og snakker, måske for at distancere sig fra opgaven vi har fået. Det er nu eller aldrig tænker jeg og selvom jeg er hammer nervøs, så ved jeg, at lige præcis ham her, er så høflig at han ikke vil afvise mig med en nederen joke. Afvisningen er bestemt en stor mulighed, men det bliver med sikkerhed på en høflig måde, så meget ved jeg da om fyren… “Morten ?”… han vender sig om og lige der slår det mig, at han jo er knap 2 meter høj, det kommer til at passe af helved til, med mine sølle 168 cm.. men nu står jeg der og han smiler sødt til mig.. “øhm, vil du .. være min gallamakker” får jeg fremstammet, det er simpelthen for pinligt og åndsvagt og får at fjerne mig selv fra det sårbare sted, får jeg hanket op i mig selv og smidt en kæk kommentar afsted, som får ham til at grine. “Ja – det vil jeg rigtig gerne”. Sådan gik det til, at vi blev kærester, tog på en back-pack rejse, blev gift, lavede 3 unger og nu har været sammen i 11 år.


Selvfølgelig er fortællingen langt længere, men det var sådan det startede for alvor og så alligevel ikke, da jeg fortsat var i et fast forhold. Mortens og mit venskab startede dog den dag og det udviklede sig til at være et af de bedste venskaber jeg nogensinde har haft. En aften, måske endda nat, efter en våd bytur og 7 måneders nært venskab; fortæller Morten mig, at det kun er min skyld vi er venner – jeg kvitterer denne udmelding, med at stikke ham en flad og tage hjem. Jeg var rasende! Vi var jo bedste venner og jeg havde en kæreste, som jeg da synes at mene jeg var ret glad for? Det havde selvfølgelig ikke kørt så godt de sidste par måneder og slet ikke ovenpå at min kæreste havde haft et Chandler øjeblik og en sen aften efter 4 års forhold havde gjort det forbi, som var det et lyn for en klar himmel. I de 14 dage vi var adskilt, havde Morten været min klippe.. han havde lyttet, trøstet og mundret mig op og på intet tidspunkt i hele vores venskab havde vi været i nærheden af at være andet end venner, men den aften, den udmelding ødelagde jo ALT!

Der gik nogle dage, så tog han det tilbage… men der er bare nogen ting men ikke kan trække i sig igen. Det var forfærdeligt at være i, måske mest af alt fordi jeg var tvunget til at forholde mig til mine egne følelser for Morten og min daværende kæreste. Jeg kunne jo godt se det parforhold jeg var i, ikke længere var sundt for mig, tværtimod… omvendt ville jeg heller ikke gå fra det ene forhold til det næste, slet ikke når jeg på så mange måder følte at jeg var kommet væk fra mit oprindelige jeg og det jeg søgte i et parforhold. Jeg gjorde det forbi med min kæreste og selvom Morten igen bare var min gode ven, så fik jeg da os gjort det klart at jeg på ingen måde var interesseret i at forelske mig lige foreløbig. Sandheden var jo nok, at jeg allerede var det, jeg kunne bare ikke se det… heldigvis overbeviste Morten mig, på hans egen finurlige facon og en nat på Nørreport, greb han mig i nakken og kyssede mig den aller første gang…




Kyssende har efterhånden været mange og når vi i ny og næh husker os selv på, at vi fandt hinanden, helt tilbage på HF, så virker det uvirkeligt. Jeg havde nemlig ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at min gallamakker skulle ende med at blive min mand og faren til vores nu 3 børn.

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig Hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet

Ja’et I Nej’et og omvendt

Ja’et I Nej’et og omvendt

 

Dengang jeg lige var tjekket ud fra psyk, og for alvor skulle kæmpe mig ud af depressionen, holdte Hr. Mand mig i hånden. Han holdte ved, jeg holdte ud og det gjorde vi, selvom vores parforhold var kørt ud på sidespor.  Vi vidste begge der skulle sadles om, hvis vi skulle have en chance. En chance for dels at komme over depressionen, men os alt det, som depressionen var en reaktion på, i vores parforhold. Det var jo ikke kun min egen adfærd, som skubbet mig ud over kanten, det var så meget mere end det. Vi valgte derfor at gå i parterapi og det kan bestemt anbefales, hvad end om man sidder på grænsen til at kaste håndklædet i ringen eller hvis de lyserøde skyer fortsat svæver omkring en.

Jeg anser terapi, både par og individuel, som en investering man kan gøre i ens egen sundhed. Ligesom at bilen skal til syn, så kan sindet os have godt af et olieskift. Nogen tænker sikker – vi kan os tale alt for meget om ingenting og at vi kan tale for meget om alting. Det er jo en personlig beslutning, på egne og det parforholds vegne jeg er i, kan parterapi kun anbefales. Både Hr. Mand og Jeg mener, at parterapi for os har været som at lærer at danse livets dans – sammen. Sammen har vi lært hvorfor vi bevæger os som vi gør og hvad der kan gøre, at vi sammen kan danse, nogen gange tæt og inderligt, andre gange livligt, fjollet og i kådhed og igen .. som var det dødens tango, fyldt med vrede men mest af alt passion.

Noget af det vores parterapeut introducerede for os, som det første, da vi sad der, parret som altid jonglerede med mange bolde, gang på gang præsteret og ofte over middel, det var at de der pleasende overachievers, som hun mente vi var, skulle tage på kursus og lærer om Nej’et i Ja’et og omvendt. Altså at for hver gang vi sagde nej til noget, sagde vi samtidigt ja til noget andet, og i stedet for at have dårlig samvittighed over at sige “Nej, vi kan desværre ikke”, skulle vi rose os selv for samtidigt at sige ja til det som nej’et gav mulighed for. Det har været en hård men god øvelse for os alle og noget vi virkelig forsøger at lærer vores børn, da vi på en eller anden måde lever i et samfund, hvor man helst skal kunne klare alt, altid være på og række hånden op osv.

Hella Joof omtaler i hendes bog “Papmache reglen” disse her kage hegle, dem der som altid mener det SKAL være dem der bager og som ofte gør det med tanker som “Der er jo ingen andre der gør det” og “Nu står JEG her igen!” – (jeg har os selv, været sådan en kage hegle). Sagen er jo den, at hvis man altid melder sig, så oplever man jo aldrig hvad der sker, hvis man ikke melder sig? Så kunne det jo være nogle andre forældre tænke “Ok så gør jeg det” og så kunne det selvfølgelig ske det var købe mazarinkagerne til sølle 10 kr. der endte på sammenskuds bordet – And So What ?! Hele min adfærd, har i mange år været betinget af et konstant behov for at sige “Jeg kan godt!” bare fordi jeg troede at jeg skulle dette, for at være værdig til kærlighed, omsorg og respekt – at jeg derigennem var god nok. Det holder jo bare ikke en meter, for i sidste ende gav jeg jo ikke mig selv, den mindste form for respekt og jeg fik det jo aldrig rigtig bedre alligevel.

Jeg skal snart føde og måske uden min mand.
Indlægget her handler dels om Ja’et i Nej’et men det er hovedsageligt brugt indledningsvis til at skabe en forklaring på en beslutning, min familie og jeg har taget, eller Hr. Mand og Jeg. Der er helt sikkert mange som slet ikke forstår og det er fint, det er så heller ikke dem der står i min – vores situation. Hvorfor jeg så alligevel vælger at udgive dette skriv kan for nogen virke pardoksalt. For mig handler det om ærlighed, og om et behov for at sige – sådan gør vi.

Vores kommende søn Vilmer er på så mange måder planlagt og så mange måder et tegn på at man ikke kan planlægge en fis, når det kommer til graviditet, fertilitet osv. Eller sagt således – at vi forsøgte at blive gravid mens jeg skrev speciale, var mor og minimum løb 50 km om ugen mens jeg i en periode på 12 uger, løb 2 marathons, 14 halv marathons og et ultra løb, gjorder at min krop ikke mente graviditet var en optimal sag. Når jeg ser på alle de kilometer der gik forud en positiv test … sååå.. ja. Forstår jeg godt min krop ikke lige mente et æg skulle sætte sig fast. Jeg fortryder dog ikke mit løb, de præstationer jeg gjorder, jeg skulle nok bare havde været bedre til at erkende dets betydning på min fysiologi. At prøve i så kort tid som vi gjorde og derefter teste positivt er HELT normalt og jeg har ikke andet end taknemmelig til og for at min og Hr. Mands fertilitet er som den er. I den periode vi forsøgte at blive gravide, nåede jeg dog at tænke min depression og keglesnitet, ja sågar min alder, havde større betydning end vi lige havde regnet med, det var heldigvis ikke tilfældet og det, det er jeg taknemlig for.

Undervejs i forsøget på at blive gravide bestiller vi en rejse. Det er en rejse sammen med hele Hr. Mands familie, til en lokal græsk ø, som Hr. Mand har besøgt omkring 20 gange og hvor der i år skal afholdes en større fest – en fejring af dem som er årsagen til at gode venner på kryds og tværs af Danmark og som knap tæller 100 mennesker, hvert år i nogle helt bestemte uger, besøger denne ø. Hr. Mand har besøgt øen siden han selv var barn og i dag står han, som så mange af de andre unger fra dengang, og skal have sine egne børn med. Han skal bare ikke have mig med… desværre.

Life is what happens while you are busy making other plans.
Jeg havde jo købt en flybillet, men pludselig havde vi os en positiv graviditetstest og en anslået termin der hed d. 30 oktober. Netop denne termin er der blevet rykket lidt ved et par gange og officielt hedder det nu d. 22. oktober, selvom datoen  d 25 oktober. os har været i spil. For mig er det bare datoer, et par dage fra eller til. Når det begynder at hede 40+noget så æder jeg mine ord. Jeg har nemlig altid født til tiden – på termin og ved derfor ikke hvordan det føles at gå “over”. Jeg ved dog hvor ivrig og utålmodig jeg kan blive.. alligevel ved jeg, at børn kommer når de kommer og det er det jeg har valgt at tage udgangspunkt i.

Da vi sad med den positive test, et hjerteblink og en kalender kunne vi jo godt se, at der meget vel kunne være et sammenfald her. Ferien til Grækenland skulle afholdes i uge 42 og i uge 43 faldt min termin. What to Do?

Mange tænker nok her “aflys” hele ferien og skid hul i familien ikke kommer afsted og SÅ er der Hr. Mand og jeg, som tænker noget helt andet. Hvordan vi er kommet frem til vores beslutning, som vi faktisk nåede relativt hurtigt, det er på mange måder let at forklare.. for jeg kan lige så godt føde før som efter termin. Sandsynlighederne er lige store (nej jeg har ikke regnet på noget), men det er fakta. Fakta er os, at jeg, inde i min mave, i mit hjerte, har en tillid og tro på at min fantastiske kvindekrop er sammenskruet således, at den ikke går i fødsel før den er “klar” og ikke mindst barnet. Det er en følelse, en tro og nej – jeg kan ikke direkte dokumentere det, jeg kan blot sige at det er en “erfaring” jeg har gjort mig fra mine to andre graviditeter. Kald det naivt, men det er sådan jeg har det. Jeg har snakket en del med min fantastisk jordemoder om denne tro, følelse og hele scenariet og jeg er meget tryg og rolig. Der er ingen der ved hvornår jeg føder og det er det forunderlige vilkår ved at være gravid. Jeg ved blot jeg har en terminsdato, udregnet ved en scanning… som jeg mener, hele tiden har skillet sig noget ud.. særligt hvis jeg smed ægløsning og første mens dag ind i en kalender. Lige meget hvad er sagen den, at vi venter et barn og jeg kan føde mens min mand og børn er i Grækenland og jeg kan føde inden eller efter, det er nu engang sagens kerne .

Jeg har selvfølgelig tænkt alle muligheder igennem, alt fra fødsel inden, under og efter at Hr. Mand og drengene var afsted. Jeg har lokaliseret dét, som ville gøre ondt, hvis Hr. Mand ikke var med til Vilmers fødsel og Jeg har igen og igen konfronteret mig selv med chancen for at min tro, ikke holder en pind. Sådan er jeg skruet sammen; jeg er nød til at se på det jeg kan stå overfor, for i sidste ende at tage en beslutning som føles rigtigt for mig. Lige nu og hele vejen frem til nu, faktisk de 8 måneder som jeg har været bekendt med, at et lille liv voksede under mit bankende hjerte , så har jeg kendt til disse omstændigheder og jeg er okay, mere end okay og jeg siger ikke nej til min mand kan være med til fødslen; jeg siger JA til drengene sammen med Hr mand kan få en dejlig og unik oplevelse sammen.

Det vigtigste for mig i det her, er ikke at hente andres accept eller forståelse, men i stedet at jeg selv kan fælde en dom over min livsførelse, som jeg er tilfreds med og det er jeg, os i denne beslutning. Hvorfor jeg så skriver dette, det gør jeg, fordi jeg selvfølgelig er blevet stillet kritiske spørgsmål utallige gange og mon ikke en eller flere har lyst til at gøre det samme nu… Jeg skriver dette, da jeg faktisk gerne vil være ærlig omkring min families og min situation. Jeg gider ikke fortie eller feje ting ind under gulvtæppet, i stedet vil jeg blot sige det sådan der er, for os.

Tak fordi du læste med og du behøver ikke forstå ♥️

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på Facebook Og / eller Instagram på profilen Mig_Og_Morskabet

Et behov, for stemmer omkring mig

Et behov, for stemmer omkring mig

Dette indlæg indeholder reklame

Flashback
Sengetøjet med Tulle, fra Rip, Rap og Rup kradser ganske let mod min hud. Måske har alt mit sengetisseri igennem de sidste par dage, opbrugt alt min mors bamseline (rolig nu, var barn i 90’erne og dengang vidste man ikke bedre). Mit kat har allerede indtaget hovedpuden og den genkendelige lyd af en kat der spinder fylder rummet, mens hun kampmassager pudens overflade. Selv ligger jeg der, med kradsene sengetøj og lytter. Jeg lytter på stemmen, som på en gang er lidt halvrusten i det og samtidigt udtaler alle ord med korrekt artikulation. I ny og næh kan jeg hører en bestemt baggrundssummen fra optagelsen, som akkompagneres af lyden fra en finger der fugtes, for dernæst af bladre i en bog. Kassettebåndet piber i ny og næh over fra min ghettoblaster, som grundet dets brydningstid selvfølgelig fortsat har kassettebåndafspiller implementeret i sig, til trods for CD’en er ved at vinde plads på marker. Damen, hvis stemme jeg lytter til, læser “Det lille hus på prærien”. Selv ligger jeg der og ser for mig hvordan Laura løber over den tørrer prærie, med sin lille spand i hånden og solkysen hængende ned af ryggen.

”Pling – du må nu bladre”
Jeg er vokset op med Disneys bog og bånd sæt, dem hvor der altid lød et lille klokkespil, når båndet skulle vendes og kun et enkelt trylleslag, når der skulle bladres i bogen. Det var sådan, jeg stiftede bekendtskab med lydbøgernes verden. Glæden ved en god historie har hængt ved igennem hele mit liv og måske er det os derfor jeg læste til dansklærer og generelt bare elsker at bruger sprogets mange muligheder, blandt andet her på bloggen. Noget der virkelig har slået mig, er det behov jeg har for at have stemmer omkring mig. Jeg elsker at være alene og nyder virkelig mit eget selskab. Jeg kan sagtens sætte mig på min lokale sushi bar og kører nigiri ind, mens jeg enten parkerer hovedet i en bog eller iPad. Siden afslutningen på min kandidatuddannelse, så har jeg haft en del mere tid derhjemme, alene. Tiden er blevet brugt på at lave en gennemgribende make-over af hele lejligheden. Når jeg går rundt, så har jeg bedst med at der er lidt lyde omkring mig. Det kan normalvis være alt fra noget tv eller musik som kører i baggrund, men efter jeg er blevet færdig fra studiet, er der vokset en lyst til igen at være fast bruger på biblioteket og få læst nogle af alle de spændende bøger som er kommet de sidste par år. Jeg føler bare ikke jeg har tiden til at sidde og læse, når hele lejligheden skal laves om. Min mand, som har mange lange dage alene på kontoret / ciderfabrikken, hører en del podcast og han anbefalede mig den verden. Måske er jeg lidt bagud på den konto, når jeg siger at jeg max har hørt 5 podcast. I stedet har jeg forsøgt at finde et par bøger på e-reolen – en gratis udlånstjeneste til e-bøger og lydbøger, men da jeg jo gerne ville hører nogle af de nyeste bøger, blev det aldrig et super god match. Så da jeg af Momstertest.dk blev spurgt om jeg ville teste Mofibo  af, så sagde jeg ja. Jeg har set en del Mofibo reklamer og har forud for jeg hentet deres app, dannet mig det indtryk; at der på Mofibo er nogle af de nyeste titler, klassiker og generelt bare et stort udvalgt af litteratur.

Jeg tror bestemt ikke at jeg er den eneste, som synes det med at sætte sig en bog er svært, når vasketøjskurven er proppet, hytten roder eller madpakkerne skal smøgers. Derfor synes jeg lydbøger er geniale og jeg finder det enormt befriende at lytte til alt fra Hella Joof, Lola Jensen og Andets Legarth Schmidt. Det er ikke kun mig der har et stort behov og finder ro i, at have stemmer omkring mig. Både Aksel på 7 og Carl 4, er storforbruger af lydbøger. I starten var det mest Prop og Berta, hvilket jeg bestemt kan anbefale som et godt sted at starte for små ører. Aksel der i dag har knækket læsekoden, har for længst forelsket sig i Ronja Røverdatter, Erik Menneskesøn og andre gode klassiker. I min verden må lydbogen ikke erstatte den fysiske læsning og den kontakt der er når man læser højt for sine børn. Det ene behøver dog bestemt ikke at udelukke det andet, tværtimod. Vi sætter oftere en lydbog på når vi sidder og krea hygger, da lydbogen skaber en ekstra ro og et rum for at fantasien kan danse frit inde i hovedet.

Da Mofibo heldigvis ikke kun udgiver mainstream litteratur, men os små finurlige værker, sub genre og ny debuterende forfatters svendestykker, er det svært ikke at finde noget at lytte til.

Aksels og mine klare favoritter har været følgende:

    • Når der skal grines:
      Hela Joof : Papmassereglen – kvinder med løs bækkenbund bør overveje hvor og hvornår de lytter til denne humoristiske bog oplæst af kvinden selv.
      Kim Fupez : Vitello som er indtalt af Nikolas broen på den mest vidunderlige måde.
    • Når der skulle grædes
      Andreas Legarth Schmidt : Jeg løber.
      En enorm gribende og rørende fortælling om sorg, løb og menneskers overlevelse. Som løber kunne jeg ikke blive andet end hovedløs forelsket i Andreas måde at fortælle og formidle hvorfor han løber.
    • Fantasi for børn
      Mine børn lytter ikke helt til den sørgelige del af litteraturen, men vi kan klart anbefale fantasi serien om Elverdronningens Riddere af Peter Gothardt. Både Carl og Aksel har fundet Elver universet enormt spændende og de har flere gange siddet på kanten af stolen, når det er blevet læst op hvordan snestormen hærget og riddernes kamp for at det gode skulle sejre var i gang.
    • Når der skulle gøres tanker om livet.
      Jeg elsker biografier, som i elsker helt vildt og derfor vil jeg rigtig gerne anbefale Hans Pilgaards Støj og fortielser, som Hans selv læser op. Jeg både græd, grinte og følte vrede og medfølelse med en mand der på så mange måder har prøvet lidt af hvert.
    • Den gode (barske) historie
      Herbjørn Wassmo : Et glas mælk, tak. Dette er en gribende roman om en ung kvindes kamp, uretfærdighed, prostitution og kampen for overlevelse.

Måske i fornemmer at jeg har et eller andet med den slags litteratur, hvor det enkelte
menneske må være sin egen helt?

Mofibo er let at gå til og deres app kan hentes til alle tablets, IPods og IPhones mm. Der er ikke nogen grænse for hvor mange bøger du kan have gang i og hvis du nu tænker, okay jeg på prøve det der Mofibo så kan du med koden : MORLYDBOG – Få 30 dages gratis adgang til Mofibo – uden binding.
Alt du skal gøre er at signe up HER

Jeg håber du kunne bruge mine anbefalinger.

Kærlig hilsen Christina

Har du lyst, kan jeg også følges på , Facebook Og / eller Instagram på profilen @Mig_Og_Morskabet